Mindre interferens mellem elektriske og elektroniske enheder
RESUMÉ AF:
Direktiv 2014/30/EU om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet
HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?
- Det har til formål at sikre, at elektrisk og elektronisk udstyr overholder et passende niveau for elektromagnetisk kompatibilitet i Den Europæiske Union (EU).
- Det fastsætter ensartede regler for at sikre, at udstyr ikke frembringer uacceptable elektromagnetiske forstyrrelser, og at dette udstyr kan fungere efter hensigten, uden at dets funktion forringes af en elektromagnetisk forstyrrelse.
- Det sikrer fri bevægelighed for elektrisk og elektronisk udstyr inden for EU’s indre marked, for så vidt angår elektromagnetisk kompatibilitet.
- Direktiv 2014/30/EU reviderer og ophæver direktiv 2004/108/EF.
HOVEDPUNKTER
Anvendelsesområde
- Det udstyr, der er dækket af dette direktiv, omfatter både faste anlæg og andre apparater.
- Det finder ikke anvendelse på:
- radioudstyr inden for rammerne af direktiv 2014/53/EU (se resumé)
- specialbyggede evalueringsbyggesæt for professionelle til brug ved forsknings- og udviklingsanlæg
- radioudstyr, der anvendes af radioamatører, medmindre udstyret er gjort tilgængeligt på markedet
- uskadeligt udstyr
- visse typer luftfartsudstyr som følge af ændringerne af forordning (EU) 2018/1139 (se artikel 137 i denne forordning).
- Direktivet finder ikke anvendelse på, eller finder ikke længere anvendelse på, væsentlige krav vedrørende elektromagnetisk kompatibilitet til udstyr, der hører under direktivets anvendelsesområde, hvis sådanne krav helt eller delvist er fastlagt mere udførligt i anden EU-lovgivning.
Apparater
Direktivet definerer fabrikanters, importørers og distributørers ansvarsområder, hvad angår salg af elektromagnetiske apparater.
- Alle apparater (som er omfattet af direktivet), der sælges i EU, skal være forsynet med CE-mærkning for at vise, at de overholder alle gældende, væsentlige krav i EU-lovgivningen.
- Fabrikanten skal udføre en overensstemmelsesvurdering og udarbejde den tekniske dokumentation for apparatet. Dette er obligatorisk for apparater, der bringes i omsætning, men ikke for apparater, der skal indbygges i et bestemt fast anlæg.
- Når et apparats overensstemmelse med de gældende krav er blevet dokumenteret, skal fabrikanten udarbejde en EU-overensstemmelseserklæring og påsætte CE-mærkningen.
- Importører skal kontrollere, om fabrikanterne har gennemført overensstemmelsesvurderingerne korrekt, og meddele den nationale myndighed, der er ansvarlig for markedsovervågning, hvis de mener, at udstyret ikke overholder de grundlæggende krav. De skal desuden sikre, at fabrikanten har udarbejdet den tekniske dokumentation, samt at apparatet er forsynet med CE-mærkning og er ledsaget af den krævede dokumentation og information.
- Distributører skal kontrollere, at apparatet er forsynet med CE-mærkning, og at det ledsages af den krævede dokumentation og information.
- Al nødvendig dokumentation skal gemmes i ti år.
- Fabrikanter, importører og distributører skal tilvejebringe information og dokumentation, som godtgør overensstemmelse, på et sprog, der er letforståeligt for den kompetente nationale myndighed.
- Fabrikanter og importører skal angive deres postadresse på apparatet eller, hvis det ikke er muligt, på emballagen eller i et dokument, der ledsager apparatet.
Direktivet angiver desuden, hvordan de nationale myndigheder skal identificere apparater, der ikke overholder de grundlæggende krav, og forhindre dem i at blive gjort tilgængelige.
Faste anlæg
EU’s medlemsstater skal fastsætte de nødvendige regler med henblik på udpegning af den eller de personer, der har ansvaret for at sikre overensstemmelse for et fast anlæg.
Vejledning til direktivet om elektromagnetisk kompatibilitet
Formålet med vejledningen til direktivet om elektromagnetisk kompatibilitet er at bistå ved den fælles anvendelse af direktiv 2014/30/EU. Vejledningen er ikke et juridisk dokument, men det behandler en række praktiske spørgsmål af interesse for fabrikanter og andre interessenter.
HVORNÅR GÆLDER BESTEMMELSERNE FRA?
Direktivet skulle være gennemført i national lovgivning senest den 19. april 2016. Reglerne trådte i kraft den 20. april 2016.
BAGGRUND
Direktivet ajourfører EU-reglerne om at bringe elektromagnetisk udstyr i omsætning. Det er et led i bestræbelserne på at modernisere den europæiske lovgivning inden for en lang række industrisektorer for at reducere de administrative byrder samt oprette enklere, klarere og mere sammenhængende regler.
For yderligere oplysninger henvises til:
HOVEDDOKUMENT
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (omarbejdning) (EUT L 96 af 29.3.2014, s. 79-106).
Efterfølgende ændringer af direktiv 2014/30/EU er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
TILHØRENDE DOKUMENTER
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 af 20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning (EF) nr. 765/2008 og (EU) nr. 305/2011 (EUT L 169 af 25.6.2019, s. 1-44).
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 82-128).
seneste ajourføring 26.07.2022