(1)

I kølvandet på finanskrisen, som udviklede sig i 2007-2008, gennemførte Unionen en omfattende reform af regelsættet for finansielle tjenesteydelser med henblik på at forbedre modstandsdygtigheden for sine finansieringsinstitutter. Denne reform var generelt baseret på internationale standarder, der blev vedtaget i 2010 af Baselkomitéen for Banktilsyn (BCBS), kendt som Basel III-rammen. Blandt mange foranstaltninger omfattede reformpakken vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (5), som styrkede de tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (institutter).

(2)

Mens reformen har gjort det finansielle system mere stabilt og modstandsdygtigt over for mange typer mulige fremtidige chok og kriser, omhandlede den ikke alle identificerede problemer. Det skyldes især, at internationale standardiseringsorganisationer som f.eks. BCBS og Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) på daværende tidspunkt endnu ikke havde afsluttet deres arbejde med internationalt vedtagne løsninger på disse problemer. Nu hvor arbejdet med vigtige yderligere reformer er afsluttet, bør de udestående problemer løses.

(3)

I sin meddelelse af 24. november 2015 med titlen »Hen imod fuldførelsen af bankunionen« anerkendte Kommissionen behovet for yderligere risikobegrænsning og gav tilsagn om, at den ville fremlægge et lovgivningsforslag baseret på internationalt vedtagne standarder. Behovet for at træffe yderligere konkrete lovgivningsmæssige foranstaltninger for at begrænse risiciene i den finansielle sektor anerkendes også i Rådets konklusioner af 17. juni 2016 og i Europa-Parlamentets beslutning af 10. marts 2016 om Bankunionen — Årsberetning 2015 (6).

(4)

Risikobegrænsende foranstaltninger burde ikke kun yderligere styrke det europæiske banksystems modstandsdygtighed og markedernes tillid til det, men bør også danne grundlag for yderligere fremskridt i forbindelse med fuldførelsen af bankunionen. Disse foranstaltninger bør også ses på baggrund af de bredere udfordringer, der gør sig gældende for Unionens økonomi, navnlig behovet for at fremme vækst og beskæftigelse i en tid med usikre økonomiske udsigter. I den sammenhæng er forskellige større politiske initiativer, f.eks. investeringsplanen for Europa og kapitalmarkedsunionen, blevet lanceret for at styrke Unionens økonomi. Det er derfor vigtigt, at der er et velfungerede samspil mellem alle risikobegrænsende foranstaltninger og disse politiske initiativer samt med nylige bredere reformer i den finansielle sektor.

(5)

Bestemmelserne i denne forordning bør svare til internationalt vedtagne standarder og sikre fortsat ækvivalens mellem direktiv 2013/36/EU, forordning (EU) nr. 575/2013 og Basel III-rammen. De målrettede tilpasninger, der har til formål at afspejle særlige EU-forhold og bredere politiske hensyn, bør begrænses med hensyn til anvendelsesområde eller tid for ikke at påvirke tilsynsrammens overordnede forsvarlighed.

(6)

Eksisterende risikobegrænsende foranstaltninger, og navnlig indberetnings- og oplysningskrav, bør også forbedres med henblik på at sikre, at de kan anvendes på en mere forholdsmæssig måde, og at de ikke medfører en uforholdsmæssig overholdelsesbyrde, især for mindre og mindre komplekse institutter.

(7)

For at gennemføre målrettede forenklinger af kravene til anvendelse af proportionalitetsprincippet er der behov for en præcis definition af små og ikkekomplekse institutter. En enkelt absolut tærskel tager ikke i sig selv hensyn til de særlige forhold på de nationale bankmarkeder. Det er derfor nødvendigt, at medlemsstaterne efter eget skøn kan bringe tærsklen i overensstemmelse med de nationale omstændigheder og eventuelt tilpasse den nedad. Da et instituts størrelse ikke i sig selv er afgørende for dets risikoprofil, er det også nødvendigt at anvende yderligere kvalitative kriterier for at sikre, at et institut kun betragtes som et lille og ikkekomplekst institut og kan drage fordel af mere forholdsmæssige regler, hvis instituttet opfylder alle relevante kriterier.

(8)

Gearingsgrader medvirker til at bevare den finansielle stabilitet, idet de fungerer som bagstopper for risikobaserede kapitalkrav og begrænser opbygningen af overdreven gearing i økonomiske opgangstider. BCBS har revideret den internationale standard for gearingsgraden med henblik på at specificere yderligere aspekter af dens udformning. Forordning (EU) nr. 575/2013 bør tilpasses den reviderede standard for at sikre lige vilkår på internationalt plan for institutter, der er etableret i Unionen, men som driver virksomhed uden for Unionen, og for at sikre, at gearingsgraden forbliver et effektivt supplement til risikobaserede kapitalgrundlagskrav. Der bør derfor indføres et gearingsgradkrav for at supplere det nuværende system for indberetning af og offentliggørelse af gearingsgraden.

(9)

For ikke unødigt at indskrænke institutters udlån til virksomheder og private husstande og for at forhindre uberettigede negative indvirkninger på markedets likviditet bør gearingsgradkravet fastsættes på et niveau, hvor det udgør en troværdig bagstopper mod risikoen for overdreven gearing uden at hæmme den økonomiske vækst.

(10)

Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA)), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (7), konkluderede i sin rapport om gearingsgradkravet af 3. august 2016, at en gearingsgrad for kernekapital kalibreret til 3 % for enhver type kreditinstitut ville udgøre en troværdig bagstopperordning. Et gearingsgradkrav på 3 % blev også fastlagt på internationalt plan af BCBS. Gearingsgradkravet bør derfor kalibreres til 3 %.

(11)

Et gearingsgradkrav på 3 % ville imidlertid indskrænke visse forretningsmodeller og forretningsområder mere end andre. Navnlig offentlige udviklingsbankers offentlige udlån og offentligt støttede eksportkreditter ville blive påvirket i uforholdsmæssig grad. Gearingsgraden bør derfor tilpasses for sådanne eksponeringer. Som hjælp til at fastslå det offentlige mandat for disse kreditinstitutter bør der derfor fastsættes klare kriterier, som skal dække aspekter såsom kreditinstitutternes etablering, aktivitetstyper og mål samt offentlige organers garantiordninger og begrænsninger af modtagelse af indskud. Beslutningen om disse kreditinstitutters etableringsform og -måde bør imidlertid stadig være op til medlemsstatens centralregering eller regionale eller lokale myndigheder og kan bestå af disse offentlige myndigheders etablering af et nyt kreditinstitut, erhvervelse eller overtagelse, herunder gennem koncessioner og i forbindelse med afviklingsprocedurer, af en allerede eksisterende enhed.

(12)

En gearingsgrad bør desuden ikke undergrave institutters levering af centrale clearingtjenester til kunder. De initialmargener på centralt clearede derivattransaktioner, som institutterne modtager fra deres kunder, og som de overfører til centrale modparter (CCP'er), bør derfor udelukkes fra det samlede eksponeringsmål.

(13)

Under særlige omstændigheder, som berettiger udelukkelsen af visse eksponeringer mod centralbanker fra gearingsgraden, og med henblik på at lette gennemførelsen af pengepolitikker bør de kompetente myndigheder midlertidigt kunne udelukke sådanne eksponeringer fra det samlede eksponeringsmål. Med henblik herpå bør de efter høring af den relevante centralbank offentligt erklære, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder. Gearingsgradkravet bør rekalibreres tilsvarende for at afbøde virkningen af udelukkelsen. Sådan rekalibrering bør sikre, at risici for den finansielle stabilitet, der påvirker de relevante banksektorer, udelukkes, og at den modstandsdygtighed, som gearingsgraden skaber, opretholdes.

(14)

Det er hensigtsmæssigt at indføre et gearingsgradbufferkrav for de institutter, der er udpeget som globale systemisk vigtige institutter (G-SII'er) i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU og BCBS's standard for en gearingsgradbuffer for globale systemisk vigtige banker (G-SIB'er), som blev offentliggjort i december 2017. Gearingsgradbufferen blev kalibreret af BCBS med det specifikke formål at reducere de forholdsvis større risici for den finansielle stabilitet, som G-SIB'er udgør, og bør på denne baggrund kun finde anvendelse på G-SII'er på nuværende tidspunkt. Der bør dog foretages yderligere analyse for at fastslå, om det vil være hensigtsmæssigt at anvende gearingsgradbufferkravet på andre systemisk vigtige institutter (O-SII'er) som defineret i direktiv 2013/36/EU, og, hvis dette er tilfældet, på hvilken måde kalibreringen bør tilpasses disse institutters særlige karakteristika.

(15)

Den 9. november 2015 offentliggjorde Rådet for Finansiel Stabilitet term sheet for den samlede tabsabsorberingskapacitet (»TLAC-standarden«), som blev vedtaget på G20-topmødet i Tyrkiet i november 2015. I henhold til TLAC-standarden skal G-SIB'er have et tilstrækkeligt beløb i meget tabsabsorberende passiver (der er omfattet af bail-in) for at sikre en smidig og hurtig tabsabsorbering og rekapitalisering i tilfælde af afvikling. TLAC-standarden bør gennemføres i EU-retten.

(16)

Ved gennemførelsen af TLAC-standarden i EU-retten skal der tages hensyn til det eksisterende institutspecifikke minimumskrav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (MREL-kravet), som er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU (8). Eftersom TLAC-standarden og MREL-kravet forfølger det samme mål om at sikre, at institutterne har tilstrækkelig tabsabsorberingskapacitet, bør de to krav være indbyrdes komplementære elementer i en fælles ramme. Operationelt bør det harmoniserede minimumsniveau for TLAC-standarden indføres i forordning (EU) nr. 575/2013 gennem et nyt krav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, mens det institutspecifikke tillæg for G-SII'er og det institutspecifikke krav for ikke-G-SII'er bør indføres gennem målrettede ændringer af direktiv 2014/59/EU og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 (9). Bestemmelserne om indførelse af TLAC-standarden i forordning (EU) nr. 575/2013 bør sammenholdes med de bestemmelser, der indføres i direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) nr. 806/2014 og med direktiv 2013/36/EU.

(17)

I overensstemmelse med TLAC-standarden, som kun dækker G-SIB'er, bør det minimumskrav til et tilstrækkeligt kapitalgrundlag og et tilstrækkeligt beløb i meget tabsabsorberende passiver, der indføres ved denne forordning, kun finde anvendelse på G-SII'er. De regler vedrørende nedskrivningsrelevante passiver, der indføres ved denne forordning, bør imidlertid finde anvendelse på alle institutter i overensstemmelse med de supplerende tilpasninger og krav, der er fastsat i direktiv 2014/59/EU.

(18)

I overensstemmelse med TLAC-standarden bør kravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver finde anvendelse på afviklingsenheder, som enten selv er G-II'er eller er en del af en koncern, der er udpeget som et G-SII. Kravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver bør finde anvendelse enten på individuelt niveau eller konsolideret niveau, afhængigt af om de pågældende afviklingsenheder er enkeltstående institutter uden datterselskaber eller moderselskaber.

(19)

Direktiv 2014/59/EU giver mulighed for, at afviklingsværktøjer ikke kun anvendes i forbindelse med institutter, men også i forbindelse med finansielle holdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber. Finansielle moderholdingselskaber og blandede finansielle moderholdingselskaber bør derfor have tilstrækkelig tabsabsorberingskapacitet på samme måde som moderinstitutter.

(20)

For at sikre effektiviteten af kravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver er det afgørende, at instrumenter, der besiddes med henblik på at opfylde dette krav, har en høj tabsabsorberingskapacitet. Passiver, der er udelukket fra bail-in-værktøjet i direktiv 2014/59/EU, har ikke denne kapacitet, og det har andre passiver, som i princippet er omfattet af bail-in, men som i praksis kan være problematiske i forbindelse med bail-in, heller ikke. Disse passiver bør derfor ikke anses for relevante for så vidt angår kravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver. Kapitalinstrumenter og efterstillede forpligtelser har på den anden side en høj tabsabsorberingskapacitet. Desuden bør det tabsabsorberende potentiale for passiver, der rangerer på samme niveau som visse udelukkede passiver, anerkendes i en vis udstrækning i overensstemmelse med TLAC-standarden.

(21)

For at undgå dobbelttælling af passiver i forbindelse med kravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver bør der indføres regler om fradrag af beholdninger af nedskrivningsrelevante passivposter, som afspejler den tilsvarende fradragsmetode, som allerede er udviklet i forordning (EU) nr. 575/2013 for kapitalinstrumenter. Efter denne metode bør beholdninger af nedskrivningsrelevante passivinstrumenter først trækkes fra nedskrivningsrelevante passiver og derefter, i det omfang der ikke er tilstrækkelige passiver, fra supplerende kapitalinstrumenter.

(22)

TLAC-standarden indeholder en række anerkendelseskriterier for passiver, som er strengere end de nuværende anerkendelseskriterier for kapitalinstrumenter. For at sikre overensstemmelse bør anerkendelseskriterierne for kapitalinstrumenter tilpasses med hensyn til manglende anerkendelse af instrumenter udstedt gennem en enhed med særligt formål fra den 1. januar 2022.

(23)

Det er nødvendigt med en klar og gennemsigtig godkendelsesproces for egentlige kernekapitalinstrumenter, der kan bidrage til at opretholde disse instrumenters høje kvalitet. Med henblik herpå bør de kompetente myndigheder have ansvar for at godkende disse instrumenter, før institutterne kan klassificere dem som egentlige kernekapitalinstrumenter. De kompetente myndigheder bør dog ikke behøve at kræve forudgående godkendelse af egentlige kernekapitalinstrumenter, der er udstedt på grundlag af juridisk dokumentation, der allerede er godkendt af den kompetente myndighed og i al væsentlighed er underlagt de samme bestemmelser, som regulerer de kapitalinstrumenter, for hvilke instituttet har fået forudgående tilladelse fra den kompetente myndighed til at klassificere dem som egentlige kernekapitalinstrumenter. I så fald bør institutter i stedet for at anmode om en forudgående godkendelse have mulighed for at underrette deres kompetente myndigheder om, at de agter at udstede sådanne instrumenter. De bør gøre dette i tilstrækkelig god tid inden instrumenternes klassificering som egentlige kernekapitalinstrumenter, så de kompetente myndigheder har tid til om nødvendigt at gennemgå instrumenterne. I lyset af EBA's rolle med henblik på at skabe yderligere konvergens i tilsynspraksis og øge kvaliteten af kapitalgrundlagsinstrumenter bør de kompetente myndigheder høre EBA inden godkendelse af nye former for egentlige kernekapitalinstrumenter.

(24)

Kapitalinstrumenter kan kun anerkendes som hybride kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter, i det omfang de opfylder de relevante anerkendelseskriterier. Sådanne kapitalinstrumenter kan bestå af egenkapital eller passiver, herunder efterstillede lån, der opfylder disse kriterier.

(25)

Kapitalinstrumenter eller dele af kapitalinstrumenter bør kun kunne betragtes som kapitalgrundlagsinstrumenter, i det omfang de er indbetalt. Så længe dele af et instrument ikke er indbetalt, bør disse dele ikke kunne betragtes som kapitalgrundlagsinstrumenter.

(26)

Kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsrelevante passiver bør ikke være omfattet af modregnings- eller nettingaftaler, der vil underminere deres tabsabsorberingskapacitet ved afvikling. Dette bør ikke betyde, at de kontraktlige bestemmelser, der regulerer passiverne, bør indeholde en klausul, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at instrumentet ikke er omfattet af modregnings- eller nettingrettigheder.

(27)

På grund af udviklingen i banksektoren i et stadig mere digitalt miljø bliver software en vigtigere aktivtype. Forsigtigt værdiansatte softwareaktiver, hvis værdi ikke påvirkes væsentligt af et instituts afvikling, insolvens eller likvidation, bør ikke være omfattet af fradrag af immaterielle aktiver i egentlige kernekapitalposter. Denne specifikation er vigtig, da software er et vidt begreb, der omfatter mange forskellige typer aktiver, som ikke alle bevarer deres værdi i en gone concern-situation. I denne forbindelse bør der tages hensyn til forskelle i værdiansættelse og amortisering af softwareaktiver samt realiserede salg af sådanne aktiver. Der bør endvidere tages hensyn til den internationale udvikling og forskelle i den reguleringsmæssige behandling af investeringer i software, forskellige tilsynsregler, der gælder for institutter og forsikringsselskaber, samt mangfoldigheden i den finansielle sektor i Unionen, herunder ikkeregulerede enheder såsom finansielle teknologivirksomheder.

(28)

For at undgå cliff-effekter er det nødvendigt at fritage de eksisterende instrumenter med hensyn til visse anerkendelseskriterier. For passiver udstedt inden den 27. juni 2019 bør visse anerkendelseskriterier for kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsrelevante passiver frafaldes. En sådan fritagelse bør finde anvendelse for passiver, der medregnes, når det er relevant, i den efterstillede del af TLAC og den efterstillede del af MREL-kravet i henhold til direktiv 2014/59/EU samt for passiver, der medregnes, når det er relevant, i den ikkeefterstillede del af TLAC og den ikkeefterstillede del af MREL-kravet i henhold til direktiv 2014/59/EU. For kapitalgrundlagsinstrumenter bør fritagelsen ophøre den 28. juni 2025.

(29)

Nedskrivningsrelevante passivinstrumenter, herunder dem, der har en restløbetid på under et år, kan kun indfries efter forudgående tilladelse fra afviklingsmyndigheden. En sådan forudgående tilladelse kan også være en generel forhåndstilladelse, i hvilket tilfælde indfrielsen skal ske inden for en begrænset tidsfrist og vedrøre et på forhånd fastsat beløb, der er omfattet af den generelle forhåndstilladelse.

(30)

Siden vedtagelsen af forordning (EU) nr. 575/2013 er den internationale standard for den tilsynsmæssige behandling af institutters eksponeringer mod CCP'er blevet ændret med henblik på at forbedre behandlingen af institutters eksponeringer mod kvalificerende CCP'er (QCCP'er). Vigtige revisioner af denne standard omfattede anvendelsen af en fælles metode til fastsættelse af kapitalgrundlagskravet for eksponeringer, der følger af bidrag til misligholdelsesfonde, et eksplicit loft for de samlede kapitalgrundlagskrav for eksponeringer mod QCCP'er og en mere risikofølsom metode til fastsættelse af værdien af derivater ved beregningen af en QCCP's hypotetiske ressourcer. Samtidig forblev behandlingen af eksponeringer mod ikkekvalificerende CCP'er uændret. Eftersom der med de reviderede internationale standarder blev indført en behandling, som er mere hensigtsmæssig for det centrale clearingmiljø, bør EU-retten ændres med henblik på at indarbejde disse standarder.

(31)

For at sikre, at institutterne administrerer deres eksponeringer i form af andele eller aktier i kollektive investeringsordninger (CIU'er) på passende vis, bør reglerne om behandlingen af disse eksponeringer være risikofølsomme og fremme gennemsigtighed for så vidt angår CIU'ers underliggende eksponeringer. BCBS har derfor vedtaget en revideret standard, som fastsætter et klart hierarki af metoder til beregning af den risikovægtede eksponeringsværdi for disse eksponeringer. Dette hierarki afspejler graden af gennemsigtighed med hensyn til de underliggende eksponeringer. Forordning (EU) nr. 575/2013 bør tilpasses disse internationalt vedtagne regler.

(32)

For et institut, som giver tilsagn om en minimumsværdi, der i sidste ende er til gavn for detailkunder, vedrørende en investering i en andel eller aktie i en CIU, herunder som led i en statsstøttet privat pensionsordning, kræves der ingen betaling af det institut eller den virksomhed, som indgår i samme konsolidering, medmindre værdien af kundens aktier eller andele i CIU'en falder til under det garanterede beløb på et eller flere tidspunkter, der er fastsat i kontrakten. Sandsynligheden for, at tilsagnet gennemføres, er derfor i praksis lille. Hvis et instituts tilsagn om en minimumsværdi er begrænset til en procentdel af det beløb, som en kunde oprindelig havde investeret i aktier eller andele i en CIU (minimumsværditilsagn for et fast beløb), eller til et beløb, der afhænger af resultatet af finansielle indikatorer eller markedsindeks indtil et bestemt tidspunkt, udgør enhver aktuel positiv forskel mellem værdien af kundens aktier eller andele og nutidsværdien af det garanterede beløb på en given dato en buffer og reducerer risikoen for, at instituttet skal udbetale det garanterede beløb. Alle disse årsager berettiger en reduceret konverteringsfaktor.

(33)

Når institutterne skal beregne eksponeringsværdien af derivattransaktioner inden for rammen for modpartskreditrisikoen, kan de i øjeblikket vælge mellem tre forskellige standardmetoder i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013: standardmetoden, markedsværdimetoden og den oprindelige eksponeringsmetode.

(34)

Disse standardmetoder anerkender imidlertid ikke i tilstrækkelig grad den risikobegrænsende karakter af sikkerhed i eksponeringerne. Kalibreringerne af dem er forældede, og de afspejler ikke den store grad af volatilitet, der blev konstateret under finanskrisen. De anerkender heller ikke nettingfordele i tilstrækkelig grad. For at afhjælpe disse mangler besluttede BCBS at erstatte standardmetoden og markedsværdimetoden med en ny standardmetode til beregning af eksponeringsværdien af derivateksponeringer, den såkaldte standardmetode for modpartskreditrisiko. Eftersom der med de reviderede internationale standarder blev indført en ny standardmetode, som er mere hensigtsmæssig for det centrale clearingmiljø, bør EU-retten ændres med henblik på at indarbejde disse standarder.

(35)

Standardmetoden for modpartskreditrisiko er mere risikofølsom end standardmetoden og markedsværdimetoden og bør derfor føre til kapitalgrundlagskrav, som i højere grad afspejler de risici, der er forbundet med institutters derivattransaktioner. For nogle af de institutter, der i øjeblikket anvender markedsværdimetoden, kan gennemførelsen af standardmetoden for modpartskreditrisiko samtidig vise sig at være for kompleks og byrdefuld. For de institutter, der opfylder forud fastsatte anerkendelseskriterier, og for de institutter, der er en del af en koncern, som på konsolideret niveau opfylder disse kriterier, bør der indføres en forenklet udgave af standardmetoden for modpartskreditrisiko (den forenklede standardmetode for modpartskreditrisiko). Eftersom en sådan forenklet udgave vil være mindre risikofølsom end standardmetoden for modpartskreditrisiko, bør den kalibreres hensigtsmæssigt for at sikre, at den ikke undervurderer eksponeringsværdien af derivattransaktioner.

(36)

For institutter, der har begrænsede derivateksponeringer, og som i øjeblikket anvender markedsværdimetoden eller den oprindelige eksponeringsmetode, kan både standardmetoden for modpartskreditrisiko og den forenklede standardmetode for modpartskreditrisiko være for komplekse at gennemføre. Den oprindelige eksponeringsmetode bør derfor som en alternativ metode være forbeholdt de institutter, der opfylder forud fastsatte anerkendelseskriterier, og de institutter, der er en del af en koncern, som på konsolideret niveau opfylder disse kriterier, men bør revideres, så dens væsentligste mangler afhjælpes.

(37)

For at hjælpe institutterne med at vælge mellem de tilladte metoder bør der fastsættes klare kriterier. Disse kriterier bør baseres på omfanget af et instituts derivataktiviteter, som angiver den sofistikeringsgrad, som et institut bør kunne håndtere ved beregningen af eksponeringsværdien.

(38)

Under finanskrisen led nogle institutter etableret i Unionen betydelige tab i deres handelsbeholdning. For nogle af dem viste det krævede kapitalniveau til dækning af disse tab sig at være utilstrækkeligt, så de måtte anmode om ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige. Disse konstateringer fik BCBS til at fjerne en række svagheder i den tilsynsmæssige behandling af positioner i handelsbeholdningen, som udgør kapitalgrundlagskravene vedrørende markedsrisiko.

(39)

I 2009 blev det første sæt reformer afsluttet på internationalt plan og gennemført i EU-retten ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/76/EU (10). Reformen fra 2009 omhandlede imidlertid ikke de strukturelle svagheder i forbindelse med standarderne for kapitalgrundlagskrav vedrørende markedsrisiko. Den manglende klarhed med hensyn til grænsen mellem positioner i og uden for handelsbeholdningen gav mulighed for tilsynsarbitrage, mens det ikke var muligt at tage højde for alle de risici, som institutterne var eksponeret mod, som følge af den manglende risikofølsomhed i kapitalgrundlagskravene vedrørende markedsrisiko.

(40)

BCBS indledte den grundlæggende revision af handelsbeholdningen (FRTB) for at afhjælpe de strukturelle svagheder med hensyn til standarderne for kapitalgrundlagskrav vedrørende markedsrisiko. Dette arbejde førte til offentliggørelsen i januar 2016 af en revideret markedsrisikoramme. I december 2017 nåede Gruppen af Centralbankchefer og Finanstilsynschefer til enighed om at forlænge fristen for gennemførelse af den reviderede markedsrisikoramme for at give institutterne yderligere tid til at udvikle den nødvendige systeminfrastruktur, men også så BCBS kan behandle visse specifikke spørgsmål vedrørende rammen. Dette omfatter en revision af kalibreringerne af standardmetoden og metoden med interne modeller for at sikre overensstemmelse med BCBS's oprindelige forventninger. Ved afslutningen af denne revision, og inden der foretages en konsekvensanalyse for at vurdere indvirkningen af de deraf følgende revisioner af FRTB-rammen på institutter i Unionen, bør alle de institutter, som vil være omfattet af FRTB-rammen i Unionen, begynde at indberette den beregning, der bygger på den reviderede standardmetode. Med henblik herpå bør Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage en retsakt i henhold til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) for at gøre beregningerne af disse indberetningskrav fuldt operationelle i overensstemmelse med den internationale udvikling. Kommissionen bør vedtage denne delegerede retsakt senest den 31. december 2019. Institutter bør påbegynde indberetningen af denne beregning senest et år efter vedtagelsen af den pågældende delegerede retsakt. Desuden bør de institutter, der opnår godkendelse til at anvende FRTB-rammens reviderede metode med interne modeller med henblik på indberetning, også indberette beregningen i henhold til metoden med interne modeller tre år efter dens fuldstændige gennemførelse.

(41)

Indførelsen af FRTB-metodernes indberetningskrav bør betragtes som et første skridt hen imod fuld gennemførelse af FRTB-rammen i Unionen. Under hensyntagen til de endelige revisioner af FRTB-rammen, som udføres af BCBS, resultaterne af indvirkningen af disse revisioner på institutter i Unionen og de FRTB-metoder, der allerede er fastsat i denne forordning med henblik på indberetningskrav, bør Kommissionen om nødvendigt forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et lovgivningsforslag senest den 30. juni 2020 om, hvordan FRTB-rammen bør gennemføres i Unionen med henblik på at fastsætte kapitalgrundlagskravene vedrørende markedsrisiko.

(42)

En forholdsmæssig behandling vedrørende markedsrisiko bør også finde anvendelse på institutter med begrænsede handelsbeholdningsaktiviteter, så flere institutter med mindre handelsbeholdningsaktiviteter får mulighed for at anvende kreditrisikorammen for positioner uden for handelsbeholdningen som fastsat i den reviderede udgave af undtagelsen for institutter med mindre handelsbeholdningsaktiviteter. Proportionalitetsprincippet bør også tages i betragtning, når Kommissionen revurderer, hvordan institutter med mellemstore handelsbeholdningsaktiviteter bør beregne kapitalgrundlagskravene vedrørende markedsrisiko. Navnlig kalibreringen af kapitalgrundlagskravene vedrørende markedsrisiko for disse institutter med mellemstore handelsbeholdningsaktiviteter bør revideres på baggrund af udviklingen på internationalt plan. I mellemtiden bør institutter med mellemstore handelsbeholdningsaktiviteter og institutter med mindre handelsbeholdningsaktiviteter fritages for indberetningskravene i henhold til FRTB.

(43)

Rammen for store eksponeringer bør styrkes for at forbedre institutternes evne til at absorbere tab og til bedre at overholde de internationale standarder. Til dette formål bør kapital af højere kvalitet anvendes som kapitalgrundlag for beregningen af grænsen for store eksponeringer, og eksponeringer mod kreditderivater bør beregnes i overensstemmelse med standardmetoden for modpartskreditrisiko. Grænsen for de eksponeringer, som G-SII'er kan have mod andre G-SII'er, bør endvidere nedsættes for at begrænse de systemiske risici, der er forbundet med store institutters indbyrdes forbindelser, og den virkning, som misligholdelse fra G-SII'ers modpart kan have på den finansielle stabilitet.

(44)

Likviditetsdækningsgraden (LCR) sikrer, at institutter vil kunne modstå alvorligt pres på kort sigt, men den sikrer ikke, at disse institutter vil have en stabil finansieringsstruktur på længere sigt. Det stod derfor klart, at der bør udvikles et detaljeret bindende krav vedrørende stabil finansiering på EU-plan, som til enhver tid bør opfyldes for at forhindre overdreven manglende løbetidsmatch mellem aktiver og passiver og for stor afhængighed af kortfristet engrosfinansiering.

(45)

I overensstemmelse med BCBS's standard for stabil finansiering bør der derfor vedtages regler, som definerer kravet vedrørende stabil finansiering som et forhold mellem et instituts beløb af tilgængelig stabil finansiering og dets beløb af krævet stabil finansiering over en tidshorisont på et år. Dette bindende krav bør betegnes krav til net stable funding ratio (»NSFR-krav«). Beløbet af tilgængelig stabil finansiering bør beregnes ved at gange instituttets passiver og kapitalgrundlag med relevante faktorer, som afspejler deres pålidelighed over NSFR's tidshorisont på et år. Beløbet af krævet stabil finansiering bør beregnes ved at gange instituttets aktiver og ikkebalanceførte eksponeringer med relevante faktorer, som afspejler deres likviditetskarakteristika og restløbetider over NSFR's tidshorisont på et år.

(46)

NSFR bør udtrykkes som en procentdel og fastsættes til mindst 100 %, som angiver, at et institut er i besiddelse af tilstrækkelig stabil finansiering til at opfylde sine finansieringsbehov over en tidshorisont på et år både under normale forhold og under forhold med stress. Hvis NSFR falder til under 100 %, bør instituttet overholde de specifikke krav i forordning (EU) nr. 575/2013 for snarlig tilbagevenden til minimumsniveauet for NSFR. Anvendelse af tilsynsforanstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse af NSFR-kravet bør ikke være automatisk. De kompetente myndigheder bør i stedet vurdere årsagerne til den manglende overholdelse af NSFR-kravet, inden de fastsætter potentielle tilsynsforanstaltninger.

(47)

I overensstemmelse med de henstillinger, som EBA fremsatte i sin rapport af 15. december 2015 om krav vedrørende net stable funding i henhold til artikel 510 i forordning (EU) nr. 575/2013, bør reglerne for beregning af NSFR nøje tilpasses BCBS's standarder, herunder nye elementer i disse standarder vedrørende behandlingen af derivattransaktioner. Nødvendigheden af at tage visse særlige europæiske forhold i betragtning for at sikre, at NSFR-kravet ikke hindrer finansieringen af den europæiske realøkonomi, retfærdiggør imidlertid, at der foretages visse tilpasninger af den NSFR, der er udarbejdet af BCBS, ved fastsættelsen af det europæiske NSFR-krav. Disse tilpasninger, der følger af de europæiske forhold, anbefales af EBA og vedrører navnlig den specifikke behandling af pass-through-modeller generelt og udstedelse af dækkede obligationer i særdeleshed, handelsrelaterede finansieringsaktiviteter, centrale regulerede opsparingsprodukter, garanterede boliglån, andelslånekasser samt CCP'er og værdipapircentraler (CSD'er), der ikke foretager nogen væsentlige løbetidsændringer. Disse foreslåede former for specifik behandling afspejler bredt den præferencebehandling, som disse aktiviteter indrømmes i den europæiske LCR sammenlignet med den LCR, som BCBS har udarbejdet. Fordi NSFR supplerer LCR, bør disse to forhold stemme overens med hensyn til definition og kalibrering. Dette gælder navnlig for de faktorer for krævet stabil finansiering, der anvendes på LCR for likvide aktiver af høj kvalitet med henblik på at beregne NSFR, som bør afspejle de definitioner og haircuts, der anvendes i den europæiske LCR, uanset om de generelle og operationelle krav, der er fastsat for beregningen af LCR, og som ikke er hensigtsmæssige inden for NSFR-beregningens tidshorisont på et år, overholdes.

(48)

Ud over særlige europæiske forhold kan behandlingen af derivattransaktioner i henhold til den NSFR, som BCBS har udarbejdet, have en vigtig indvirkning på institutters derivataktiviteter og følgelig på de europæiske finansielle markeder og slutbrugeres adgang til bestemte aktiviteter. Derivattransaktioner og visse indbyrdes forbundne transaktioner, herunder clearingaktiviteter, kan blive utilbørligt og uforholdsmæssigt påvirket af indførelsen af den NSFR, som BCBS har udarbejdet, uden at de har været genstand for omfattende kvantitative konsekvensanalyser og offentlig høring. Det yderligere krav om en beholdning af stabil finansiering på mellem 5 % og 20 % i forhold til afledte finansielle bruttoforpligtelser anses i vide kredse for et groft mål til at opfange yderligere finansieringsrisici i tilknytning til den potentielle vækst i afledte finansielle forpligtelser over en tidshorisont på et år og er til revision på BCBS-niveau. Dette krav, der indføres på et niveau på 5 % i overensstemmelse med de skønsbeføjelser, som jurisdiktionerne har fået af BCBS til at nedsætte faktoren for krævet stabil finansiering for afledte finansielle bruttoforpligtelser, kan så ændres for at tage hensyn til udviklingen på BCBS-niveau og undgå eventuelle utilsigtede konsekvenser som at hindre de europæiske finansielle markeders funktion og leveringen af risikoafdækningsværktøjer til institutter og slutbrugere, herunder selskaber, for at sikre deres finansiering som et mål for kapitalmarkedsunionen.

(49)

BCBS's asymmetriske behandling af kortsigtet finansiering, f.eks. repoer (finansiering, der ikke anerkendes som stabil), og kortsigtet långivning, f.eks. omvendte repoer (nogen stabil finansiering påkrævet – 10 %, hvis sikret ved likvide aktiver af høj kvalitet (HQLA) på niveau 1 som defineret i LCR, og 15 % for andre transaktioner), i forbindelse med finansielle kunder har til formål at modvirke omfattende kortsigtede finansieringsforbindelser mellem finansielle kunder, eftersom sådanne forbindelser fører til indbyrdes afhængighed og i tilfælde af sammenbrud gør det vanskeligere at afvikle et bestemt institut, uden at risikoen smitter af på resten af det finansielle system. Kalibreringen af denne asymmetri er dog konservativ og kan påvirke likviditeten for værdipapirer, der sædvanligvis anvendes som sikkerhedsstillelse i kortsigtede transaktioner, herunder navnlig statsobligationer, da institutterne med sandsynlighed vil reducere omfanget af deres aktiviteter på genkøbsmarkeder. Det kan også undergrave market making-aktiviteter, eftersom genkøbsmarkeder letter forvaltningen af den nødvendige beholdning og derved strider mod målene for kapitalmarkedsunionen. For at give institutterne tilstrækkelig tid til gradvis at tilpasse sig denne konservative kalibrering bør der indføres en overgangsperiode, hvor faktorerne for krævet stabil finansiering reduceres midlertidigt. Størrelsen af den midlertidige reduktion i faktorerne for krævet stabil finansiering bør afhænge af transaktionstyperne og af den type sikkerhed, der anvendes i disse transaktioner.

(50)

Ud over den midlertidige rekalibrering af BCBS's faktor for krævet stabil finansiering, som finder anvendelse på kortsigtede omvendte repotransaktioner med finansielle kunder sikret ved statsobligationer, har visse andre tilpasninger vist sig at være nødvendige for at sikre, at indførelsen af NSFR-kravet ikke er til hinder for statsobligationsmarkedernes likviditet. BCBS's faktor for krævet stabil finansiering på 5 %, som finder anvendelse på HQLA-niveau 1, herunder statsobligationer, indebærer, at institutterne skal råde over denne procentandel af umiddelbart tilgængelig langsigtet usikret finansiering, uanset hvornår de forventer at besidde de pågældende statsobligationer. Dette kan potentielt give institutterne yderligere incitament til at deponere likvide midler i centralbanken i stedet for at fungere som primære dealere og tilføre likviditet til statsobligationsmarkederne. Det er desuden ikke i overensstemmelse med LCR, som anerkender disse aktivers fulde likviditet selv i tider med alvorlig likviditetsstress (haircut på 0 %). Faktoren for krævet stabil finansiering for HQLA-niveau 1 som defineret i den europæiske LCR, eksklusive dækkede obligationer af særdeles høj kvalitet, bør derfor reduceres fra 5 % til 0 %.

(51)

HQLA-niveau 1 som defineret i den europæiske LCR, eksklusive dækkede obligationer af særdeles høj kvalitet, der modtages som variationsmargener i derivatkontrakter, bør desuden modregnes i derivataktiver, mens kun likvide midler, der overholder gearingsreglernes betingelser, kan modregnes i derivataktiver ifølge den NSFR, som BCBS har udarbejdet. Denne bredere anerkendelse af aktiver modtaget som variationsmargener vil bidrage til statsobligationsmarkedernes likviditet, undgå at straffe slutbrugere, som besidder store mængder statsobligationer, men begrænsede likvide midler (f.eks. pensionsfonde), og undgå at skabe yderligere spændinger i forhold til efterspørgslen efter likvide midler på genkøbsmarkeder.

(52)

NSFR-kravet bør finde anvendelse på institutterne på både individuelt og konsolideret niveau, medmindre de kompetente myndigheder undlader at anvende NSFR-kravet på individuelt niveau. Hvis der ikke er givet afkald på anvendelse af NSFR-kravet på individuelt niveau, bør transaktioner mellem to institutter, som tilhører den samme koncern eller den samme institutsikringsordning, i princippet pålægges symmetriske faktorer for tilgængelig og krævet stabil finansiering for at undgå tab af finansiering på det indre marked og for ikke at hæmme effektiv likviditetsstyring i europæiske koncerner med central likviditetsstyring. En sådan symmetrisk særbehandling bør kun gives koncerninterne transaktioner, hvor alle nødvendige beskyttelsesforanstaltninger er truffet, på grundlag af yderligere kriterier for grænseoverskridende transaktioner og kun efter de involverede kompetente myndigheders forudgående godkendelse, da det ikke kan antages, at institutter, som har problemer med at opfylde deres betalingsforpligtelser, altid modtager finansiel støtte fra andre virksomheder, som tilhører den samme koncern eller den samme institutsikringsordning.

(53)

Små og ikkekomplekse institutter bør have mulighed for at anvende en forenklet udgave af NSFR-kravet. En forenklet og mindre detaljeret udgave af NSFR bør omfatte indsamling af et begrænset antal datapunkter, hvilket vil gøre beregningen mindre kompleks for disse institutter i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, samtidig med at den sikrer, at disse institutter fortsat har en faktor for tilstrækkelig stabil finansiering ved hjælp af en kalibrering, der bør være mindst lige så konservativ som kalibreringen for det fulde NSFR-krav. De kompetente myndigheder bør dog kunne pålægge små og ikkekomplekse institutter at anvende det fulde NSFR-krav i stedet for den forenklede udgave.

(54)

Konsolideringen af datterselskaber i tredjelande bør ske under iagttagelse af de krav vedrørende stabil finansiering, der gælder i disse lande. Konsolideringsreglerne i Unionen bør følgelig ikke give tilgængelig og krævet stabil finansiering i tredjelandes datterselskaber en mere favorabel behandling end den, der følger af de pågældende tredjelandes nationale ret.

(55)

Institutterne bør forpligtes til at foretage indberetning til deres kompetente myndigheder i indberetningsvalutaen af det bindende detaljerede NSFR for alle poster og særskilt for poster denomineret i hver væsentlig valuta for at sikre en hensigtsmæssig overvågning af mulig valutamismatch. NSFR-kravet bør ikke pålægge institutterne dobbelte indberetningskrav eller indberetningskrav, som ikke er i overensstemmelse med de gældende regler, og institutter bør gives tilstrækkelig tid til at forberede sig på de nye indberetningskravs ikrafttræden.

(56)

Eftersom det er en grundlæggende forudsætning for et sundt banksystem at sørge for meningsfulde og sammenlignelige oplysninger til markedet om de fælles vigtige risikoparametre for institutter, er det afgørende at mindske informationsasymmetrien så meget som muligt og at gøre det lettere at sammenligne kreditinstitutters risikoprofiler inden for og mellem jurisdiktioner. BCBS offentliggjorde de reviderede oplysningsstandarder for søjle 3 i januar 2015 med henblik på at forbedre sammenligneligheden, kvaliteten og overensstemmelsen af de administrativt fastlagte oplysninger, som institutterne skal give til markedet. De eksisterende oplysningskrav bør derfor ændres for at gennemføre disse nye internationale standarder.

(57)

Respondenterne på Kommissionens opfordring til indsendelse af dokumentation om EU's regelsæt for finansielle tjenesteydelser anførte, at de nuværende oplysningskrav er uforholdsmæssige og byrdefulde for mindre institutter. Uden at det berører den nærmere tilpasning af oplysningskravene til internationale standarder, bør små og ikkekomplekse institutter have pligt til at offentliggøre mindre hyppige og detaljerede oplysninger end større institutter, så deres administrative byrde mindskes.

(58)

Bestemmelserne vedrørende oplysninger om aflønning bør præciseres. Oplysningskravene vedrørende aflønning i denne forordning bør være forenelige med aflønningsbestemmelsernes formål, nemlig at fastlægge og opretholde, for de kategorier af medarbejdere, hvis arbejde har væsentlig indvirkning på institutternes risikoprofil, en aflønningspolitik og -praksis, der er i overensstemmelse med en effektiv risikostyring. Institutter, som er omfattet af en undtagelse fra visse aflønningsbestemmelser, bør desuden have pligt til at fremlægge oplysninger om den pågældende undtagelse.

(59)

Små og mellemstore virksomheder (SMV'er) udgør en af grundpillerne i Unionens økonomi, eftersom de spiller en afgørende rolle for skabelse af økonomisk vækst og beskæftigelse. Da SMV'er bærer en lavere systemisk risiko end større selskaber, bør kapitalkravene til SMV'ers eksponeringer være lavere end til store selskabers eksponeringer for at sikre optimal bankfinansiering af SMV'er. SMV-eksponeringer på op til 1,5 mio. EUR er i øjeblikket genstand for en reduktion i den risikovægtede værdi af eksponeringen på 23,81 %. Eftersom tærsklen på 1,5 mio. EUR for en SMV-eksponering ikke viser, om en SMV's risikoniveau er ændret, bør reduktionen i kapitalkravene udvides til SMV-eksponeringer på op til 2,5 mio. EUR, og den del af en SMV-eksponering, der overstiger 2,5 mio. EUR, bør være genstand for en reduktion i kapitalkravene på 15 %.

(60)

Investeringer i infrastruktur er afgørende for at styrke Europas konkurrenceevne og stimulere jobskabelse. Genopretningen af og den fremtidige vækst i Unionens økonomi afhænger i vidt omfang af adgang til kapital til strategiske investeringer af europæisk betydning i infrastruktur, navnlig bredbånds- og energinet samt transportinfrastruktur og elektromobilitetsinfrastruktur, især i industricentre, uddannelse, forskning og innovation samt vedvarende energi og energieffektivitet. Investeringsplanen for Europa har til formål at fremme yderligere finansiering til levedygtige infrastrukturprojekter gennem bl.a. mobilisering af yderligere private finansieringskilder. For en række potentielle investorer er den største bekymring den opfattede mangel på levedygtige projekter og den begrænsede kapacitet til at vurdere risikoen korrekt som følge af deres iboende komplekse karakter.

(61)

For at tilskynde til private og offentlige investeringer i infrastrukturprojekter er det essentielt at indføre et regelsæt, som kan fremme infrastrukturprojekter af høj kvalitet og begrænse risikoen for investorer. Navnlig bør kapitalgrundlagskravene i forbindelse med eksponeringer mod infrastrukturprojekter sænkes, såfremt de overholder bestemte kriterier, der kan reducere deres risikoprofil og forbedre forudsigeligheden af pengestrømme. Kommissionen bør revidere bestemmelsen om infrastrukturprojekter af høj kvalitet med henblik på at vurdere: dens virkning på omfanget af institutters infrastrukturinvesteringer og investeringernes kvalitet for så vidt angår EU's mål om at bevæge sig i retning af en kulstoffattig, klimaresistent og cirkulær økonomi, og om den er fyldestgørende fra et tilsynsmæssigt synspunkt. Kommissionen bør også overveje, om disse bestemmelsers anvendelsesområde bør udvides til selskabers infrastrukturinvesteringer.

(62)

Som anbefalet af EBA, Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (ESMA) oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (11) og Den Europæiske Centralbank bør CCP'er på grund af deres særlige forretningsmodel være undtaget fra gearingsgradkravet, da de har pligt til at få en banktilladelse alene af den grund, at de skal have adgang til dag-til-dag-centralbankfaciliteter, og for at udfylde deres rolle som centrale instrumenter til at nå vigtige politiske og reguleringsmæssige mål i den finansielle sektor.

(63)

Desuden bør eksponeringer i CSD'er, der er meddelt tilladelse som kreditinstitutter, og eksponeringer i kreditinstitutter, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 54, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 (12), f.eks. likviditetssaldoer som følge af åbningen af kontantkonti for og modtagelse af indskud fra deltagere i et værdipapirafviklingssystem og indehavere af værdipapirkonti, udelukkes fra det samlede eksponeringsmål ved beregning af gearingsgraden, fordi de ikke skaber en risiko for overdreven gearing, da disse likviditetssaldoer udelukkende anvendes med henblik på at afvikle transaktioner i værdipapirafviklingssystemer.

(64)

Eftersom vejledningen om supplerende kapitalgrundlag omhandlet i direktiv 2013/36/EU er et kapitalmål, der afspejler tilsynsmæssige forventninger, bør den hverken være omfattet af oplysningspligt eller oplysningsforbud for de kompetente myndigheder i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 eller nævnte direktiv.

(65)

For at sikre en hensigtsmæssig definition af visse specifikke tekniske bestemmelser i forordning (EU) nr. 575/2013 og tage højde for eventuelle standardiseringstiltag på internationalt plan bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændring af listen over produkter og tjenesteydelser, hvis aktiver og passiver kan anses for indbyrdes afhængige, for så vidt angår ændring af listen over multilaterale udviklingsbanker, for så vidt angår ændring af indberetningskravene vedrørende markedsrisiko og for så vidt angår specificering af yderligere likviditetskrav. Inden vedtagelsen af disse retsakter er det navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (13). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter bør have systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(66)

De tekniske standarder bør sikre en konsekvent harmonisering af de krav, der er fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013. Da EBA er et organ med højt specialiseret viden, bør det få mandat til at udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der ikke indebærer politikbeslutninger, til forelæggelse for Kommissionen. Der bør udarbejdes reguleringsmæssige tekniske standarder på områderne konsolidering, kapitalgrundlag, TLAC, behandling af eksponeringer sikret ved pant i fast ejendom, kapitalandele i investeringsinstitutter, beregning af tab givet misligholdelse efter den interne ratingbaserede metode for kreditrisiko, markedsrisiko, store eksponeringer og likviditet. Kommissionen bør tillægges beføjelse til at vedtage disse reguleringsmæssige tekniske standarder ved hjælp af delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010. Kommissionen og EBA bør sikre, at disse standarder og krav kan anvendes af alle de berørte institutter på en måde, som står i et passende forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de pågældende institutter og deres virksomhed.

(67)

For at fremme sammenligneligheden mellem oplysninger bør EBA have mandat til at udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der fastlægger standardiserede oplysningsskemaer, som omfatter alle væsentlige oplysningskrav i forordning (EU) nr. 575/2013. Ved udarbejdelsen af disse standarder bør EBA tage hensyn til institutternes størrelse og kompleksitet samt karakteren af og risikoniveauet for deres aktiviteter. EBA bør aflægge rapport om mulighederne for at forbedre forholdsmæssigheden af Unionens regelsæt om indberetning med henblik på tilsyn for så vidt angår anvendelsesområde, detaljeringsgrad og hyppighed og som minimum fremsætte konkrete anbefalinger til, hvordan de små institutters gennemsnitlige overholdelsesomkostninger kan reduceres, ideelt set med 20 % eller mere og som minimum med 10 %, gennem en passende forenkling af kravene. EBA bør have mandat til at udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der skal ledsage denne rapport. Kommissionen bør tillægges beføjelse til at vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder ved hjælp af gennemførelsesretsakter i henhold til artikel 291 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

(68)

For at fremme institutternes overholdelse af reglerne i denne forordning og i direktiv 2013/36/EU samt af de reguleringsmæssige tekniske standarder, gennemførelsesmæssige tekniske standarder, retningslinjer og skemaer, der er vedtaget med henblik på at gennemføre disse regler, bør EBA udvikle et IT-værktøj, der har til formål at vejlede institutterne om de bestemmelser, standarder, retningslinjer og skemaer, der er relevante for deres størrelse og forretningsmodel.

(69)

Ud over rapporten om mulige omkostningsbesparelser og senest den 28. juni 2020 bør EBA — i samarbejde med alle relevante myndigheder, dvs. de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn, afvikling og indskudsgarantiordninger, og navnlig Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) — udarbejde en gennemførlighedsrapport om udviklingen af et sammenhængende og integreret system til indsamling af statistiske data, afviklingsdata og tilsynsmæssige data. Under hensyntagen til ESCB's tidligere arbejde vedrørende integreret dataindsamling bør denne rapport indeholde en cost-benefit-analyse af oprettelsen af et centralt dataindsamlingssted for et integreret dataindberetningssystem for så vidt angår statistiske og reguleringsmæssige data for alle institutter beliggende i Unionen. Et sådant system bør bl.a. anvende ensartede definitioner og standarder for de data, der skal indsamles, garantere en pålidelig og permanent udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder og dermed sikre de indsamlede datas strenge fortrolighed, effektiv autentificering og forvaltning af adgangsrettigheder til systemet samt cybersikkerhed. Ved at centralisere og harmonisere den europæiske indberetningsstruktur på en sådan måde er målet at forhindre flere anmodninger om lignende eller identiske data fra forskellige myndigheder og dermed væsentligt mindske den administrative og finansielle byrde både for de kompetente myndigheder og for institutterne. Hvis det er relevant og under hensyntagen til EBA's gennemførlighedsrapport, bør Kommissionen forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et lovgivningsforslag.

(70)

De relevante kompetente eller udpegede myndigheder bør sigte mod at undgå enhver form for overlappende eller inkonsistent anvendelse af de makroprudentielle beføjelser i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU. De relevante kompetente eller udpegede myndigheder bør navnlig tage behørigt hensyn til, om de foranstaltninger, de træffer i henhold til artikel 124, 164 eller 458 i forordning (EU) nr. 575/2013, overlapper eller er i strid med andre eksisterende eller kommende foranstaltninger i henhold til artikel 133 i direktiv 2013/36/EU.

(71)

Som følge af de ændringer i behandlingen af eksponeringer mod QCCP'er, specifikt af behandlingen af institutternes bidrag til QCCP'ers misligholdelsesfonde, der fastsættes i denne forordning, bør de relevante bestemmelser i Europa-Parlamemtets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (14), som blev indført heri ved forordning (EU) nr. 575/2013, og som specificerer beregningen af en CCP's hypotetiske kapital, som institutterne bruger til at beregne deres kapitalgrundlagskrav, også ændres.

(72)

Målene for denne forordning, nemlig at styrke og justere allerede eksisterende EU-retsakter, der sikrer ensartede tilsynsmæssige krav gældende for institutter i hele Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(73)

For at muliggøre afhændelse på forsvarlig vis af beholdninger i forsikringsselskaber, der ikke er underlagt supplerende tilsyn, bør en ændret version af overgangsbestemmelserne vedrørende undtagelsen fra fradrag af aktiebeholdninger i forsikringsselskaber finde anvendelse med tilbagevirkende kraft den 1. januar 2019.

(74)

Forordning (EU) nr. 575/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —