Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document EESC-2023-05071-AS

Hjælpepakke for SMV'er

EESC-2023-05071-AS

DA

INT/1048

Hjælpepakke for SMV'er

UDTALELSE

Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Hjælpepakke for SMV'er

[COM(2023) 535 final]

Kontakt

int@eesc.europa.eu  

Sagsbehandler

Dalila Bernard

Dokumentets dato

1/2/2024

Ordfører: Alena Mastantuono

Medordfører: Angelo Pagliara

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 21/12/2023

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug

Vedtaget i sektionen

29/01/2024

Resultat af afstemningen
(for/imod/hverken for eller imod)

97/0/0

Vedtaget på plenarforsamlingen

DD/MM/YYYY

Plenarforsamling nr.

Resultat af afstemningen
(for/imod/hverken for eller imod)

…/…/…



1.Konklusioner og anbefalinger

1.1EØSU bifalder hjælpepakken for SMV'er som et forsøg på at sætte SMV'er i centrum for EU‑lovgivningen og for strategier, drøftelser og tiltag på EU-plan til støtte for konkurrenceevnen. EØSU glæder sig over Kommissionens fornyede tilsagn om at "tænke småt først", selv om et sådant tilsagn bør udmønte sig i konkret handling. Den næste Kommission bør prioritere dette og sikre en fortsat indsats på området.

1.2EØSU anerkender det politiske budskab bag initiativet, men savner stadig flere konkrete tiltag til at skabe et modstandsdygtigt og dynamisk miljø for SMV'er. At medregne SMV'ers bidrag til realøkonomien går hånd i hånd med at godkende principperne om bedre regulering. Med bekendtgørelsen om, at der vil blive udpeget en EU-SMV-repræsentant, og tilsagnet om en reduktion af antallet af regler og forskrifter på længere sigt er hjælpepakken for SMV'er et signal i den retning.

1.3EØSU opfordrer EU-institutionerne til at afhjælpe de vedvarende hindringer for at drive virksomhed i det indre marked. Dette er fortsat afgørende for at kunne skabe stordriftsfordele, vækst, kvalitetsjob og investeringer. EU-lovgivningen giver alt for ofte mulighed for differentieret gennemførelse i EU's medlemsstater, og Kommissionens håndhævelsespolitik er ikke slagkraftig nok over for medlemsstater, der indfører nationale regler eller administrative krav, som fører til markedsfragmentering.

1.4EØSU mener, det bør gøres lettere for SMV'er at få adgang til økonomiske midler, enten gennem tilskud, lån eller andre finansielle instrumenter, med individuelt tilpasset bistand. EØSU opfordrer desuden Kommissionen til at træffe alle de tiltag, som er nødvendige for at tilskynde SMV'erne til at udvise ansvarlig adfærd, når det drejer sig om at få adgang til EU-finansiering.

1.5EØSU understreger, at det er vigtigt at sikre en erhvervsvenlig lovgivning, der fuldt ud afspejler de vanskeligheder – og forskellene mellem de udfordringer – som henholdsvis SMV'er og store virksomheder står over for. Det er vigtigt, at virksomhederne driver forretning med respekt for sociale rettigheder og sundheds- og sikkerhedsregler, og at de får mulighed for at frigøre deres potentiale til at bidrage til en bæredygtig udvikling. I den forbindelse skal de betingelser, som det kræver at frigøre dette potentiale, være opfyldt.

2.Baggrund for udtalelsen

2.1Meddelelsen om hjælpepakken for SMV'er, som blev offentliggjort den 12. september 2023, indeholder:

·et forslag til forordning om forsinket betaling (INT/1041) 1 ;

·et forslag til direktiv om skatteforenkling for SMV'er (ECO/632) 2 ; og

·en række foranstaltninger, der skal gøre tingene lettere for SMV'er, forbedre adgangen til finansiering og kvalificeret arbejdskraft og støtte SMV'er i hele deres livscyklus.

3.Generelle bemærkninger

3.1EØSU glæder sig generelt over Kommissionens underliggende politiske budskab bag hjælpepakken for SMV'er. SMV'er bør sættes i centrum for alle lovtiltag, da de udgør den vigtigste komponent i den europæiske industri og økonomi. De 24 millioner europæiske SMV'er udgør 99 % af alle virksomheder i EU, består hovedsageligt af mikrovirksomheder og tegner sig for to tredjedele af arbejdspladserne i EU's private sektor.

3.2EØSU finder det vigtigt, at SMV'er driver forretning med respekt for sociale rettigheder, og at de får mulighed for at frigøre deres potentiale til at bidrage til en bæredygtig udvikling. I den forbindelse skal lovgiverne skabe et miljø, der muliggør let adgang til finansiering, økonomisk overkommelig energi og en kvalificeret arbejdsstyrke, som er klar til den dobbelte omstilling.

3.3Ifølge "Eurochambres Economic Survey 2024", der bygger på svarene fra over 43.000 iværksættere i hele Europa (hvoraf 95 % er ejere af SMV'er), vil tilvejebringelse af energi og råvarer samt arbejdskraftomkostninger og mangel på kvalificeret arbejdskraft udgøre de største udfordringer i 2024. Sådanne resultater er derfor en klar opfordring til politisk handling for at mindske usikkerheden i erhvervslivet og gøre Europas økonomi mere forudsigelig og modstandsdygtig. For at undgå unfair konkurrence efterlyser EØSU incitamenter til fremme af ansvarlig forretningsskik.

3.4Derfor glæder det EØSU, at Kommissionen agter at behandle nogle af disse aspekter som led i meddelelsen om hjælpepakken for SMV'er. Det markante fokus på bedre lovgivningsmæssige rammer hænger sammen med det fornyede tilsagn om systematisk at "tænke småt først" og mindske bureaukratiet. I mange år har dette udgjort et stort problem, og EU's medlovgivere bør videreudvikle og tilpasse deres lovgivning til SMV'ernes behov.

3.5Meddelelsen om hjælpepakken for SMV'er er også kendetegnet ved, at der lægges stadig større vægt på digitaliseringsprocessen med sigte på at forenkle procedurerne. Vi er i den forbindelse nødt til at forbedre overholdelsen og kontrollen og sørge for, at SMV'erne kan følge med og ikke kommer under unødigt pres. Selv om der er en klar fordel ved at digitalisere midler og procedurer, har SMV'er ofte svært ved at få sådanne processer indført på grund af begrænsede økonomiske midler og incitamenter. Digitalisering bør fremmes, men ikke gennemtvinges.

3.6EØSU beklager, at pakken ikke rummer en ny livline til virksomhederne, og at de få nye tiltag i den vil få begrænset og forsinket virkning for erhvervslivet.

3.7EØSU understreger, at man bør tage højde for den europæiske socialøkonomiske model, når man forsøger at finde løsninger til håndtering af de udfordringer, som de europæiske virksomheder står over for. At fremme den sociale dialog og sikre kollektive overenskomstforhandlinger er af stor betydning for at sikre den rette balance mellem økonomiske og sociale forhåbninger og for at mindske kløften mellem udbudte og efterspurgte færdigheder.

3.8EØSU opfordrer til, at der skabes gunstige vilkår, som vil gøre det muligt for europæiske virksomheder at tilgå finansiering og ansætte medarbejdere, uden at der gives køb på sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Med dette for øje efterlyser EØSU yderligere støtte til SMV'er samt tiltag, der gør det lettere at overholde sundheds-, sikkerheds- og miljøbeskyttelseslovgivningen. Dette er vigtigt for at undgå ulykker på arbejdspladsen og arbejdsrelaterede helbredsskader.

3.9EØSU gentager blot holdningen fra sine tidligere udtalelser om, at industri-, energi- og klimastrategierne skal tilpasses hinanden. Udvalget påpeger desuden, at EU er nødt til at påtage sig at gennemføre et ambitiøst program til håndtering af de resterende hindringer for det indre marked med sigte på at kunne skabe stordriftsfordele, vækst og investeringer.

4.Særlige bemærkninger

4.1I foranstaltning 1 i meddelelsen om hjælpepakken for SMV'er foreslås et skatteforenklingsdirektiv. EØSU bifalder generelt bestræbelserne på at forenkle og mindske regelbyrden på momsområdet i forbindelse med grænseoverskridende aktiviteter. Udvalget bemærker imidlertid, at der skal gøres mere for at fjerne andre længerevarende hindringer. Fragmenteringen på det indre marked og de forskellige nationale regler for varer og tjenesteydelser udgør en betydelig byrde for virksomhederne.

4.2EØSU glæder sig over Kommissionens tilsagn om systematisk at overveje konkrete SMV‑venlige bestemmelser i nye lovgivningsforslag som beskrevet i foranstaltning 2. SMV‑testen er afgørende for at sikre et regelsæt, der er målrettet SMV'er, og skal anvendes korrekt for at kunne virke efter hensigten. Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakters indvirkning på SMV'er skal evalueres grundigt.

4.3Det er afgørende at anvende SMV-testen ensartet og korrekt. Kommissionens tjenestegrene skal ved udarbejdelsen af konsekvensanalyser allerede på et tidligt tidspunkt overveje SMV'ers behov. Dette bør ske systematisk ved at sikre en mere inklusiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter og af erhvervsorganisationer. I konsekvensanalyser bør man skelne mellem forskellige størrelsesklasser af SMV'er og vurdere politikkernes indirekte virkning (herunder af social karakter).

4.4Man skal forsøge at forbedre lovgivningen ved at fjerne unødige byrder som følge af forslagene uden samtidig at sænke de sociale eller miljømæssige standarder. EØSU fremhæver, at man ved at anvende de eksisterende værktøjer bedre kan undgå unødigt bureaukrati. Et godt eksempel ville være, at man i alle lovgivningsforslag angiver de forpligtelser, der ventes at følge af forslaget, hvilket bl.a. bidrager til en bedre forståelse af den samlede regelbyrde. EØSU tilskynder Kommissionen til at anvende digitale værktøjer til at måle den potentielle administrative byrde og undgå overlappende forpligtelser og modstridende foranstaltninger. Mere konkret opfordrer vi indtrængende Kommissionen til at kortlægge virksomhedernes eksisterende forpligtelser og gå hurtigt videre med at gennemføre et program for reduktion af virksomhedernes administrative byrde og i den forbindelse aktivt inddrage de europæiske arbejdsmarkedsparter og erhvervsorganisationer.

4.5EØSU bifalder Kommissionens hensigt om at udpege en EU-SMV-repræsentant såvel som dens forslag om at lade repræsentanten deltage i høringerne i Udvalget for Forskriftskontrol. EØSU opfordrer til, at EU-repræsentanten får til opgave at aflægge rapport om resultatet af førnævnte udvalgs høringer i Rådet (konkurrenceevne) og på møderne med nationale SMV-repræsentanter og arbejdsmarkedets parter. Kommissionen skal sikre, at der er tale om en person med iværksætterbaggrund og en veldefineret række af kompetencer og ansvarsområder under den kommende mandatperiode 2024-2029, og at stillingen ledsages af tilstrækkelige ressourcer i form af personale og økonomisk støtte. Kommunikationskanalerne mellem de nationale SMV‑repræsentanter og SMV-samfundet i de enkelte medlemsstater bør styrkes. Regelmæssige og strukturerede dialoger med erhvervsorganisationer og arbejdsmarkedets parter bør fremmes for at styrke synergier og sikre større sammenhæng i gennemførelsen af politikker.

4.6For så vidt angår foranstaltning 5, påpeger EØSU, at Rådet og Europa-Parlamentet allerede fra nu af skal foretage konsekvensanalyser af væsentlige ændringer af Kommissionens forslag. EØSU understreger, at denne forpligtelse ikke blot må forblive et tilsagn, men skal gennemføres systematisk. Væsentlige ændringer af Kommissionens forslag indebærer væsentlige ændringer af den forventede virkning.

4.7For så vidt angår foranstaltning 7, anser EØSU reguleringsmæssige sandkasser for en lovende idé, der skal gennemføres under overholdelse af de sociale og miljømæssige standarder. Virksomhederne har brug for at kunne afprøve og eksperimentere forud for investeringer. EØSU betoner, at man i innovationspolitikken skal vælge en tilgang med inddragelse af flere forskellige interessenter, hvor SMV'er, civilsamfundet og andre relevante organisationer er med til at bestemme indholdet af de reguleringsmæssige sandkasser: Virksomhedernes behov er det afgørende kriterium for, om det giver mening at anvende sandkasser. Der bør skabes synergi mellem de enkelte EU-programmer, og SMV-samfundet bør som en vigtig søjle i Europas forsknings- og innovationsøkosystemer nyde godt af sådanne muligheder. Man skal garantere gennemsigtighed og konkurrenceneutralitet, herunder navnlig ikkeforskelsbehandling ved udvælgelsen af deltagere. I betragtning af at brugen af reguleringsmæssige sandkasser for nettonulindustrier samt nye former for socialt og miljømæssigt iværksætteri og eksperimenteren med alternative forretningsmodeller i retning af øget demokrati vinder frem, fremhæver EØSU betydningen af, at disse gøres tilgængelige for virksomheder fra alle økonomiske sektorer.

4.8Foranstaltning 8 vedrører lanceringen af det tekniske engangssystem (OOTS) inden udgangen af 2023 og det udvidede anvendelsesområde for den fælles digitale portal. EØSU fremhæver, at bestræbelserne på at fremme digitalisering med sigte på at reducere og forenkle administrative procedurer ved at sammenkoble offentlige tjenester i Europa er afgørende, ikke kun for den digitale omstilling, men for hele økonomien. Udvalget understreger, at det er medlemsstaternes parathed og evne til at gennemføre forordning (EU) 2018/1724, som afgør, hvor godt den fælles digitale portal kommer til at fungere. Desuden fremhæver udvalget, at digitaliseringen af sociale sikringsordninger ikke kun må ske med henblik på forenkling, men også skal forbedre det grænseoverskridende samarbejde samt håndhævelsen og bekæmpelsen af svig.

4.9EØSU opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at optrappe deres indsats inden for digitalisering og fremme indførelsen af brugervenlige løsninger. De mange reguleringsniveauer kan forenkles ved hjælp af digitale værktøjer. EØSU anbefaler f.eks. at udvikle en app, hvor aflønningen af udstationerede førere kan beregnes i realtid, og at oprette et fælles europæisk momsnummer til erstatning for den digitale indberetning af moms. Der er imidlertid stadig lang vej, når det gælder om at få e-fakturering anerkendt i hele EU.

4.10I foranstaltning 9 henviser Kommissionen til det sæt forslag, der blev offentliggjort i oktober 2023, til rationalisering af rapporteringskravene for at opfylde målet om en reduktion på 25 %. EØSU anser dette for at være første skridt i den rigtige retning. Det kræver dog en langt mere ambitiøs tilgang, hvis regelbyrden for europæiske virksomheder skal mindskes. Samtidig anbefaler EØSU, at den mindskede rapportering ikke går ud over indfrielsen af konkrete sociale og miljømæssige mål.

4.11EØSU bakker helhjertet op om enhver indsats til bekæmpelse af forsinkede betalinger som beskrevet i foranstaltning 10. Rettidig betaling bidrager til et sundere økonomisk miljø og tjener det strategiske mål om at uddybe det indre marked. EØSU påpeger også to væsentlige generelle problemer forbundet med forsinkede betalinger: for det første håndhævelsen af de nuværende regler og for det andet forsinkede betalinger fra offentlige myndigheder. Konkrete tiltag til håndtering af disse aspekter af de nuværende regler vil bidrage til at ændre praksis i retning af hurtige betalinger.

4.12I foranstaltning 11 tilskynder Kommissionen medlemsstaterne til gennem den relevante InvestEU-forvaltningsstruktur at tildele yderligere midler til InvestEU's nationale afdelinger og til at lette bidrag til InvestEU fra genopretnings- og resiliensfaciliteten ved at vejlede mere om anvendelsen af princippet om "ikke at gøre væsentlig skade". Navnlig bør Kommissionen i sit forslag til 2023-midtvejsgennemgangen af FFR 2021-2027 sætte SMV'er i centrum og undlade at beskære de eksisterende midler til europæiske SMV'er. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at godkende forhøjelsen af InvestEU's budget som følge af dette programs succes. Endelig fremhæves det i EØSU's midtvejsevaluering af genopretnings- og resiliensfaciliteten (ECO/607‑EESC-2023), hvordan overdrevent bureaukrati og omstændelig lovgivning i væsentlig grad hæmmer en effektiv tildeling af midler til grønne og digitale projekter inden for rammerne af genopretnings- og resiliensfaciliteten. EØSU påpeger, at man ikke må skabe eller styrke et gunstigt erhvervsklima for SMV'er på bekostning af menneskerettighederne og miljøet. Samtidig foreslår EØSU særskilte betingelser ledsaget af incitamenter for SMV'erne til at respektere menneskerettighederne, anstændigt arbejde og bæredygtighed.

4.13EØSU støtter foranstaltning 12 om at oprette en pilotfacilitet på ca. 300 mio. EUR, hvormed eksportkreditagenturer kan støtte SMV'er i deres handel med Ukraine. EØSU efterlyser desuden en fremskyndelse af arbejdet med en EU-strategi for eksportkreditter med henblik på at tilvejebringe mere effektive og konsekvente eksportkredittilbud (garantier) i hele EU med fokus på løsninger, der også kan imødekomme SMV'ernes behov.

4.14Foranstaltning 13 har til formål at forbedre SMV'ers deltagelse i offentlige udbud. EØSU hilser navnlig dette tiltag velkommen med tanke på, at SMV'er ofte støder på betydelige hindringer for at byde på og vinde offentlige kontrakter, bl.a. langvarige og vanskelige udbudsprocedurer, manglende viden om kommende kontrakter, forskelligt vidensniveau i hhv. store og små virksomheder, begrænsede ressourcer, forsinkede betalinger fra offentlige myndigheder samt manglende erfaring med at byde på kontrakter. Med henblik på at sikre SMV'er lettere adgang til udbud foreslår EØSU at opdele offentlige udbud i delaftaler. EØSU bemærker, at adgangen til offentlige udbud bør være åben for dem, der udviser ansvarlig forretningsskik, herunder når det gælder anstændigt arbejde og arbejdstagernes sundhed og sikkerhed.

4.15I foranstaltning 14 foreslås det at sikre, at SMV'er har en enkel og standardiseret ramme for rapportering af miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige spørgsmål (ESG-spørgsmål). Der bør først og fremmest være fokus på den enkelte virksomheds forandringsledelse. De frivillige standarder for SMV'er, som EFRAG har foreslået, har potentiale til at opfylde disse krav og bør videreudvikles i overensstemmelse hermed. EØSU fremhæver i den forbindelse sin udtalelse om bæredygtig virksomhedsledelse 3 .

4.16Med foranstaltning 15 foreslår Kommissionen at arbejde hen imod en standard for eller en definition af grønne lån, navnlig for SMV'er. EØSU understreger, at udviklingen af krav til grønne lån også skal stå i et rimeligt forhold til virksomhedens størrelse, og at en universalløsning ikke er hensigtsmæssig for SMV'er. Desuden bør kravene bringes i overensstemmelse med datarammen i den frivillige standard for SMV'er.

4.17Med hensyn til den vurdering af en SMV-venlig tilpasning af andelen af grønne aktiver (GAR), som foreslås i foranstaltning 15, bakker EØSU op om vigtigheden af at foretage en sådan gennemgang i juni 2024. Det er ikke noget nyt, at man overvejer at forenkle klassificeringssystemet for SMV'er. Men der hersker fortsat stor tvivl om, hvorvidt forenklingen kan opnås på en måde, som er gennemførlig for SMV'er. At tilbyde bæredygtige lån til SMV'er er omkostningskrævende på grund af de mindre volumener. Det kræver økonomiske incitamenter at fremme den væsentlige øgning af investeringer, som der er brug for. Mulige incitamenter kunne være nedsatte kapitalkrav, securitisering af bæredygtige SMV-lån, offentlige midler til dækning af starttab eller anvendelse heraf som sikkerhed i Eurosystemet samt bevarelse af arbejdskraft. EØSU bemærker desuden, at SMV'er ikke kan efterleve rapporteringskravene for klassificering på flere niveauer, hvorfor disse ikke længere bør indgå i nævneren ved beregning af andelen af grønne aktiver. En andel af grønne aktiver specifikt for SMV'er kan sætte gang i omstillingen i SMV-sektoren, hvis den bygger på en klar og fleksibel EBA-ramme for grøn omstilling og SMV-finansiering.

4.18EØSU bifalder bestræbelserne på at styrke anerkendelsen af tredjelandsstatsborgeres kvalifikationer og færdigheder for at afhjælpe kvalifikationskløften på EU's arbejdsmarked som nævnt i foranstaltning 16. Manglen på kvalificeret arbejdskraft er et af de europæiske virksomheders alvorligste problemer. I lyset af den europæiske befolknings aldring står det klart, at der er behov for en velstyret migration, hvor medlemsstaternes kompetencer på området også respekteres. Manglen på arbejdskraft hænger til dels sammen med færdigheder, men muligvis også til dels med arbejdsvilkår. EØSU understreger behovet for en reaktiv kompetencepolitik, der afspejler arbejdsmarkedets faktiske behov, og som skal fastlægges i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Det er afgørende at styrke anerkendelsen af kvalifikationer for at kunne matche kvalifikationer og færdigheder bedre og sikre, at arbejdstagerne forstår fordelene ved at deltage i videreuddannelse gennem opkvalificerings- og omskolingsprocesser. Kommissionen skal sørge for, at det i praksis bliver let for virksomhederne at anvende EU's talentpulje.

4.19Foranstaltning 17 har fokus på at forbedre arbejdet med grupper, der fortsat rummer et højt uudnyttet iværksætterpotentiale, såsom kvinder, unge og personer med handicap. EØSU understreger, at man bør være særligt opmærksom på at oprette programmer og acceleratorprogrammer til støtte for disse grupper.

4.20Med foranstaltning 18 foreslår Kommissionen en analyse af, om den nuværende SMV-definition er egnet til formålet, og udarbejdelse af en harmoniseret definition af små midcapselskaber. EØSU tilslutter sig fuldt ud princippet om at "tænke småt først", ifølge hvilket EU-lovgivning skal udformes under hensyn til konsekvenserne for mindre virksomheder. Med tanke på et forudsigeligt og stabilt regelsæt vil en korrekt anvendelse af et sådant princip efterfølgende gøre drøftelserne om en revision af SMV-definitionen mindre presserende.

4.21EØSU bakker op om foranstaltning 19, der skal lette virksomhedsoverdragelser. Foranstaltninger på EU-plan kunne omfatte en indsats for at øge kendskabet til de færdigheder, som en vellykket overdragelse kræver, samt fremmende foranstaltninger og værktøjer til tidlig varsling. Som allerede understreget i udtalelse INT/982 mener EØSU, at udviklingen af velfungerende økosystemer og støttetjenester for virksomhedsoverdragelse er afgørende for at bevare livsgrundlaget og økonomien i landdistrikter og områder, der er afhængige af en enkelt industri. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at ajourføre Rådets henstillinger om virksomhedsoverdragelse fra 1994.

4.22Innovative SMV'er skal kunne få den støtte og de ressourcer, de behøver for at trives. SMV'er er hovedsageligt afhængige af banker, som ofte ikke stiller den nødvendige risikokapital til rådighed. I de seneste år er der gjort fremskridt, når det gælder om at forbedre adgangen til kapital, men navnlig manglen på vækstkapital hindrer unge innovative virksomheder i at opskalere. Der bør tilskyndes til private investeringer ved at videreudvikle et europæisk marked for risikovillig kapital og risikobegrænsende instrumenter (garantier, skattefradrag og økonomiske incitamenter) til strategiske investeringer og tilvejebringe alternativer til offentlige markeder (herunder business angels, offentlige startmidler, offentlige investeringsfonde og kooperativer), f.eks. via risikodelingsprincipper.

4.23EØSU opfordrer Kommissionen til at kortlægge, hvad der konkret hindrer iværksættere, som er gået konkurs eller blevet insolvente, i at komme på fode igen.

Bruxelles, den 29. januar 2024

Sandra PARTHIE

Formand for Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug

_____________

Top