61993J0367

++++

1. Fiskale bestemmelser ° interne afgifter ° traktatens bestemmelser ° anvendelse paa Benelux-landenes omraade ° frugt- eller druevine fremstillet i disse stater ° indenlandske varer i artikel 95' s forstand ° afgiftsmaessig fortrinsstilling for druevine fremstillet i Luxembourg ° lovligt ° afgiftsmaessig fortrinsstilling for frugtvine fremstillet i et af Benelux-landene ° forbud ° begrundelse ° ordningen noedvendig for at Benelux-ordningen kan fungere tilfredsstillende ° ikke noedvendig

(EOEF-traktaten, art. 95 og 233; protokollen om Storhertugdoemmet Luxembourg, art. 1, stk. 1, andet afsnit; Raadets forordning nr. 541/70, art. 2)

2. Fiskale bestemmelser ° interne afgifter ° forbud mod forskelsbehandling mellem importerede varer og lignende indenlandske varer ° lignende varer ° begreb ° fortolkning ° kriterier ° frugtvine paa den ene side og roedvine, sherry, madeira, vermouth og champagne paa den anden side

(EOEF-traktaten, art. 95, stk. 1)

3. Fiskale bestemmelser ° interne afgifter ° forbud mod afgifter, som indirekte kan beskytte andre varer ° formaal ° bedoemmelseskriterier ° nedsaettelse af forbruget af importerede varer

(EOEF-traktaten, art. 95, stk. 2)

4. Praejudicielle spoergsmaal ° fortolkning ° fortolkningsdommes tidsmaessige virkning ° tilbagevirkende gyldighed ° Domstolens begraensning heraf ° betingelser ° dom om fortolkning af traktatens artikel 95 og dens anvendelse inden for Benelux ° betingelser ikke opfyldt ° dommens vaesentligste finansielle foelger for den paagaeldende medlemsstat ° ikke afgoerende kriterium

(EOEF-traktaten, art. 95 og 177)

5. Fiskale bestemmelser ° interne afgifter ° afgifter, der er uforenelige med faellesskabsretten ° tilbagebetaling ° regler herfor ° anvendelse af national ret ° betingelser ° hensyn til afgiftens eventuelle overvaeltning ° lovligt

(EOEF-traktaten, art. 95)

1. Ved anvendelsen af traktatens artikel 95, hvori definitionen af begrebet "indenlandske varer" er et vaesentligt element, boer Belgiens, Nederlandenes og Luxembourgs omraader anses for ét omraade i henseende til forbrugsafgifter paa vin, for saa vidt som der er indfoert ensartede satser og kriterier for de forbrugsafgifter, som opkraeves i disse stater af gaerede drikkevarer fremstillet paa basis af frugter og af mousserende gaerede drikkevarer, idet der herfor er fastsat dels en faelles sats, dels en supplerende sats, som finder anvendelse i Belgien og Nederlandene, og for saa vidt som der i disse stater er indfoert en ens ordning for opkraevning af forbrugsafgifter og en ordning for indbyrdes afregning.

Foelgelig maa alle frugt- eller druevine, som er fremstillet i Benelux-landene, anses for indenlandske varer i traktatens artikel 95' s forstand.

Den afgiftsmaessige fortrinsstilling, som Benelux-landene gav de i Luxembourg fremstillede druevine i forhold til importerede vine, var derfor ikke i strid med traktaten, i saerdeleshed ikke med traktatens artikel 95, under hensyn til den undtagelsesregel, som findes i artikel 1, stk. 1, andet afsnit, i den protokol om Storhertugdoemmet Luxembourg, der er indeholdt i bilaget til traktaten, og som er opretholdt ved artikel 2 i forordning nr. 541/70 om landbruget i Storhertugdoemmet Luxembourg og andre senere forordninger. Benelux-landene var derimod ikke berettiget til at stille vine, der fremstilles paa deres omraade paa basis af andre frugter end druer, fordelagtigere til skade for lignende drikkevarer, som hidroerer fra en anden af Faellesskabets medlemsstater.

En saadan afgiftsmaessig forskelsbehandling af importerede produkter er ikke berettiget efter traktatens artikel 233, da den ikke kan anses for noedvendig for, at den ved Benelux-aftalen indfoerte ordning kan fungere tilfredsstillende. En medlemsstat kan nemlig ikke paaberaabe sig denne bestemmelse som begrundelse for at unddrage sig sine forpligtelser efter traktatens artikel 95, naar dette ikke er noedvendigt for, at Benelux-ordningen kan fungere tilfredsstillende.

2. Ved fortolkningen af begrebet lignende varer i traktatens artikel 95, stk. 1 ° hvilket begreb skal fortolkes vidt ° maa det undersoeges, om de paagaeldende varer frembyder ensartede egenskaber og tjener samme behov ud fra et forbrugersynspunkt. Denne undersoegelse skal ikke foretages paa grundlag af et strengt identitetskriterium, men ud fra, om varerne med hensyn til deres anvendelse er beslaegtet med hinanden og sammenlignelige. Hvad saerlig angaar vurderingen af, om frugtvine og druevine er lignende varer, skal der paa den ene side tages hensyn til samtlige de objektive kendetegn hos de to grupper af drikkevarer, saasom deres oprindelse, den anvendte fremstillingsmetode, deres organoleptiske egenskaber, herunder navnlig smag og alkoholindhold, og paa den anden side til, om de to grupper af drikkevarer maa antages at tjene samme behov ud fra et forbrugersynspunkt.

Det er tidligere fastslaaet i retspraksis ved anvendelse af disse kriterier, at roede bordvine og frugtvine skal anses for lignende varer.

Hvad angaar kvalitetsroedvine fra et bestemt dyrkningsomraade, hedvine af typerne sherry, madeira og vermouth, paa den ene side, og champagne paa den anden side, tilkommer det den nationale ret paa grundlag af de foernaevnte kriterier at vurdere, om saadanne produkter er lignende varer som henholdsvis stille frugtvine med et alkoholindhold paa ikke over 15% vol. og mousserende frugtvine med et alkoholindhold paa ikke over 15% vol., hvorved det dog maa konstateres, at der er vaesentlige forskelle mellem hedvine, vermouth og champagne, det vaere sig i henseende til forbrugsvanerne og de organoleptiske egenskaber eller i henseende til produktionsmetoderne.

3. Formaalet med traktatens artikel 95, stk. 2, er at afskaffe enhver form for indirekte afgiftsmaessig beskyttelse af indenlandske varer i forhold til varer, som uden i stk. 1' s forstand at vaere lignende varer som indenlandske varer dog delvis, indirekte eller potentielt er i konkurrence med visse af de indenlandske varer.

Vurderingen af, om en afgiftsbyrde er forenelig med naevnte traktatbestemmelse, skal foretages under hensyn til denne afgiftsbyrdes indvirkning paa konkurrenceforholdet mellem de paagaeldende varer, hvorfor det navnlig er afgoerende, om denne afgiftsbyrde kan paavirke det paagaeldende marked ved at nedsaette det potentielle forbrug af importerede varer til fordel for konkurrerende indenlandske varer. Herved skal der tages hensyn til forskellen mellem de paagaeldende varers salgspris og virkningen af denne forskel paa forbrugernes valg samt til udviklingen i forbruget af de paagaeldende varer.

4. Den fortolkning, som Domstolen foretager af en regel i faellesskabsretten under udoevelse af sin kompetence i henhold til traktatens 177, skal i noedvendigt omfang klarlaegge og praecisere denne regels betydning og raekkevidde, saaledes som den skal eller skulle forstaas og anvendes siden tidspunktet for sin ikrafttraeden. Foelgelig kan og skal den nationale ret anvende den saaledes fortolkede regel selv paa retsforhold, der er stiftet foer, og som bestaar paa det tidspunkt, da der afsiges dom vedroerende den praejudicielle anmodning om en fortolkning, saafremt betingelserne for at anlaegge sag ved de kompetente retter om anvendelsen af den paagaeldende regel i oevrigt er opfyldt.

Under hensyn til disse principper kan virkningen af en dom vedroerende en praejudiciel anmodning om fortolkning kun begraenses tidsmaessigt, saafremt der foreligger helt ekstraordinaere omstaendigheder. Dette kan kun komme paa tale under ganske bestemte forhold, hvor der ellers er risiko for alvorlige oekonomiske foelger, navnlig fordi der er stiftet mange retsforhold i god tro i henhold til de paagaeldende retsforskrifter, som tidligere er blevet anset for at vaere lovligt i kraft, og naar det fremgaar, at de private og de nationale myndigheder er blevet forledt til at foelge en adfaerd, som ikke er i overensstemmelse med Faellesskabets retsforskrifter, paa grund af en objektiv og betydelig usikkerhed vedroerende faellesskabsforskrifternes raekkevidde, en usikkerhed, som de oevrige medlemsstater eller Kommissionen eventuelt selv har bidraget til med den af dem fulgte adfaerd.

Disse betingelser er ikke opfyldt i forbindelse med en dom, som vedroerer afgiftsmaessig forskelsbehandling mellem indenlandske frugtvine paa den ene side, og lignende eller konkurrerende, importerede varer paa den anden side, og anvendelsen af traktatens artikel 95 inden for Benelux. Der findes nemlig en lang, righoldig og varieret praksis vedroerende fortolkningen af denne traktatbestemmelse og vedroerende spoergsmaalet om dens direkte anvendelighed, som ikke efterlader nogen tvivl om dens raekkevidde. Denne konstatering har desto stoerre gyldighed, naar der allerede har verseret en traktatbrudsprocedure mod den paagaeldende medlemsstat, hvorunder det netop er blevet gjort gaeldende, at medlemsstatens lovgivning var uforenelig med traktatens artikel 95.

Desuden kan den tidsmaessige begraensning af en saadan doms virkninger ikke udelukkende begrundes med de finansielle foelger, det kan have for en regering, at en afgift er ulovlig. I modsat fald ville de groveste tilsidesaettelser blive behandlet lempeligst, da det er dem, som kan have de stoerste finansielle foelger for medlemsstaterne. Saafremt der alene blev lagt vaegt paa hensyn af denne art, ville det desuden medfoere en vaesentlig svaekkelse af beskyttelsen ved domstolene af de rettigheder, som tilkommer de afgiftspligtige efter Faellesskabets afgiftsregler.

5. Hvad angaar tilbagebetalingen af nationale afgifter, som er opkraevet i strid med traktatens artikel 95, bemaerkes, at selv om faellesskabsretten ikke udelukker, at der tages hensyn til, at afgifter, der er opkraevet med urette, har kunnet overvaeltes paa andre erhvervsdrivende eller forbrugerne, paahviler det medlemsstaterne at sikre, at tilbagebetaling af afgifter, som er opkraevet med urette, sker i overensstemmelse med reglerne i deres interne retsorden paa betingelser, som ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende nationale soegsmaal, og som under ingen omstaendigheder maa umuliggoere haevdelse af rettigheder, som foelger af Faellesskabets retsorden.

1 Ved elleve kendelser af 7. juli 1993, indgaaet til Domstolen den 30. juli 1993, har Tariefcommissie i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 95.

2 Spoergsmaalene er rejst under nogle tvister mellem importoerer af alkoholholdige drikkevarer og Inspecteur der Invoerrechten en Accijnzen (myndighed for told- og forbrugsafgifter), Amsterdam, som vedroerer forbrugsafgifter paa vin og de saerlige vinafgifter, som er opkraevet af vine, der er indfoert fra andre medlemsstater.

3 I medfoer af konventionen om harmonisering af forbrugsafgifter og gebyr for ydelse af garanti for arbejder af aedle metaller (Staatsblad 1951, s. 215, herefter benaevnt "harmoniseringskonventionen"), som blev indgaaet den 18. februar 1950 mellem Belgien, Luxembourg og Nederlandene, er satserne og kriterierne for opkraevning af afgifter paa gaerede drikkevarer fremstillet paa basis af frugter samt mousserende gaerede drikkevarer blevet harmoniseret. Ved harmoniseringskonventionens artikel 9, 9a og 10 ° som fastsat ved den sjette protokol af 26. januar 1976 (Tractatenblad 1976, s. 46) ° er der saaledes blevet indfoert en faelles forbrugsafgift for de tre stater og en supplerende forbrugsafgift, som opkraeves i Nederlandene og i Belgien saavel i produktionsleddet som ved indfoerslen. Ifoelge konventionens artikel 18 skal der vedtages foranstaltninger i Nederlandene og inden for rammerne af Den Belgisk -luxembourgske OEkonomiske Union for at sikre harmoniseringen af de gaeldende love og administrative forskrifter vedroerende opkraevning af de forbrugsafgifter, for hvilke der er indfoert en faelles ordning. Ifoelge artikel 19, stk. 2, skal de forbrugsafgifter, som en af de kontraherende parter opkraever af varer, der er undergivet en faelles afgiftsordning, og som afsendes fra denne kontraherende parts omraade til en anden parts, udbetales til sidstnaevnte. Den indbyrdes afregning mellem parterne finder sted paa grundlag af de herom af de kompetente ministre udfaerdigede regler.

4 I medfoer af disse regler kunne den toldmyndighed, som havde den territoriale kompetence, opkraeve den faelles forbrugsafgift af de varer, som importeredes fra andre stater, afhaengig af paa hvilket sted de blev indfoert paa Benelux-omraadet. Parterne foretog som foelge heraf regelmaessigt en indbyrdes afregning vedroerende den opkraevede told.

5 I henhold til harmoniseringskonventionens artikel 9a, stk. 3, som fastsat ved den sjette protokol, har de kompetente ministre for de kontraherende parter endvidere kunnet indroemme hel eller delvis fritagelse for forbrugsafgifterne paa gaerede drikkevarer, som var fremstillet paa basis af andre frugter end friske eller toerrede druer inden for Benelux-landene eller indfoert paa deres omraade.

6 Ogsaa de luxembourgske vine, der fremstilles paa basis af druer, kunne efter Benelux-reglerne fritages for forbrugsafgifterne. Denne fritagelse havde oprindelig hjemmel i artikel 6 i konventionen af 25. juli 1921 om oprettelse af Den Belgisk-luxembourgske OEkonomiske Union (Recueil des traités de la société des nations, 1922, s. 224). Reglen herom blev gentaget i traktaten af 3. februar 1958 om oprettelse af Den OEkonomiske Union Benelux (Recueil des traités des Nations unies, 381, s. 165), hvori artikel 80, stk. 2 ° i den version heraf, som var indeholdt i foernaevnte sjette protokol ° bestemte, at de naturlige vine, som i overensstemmelse med de i Storhertugdoemmet gaeldende love og administrative forskrifter var fremstillet i dette land paa grundlag af friske druer, der ligeledes var dyrket i landet, ikke kunne paalaegges nogen af de forbrugsafgifter eller supplerende forbrugsafgifter, som er omhandlet i harmoniseringskonventionen.

7 Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagerne anvendtes de satser for forbrugsafgifterne, som fremgik af den dagaeldende syvende protokol af 14. september 1984 til harmoniseringskonventionen (Tractatenblad 1984, s. 122). De heri fastsatte afgifter var ligeledes indeholdt i den nederlandske lov af 30. maj 1963 om forbrugsafgifter af alkoholholdige produkter (Staatsblad 240, herefter benaevnt "lov af 1963"), som siden hen er aendret flere gange.

8 Artikel 4 og 5 i den affattelse af lov af 1963, som gjaldt paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagerne, indeholdt en sondring, mellem paa den ene side stille vine, herunder saavel vine af druer, hvis alkoholindhold ikke overstiger 22% vol., som vine af frugter, hvis alkoholindhold ikke overstiger 15% vol., og paa den anden side mousserende vine, herunder mousserende vine fremstillet paa basis af druer og mousserende vine fremstillet paa basis af andre frugter end druer. De produkter, som ikke henhoerer under disse grupper, navnlig fordi de har et stoerre alkoholindhold end det angivne, var klassificeret som "alkoholholdige produkter" og som saadan paalagt en stoerre forbrugsafgift paa grundlag af alkoholen.

9 Af alle stille vine, som fremstilles eller indfoeres i Nederlandene, skal der som hovedregel svares en forbrugsafgift af vin og en saerlig forbrugsafgift af vin (artikel 2, stk. 2 og 3, i lov af 1963). Ogsaa af alle mousserende vine skal der som hovedregel svares saavel en forbrugsafgift som en saerlig forbrugsafgift for saadanne vine (artikel 2, stk. 4 og 5, i lov af 1963). Ifoelge artikel 85a og artikel 88d i lov af 1963 er stille frugtvine dog afgiftsfritaget, saafremt de opfylder visse betingelser med hensyn til etikettering og emballering. Afgiften for mousserende vine af frugter er endvidere lavere end afgiften for mousserende vine af druer. Desuden skal der betales vinafgift af importerede mousserende vine fremstillet paa basis af druer, mens importerede mousserende vine fremstillet paa basis af frugter er fritaget for denne afgift.

10 Den 11. januar 1991 afviste Inspecteur der Invoerrechten en Accijnzen, Amsterdam, de elleve klager, som importoererne havde indgivet vedroerende anvendelsen af vinafgifterne og de saerlige vinafgifter ved indfoersel af foelgende produkter fra andre medlemsstater:

° madeira fra Portugal med et alkoholindhold paa 18% (sag C-367/93)

° roedvin fra Frankrig med et alkoholindhold paa 12% (sag C-368/93, C-372/93 og C-375/93)

° champagne fra Frankrig med et alkoholindhold paa 12% (sag C-369/93, C-373/93 og C-377/93)

° vermouth fra Italien med et alkoholindhold paa 13,5% (sag C-370/93)

° sherry fra Spanien med et alkolholindhold paa 17% (sag C-371/93, C-374/93 og C-376/93).

I klagerne havde importoererne ° som ikke havde kunnet opnaa afgiftsfritagelse for frugtvinene ° anfoert, at den nederlandske lovgivning var i strid med traktatens artikel 95, for saa vidt som den indeholdt forskellige afgifter for vine af druer og for vine af andre frugter end druer.

11 Importoererne anlagde herefter sag vedroerende hver af disse klageafvisninger. Det er under disse retstvister, Tarifcommissie har besluttet at udsaette sagerne og at anmode Domstolen om at besvare foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er den i denne sag omhandlede opkraevning af forbrugsafgift for vin ved indfoersel til Nederlandene af [det angivne produkt] med oprindelse i [den paagaeldende medlemsstat] og med et alkoholindhold paa [den paagaeldende procent] i strid med EOEF-traktatens artikel 95, navnlig henset til den afgiftsmaessige behandling af frugtvin i henhold til de dagaeldende nederlandske forbrugsafgiftsbestemmelser og til den omstaendighed, at Nederlandene er medlem af Benelux?

2) Saafremt det foerste spoergsmaal besvares bekraeftende, hvilken tidsmaessig virkning boer en saadan bekraeftende besvarelse da have?"

12 Ved kendelse af 6. september 1993 har Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 43 forenet sagerne C-367/93, C-368/93, C-369/93, C-370/93, C-371/93, C-372/93, C-373/93, C-374/93, C-375/93, C-376/93 og C-377/93 med henblik paa den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen.

Foerste spoergsmaal

13 Indledningsvis bemaerkes, at det ikke tilkommer Domstolen under en sag i medfoer af traktatens artikel 177 at udtale sig om, hvorvidt en national ordning er forenelig med faellesskabsretten, men at Domstolen har kompetence til at forsyne den nationale retsinstans med alle de fortolkningselementer vedroerende faellesskabsretten, som giver den mulighed for med henblik paa sin afgoerelse af hovedsagen at bedoemme, om ordningen er forenelig med faellesskabsretten (jf. bl.a. dom af 8.10.1992, sag C-143/91, Van der Tas, Sml. I, s. 5045, praemis 12).

14 Med det foerste spoergsmaal anmodes Domstolen om at fortolke EOEF-traktatens artikel 95, stk. 1 og 2. Disse bestemmelser lyder saaledes:

"Ingen medlemsstat maa direkte eller indirekte paalaegge varer fra andre medlemsstater interne afgifter af nogen art, som er hoejere end de afgifter, der direkte eller indirekte paalaegges lignende indenlandske varer.

Endvidere maa ingen medlemsstat paalaegge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som indirekte vil kunne beskytte andre produkter."

15 Som det fremgaar af Domstolens faste praksis, har artikel 95 i det hele til formaal at sikre varernes frie bevaegelighed mellem medlemsstaterne paa normale konkurrencevilkaar gennem fjernelse af enhver form for beskyttelse som foelge af interne afgifter, der virker diskriminerende over for varer fra andre medlemsstater. Bestemmelsen skal saaledes sikre, at interne afgifter virker fuldstaendigt neutralt i forhold til konkurrencen mellem indenlandske og indfoerte varer (jf. dom af 11.12.1990, sag C-47/88, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 4509, praemis 9).

16 Det fremgaar af forelaeggelseskendelserne, at den nationale rets spoergsmaal navnlig drejer sig om, hvorledes begrebet indenlandske varer i artikel 95 skal forstaas, og om de i sagen omhandlede varer ° saafremt artikel 95, stk. 1, finder anvendelse ° kan anses for lignende varer som de frugtvine, der er afgiftsfritaget. Saafremt de i sagen omhandlede varer derimod ikke kan anses for lignende varer som de indenlandske varer, maa det undersoeges, om artikel 95, stk. 2, kan finde anvendelse.

Begrebet indenlandske varer

17 Definitionen af begrebet "indenlandske varer" er et vaesentligt element ved anvendelsen af artikel 95.

18 Den nederlandske regering har gjort gaeldende, at spoergsmaalet om, hvorledes dette begreb boer forstaas i den foreliggende sag, afhaenger af forholdet mellem artikel 95 og de naevnte Benelux-regler. Den henviser til, at faellesskabsrettens bestemmelser ifoelge traktatens artikel 233 ikke er til hinder for, at den mellem Belgien, Luxembourg og Nederlandene oprettede union fortsat bestaar og gennemfoeres, i det omfang denne unions maal ikke naas ved anvendelsen af traktaten. Domstolen har fortolket denne bestemmelse saaledes, at dens formaal er at forhindre, at anvendelsen af faellesskabsretten bevirker, at denne regionale union oploeses, eller at dens udvikling hindres. Artikel 233 giver altsaa de paagaeldende tre medlemsstater mulighed for at anvende de inden for unionen gaeldende regler under fravigelse af Faellesskabets regler, i det omfang unionen er foran med hensyn til gennemfoerelsen af faellesmarkedet (dom af 16.5.1984, sag 105/83, Pakvries, Sml. s. 2101, praemis 11).

19 Den nederlandske regerings argumentation paa dette punkt gaar saaledes ud paa, at under hensyn til den harmonisering, som er indfoert for reglerne om forbrugsafgifter i Belgien, Luxembourg og Nederlandene, maa disse tre medlemsstater betragtes som én medlemsstat hvad angaar anvendelsen af traktatens artikel 95. Paa grund af den betydning, som produktionen af frugtvine og druevine har i Benelux-landene, boer druevin ifoelge regeringen foelgelig anses for en indenlandsk vare. Da frugtvin og druevin begge er indenlandske varer, foreligger der ingen diskrimination i traktatens artikel 95' s forstand.

20 Det maa herom fastslaas, at Belgiens, Nederlandenes og Luxembourgs omraader boer anses for ét omraade i henseende til forbrugsafgifter paa vin. Som det fremgaar af naervaerende doms praemis 3 ff., er der ved harmoniseringskonventionen indfoert ensartede satser og kriterier for de forbrugsafgifter, som opkraeves af gaerede drikkevarer fremstillet paa basis af frugter og for mousserende gaerede drikkevarer, idet der herfor er fastsat dels en faelles sats, dels en supplerende sats, som finder anvendelse i Belgien og Nederlandene. Desuden har Benelux-landene indfoert en ens ordning for opkraevning af forbrugsafgifter og en ordning for indbyrdes afregning.

21 Foelgelig maa alle frugt- eller druevine, som er fremstillet i Benelux-landene, anses for indenlandske varer i traktatens artikel 95' s forstand.

22 Endvidere bemaerkes, at det ikke var i strid med traktaten at give luxembourgske druevine en afgiftsmaessig fortrinsstilling inden for Benelux-omraadet i forhold til importerede vine. Som det fremgaar af artikel 1, stk. 1, andet afsnit, i den protokol om Storhertugdoemmet Luxembourg, der er indeholdt i bilaget til EOEF-traktaten, anvendte Belgien, Luxembourg og Nederlandene nemlig den ordning, som var fastsat i artikel 6, stk. 3, i konventionen om Den Belgisk-luxembourgske OEkonomiske Union af 25. juli 1921. Denne undtagelsesregel blev opretholdt ved artikel 2 i Raadets forordning (EOEF) nr. 541/70 af 20. marts 1970 om landbruget i Storhertugdoemmet Luxembourg (EFT 1970 I, s. 141) og andre senere forordninger. De som foelge heraf gaeldende afgiftsfritagelser blev ophaevet den 1. januar 1993 ved artikel 2 i Raadets forordning (EOEF) nr. 204/90 af 22. januar 1990 om landbruget i Storhertugdoemmet Luxembourg (EFT L 22, s. 11).

23 Benelux-landene handlede derfor ikke i strid med artikel 95 ved at give de i Luxembourg fremstillede druevine en afgiftsmaessig fortrinsstilling, hvorimod de ikke dermed var berettiget til at stille de frugtvine, som var fremstillet i en af de tre Benelux-lande, fordelagtigere til skade for de eventuelt lignende drikkevarer, som hidroerte fra en anden af Faellesskabets medlemsstater.

24 Som det fremgaar af naervaerende doms praemis 3, 4 og 5, fik de frugtvine, som fremstilles inden for Benelux-omraadet, imidlertid en afgiftsmaessig fortrinsstilling i forhold til de importerede druevine, som Kommissionen og sagsoegerne i hovedsagen anser for lignende varer som frugtvine.

25 Denne afgiftsmaessige forskelsbehandling af de importerede varer kan ikke anses for noedvendig for, at den ved Benelux-aftalen indfoerte ordning kan fungere tilfredsstillende, og kan derfor ikke anses for berettiget efter traktatens artikel 233.

Spoergsmaalet, om de paagaeldende varer er lignende

26 Det skal dernaest undersoeges, om de forskellige druevine, som er omhandlet i hovedsagerne, er lignende varer som frugtvine i traktatens artikel 95, stk. 1' s forstand.

27 Ifoelge Domstolens faste praksis, hvorefter der anlaegges en vid fortolkning af begrebet lignende varer, skal dette spoergsmaal vurderes ud fra en undersoegelse af, om de paagaeldende varer frembyder ensartede egenskaber og tjener samme behov ud fra et forbrugersynspunkt. Denne undersoegelse skal ikke foretages paa grundlag af et strengt identitetskriterium, men ud fra, om varerne med hensyn til deres anvendelse er beslaegtet med hinanden og sammenlignelige. Hvad saerlig angaar vurderingen af, om frugtvine og druevine er lignende varer, har Domstolen fastslaaet, at der paa den ene side maa tages hensyn til samtlige de objektive kendetegn hos de to grupper af drikkevarer, saasom deres oprindelse, den anvendte fremstillingsmetode, deres organoleptiske egenskaber, herunder navnlig smag og alkoholindhold, og paa den anden side til, om de to grupper af drikkevarer maa antages at tjene samme behov ud fra et forbrugersynspunkt (se dom af 4.3.1986, sag 106/84, Kommissionen mod Danmark, Sml. s. 833, praemis 12).

28 Disse kriterier skal i den foreliggende sag anvendes paa henholdsvis roedvine, hedvin af typen sherry og madeira, vermouth samt champagne.

29 Hvad angaar roedvine maa der sondres mellem bordvine, som er omhandlet i sag C-368/93 og C-372/93, og kvalitetsroedvine fra et bestemt dyrkningsomraade, som er omhandlet i sag C-375/93.

30 I praemis 14 og 15 i foernaevnte dom af 4. marts 1986 i sagen Kommissionen mod Danmark bemaerkede Domstolen, at bordvine, uanset om der er tale om frugtvin eller druevin, fremstilles paa grundlag af samme slags raavarer, nemlig landbrugsprodukter, og efter samme fremstillingsmetode, nemlig naturlig gaering. Domstolen anfoerte endvidere, at de to grupper vine har ensartede organoleptiske egenskaber, navnlig i henseende til smag og alkoholindhold, og at de tjener samme forbrugsbehov, idet de egner sig til at indtages ved de samme lejligheder, baade som en forfriskning og i forbindelse med maaltider.

31 Det tilkommer den nationale ret at vurdere paa grundlag af disse kriterier, om ogsaa kvalitetsroedvine fra et bestemt dyrkningsomraade maa anses for lignende varer som frugtvine i traktatens artikel 95, stk. 1' s forstand.

32 Hvad angaar de typer hedvin, som er omhandlet i sag C-371/93, C-374/93 og C-376/93 (sherry) og i sag C-367/93 (madeira) bemaerkes, at disse vine betragtes som vaerende forskellige fra bordvine, da de normalt indtages dels som aperitif, dels som dessertvin, og dermed tjener forskellige forbrugsbehov. Desuden bemaerkes, at alkoholindholdet i sherry (som er paa 17% vol.) og i madeira (18% vol.) er hoejere end i frugtvin (15% vol.), som behandles lempeligere i afgiftsmaessig henseende.

33 Vermouth, som er omhandlet i sag C-370/93, har et alkoholindhold paa 13,5% vol. og kan derfor ligestilles med stille frugtvine med et alkoholindhold paa ikke over 15% vol. Der maa dog tages hensyn til, at vermouth ikke fremstilles paa grundlag af de samme raavarer som frugtvin, da der ikke blot tilfoejes ethylalkohol i druevinen, men ogsaa en lille maengde af en planteblanding, som giver vermouth dens saerlige smag. Foelgelig har vermouth ikke tilsvarende organoleptiske egenskaber som stille frugtvine, og de to grupper drikkevarer tjener forskellige forbrugsbehov.

34 Paa grundlag af de konstateringer, som det tilkommer den forelaeggende ret at foretage med hensyn til, om der findes frugtvine med tilsvarende egenskaber, maa den forelaeggende ret vurdere, om den i sagen omhandlede vin kan betragtes som en lignende vare.

35 Hvad angaar champagne, som er omhandlet i sag C-369/93 C-373/93 og C-377/93, bemaerkes foerst, at saavel mousserende frugtvine som champagne ganske vist fremstilles paa grundlag af samme slags raavarer, men dog ikke efter samme fremstillingsmetode. Mens champagne goeres mousserende ved en naturlig metode, nemlig ved hjaelp af yderligere en alkoholisk gaering paa flaske, er det noedvendigt at tilsaette kulsyre til de mousserende frugtvine, hvilket ikke er en naturlig gaeringsmetode. Desuden kan champagnes organoleptiske egenskaber ikke sammenlignes med de mousserende frugtvines. Endelig tjener de to grupper af drikkevarer ikke de samme forbrugsbehov, navnlig fordi champagne normalt drikkes ved saerlige lejligheder.

36 Det tilkommer den nationale ret at vurdere paa grundlag af disse kriterier, om den i sag C-369/93, C-373/93 og C-377/93 omhandlede champagne kan anses for en lignende vare som mousserende frugtvine med et alkoholindhold paa ikke over 15% vol.

Spoergsmaalet om anvendelse af artikel 95, stk. 2

37 Selv om en national lovgivning af den i hovedsagerne omhandlede art maatte vaere forenelig med traktatens artikel 95, stk. 1, for saa vidt angaar sherry, madeira, vermouth og champagne, kan den dog vaere i strid med artikel 95, stk. 2. Det findes derfor hensigtsmaessigt at forsyne den forelaeggende ret med alle de oplysninger, som giver den mulighed for at afgoere, om en saadan lovgivning er forenelig med denne traktatbestemmelse.

38 Domstolen har herom allerede tidligere fastslaaet, at formaalet med traktatens artikel 95, stk. 2, er at afskaffe enhver form for indirekte afgiftsmaessig beskyttelse af indenlandske varer i forhold til varer, som uden i stk. 1' s forstand at vaere lignende varer som indenlandske varer dog delvis, indirekte eller potentielt er i konkurrence med visse af de indenlandske varer (se dom af 9.7.1987, sag 356/85, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 3299, praemis 7).

39 Desuden skal vurderingen af, om en afgiftsbyrde er forenelig med artikel 95, stk. 2, efter Domstolens faste praksis foretages under hensyn til denne afgiftsbyrdes indvirkning paa konkurrenceforholdet mellem de paagaeldende varer. Det afgoerende spoergsmaal er derfor, om denne afgiftsbyrde kan paavirke det paagaeldende marked ved at nedsaette det potentielle forbrug af importerede varer til fordel for konkurrerende indenlandske varer (se foernaevnte dom i sagen Kommissionen mod Belgien, praemis 15). Herved skal den nationale ret tage hensyn til forskellen mellem de paagaeldende varers salgspris og virkningen af denne forskel paa forbrugernes valg samt til udviklingen i forbruget af de paagaeldende varer.

40 Det foerste spoergsmaal fra Tarifcommissie maa herefter besvares saaledes:

° En medlemsstat kan ikke paaberaabe sig traktatens artikel 233 som begrundelse for at unddrage sig sine forpligtelser efter traktatens artikel 95, naar dette ikke er noedvendigt for, at Benelux-ordningen kan fungere tilfredsstillende.

° EOEF-traktatens artikel 95, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at den nationale ret paa grundlag af de af Domstolen fastlagte kriterier skal vurdere, om

° varer saasom, paa den ene side, roede bordvine, roede kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsomraader, sherry, madeira og vermouth og, paa den anden side, stille frugtvine med et alkoholindhold paa ikke over 15% vol. er lignende varer

° varer saasom champagne og mousserende frugtvine med et alkoholindhold paa ikke over 15% vol. er lignende varer.

° EOEF-traktatens artikel 95, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at vurderingen af, om en afgiftsbyrde er forenelig med denne bestemmelse, skal foretages under hensyn til afgiftsbyrdens indvirkning paa konkurrenceforholdet mellem de paagaeldende varer, hvorved det navnlig skal undersoeges, om afgiftsbyrden kan paavirke det paagaeldende marked ved at nedsaette det potentielle forbrug af importerede varer til fordel for konkurrerende indenlandske varer. Herved skal den nationale ret tage hensyn til forskellen mellem de paagaeldende varers salgspris og virkningen af denne forskel paa forbrugernes valg samt til udviklingen i forbruget af de paagaeldende varer.

Andet spoergsmaal

41 Med det andet spoergsmaal anmodes Domstolen om at afgoere, om virkningerne af dommen i denne sag skal begraenses tidsmaessigt, saafremt det foerste spoergsmaal besvares bekraeftende.

42 Herom bemaerkes, at efter fastpraksis praeciserer og klarlaegger den fortolkning, som Domstolen foretager af en regel i faellesskabsretten under udoevelse af sin kompetence i henhold til traktatens 177, i noedvendigt omfang denne regels betydning og raekkevidde, saaledes som den skal eller skulle forstaas og anvendes siden tidspunktet for sin ikrafttraeden. Foelgelig kan og skal retten anvende den saaledes fortolkede regel selv paa retsforhold, der er stiftet foer, og som bestaar paa det tidspunkt, der afsiges dom vedroerende den praejudicielle anmodning om en fortolkning, saafremt betingelserne for at anlaegge sag ved de kompetente retter om anvendelsen af den paagaeldende regel i oevrigt er opfyldt (se dom af 27.3.1980, sag 61/79, Denkavit italiana, Sml. s. 1205, praemis 16).

43 Under hensyn til disse principper kan virkningen af en dom vedroerende en praejudiciel anmodning om en fortolkning kun begraenses tidsmaessigt, saafremt der foreligger helt ekstraordinaere omstaendigheder (se herom bl.a foernaevnte dom i sagen Denkavit italiana, praemis 17). Domstolen har kun truffet en saadan bestemmelse under ganske bestemte forhold, hvor der ellers var risiko for alvorlige oekonomiske foelger, navnlig fordi der var stiftet mange retsforhold i god tro i henhold til de paagaeldende retsforskrifter, som blev anset for at vaere lovligt i kraft, og fordi det fremgik, at de private og de nationale myndigheder var blevet forledt til at foelge en adfaerd, som ikke var i overensstemmelse med Faellesskabets retsforskrifter, paa grund af en objektiv og betydelig usikkerhed vedroerende faellesskabsforskrifternes raekkevidde, en usikkerhed, som de oevrige medlemsstater eller Kommissionen eventuelt selv havde bidraget til med den af dem fulgte adfaerd (se bl. a. dom af 16.7.1992, sag C-163/90, Legros m.fl., Sml. I, s. 4625).

44 Der er ikke i den foreliggende sag nogen omstaendighed, som kan begrunde en fravigelse af princippet om, at fortolkningsdomme har tilbagevirkende gyldighed.

45 Det skal herved bemaerkes, at fortolkningen af artikel 95 samt spoergsmaalet om denne bestemmelses umiddelbare anvendelighed har vaeret genstand for en fast, fyldig og varieret retspraksis, som ikke efterlader nogen tvivl om bestemmelsens raekkevidde (se bl.a. dom af 27.5.1981, forenede sager 142/80 og 143/80, Essevi og Salengo, Sml. s. 1413, praemis 33). Desuden bemaerkes, at Kommissionen den 17. oktober 1990 ivaerksatte en traktatbrudsprocedure mod Kongeriget Nederlandene, hvori den netop foreholdt det, at de lovbestemmelser, som er omhandlet i hovedsagerne, er uforenelige med traktatens artikel 95. Denne procedure blev senere indstillet, efter at Nederlandene havde vedtaget de nye lovbestemmelser paa omraadet, som traadte i kraft den 1. januar 1993.

46 Den nederlandske regering fremhaever endvidere det omfattende oekonomiske tab, som den vil lide, hvis dommen anvendes uden videre. Den tilfoejer, at dette vil medfoere en uberettiget fordel for de paagaeldende afgiftspligtige, da de allerede har overvaeltet afgiften paa deres kunder, og da de ikke vil refundere disse afgiften, saafremt de faar den tilbagebetalt.

47 Disse argumenter kan ikke godtages.

48 For det foerste har de finansielle foelger, det kan have for en regering, at en afgift er ulovlig, aldrig i sig selv kunnet begrunde, at virkningen af en dom, som afsiges af Domstolen, begraenses tidsmaessigt (se dom af 31.3.1992, sag C-200/90, Dansk Denkavit og Poulsen Trading, Sml. I, s. 2217). I modsat fald ville de groveste tilsidesaettelser i oevrigt blive behandlet lempeligst, da det er dem, som kan have de stoerste finansielle foelger for medlemsstaterne. Hertil kommer, at det ville medfoere en vaesentlig svaekkelse af beskyttelsen ved domstolene af de rettigheder, som tilkommer de afgiftspligtige efter Faellesskabets afgiftsregler, saafremt en doms virkning blev begraenset tidsmaessigt udelukkende under hensyn til saadanne betragtninger.

49 For det andet bemaerkes i overensstemmelse med Domstolens faste praksis, at selv om faellesskabsretten ikke udelukker, at der tages hensyn til, at afgifter, der er opkraevet med urette, har kunnet overvaeltes paa andre erhvervsdrivende eller forbrugerne, paahviler det medlemsstaterne at sikre, at tilbagebetaling af afgifter, som er opkraevet i strid med artikel 95, sker i overensstemmelse med reglerne i deres interne retsorden paa betingelser, som ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende nationale soegsmaal, og under ingen omstaendigheder maa umuliggoere haevdelse af rettigheder, som foelger af Faellesskabets retsorden (se dom af 27.2.1980, sag 68/79, Just, Sml. s. 501, praemis 27).

50 Det andet spoergsmaal maa herefter besvares med, at virkningerne af dommen i denne sag ikke skal begraenses tidsmaessigt.

Sagens omkostninger

51 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske og portugisiske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tarifcommissie ved kendelser af 7. juli 1993, for ret:

1) En medlemsstat kan ikke paaberaabe sig EOEF-traktatens artikel 233 som begrundelse for at unddrage sig sine forpligtelser efter traktatens artikel 95, naar dette ikke er noedvendigt for, at Benelux-ordningen kan fungere tilfredsstillende.

2) EOEF-traktatens artikel 95, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at den nationale ret paa grundlag af de af Domstolen fastlagte kriterier skal vurdere, om

° varer saasom, paa den ene side, roede bordvine, roede kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsomraader, sherry, madeira og vermouth og, paa den anden side, stille frugtvine med et alkoholindhold paa ikke over 15% vol. er lignende varer

° varer saasom champagne og mousserende frugtvine med et alkoholindhold paa ikke over 15% vol. er lignende varer.

3) EOEF-traktatens artikel 95, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at vurderingen af, om en afgiftsbyrde er forenelig med denne bestemmelse, skal foretages under hensyn til afgiftsbyrdens indvirkning paa konkurrenceforholdet mellem de paagaeldende varer, hvorved det navnlig skal undersoeges, om afgiftsbyrden kan paavirke det paagaeldende marked ved at nedsaette det potentielle forbrug af importerede varer til fordel for konkurrerende indenlandske varer. Herved skal den nationale ret tage hensyn til forskellen mellem de paagaeldende varers salgspris og virkningen af denne forskel paa forbrugernes valg samt til udviklingen i forbruget af de paagaeldende varer.

4) Virkningerne af denne dom skal ikke begraenses tidsmaessigt.