–

M1.R. og M2.R. ved radca prawny P. Mędygrał,

–

AAA sp. z o.o. ved radca prawny K. Bień,

–

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved B. Sasinowska og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, litra g), og artikel 3, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT 2004, L 46, s. 1, berigtiget i EUT 2016, L 321, s. 83).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side M1.R. og M2.R., som er to flypassagerer (herefter »de i hovedsagen omhandlede passagerer«), og på den anden side luftfartsselskabet AAA sp. z o.o. vedrørende et krav om kompensation indgivet af disse passagerer på grundlag af forordning nr. 261/2004 som følge af en lang forsinkelse af en flyvning ved ankomsten til det endelige bestemmelsessted.

3

Følgende fremgår af første og femte betragtning til forordning nr. 261/2004:

[...]

[...]«

4

Forordningens artikel 2 med overskriften »Definitioner« har følgende ordlyd:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

[...]

[...]«

5

Nævnte forordnings artikel 3, der har overskriften »Anvendelsesområde«, bestemmer:

»1.   Denne forordning gælder

2.   Stk. 1 gælder, såfremt passagererne:

3.   Denne forordning gælder ikke for passagerer, der rejser gratis eller til en nedsat billetpris, der ikke direkte eller indirekte er til rådighed for offentligheden. Passagerer med billetter, der er udstedt i henhold til et luftfartsselskabs eller en rejsearrangørs bonusprogram eller et andet kommercielt program er dog omfattet.

[...]

5.   Denne forordning gælder for transporterende luftfartsselskaber, der stiller transportydelser til rådighed for de passagerer, der er omfattet af stk. 1 og stk. 2. Hvis et transporterende luftfartsselskab, som ikke har kontrakt med passagererne, opfylder forpligtelser under denne forordning, skal det betragtes som opfyldende disse forpligtelser på vegne af den person, der har kontrakt med de pågældende passagerer.

[...]«

6

AAA, der er et luftfartsselskab, som tilbyder charterflyvninger, indgik en kontrakt med BBB sp. z o.o., en rejsearrangør, i forbindelse med hvilken AAA leverede specifikke flyvninger til sidstnævnte på bestemte datoer, for hvilke BBB efterfølgende solgte billetter til flypassagerer. BBB betalte flypriserne til AAA.

7

De i hovedsagen omhandlede passagerer deltog i en pakkerejse, der omfattede en flyvning fra Tenerife (Spanien) til Warszawa (Polen) den 20. maj 2021, som blev gennemført af AAA. Kontrakten om pakkerejsen blev indgået mellem CCC sp. z o.o. på vegne af disse passagerer og BBB. Flyet var mere end 22 timer forsinket ved ankomsten.

8

De i hovedsagen omhandlede passagerer fremlagde kopier af boardingkortene for denne flyvning med henblik på at godtgøre deres ret til at kræve erstatning for forsinkelsen af denne flyvning. AAA nægtede imidlertid at yde kompensation til disse passagerer med den begrundelse, at de ikke havde godtgjort, at de var i besiddelse af en bekræftet og betalt reservation for den nævnte flyvning. Ifølge AAA blev de nævnte passagerers pakkerejse nemlig betalt af CCC på gunstige vilkår, således at de samme passagerer rejste gratis eller til en nedsat billetpris som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 261/2004, hvilket udelukker retten til kompensation i henhold til denne forordning.

9

De i hovedsagen omhandlede passagerer er af den opfattelse, at de ved at fremvise boardingkortene for at opnå en sådan kompensation har godtgjort, at de havde en bekræftet reservation, eftersom disse kort ikke ville være blevet udstedt til dem i modsat fald. Desuden påhviler det AAA at godtgøre, at disse passagerer rejste gratis, og ikke de nævnte passagerer at bevise, at de havde betalt for den flyvning, der blev gennemført af AAA. For så vidt som AAA havde modtaget betaling fra BBB for gennemførelsen af denne flyvning, og BBB havde modtaget betaling for denne rejse, herunder den nævnte flyvning, af CCC, som havde finansieret de nævnte passagerers pakkerejse, har de i hovedsagen omhandlede passagerer under alle omstændigheder ikke rejst gratis. Det er i denne henseende uden betydning i forhold til artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 261/2004, om det var disse passagerer selv, der betalte for flyvningen, eller tredjemand, der betalte for passagerne, medmindre det var luftfartsselskabet.

10

Sąd Rejonowy dla m. st. Warszawy w Warszawie (retten i første instans i Warszawa, Polen), som er den forelæggende ret, er i tvivl om, hvorvidt en passagers forevisning af et boardingkort udgør et »andet bevis« som omhandlet i artikel 2, litra g), i forordning nr. 261/2004, hvoraf fremgår, at reservationen er blevet accepteret og registreret af luftfartsselskabet eller rejsearrangøren.

11

Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at den vejledning, der kan udledes af dom af 21. december 2021, Azurair m.fl. (C-146/20, C-188/20, C-196/20 og C-270/20, EU:C:2021:1038), ikke gør det muligt at besvare spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten i en situation som den, der foreligger for den forelæggende ret, tillader fremlæggelse af et »andet bevis« som omhandlet i denne bestemmelse, hvoraf fremgår, at en passager har en bekræftet reservation til en flyvning, når det boardingkort, som denne passager fremviser, ikke indeholder alle de oplysninger, der er nævnt i den pågældende dom, såsom flyets ankomsttidspunkt.

12

Selv om AAA og visse afdelinger ved de polske appeldomstole er af den opfattelse, at betingelserne i denne forordnings artikel 3, stk. 2, litra a), skal fortolkes indskrænkende, er den forelæggende ret i øvrigt af den opfattelse, at et boardingkort ikke udstedes til en tilfældig person, men til en passager, der er indehaver af en bekræftet reservation til den pågældende flyvning, og dette efter indcheckningen af denne passager til denne flyvning, hvorved billet- eller reservationsnummeret skal angives ved denne indcheckning. Bortset fra visse ekstraordinære situationer er der ingen anden rationel måde at forklare, hvordan en sådan passager kan få dette kort uden at råde over en sådan reservation.

13

I modsætning til AAA og visse afdelinger ved de polske appeldomstole er den forelæggende ret desuden af den opfattelse, at det påhviler luftfartsselskabet at bevise, at den pågældende flyvning var gratis, og ikke blot at udlede gunstige retsvirkninger for selskabet af en påstand herom.

14

Den forelæggende ret er i øvrigt i tvivl om fortolkningen af udtrykket »[at rejse] gratis eller til en nedsat billetpris, der ikke direkte eller indirekte er til rådighed for offentligheden« i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 261/2004. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at hvis en rejse, der er blevet betalt til rejsearrangøren enten direkte af passagererne eller af en anden enhed på deres vegne, omfatter en flyvning, som denne rejsearrangør har betalt til luftfartsselskabet, vil disse passagerer i forbindelse med pakketure ikke rejse »gratis« i denne bestemmelses forstand.

15

Hvad nærmere bestemt angår begrebet »nedsat billetpris« som omhandlet i den nævnte bestemmelse ønsker den forelæggende ret oplyst, om dette begreb skal fortolkes således, at der er tale om en reduktion, som luftfartsselskabet tilbyder passageren, eller om det ligeledes omfatter en situation, hvor luftfartsselskabet modtager et vederlag, der er i overensstemmelse med markedsvilkårene, fra rejsearrangøren, men hvor rejsearrangøren eller en anden enhed giver passagererne mulighed for at deltage i pakkerejsen på gunstige vilkår. Ifølge den forelæggende ret synes den sidstnævnte fortolkning at være i strid med denne forordnings formål og vanskelig at anvende, henset til manglende kriterier for, hvilke vilkår for deltagelse i en pakkerejse der skal anses for fordelagtige.

16

På denne baggrund har Sąd Rejonowy dla m. st. Warszawy w Warszawie (retten i første instans i Warszawa) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

17

Den forelæggende ret ønsker med det første og det andet spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, litra g), og artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at et boardingkort kan udgøre et »andet bevis« som omhandlet i den første af disse bestemmelser, hvoraf det fremgår, at reservationen er blevet accepteret og registreret af luftfartsselskabet eller rejsearrangøren, således at en passager, der er i besiddelse af et sådant kort, anses for at have en »bekræftet reservation« som omhandlet i den anden af de nævnte bestemmelser for den pågældende flyvning i en situation, hvor der ikke er påvist særlige usædvanlige omstændigheder.

18

Det fremgår af artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 261/2004, at denne forordning kun gælder, hvis for det første passagerne har en bekræftet reservation til den pågældende flyafgang, og, for det andet, at de er rettidigt til stede ved indcheckningen, medmindre flyvningen aflyses som omhandlet i nævnte forordnings artikel 5. Da disse to betingelser er kumulative, kan passagerens tilstedeværelse ved indcheckningen ikke formodes at have fundet sted ud fra den omstændighed, at passageren er i besiddelse af en bekræftet reservation til den pågældende flyafgang (jf. i denne retning dom af 25.1.2024, Laudamotion (Afkald på en forsinket flyvning), C-474/22, EU:C:2024:73, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

19

Forordning nr. 261/2004 definerer ikke »bekræftet reservation«. Begrebet »reservation« defineres imidlertid i denne forordnings artikel 2, litra g), som »en billet eller et andet bevis, hvoraf fremgår, at passagerens reservation er blevet accepteret og registreret af luftfartsselskabet eller rejsearrangøren«. Begrebet »billet« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 2, litra f), omfatter desuden ethvert materielt eller immaterielt element, der giver passageren ret til befordring (jf. i denne retning dom af 6.10.2022, flightright (Lufttransport fra Stuttgart til Kansas City), C-436/21, EU:C:2022:762, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.12.2021, Azurair m.fl., C-146/20, C-188/20, C-196/20 og C-270/20, EU:C:2021:1038, præmis 40).

20

Hvad angår begrebet »andet bevis« som omhandlet i artikel 2, litra g), i forordning nr. 261/2004 svarer dette andet bevis, hvis luftfartspassageren råder over dette bevis udstedt af luftfartsselskabet eller rejsearrangøren, i øvrigt til en »reservation« i denne bestemmelses forstand (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Azurair m.fl., C-146/20, C-188/20, C-196/20 og C-270/20, EU:C:2021:1038, præmis 42).

21

Disse begreber skal af hensyn til det høje beskyttelsesniveau for passagerer, der er omhandlet i første betragtning til denne forordning, fortolkes vidt (dom af 6.10.2022, flightright (Lufttransport fra Stuttgart til Kansas City), C-436/21, EU:C:2022:762, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

22

I det foreliggende tilfælde fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at de i hovedsagen omhandlede passagerer var i besiddelse af boardingkort udstedt af luftfartsselskabet, hvilket gjorde det muligt for dem at gennemføre en flyvning fra Tenerife til Warszawa, som dette luftfartsselskab udførte, ved at være til stede forud for indcheckningen.

23

Som de i hovedsagen omhandlede passagerer, den polske regering og Europa-Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende i deres skriftlige indlæg, udstedes et boardingkort til en passager for en bestemt flyvning, hvilket giver passageren ret til transport, til at gå om bord på flyet og til at tage denne flyvning, når indcheckningen af denne passager er foretaget, bl.a. med angivelse af billet- eller reservationsnummeret.

24

Det følger heraf, at et boardingkort kan udgøre et »andet bevis« som omhandlet i artikel 2, litra g), i forordning nr. 261/2004, der angiver, at reservationen er blevet accepteret og registreret for den pågældende flyvning af luftfartsselskabet eller rejsearrangøren.

25

En sådan konklusion svækkes ikke af den omstændighed, som den forelæggende ret har henvist til, hvorefter dom af 21. december 2021, Azurair m.fl. (C-146/20, C-188/20, C-196/20 og C-270/20, EU:C:2021:1038), ikke gør det muligt at besvare spørgsmålet om, hvorvidt et boardingkort kan være omfattet af begrebet »andet bevis« som omhandlet i artikel 2, litra g), i forordning nr. 261/2004, for så vidt som dette kort ikke indeholder alle de oplysninger, der er nævnt i denne dom, såsom bl.a. ankomsttidspunktet for den pågældende flyvning.

26

Domstolen fastslog ganske vist i denne doms præmis 51, at artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at en passager har en »bekræftet reservation« i denne bestemmelses forstand, når passageren fra en rejsearrangør, med hvilken passageren har indgået en kontrakt, får tilsendt et »andet bevis« som omhandlet i denne forordnings artikel 2, litra g), hvorved passageren gives løfte om transport på en bestemt flyvning, der er specificeret ved angivelse af afgangs- og ankomststed, afgangs- og ankomsttidspunkt og flynummer, også selv om denne rejsearrangør ikke har modtaget nogen bekræftelse fra det pågældende luftfartsselskab om denne flyvnings afgangs- og ankomsttidspunkter.

27

Det skal imidlertid bemærkes, at rejsearrangøren i de sager, der gav anledning til dom af 21. december 2021, Azurair m.fl. (C-146/20, C-188/20, C-196/20 og C-270/20, EU:C:2021:1038), i modsætning til den foreliggende sag havde givet passagererne andre oplysninger om flytiderne end dem, som luftfartsselskabet senest havde fremsendt til denne, idet disse sidstnævnte oplysninger ikke var blevet videregivet til disse passagerer, således at de kun rådede over de oplysninger, der var indeholdt i det dokument, som rejsearrangøren havde fremsendt.

28

Domstolen har i øvrigt allerede fastslået, at for så vidt som et givent luftfartsselskab tager de passagerer, der har en bekræftet reservation til den pågældende flyvning, om bord og transporterer dem til deres bestemmelsessted, skal disse passagerer anses for at have opfyldt kravet om at være til stede ved indcheckningen forud for denne flyvning (jf. i denne retning kendelse af 24.10.2019, easyJet Airline, C-756/18, EU:C:2019:902, præmis 28).

29

For så vidt som passagerer, såsom de i hovedsagen omhandlede passagerer, på korrekt vis har opfyldt kravet om at være til stede ved indcheckningen og har gennemført den pågældende flyvning ved at være i besiddelse af et boardingkort til denne flyvning, skal det omvendt lægges til grund, at de har opfyldt kravet om at være i besiddelse af en bekræftet reservation til denne flyvning.

30

En sådan konklusion understøttes af det formål, der er anført i første betragtning til forordning nr. 261/2004, der sigter på at sikre et højt beskyttelsesniveau for passagerer.

31

De passagerer, som er udsat for en lang flyforsinkelse, har således mulighed for at gøre brug af deres ret til kompensation uden at være underlagt et krav, som ikke er tilpasset deres situation, og som består i efterfølgende i forbindelse med deres anmodning om kompensation at bevise, at de havde en bekræftet reservation til den forsinkede flyvning, som de under alle omstændigheder var om bord på (jf. i denne retning kendelse af 24.10.2019, easyJet Airline, C-756/18, EU:C:2019:902, præmis 32).

32

Hvad i denne henseende angår det af AAA anførte tilfælde, hvorefter et boardingkort i det tilfælde, at en person, der er indehaver af kortet, mister det nævnte kort, kan benyttes af en anden person med lignende oplysninger, er det tilstrækkeligt at fastslå, at denne forordning, således som det fremgår af artikel 2, litra j), i forordning nr. 261/2004, gør det muligt for luftfartsselskabet at afvise boarding, bl.a. på grund af ufuldstændig rejselegitimation.

33

Det følger af det ovenstående, at det første og det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 2, litra g), og artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at et boardingkort kan udgøre et »andet bevis« som omhandlet i den første af disse bestemmelser, hvoraf det fremgår, at reservationen er blevet accepteret og registreret af luftfartsselskabet eller rejsearrangøren, således at en passager, der er i besiddelse af et sådant kort, anses for at have en »bekræftet reservation« som omhandlet i den anden af de nævnte bestemmelser for den pågældende flyvning i en situation, hvor der ikke er påvist særlige usædvanlige omstændigheder.

34

Den forelæggende ret ønsker med det tredje til det femte spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at en passager ikke anses for at rejse gratis eller til en nedsat billetpris, der ikke direkte eller indirekte er til rådighed for offentligheden som omhandlet i denne bestemmelse, når for det første rejsearrangøren betaler billetprisen til det transporterende luftfartsselskab i overensstemmelse med markedsvilkårene, og for det andet rejsearrangøren ikke modtager betaling for pakkerejsen af denne passager, men af en tredjemand. Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om det påhviler dette luftfartsselskab at bevise, at nævnte passager har rejst gratis eller til en nedsat billetpris, eller om det påhviler sidstnævnte at bevise, at vedkommende har betalt billetprisen.

35

I henhold til artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 gælder denne forordning ikke for passagerer, der rejser gratis eller til en nedsat billetpris, der ikke direkte eller indirekte er til rådighed for offentligheden.

36

Det skal i denne forbindelse fastslås, at den omstændighed, at nævnte forordning ikke finder anvendelse i henhold til denne bestemmelse, udgør en undtagelse til reglen om, at forordningen, således som det fremgår af artikel 3, stk. 1, gælder dels for passagerer til en flyafgang fra en lufthavn, der er beliggende på en medlemsstats område, hvor traktaten finder anvendelse, dels for passagerer til en flyafgang fra en lufthavn, der er beliggende i et tredjeland, når bestemmelseslufthavnen er beliggende på en medlemsstats område, hvor traktaten finder anvendelse, og det transporterende luftfartsselskab for den pågældende flyvning er et EF-luftfartsselskab, medmindre vedkommende har modtaget modydelser eller kompensation og har fået bistand i det pågældende tredjeland, på de betingelser, der er fastsat i nævnte artikel 3, stk. 2.

37

Som Domstolen har fastslået, begrunder formålet med forordning nr. 261/2004, der er omhandlet i første betragtning hertil, og som består i at sikre et højt beskyttelsesniveau for passagerer, at en undtagelse til de bestemmelser, der tillægger passagerer rettigheder, fortolkes strengt (jf. dom af 16.1.2025, Qatar Airways, C-516/23, EU:C:2025:21, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

38

Desuden skal der ifølge fast retspraksis ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 21.11.2024, Mesto Rimavská Sobota, C-370/23, EU:C:2024:972, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det er korrekt, at ordlyden af artikel 3, stk. 3, første punktum, i forordning nr. 261/2004 ikke i sig selv gør det muligt at afgøre, om anvendelsesområdet for denne bestemmelse er begrænset til situationer, hvor det alene er det transporterende luftfartsselskab, der giver passagererne mulighed for at rejse gratis eller til en nedsat billetpris, der ikke direkte eller indirekte er til rådighed for offentligheden.

40

Hvad angår den sammenhæng, hvori den nævnte bestemmelse indgår, følger det navnlig af denne forordnings artikel 3, stk. 3, at passagerer, der rejser med billetter, som udstedes gratis af et luftfartsselskab, ikke er omfattet af denne forordning, medmindre disse billetter er udstedt inden for rammerne af et bonusprogram eller et andet kommercielt program (jf. i denne retning kendelse af 26.11.2020, SATA International – Azores Airlines, C-316/20, EU:C:2020:966, præmis 15).

41

Domstolen har i denne henseende allerede fastslået, at artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at denne forordning ikke finder anvendelse på en passager, der rejser med en billet til en fordelagtig pris udstedt af et luftfartsselskab i forbindelse med sponsorering af en begivenhed, idet den pågældende billet er forbeholdt visse bestemte personer og udstedes efter dette luftfartsselskabs forudgående og individuelle godkendelse (kendelse af 26.11.2020, SATA International – Azores Airlines, C-316/20, EU:C:2020:966, præmis 19).

42

I medfør af nævnte forordnings artikel 3, stk. 5, gælder forordningen for transporterende luftfartsselskaber, der stiller transportydelser til rådighed for passagerer, som flyver fra eller ankommer til en lufthavn, der er beliggende på en medlemsstats område. I samme bestemmelse er det præciseret, at hvis et transporterende luftfartsselskab, som ikke har kontrakt med passagererne, opfylder forpligtelser under samme forordning, skal det betragtes som opfyldende disse forpligtelser på vegne af den person, der har kontrakt med de pågældende passagerer (dom af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia, C-215/18, EU:C:2020:235, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

43

Domstolen har i denne henseende kendt for ret, at en passager på en flyvning, der er forsinket med tre timer eller mere, kan anlægge sag med påstand om kompensation i henhold til artikel 6 og 7 i forordning nr. 261/2004 mod det transporterende luftfartsselskab, selv om denne passager og dette luftfartsselskab ikke har indgået en kontrakt med hinanden, og den pågældende flyvning indgår i en pakkerejse (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia, C-215/18, EU:C:2020:235, præmis 38).

44

Henset til det transporterende luftfartsselskabs ansvar for at udbetale kompensation til passagererne i tilfælde af en lang forsinkelse af en flyvning ved ankomsten skal det følgelig bemærkes, at undtagelsen i artikel 3, stk. 3, første punktum, i forordning nr. 261/2004 udelukkende omfatter de situationer, hvor det er det transporterende luftfartsselskab, som tillader passagererne at rejse gratis eller til en nedsat billetpris, der ikke direkte eller indirekte er til rådighed for offentligheden.

45

En sådan fortolkning er i overensstemmelse med formålet med forordning nr. 261/2004, som er at sikre et højt beskyttelsesniveau for flypassagerer.

46

Det fremgår i denne henseende af femte betragtning til denne forordning, at denne beskyttelse bør gælde både for passagerer på ruteflyvning og charterflyvning, herunder flyvning, der indgår i pakkerejser.

47

Det fremgår nemlig af forarbejderne til den nævnte forordning, at EU-lovgiver ikke havde til hensigt at udelukke de passagerer, hvis flyvning indgår som en del af en pakkerejse, fra samme forordnings anvendelsesområde, men tværtimod at give dem de rettigheder, der følger af denne forordning (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia, C-215/18, EU:C:2020:235, præmis 36).

48

For så vidt som rejsearrangøren i det foreliggende tilfælde har modtaget modydelsen for den pakkerejse, som de i hovedsagen omhandlede passagerer har foretaget, og betalt billetprisen til det transporterende luftfartsselskab, og sidstnævnte har modtaget et vederlag i overensstemmelse med markedsvilkårene, skal det fastslås, at disse passagerer ikke rejste gratis eller til en nedsat billetpris, der ikke direkte eller indirekte er til rådighed for offentligheden som omhandlet i artikel 3, stk. 3, første punktum, i forordning nr. 261/2004.

49

Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 43, er det uden betydning for, om de i hovedsagen omhandlede passagerer kan gøre deres krav gældende over for det transporterende luftfartsselskab, at pakkerejsens pris ikke er blevet betalt af disse passagerer, som ikke indgik i et kontraktforhold med dette luftfartsselskab, men af en tredjemand til rejsearrangøren, som for sit vedkommende betalte flybilletten til nævnte luftfartsselskab.

50

Hvad angår bevisbyrden for, at en passager har rejst gratis eller til en nedsat billetpris, der ikke direkte eller indirekte er til rådighed for offentligheden som omhandlet i artikel 3, stk. 3, første punktum, i forordning nr. 261/2004, skal det bemærkes, at denne bestemmelse, uden udtrykkeligt at regulere fordelingen af denne bevisbyrde, således som det fremgår af nærværende doms præmis 37, indfører en undtagelse til de bestemmelser, der tildeler rettigheder til passagerer, ved at udelukke en sådan passager fra denne forordnings anvendelsesområde.

51

For at frigøre sig fra sin forpligtelse til at udbetale kompensation til denne passager påhviler det derfor det transporterende luftfartsselskab at godtgøre – i henhold til de nærmere regler, der er fastsat i national ret – at nævnte passager har rejst gratis eller til en nedsat billetpris, der ikke direkte eller indirekte er til rådighed for offentligheden som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 3, stk. 3, første punktum, og dermed ikke er omfattet af forordningens anvendelsesområde.

52

Det må således konstateres, at en fortolkning, hvorefter passagererne pålægges bevisbyrden, ikke alene ville være i strid med formålet med forordning nr. 261/2004, som er at sikre et højt beskyttelsesniveau for flypassagerer, men ligeledes vanskeligt at gennemføre, navnlig i den foreliggende sags særlige sammenhæng, hvor de i hovedsagen omhandlede passagerer har reserveret en pakkerejse hos en rejsearrangør.

53

Som de i hovedsagen omhandlede passagerer og Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende i deres skriftlige indlæg, er det, når en passager ikke reserverer sin pakkerejse direkte hos det transporterende luftfartsselskab, men gennem en rejsearrangør, nemlig generelt sidstnævnte, som i det foreliggende tilfælde, der foretager betalingen af billetprisen til dette luftfartsselskab, idet denne passager betaler en pris for hele pakkerejsen, herunder flyvningen. Ud over den omstændighed, at passageren ikke har kendskab til den nøjagtige billetpris, som rejsearrangøren har betalt, har samme passager begrænsede muligheder for at føre bevis for, at vedkommende har betalt prisen for denne flyvning.

54

Det følger af det ovenstående, at det tredje til det femte spørgsmål skal besvares med, at artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at en passager ikke anses for at rejse gratis eller til en nedsat billetpris, der ikke direkte eller indirekte er til rådighed for offentligheden som omhandlet i denne bestemmelse, når for det første rejsearrangøren betaler billetprisen til det transporterende luftfartsselskab i overensstemmelse med markedsvilkårene, og for det andet rejsearrangøren ikke modtager betaling for pakkerejsen af denne passager, men af en tredjemand. Det påhviler dette luftfartsselskab – i henhold til de nærmere regler, der er fastsat i national ret – at godtgøre, at nævnte passager har rejst gratis eller til en sådan nedsat billetpris.

55

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret: