61991A0018

++++

1. Tjenestemaend - soegsmaal - anmodning om oplysninger vedroerende en tjenestemands vedtaegtsmaessige rettigheder - ligestilling med en forudgaaende administrativ klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2 - kan ikke antages

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90, stk. 2)

2. Tjenestemaend - loen - udlandstillaeg - tjenestemand uden statsborgerskab i det land, hvor tjenestestedet er beliggende - varig bopael og status som studerende i referencetiden foer ansaettelsen ved tjenestestedet - bopael foer ansaettelsen ved tjenestestedet - ingen betydning - betingelser for udbetaling af tillaegget opfyldt

[Tjenestemandsvedtaegten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra a)]

1. En skrivelse, hvorved en tjenestemand erklaerer, at han er uenig i visse af de foranstaltninger, som administrationen har truffet vedroerende ham, og hvorved han opfordrer administrationen til, at den tager sin opfattelse op til fornyet overvejelse og vedtager en begrundet afgoerelse i overensstemmelse hermed, er ikke nogen forudgaaende administrativ klage i vedtaegtens artikel 90, stk. 2' s forstand, naar skrivelsen hverken formelt fremtraeder som en klage eller er indgivet ad tjenestevejen i henhold til den paagaeldende institutions interne regler for klager eller er blevet behandlet af administrationen som en klage i vedtaegtens forstand.

En saadan skrivelse maa saaledes blot anses for en ansoegning om oplysninger vedroerende den paagaeldendes vedtaegtsmaessige rettigheder.

2. Artikel 4, stk. 1, litra a), i vedtaegtens bilag VII skal fortolkes saaledes, at en tjenestemand har ret til udlandstillaeg, naar han ikke har eller har haft statsborgerskab i den medlemsstat, paa hvis omraade han goer tjeneste, og naar han inden for den i denne bestemmelse omhandlede referenceperiode vedvarende har boet uden for denne medlemsstat, ogsaa selv om han paa et tidligere tidspunkt har haft bopael paa statens omraade, uden at det i de klare tilfaelde er noedvendigt at undersoege, om der for den paagaeldende er forbundet helt de samme byrder og ulemper med paa ny at blive integreret i miljoeet paa hans tjenestested, som gaelder for en tjenestemand, der aldrig har boet paa den paagaeldende stats omraade.

Det forhold, at den paagaeldende har haft bopael som studerende uden for den medlemsstat, paa hvis omraade han goer tjeneste, kan ikke foere til naegtelse af udlandstillaeg.

Sagens baggrund

1 Sagsoegeren, Nadia Costacurta Gelabert, som har italiensk og fransk statsborgerskab, er foedt i 1962 i Thionville (Frankrig). Hun flyttede med sine foraeldre til Storhertugdoemmet Luxembourg i 1968, idet hendes far er tjenestemand ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber. Hun boede i Luxembourg indtil oktober 1980, hvorefter hun paabegyndte et jurastudium i Frankrig, foerst i Strasbourg fra oktober 1980 til juni 1984, og dernaest i Paris fra juli 1984 til maj 1987.

2 Den 1. september 1987 indtraadte sagsoegeren i Kommissionens tjeneste som hjaelpeansat og blev placeret ved Kommissionen i Bruxelles. Hun blev udnaevnt til tjenestemand paa proeve med virkning fra den 1. december 1987. Den 16. februar 1990 blev hun forflyttet til Kommissionen i Luxembourg.

3 Under sin ansaettelse i Bruxelles fik sagsoegeren udbetalt udlandstillaeg i henhold til artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"). Ved ansaettelsen i Luxembourg fratog Kommissionen hende imidlertid udlandstillaegget. Dette modtog hun meddelelse om ved en skrivelse af 23. maj 1990. Herefter tilbagesoegte Kommissionen i juni 1990 de beloeb, som sagsoegeren allerede havde faaet udbetalt mellem den 16. februar 1990 og den 31. maj 1990, ved at indeholde dem i sagsoegerens loen. Det beloeb, som blev indeholdt for det i perioden 16. februar 1990 til 1. marts 1990 udbetalte udlandstillaeg, blev senere udbetalt igen, som det fremgaar af en berigtigelse af 13. juli 1990.

4 Skrivelsen af 23. maj 1990 var et saakaldt "notat til den personlige aktmappe", der var udfaerdiget af Personaleafdelingen, og som er et skema med forskellige personlige oplysninger om sagsoegeren og en oversigt over de bestaaende rettigheder og tillaeg i henhold til vedtaegten med angivelsen: "tildelt" eller "ikke-tildelt".

5 Da sagsoegeren havde modtaget dette notat, tilsendte hun den 19. juni 1990 Kommissionens Personaleafdeling i Luxembourg foelgende skrivelse:

"Notat til D. Stefanidis, chef for Personaleafdelingen i Luxembourg

Vedroerende: Udlandstillaeg.

Ref.: Administrationens notat til den personlige aktmappe af 23.5.1990 (nr. 3657).

Ved det anfoerte notat har jeg fra administrationen modtaget meddelelse om, at jeg ikke laengere er berettiget til udlandstillaeg, som jeg indtil nu ellers har faaet udbetalt mellem den 16.2.1990 og den 31.5.1990.

Jeg kan se af min loenseddel for juni maaned, at jeg ikke blot er blevet frataget udlandstillaegget for juni maaned, men at ogsaa det tillaeg, som jeg tidligere har faaet udbetalt mellem den 16.2.1990 og den 31.5.1990, er blevet fratrukket i loennen.

Uden paa dette stadium at ville foregribe spoergsmaalet om min ret til udlandstillaegget skal jeg henlede Deres opmaerksomhed paa, at jeg som foelge af vedtaegtens artikel 25 i hvert fald burde have modtaget to behoerigt begrundede afgoerelser vedroerende foelgende spoergsmaal:

- For det foerste en afgoerelse vedroerende naegtelsen af udlandstillaeg. Det omhandlede notat indebaerer nemlig et klagepunkt for mig, idet jeg mister retten til tillaegget, hvorfor der burde have vaeret truffet en begrundet afgoerelse herom.

- For det andet en afgoerelse vedroerende tilbagesoegningen af det efter sigende fejlagtigt udbetalte beloeb. Tilbagesoegningen er nemlig i strid med vedtaegtens artikel 85. Jeg havde ikke kendskab til fejlen, og den var ikke saa aabenbar, at jeg burde have kendt den. Personaleadministrationen i Luxembourg tilkendte mig i foerste omgang tillaegget og gjorde mig ikke opmaerksom paa, at min loen og mine tillaeg kun blev udbetalt foreloebigt. Dette godtgoeres af, at loensedlerne ikke indeholder nogen angivelse af, at der var tale om udbetaling af 'forskud paa loen' (underforstaaet: 'indtil rettighederne i henhold til vedtaegten er endeligt fastlagt' ).

Efter min opfattelse er det derfor klart ulovligt at tilbagesoege det omhandlede beloeb, i hvert fald ikke uden at administrationen traf en begrundet afgoerelse herom.

Under alle omstaendigheder var jeg i medfoer af vedtaegten (artikel 16 i bilag VII om ydelsernes udbetaling) berettiget til tillaegget i perioden mellem den 16.2.1990 og den 28.2.1990. Det har jeg naevnt for Llansò, som har oplyst over for mig, at denne fejl vil blive berigtiget.

Hvad angaar selve spoergsmaalet om min ret til udlandstillaegget og afslaget paa at tildele mig det, er det min opfattelse, at jeg af flere grunde er berettiget dertil. For det foerste er jeg foedt i Frankrig som datter af en italiensk far og en fransk mor. For det andet har jeg ifoelge artikel 4 i vedtaegtens bilag VII haft 'varig' bopael

- i Frankrig fra oktober 1962 til september 1968 og fra oktober 1980 til marts 1987

- i Luxembourg fra september 1968 til oktober 1980 og

- i Belgien fra marts 1987 til februar 1990.

Paa det tidspunkt, da jeg indtraadte i Kommissionens tjeneste som hjaelpeansat i september 1987, forelagde jeg administrationen dokumentation for, at jeg havde haft varig bopael i Frankrig fra oktober 1980 til marts 1987 (jeg fik disse dokumenter tilbage, da de ikke var noedvendige til bestemmelse af mit hjemsted, men jeg kan om oenskeligt fremsende dem paa ny).

Efter i den seneste tid at have indhentet oplysninger om nyere tilfaelde af tilsvarende art som mit (barn eller aegtefaelle til tjenestemand), er det min opfattelse, at afgoerelsen i mit tilfaelde strider mod princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og mod ligebehandlingsprincippet.

Jeg skal i denne forbindelse naevne to tilfaelde: ... (ansat i 1986) og ... (ansat i 1987), som forekommer mig at vaere repraesentative. De paagaeldende har ligesom jeg gaaet paa Europaskole, de har endda haft erhvervsmaessig beskaeftigelse i Luxembourg (hvilket jeg ikke har haft), og er berettigede til udlandstillaeg. Mig bekendt er vedtaegten og/eller de hertil udstedte gennemfoerelsesbestemmelser ikke blevet aendret i perioden mellem deres og min ansaettelse.

Jeg skal derfor anmode Dem om, dels at tage sagen op til fornyet behandling under hensyn til det af mig anfoerte og paa ny at udbetale mig det tilbagesoegte beloeb, dels, saafremt De fastholder afslaget paa at tildele mig udlandstillaeg saavel som tilbagesoegningskravet, at tilsende mig de to afgoerelser, jeg har omtalt i det foregaaende, forsynet med en behoerig begrundelse i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 25.

Jeg staar til Deres disposition hvad angaar alle de yderligere oplysninger, som De finder nyttige.

Kopi til: Llansò."

6 Da sagsoegeren ikke modtog noget skriftligt svar paa denne skrivelse, indgav hun den 22. august 1990 en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2. I klagen, som blev registreret paa Kommissionens Generalsekretariat den 23. august 1990, gjorde sagsoegeren gaeldende, at der forelaa en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 25 og 85 samt af artikel 4 i vedtaegtens bilag VII. Da sagsoegeren heller ikke modtog noget svar paa klagen inden for de foreskrevne frister, har hun ved Retten anlagt denne sag den 22. marts 1991.

Parternes paastande

7 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen fremmes til realitetsbehandling.

- Der gives sagsoegeren medhold i sagen.

- Det fastslaas, at Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber som foelge af administrationens handlemaade har tilsidesat vedtaegtens artikel 25 paa to punkter, samt artikel 4, stk. 1, litra a), i vedtaegtens bilag VII tillige med vedtaegtens artikel 26 og 85.

- Det fastslaas, at administrationen desuden har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og ligebehandlingsprincippet.

Som foelge heraf

- annulleres notat nr. 03657 af 23. maj 1990 til den personlige aktmappe

- tilpligtes Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber at tildele sagsoegeren udlandstillaeg fra den 16. februar 1990 og at udbetale hende tillaegget tillige med legale renter fra den 15. juni 1990, indtil betaling sker

- tilpligtes Kommissionen, uanset Rettens afgoerelse om sagsoegerens ret til udlandstillaeg, at tilbagebetale sagsoegeren det beloeb, som den indeholdt i loennen den 15. juni 1990, tillige med legale renter fra den 15. juni 1990, indtil betaling sker

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Afvisning, og i det mindste frifindelse.

- Afgoerelse om sagens omkostninger traeffes efter gaeldende regler.

Formaliteten

Parternes anbringender

8 Kommissionen har gjort gaeldende, at sagen boer afvises, da den ikke, som forudsat i vedtaegtens artikel 91, stk. 2, er anlagt inden for fristen paa tre maaneder efter den stiltiende afvisning af klagen. Sagsoegerens skrivelse af 19. juni 1990, som indgik til Kommissionen den 20. juni 1990, var efter Kommissionens opfattelse en klage i vedtaegtens forstand. Denne klage maa antages at vaere blevet stiltiende afvist ved udloebet af svarfristen paa fire maaneder i henhold til artikel 90, stk. 2. Foelgelig burde sagen have vaeret anlagt foer den 21. januar 1991.

9 Kommissionen goer endvidere gaeldende, at klagen af 22. august 1990, som blev registreret paa Kommissionens Generalsekretariat den 23. august 1990, udgjorde en anden klage, som ligeledes maa antages at vaere blevet afvist ved udloebet af svarfristen paa fire maaneder. Denne afvisning kan imidlertid ikke efter Kommissionens opfattelse goeres til genstand for retlig proevelse, da den blot indeholder en bekraeftelse af den tidligere, stiltiende afgoerelse af 21. oktober 1990, og derfor efter fast praksis ikke indeholder noget klagepunkt.

10 Kommissionen haevder i denne forbindelse, at der foreligger en klage i vedtaegtens artikel 90, stk. 2' s forstand, naar tjenestemanden utvetydigt protesterer mod en foranstaltning, der er truffet vedroerende ham, eller klart tilkendegiver sin hensigt til at anfaegte denne afgoerelse. I den foreliggende sag tilkendegav sagsoegeren i skrivelsen af 19. juni 1990 sin hensigt til at anfaegte ikke blot afgoerelsen om at fratage hende udlandstillaegget, men ogsaa tilbagesoegningskravet for de beloeb, der allerede var udbetalt i udlandstillaeg i perioden mellem den 16. februar 1990 og den 31. maj 1990. Det fremgaar af staevningen, at ogsaa sagsoegeren selv forstod sin skrivelse paa denne maade, idet hun i staevningen anfoerer, at hun med skrivelsen "tilkendegav, at hun var uenig i administrationens opfattelse, vedroerende saavel formaliteten som realiteten".

11 Endelig haevder Kommissionen, at det er uden betydning, at klagen hverken blev indgivet ad tjenestevejen eller paa den blanket, som normalt skal anvendes hertil, men blev indgivet direkte til den kompetente tjenestegren. Det er ligeledes uden betydning, at skrivelsen hverken blev registreret paa Kommissionens Generalsekretariat eller henvist til behandling ved GD IX' s afdeling for "Vedtaegten og Disciplinaere Spoergsmaal". Det er nemlig meget almindeligt i praksis, at en klage uden videre formaliteter indgives direkte til den paagaeldende tjenestegren eller endda til den naermeste overordnede i tjenesten.

12 Heroverfor har sagsoegeren gjort gaeldende, at hun ved sin skrivelse af 19. juni 1990 blot anmodede om, at spoergsmaalet blev taget op til fornyet behandling med det formaal at bidrage til en mindelig bilaeggelse af tvisten. Hun havde ikke paa det tidspunkt til hensigt at anvende proceduren efter vedtaegtens artikel 90. Det eneste hun anmodede om, saafremt administrationen skulle fastholde afgoerelsen om at fratage hende udlandstillaegget og tilbagesoege de beloeb, som haevdedes at vaere fejlagtigt udbetalt, var "to afgoerelser, ... forsynet med en ... begrundelse i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 25".

13 Der er flere andre omstaendigheder i forbindelse med sagsoegerens skrivelse af 19. juni 1990, som godtgoer, at hun ikke havde til hensigt at indgive en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90:

- Hun fremsendte ikke skrivelsen ad tjenestevejen.

- Hun fremsendte ikke skrivelsen til den myndighed, som er kompetent til at traeffe afgoerelse vedroerende klager, nemlig Kommissionen.

- Hun benyttede ikke den blanket, som ellers normalt skal anvendes ved Kommissionen.

- Hun sendte skrivelsen med den interne post og ikke ved rekommanderet brev.

14 Efter sagsoegerens opfattelse fremgaar det endvidere klart, at administrationen ikke behandlede skrivelsen af 19. juni 1990 som en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2. Den procedure, der er foreskrevet herfor, blev nemlig ikke fulgt, da

- skrivelsen ikke blev registreret paa Kommissionens Generalsekretariat

- skrivelsen ikke blev forelagt til behandling af kontoret for "Vedtaegten og Disciplinaere Spoergsmaal", og da der ikke blev udpeget nogen tjenestemand til at forberede akterne i sagen

- der ikke fandt noget moede sted i Det Faelles Udvalg for Klagespoergsmaal.

Desuden modtog sagsoegeren ikke meddelelse om, paa hvilken dato hendes skrivelse af 19. juni 1990 blev modtaget af Personaleafdelingen. Hele den anfoerte procedure blev ellers fulgt, da hun indgav sin klage af 22. august 1990.

Rettens bemaerkninger

15 Herom bemaerkes indledningsvis, at de akter, som i den foreliggende sag indeholder et klagepunkt for sagsoegeren, dels er skrivelsen af 23. maj 1990, det saakaldte "notat til den personlige aktmappe", som vedroerte afgoerelsen om at fratage sagsoegeren udlandstillaegget, dels loensedlen for juni 1990 i det omfang, den vedroerte tilbagesoegningen af de tillaeg, som var blevet udbetalt i de foregaaende maaneder. Det var nemlig disse skrivelser, som viste, at administrationen havde truffet beslutning om ikke at tildele sagsoegeren udlandstillaegget paa hendes nye tjenestested og at tilbagesoege de beloeb, som efter administrationens opfattelse var blevet udbetalt med urette.

16 En tjenestemand skal, saafremt der er udstedt en akt, som indeholder et klagepunkt for ham, efter reglerne i vedtaegtens artikel 90 indbringe en klage for ansaettelsesmyndigheden over denne akt. Herom maa det i den foreliggende sag konstateres, at sagsoegeren indgav sin klage over de foernaevnte afgoerelser den 22. august 1990 og altsaa inden for tremaanedersfristen i vedtaegtens artikel 90.

17 Foer sagsoegeren indgav klagen havde hun imidlertid forelagt administrationen skrivelsen af 19. juni 1990, som Kommissionen har betegnet som en klage i vedtaegtens forstand. Retten maa derfor undersoege, om den omhandlede skrivelse efter sit indhold og i betragtning af de omstaendigheder, hvorunder den blev indgivet, boer anses for en klage eller for blot at vaere en anmodning om oplysninger eller om en fornyet vurdering af sagsoegerens situation (jf. herom senest Rettens kendelse af 7.6.1991, sag T-14/91, Weyrich mod Kommissionen, Sml. II, s. 235).

18 Det er Rettens opfattelse, at denne skrivelse ikke udgoer nogen klage i vedtaegtens forstand, saaledes som Kommissionen har gjort gaeldende. Hvad for det foerste angaar skrivelsens form, indeholder den hverken ordet "klage" eller noget tilsvarende udtryk og henviser ikke til vedtaegtens artikel 90. Hvad for det andet angaar skrivelsens indhold, bemaerkes, at sagsoegeren ganske rigtigt i skrivelsen erklaerede, at hun var uenig i de foranstaltninger, som administrationen havde truffet, men det er lige saa uomtvisteligt, at hun i samme skrivelse indledte sin redegoerelse for sagens faktiske omstaendigheder med ordene: "Uden paa dette stadium at ville foregribe spoergsmaalet om min ret til udlandstillaegget". Hertil kommer, at sagsoegeren i skrivelsen endvidere udtrykkeligt, under henvisning til vedtaegtens artikel 25, anmodede om "de to afgoerelser, jeg har omtalt i det foregaaende, forsynet med en behoerig begrundelse i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 25", saafremt administrationen efter en fornyet behandling af spoergsmaalet fastholdt "afslaget paa at tildele mig udlandstillaeg saavel som tilbagesoegningskravet". Hvad endelig angaar den procedure, som blev fulgt, blev skrivelsen ikke tilsendt administrationen ad tjenestevejen og i overensstemmelse med Kommissionens interne regler for klager, og den blev heller ikke blev behandlet af administrationen som en klage i vedtaegtens forstand. Retten er derfor af den opfattelse, at den omhandlede skrivelse efter sagens omstaendigheder blot maa anses for en ansoegning om oplysninger vedroerende sagsoegerens vedtaegtsmaessige rettigheder.

19 Denne fortolkning af skrivelsen bekraeftes af, at sagsoegeren, foer fristen efter artikel 90 udloeb, indgav en klage den 22. august 1990, som opfyldte de formelle krav efter Kommissionens dagaeldende interne regler.

20 Da klagen af 22. august 1990 dermed blev indgivet inden for den fastsatte frist, maa sagen tages under realitetspaakendelse.

Realiteten

21 Til stoette for paastandene har sagsoegeren fremfoert fem anbringender. For det foerste, at der foreligger en overtraedelse af vedtaegtens artikel 25 paa to punkter, da notatet af 23. maj 1990 ikke var behoerigt begrundet, og da tilbagesoegningen af de beloeb, som hidtil var udbetalt i udlandstillaeg, blev foretaget, uden at der var truffet en forudgaaende afgoerelse herom og dermed uden begrundelse. For det andet, at der foreligger en tilsidesaettelse af artikel 4, stk. 1, litra a), i vedtaegtens bilag VII, som indeholder de naermere betingelser for tildeling af udlandstillaeg. For det tredje, at Kommissionen har tilsidesat vedtaegtens artikel 85, da sagsoegeren ikke havde kendskab til, at beloebet var fejlagtigt udbetalt, og da den fejl, som haevdes at foreligge, ikke var saa aabenbar, at hun burde have kendt den. For det fjerde, at vedtaegtens artikel 26 er tilsidesat, da meddelelsen om notatet af 23. maj 1990 ikke blev bekraeftet ved sagsoegerens underskrift, idet den ikke blev foretaget ved rekommanderet brev. For det femte anfoerer sagsoegeren, at der foreligger en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og ligebehandlingsprincippet, idet kolleger til sagsoegeren, som befinder sig i en tilsvarende situation, faar udbetalt udlandstillaegget.

22 Retten finder foerst at maatte gennemgaa anbringendet vedroerende tilsidesaettelsen af artikel 4, stk. 1, litra a), i vedtaegtens bilag VII.

Anbringendet om tilsidesaettelse af artikel 4, stk. 1, litra a), i vedtaegtens bilag VII

23 I henhold til denne bestemmelse "gives [der] et udlandstillaeg [til]:

den tjenestemand, der,

- ikke har eller har haft statsborgerskab i den stat, paa hvis omraade han goer tjeneste, og

- i den femaarsperiode, der udloeber seks maaneder foer hans tiltraedelse af tjenesten, hverken har udoevet sit hovederhverv ... paa statens europaeiske omraade ..."

Parternes anbringender

24 Sagsoegeren anfoerer, at hun aldrig har haft luxembourgsk statsborgerskab. Hun blev ansat af Kommissionen i Bruxelles den 1. september 1987, hvorfor den periode, der skal tages i betragtning ifoelge artikel 4, stk. 1, litra a), i vedtaegtens bilag VII ved afgoerelsen af, om hun har ret til udlandstillaeg, maa vaere perioden mellem marts 1982 og marts 1987. Hun har i den forbindelse fremlagt en raekke erklaeringer fra universiteterne i Strasbourg og Paris, som attesterer, at hun regelmaessigt fulgte de kurser og forelaesninger, der skal gennemgaas som led i den fortsatte kontrol med de studerendes kundskaber med henblik paa erhvervelse af visse universitetsuddannelser, og at hun havde bopael i henholdsvis Strasbourg og Paris. Hun fremhaever tillige, at hun ikke inden for den omhandlede periode har udoevet et hovederhverv paa Storhertugdoemmet Luxembourgs omraade.

25 Efter sagsoegerens opfattelse fremgaar det af Domstolens praksis, at tjenestemaend kun er blevet naegtet udlandstillaeg, naar de ikke har opfyldt de objektive betingelser i artikel 4, stk. 1, litra a), i vedtaegtens bilag VII. Domstolen har i ingen af sine domme naegtet udlandstillaeg til nogen, som inden for referenceperioden hverken har haft varig bopael eller udoevet sit hovederhverv paa omraadet i den stat, hvor han er beskaeftiget. Sagsoegeren henviser i den forbindelse til Domstolens dom af 31. maj 1988, sag 211/87, Nuñes mod Kommissionen (Sml. s. 2791). Naar de kriterier for bestemmelse af retten til udlandstillaeg, som lovgiver har valgt, er enkle og objektive, maa det formodes, at lovgiver har gjort dette, for at kriterierne skal overholdes og anvendes, som de foreligger. Hvis lovgiver derimod havde valgt at lade retten til udlandstillaegget afhaenge af administrationens skoen over de byrder og ulemper, som ansaettelsen medfoerer for den paagaeldende tjenestemand, og over hans integrationsniveau i ansaettelseslandet, ville lovgiver udtrykkeligt have angivet dette. Ved artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII stiftes rettigheder for de personer, som opfylder de heri fastsatte betingelser. En retsregel af en saadan karakter hverken kan eller boer fortolkes indskraenkende. Det er i den forbindelse betegnende, at Domstolen aldrig har fortolket bestemmelsen indskraenkende, men tvaertimod undertiden har fortolket den udvidende, idet den har undersoegt, om de byrder og ulemper, som er forbundet med ansaettelsen, kunne foere til udbetaling af udlandstillaegget, selv om den paagaeldende ikke opfyldte betingelserne i artikel 4, stk. 1, litra a).

26 Efter sagsoegerens opfattelse indeholder vedtaegten ingen hjemmel for Kommissionen til at lade tildelingen af udlandstillaegget afhaenge af den paagaeldende tjenestemands integrationsniveau, naar han opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 1, litra a). I den foreliggende sag er det ikke gjort gaeldende af Kommissionen og end mindre bevist, at sagsoegeren i referenceperioden havde varig bopael eller udoevede sit hovederhverv i Luxembourg.

27 Hvad angaar de omstaendigheder, som Kommissionen har paaberaabt sig for at godtgoere, at sagsoegeren er vel integreret i Luxembourg, anfoerer sagsoegeren, at de paaberaabte omstaendigheder blot viser, at hendes foraeldre bor i Luxembourg. Hun har af praktiske grunde flere gange opgivet deres adresse, hun har besoegt dem i ferierne mellem universitetsstudierne, og hun har draget fordel heraf ved at tage en raekke praktikophold i Luxembourg. Hvad angaar den omstaendighed, at "Luxembourg" er angivet som bopael i hendes franske identitetskort, anfoerer sagsoegeren, at identitetskortet blev udfaerdiget forud for referenceperioden, og at indehaveren af et identitetskort ikke efter fransk lov er forpligtet til at angive adresseaendringer i kortet inden for dets gyldighedsperiode, som er ti aar. Hvad angaar den omstaendighed, at hun ikke har foretaget flytning paa noget tidspunkt, har sagsoegeren under den mundtlige forhandling forklaret, at hun hele tiden har boet i Frankrig og Belgien i moeblerede lejligheder, og at hun derfor aldrig har behoevet at flytte bohave.

28 Der er dog ogsaa andre subjektive omstaendigheder, som efter sagsoegerens opfattelse burde vaere taget i betragtning:

- Inden ansaettelsen, hvor sagsoegeren var 25 aar, havde hun boet 13 1/2 aar i Frankrig, og i hele den periode, da hun boede i Luxembourg, var hun umyndig. Efter at hun var blevet myndig, boede hun i Frankrig og Bruxelles.

- Hendes far er italiensk og hendes mor fransk statsborger.

- Hun har gaaet i skole paa Europaskolen i Luxembourg i den franske sektion.

- Hun hverken taler eller forstaar luxembourgsk.

- En vaesentlig del af familien bor i Frankrig.

- Hun udoever sine borgerlige rettigheder i Frankrig.

For sagsoegeren er det aabenbart, at hendes forflyttelse til Luxembourg har medfoert byrder og ulemper, eftersom hun ikke havde boet i Luxembourg de sidste 9 1/2 aar inden ansaettelsen.

29 Hvad angaar Kommissionens argument om, at sagsoegerens ophold i Frankrig hovedsagelig var begrundet i hendes studier, bestrider sagsoegeren den opfattelse, hvorefter det sted, hvor studierne foretages, er uden betydning for, hvor den varige bopael i henhold til artikel 4, stk. 1, i vedtaegtens bilag VII maa antages at befinde sig. Efter sagsoegerens opfattelse fremgaar det af Domstolens faste praksis, at det er det sted, hvor den paagaeldende har haft sin varige og faktiske bopael, som skal laegges til grund, dvs. det sted, hvor vedkommende befandt sig fysisk. Sagsoegeren anfoerer, at den opfattelse, som Kommissionen har forfaegtet i den foreliggende sag, er i strid med dommen i Atala-sagen (Domstolens dom af 10.10.1989, sag 201/88, Sml. s. 3109) og i strid med Domstolens udtalelse i samme dom, hvorefter "det forhold, at sagsoegeren i den foerste del af referenceperioden alene opholdt sig i Belgien som studerende, ... under disse omstaendigheder ikke [er] tilstraekkeligt til, at det kan udelukkes, at hun har haft bopael i Belgien paa varig maade".

30 Endelig fremhaever sagsoegeren, at der ikke findes nogen undtagelsesbestemmelse for tildeling af udlandstillaeg i lighed med den, som gaelder for fastlaeggelsen af tjenestemandens hjemsted i henhold til de almindelige gennemfoerelsesbestemmelser til artikel 7, stk. 3, i vedtaegtens bilag VII (hvorefter studieophold ikke tages i betragtning ved fastlaeggelsen af hjemstedet).

31 Sammenfattende anfoerer sagsoegeren, at hun opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 1, litra a), i vedtaegtens bilag VII. Ogsaa selv om det maatte vaere noedvendigt at undersoege, hvilke byrder og ulemper der er opstaaet for sagsoegeren som foelge af forflyttelsen til Luxembourg, og i hvilket omfang hun er integreret dér, er det hendes opfattelse, at disse byrder og ulemper findes, da hun ikke har boet i Luxembourg siden sit 18. aar og ikke er integreret i dette land. Selv om hendes foraeldre har bopael i Luxembourg, kan hun ikke af denne grund anses for integreret dér.

32 Heroverfor har Kommissionen indvendt, at det i denne sag er en af betingelserne i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII, som sagsoegeren ikke opfylder, navnlig naar man tager formaalet med udlandstillaegget i betragtning, som dette er fastlagt i Domstolens praksis, nemlig betingelsen om den varige bopael, som hun trods sine studier i Frankrig har bevaret i Luxembourg i den anfoerte periode fra oktober 1980 til marts 1987. Det afgoerende spoergsmaal er saaledes, om sagsoegeren i referenceperioden har eller ikke har haft sin varige bopael i Luxembourg. Ved vurderingen heraf mener Kommissionen ikke, at der kan ses bort fra selve formaalet med udlandstillaegget, der efter Domstolens praksis er at opveje de saerlige byrder og ulemper, som ansaettelsen ved Faellesskaberne medfoerer for de tjenestemaend, der af denne grund er tvunget til at skifte bopael og integrere sig i et nyt miljoe.

33 Kommissionen oensker ikke at lade udlandstillaegget afhaenge af tjenestemandens integrationsniveau, men har begraenset sig til at efterproeve, om sagsoegeren opfylder betingelsen i artikel 4, stk. 1, litra a) i vedtaegtens bilag VII, som forudsaetter, at hun ikke i referenceperioden har haft varig bopael i Luxembourg, og derved har haft saerlige byrder og ulemper ved at vende tilbage til dette land, som det er formaalet med udlandstillaegget at opveje.

34 Sagsoegeren har ikke fremlagt noget afgoerende bevis til afkraeftelse af den konklusion, som administrationen naaede frem til, og har navnlig ikke godtgjort, at hendes ophold i Frankrig var af en saadan karakter, at det paa tidspunktet for hendes ansaettelse i Luxembourg, dvs. i februar 1990, var forbundet med saerlige byrder og ulemper for hende at blive ansat dér.

35 Tvaertimod er der flere omstaendigheder, som fremgaar af sagsoegerens personlige aktmappe, hvoraf kan udledes, at hun har et hoejt integrationsniveau i ansaettelseslandet, selv om hun gennemfoerte sit universitetsstudium i Frankrig. Det er foelgende omstaendigheder:

- Sagsoegeren, som er foedt i 1962, flyttede i 1968 med sine foraeldre til Luxembourg og havde varig bopael dér, i hvert fald indtil 1980.

- I sin ansoegning af 15. oktober 1984 opgav hun sine foraeldres adresse i Luxembourg som vaerende hendes saavel faste bopael som postadresse, hvilket Domstolen tillagde afgoerende betydning i dommene af 24. juni 1987, sag 61/85, Von Neuhoff von der Ley mod Kommissionen (Sml. s. 2853) og af 13. november 1986, sag 330/85, Richter mod Kommissionen (Sml. s. 3439).

- Hendes bopael i Luxembourg er angivet paa hendes franske identitetskort, som blev udstedt af den franske ambassade i Luxembourg den 8. april 1981.

- Hendes foraeldres adresse er angivet i sagsoegerens skrivelse af 7. januar 1987 til G. Junior, chefen for Ansaettelsesafdelingen, hvori hun opgav nogle supplerende oplysninger om sig selv med henblik paa eventuel ansaettelse.

- Sagsoegeren vendte med regelmaessige mellemrum tilbage til Luxembourg i 1982-1986, navnlig i ferierne mellem universitetsstudierne.

- I ferierne mellem universitetetsstudierne havde hun praktikophold i 1982-1986 hos Banca Nazionale del Lavoro i Luxembourg.

- Der findes ikke noget afgoerende bevis for, at hun paa grund af sine studier i et andet land afbroed sine sociale forbindelser i Luxembourg.

36 Efter Kommissionens opfattelse er det ubestrideligt, at bestemmelsen af det sted, hvor den paagaeldende har "haft bopael paa en varig maade", ikke udelukkende skal ske paa grundlag af haandgribelige omstaendigheder, saasom vedkommendes fysiske tilstedevaerelse paa et bestemt sted i en bestemt periode, men isaer paa grundlag af en subjektiv omstaendighed, som godtgoer, at den paagaeldende har haft til hensigt at give dette sted karakter af et varigt opholdssted.

37 Kommissionen anfoerer, at sagsoegeren, ud over de foernaevnte indicier, paa intet tidspunkt, efter at vaere blevet ansat i Bruxelles, har foretaget en flytning fra Frankrig, som Kommissionen har godtgjort hende, og at hun flyttede ind hos sine foraeldre, da hun blev forflyttet til Luxembourg.

38 Kommissionen anfoerer endvidere naermere: "Det forekommer naturligt, at sagsoegeren paa grund af sin oprindelse valgte Frankrig. Det er i oevrigt meget almindeligt, at boern af tjenestemaend, om ikke andet af sproglige og kulturelle grunde, gennemfoerer deres videregaaende studier i det land, foraeldrene stammer fra. Dette indebaerer dog ikke i sig selv, at de under alle omstaendigheder maa anses for ikke laengere at have varig bopael i det land, foraeldrene bor i. I saa fald ville boern af tjenestemaend, som er ansat ved Faellesskaberne, nemlig have en naesten nedarvet ret til udlandstillaeg paa grund af universitetsstudiernes laengde, og fordi ansaettelsen vil kunne ske kort tid efter afslutning af studierne."

39 De omstaendigheder, som sagsoegeren har paaberaabt sig til godtgoerelse af, at hun inden for referenceperioden havde varig bopael i Frankrig, er efter Kommissionens opfattelse irrelevante, fordi de mere vedroerer sagsoegerens status som udlaending end stedet for hendes varige bopael.

Rettens bemaerkninger

40 Vedroerende den foreliggende tvist skal der foerst henvises til, at det utvetydigt bestemmes i artikel 4, stk. 1, litra a), i vedtaegtens bilag VII, at der ydes udlandstillaeg til den tjenestemand, som ikke har eller har haft statsborgerskab i den stat, paa hvis omraade han goer tjeneste, og som i den femaarsperiode, der udloeber seks maaneder foer hans tiltraedelse af tjenesten, hverken har udoevet sit hovederhverv eller haft varig bopael paa statens europaeiske omraade.

41 Det bemaerkes, at EF-lovgiver ved at opstille kriterier, som dels er enkle og objektive, dels klare og ubetingede, har fastsat en referenceperiode paa fem aar, der udloeber seks maaneder foer tjenestemandens ansaettelse, som grundlag for bedoemmelse af den situation, tjenestemaend befinder sig i, naar de som foelge af deres ansaettelse ved Faellesskaberne er tvunget til at skifte bopael og integrere sig eller paa ny integrere sig i miljoeet paa ansaettelsesstedet. Det fremgaar klart af bestemmelsens ordlyd, at den omstaendighed, at tjenestemanden forud for referenceperioden har haft varig bopael paa omraadet i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende, ikke kan vaere afgoerende for, om han er berettiget til udlandstillaegget.

42 I den forbindelse skal der henvises til Domstolens faste og fyldige praksis paa omraadet (jf. bl.a. dom af 31.5.1988 i foernaevnte sag 211/87, Nuñes, praemis 9 og 10), hvoraf fremgaar, at udlandstillaegget har til formaal at opveje de saerlige byrder og ulemper, som ansaettelsen ved Faellesskaberne forvolder tjenestemaend, der af denne grund er tvunget til at skifte bopael ved at bosaette sig i tjenestelandet og herved integrere sig i nye omgivelser. Naar afgoerelsen vedroerende en tjenestemands ret til udlandstillaeg efter denne bestemmelse er afhaengig af, om han inden for en vis referenceperiode har haft sin varige bopael og sit hovederhverv i den stat, paa hvis omraade tjenestestedet er beliggende, skyldes det ifoelge samme retspraksis oensket om anvendelse af enkle og objektive kriterier. Det fremgaar endvidere, dels, at det afgoerende kriterium for retten til udlandstillaegget efter denne bestemmelse er tjenestemandens saedvanlige opholdssted paa ansaettelsestidspunktet (jf. Domstolens domme af 20.2.1975, sag 21/74, Airola mod Kommissionen, Sml. s. 221, og sag 37/74, Van den Broeck mod Kommissionen, Sml. s. 235), dels, at "udlaendigheden" afhaenger af tjenestemandens personlige forhold, nemlig i hvilket omfang han er integreret i sit nye miljoe, hvilket f.eks. kan fastslaas paa grundlag af hans varige bopael eller hans hidtidige hovederhverv (jf. herom senest Domstolens dom af 10.10.1989 i foernaevnte sag 201/88, Atala).

43 Vedroerende Domstolens praksis paa omraadet bemaerkes endvidere, at flere sager angik tilfaelde, hvor de paagaeldende tjenestemaend soegte at opnaa udlandstillaeg, selv om de af forskellige aarsager ikke opfyldte de objektive betingelser, som er fastsat i vedtaegtsbestemmelsen med hensyn til det sted, hvor de havde haft varig bopael inden for referenceperioden.

44 Efter Rettens opfattelse fremgaar det dels af ordlyden af artikel 4, stk. 1, litra a), i vedtaegtens bilag VII, dels af Domstolens praksis, at vedtaegtsbestemmelsen maa fortolkes saaledes, at en tjenestemand har ret til udlandstillaeg, naar han i referenceperioden vedvarende har boet uden for den stat, paa hvis omraade han goer tjeneste, selv om han har boet i denne stat forud for referenceperioden, uden at det i de klare tilfaelde er noedvendigt at undersoege, om der for den paagaeldende er forbundet helt de samme byrder og ulemper med paa ny at blive integreret i miljoeet paa hans tjenestested, som gaelder for en tjenestemand, der aldrig har boet paa den paagaeldende stats omraade.

45 I sagsoegerens tilfaelde er det godtgjort, som Kommissionen har erkendt, at hun i referenceperioden boede uafbrudt i Frankrig under sit jurastudium. De eneste forbindelser til Luxembourg, som hun bevarede, var en regelmaessig kontakt med sine foraeldre, nogle lejlighedsvise besoeg dér og de praktikophold, som hun havde under universitetsferierne i en bank, der er etableret i Storhertugdoemmet. Da hun havde tilendebragt sine studier, fik hun tilbudt beskaeftigelse ved Kommissionens tjenestegrene med ansaettelsessted i Bruxelles. Foerst senere, nemlig i februar 1990, blev hun ansat i Luxembourg.

46 Retten maa herefter konstatere, for det foerste, at sagsoegeren faktisk havde bopael i Frankrig i hele referenceperioden, og for det andet, at hun i denne periode kun bevarede de saedvanlige familiemaessige og sociale forbindelser med det land, hvor hendes foraeldre boede, og hvor hun selv havde boet i mere end ti aar, foer hun blev myndig.

47 Sagsoegerens byrder og ulemper som foelge af ansaettelsen i Luxembourg er derfor af samme art som de, man normalt maatte forvente for en person, der ikke har haft varig bopael paa den paagaeldende stats omraade i den periode paa over fem aar, som udloeber seks maaneder foer den paagaeldendes ansaettelse. Det er netop den situation, der er omhandlet i artikel 4 i vedtaegtens bilag VII.

48 Hvad specielt angaar den raekke af argumenter, som er blevet gjort gaeldende af Kommissionen, bemaerkes for det foerste, at selv om sagsoegeren var studerende i referenceperioden, udelukker det ikke, at hun har haft varig bopael i Frankrig i samme periode, naar dette godtgoeres af de under sagen fremlagte akter (jf. Domstolens dom af 10.10.1989 i foernaevnte sag 201/88, Atala). For det andet har Kommissionen ikke fremfoert nogen som helst faktiske eller retlige omstaendigheder til godtgoerelse af, at sagsoegerens situation i referenceperioden, hvad angaar det sted, hvor hun boede og udoevede sit erhverv, adskilte sig vaesentligt fra den situation, som f.eks. en person, der havde en loennet beskaeftigelse paa tilsvarende betingelser, befandt sig i. Konsekvensen af Kommissionens opfattelse vil derfor i realiteten vaere, at enhver, som forud for referenceperioden har boet paa omraadet i det land, hvor han senere kommer til at goere tjeneste, vil blive beroevet udlandstillaegget, blot hvis han bevarer sine familiemaessige eller sociale forbindelser i dette land. Foelgelig kan denne fortolkning ikke laegges til grund.

49 Hvad angaar de oevrige omstaendigheder, som Kommissionen har fremfoert til stoette for sin opfattelse (jf. ovenfor, praemis 35 og 37), bemaerkes, at sagsoegeren under retsforhandlingerne har givet en tilstraekkelig klar redegoerelse for disse omstaendigheder, og at de i oevrigt ikke i sig selv udgoer noget bevis for, at sagsoegeren har haft varig bopael i Luxembourg i referenceperioden.

50 Af de anfoerte betragtninger foelger, uden at det er noedvendigt at traeffe afgoerelse om de oevrige anbringender, som er gjort gaeldende, at Kommissionen har overtraadt artikel 4 i tjenestemandsvedtaegtens bilag VII ved at afslaa at yde sagsoegeren udlandstillaeg fra den 1. marts 1990, hvorfor Kommissionens afgoerelser herom maa annulleres. Kommissionen maa herefter tilpligtes at betale sagsoegeren de hende fra den 1. marts 1990 tilkommende beloeb i udlandstillaeg.

51 Hvad angaar perioden mellem den 16. og 28. februar 1990 fremgaar det, at det udlandstillaeg, som sagsoegeren havde krav paa for denne periode, og som udgjorde 7 928 BFR, blev indeholdt i loennen den 15. juni 1990, men paa ny udbetalt sagsoegeren den 13. juli 1990. Sagsoegerens paastand om udlandstillaeg for denne periode er derfor blevet uden genstand og kan ikke tages til foelge.

52 Endelig boer Kommissionen, for at sikre hende de rettigheder, hun lovligt havde krav paa, tilpligtes at betale hende foelgende morarenter:

- morarenter af det foernaevnte beloeb paa 7 928 BFR i perioden fra den 15. juni 1990 til den 13. juli 1990

- morarenter af de oevrige beloeb - indeholdt i loennen den 15. juni 1990 - som skal erlaegges for perioden fra den 15. juni 1990, til betaling sker, og

- morarenter af de senere forfaldne beloeb fra disses forfaldsdato, til betaling sker.

Efter sagens omstaendigheder findes det rimeligt, at beloebene forrentes med 8% pr. aar.

Sagens omkostninger

53 Ifoelge artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, paalaegges den at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Kommissionens afgoerelse om at fratage Nadia Costacurta Gelabert udlandstillaeg fra den 1. marts 1990 og tilbagesoege de for marts, april og maj 1990 udbetalte beloeb annulleres.

2) Kommissionen tilpligtes at betale sagsoegeren udlandstillaeg fra den 1. marts 1990.

3) Kommissionen tilpligtes at betale rente 8% p.a. af foelgende beloeb:

- af 7 928 BFR i perioden fra den 15. juni 1990 til den 13. juli 1990

- af det den 15. juni 1990 indeholdte beloeb, at erlaegge fra denne dato, til betaling sker, og

- af de senere forfaldne beloeb fra disses forfaldsdato, til betaling sker.

4) I oevrigt frifindes sagsoegte.

5) Kommissionen betaler sagens omkostninger.