–

C.J., som selvmøder,

–

den rumænske regering ved M. Chicu og E. Gane, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved L. Halajová, M. Smolek, T. Suchá og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

den franske regering ved B. Dourthe, som befuldmægtiget,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman, H.S. Gijzen og C.S. Schillemans, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved H. Leupold og L. Nicolae, som befuldmægtigede,

–

den rumænske regering ved M. Chicu, E. Gane og L. Liţu, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved L. Halajová, M. Smolek, T. Suchá og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

den franske regering ved B. Dourthe, som befuldmægtiget,

–

den nederlandske regering ved C.S. Schillemans, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved H. Leupold, L. Nicolae og J. Vondung, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel forelæggelse vedrører fortolkningen af artikel 4, nr. 5) og 6), og artikel 8, stk. 1, litra c), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1) samt artikel 4, stk. 2, artikel 22, stk. 1, og artikel 25 i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (EUT 2008, L 327, s. 27).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf er udstedt mod C.J. af Curtea de Apel Bucureşti – Biroul executări penale (appeldomstolen i Bukarest – afdelingen for fuldbyrdelse af straffe, Rumænien).

3

Artikel 3 i den europæiske konvention om overførelse af domfældte, undertegnet i Strasbourg den 21. marts 1983, med overskriften »Betingelser for overførelse« bestemmer følgende i stk. 1:

»En dømt person kan kun under følgende betingelser overføres efter denne konvention:

[...]

4

Sjette betragtning til rammeafgørelse 2002/584 har følgende ordlyd:

»Den europæiske arrestordre, som denne rammeafgørelse omhandler, er den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, som Det Europæiske Råd har udråbt til en »hjørnesten« i det retlige samarbejde.«

5

Rammeafgørelsens artikel 1 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« bestemmer:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

[...]«

6

Denne rammeafgørelses artikel 3 med overskriften »Obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre« bestemmer:

»Den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat (i det følgende benævnt »den fuldbyrdende judicielle myndighed«) afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre i følgende tilfælde:

[...]

[...]«

7

Samme rammeafgørelses artikel 4, der har overskriften »Fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre«, har følgende ordlyd:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre:

[...]

[...]«

8

Artikel 5 i rammeafgørelse 2002/584 med overskriften »Garantier, som den udstedende medlemsstat skal give i særlige tilfælde« fastsætter:

»Den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning kan indeholde bestemmelser om, at dens fuldbyrdende judicielle myndighed kun må fuldbyrde en europæisk arrestordre på følgende betingelser:

[...]

9

Rammeafgørelsens artikel 8 med overskriften »Den europæiske arrestordres indhold og form« bestemmer:

»1.   Den europæiske arrestordre skal indeholde følgende oplysninger i overensstemmelse med formularen i bilaget:

[...]

[...]«

10

Den nævnte rammeafgørelses artikel 12 med overskriften »Varetægtsfængsling af en person« er sålydende:

»Når en person anholdes på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed afgøre, om den pågældende skal forblive varetægtsfængslet i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning. [...]«

11

Rammeafgørelsens artikel 26 med overskriften »Fratrækning af varigheden af varetægtsfængslingen i den fuldbyrdende medlemsstat« fastsætter følgende i stk. 1:

»Den udstedende medlemsstat fradrager enhver periode, hvor den eftersøgte har været varetægtsfængslet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, i den samlede varighed af den periode, den pågældende skal afsone i den udstedende medlemsstat som følge af idømmelsen af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.«

12

Følgende fremgår af 2., 8. og 12. betragtning til rammeafgørelse 2008/909:

[...]

[...]

13

Denne rammeafgørelses artikel 3, som har overskriften »Formål og anvendelsesområde«, bestemmer følgende i stk. 1:

»Denne rammeafgørelse har til formål at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat med henblik på at lette den domfældtes sociale rehabilitering anerkender en dom og fuldbyrder sanktionen.«

14

Den nævnte rammeafgørelses artikel 4 med overskriften »Kriterier for fremsendelse af en dom og en attest til en anden medlemsstat« har følgende ordlyd:

»1.   Såfremt den domfældte befinder [sig] i udstedelsesstaten eller i fuldbyrdelsesstaten, og såfremt personen har givet sit samtykke, hvis dette kræves i henhold til artikel 6, kan der fremsendes en dom samt den attest, for hvilken der findes en standardformular i bilag I, som omhandlet i artikel 4 til en af følgende medlemsstater:

2.   Dommen og attesten kan fremsendes, hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, om nødvendigt efter høringer mellem de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten og i fuldbyrdelsesstaten, må lægge til grund, at fuldbyrdelsesstatens fuldbyrdelse af sanktionen vil tjene det formål at lette den domfældtes sociale rehabilitering.

3.   Før den kompetente myndighed i udstedelsesstaten fremsender dommen og attesten, kan den høre den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten på en hvilken som helst relevant måde. Høring er obligatorisk i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, litra c). I sådanne tilfælde underretter den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten omgående udstedelsesstaten om sin afgørelse om, hvorvidt den giver sit samtykke til fremsendelse af dommen.

[...]

5.   Fuldbyrdelsesstaten kan på eget initiativ anmode udstedelsesstaten om at fremsende dommen samt attesten. [...] Anmodninger i henhold til dette stykke indebærer ikke, at udstedelsesstaten har pligt til at fremsende dommen samt attesten.

6.   I forbindelse med gennemførelsen af denne rammeafgørelse vedtager medlemsstaterne foranstaltninger, som især tager hensyn til formålet at lette den domfældtes sociale rehabilitering, og som lægges til grund, når deres kompetente myndigheder træffer afgørelse om, hvorvidt de skal give deres samtykke til fremsendelse af dommen og attesten i sager, i henhold til stk. 1, litra c).

[...]«

15

Samme rammeafgørelses artikel 8 med overskriften »Anerkendelse af dommen og fuldbyrdelse af sanktionen« fastsætter:

»1.   Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten anerkender den dom, der er fremsendt i henhold til artikel 4 og efter proceduren i artikel 5, og træffer omgående alle nødvendige foranstaltninger til fuldbyrdelse af sanktionen, medmindre den beslutter at påberåbe sig en af de i artikel 9 nævnte grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse.

2.   Hvis sanktionen på grund af sin varighed ikke er forenelig med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, kan den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kun træffe beslutning om at tilpasse sanktionen i det omfang, sanktionen overstiger den maksimale straf for tilsvarende lovovertrædelser efter denne stats nationale lovgivning. Den tilpassede sanktion må ikke blive mindre end den maksimale straf for tilsvarende lovovertrædelser efter fuldbyrdelsesstatens nationale lovgivning.

3.   Hvis sanktionen på grund af sin art ikke er forenelig med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, kan den kompetente myndighed i denne stat tilpasse sanktionen til den straf eller den foranstaltning, der efter denne stats lovgivning gælder for lignende lovovertrædelser. Denne straf eller foranstaltning skal i videst muligt omfang svare til den sanktion, udstedelsesstaten har idømt, og sanktionen kan derfor ikke konverteres til en bødestraf.

4.   Den tilpassede sanktion må ikke skærpe den af udstedelsesstaten idømte sanktion med hensyn til art eller varighed.«

16

Følgende fremgår af artikel 13 i rammeafgørelse 2008/909 med overskriften »Tilbagekaldelse af attesten«:

»Så længe fuldbyrdelsen af sanktionen i fuldbyrdelsesstaten ikke er påbegyndt, kan udstedelsesstaten tilbagekalde attesten fra denne stat med en angivelse af grundene hertil. Hvis attesten tilbagekaldes, må fuldbyrdelsesstaten ikke længere fuldbyrde sanktionen.«

17

Denne rammeafgørelses artikel 22, der har overskriften »Følgerne af overførelse af den domfældte«, bestemmer følgende i stk. 1:

»Udstedelsesstaten må ikke fortsætte sanktionen, når fuldbyrdelsen i fuldbyrdelsesstaten er påbegyndt, jf. dog stk. 2.«

18

Denne rammeafgørelses artikel 23 med overskriften »Sprog« fastsætter i stk. 1:

»Attesten oversættes til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten. En medlemsstat kan i forbindelse med vedtagelsen af denne rammeafgørelse eller senere, ved indgivelse af en erklæring til Generalsekretariatet for Rådet, meddele, at den accepterer en oversættelse til et eller flere af EU-institutionernes andre officielle sprog.«

19

Denne samme rammeafgørelses artikel 25 med overskriften »Fuldbyrdelse af sanktioner i medfør af en europæisk arrestordre« er affattet som følger:

»Med forbehold af rammeafgørelse [2002/584] finder bestemmelserne i denne rammeafgørelse, i det omfang de er forenelige med bestemmelserne i rammeafgørelse [2002/584], anvendelse mutatis mutandis på fuldbyrdelse af sanktioner i tilfælde, hvor en medlemsstat påtager sig at fuldbyrde sanktionen i overensstemmelse med artikel 4, nr. 6), i nævnte rammeafgørelse, eller i tilfælde, hvor den i henhold til artikel 5, nr. 3), i nævnte rammeafgørelse har betinget sig, at den pågældende overføres til den pågældende medlemsstat for dér at afsone sanktionen med henblik på at undgå, at den pågældende person går fri for straf.«

20

Artikel 26 i rammeafgørelse 2008/909 med overskriften »Forbindelse med andre aftaler og ordninger« foreskriver i stk. 1:

»Denne rammeafgørelse træder fra den 5. december 2011 i stedet for de tilsvarende bestemmelser i følgende konventioner, der finder anvendelse på forholdet mellem medlemsstaterne, uden at dette berører disse bestemmelsers anvendelse mellem medlemsstaterne og tredjelande og anvendelsen af overgangsbestemmelsen i overensstemmelse med artikel 28:

21

Den 25. november 2020 udstedte Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien), som er den forelæggende ret, en europæisk arrestordre mod C.J. med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf, som den pågældende var blevet idømt ved dom afsagt af denne domstols anden afdeling for straffesager den 27. juni 2017. Denne dom blev endelig, efter at afdelingen for straffesager ved Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol, Rumænien) afsagde dom den 10. november 2020 (herefter »den fældende dom«).

22

Den 29. december 2020 blev C.J. anholdt i Italien.

23

Den 31. december 2020 underrettede Ministero della Giustizia (justitsministeriet, Italien) den forelæggende ret om denne anholdelse. Efter anmodning fra dette ministerium blev den europæiske arrestordre, der var udstedt mod C.J., fremsendt til Corte d’appello di Roma (appeldomstolen i Rom, Italien), som er den fuldbyrdende judicielle myndighed.

24

Den 14. januar 2021 fremsendte den udstedende judicielle myndighed efter anmodning fra de italienske myndigheder den fældende dom til disse myndigheder. Ved denne lejlighed gav den forelæggende ret udtryk for, at den ikke samtykkede med hensyn til anerkendelsen af denne dom og overtagelsen i Italien af fuldbyrdelsen af den straf, som C.J. var blevet idømt.

25

På opfordring fra de italienske judicielle myndigheder præciserede den forelæggende ret den 20. januar 2021, at i tilfælde af et afslag på fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, der i medfør af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 var udstedt mod C.J., ville den ikke give sit samtykke til, at Den Italienske Republik i en særskilt procedure anerkendte dommen og overtog fuldbyrdelsen af den straf, som C.J. var blevet idømt, og at den forelæggende ret derefter ville anmode om en sådan anerkendelse og en sådan overtagelse i medfør af rammeafgørelse 2008/909.

26

Ved dom af 6. maj 2021 afslog Corte d’appello di Roma (appeldomstolen i Rom) at overgive C.J., anerkendte den fældende dom og bestemte, at den skulle fuldbyrdes i Italien (herefter »afgørelsen om anerkendelse og fuldbyrdelse«). Denne ret fandt, at den nævnte dom skulle fuldbyrdes i Italien med henblik på at forbedre mulighederne for social rehabilitering af C.J., som havde lovligt og faktisk ophold i Italien.

27

Ved at fratrække de perioder med frihedsberøvelse, som C.J. allerede havde udstået fra den 17. september til den 16. december 2019 og fra den 29. december 2020 til datoen for afsigelsen af afgørelsen om anerkendelse og fuldbyrdelse, fandt den nævnte ret, at den samlede straf, som C.J. fortsat skulle afsone, var på 3 år, 6 måneder og 21 dage.

28

Den 20. maj 2021 blev afgørelsen om anerkendelse og fuldbyrdelse meddelt den forelæggende ret.

29

Efterfølgende blev en attest fra kontoret for fuldbyrdelse af straffe ved anklagemyndigheden i Rom af 11. juni 2021 fremsendt til de rumænske myndigheder, hvoraf det fremgik, at C.J. var genstand for en fuldbyrdelsesordre, der var udstedt den 20. maj 2021 i form af »husarrest med samtidig udsættelse«, og at den resterende fængselsstraf var på 3 år og 11 måneders fængsel, idet begyndelsen på fuldbyrdelsen af denne straf var fastsat til den 29. december 2020 og dens udløb til den 28. november 2024.

30

Ved skrivelse af 28. juni 2021 til Ministero della Giustizia (justitsministeriet) og til Corte d’appello di Roma (appeldomstolen i Rom) gentog de rumænske judicielle myndigheder deres synspunkt, der er nævnt i nærværende doms præmis 24, og præciserede, at så længe de ikke var blevet underrettet om påbegyndelsen af fuldbyrdelsen af C.J.s fængselsstraf, ville de bevare retten til at fuldbyrde straffedommen. De anførte ligeledes, at den nationale arrestordre om fuldbyrdelse af den fængselsstraf, som C.J. var blevet idømt, og den europæiske arrestordre, der var udstedt mod C.J., ikke var blevet annulleret og fortsat var i kraft.

31

Den 15. oktober 2021 fremsatte afdelingen for fuldbyrdelse af straffe ved anden afdeling for straffesager ved Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) en indsigelse mod fuldbyrdelse vedrørende den fældende dom til den forelæggende ret.

32

Med henblik på at træffe afgørelse om denne indsigelse skal den forelæggende ret tage stilling til gyldigheden af den nationale arrestordre om fuldbyrdelse af den fængselsstraf, som C.J. er blevet idømt, og af den europæiske arrestordre, der er udstedt mod den pågældende.

33

På denne baggrund har Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

34

Domstolen har den 23. januar 2024 besluttet at henvise den foreliggende sag til Første Afdeling. Der blev afholdt et retsmøde den 13. marts 2024, generaladvokaten fremsatte forslag til afgørelse den 13. juni 2024, og derefter blev retsforhandlingernes mundtlige del afsluttet.

35

Efter anmodning fra Domstolens Første Afdeling, der er indgivet i henhold til artikel 60, stk. 3, i Domstolens procesreglement, besluttede Domstolen den 9. juli 2024 at henvise sagen til Store Afdeling.

36

Ved kendelse af 13. september 2024, C.J. (Fuldbyrdelse af en sanktion efter en europæisk arrestordre) (C-305/22, EU:C:2024:783), besluttede Domstolen efter at have hørt generaladvokaten at genåbne retsforhandlingernes mundtlige del i overensstemmelse med procesreglementets artikel 83. Der blev igen afholdt et retsmøde den 14. oktober 2024.

37

Generaladvokaten fremsatte den 12. december 2024 et supplerende forslag til afgørelse.

38

Med det første til det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 og artikel 4, 22 og 25 i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at

39

Indledningsvis bemærkes, at for så vidt angår rammeafgørelse 2002/584 tilsigter denne med indførelsen af en forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, at lette og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

40

På det område, der reguleres ved denne rammeafgørelse, finder princippet om gensidig anerkendelse, som udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager, således som det bl.a. fremgår af sjette betragtning til den nævnte rammeafgørelse, udtryk i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse (jf. i denne retning dom af 6.6.2023, O.G. (Europæisk arrestordre mod en tredjelandsstatsborger), C-700/21, EU:C:2023:444, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

41

Heraf følger for det første, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder kun kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til de grunde, der er indeholdt i rammeafgørelse 2002/584, således som denne fortolkes af Domstolen. Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse for det andet udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning (dom af 6.6.2023, O.G. (Europæisk arrestordre mod en tredjelandsstatsborger), C-700/21, EU:C:2023:444, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

42

For så vidt angår sådanne grunde fastsætter denne rammeafgørelse i artikel 3 obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre og i artikel 4 og 4a fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af denne arrestordre.

43

Hvad angår de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, der er opregnet i artikel 4 i rammeafgørelse 2002/584, kan disse kun anvendes, såfremt to betingelser er opfyldt, nemlig dels, at den eftersøgte opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, dels at denne medlemsstat i henhold til sin nationale lovgivning forpligter sig til selv at fuldbyrde den straf eller den frihedsberøvende foranstaltning, på grundlag af hvilken den europæiske arrestordre er udstedt (dom af 6.6.2023, O.G. (Europæisk arrestordre mod en tredjelandsstatsborger), C-700/21, EU:C:2023:444, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

44

Når den fuldbyrdende judicielle myndighed konstaterer, at disse to betingelser er opfyldt, skal den desuden vurdere, om der foreligger en legitim interesse, som kan begrunde, at den af udstedelsesstaten idømte straf fuldbyrdes på fuldbyrdelsesstatens område. Denne vurdering gør det muligt for denne myndighed at tage hensyn til det mål, som forfølges med artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, og som ifølge fast retspraksis består i at forbedre den eftersøgte persons udsigter til at blive resocialiseret, efter at vedkommende har afsonet den idømte straf (jf. i denne retning dom af 6.6.2023, O.G. (Europæisk arrestordre mod en tredjelandsstatsborger), C-700/21, EU:C:2023:444, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

45

Hvad angår indvirkningen af rammeafgørelse 2008/909 på anvendelsen af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, bemærkes, at i lighed med rammeafgørelse 2002/584 konkretiserer rammeafgørelse 2008/909 på det strafferetlige område princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse, som bl.a. for så vidt angår et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed pålægger hver medlemsstat at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at de øvrige medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i EU-retten anerkendte grundlæggende rettigheder. Denne sidstnævnte rammeafgørelse styrker det retlige samarbejde om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme i straffesager, når personer er blevet idømt frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger i en anden medlemsstat, med henblik på at lette deres sociale rehabilitering (jf. i denne retning dom af 9.11.2023, Staatsanwaltschaft Aachen,C-819/21, EU:C:2023:841, præmis 19).

46

I henhold til dens artikel 3, stk. 1, har rammeafgørelse 2008/909 til formål at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat med henblik på at lette den domfældtes sociale rehabilitering anerkender en dom og fuldbyrder den sanktion, som er idømt af en ret i en anden medlemsstat. Som det følger af denne rammeafgørelses artikel 26, træder den i stedet for bestemmelserne i de i denne artikel omhandlede konventioner om overførsel af domfældte, der finder anvendelse på forholdet mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 36 og 37).

47

Henset til, at det formål, der forfølges med dels den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, dels de regler, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, nemlig at lette den sociale resocialisering af personer, der er blevet dømt i en anden medlemsstat, er identisk, må det således fastslås, at når en judiciel myndighed i fuldbyrdelsesstaten ønsker at anvende denne grund, skal den tage hensyn til disse regler.

48

I lighed med hvad generaladvokaten har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse af 13. juni 2024, skal det i denne henseende fremhæves, at der ikke er grundlag for at antage, at EU-lovgiver havde til hensigt at fastsætte to særskilte retlige ordninger med hensyn til anerkendelse og fuldbyrdelse af domme i straffesager afhængigt af, om der foreligger en europæisk arrestordre eller ej.

49

Det følger herved af artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909, sammenholdt med 12. betragtning hertil, at denne, i det omfang, dens bestemmelser er forenelige med bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584, finder anvendelse mutatis mutandis på fuldbyrdelse af sanktioner i tilfælde, hvor en medlemsstat påtager sig at fuldbyrde sanktionen i overensstemmelse med sidstnævnte rammeafgørelses artikel 4, nr. 6). Dette er ligeledes tilfældet, når en medlemsstat inden for rammerne af sidstnævnte rammeafgørelses artikel 5, nr. 3), gør fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre med henblik på retsforfølgning i udstedelsesstaten betinget af, at den pågældende overføres til fuldbyrdelsesstaten for dér at afsone den straf, som den pågældende er blevet idømt i udstedelsesstaten.

50

Hvad angår dette sidstnævnte tilfælde, der er omhandlet i artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584, fremgår det af Domstolens praksis, at straffuldbyrdelsen reguleres af rammeafgørelse 2008/909. Når fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på strafforfølgning, er underlagt den betingelse, der er fastsat i denne artikel 5, nr. 3), skal fuldbyrdelsesstaten nemlig, således som Domstolen har fastslået, for at fuldbyrde den straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, som den pågældende er blevet idømt i udstedelsesstaten, overholde de relevante regler i rammeafgørelse 2008/909 (jf. i denne retning dom af 11.3.2020, SF (Europæisk arrestordre – garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten), C-314/18, EU:C:2020:191, præmis 68).

51

På samme måde som for det tilfælde, der er omhandlet i artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584, skal det fastslås, at når en fuldbyrdende judiciel myndighed på grundlag af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, påtænker at afslå fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, er anerkendelsen af den dom, hvorved denne straf blev idømt, og overtagelsen af fuldbyrdelsen af den nævnte straf reguleret ved rammeafgørelse 2008/909.

52

Et afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 forudsætter nemlig, at fuldbyrdelsesstaten reelt forpligter sig til at fuldbyrde den frihedsstraf, som den eftersøgte person er blevet idømt (jf. i denne retning dom af 6.6.2023, O.G. (Europæisk arrestordre mod en tredjelandsstatsborger), C-700/21, EU:C:2023:444, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis). For så vidt som denne person er blevet dømt i udstedelsesstaten, indebærer dette nødvendigvis, at myndighederne i fuldbyrdelsesstaten anerkender den dom, der er blevet afsagt over den nævnte person i overensstemmelse med bestemmelserne i rammeafgørelse 2008/909.

53

Domstolen har ganske vist udledt af artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909, at der ikke findes nogen bestemmelse heri, der kan påvirke rækkevidden af eller fremgangsmåden for anvendelse af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 (dom af 13.12.2018, Sut, C-514/17, EU:C:2018:1016, præmis 48).

54

Denne konstatering indebærer imidlertid ikke, at de betingelser for anerkendelse og fuldbyrdelse af domme i straffesager, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, ikke finder anvendelse, når en medlemsstat forpligter sig til at fuldbyrde en sanktion i overensstemmelse med artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, selv om anvendelsen af rammeafgørelse 2008/909 ikke fører til nogen uforenelighed eller inkonsekvens i den kombinerede anvendelse af disse to retsakter. Som generaladvokaten har anført i punkt 63 i forslaget til afgørelse af 13. juni 2024, finder betingelserne for anerkendelse og fuldbyrdelse af domme i straffesager fastsat i rammeafgørelse 2008/909 anvendelse ved anvendelsen af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, for så vidt som disse betingelser, således som det udtrykkeligt er fastsat i artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909, og som Domstolen selv har anført i præmis 48 i dom af 13. december 2018, Sut (C-514/17, EU:C:2018:1016), er forenelige med bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584. Dette gør det muligt at sikre, at den forenklede og effektive ordning for overgivelse af eftersøgte personer, der er indført ved denne sidstnævnte rammeafgørelse, fungerer korrekt.

55

Det bemærkes i denne henseende, at rammeafgørelse 2008/909 i overensstemmelse med dens artikel 26, stk. 1, fra den 5. december 2011 erstattede de tilsvarende bestemmelser i den europæiske konvention om overførelse af domfældte og tillægsprotokollen hertil af 18. december 1997.

56

Som bl.a. den franske regering har anført i retsmødet den 14. oktober 2024, bestemte denne konventions artikel 3, stk. 1, litra f), at domsstaten og fuldbyrdelsesstaten skulle samtykke i overførelsen af en domfældt.

57

Denne artikel 3, stk. 1, litra f), er efter vedtagelsen af rammeafgørelse 2008/909 blevet erstattet af et krav om samtykke fra udstedelsesstaten med hensyn til overtagelse af fuldbyrdelsen af den straf, der er idømt i denne stat. Dette samtykke tager form af, at den fældende dom, der er afsagt af en domstol i udstedelsesstaten, fremsendes til fuldbyrdelsesstaten i henhold til den fremgangsmåde, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 4, ledsaget af den attest, der findes i bilag I til den nævnte rammeafgørelse.

58

Det fremgår nemlig udtrykkeligt af punkt f) i standardattesten i bilag I til rammeafgørelse 2008/909, at netop i forbindelse med anvendelsen af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, kan bestemmelserne i rammeafgørelse 2008/909 finde anvendelse, idet denne attest skal henvise til den nævnte grund, når den påberåbes.

59

Nødvendigheden af at indhente samtykke fra udstedelsesstaten til overtagelse af fuldbyrdelsen af den idømte sanktion fremgår ligeledes af artikel 13 i rammeafgørelse 2008/909. Det følger således af denne artikel, at så længe fuldbyrdelsen af sanktionen ikke er påbegyndt i fuldbyrdelsesstaten, kan udstedelsesstaten tilbagekalde attesten fra fuldbyrdelsesstaten, og at fuldbyrdelsesstaten efter denne tilbagekaldelse ikke længere må fuldbyrde sanktionen.

60

I forbindelse med påberåbelsen af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, er anvendelsen af de betingelser, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909 for så vidt angår anerkendelse i fuldbyrdelsesstaten af den sanktion, der har begrundet udstedelsen af den europæiske arrestordre, og samme fuldbyrdelsesstats overtagelse af den idømte straf, navnlig kravet om, at udstedelsesstaten skal give samtykke til en sådan overtagelse, forenelig med det formål, der forfølges med denne bestemmelse, og som består i at forbedre den eftersøgtes udsigter til social rehabilitering efter afsoningen af denne straf.

61

For det første følger det nemlig af bestemmelserne i artikel 4, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2008/909, sammenholdt med denne artikels stk. 2 og læst i lyset af ottende betragtning til denne rammeafgørelse, at det kun er, når den kompetente myndighed i udstedelsesstaten har opnået vished for, at fuldbyrdelsesstatens fuldbyrdelse af sanktionen vil bidrage til formålet om at lette den domfældtes sociale rehabilitering, at den til den kompetente myndighed i sidstnævnte stat kan fremsende den fældende dom og den attest, der skal ledsage den, som er indeholdt i bilag I til den nævnte rammeafgørelse.

62

For det andet fremgår det af Domstolens praksis, at formålet om at forbedre den eftersøgtes udsigter til at blive resocialiseret efter afsoningen af den straf, som den pågældende er blevet idømt – hvor vigtigt dette formål end er – ikke er af absolut karakter, idet det navnlig skal forenes med den grundlæggende regel i artikel 1, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584, hvorefter medlemsstaterne principielt fuldbyrder enhver europæisk arrestordre (jf. i denne retning dom af 6.10.2009, Wolzenburg, C-123/08, EU:C:2009:616, præmis 62, og af 13.12.2018, Sut, C-514/17, EU:C:2018:1016, præmis 46).

63

Som generaladvokaten har anført i punkt 68 i forslaget til afgørelse af 13. juni 2024, er det, henset til sanktionens forskellige funktioner i samfundet, således legitimt for den medlemsstat, hvori en person er blevet dømt, at påberåbe sig kriminalpolitiske hensyn, der er særegne for den, med henblik på at begrunde, at den idømte straf fuldbyrdes på dens område, idet den følgelig afslår at fremsende den fældende dom og den attest, der skal ledsage den i henhold til rammeafgørelse 2008/909, selv når hensyn til den eftersøgte persons sociale rehabilitering kan tale for en fuldbyrdelse af denne straf på en anden medlemsstats område.

64

Udstedelsesstatens skønsmargen med hensyn til det samtykke, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, litra c), og artikel 4, stk. 2, i rammeafgørelse 2008/909, som belyst i nærværende doms præmis 61-63, bekræftes i øvrigt af samme artikels stk. 5, som fastsætter, at når fuldbyrdelsesstaten på eget initiativ anmoder den førstnævnte stat om at fremsende dommen samt den tilhørende attest, indebærer en sådan anmodning ikke, at udstedelsesstaten har pligt til at efterkomme anmodningen.

65

Der er desuden ingen bestemmelser i hverken denne rammeafgørelse eller rammeafgørelse 2002/584, der gør det muligt at antage, at den omstændighed, at den fuldbyrdende judicielle myndighed påberåber sig den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i sidstnævnte rammeafgørelses artikel 4, nr. 6), har til følge, at der rejses tvivl om den nævnte skønsmargen for udstedelsesstaten.

66

I denne henseende vidner en medlemsstats udstedelse af en europæisk arrestordre med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf netop om, at denne stat principielt foretrækker en fuldbyrdelse af straffen på sit eget område frem for en anvendelse af den ordning for anerkendelse og fuldbyrdelse af domme i straffesager, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, med henblik på en sådan fuldbyrdelse i en anden medlemsstat. I denne sammenhæng ville effektiviteten af den ordning for overgivelse mellem medlemsstaterne, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584, blive bragt i fare, hvis fuldbyrdelsesstaten i et sådant tilfælde ensidigt kunne fravige princippet om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre i medfør af anvendelsen af denne fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, uden at de betingelser for anerkendelse og fuldbyrdelse af en straffedom, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, er opfyldt.

67

Heraf følger, at inden for rammerne af anvendelsen af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, er fuldbyrdelsesstatens overtagelse af fuldbyrdelsen af den straf, der er idømt ved den fældende dom, der er afsagt i udstedelsesstaten, og som har begrundet udstedelsen af den europæiske arrestordre, undergivet en betingelse om denne udstedelsesstats samtykke i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909.

68

Selv om udstedelsesstatens fremsendelse af den fældende dom og den attest, der skal ledsage den, således blot er udformet som en mulighed, herunder i det tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten har til hensigt at overtage fuldbyrdelsen af straffen ved anvendelsen af denne grund til at afslå fuldbyrdelse, skal det imidlertid bemærkes, at med henblik på bl.a. at sikre, at den europæiske arrestordres funktion ikke lammes, indebærer den forpligtelse til loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, første afsnit, TEU, en dialog mellem de fuldbyrdende judicielle myndigheder og de udstedende judicielle myndigheder. Det følger bl.a. af dette princip, at medlemsstaterne respekterer og bistår hinanden ved gennemførelsen af de opgaver, der følger af traktaterne (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

69

Med henblik på at sikre et effektivt samarbejde i straffesager skal de udstedende og de fuldbyrdende judicielle myndigheder derfor gøre fuld brug af de instrumenter, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584 og rammeafgørelse 2008/909, såsom høringer forud for fremsendelsen af den fældende dom, der er blevet afsagt af en ret i udstedelsesstaten, samt den attest, der findes i bilag I til rammeafgørelse 2008/909, således at den gensidige tillid, der ligger til grund for dette samarbejde, fremmes (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis). Det skal i denne henseende bemærkes, at i overensstemmelse med denne sidstnævnte rammeafgørelses artikel 4, stk. 3, er sådanne høringer obligatoriske, når straffuldbyrdelsen som i det foreliggende tilfælde påtænkes gennemført i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende person er statsborger, dvs. i det tilfælde, der er omhandlet i den nævnte rammeafgørelses artikel 4, stk. 1, litra c).

70

Hvis det af den ene eller anden grund ikke er muligt for fuldbyrdelsesstaten reelt at overtage straffuldbyrdelsen, herunder på grund af manglende overholdelse af de betingelser og den procedure, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, følger det af princippet om gensidig anerkendelse, at en europæisk arrestordre skal fuldbyrdes for at undgå straffrihed for den eftersøgte. Som anført i nærværende doms præmis 41 udgør fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre hovedreglen, mens afslaget på fuldbyrdelse udgør en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning.

71

Hvad angår udstedelsesstatens forpligtelser skal det fremhæves, at det tilkommer denne stat at sikre, at den beføjelse, som den i henhold til rammeafgørelse 2008/909 er tillagt til at undlade til fuldbyrdelsesstaten at fremsende den fældende dom, der er afsagt af en af dens retsinstanser, samt den attest, der findes i bilag I til denne rammeafgørelse, udøves på en måde, der muliggør et effektivt samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder på det strafferetlige område, og som sikrer, at den europæiske arrestordres funktion og den gensidige anerkendelse af domme i straffesager med henblik på fuldbyrdelse i en anden medlemsstat ikke lammes.

72

Når en fuldbyrdende judiciel myndighed påtænker at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre på grundlag af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, kan den kompetente myndighed i udstedelsesstaten derfor afslå en sådan fremsendelse, hvis den på grundlag af objektive omstændigheder finder, at straffen ikke faktisk vil blive fuldbyrdet i fuldbyrdelsesstaten, eller at en fuldbyrdelse af denne straf i denne stat ikke vil bidrage til formålet om social rehabilitering af den eftersøgte person efter udløbet af den frihedsstraf, som vedkommende er blevet idømt. Den udstedende judicielle myndighed kan endvidere afslå denne fremsendelse af hensyn til udstedelsesstatens egen politik på det strafferetlige område.

73

Det skal undersøges, om udstedelsesstaten under omstændigheder, hvor den fuldbyrdende judicielle myndighed uden at overholde de betingelser og den procedure, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, på grundlag af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, har afslået at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, bevarer retten til at fuldbyrde denne straf.

74

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, der skulle træffe afgørelse vedrørende den europæiske arrestordre, der var udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, som C.J. var blevet idømt, var af den opfattelse, at straffen skulle fuldbyrdes i Italien med henblik på at forbedre denne persons udsigter til social rehabilitering. Ved afgørelsen om anerkendelse og fuldbyrdelse afslog denne myndighed således at overgive den nævnte person, anerkendte den fældende dom og traf afgørelse om fuldbyrdelse af den nævnte straf i Italien. Denne afgørelse blev truffet, selv om den forelæggende ret havde fremsendt denne dom til den fuldbyrdende judicielle myndighed, men ikke den attest, der findes i bilag I til rammeafgørelse 2008/909, og selv om den forelæggende ret havde givet udtryk for sin uenighed med hensyn til anerkendelsen af den nævnte dom og overtagelsen af fuldbyrdelsen i Italien af den fængselsstraf, som C.J. var blevet idømt.

75

I denne henseende bemærkes, således som det fremgår af nærværende doms præmis 54-67, at inden for rammerne af anvendelsen af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, skal anerkendelsen af en dom, hvorved der er idømt en fængselsstraf, der er afsagt af en domstol i udstedelsesstaten, og fuldbyrdelsesstatens overtagelse af fuldbyrdelsen af denne straf, ske under overholdelse af de betingelser og den procedure, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, hvilket bl.a. indebærer, at udstedelsesstaten skal give samtykke til denne overtagelse.

76

Det må konstateres, at når fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, er blevet afslået af den fuldbyrdende judicielle myndighed i strid med de betingelser og den procedure, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, kan denne arrestordre opretholdes af den udstedende judicielle myndighed. Udstedelsesstaten bevarer ligeledes retten til at fuldbyrde denne straf.

77

Domstolen har nemlig allerede haft lejlighed til at fastslå, at den udstedende judicielle myndigheds opretholdelse af en europæisk arrestordre kan være nødvendig, bl.a. når afgørelsen om afslag ikke var i overensstemmelse med EU-retten, med henblik på at fuldføre proceduren for overgivelse af en eftersøgt person og således fremme virkeliggørelsen af det mål om bekæmpelse af straffrihed, der forfølges med denne rammeafgørelse. Den omstændighed alene, at den fuldbyrdende myndighed har afslået at fuldbyrde den pågældende arrestordre, kan således ikke i sig selv være til hinder for, at den udstedende judicielle myndighed opretholder denne arrestordre (jf. i denne retning dom af 29.7.2024, Breian, C-318/24 PPU, EU:C:2024:658, præmis 51 og 53).

78

Disse betragtninger gælder mutatis mutandis for så vidt angår udstedelsesstatens ret til at fuldbyrde den fængselsstraf, som den person, der er omfattet af den europæiske arrestordre, er blevet idømt under omstændigheder som dem, der er omhandlet i nærværende doms præmis 76, og kan ikke drages i tvivl på grundlag af artikel 22, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909, som fastsætter, at udstedelsesstaten ikke længere kan fuldbyrde den idømte sanktion, når fuldbyrdelsen af denne er påbegyndt på fuldbyrdelsesstatens område.

79

Det skal nemlig fremhæves, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse, når, som i det foreliggende tilfælde, fuldbyrdelsesstatens afslag på overgivelse på grundlag af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 ikke er sket i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909. For det første ville det, således som generaladvokaten har anført i punkt 81 i forslaget til afgørelse af 12. december 2024, hvis det i en sådan situation godtages, at en påbegyndelse af fuldbyrdelsen af straffen i den fuldbyrdende medlemsstat kan fratage den udstedende medlemsstat dennes kompetence til at fuldbyrde den pågældende straf, bane vejen for en omgåelse af de regler, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909.

80

For det andet ville den omstændighed, at udstedelsesstaten i en sådan situation mister sin kompetence til at fuldbyrde den nævnte straf, ikke alene medføre en tilsidesættelse af de regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af dommen afsagt i udstedelsesstaten, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, men også skade funktionen af den forenklede og effektive ordning for overgivelse af eftersøgte personer, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584, ved navnlig at gøre det muligt at rejse tvivl om det formål om bekæmpelse af straffrihed, der forfølges hermed (jf. i denne retning dom af 6.7.2023, Minister for Justice and Equality (Anmodning om samtykke – virkninger af den oprindelige europæiske arrestordre), C‑142/22, EU:C:2023:544, præmis 51, og af 29.7.2024, Breian, C-318/24 PPU, EU:C:2024:658, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

81

Det fremgår ganske vist af retspraksis, at den af EU-lovgiver fastsatte sammenhæng mellem rammeafgørelse 2002/584 og rammeafgørelse 2008/909 skal bidrage til at opnå det i nærværende doms præmis 46 omhandlede mål om at lette den sociale rehabilitering af den pågældende person (dom af 11.3.2020, SF (Europæisk arrestordre – garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten), C-314/18, EU:C:2020:191, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

82

Hvis fuldbyrdelsesstaten under påberåbelse af dette mål kunne afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, uden udstedelsesstatens samtykke til, at førstnævnte stat overtager denne fuldbyrdelse, ville dette imidlertid kunne skabe en forhøjet risiko for straffrihed for personer, der forsøger at unddrage sig straffuldbyrdelse efter at være blevet dømt i en medlemsstat, og i sidste ende bringe den effektive funktion af den forenklede ordning for overgivelse mellem medlemsstaterne, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584, i fare.

83

Det skal tilføjes, at den fortolkning af artikel 22 i rammeafgørelse 2008/909, der er anført i nærværende doms præmis 79, og som består i at gøre muligheden for at anvende den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, betinget af, at udstedelsesstaten giver sit samtykke til, at straffen fuldbyrdes i fuldbyrdelsesstaten, understøttes af den omstændighed, at dette samtykke, således som det er anført i nærværende doms præmis 57, kommer til udtryk i fremsendelsen af den fældende dom og den attest, der findes i bilag I til rammeafgørelse 2008/909. Disse dokumenter, navnlig attesten, indeholder nemlig væsentlige oplysninger med henblik på at muliggøre den faktiske fuldbyrdelse af den idømte straf. Med henblik herpå fastsætter artikel 23, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909 i øvrigt, at den nævnte attest skal oversættes til det eller de officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten.

84

Heraf følger, at rammeafgørelse 2002/584 og 2008/909 under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke er til hinder for, at den europæiske arrestordre, der er udstedt mod C.J., opretholdes, og at den straf, som C.J. er blevet idømt, fuldbyrdes i udstedelsesstaten, dvs. Rumænien.

85

Eftersom en sådan opretholdelse kan gribe ind i den eftersøgtes personlige frihed, skal det imidlertid endvidere præciseres, at det tilkommer den udstedende judicielle myndighed at undersøge, om denne opretholdelse, henset til de særlige forhold i sagen, er forholdsmæssig. I forbindelse med en sådan undersøgelse påhviler det bl.a. denne myndighed at tage hensyn til konsekvenserne for denne person af opretholdelsen af den arrestordre, der er udstedt mod den pågældende, og udsigterne til fuldbyrdelse af denne arrestordre (jf. i denne retning dom af 29.7.2024, Breian, C-318/24 PPU, EU:C:2024:658, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

86

Såfremt udstedelsesstaten efter denne undersøgelse beslutter at opretholde den europæiske arrestordre, påhviler det denne i givet fald, når den eftersøgte overgives til denne stat, eller når den pågældende frivilligt vender tilbage til dens område, at tage hensyn til artikel 26, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584. For så vidt som denne bestemmelse kræver, at der skal tages hensyn til hele den periode, hvori den domfældte har været varetægtsfængslet i fuldbyrdelsesstaten, sikrer denne bestemmelse nemlig, at denne person i sidste ende ikke skal afsone en periode, hvis samlede varighed i fuldbyrdelsesstaten og udstedelsesstaten overstiger varigheden af den frihedsstraf, som den pågældende er blevet idømt i udstedelsesstaten (jf. i denne retning dom af 28.7.2016, JZ, C-294/16 PPU, EU:C:2016:610, præmis 43).

87

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første til det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 og artikel 4, 22 og 25 i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at

88

Det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, den forelægges (dom af 25.2.2025, Alphabet m.fl., C-233/23, EU:C:2025:110, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

89

I overensstemmelse med artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584, som er omhandlet i det fjerde spørgsmål, kan den fuldbyrdende judicielle myndighed afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis det af de oplysninger, som den er i besiddelse af, fremgår, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme forhold af et tredjeland, på betingelse af at sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning. I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at afgørelsen om anerkendelse og fuldbyrdelse blev truffet af en ret i en EU-medlemsstat, nemlig Den Italienske Republik.

90

Under disse omstændigheder er alene den obligatoriske grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 3, nr. 2), i rammeafgørelse 2002/584, som konkretiserer princippet ne bis in idem, som det påhviler medlemsstaterne at sikre overholdelsen af, relevant.

91

Det skal derfor lægges til grund, at den forelæggende ret med det fjerde spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 3, nr. 2), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at en afgørelse, hvorved den fuldbyrdende judicielle myndighed på grundlag af denne rammeafgørelses artikel 4, nr. 6), har afslået at overgive en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, har anerkendt den fældende dom, hvorved denne straf er blevet idømt, og har truffet afgørelse om fuldbyrdelse af den nævnte straf i fuldbyrdelsesstaten, udgør en »[endelig dom] for de samme handlinger« som omhandlet i denne bestemmelse.

92

Det følger af artikel 3, nr. 2), i rammeafgørelse 2002/584, at hvis det af de oplysninger, den fuldbyrdende judicielle myndighed er i besiddelse af, fremgår, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme handlinger af en anden medlemsstat, skal denne myndighed afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, på betingelse af at sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning.

93

I denne henseende har Domstolen fastslået, at en eftersøgt person anses for at være blevet »endeligt dømt for de samme handlinger« som omhandlet i den nævnte artikel 3, nr. 2), når en strafforfølgning er endeligt indstillet som følge af en strafferetlig procedure, eller når den judicielle myndighed i en medlemsstat har vedtaget en afgørelse, hvorved en tiltalt frifindes endeligt for de forhold, som denne anklages for (jf. i denne retning dom af 16.10.2010, Mantello, C-261/09, EU:C:2010:683, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

94

Hvad nærmere bestemt angår en anmodning om overgivelse følger det desuden af retspraksis, at en fuldbyrdende myndigheds afgørelse om at afslå at fuldbyrde en arrestordre ikke kan anses for en »[endelig dom] for de samme handlinger« som omhandlet i artikel 3, nr. 2), i rammeafgørelse 2002/584. Behandlingen af en sådan anmodning indebærer nemlig ikke, at fuldbyrdelsesstaten indleder strafforfølgning mod den person, der anmodes overgivet, og indebærer ikke en vurdering af sagens realitet (jf. analogt dom af 14.9.2023, Sofijska gradska prokuratura (Flere på hinanden følgende arrestordrer), C-71/21, EU:C:2023:668, præmis 52-54).

95

Det samme gælder for så vidt angår en afgørelse såsom afgørelsen om anerkendelse og fuldbyrdelse, hvorved der anerkendes en fældende dom afsagt i en anden medlemsstat, og hvorved der træffes afgørelse om fuldbyrdelse af den sanktion, der er idømt ved denne dom.

96

Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 94, indebærer den undersøgelse, der foretages i denne forbindelse, nemlig ikke, at der indledes strafferetlig forfølgning af den domfældte, og den indebærer ikke en vurdering af sagens realitet. I stedet for at føre til, at der afsiges en ny dom vedrørende de samme handlinger, har en sådan afgørelse til formål at gøre det muligt, at den sanktion, der er idømt i udstedelsesstaten, kan fuldbyrdes i fuldbyrdelsesstaten.

97

En afgørelse, hvorved den fuldbyrdende judicielle myndighed på grundlag af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 har afslået at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, har anerkendt den fældende dom, hvorved denne straf blev idømt, og har truffet afgørelse om fuldbyrdelse af den nævnte straf, kan derfor ikke anses for at udgøre en »[endelig dom] for de samme handlinger« som omhandlet i denne rammeafgørelses artikel 3, nr. 2).

98

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 3, nr. 2), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at en afgørelse, hvorved den fuldbyrdende judicielle myndighed på grundlag af denne rammeafgørelses artikel 4, nr. 6), har afslået at overgive en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, har anerkendt den fældende dom, hvorved denne straf er blevet idømt, og har truffet afgørelse om fuldbyrdelse af den nævnte straf i fuldbyrdelsesstaten, ikke udgør en »[endelig dom] for de samme handlinger« som omhandlet i denne bestemmelse.

99

Henset til besvarelsen af det fjerde spørgsmål er det ufornødent at besvare det femte spørgsmål.

100

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: