Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

RESUMÉ AF:

INTRODUKTION

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) blev som følge af Lissabontraktaten udviklet ud fra traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (TEF eller EF-traktaten), som fastlagt i Maastrichttraktaten. Selve EF-traktaten var baseret på traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, som blev underskrevet i Rom den 25. marts 1957. Oprettelsen af Den Europæiske Union med Maastrichttraktaten (den 7. februar 1992) markerede endnu et skridt mod den politiske samling af Europa.

Den Europæiske Union erstattede dog ikke De Europæiske Fællesskaber, men anbragte dem under den samme paraply, baseret på strukturen med »tre søjler«:

Den første søjle bestod af De Europæiske Fællesskaber (EF, Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) indtil 2002 samt Euratom).
Den anden søjle bestod af samarbejdet mellem EU-landene i henhold til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Den tredje søjle omfattede samarbejdet mellem EU-landene på områderne retlige anliggender og indre anliggender.

Enhver ny traktat medfører omnummerering af artiklerne. Med Lissabontraktaten, som blev underskrevet den 13.12.2007 og trådte i kraft den 1.12.2009, blev TEF omdøbt til TEUF, og de tre søjler blev samlet i det reformerede EU og blev omnummereret igen.

TEUF er én af EU’s to primære traktater sammen med traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Den danner det detaljerede grundlag for EU-retten ved at definere EU’s principper og mål samt anvendelsesområder for optræden på politikområderne. Den fastlægger også detaljer vedrørende EU-institutionernes organisation og funktion.

HVAD ER FORMÅLET MED TRAKTATEN?

Som allerede angivet i den tidligere præambel var formålet med TEF at »skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk«. Denne ordlyd findes stadig i præamblen til den nuværende TEUF samt i TEU. Disse traktater har faktisk tilført en mere politisk og demokratisk dimension til europæisk integration i tilgift til det oprindelige økonomiske mål med at oprette et indre marked.

HOVEDPUNKTER I DEN KONSOLIDEREDE TRAKTAT

Første del — Principperne:
- beskriver formålet med traktaten og dens forbindelse til TEU (artikel 1)
- indeholder en oversigt over EU’s kompetencer i henhold til EU’s kompetencer inden for hvert område (artikel 2, 3, 4, 5 og 6)
- fastsætter almindelige bestemmelser for EU’s handlinger (artikel 7-17).
Anden del — Ikkeforskelsbehandling og unionsborgerskab:
- forbyder forskelsbehandling på grundlag af nationalitet (artikel 18)
- erklærer, at EU vil »bekæmpe forskelsbehandling på grundlag af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap eller seksuel orientering« (artikel 19)
- opretter og definerer unionsborgerskabet og de tilhørende rettigheder (artikel 20-24).
Tredje del — den største (artikel 26-197) — fastsætter retsgrundlaget for EU’s politikker og handlinger internt på følgende områder:
- det indre marked (afsnit I)
- frie varebevægelser (afsnit II), herunder toldunionen
- den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik (afsnit III)
- den frie bevægelighed for arbejdskraft (og personer generelt), tjenesteydelser og kapital (afsnit IV)
- et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed (afsnit V), herunder politisamarbejde og retligt samarbejde
- transport (afsnit VI)
- konkurrence, skattepolitik og harmonisering af lovgivning (afsnit VII)
- den økonomiske og monetære politik (afsnit VIII), herunder artikler om euroen
- beskæftigelsespolitik (afsnit IX)
- socialpolitik (afsnit X), med henvisning til den europæiske socialpagt (1961) og fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder (1989) — afsnit XI opretter Den Europæiske Socialfond
- politikker vedrørende uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og sport (afsnit XII)
- kultur (afsnit XIII)
- folkesundhed (afsnit XIV)
- forbrugerbeskyttelse (afsnit XV)
- transeuropæiske net (afsnit XVI)
- industripolitik (afsnit XVII)
- økonomisk, social og territorial samhørighed — med andre ord reduktion af forskelle i udvikling (afsnit XVIII)
- politikker for forskning og udvikling samt rummet (afsnit XIX)
- miljøpolitik (afsnit XX)
- energipolitik (afsnit XXI)
- turisme (afsnit XXII)
- civilbeskyttelse (afsnit XXIII)
- administrativt samarbejde (afsnit XXIV).
Fjerde del — De oversøiske lande og territoriers associering (artikel 198-204) beskriver de særlige forbindelser mellem EU og visse EU-landes oversøiske territorier, som i modsætning til regionerne i den yderste periferi ikke er en del af EU.
Femte del — EU’s optræden udadtil (artikel 205-222) beskriver:
- den fælles handelspolitik (udenrigshandel)
- samarbejde med ikke-EU-lande og humanitær bistand
- forbindelser til ikke-EU-lande (internationale traktater, sanktioner og solidaritet mellem EU-lande) samt internationale organer
- oprettelse af EU-delegationer
- at EU’s optræden udadtil skal være i overensstemmelse med principperne i kapitel 1, afsnit V i TEU vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (artikel 205).
Sjette del — Institutionelle og finansielle bestemmelser omhandler:
- EU’s institutioner (artikel 223-227)
- EU’s rådgivende organer (artikel 300-307)
- Den Europæiske Investeringsbank (artikel 308 og 309)
- EU’s retsakter (forordninger, direktiver osv.) og procedurer (artikel 288-299)
- EU’s budget (artikel 310-325)
- forstærket samarbejde mellem EU-landene (artikel 326-334).
Syvende del — Almindelige og afsluttende bestemmelser (artikel 335-358) omhandler specifikke juridiske bestemmelser som for eksempel EU’s rets- og handleevne, territorial og tidsmæssig anvendelse, institutionernes hjemsted, immunitet og betydningen for traktater underskrevet inden 1958 eller tiltrædelsesdatoen.