61995J0169

1 Statsstoette - forbud - undtagelser - stoette, der kan anses for forenelig med faellesmarkedet - stoette til udvikling af visse omraader - Kommissionens skoensbefoejelse - udoevelse heraf i faellesskabssammenhaeng

[EF-traktaten, art. 92, stk. 3, litra a) og c)]

2 Statsstoette - Kommissionens undersoegelse - rammebestemmelser for statsstoette til visse jern- og staalsektorer, som ikke er omfattet af EKSF-traktaten - anmeldelsespligt - undtagelse - stoette, som ydes i medfoer af en bestaaende generel regionalstoetteordning, Kommissionen har godkendt - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 93, stk. 3; Kommissionens meddelelse 88/C 320/03)

3 Statsstoette - Kommissionens beslutning, hvorved en stoette fastslaas at vaere uforenelig med faellesmarkedet - Kommissionens skoensbefoejelse - domstolskontrol - graenser

(EF-traktaten, art. 92)

4 Statsstoette - tilbagesoegning af ulovlig stoette - tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 93, stk. 2, foerste afsnit)

5 Statsstoette - tilbagesoegning af ulovlig stoette - stoette ydet i strid med procedurereglerne i traktatens artikel 93 - stoettemodtagernes eventuelle berettigede forventning - beskyttelse - betingelser og begraensninger

(EF-traktaten, art. 92 og art. 93, stk. 2, foerste afsnit)

6 Forskellen i formuleringen af litra a) og litra c) i traktatens artikel 92, stk. 3, kan ikke foere til den antagelse, at Kommissionen overhovedet ikke maa tage hensyn til Faellesskabets interesse, naar den anvender den naevnte artikels litra a), og at den skal begraense sig til at efterproeve, om de paagaeldende foranstaltninger har en saerlig regional karakter uden at vurdere deres virkning paa det eller de relevante markeder inden for Faellesskabet som helhed.

Traktatens artikel 92, stk. 3, tillaegger Kommissionen en skoensmaessig befoejelse, hvis udoevelse indebaerer oekonomiske og sociale vurderinger, som maa foretages i en faellesskabssammenhaeng. Kommissionen overskrider ikke graenserne for sin skoensbefoejelse, naar den i overensstemmelse med de retningslinjer, som den paataenker at anvende over for regionalstoetteordninger, erklaerer en stoette af denne type uforenelig med faellesmarkedet paa grund af den eksisterende overkapacitet inden for den paagaeldende sektor. Anvendelsen af et saadant kriterium vil nemlig bevirke, at man undgaar at fremme gennemfoerelsen af oekonomisk usikre initiativer, som i sidste ende ikke kan tilvejebringe en effektiv og varig loesning paa de paagaeldende omraaders udviklingsproblemer, da de blot forvaerrer de forstyrrelser, som de beroerte markeder er ramt af.

7 Selv om det antages, at statsstoette inden for en af sektorerne i jern- og staalindustrien, saasom sektoren for staalstoebning, kan henfoeres til en national ordning, der efterfoelgende er blevet godkendt af Kommissionen som en generel regionalstoetteordning, kan den under ingen omstaendigheder anses for at vaere ydet i medfoer af en bestaaende generel ordning, som Kommissionen har godkendt, og dermed vaere fritaget for den forpligtelse til at indgive forhaandsanmeldelse, som er fastsat i de rammebestemmelser, Kommissionen har indfoert for statsstoette til visse jern- og staalsektorer, som ikke er omfattet af EKSF-traktaten.

8 Naar Kommissionen raader over en vidtgaaende skoensbefoejelse, saaledes som det er tilfaeldet i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 92, maa Faellesskabets retsinstanser ved kontrollen med, om denne befoejelse udoeves retmaessigt, ikke erstatte de kompetente myndigheders skoen med deres eget, men skal begraense sig til at vurdere, om skoennet er aabenbart urigtigt, eller om det er behaeftet med magtfordrejning.

9 Ophaevelsen af en ulovlig stoette ved tilbagesoegning er den logiske foelge af, at stoetten er fundet ulovlig. Tilbagesoegning af en ulovligt udbetalt statsstoette for herved at genoprette den oprindelige situation kan derfor principielt ikke betragtes som en foranstaltning, der ikke staar i rimeligt forhold til formaalene i traktatens bestemmelser om statsstoette. Det samme gaelder for kravet om betaling af renter for perioden mellem datoen for udbetalingen af stoetten og datoen for dennes faktiske tilbagebetaling.

10 En medlemsstat, hvis myndigheder har ydet en stoette i strid med de i traktatens artikel 93 fastlagte procedureregler, kan ikke paaberaabe sig den stoettemodtagende virksomheds berettigede forventning og derved unddrage sig sin forpligtelse til at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at gennemfoere en kommissionsbeslutning, hvorefter medlemsstaten skal soege stoetten tilbage. Dersom dette blev anerkendt, ville bestemmelserne i traktatens artikel 92 og 93 ikke kunne virke efter hensigten, idet de nationale myndigheder med udgangspunkt i deres egen ulovlige adfaerd kunne ophaeve den effektive gennemfoerelse af de beslutninger, Kommissionen har truffet i medfoer af disse bestemmelser.

Desuden har den kontrol, som Kommissionen skal foere med statsstoette i medfoer af traktatens artikel 93, sit grundlag i ufravigelige principper, hvorfor stoettemodtagerne principielt ikke kan have nogen berettiget forventning om, at den stoette, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er ydet under iagttagelse af den i naevnte traktatbestemmelse fastlagte procedure. En paapasselig erhvervsdrivende maa nemlig normalt vaere i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt.

Naar en stoette i strid med medlemsstaternes forpligtelser efter traktatens artikel 93, stk. 3, er ydet uden at vaere anmeldt paa forhaand, kan den omstaendighed, at Kommissionen oprindeligt besluttede ikke at goere nogen indsigelser gaeldende mod stoetten, ikke antages at have givet den stoettemodtagende virksomhed nogen berettiget forventning, naar Kommissionens beslutning er blevet anfaegtet inden for soegsmaalsfristen og derpaa annulleret af Domstolen. Hvor beklagelig den af Kommissionen saaledes begaaede fejl end er, kan den ikke ophaeve virkningerne af den paagaeldende medlemsstats ulovlige adfaerd.

I sag C-169/95,

Kongeriget Spanien ved direktoer Alberto José Navarro González, Direktoratet for EF-spoergsmaal, og statens advokat, Gloria Calvo Diaz, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Spaniens Ambassade, 4-6, boulevard E. Servais,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Francisco Enrique González Díaz og Paul Nemitz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 95/438/EF af 14. marts 1995 om Spaniens investeringsstoette til staalstoeberiet Piezas y Rodajes SA i provinsen Teruel i Aragón i Spanien (EFT L 257, s. 45),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene J.C. Moitinho de Almeida, J.L. Murray og L. Sevón samt dommerne P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet (refererende dommer), G. Hirsch, P. Jann og M. Wathelet,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 10. september 1996,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 24. oktober 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 1. juni 1995 har Kongeriget Spanien i medfoer af EF-traktatens artikel 173 anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 95/438/EF af 14. marts 1995 om Spaniens investeringsstoette til staalstoeberiet Piezas y Rodajes SA i provinsen Teruel i Aragón i Spanien (EFT L 257, s. 45, herefter »den anfaegtede beslutning«).

2 Det fremgaar af sagen, at Kommissionen ved beslutning af 26. maj 1987 (jf. meddelelse 88/C 251/04 - EFT 1988 C 251, s. 4) godkendte den generelle regionalstoetteordning i Spanien, efter at den spanske regering den 30. januar samme aar havde underrettet den om udkastet hertil i overensstemmelse med bestemmelserne i traktatens artikel 93, stk. 3. Ifoelge denne stoetteordning, som var blevet godkendt i medfoer af traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), skulle der bl.a. ydes regionalstoette i provinsen Teruel inden for den maksimumsgraense, som var fastsat i beslutningen.

3 Selskabet Piezas y Rodajes SA (herefter »PYRSA«) har i den naevnte provins i Monreal del Campo kommune indledt et investeringsprogram paa 2 788 300 000 PTA til opfoerelse af et stoeberi bestemt til fremstilling af kaedehjul (tandhjul, der traekkes af kaeder, og som hovedsagelig anvendes i mineindustrien) og GET-udstyr (der anvendes til nivellering og udgravning). Der blev ydet foelgende stoette til dette program:

- en stoette paa 975 905 000 PTA fra den spanske regering, som ikke er omtvistet i sagen

- et tilskud uden tilbagebetalingspligt paa 182 000 000 PTA fra Det Selvstyrende Samfund Aragonien

- tildeling af jord fra Monreal del Campo kommune af en vaerdi paa 2 300 000 PTA

- en laanegaranti paa 490 000 000 PTA fra Det Selvstyrende Samfund Aragonien

- et rentetilskud til dette laan fra provinsen Teruel.

4 Ved en klage, indgivet til Kommissionen den 14. januar 1991, bestred det britiske selskab William Cook plc (herefter »Cook«), som fremstiller staalstoebegods og GET-udstyr, at stoetten var forenelig med faellesmarkedet.

5 Som svar paa denne klage meddelte Kommissionen foerst Cook ved skrivelse af 13. marts 1991, at stoetten fra den spanske regering paa 975 905 000 PTA var blevet ydet i henhold til den generelle regionalstoetteordning og derfor var forenelig med traktatens artikel 92. Hvad angik de oevrige stoetteforanstaltninger henvistes der i skrivelsen til, at der var indledt en undersoegelse hos de spanske myndigheder.

6 Efter undersoegelsen meddelte Kommissionen ved skrivelse af 29. maj 1991 klageren sin beslutning om »ikke at goere indsigelser gaeldende« mod den stoette, der var blevet tildelt PYRSA. Som bilag til skrivelsen var vedlagt en beslutning, der var benaevnt nr. NN 12/91, og som var rettet til den spanske regering, hvori Kommissionen fastslog, at den naevnte stoette var omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), hvorefter stoette til fremme af den oekonomiske udvikling i regioner, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse, kan betragtes som forenelig med faellesmarkedet. Beslutningen var baseret paa to betragtninger, hvoraf den ene var, at undersektoren for kaedehjul og GET-udstyr ikke havde nogen problemer med overkapacitet.

7 Cook anlagde sag til proevelse af beslutningen, som Domstolen annullerede ved dom af 19. maj 1993 (sag C-198/91, Cook mod Kommissionen, Sml. I, s. 2487), for saa vidt den angik anden stoette end den stoette paa 975 905 000 PTA, som den spanske regering havde ydet. I dommen anfoerte Domstolen bl.a., at eftersom Kommissionen havde til hensigt at laegge til grund, at der ikke var overkapacitet i den paagaeldende undersektor, burde den have indledt proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, med henblik paa, efter at have indhentet alle noedvendige udtalelser, at kontrollere rigtigheden af sin vurdering, der kunne vaere forbundet med alvorlige vanskeligheder.

8 Efter afsigelsen af dommen besluttede Kommissionen at indlede den omhandlede procedure (jf. meddelelse 93/C 281/07 - EFT 1993 C 281, s. 8). Efter gennemfoerelsen af denne procedure fastslog Kommissionen ved den anfaegtede beslutning, som blev meddelt den spanske regering den 29. marts 1995 og offentliggjort den 27. oktober 1995, at den omhandlede stoette var ulovlig og uforenelig med faellesmarkedet. Som foelge heraf bestemte Kommissionen i beslutningen, at stoetten skulle standses, og at de udbetalte beloeb skulle tilbagebetales med renter, der skulle beregnes for perioden mellem datoen for udbetalingen af stoetten og datoen for den faktiske tilbagebetaling.

9 Kongeriget Spanien har indgivet annullationssoegsmaal til proevelse af denne beslutning og til stoette herfor fremfoert foelgende fire anbringender:

- der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra a)

- der er begaaet en aabenbar fejl ved vurderingen af de faktiske omstaendigheder

- forpligtelsen til tilbagebetaling strider mod proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning

- de afkraevede renter strider mod de samme principper.

10 Kommissionen har nedlagt paastand om frifindelse.

Foerste anbringende

11 Den spanske regering har gjort gaeldende, at Kommissionen har anvendt artikel 92, stk. 3, litra a), fejlagtigt. Dels omfatter denne bestemmelse efter regeringens opfattelse ikke sektorbestemt stoette, men stoette med et regionalt formaal, dels er den omtvistede stoette netop ydet som led i en generel regionalstoetteordning.

Stoette omfattet af artikel 92, stk. 3, litra a)

12 Kongeriget Spanien anfoerer, at artikel 92, stk. 3, litra a), ikke indeholder den samme betingelse som i stk. 3, litra c), om, at stoetten ikke maa aendre samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse, men alene kraever, at stoetten er bestemt til at fremme udviklingen i de paagaeldende omraader. Ganske vist er det ikke udelukket, at dette krav kan goere det noedvendigt at undersoege stoettens virkning for den paagaeldende sektor, men en saadan undersoegelse maa efter den sagsoegende regerings opfattelse kun foretages for at afgoere, om stoetten kan fremme den oekonomiske udvikling i omraadet under hensyn til situationen inden for den paagaeldende sektor.

13 Kommissionen anfoerer, at den forskellige affattelse af litra a) og litra c) i artikel 92, stk. 3, ikke kan begrunde, at man undlader at foretage en undersoegelse af virkningen for sektoren af en stoette, som tildeles en virksomhed, der opererer inden for et ugunstigt stillet omraade. Den henviser i oevrigt til, at udoevelsen af dens skoensbefoejelse efter Domstolens praksis indebaerer oekonomiske og sociale vurderinger, som skal foretages i en faellesskabssammenhaeng.

14 Traktatens artikel 92, stk. 3, bestemmer saaledes:

»Som forenelig med faellesmarkedet kan betragtes:

a) stoette til fremme af den oekonomiske udvikling i omraader, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse

...

c) stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller oekonomiske regioner, naar den ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse.

...«

15 Som Domstolen tidligere har fastslaaet, kan et regionalstoetteprogram i givet fald falde ind under en af undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3, litra a) og litra c). Det fremgaar af anvendelsen af ordene »usaedvanlig« og »alvorlig« i undtagelsesbestemmelsen i litra a), at denne bestemmelse kun angaar omraader, hvor den oekonomiske situation er meget daarlig i forhold til Faellesskabet som helhed. Undtagelsesbestemmelsen i litra c) har derimod en stoerre raekkevidde, idet den indeholder hjemmel til at fremme udviklingen i bestemte omraader af en medlemsstat, som er daarligere stillet end det nationale gennemsnit, uden at de i litra a) naevnte oekonomiske betingelser behoever vaere opfyldt, dog forudsat at den herved ydede stoette »ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse« (se dom af 14.10.1987, sag 248/84, Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 4013, praemis 19).

16 Omvendt indebaerer den omstaendighed, at undtagelsesbestemmelsen i litra a) ikke indeholder den sidstnaevnte betingelse, at der er en videre adgang til at tildele stoette til virksomheder beliggende i omraader, som opfylder de kriterier, der er fastsat i denne undtagelsesbestemmelse.

17 Den anfoerte forskel i formuleringen kan dog ikke foere til den antagelse, at Kommissionen overhovedet ikke maa tage hensyn til Faellesskabets interesse, naar den anvender artikel 92, stk. 3, litra a), og at den skal begraense sig til at efterproeve, om de paagaeldende foranstaltninger har en saerlig regional karakter uden at vurdere deres virkning paa det eller de relevante markeder inden for Faellesskabet som helhed.

18 Ifoelge fast retspraksis tillaegger artikel 92, stk. 3, Kommissionen en skoensmaessig befoejelse, hvis udoevelse indebaerer oekonomiske og sociale vurderinger, som maa foretages i en faellesskabssammenhaeng (se bl.a. dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. s. 2671, praemis 24, og af 24.2.1987, sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 901, praemis 18).

19 Kommissionen har ved flere lejligheder underrettet medlemsstaterne om de retningslinjer, som den paataenkte at anvende over for regionalstoetteordninger i medfoer af de befoejelser, som den er tillagt ved traktatens artikel 92 ff. Dette var bl.a. formaalet med dens meddelelse fra 1988 vedroerende metoden for anvendelse af artikel 92, stk. 3, litra a) og c), paa regionalstoette (meddelelse 88/C 212/02 - EFT C 212, s. 2), hvilken meddelelse den henviser til i sin beslutning om indledning af proceduren vedroerende stoetteforanstaltningerne i den foreliggende sag (se foernaevnte meddelelse 93/C 281/07).

20 Det fremgaar af disse retningslinjer, at anvendelsen af artikel 92, stk. 3, litra a), ligesom af litra c) forudsaetter, at der ikke blot tages hensyn til de regionale virkninger af de stoetteforanstaltninger, som er omfattet af disse traktatbestemmelser, men at der efter artikel 92, stk. 1, ogsaa tages hensyn til virkningen af disse stoetteforanstaltninger for samhandelen mellem medlemsstaterne og dermed til de sektorbestemte virkninger, som de kan fremkalde paa faellesskabsplan.

21 Som den spanske regering har anfoert, vedroerer de paa dette punkt indeholdte betingelser i afsnit I, punkt 6, i foernaevnte meddelelse 88/C 212/02 ganske vist specielt visse former for driftsstoette, som Kommissionen undtagelsesvis kan godkende i medfoer af artikel 92, stk. 3, litra a), hvis stoette til nye investeringer ikke er et egnet eller tilstraekkeligt middel.

22 Som Kommissionen imidlertid har fremhaevet i sin beslutning om indledning af proceduren, maa regionalstoetten ikke foere til nogen sektormaessig overkapacitet paa faellesskabsplan. I den forbindelse er det klart, at bemaerkningen i afsnit I, punkt 6, andet led, i meddelelse 88/C 212/02, hvorefter stoetten »skal sigte paa at fremme en varig og afbalanceret udvikling af erhvervsvirksomhed« og ikke paa faellesskabsplan maa skabe et »sektormaessigt problem ... [som] bliver alvorligere end det oprindelige regionale problem«, kan have gyldighed for enhver form for regionalstoette uanset dens karakter. Saadanne vurderinger er ikke uforenelige med formaalet med artikel 92, stk. 3, litra a). Saafremt man derimod antog, at de var det, ville det kunne fremme gennemfoerelsen af oekonomisk usikre initiativer, som i sidste ende ikke kan tilvejebringe en effektiv og varig loesning paa de paagaeldende omraaders udviklingsproblemer, da de blot forvaerrer de forstyrrelser, som de beroerte markeder er ramt af. Den omstaendighed, at PYRSA nu, som anfoert af Kommissionen, er i betalingsstandsning trods den modtagne stoette, godtgoer i oevrigt, at en saadan risiko ikke er teoretisk.

23 Det er med henblik herpaa, at Kommissionen, naar den tager stilling til foreneligheden med faellesmarkedet af en bestemt generel regionalstoetteordning, angiver, at anvendelsen af stoetteordningen skal ske under overholdelse af bestemmelserne og standardbetingelserne i faellesskabsretten vedroerende visse sektorer, saaledes som den gjorde i sin foernaevnte beslutning af 26. maj 1987 vedroerende den generelle regionalstoetteordning i Spanien.

24 Som anfoert ovenfor i denne doms praemis 6 var Kommissionens oprindelige beslutning om ikke at goere nogen indsigelser gaeldende mod de omtvistede stoetteforanstaltninger i oevrigt baseret paa to betragtninger, hvoraf den ene netop var, at der ikke var nogen problemer som foelge af overkapacitet. Naar Domstolen i foernaevnte dom i sagen Cook mod Kommissionen i praemis 38 fastslog, at Kommissionen burde have indledt proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, med henblik paa at kontrollere rigtigheden af sin vurdering efter at have indhentet alle de noedvendige udtalelser, anerkendte den allerede forudsaetningsvis, at denne vurdering kunne vedroere et saadant problem.

25 Det fremgaar af samtlige disse betragtninger, at Kommissionen, da den erklaerede den omtvistede stoette uforenelig med traktaten paa grund af den eksisterende overkapacitet inden for den paagaeldende sektor, ikke har overskredet graenserne for sin skoensbefoejelse.

Den omtvistede stoettes tilknytning til en generel regionalstoetteordning

26 Kongeriget Spanien anfoerer, at den i sagen omtvistede stoette, som ganske vist ikke blev godkendt, inden den blev ydet, har de kendetegn, som er saeregne for regionalstoette, og at den blev tildelt paa grundlag af en national ordning, der senere blev godkendt som en generel regionalstoetteordning ved Kommissionens beslutning af 29. januar 1992 (se meddelelse 92/C 326/05, stoette NN 169/91 - EFT C 326, s. 5). Efter Spaniens opfattelse opfylder den omhandlede stoette derfor alle betingelserne for at kunne betragtes som forenelig med faellesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra a).

27 Heroverfor anfoerer Kommissionen, at den omhandlede stoette ikke kan henfoeres til den naevnte generelle regionalstoetteordning, og at de spanske myndigheder i betragtning af de EF-rammebestemmelser, som er fastsat for den paagaeldende sektor, enten burde have afholdt sig fra at yde stoetten eller burde have anmeldt den paa projektstadiet. Da der var tale om en ad hoc-stoette, paahvilede det i oevrigt, som det fremgaar af dommen af 14. september 1994 i sagen Spanien mod Kommissionen (forenede sager C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Sml. I, s. 4103), Kongeriget Spanien at godtgoere, at stoetten opfyldte kriteriet om saerlig regional karakter, hvilket Spanien ikke har gjort.

28 Ved meddelelse 88/C 320/03 (EFT 1988 C 320, s. 3) indfoerte Kommissionen nogle rammebestemmelser for statsstoette til visse jern- og staalsektorer, som ikke er omfattet af EKSF-traktaten. Det fremgaar navnlig af bestemmelserne i denne meddelelses punkt 3, andet afsnit, at bortset fra en enkelt undtagelse vedroerende stoette, som ydes i medfoer af en »bestaaende generel eller regional ordning, som Kommissionen har godkendt« - hvilken undtagelse i oevrigt kan taenkes ikke at spille nogen rolle i visse tilfaelde - paahviler der efter traktatens artikel 93, stk. 3, medlemsstaterne en forpligtelse til at indgive forhaandsanmeldelse om den stoette, der ydes inden for de paagaeldende sektorer.

29 Det er ubestridt, at den her i sagen omhandlede stoette falder inden for en af disse sektorer, nemlig sektoren for staalstoebning, og at den blev ydet, uden at der blev indgivet forhaandsanmeldelse. Selv om det antages, at stoetten kan henfoeres til en national ordning, der efterfoelgende er blevet godkendt af Kommissionen som en generel regionalstoetteordning, kan den under ingen omstaendigheder anses for at vaere ydet i medfoer af en bestaaende generel ordning, som Kommissionen har godkendt.

30 Hvad angaar den omhandlede stoettes saerlige regionale karakter, er det tilstraekkeligt at fastslaa, at grunden til, at stoetten ved den anfaegtede beslutning blev erklaeret uforenelig med faellesmarkedet, ikke var, at den ikke vedroerer et omraade, hvor undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), kan finde anvendelse, men at den bidrager til en yderligere forvaerring af den overkapacitet, som den paagaeldende sektor er ramt af. Som anfoert ovenfor i denne doms praemis 25 kunne en saadan grund vaere en lovlig begrundelse for en beslutning truffet i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) eller c).

31 Det foerste anbringende maa derfor forkastes.

Andet anbringende

32 Kongeriget Spanien anfoerer, at den sektormaessige vurdering, som Kommissionen har baseret sin beslutning paa, hviler paa rene hypoteser, den har sluttet sig til paa grundlag af oplysninger, som ikke er repraesentative, og som vedroerer aar, der ligger efter dem, som kunne tages i betragtning.

33 Heroverfor anfoerer Kommissionen, at dens vurdering er baseret paa tilstraekkeligt repraesentative og objektive oplysninger, som i oevrigt blev bekraeftet af en udtalelse fra en uafhaengig teknisk ekspert.

34 Det skal foerst bemaerkes, at naar Kommissionen raader over en vidtgaaende skoensbefoejelse, som det er tilfaeldet ved anvendelsen af traktatens artikel 92, maa retterne ved kontrollen med, hvorvidt denne befoejelse udoeves retmaessigt, ikke erstatte de kompetente myndigheders skoen med deres eget, men skal begraense sig til at vurdere, om skoennet er aabenbart urigtigt, eller om det er behaeftet med magtfordrejning (se herom bl.a. dom af 14.3.1973, sag 57/72, Westzucker, Sml. s. 321, praemis 14).

35 Det maa derfor undersoeges, paa hvilken baggrund det anfaegtede skoen blev udoevet, for at afgoere, om skoennet er aabenbart urigtigt.

36 Som anfoert ovenfor i dommens praemis 8, besluttede Kommissionen i overensstemmelse med foernaevnte dom i sagen Cook mod Kommissionen at indlede proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2. Det fremgaar af dens foernaevnte meddelelse 93/C 281/07, at den opfordrede den spanske regering, de oevrige medlemsstater og andre interesserede parter til at fremsatte deres bemaerkninger om, hvorvidt der var overkapacitet inden for de paagaeldende undersektorer. Under denne procedure modtog Kommissionen, som det fremgaar af den anfaegtede beslutnings afsnit III, bemaerkninger fra en raekke virksomheder i Det Forenede Kongerige, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien.

37 Den spanske regering og Kommissionen er uenige om, hvorvidt disse virksomheder er repraesentative. Regeringen anfoerer, at deres samlede produktionskapacitet kun udgoer 3-4% af produktionskapaciteten inden for sektoren for staalstoebning, mens Kommissionen anfoerer, at disse virksomheder repraesenterer 15% af Faellesskabets produktion i 1990 inden for denne sektor.

38 Det maa i den forbindelse fastslaas, at de af Kommissionen indhentede oplysninger var afgivet af de virksomheder, der fremsatte bemaerkninger inden for rammerne af den procedure, der var indledt med henblik herpaa, og at den desuden indhentede en udtalelse fra en uafhaengig ekspert, som i oevrigt bekraeftede de indhentede oplysninger. Under disse forhold kan det ikke med rette konkluderes, at de oplysninger, som Kommissionen baserede sin vurdering paa, ikke var repraesentative og objektive.

39 De to parter i sagen er endvidere uenige om, hvorvidt de af PYRSA fremstillede produkter henhoerer under en bestemt undersektor. I den forbindelse bebrejder Spanien navnlig Kommissionen, at dens vurdering ensidigt er baseret paa én bestemt opfattelse.

40 I den forbindelse er der grund til at fremhaeve dels, at de rammebestemmelser for statsstoette til visse jern- og staalsektorer, som ikke er omfattet af EKSF-traktaten, der er fastsat i foernaevnte meddelelse 88/C 320/03, der vedroerer en raekke sektorer og undersektorer, ikke opererer med undersektorer inden for sektoren for staalstoebning, dels, at de virksomheder og den uafhaengige ekspert, der fremsatte bemaerkninger, alle gav udtryk for den opfattelse, at der ikke fandtes nogen saerlig undersektor for kaedehjul og GET-udstyr. Den spanske regering kan derfor ikke haevde, at Kommissionen kun baserede sig paa én opfattelse, da den tog stilling til dette spoergsmaal.

41 Hvad angaar referenceaarene er det korrekt, at de mere detaljerede oplysninger, som Kommissionen lagde til grund, vedroerer aarene fra og med 1990, hvorimod den omtvistede stoette blev ydet paa grundlag af beslutninger, som ifoelge den spanske regering blev truffet i perioden 1988-1990.

42 Det fremgaar dog klart af punkt 2.1.9 og punkt 3, tredje afsnit, andet led, i foernaevnte meddelelse 88/C 320/03, at sektoren for staalstoebning har problemer som foelge af overkapacitet og alvorlige oekonomiske og finansielle vanskeligheder. De konklusioner, som kan uddrages af de oplysninger, der er indhentet vedroerende aarene fra og med 1990, bekraeftede derfor blot den konstatering, som allerede i 1988 begrundede, at der blev truffet saerlige foranstaltninger inden for denne sektor.

43 Under hensyn til samtlige de anfoerte betragtninger maa det fastslaas, at Kommissionen ikke udoevede et aabenbart urigtigt skoen i den anfaegtede beslutning, da den heri fandt, at den omtvistede stoette bidrog til en yderligere forvaerring af den overkapacitet, som var konstateret inden for den paagaeldende sektor.

44 Det andet anbringende maa derfor forkastes.

Tredje og fjerde anbringende

45 Kongeriget Spanien anfoerer, at forpligtelsen til tilbagebetaling af den tildelte stoette og metoden for beregningen af de afkraevede renter er urimelige foranstaltninger, som strider mod princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. De omstaendigheder, hvorunder den omtvistede stoette blev tildelt PYRSA, gav nemlig denne virksomhed grund til at naere en berettiget forventning, som boer nyde beskyttelse ved domstolene.

46 Heroverfor anfoerer Kommissionen, at de naevnte omstaendigheder ikke kan paavirke den forpligtelse, som foelger af den omtvistede stoettes ulovlighed og uforenelighed med faellesmarkedet.

47 Det skal herom for det foerste bemaerkes, at ophaevelsen af en ulovlig stoette ved tilbagesoegning er den logiske foelge af, at stoetten er fundet ulovlig. Tilbagesoegning af en ulovligt udbetalt statsstoette for herved at genoprette den oprindelige situation kan derfor principielt ikke betragtes som en foranstaltning, der ikke staar i rimeligt forhold til formaalene i traktatens bestemmelser om statsstoette (dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 66). Det samme gaelder for kravet om betaling af renter for perioden mellem datoen for udbetalingen af stoetten og datoen for dennes faktiske tilbagebetaling.

48 For det andet kan en medlemsstat, hvis myndigheder har ydet stoette i strid med de i artikel 93 fastlagte procedureregler, ikke paaberaabe sig den stoettemodtagende virksomheds berettigede forventning og dermed unddrage sig sin forpligtelse til at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at gennemfoere en kommissionsbeslutning, hvorefter denne medlemsstat skal soege stoetten tilbage. Dersom dette blev anerkendt, ville bestemmelserne i traktatens artikel 92 og 93 ikke kunne virke efter hensigten, idet de nationale myndigheder med udgangspunkt i deres egen ulovlige adfaerd kunne ophaeve den effektive gennemfoerelse af de beslutninger, Kommissionen har truffet i medfoer af disse traktatbestemmelser (dom af 20.9.1990, sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437, praemis 17).

49 Anbringendet om, at den stoettemodtagende virksomheds berettigede forventning er tilsidesat, goer den spanske regering ganske vist ikke saa meget gaeldende for at unddrage sig forpligtelsen til at gennemfoere Kommissionens beslutning, som for at anfaegte beslutningens gyldighed for Domstolen.

50 Anbringendet er imidlertid efter sagens omstaendigheder ubegrundet.

51 Som Domstolen fastslog i praemis 14 i foernaevnte dom i sagen Kommissionen mod Tyskland, har den kontrol, som Kommissionen skal foere med statsstoette i medfoer af traktatens artikel 93, sit grundlag i ufravigelige principper, hvorfor stoettemodtagerne principielt ikke kan have nogen berettiget forventning om, at den stoette, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i naevnte traktatbestemmelse fastlagte procedure. En paapasselig erhvervsdrivende maa nemlig normalt vaere i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt.

52 Det er ubestridt, at den omtvistede stoette i strid med medlemsstaternes forpligtelser efter traktatens artikel 93, stk. 3, blev ydet uden at vaere anmeldt paa forhaand.

53 Den omstaendighed, at Kommissionen oprindeligt besluttede ikke at goere nogen indsigelser gaeldende mod den omtvistede stoette, kan ikke antages at have givet den stoettemodtagende virksomhed grund til at naere nogen berettiget forventning, eftersom Kommissionens beslutning blev anfaegtet inden for soegsmaalsfristen og derpaa annulleret af Domstolen. Hvor beklagelig den af Kommissionen saaledes begaaede fejl end er, kan den ikke ophaeve virkningerne af Kongeriget Spaniens ulovlige adfaerd.

54 Under disse forhold kan den anfaegtede beslutning ikke antages at kraenke den stoettemodtagende virksomheds berettigede forventning, hverken i det omfang den foreskriver, at den omtvistede stoette skal tilbagebetales, eller i det omfang den foreskriver, at der tillige skal betales renter.

55 Det tredje og det fjerde anbringende maa derfor forkastes.

56 Da ingen af den spanske regerings anbringender har kunnet tages til foelge, maa Kommissionen i det hele frifindes.

Sagens omkostninger

57 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kongeriget Spanien har tabt sagen og paalaegges derfor, som Kommissionen har nedlagt paastand om, at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.