BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR DEN DELEGEREDE RETSAKT
Forordning (EU) 2023/957, der ændrer forordning (EU) 2015/757 om overvågning, rapportering og verifikation af drivhusgasemissioner fra søtransport og om ændring af direktiv 2009/16/EF, blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 16. maj 2023 og trådte i kraft den 5. juni 2023.
Formålet med forordningen er at ændre forordning (EU) 2015/757 for at muliggøre medtagelse af søtransportaktiviteter i EU's emissionshandelssystem og overvågning, rapportering og verifikation af emissioner af yderligere drivhusgasser og emissioner fra yderligere skibstyper
I henhold til artikel 2, stk. 1a, i forordning (EU) 2015/757 som ændret bør nævnte forordning fra den 1. januar 2025 også finde anvendelse på offshoreskibe på under 5 000 bruttotonnage, men ikke under 400 bruttotonnage, for så vidt angår de drivhusgasemissioner, der udledes under deres sejlads fra deres seneste anløbshavn til en anløbshavn under en medlemsstats jurisdiktion og fra en anløbshavn under en medlemsstats jurisdiktion til deres næste anløbshavn samt i anløbshavne under en medlemsstats jurisdiktion.
I henhold til artikel 2, stk. 1b, i forordning (EU) 2015/757 bør nævnte forordning fra den 1. januar 2025 også finde anvendelse på offshoreskibe på 5 000 bruttotonnage or derover for så vidt angår de drivhusgasemissioner, der udledes under deres sejlads fra deres seneste anløbshavn til en anløbshavn under en medlemsstats jurisdiktion og fra en anløbshavn under en medlemsstats jurisdiktion til deres næste anløbshavn samt i anløbshavne under en medlemsstats jurisdiktion.
I henhold til artikel 5 i forordning (EU) 2015/757 skal selskaberne bestemme deres skibes drivhusgasemissioner i overensstemmelse med metoderne i bilag I og overvåge andre relevante oplysninger i overensstemmelse med reglerne i forordningens bilag II.
I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EU) 2015/757 tillægges Kommissionen beføjelser til gennem delegerede retsakter at ændre bilag I og II for at tage hensyn til medtagelsen af drivhusgasemissioner fra offshoreskibe i nævnte forordnings anvendelsesområde samt for at tilpasse disse bilag til de gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen.
2.HØRINGER FORUD FOR RETSAKTENS VEDTAGELSE
Kommissionen nedsatte Ekspertgruppen vedrørende Klimapolitikken den 27. marts 2018. Med henblik på udarbejdelsen af denne delegerede forordning holdt Ekspertgruppen vedrørende Klimapolitikken møder den 18. juni, den 3. juli og den 11. september 2024. Der blev også afholdt et fælles møde mellem Ekspertgruppen vedrørende Klimapolitikken og Det Europæiske Forum for Bæredygtig Skibsfart den 11. september 2024.
De dokumenter, der var relevante for møderne, blev fremsendt samtidig til Europa-Parlamentet og Rådet som fastsat i den fælles forståelse om delegerede retsakter, der er knyttet som bilag til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning. Ekspertgruppens bemærkninger er taget i betragtning ved udarbejdelsen af udkastet til delegeret forordning.
Der blev desuden indhentet feedback online vedrørende teksten til den delegerede forordning via portalen for bedre regulering i en periode på fem uger mellem den 31. juli 2024 og den 4. september 2024. Der blev indsendt 37 bidrag — fire fra borgere, syv fra virksomheder, fire fra ikkestatslige organisationer, fem fra offentlige myndigheder, 13 fra erhvervssammenslutninger, et fra en miljøorganisation, et fra en fagforening og to fra andre kategorier af respondenter.
Interessenterne bifaldt generelt hensigten med den delegerede forordning, navnlig i erkendelse af behovet for at præcisere, hvilke offshoreskibe og drivhusgasemissioner der skal medtages i anvendelsesområdet for forordning (EU) 2015/757 fra den 1. januar 2025. Interessenterne understregede denne sektors betydning for dekarboniseringen af den maritime industri. Flere af dem understregede imidlertid, at den eksisterende retlige ramme som fastsat i forordning (EU) 2015/757 ikke var tilstrækkeligt tilpasset de særlige forhold, der gør sig gældende for offshoreindustrien, og foreslog en ændring i retning af en aktivitetsbaseret tilgang som en langsigtet løsning med potentielle ændringer af definitionerne af "anløbshavn" og "sejlads". Mulige udfordringer i forbindelse med fortolkningen og håndhævelsen af listen over offshoreskibe blev bragt på bane. En række interessenter gik ind for en tilgang, der vil udvide antallet af omfattede fartøjer, f.eks. ved at omfatte alle fartøjer, der ikke er transportfartøjer, bortset fra specifikt undtagne fartøjer. Bugserbåde blev navnlig nævnt som en fartøjstype, der ikke bør medtages. Kommissionen tog alle modtagne bemærkninger og forslag til efterretning. Flere af dem ville medføre væsentlige ændringer, der ville gå ud over de retlige beføjelser i forbindelse med den delegerede forordning. Under hensyntagen til alle relevante retlige begrænsninger blev den delegerede forordning tilpasset, så den omfatter yderligere offshorefartøjer og præciserer de certificeringer og den dokumentation, der bør tages i betragtning. Kommissionen anerkendte også anmodningen fra flere interessenter om at videreudvikle vejledningen til støtte for gennemførelsen af den delegerede forordning, hvor det er relevant.
3.JURIDISKE ASPEKTER AF DEN DELEGEREDE RETSAKT
Den delegerede forordning ændrer bilag I og II til forordning (EU) 2015/757 for at tage hensyn til medtagelsen fra den 1. januar 2025 af drivhusgasemissioner fra offshoreskibe, hvis bruttotonnage ikke er under 400, i forordningens anvendelsesområde og tilpasser yderligere bilag I og II til de gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 14, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF, navnlig med hensyn til reglerne om nulsats for bæredygtige brændstoffer i henhold til nævnte direktiv.
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) …/…
af 16.10.2024
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/757 for så vidt angår reglerne for overvågning af drivhusgasemissioner fra offshoreskibe og nulsats for bæredygtige brændstoffer
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/757 af 29. april 2015 om overvågning, rapportering og verifikation af drivhusgasemissioner fra søtransport og om ændring af direktiv 2009/16/EF, særlig artikel 5, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Forordning (EU) 2015/757 fastlægger regler for præcis overvågning, rapportering og verifikation af drivhusgasemissioner og af andre relevante oplysninger fra skibe, som ankommer til, opholder sig i eller forlader havne i en medlemsstats jurisdiktion, med henblik på at fremme reduktionen af drivhusgasemissioner fra søtransport på omkostningseffektiv vis.
(2)Bilag I til forordning (EU) 2015/757 fastsætter metoder til overvågning af drivhusgasemissioner på grundlag af brændstofforbrug. Bilag II til forordning (EU) 2015/757 fastsætter regler om overvågning af andre relevante oplysninger.
(3)Forordning (EU) 2015/757 blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/957, navnlig for at medtage drivhusgasemissioner fra offshoreskibe i anvendelsesområdet for den nævnte forordning fra den 1. januar 2025. Det er imidlertid nødvendigt at præcisere begrebet "offshoreskibe" for at sikre en ensartet anvendelse med hensyn til bestemmelsen af de drivhusgasemissioner, der er omfattet af forordningen, ud over dem, der allerede er omfattet i forbindelse med skibes bevægelser og aktiviteter med henblik på transport af gods eller passagerer i kommercielt øjemed. Der bør derfor fastsættes regler for at skabe klarhed med hensyn til de skibe og drivhusgasemissioner, der bør omfattes af en sådan medtagelse. Skibets myndighedscertifikater eller anden relevant dokumentation, herunder klassebetegnelse, bør tages i betragtning med henblik på at afgøre, om det pågældende skib er konstrueret eller certificeret til at udføre serviceaktiviteter offshore eller på offshoreanlæg.
(4)Fra den 1. januar 2027 medtages offshoreskibe på 5 000 bruttotonnage og derover i de anvendelsesområdet for de søtransportaktiviteter, der er omfattet af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF. I henhold til nævnte direktivs artikel 3gg, stk. 5, forelægger Kommissionen senest den 31. december 2026 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, hvori den undersøger gennemførligheden og de økonomiske, miljømæssige og sociale konsekvenser af at medtage emissioner fra skibe, herunder offshoreskibe, under 5 000 bruttotonnage, men ikke under 400 bruttotonnage, i det nævnte direktivs anvendelsesområde. Rapporten bør også behandle de indbyrdes forbindelser mellem direktiv 2003/87/EF og forordning (EU) 2015/757 og trække på erfaringerne fra anvendelsen heraf. Rapporten kan, hvis det er relevant, ledsages af lovgivningsforslag på grundlag af erfaringerne fra de første år, hvor drivhusgasemissioner fra offshoreskibe er medtaget i anvendelsesområdet for forordning (EU) 2015/757.
(5)Reglerne i bilag II til forordning (EU) 2015/757 bør ajourføres for yderligere at tilpasse dem til de regler, der gælder for andre sektorer i emissionshandelssystemet (ETS) med hensyn til brændstoffer, der er berettiget til nulsats i henhold til direktiv 2003/87/EF, navnlig for at medtage muligheden for syntetiske kulstoffattige brændstoffer med nulsats.
(6)Forordning (EU) 2015/757 bør derfor ændres.
(7)Da drivhusgasemissionerne fra offshoreskibe medtages fra den 1. januar 2025 i henhold til forordning (EU) 2015/757, bør de relevante regler i nærværende forordning finde anvendelse i overensstemmelse hermed fra den 1. januar 2025.
(8)Drivhusgasemissioner fra søtransport har været medtaget i EU ETS siden den rapporteringsperiode, der begyndte den 1. januar 2024. De regler, der finder anvendelse på andre ETS-sektorer med hensyn til brændstoffer, der i henhold til direktiv 2003/87/EF er berettiget til nulsats, finder anvendelse i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2066 som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/2493 af 23. september 2024 fra den 1. januar 2024. For at sikre sammenhæng, klarhed og lige betingelser bør de i denne forordning fastsatte regler for overvågning og rapportering af emissioner fra vedvarende brændstoffer af ikkebiologisk oprindelse med nulsats, genanvendt kulstofbrændsel og syntetiske kulstoffattige brændstoffer derfor også finde anvendelse fra den 1. januar 2024 —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I forordning (EU) 2015/757 foretages følgende ændringer:
(1)I bilag I indsættes følgende del AA efter del A:
"AA. DRIVHUSGASEMISSIONER FRA OFFSHORESKIBE
Drivhusgasemissioner fra offshoreskibe skal omfatte drivhusgasemissioner, der udledes af følgende skibe, bortset fra isbrydere, der er konstrueret eller certificeret til at udføre serviceaktiviteter offshore eller på offshoreanlæg, under sejlads fra seneste anløbshavn til en anløbshavn under en medlemsstats jurisdiktion og fra en anløbshavn under en medlemsstats jurisdiktion til næste anløbshavn samt i anløbshavne under en medlemsstats jurisdiktion:
(a)ankerhåndteringsfartøj (AHTS — Anchor Handling Tug Supply)
(b)offshoreforsyningsskib
(c)besætnings-/forsyningsfartøj
(d)fartøj til rørtransport
(e)platformsforsyningsskib
(f)boreskib
(g)flydende produktionsanlæg med lagrings- og afskibningsfunktioner (FPSO), olie
(h)gasbehandlingsfartøj
(i)flydende anlæg med lagrings- og afskibningsfunktioner (FSO), gas
(j)FSO, olie
(k)indlogeringsskib
(l)hjælpefartøj til dykkere
(m)fartøj til offshoreanlægsarbejde
(n)offshoreservicefartøj
(o)fartøj til rørnedgravning
(p)rørlægningsfartøj
(q)rørlægningsfartøj med kran
(r)fartøj til produktionstest
(s)beredskabsfartøj
(t)støttefartøj til rendegravning
(u)brøndstimuleringsfartøj
(v)kabellægningsfartøj
(w)kabelreparationsskib
(x)minefartøj
(y)vindmølleinstallationsfartøj
(z)idriftsættelsesfartøj
(æ)vedligeholdelsesfartøj
(ab)arbejds-/reparationsfartøj
(ac)forskningsundersøgelsesfartøj
(ad)opmudringsfartøj
(ae)sandsugerfartøj."
(2)I bilag II, del C, punkt 1.2, affattes andet afsnit således:
"Uanset punkt 1.1 anvender selskaberne ikke de regler, der er fastsat i del A i bilag I til denne forordning, for så vidt angår bestemmelse af CO2-emissionsfaktorer, hvis virksomheden anvender vedvarende brændstoffer af ikkebiologisk oprindelse (RFNBO), genanvendt kulstofbrændsel (RCF) eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer. I sådanne tilfælde bestemmes CO2-emissionsfaktoren i overensstemmelse med gennemførelsesforordning (EU) 2018/2066."
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den finder anvendelse fra den 1. januar 2025.
Dog finder artikel 1, nr. 2), anvendelse fra den 1. januar 2024.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 16.10.2024.
På Kommissionens vegne
Formand
Ursula VON DER LEYEN