EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003R1466

Kommissionens forordning (EF) nr. 1466/2003 af 19. august 2003 om handelsnormer for artiskokker og ændring af forordning (EF) nr. 963/98

EUT L 210 af 20.8.2003, p. 6–10 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/06/2009; stiltiende ophævelse ved 32008R1221

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2003/1466/oj

32003R1466

Kommissionens forordning (EF) nr. 1466/2003 af 19. august 2003 om handelsnormer for artiskokker og ændring af forordning (EF) nr. 963/98

EU-Tidende nr. L 210 af 20/08/2003 s. 0006 - 0010


Kommissionens forordning (EF) nr. 1466/2003

af 19. august 2003

om handelsnormer for artiskokker og ændring af forordning (EF) nr. 963/98

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager(1), senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 47/2003(2), særlig artikel 2, stk. 2, og artikel 3, stk. 3, litra c), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Artiskokker står opført i bilag I til forordning (EF) nr. 2200/96 blandt de produkter, som der skal fastsættes normer for. Kommissionens forordning (EF) nr. 963/98 af 7. maj 1998 om handelsnormer for blomkål og artiskokker(3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 46/2003(4), bør ændres med hensyn til definition af artiskokker af typen "Poivrade" og "Bouquet".

(2) For klarhedens skyld bør normerne for artiskokker nedfældes i en særskilt forordning, og forordning (EF) nr. 963/98 bør ændres i overensstemmelse hermed. For at opnå gennemskuelighed på verdensmarkedet bør der tages hensyn til de normer for artiskokker, der anbefales af arbejdsgruppen for normer for letfordærvelige fødevarer og kvalitetsudvikling under De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UN/ECE).

(3) Anvendelsen af de nye normer skal fjerne produkter af utilfredsstillende kvalitet fra markedet, tilpasse produktionen til forbrugernes krav og lette handelsforbindelserne på grundlag af loyal konkurrence for således at forbedre produktionens rentabilitet.

(4) Normerne gælder i alle afsætningsled. Transport over store afstande, oplagring af en vis varighed eller forskellige håndteringer, som produkterne udsættes for, kan medføre visse ændringer på grund af produkternes biologiske udvikling eller mere eller mindre udtalte letfordærvelige karakter. Der bør tages hensyn til disse ændringer ved anvendelsen af normerne i de afsætningsled, der følger efter forsendelsesleddet. Da produkterne i klassen "Ekstra" skal underkastes en særlig omhyggelig sortering og emballering, bør der for denne klasses vedkommende kun tages hensyn til forringelse af friskhedstilstand og fasthed.

(5) Visse sorter af artiskokker, der dyrkes i de italienske områder Sicilien, Puglia, Sardinien, Campania, Lazio og Toscana, sælges traditionelt i produktionsområdet i bundter omgivet af blade og med en stængel på over 10 cm. På anmodning fra Italien blev denne handelspraksis tilladt ved Kommissionens forordning (EF) nr. 448/97 om fravigelse for visse områder i Italien af handelsnormerne for artiskokker(5). For at tydeliggøre og forenkle EF-reglerne bør nævnte fravigelse indarbejdes i nærværende forordning, og forordning (EF) nr. 448/97 bør ophæves.

(6) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Friske Frugter og Grøntsager -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Handelsnormerne for artiskokker henhørende under KN-kode 0709 10 00 er anført i bilaget.

Normerne gælder i alle afsætningsled på betingelserne i forordning (EF) nr. 2200/96.

Dog kan produkterne i de handelsled, som følger efter forsendelsen, have følgende fejl i forhold til de i normerne indeholdte krav:

a) en lettere forringelse af friskhedstilstand og fasthed

b) for produkter i andre klasser end klasse "Ekstra": små forandringer på grund af deres udvikling og deres mere eller mindre letfordærvelige karakter.

Artikel 2

1. Uanset bilaget kan artiskokker, der dyrkes i de italienske områder Sicilien, Puglia, Sardinien, Campania, Lazio og Toscana, sælges i detailhandelen i disse områder i bundter omgivet af blade og med en stængel på over 10 cm.

2. Med henblik på anvendelsen af stk. 1 anføres der for hvert parti på det dokument eller den seddel, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2200/96, ud over de øvrige foreskrevne oplysninger følgende angivelse:

"Destinato alla vendita al dettaglio unicamente in ... (produktionsområde)"

Artikel 3

I forordning (EF) nr. 963/98 foretages følgende ændringer:

1) I titlen udgår ordene "og artiskokker".

2) Artikel 1, stk. 1, affattes således:

"1. Handelsnormerne for blomkål henhørende under KN-kode 0704 10 er anført i bilaget."

3) Bilag II udgår.

4) I bilag I ændres ordene "Bilag I" til ordet "Bilag".

Artikel 4

Forordning (EF) nr. 448/97 ophæves.

Artikel 5

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. august 2003.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 297 af 21.11.1996, s. 1.

(2) EFT L 7 af 11.1.2003, s. 64.

(3) EFT L 135 af 8.5.1998, s. 18.

(4) EFT L 7 af 11.1.2003, s. 61.

(5) EFT L 68 af 8.3.1997, s. 17.

BILAG

NORMER FOR ARTISKOKKER

I. DEFINITION AF PRODUKTET

Normerne gælder for artiskokker af sorter (kultivarer) af arten Cynara scolymus L, der er bestemt til levering i frisk tilstand til forbrugeren. De omfatter ikke artiskokker til industriel forarbejdning.

Navnene "Poivrade" og "Bouquet" henviser til unge kegleformede artiskokker af den violette type.

II. BESTEMMELSER OM KVALITET

Normerne fastsætter de kvalitetskrav, som artiskokker skal opfylde efter klargøring og emballering.

A. Mindstekrav

Generelt for klasserne gælder under hensyn til tolerancer og særlige bestemmelser for de enkelte klasser, at artiskokkerne skal være:

- hele

- sunde; produkter, der er angrebet af råd eller er forringet i en sådan grad, at de er uegnede til konsum, udelukkes

- rene, praktisk taget fri for synlige fremmedlegemer

- af frisk udseende, må specielt ikke vise tegn på udtørring

- praktisk taget fri for skadegørere

- praktisk taget fri for skader forårsaget af skadegørere

- fri for unormal ydre fugt

- fri for fremmed lugt og/eller smag.

Stænglerne skal skæres over ved et rent snit og må ikke være længere end 10 cm. Sidstnævnte bestemmelse gælder ikke for artiskokker, der pakkes i bundter, dvs. udgøres af et vist antal hoveder, der bindes sammen omkring stænglerne, eller for artiskokker af sorten "Spinoso".

Artiskokkernes udvikling og tilstand skal være således, at de kan:

- tåle transport og håndtering, og

- ankomme til bestemmelsesstedet i tilfredsstillende stand.

B. Klassificering

Artiskokker klassificeres i de nedenfor definerede tre klasser:

i) Klasse "Ekstra"

Artiskokker i denne klasse skal være af fineste kvalitet. De skal have sortens og/eller handelstypens kendetegn. De centrale kurvblade skal være godt lukkede i overensstemmelse med sorten.

De må ikke have fejl, bortset fra meget små overfladefejl i kurvbladenes hud, som ikke forringer helhedsindtrykket, kvaliteten, holdbarheden og præsentationen i emballagen.

Blomsterkurvbunden må ikke udvise tegn på begyndende træethed.

ii) Klasse I

Artiskokker i denne klasse skal være af god kvalitet. De skal have sortens og/eller handelstypens kendetegn. De centrale kurvblade skal være godt lukkede i overensstemmelse med sorten.

Følgende små fejl kan dog tillades, hvis de ikke forringer helhedsindtrykket, kvaliteten, holdbarheden eller præsentationen i emballagen:

- små formfejl

- mindre forandringer som følge af frost (sprækker)

- meget lette beskadigelser.

Blomsterkurvbunden må ikke udvise tegn på begyndende træethed.

iii) Klasse II

Denne klasse indbefatter de artiskokker, der ikke kan placeres i de højere klasser, men som opfylder ovennævnte mindstekrav. De kan være lidt åbne.

Følgende fejl kan accepteres, hvis artiskokkerne bibeholder deres væsentlige kendetegn med hensyn til kvalitet, holdbarhed og præsentation:

- formfejl

- forandringer som følge af frost ("frostsvedne" artiskokker)

- små stød- og trykpletter

- mindre pletter på de ydre kurvblade

- tegn på begyndende træethed på blomsterkurvbunden.

III. BESTEMMELSER OM STØRRELSESSORTERING

Størrelsen fastslås ved hovedets maksimumsdiameter i tværsnit.

Minimumsdiameteren er 6 cm.

Størrelsesskalaen nedenfor er obligatorisk for klasse Ekstra og klasse I og valgfri for klasse II.

- diameter på 13 cm og derover

- diameter på 11 cm og derover, men mindre end 13 cm

- diameter på 9 cm og derover, men mindre end 11 cm

- diameter på 7,5 cm og derover, men mindre end 9 cm

- diameter på 6 cm og derover, men mindre end 7,5 cm.

Desuden er en diameter på 3,5 cm og derover, men mindre end 6 cm tilladt for artiskokker af "Poivrade"-typen og "Bouquet"-typen.

IV. BESTEMMELSER OM TOLERANCER

Følgende tolerancer for kvalitet og størrelse for produkter, der ikke opfylder kravene til den angivne klasse, er tilladt i hver pakning.

A. Kvalitetstolerancer

i) Klasse "Ekstra"

5 % efter antal artiskokker, der ikke opfylder kravene til klassen, men som opfylder kravene til klasse I eller undtagelsesvis falder ind under tolerancerne for den klasse.

ii) Klasse I

10 % efter antal artiskokker, der ikke opfylder kravene til klassen, men som opfylder kravene til klasse II eller undtagelsesvis falder ind under tolerancerne for den klasse.

iii) Klasse II

10 % efter antal artiskokker, der hverken opfylder kravene til klassen eller mindstekravene, dog ikke artiskokker, der er angrebet af råd eller udviser andre forringelser, som gør dem uegnede til konsum.

B. Størrelsestolerancer

For alle klasser (hvis det er fastsat størrelsessortering): 10 % efter antal af artiskokker, der ikke opfylder kravene til størrelsessortering og den angivne størrelse, men som svarer til den umiddelbart højere og/eller lavere størrelse end den angivne størrelse, med mindst 5 cm i diameter for artiskokker, der er klassificeret i den mindste størrelse (6 til 7,5 cm).

For artiskokkerne af "Poivrade"-typen eller "Bouquet"-typen er der ikke fastsat nogen størrelsestolerance.

V. BESTEMMELSER OM PRÆSENTATION

A. Ensartethed

Indholdet af hver pakning skal være ensartet og må kun bestå af artiskokker af samme oprindelse, sort eller handelstype, kvalitet og størrelse (hvis det er fastsat størrelsessortering).

Den synlige del af pakningens indhold skal være repræsentativ for hele indholdet.

Uanset de foregående bestemmelser i dette punkt kan produkter, der er omfattet af nærværende forordning, blandes i salgspakninger med en nettovægt på tre kg eller mindre med forskellige typer friske frugter og grøntsager på de i Kommissionens forordning (EF) nr. 48/2003(1) fastsatte betingelser.

B. Emballering

Artiskokkerne skal emballeres på en sådan måde, at produktet beskyttes på passende vis.

Materialerne, der anvendes indvendigt i pakningen, skal være nye, rene og af en kvalitet, der ikke fremkalder ydre eller indre forringelser af produkterne. Anvendelse af materialer, herunder papir eller stempler med handelsmæssige oplysninger, er tilladt, hvis påtrykningen eller mærkningen foretages med sværte eller lim, der er giftfri.

Pakningerne skal være fri for ethvert fremmedlegeme.

VI. BESTEMMELSER OM MÆRKNING

Hver pakning skal på samme side være forsynet med følgende oplysninger, anført med bogstaver, som er let læselige, ikke kan udviskes og er synlige udefra:

A. Identifikation

Pakker og/eller afsender: Navn og adresse eller et af en officiel myndighed udstedt eller anerkendt mærke. Hvis der anvendes et mærke, skal påskriften "pakker" og/eller "afsender" (eller den dertil svarende forkortelse) anføres i nærheden af dette mærke.

B. Produktets art

- "Artiskokker", hvis indholdet ikke er synligt udefra

- Sortens navn for klassen "Ekstra"

- Eventuelt "Poivrade" eller "Bouquet"

- Eventuelt "Spinoso".

C. Produktets oprindelse

Oprindelsesland og eventuelt produktionsområde eller national, regional eller lokal betegnelse.

D. Handelskendetegn

- Klasse

- Antal hoveder

- Størrelse (hvis størrelsessorteret) efter hovedernes minimums- og maksimumsdiametre.

E. Officielt kontrolmærke (valgfrit)

(1) EFT L 7 af 11.1.2003, s. 65.

Top