31985Y0604(01)

RAADETS RESOLUTION af 7. maj 1985 om en ny metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder (85/C 136/01)

RAADET

som henviser til konklusionerne vedroerende standardisering, godkendt den 16. juli 1984 (bilag I),

understreger, at det er tvingende noedvendigt at afhjaelpe den nuvaerende situation med hensyn til tekniske hindringer for samhandelen samt den deraf foelgende usikkerhed for erhvervslivet;

understreger betydningen af og det hensigtsmaessige i den nye metode, der gaar ud paa for saa vidt angaar definitionen af produkternes tekniske egenskaber at henvise til i foerste raekke europaeiske og, som overgangsforanstaltning, om noedvendigt nationale standarder ; denne metode har Kommissionen redegjort for i sin meddelelse af 31. januar 1985, der er en opfoelgning af visse retningslinjer, som Europa-Parlamentet har fastlagt i sin beslutning af 16. oktober 1980, og som skal ses paa baggrund af konklusionerne fra Raadets samling den 16. juli 1984;

henstiller, idet det er opmaerksom paa, at den nye metode maa suppleres med en politik for vurdering af overensstemmelsen, til Kommissionen, at den giver dette spoergsmaal prioritet og fremskynder hele arbejdet paa dette omraade;

godkender de retningslinjer, der er beskrevet i skitsen indeholdende de vaesentligste principper og elementer, der skal udgoere direktivernes centrale del (bilag II til denne resolution);

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at forelaegge det passende forslag.

BILAG I KONKLUSIONER VEDROERENDE STANDARDISERING godkendt af Raadet den 16. juli 1984

Raadet finder, at standardiseringen er et vigtigt bidrag til den frie bevaegelighed for industrivarer og yderligere til skabelse af et teknisk miljoe, der er faelles for alle virksomheder ; den bidrager til den industrielle konkurrenceevne saavel paa faellesskabsmarkedet som paa de eksterne markeder, isaer inden for ny teknologi.

Det konstaterer, at de maal, som medlemsstaterne forfoelger til beskyttelse af deres borgeres sikkerhed og sundhed samt til beskyttelse af forbrugerne, i princippet er de samme, selv om de tekniske midler til deres gennemfoerelse er forskellige.

Paa denne baggrund vedtager Raadet foelgende principper for en europaeisk standardiseringspolitik: - medlemsstaterne forpligter sig til at foretage en loebende gennemgang af de tekniske forskrifter, der gaelder paa deres omraade de jure eller de facto, med henblik paa fjernelse af de forskrifter, der er foraeldede eller overfloedige;

- medlemsstaterne forpligter sig til at soerge for, at der sker gensidig anerkendelse af forsoegsresultater, og, naar dette er noedvendigt, at der fastsaettes harmoniserede forskrifter for saa vidt angaar certificeringsorganernes virke;

- accept af en hurtig faellesskabskonsultation paa et passende niveau i overensstemmelse med maalsaetningerne i direktiv 189/83/EOEF, dersom indfoerelsen af vigtige forskrifter paa nationalt plan har en negativ indflydelse paa det interne markeds funktion;

- inden for Faellesskabets praksis vedroerende teknisk harmonisering oeget reference til fortrinsvis europaeiske og om noedvendigt nationale standarder ved definitionen af produkternes tekniske karakteristika, i det omfang de noedvendige betingelser herfor er til stede, navnlig for saa vidt angaar beskyttelse af sundhed og sikkerhed;

- en meget hurtig styrkelse af standardiseringskapaciteten, fortrinsvis paa europaeisk plan, for at lette dels harmoniseringen af faellesskabsforskrifterne, dels den industrielle udvikling, navnlig inden for ny teknologi, hvilket under saerlige omstaendigheder kan foere til, at Faellesskabet indfoerer nye procedurer med henblik paa en bedre udformning af standarderne (f.eks. standardiseringsbureauer, ad hoc-udvalg) ; indfoerelsen af europaeiske standarder skal godkendes af europaeiske standardiseringsorganer.

Isaer inden for sektorer med hoejteknologi boer emner eller faelles specifikationer og normer, hvorved faellesskabsdimensionen og adgangen til offentlige bygge- og anlaegskontrakter og indkoebsaftaler kan udnyttes paa en effektiv maade, identificeres, saaledes at de noedvendige beslutninger i denne henseende kan traeffes.

BILAG II RETNINGSLINJER FOR EN NY METODE I FORBINDELSE MED TEKNISK HARMONISERING OG STANDARDER

Den ny metode hviler paa foelgende fire grundprincipper: - lovgivningsharmoniseringen er begraenset til at gaelde for vedtagelse ved direktiver med hjemmel i EOEF-traktatens artikel 100 af de vaesentlige sikkerhedskrav (eller andre samfundskrav), som markedsfoerte produkter skal overholde, idet de paagaeldende produkter herefter frit skal kunne omsaettes inden for Faellesskabet;

- de organer, der er ansvarlige for industriel standardisering, faar til opgave under hensyntagen til teknologiens stade at udarbejde de tekniske specifikationer, som fagets udoevere behoever for at producere og markedsfoere produkter, der overholder de vaesentlige krav, der er fastsat i direktiverne;

- disse tekniske specifikationer faar ikke karakter af obligatoriske krav, men bevarer deres status som frivillige standarder;

- men samtidig er forvaltningerne forpligtet til at anerkende, at produkter, der er fremstillet i overensstemmelse med de harmoniserede (eller, midlertidigt, nationale) standarder, maa formodes at overholde de »vaesentlige krav«, der er fastlagt i direktivet. (Dette betyder, at producenten kan vaelge ikke at producere i henhold til standarderne, men i saa fald har han selv bevisbyrden for, at hans produkter overholder de vaesentlige krav i direktivet).

For at dette system kan fungere er det noedvendigt: - dels at standarderne rummer kvalitetsgarantier, som staar i forhold til de »vaesentlige krav«, der er fastlagt i direktiverne;

- dels at de offentlige myndigheder fortsat har det fulde ansvar for beskyttelsen af sikkerheden (og andre omhandlede krav) paa deres omraade.

Kvaliteten af de harmoniserede standarder skal sikres ved de standardiseringsopgaver, som Kommissionen uddeler, og hvis udfoerelse skal vaere i overensstemmelse med generelle retningslinjer, som er aftalt mellem Kommissionen og de europaeiske standardiseringsorganer. Hvad de nationale standarder angaar, skal deres kvalitet kontrolleres ved en faellesskabsprocedure, der forvaltes af Kommissionen bistaaet af et staaende udvalg, hvis medlemmer har standardisering som deres ansvarsomraade i de nationale forvaltninger.

Desuden skal der fastlaegges beskyttelsesprocedurer, forvaltet af Kommissionen bistaaet af naevnte udvalg, hvorved de ansvarlige offentlige myndigheder har mulighed for at bestride et produkts overensstemmelse, gyldigheden af en attest eller kvaliteten af en standard.

Ved at foelge dette system for harmonisering af lovgivningen paa alle omraader, hvor det viser sig muligt, mener Kommissionen, at den omsiggribende udstedelse af overdrevent tekniske saerdirektiver for hvert enkelt produkt kan standses. Anvendelsesomraadet for direktiver, der »henviser til standarder«, boer defineres ved brede produktkategorier og ved de risikotyper, de skal daekke.

Paa den maade kunne Faellesskabet dels faerdiggoere det enormt komplekse arbejde med at harmonisere de tekniske lovgivninger, dels fremme udviklingen og anvendelsen af europaeiske standarder - begge dele afgoerende faktorer i en forbedring af faellesskabsindustriens konkurrenceevne.

SKITSE INDEHOLDENDE DE VAESENTLIGSTE PRINCIPPER OG ELEMENTER, DER SKAL UDGOERE DIREKTIVERNES CENTRALE DEL

A. BEGRUNDELSE

Blandt de saedvanlige principper, der begrunder direktivets dispositive bestemmelser, skal foelgende aspekter fremhaeves: - det er medlemsstaternes opgave at soerge for personers, husdyrs og goders sikkerhed (i hjemmet, paa arbejdspladsen osv.) paa deres omraade eller overholdelsen af andre vaesentlige krav om samfundsmaessig beskyttelse, saasom beskyttelse af forbrugerens sundhed, miljoeet osv. for saa vidt angaar de risici, direktivet vedroerer (1);

- de nationale bestemmelser med henblik paa denne beskyttelse, skal harmoniseres for at garantere varernes frie bevaegelighed, uden at medlemsstaternes nuvaerende og velbegrundede beskyttelsesniveauer saenkes;

- CEN og CENELEC (enkeltvis eller begge alt efter, hvilke produkter direktivet omfatter) er de organer, der er ansvarlige for at tilpasse de harmoniserede europaeiske standarder til direktivets anvendelsesomraade i overensstemmelse med de retningslinjer, der er nedfaeldet i en aftale, som Kommissionen efter hoering af medlemsstaterne har indgaaet med organerne (2).

(1) Af praktiske og redaktionelle grunde er der i dette dokument kun henvist til sikkerhed. (2) For andre saerlige industrigrene kan der eventuelt fastsaettes andre europaeiske organer med ansvar for udarbejdelse af tekniske specifikationer. 1. Med denne skitse udarbejdes der en generel metode, som alt efter lovgivningsmaessige behov boer anvendes paa sektorer eller produktgrupper samt paa risikotyper ved hjaelp at direktiver med hjemmel i traktatens artikel 100.

2. Direktivets formaal bliver praeciseret i hvert enkelt anvendelsestilfaelde ved hjaelp af risikotyper (sikkerhed, sundhed, miljoe, forbrugerbeskyttelse osv.) samt eventuelt af de naermere omstaendigheder (i hjemmet, paa arbejdspladsen, i trafikken, under udoevelse af fritidsaktiviteter osv.).

3. Det skal i givet fald praeciseres, at medlemsstaterne samtidig med, at faellesskabsretten overholdes, kan fastsaette nationale bestemmelser vedroerende betingelserne for anvendelse af produkter, der er omfattet af direktivets anvendelsesomraade.

4. For saa vidt angaar maalsaetningen i det andet princip, er det indlysende, at det gennemfoeres ved selve direktivvedtagelsen i overensstemmelse med traktatens artikel 100, eftersom de grundlaeggende sikkerhedskrav, der er fastsat heri, sikrer, at denne maalsaetning opfyldes.

B. VAESENTLIGSTE ELEMENTER I. Anvendelsesomraade

Definition af de omfattede produkter og arten af risici, man vil undgaa.

Anvendelsesomraadet skal udformes saaledes, at der sikres en sammenhaengende indsats, og saaledes at man undgaar et utal af direktiver om enkeltprodukter. Det boer desuden bemaerkes, at det paagaeldende direktiv ikke forhindrer, at der eventuelt forekommer adskillige direktiver om forskellige risikotyper for samme produktkategori (f.eks. om et apparats mekaniske sikkerhed og samme apparats forurening).

II. Generel markedsfoeringsklausul

De produkter, direktivet omfatter, kan kun markedsfoeres, hvis de ikke bringer personers, husdyrs eller goders sikkerhed i fare, naar de installeres eller vedligeholdes ordentligt eller anvendes formaalstjenligt. 1. Som generel regel er der i direktiverne fastsat en fuldstaendig harmonisering. Foelgelig skal ethvert markedsfoert produkt, der er omfattet af gennemfoerelsesdirektivets anvendelsesomraade, vaere i overensstemmelse hermed. Under saerlige omstaendigheder kan det eventuelt vaere hensigtsmaessigt med en valgfri harmonisering for visse produkter. Direktivskitsen udformes imidlertid med henblik paa en fuldstaendig harmonisering.

Det kan overvejes at indfoere hensigtsmaessige loesninger, hvorved der tages hensyn til, at det i visse medlemsstater er noedvendigt med en harmonisk udvikling henimod en obligatorisk ordning saaledes at man navnlig kan opbygge de infrastrukturer, som er noedvendige for afproevningen.

Punkt II udgoer saaledes en generel klausul, der fastlaegger medlemsstaternes ansvar med hensyn til markedsfoering af produkter.

2. For at overholde det generelle grundlaeggende princip i direktivskitsen, som bestaar i at overlade det til erhvervsfolk at vaelge, paa hvilken maade de vil attestere overensstemmelsen (selvfoelgelig med undtagelse af de tilfaelde, hvor der i saerdirektiver for praecise sektorer, som naevnt i punkt VIII, stk. 2, er fastsat en forudgaaende kontrol), og som saaledes forbyder medlemsstaterne at indfoere en ordning med kontrol forud for markedsfoering, er det klart, at de nationale myndigheder skal kunne foretage en kontrol ved hjaelp af stikproever for at opfylde den forpligtelse, der er indeholdt i denne klausul.

3. I visse tilfaelde kan betingelserne eventuelt skaerpes (forventet anvendelse) navnlig med hensyn til arbejdstagernes og forbrugernes beskyttelse.

III. Vaesentlige sikkerhedskrav

Beskrivelse af de sikkerhedskrav, der er vaesentlige for at kunne anvende generalklausulen i punkt II, som alle produkter, der er omfattet af direktivet, skal overholde. 1. De vaesentlige sikkerhedskrav, som markedsfoerte produkter skal opfylde, skal udformes tilstraekkelig praecist til, at de ved gennemfoerelse heraf i national ret kan udgoere retsgyldige forpligtelser. De skal udarbejdes saaledes, at standardiseringsorganerne kan attestere produkternes overensstemmelse direkte paa grundlag af disse krav, naar der ikke findes standarder. Hvor detaljeret udformningen af disse krav skal vaere, afhaenger af de behandlede emner. Efterkommes de vigtigste sikkerhedskrav, finder generalklausulen under punkt II automatisk anvendelse.

2. Disse krav kan kun aendres ved, at der vedtages et nyt raadsdirektiv med hjemmel i traktatens artikel 100.

IV. Klausul om fri bevaegelighed

Medlemsstaterne er paa de i punkt V anfoerte betingelser forpligtet til at tillade fri bevaegelighed for produkter, der er i overensstemmelse med punkt II og III. 1. Den frie bevaegelighed er sikret for produkter, der er erklaeret i overensstemmelse med beskyttelseskravene i direktivet, uden som generel regel at kraeve forudgaaende kontrol af, at kravene i punkt III er overholdt, idet bemaerkningen i punkt II, stk. 2, fortsat gaelder.

Fortolkningen af denne bestemmelse boer ikke foere til, at der systematisk i direktiverne vedroerende de enkelte sektorer kraeves attestation af tredjepart,

2. Selve maalsaetningen i de paagaeldende direktiver er at daekke samtlige vaesentlige krav, men en medlemsstat har i ganske saerlige tilfaelde, hvor direktiver viser sig at vaere mangelfuldt, altid mulighed for at gribe ind i henhold til traktatens artikel 36.

V. Bevismiddel for overensstemmelse og virkninger 1. Medlemsstaterne formoder, at produkterne er i overensstemmelse med punkt II og III, saafremt de ledsages af et af de attestationsmidler, der er beskrevet i punkt VIII, hvori det erklaeres, at produkterne er i overensstemmelse med: a) de harmoniserede standarder, der er vedtaget af det europaeiske standardiseringsorgan med saerligt ansvar for direktivets anvendelsesomraade, naar disse standarder er vedtaget i overensstemmelse med de generelle retningslinjer, som dette organ og Kommissionen er blevet enige om, og naar de er blevet offentliggjort med referencer i De Europaeiske Faellesskabers Tidende ; denne offentliggoerelse skal i oevrigt ligeledes foretages af medlemsstaterne;

b) som overgangsforanstaltning de nationale standarder, der er anfoert i stk. 2, i det omfang der ikke findes harmoniserede standarder paa de omraader, der omfattes af saadanne standarder.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen ordlyden af deres nationale standarder, som de mener opfylder punkt II og III. Kommissionen meddeler straks de oevrige medlemsstater denne tekst. Efter fremgangsmaaden i punkt VI, stk. 2, meddeler den medlemsstaterne de nationale standarder, der forudsaettes at vaere i overensstemmelse med punkt II og III.

Medlemsstaterne skal soerge for at offentliggoere disse standarden referencer. Kommissionen soerger for offentliggoerelsen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

3. Medlemsstaterne accepterer, at de produkter, for hvilke fabrikanten ikke anvender nogen standard (fordi der ikke findes nogen standard i henhold til stk. 1, litra a) og b), ovenfor eller af andre saerlige aarsager) betragtes som vaerende i overensstemmelse med punkt II og III, naar deres overensstemmelse bevises ved hjaelp af et af de attestationsmidler, der er naevnt i punkt VIII, stk. 1, litra a) og b). 1. Kun de attestationsmidler, der er fastsat i punkt VIII, medfoerer uden videre formodning om overensstemmelse.

2. Formodningen om overensstemmelse bygger paa, at et produkts overensstemmelse med harmoniserede eller nationale standarder er erklaeret ved hjaelp af et af de i punkt VIII anfoerte attestationsmidler. Naar produktet ikke er i overensstemmelse med en standard, fordi der ikke findes standarder eller fordi fabrikanten, f.eks. i tilfaelde af en innovation, foretraekker at anvende andre konstruktionskriterier efter eget valg, erklaeres overensstemmelse med punkt II og III ved hjaelp af en attestation fra et uafhaengigt organ.

3. I tilfaeldene i punkt V, stk. 1 og 3, vil medlemsstaterne saaledes altid have ret til, for at lade formodningen gaelde, at kraeve et af de attestationsmidler, der er anfoert i punkt VIII.

4. Udarbejdelse og vedtagelse af de i stk. 1, litra a) omhandlede harmoniserede standarder af CEN og CENELEC - idet disse to organer som generel regel er de »saerlig ansvarlige europaeiske standardiseringsorganer« - saavel som forpligtelsen til gennemfoerelse i nationale standarder er omfattet af disse to organers forretningsorden og reglerne for deres standardiseringsarbejde. Disse to organers forretningsordener er i oejeblikket ved at blive indbyrdes harmoniseret.

Det er imidlertid ikke udelukket, at de i stk. 1, litra a), omhandlede harmoniserede standarder udarbejdes uden for CEN og CENELEC af andre organer, der kan paatage sig opgaven paa bestemte omraader ; i disse tilfaelde skal CEN/CENELEC godkende de harmoniserede standarder. Under alle omstaendigheder skal udarbejdelse og opstilling af harmoniserede standarder som omhandlet i punkt V vaere underlagt de retningslinjer, som Kommissionen og disse organer er blevet enige om. Retningslinjerne drejer sig navnlig om foelgende principper og betingelser: - der skal vaere personale og en hensigtsmaessig teknisk infrastruktur til raadighed i det standardiseringsorgan, som Kommissionen giver standardiseringsmandater;

- offentlige myndigheder og beroerte kredse skal tilknyttes arbejdet (navnlig producenter, forbrugere, fagforeninger);

- Kommissionen godkender ved udarbejdelsen af et standardiseringsmandat og efter hoering af medlemsstaterne vilkaarene for vedtagelse af harmoniserede standarer, deres gennemfoerelse i nationale standarder eller i det mindste ophaevelse af divergerende nationale standarder.

5. Ved valget af de nationale standarder tages der behoerigt hensyn til de eventuelle praktiske vanskeligheder, der er forbundet med dette valg.

De nationale standarder udvaelges kun midlertidigt Beslutningen om udvaelgelse skal derfor principielt ledsages af et mandat til de kompetente europaeiske organer, for at disse inden for en bestemt frist kan udarbejde og tilpasse de tilsvarende europaeiske standarder paa de ovenfor fastsatte betingelser.

VI. Forvaltning af fortegnelser over standarder 1. Saafremt en medlemsstat eller Kommissionen finder, at de harmoniserede standarder eller udkastene hertil ikke helt opfylder punkt II og III, indbringer Kommissionen eller medlemsstaten sagen for udvalget (punkt X) og goer rede for aarsagerne hertil. Udvalget afgiver hasteudtalelse.

Paa baggrund af udvalgets udtalelse meddeler Kommissionen medlemsstaterne, om det er noedvendigt at tilbagetraekke standarden i de i punkt V, stk. 1, litra a), omhandlede offentliggoerelser. Den underretter det paagaeldende europaeiske standardiseringsorgan herom og giver det om noedvendigt et nyt eller aendret mandat.

2. Efter modtagelse af den i punkt V, stk. 2, omhandlede meddelelse hoerer Kommissionen udvalget. Paa baggrund af udvalgets udtalelse meddeler Kommissionen inden for en naermere fastsat frist medlemsstaterne, om den paagaeldende nationale standard skal omfattes af formodningen om overensstemmelse, og i bekraeftende fald at dens reference derfor skal offentliggoeres nationalt.

Saafremt Kommissionen eller en medlemsstat er af den opfattelse, at en national standard ikke laengere opfylder betingelserne for, at sikkerhedskravene kan formodes opfyldt, hoerer Kommissionen udvalget. Paa baggrund af dettes udtalelse meddeler den medlemsstaterne, om den paagaeldende standard fortsat eller ikke laengere skal omfattes af formodningen om overensstemmelse og i sidstnaevnte tilfaelde skal traekkes tilbage i de offentliggoerelser, der er omhandlet i punkt V, stk. 2.

Som anfoert ovenfor (se punkt V, stk. 2) har medlemsstaterne befoejelse til at afgoere, hvilke af deres nationale standarder, der boer anses for at opfylde punkt II og III, og derfor underkastes Kommissionens godkendelsesprocedure.

VII. Beskyttelsesklausul 1. Saafremt en medlemsstat konstaterer, at et produkt risikerer at bringe personers, husdyrs eller goders sikkerhed i fare, traeffer den alle fornoedne foranstaltninger for at forbyde markedsfoeringen af det paagaeldende produkt eller for at indskraenke dets frie omsaetning, ogsaa selv om det er ledsaget af attestation som omhandlet i punkt VIII.

Inden for en bestemt frist, men kun saafremt produktet ledsages af attestation som omhandlet i punkt VIII, underretter medlemsstaten Kommissionen om denne foranstaltning. Den anfoerer aarsagerne til afgoerelsen, herunder navnlig om den manglende overenstemmelse skyldes: a) at punkt II og III ikke er opfyldt (saafremt produktet ikke svarer til nogen standard);

b) en mangelfuld anvendelse af standarder omhandlet i punkt V;

c) en mangel ved selve standarderne.

2. Kommissionen holder hurtigst muligt samraad med de paagaeldende medlemsstater. Saafremt den medlemsstat, der har truffet foranstaltningerne, agter at opretholde dem, forelaegger Kommissionen sagen for udvalget inden for en bestemt frist. Saafremt Kommissionen, efter hoering af udvalget, konstaterer, at foranstaltningen er berettiget, meddeler den, ligeledes inden for en bestemt frist, den initiativtagende medlemsstat dette og goer de oevrige medlemsstater opmaerksom paa, at de (alt andet lige) ligeledes har pligt til at forbyde markedsfoeringen af det paagaeldende produkt.

3. Saafremt den omstaendighed, at produktet ikke opfylder punkt II og III, skyldes en mangel ved de harmoniserede eller nationale standarder, faar det de konsekvenser, der er beskrevet i punkt VI.

4. Er det produkt, der ikke opfylder kravene, ledsaget af attestation udstedt af et uafhaengigt organ eller af fabrikanten, traeffer vedkommende medlemsstat de fornoedne foranstaltninger mod udstederen og underretter Kommissionen og de oevrige medlemsstater herom.

5. Kommissionen soerger for, at medlemsstaterne holdes underrettede om denne procedures forloeb og resultaterne heraf.

I dette punkt beskrives konsekvenserne, naar medlemsstaternes anvendelse af beskyttelsesklausulen findes berettiget. Der er ikke anfoert oplysninger om konsekvenserne, naar anvendelsen ikke findes berettiget ved udloebet af Faellesskabets behandling af sagen, da traktatens almindelige bestemmelser i saa fald finder anvendelse.

VIII. Overensstemmelsesattestation 1. De i punkt V omhandlede attestationsmidler, som de erhvervsdrivende har adgang til, omfatter: a) overensstemmelsesattester eller -maerker udstedt af tredjemand;

b) resultater af proever udfoert af tredjemand;

c) overensstemmelseserklaering afgivet af fabrikanten eller dennes befuldmaegtigede i Faellesskabet ; denne erklaering kan ledsages af kravet om en tilsynsordning;

d) andre attestationsmidler, som eventuelt kan fastlaegges i direktivet.

2. Alt efter produkternes art og de risici, der er omfattet af direktiverne, vil de erhvervsdrivendes muligheder for at vaelge mellem disse forskellige midler kunne begraenses eller endog bortfalde.

3. Hver enkelt medlemsstat meddeler Kommissionen og de oevrige medlemsstater, hvilke nationale organer der kan udstede overensstemmelsesmaerker eller -attester. 1. I saerdirektiverne vil egnede attesteringsmidler blive fastlagt og udviklet under hensyntagen til de saerlige behov, der gaelder inden for deres anvendelsesomraade. Der erindres om, at de af medlemsstaterne udpegede standardiseringsorganer i tilfaeldene i litra a) og b) saerlig skal gribe ind, naar der ikke findes standarder, samt i tilfaelde af, at fabrikanten ikke anvender standarderne (jf. punkt V, stk. 3).

2. De i stk. 3 omhandlede organer skal udoeve deres hverv i overensstemmelse med de fremgangsmaader og principper, der er anerkendt paa internationalt plan, herunder navnlig retningslinjerne fra ISO. Ansvaret for kontrollen med disse organers drift paahviler medlemsstaterne. Det i punkt IX omhandlede udvalg forelaegges spoergsmaal vedroerende gennemfoerelsen af afproevning og godkendelse.

3. Foreligger der en overensstemmelseserklaering fra fabrikanten, og der er begrundet formodning om, at produktet ikke paa alle punkter udviser den kraevede sikkerhed, har de nationale myndigheder ret til at kraeve, at producenten eller importoeren forelaegger oplysninger om de undersoegelser, der er foretaget angaaende sikkerheden. Afslaar producenten eller importoeren at fremkomme med saadanne oplysninger, er dette tilstraekkelig grund til at betvivle formodningen om overensstemmelse.

4. Fastsaettelsen af en begraenset liste over attesteringsmidler vedroerer kun ordningen med formodning om overensstemmelse og bevirker ikke nogen begraensning af den erhvervsdrivendes ret til som led i en indsigelse eller retssag at anvende ethvert egnet bevismiddel til godtgoerelse af, at produktet opfylder punkt II og III.

IX. Staaende udvalg

Der nedsaettes et staaende udvalg sammensat af repraesentanter, der udpeges af medlemsstaterne, og som kan soege bistand hos eksperter og raadgivere ; udvalget har en repraesentant for Kommissionen som formand.

Udvalget indkaldes af formanden enten paa eget initiativ eller paa en medlemsstats anmodning.

Udvalget fastsaetter selv sin forretningsorden.

X. Det staaende udvalgs opgaver og funktion 1. Udvalget udfoerer de opgaver, der paahviler det i henhold til de foregaaende punkter.

2. Udvalget kan desuden faa forelagt ethvert spoergsmaal, som vedroerer gennemfoerelsen af direktivet.

Udvalgets opgaver vedroerer gennemfoerelsen af direktivet. Den hoering af udvalget, der skal finde sted inden offentliggoerelsen af henvisninger til nationale standarder, har mere til formaal at skabe et forum for droeftelsen af eventuelle indvendinger fra Kommissionens eller en medlemsstats side end at foretage en systematisk gennemgang af standardernes fuldstaendige indhold.

Kriterier for valg af de prioriterede omraader, hvor metoden i foerste omgang vil kunne anvendes

1. Behovet for at indfoere en ny metode til harmonisering af tekniske forskrifter baseret paa henvisning til standarder og efter den plan, der her er beskrevet skyldes en raekke betingelser (belyst i foerste del af denne meddelelse), som hviler paa Faellesskabets hidtidige erfaring. Det drejer sig saaledes om et almengyldigt princip, hvis gyldighed maa vurderes for de forskellige konkrete omraader, hvor de skal anvendes.

Raadet udtalte sig i oevrigt i denne retning i konklusionerne af 16. juli 1984, hvor det gjorde opmaerksom paa det generelle behov for at udvide brugen af henvisninger til standarder, men i det omfang alle de fornoedne betingelser herfor er til stede, det vil sige de betingelser, som vedroerer de offentlige myndigheders pligt til at soerge for beskyttelse af borgernes sikkerhed og sundhed.

2. For at kunne udvaelge de prioriterede omraader, hvor denne metode i foerste omgang skal benyttes, er det derfor foerst og fremmest noedvendigt at fastlaegge en raekke udvaelgelseskriterier, som alle maa tages i betragtning: a) da metoden gaar ud paa, at de »vaesentlige krav« skal harmoniseres og goeres obligatoriske ved de direktiver, der vedtages med hjemmel i traktatens artikel 100, vil metoden med henvisning til standarder kun egne sig paa omraader, hvor det reelt er muligt at skelne mellem »vaesentlige krav« og »specifikationer vedroerende fremstillingen«. Med andre ord er samtlige betingelser for at anvende metoden med henvisning til standarder ikke til stede paa de omraader, hvor de vaesentlige samfundskrav er af en saadan art, at der er behov for en lang raekke specifikationer vedroerende fremstillingen, for at de offentlige myndigheder kan paatage sig det fulde ansvar for beskyttelsen af borgerne, da der er fare for, at metoden i en saadan sammenhaeng mister sin eksistensberettigelse. Paa baggrund af denne kendsgerning forekommer de omraader, der sorterer under sikkerhedsbeskyttelse, bestemt at maatte prioriteres i forhold til omraader, hvor der er tale om sundhedsbeskyttelse (hvilket i oevrigt svarer til anvendelsesomraadet for direktiv 83/189/EOEF);

b) for at en henvisning til standarder kan vaere mulig, skal det paagaeldende omraade vaere genstand for, eller kunne goeres til genstand for en standardisering ; til omraader, hvor der principielt er ringe mulighed for standardisering, maa ganske afgjort regnes de i litra a) naevnte omraader, hvor der foeles et faelles behov for EF-bestemmelser, paa de oevrige omraader derimod findes der, eller er der mulighed for, standardisering, og det er i saa fald en faellesskabsopgave at udvirke en saadan standardisering i snaevert samarbejde med dels industrien, dels de europaeiske standardiseringsorganer, idet forbrugerinteressen tages i betragtning;

c) arbejdet med den tekniske harmonisering inden for Faellesskabet paa grundlag af det almindelige program, der blev fastlagt ved Raadets resolutioner i 1969 og 1973, er forloebet meget uensartet inden for de forskellige industrigrene ; inden for fremstillingsindustrien (som synes at svare bedre til de ovenfor beskrevne kriterier) vedroerer hovedparten af de direktiver, der er vedtaget, tre omraader : motorkoeretoejer, metrologi og elektrisk materiel;

under den nye metode maa der derfor tages hensyn til denne kendsgerning, saaledes at arbejdet navnlig koncentreres om de oevrige omraader, som er blevet forsoemt paa faellesskabsplan (f.eks. mange maskiner og bygningsmaterialer), idet det dog ikke er hensigten af forsoemme langt fremskredent lovgivningsarbejde (som f.eks. motorkoeretoejsbestemmelserne) ; det ligger derimod anderledes med elektrisk materiel, som er det eneste omraade, der er blevet omfattet af et direktiv med henvisning til standarder, og som helt bestemt boer medtages blandt de prioriterede omraader, for saa vidt angaar alle de produkter, der endnu ikke er omfattet heraf, under hensyntagen til den yderst vigtige rolle den internationale og europaeiske standardisering spiller paa dette omraade;

d) et af de vigtigste formaal med den nye metode er paa én gang, ved vedtagelsen af et enkelt direktiv, at kunne loese problemerne med at fastsaette bestemmelser for en lang raekke produkter, uden at dette direktiv kraever hyppige tilpasninger eller aendringer ; de udvalgte omraader maa derfor vaere kendetegnet ved, at der findes en lang raekke produkter, der er saa ensartede, at definitionen paa faelles »vaesentlige krav« kan anvendes ; dette almengyldige kriterium er imidlertid hovedsagelig baseret paa praktiske overvejelser og arbejdsbesparelser ; der er faktisk intet til hinder for, at bestemmelserne vedroerende en enkelt produkttype i visse tilfaelde vedtages efter princippet med henvisning til standarder, hvis alle ovennaevnte kriterier samtidig er opfyldt;

e) der maa endelig goeres opmaerksom paa et kriterium, som Kommissionen, i fuld enighed med industrien, altid har betragtet som en afgoerende forudsaetning ; der skal vaere formodning om, at eksistensen af afvigende bestemmelser virkelig i praksis er til hinder for frie varebevaegelser ; i visse tilfaelde, ogsaa selv om en saadan begrundelse ikke er indlysende, kan det imidlertid ligeledes vise sig noedvendigt med et direktiv til beskyttelse af samfundsinteresser paa en ensartet maade i hele Faellesskabet.