Beslutning om ikke at gøre indsigelse mod en anmeldt fusion

(Sag M.9398 — Centerbridge Partners/Amtrust Corporate Member)

(EØS-relevant tekst)

(2019/C 299/01)

Den 13. august 2019 besluttede Kommissionen ikke at gøre indsigelse mod ovennævnte anmeldte fusion og erklære den forenelig med det indre marked. Beslutningen er truffet efter artikel 6, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1). Beslutningens fulde ordlyd foreligger kun på engelsk og vil blive offentliggjort, efter at eventuelle forretningshemmeligheder er udeladt. Den vil kunne ses:

—	under fusioner på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor

—	i elektronisk form på EUR-Lex-webstedet (http://eur-lex.europa.eu/homepage.html?locale=da) under dokumentnummer 32019M9398. EUR-Lex giver onlineadgang til EU-retten.

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.

Beslutning om ikke at gøre indsigelse mod en anmeldt fusion

(Sag M.9469 — ISQ/Domidep)

(EØS-relevant tekst)

(2019/C 299/02)

Den 27. august 2019 besluttede Kommissionen ikke at gøre indsigelse mod ovennævnte anmeldte fusion og erklære den forenelig med det indre marked. Beslutningen er truffet efter artikel 6, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1). Beslutningens fulde ordlyd foreligger kun på engelsk og vil blive offentliggjort, efter at eventuelle forretningshemmeligheder er udeladt. Den vil kunne ses:

—	under fusioner på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor

—	i elektronisk form på EUR-Lex-webstedet (http://eur-lex.europa.eu/homepage.html?locale=da) under dokumentnummer 32019M9469. EUR-Lex giver onlineadgang til EU-retten.

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.

Euroens vekselkurs (1)

3. september 2019

(2019/C 299/03)

1 euro =

	Valuta	Kurs
USD	amerikanske dollar	1,0937
JPY	japanske yen	116,05
DKK	danske kroner	7,4566
GBP	pund sterling	0,90885
SEK	svenske kroner	10,8128
CHF	schweiziske franc	1,0829
ISK	islandske kroner	139,90
NOK	norske kroner	10,0190
BGN	bulgarske lev	1,9558
CZK	tjekkiske koruna	25,885
HUF	ungarske forint	330,68
PLN	polske zloty	4,3663
RON	rumænske leu	4,7292
TRY	tyrkiske lira	6,2937
AUD	australske dollar	1,6247
CAD	canadiske dollar	1,4627
HKD	hongkongske dollar	8,5788
NZD	newzealandske dollar	1,7385
SGD	singaporeanske dollar	1,5237
KRW	sydkoreanske won	1 328,80
ZAR	sydafrikanske rand	16,5525
CNY	kinesiske renminbi yuan	7,8513
HRK	kroatiske kuna	7,4055
IDR	indonesiske rupiah	15 558,00
MYR	malaysiske ringgit	4,6162
PHP	filippinske pesos	57,190
RUB	russiske rubler	73,2576
THB	thailandske bath	33,548
BRL	brasilianske real	4,5684
MXN	mexicanske pesos	21,9477
INR	indiske rupee	79,1970

---

(1)  Kilde: Referencekurs offentliggjort af Den Europæiske Centralbank.

Udtalelse afgivet af Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål på mødet den 9. april 2019 vedrørende udkastet til afgørelse i sag AT.39398 — Visa MIF

Referent: Finland

(2019/C 299/04)

Høringskonsulentens endelige rapport (1)

Sag AT.39398 — Visa MIF

(2019/C 299/05)

Indledning

(1)

Sag AT.39398 vedrører multilaterale interbankgebyrer (»MIF-gebyrer«), der gælder i forbindelse med visse debet- og kreditkortbetalinger i det betalingskortsystem, der går under (varianter af) navnet »VISA« (2).

(2)

Denne rapport vedrører et udkast til tilsagnsafgørelse efter artikel 9 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (3) (»udkastet til afgørelse«) for så vidt angår nogle af de MIF-gebyrer, der er omfattet af sag AT.39398, nemlig de interregionale MIF-gebyrer (4). Udkastet til afgørelse er rettet til Visa Inc. og Visa International Service Association (tilsammen benævnt »Visa«).

(3)

I udkastet til afgørelse betegnes interregionale MIF-gebyrer som MIF-gebyrer, »der gælder for kortbaserede interregionale transaktioner foretaget hos forretningsdrivende i [Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS«)] med debet- og kreditkort udstedt til forbrugere af en udsteder uden for EØS« (5).

Forudgående sagsforløb i sag AT.39398 vedrørende Visa Europe Limited

(4)

Sag AT.39398 blev åbnet med en undersøgelse indledt på Kommissionens eget initiativ den 28. november 2006. Den 6. marts 2008 indledte Kommissionen en procedure efter artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 (6) for så vidt angår visse former for praksis, som Visa-gruppen, og navnlig Visa Europe Limited (»Visa Europe«), angiveligt udøver, bl.a. anvendelsen af multilaterale interregionale interbankgebyrer i forbindelse med visse transaktioner inden for EØS.

(5)

Den 3. april 2009 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse (»2009-klagepunktsmeddelelsen«) rettet til Visa Europe og Visa. Konkurrencedirektoratet sendte 2009-klagepunktsmeddelelsen til Visa Europe den 3. april 2009. Visa Europe udpegede visse afsnit i 2009-klagepunktsmeddelelsen som værende fortrolige i forhold til Visa.

(6)

Den 15. juni 2009 indgav EuroCommerce en klage vedrørende Visa Europes angivelige overtrædelse af traktatens artikel 81 i forbindelse med bl.a. Visa Europes interregionale MIF-gebyrer ved transaktioner foretaget med firma- og forbrugerkort.

(7)

Den 8. december 2010 vedtog Kommissionen en afgørelse efter artikel 9 i forordning (EF) nr. 1/2003, hvorved nogle af de tilsagn, som Visa Europe havde afgivet vedrørende interregionale og visse indenlandske MIF-gebyrer (7), blev gjort bindende for virksomheden (8). Disse tilsagn (»2010-tilsagnene«) imødekom nogle af klagepunkterne i klagepunktsmeddelelsen rettet til Visa Europe. I juli 2012 afviste Kommissionen EuroCommerces klage, i det omfang den vedrørte spørgsmål, der var blevet løst med 2010-tilsagnene.

(8)

Den 30. juli 2012 vedtog Kommissionen en supplerende klagepunktsmeddelelse rettet til Visa Europe (»2012-klagepunktsmeddelelsen«).

(9)

Ved afgørelse af 26. februar 2014 gjorde Kommissionen visse tilsagn afgivet af Visa Europe vedrørende navnlig i) transaktioner gennemført med forretningsdrivende beliggende i EØS med et VISA-forbrugerkort udstedt i et land uden for EØS, som hører til Visa Europe-territoriet, og ii) visse andre regler for grænseoverskridende indløsning (»2014-tilsagnene«), bindende for virksomheden (9). Kommissionen konkluderede i denne afgørelse, at der ikke længere var grund til at gribe ind over for Visa Europe. EuroCommerce havde forud for denne afgørelse trukket sin klage tilbage, i det omfang den var blevet imødekommet ved 2014-tilsagnene.

(10)

I juni 2016 opkøbte Visa Inc. Visa Europe.

Sagsforløb vedrørende Visa

Klagepunktsmeddelelser

(11)

Den 25. maj 2009 sendte Kommissionen en redigeret version af 2009-klagepunktsmeddelelsen til Visa. I denne redigerede version (»redigeret 2009-klagepunktsmeddelelse«) var nogle af de afsnit i 2009-klagepunktsmeddelelsen, som Visa Europe have udpeget som fortrolige i forhold til Visa, blevet slettet (10).

(12)

Den 5. marts 2013 vedtog Kommissionen en redigeret version af 2012-klagepunktsmeddelelsen. Denne version udelod visse oplysninger, som Visa Europe havde modsat sig videregivelsen af efter artikel 8 i afgørelse 2011/695/EU. Jeg havde tidligere afvist denne anmodning om ikke-videregivelse ved afgørelse af 22. januar 2013. Eftersom Visa Europe ikke søgte om annullering af afgørelsen inden for den gældende frist, vedtog Kommissionen den 23. april 2013 en mindre redigeret version af 2012-klagepunktsmeddelelsen. Denne mindre redigerede version (»2013-klagepunktsmeddelelsen«) indeholder de oplysninger, som blev godkendt til offentliggørelse ved min afgørelse af 22. januar 2013.

(13)

Konkurrencedirektoratet sendte 2013-klagepunktsmeddelelsen til Visa den 24. april 2013. 2013-klagepunktsmeddelelsen indeholdt ingen klagepunkter vedrørende de MIF-gebyrer for debetkort, som var omfattet af 2010-tilsagnene. Den rakte længere end den redigerede 2009-klagepunktsmeddelelsen, for så vidt som den indeholdt nye klagepunkter vedrørende Visas interregionale MIF-gebyrer.

(14)

Den 3. august 2017 vedtog Kommissionen endnu en supplerende klagepunktsmeddelelse rettet til Visa (»2017-klagepunktsmeddelelsen«). Formålet med denne klagepunktsmeddelelse var at supplere, ændre og præcisere de klagepunkter, der var meddelt Visa i den redigerede 2009-klagepunktsmeddelelse og i 2013-klagepunktsmeddelelsen. Navnlig indeholdt 2017-klagepunktsmeddelelsen nye punkter vedrørende interregionale MIF-gebyrer for debetkort, og samtidig blev der taget hensyn til Visa Inc.'s opkøb af Visa Europe i 2016.

Visas aktindsigt i sagen

(15)

Efter at have modtaget den redigerede version af 2009-klagepunktsmeddelelsen gennemgik Visa en række tilgængelige dokumenter i Kommissionens sagsakter. Den 18. juni 2009 meddelte Visa Konkurrencedirektoratet, at selskabet ikke agtede at søge om aktindsigt i sagen.

(16)

Efter vedtagelsen af 2013-klagepunktsmeddelelsen forsynede Konkurrencedirektoratet ved flere lejligheder mellem maj 2013 og juni 2014 Visa med dokumenter på cd-rom'er. Efter en del korrespondance og flere drøftelser blev Konkurrencedirektoratet og Visa enige om, at resten af de tilgængelige sagsakter ville blive gjort tilgængelige for Visas eksterne rådgivere i et datarum i to faser. I den første fase skulle Visas eksterne advokater have mulighed for at udpege dokumenter, som de ønskede yderligere adgang til. Denne fase var underlagt meget restriktive regler. Anden fase skulle således være mere vidtrækkende, idet de eksterne juridiske og økonomiske rådgivere ville få adgang til de dokumenter, der var udpeget i første fase.

(17)

Den første fase endte med, at Konkurrencedirektoratet den 25. og 30. april 2014 frigav en rapport udarbejdet af Visas eksterne advokater. Den 7. og 22. maj 2014 anmodede Visa om, at visse dokumenter blev fritaget for datarumsforløbet.

(18)

Hvad angår en kategori af disse dokumenter, dvs. materiale vedrørende indløserundersøgelsen fra 2010, anmodede Visa om alternativt at stille hele datasettet i forbindelse med undersøgelsen til rådighed for selskabets juridiske og økonomiske rådgivere i anden fase af datarumsforløbet. Den 3. juli 2014 afviste Konkurrencedirektoratet anmodningen om at give yderligere adgang til dokumenterne vedrørende indløserundersøgelsen fra 2010 uden for et datarum uden dog at tage klart stilling til Visas alternative anmodning. Visa rettede spørgsmålet til mig den 15. juli 2014. På min opfordring accepterede Konkurrencedirektoratet den 1. august 2014 i alt væsentligt den alternative anmodning og gav Visa adgang til hele datasettet med besvarelser fra indløserundersøgelsen fra 2010, om end i anonymiseret tilstand, i forbindelse med anden fase af datarumsforløbet. Ved brev af 11. september 2014 bekræftede Visa, at denne alternative mulighed løste spørgsmålet vedrørende denne kategori af dokumenter. Anden fase i datarumsforløbet blev indledt i 2015.

(19)

Hvad angår en anden kategori af dokumenter (som Kommissionen havde modtaget fra Visa Europe), foreslog Visa i juli 2013, at Konkurrencedirektoratet skulle undersøge muligheden for at indgå et offentliggørelsesarrangement som alternativ til et datarumsforløb, der efter Visas opfattelse ville være omfattet af alt for restriktive regler. Visa og Visa Europe forhandlede om de nærmere enkeltheder i et sådant offentliggørelsesarrangement vedrørende visse dokumenter frem til april 2015.

(20)

Hverken Visa Europe eller Visa henvendte sig til mig vedrørende dette offentliggørelsesarrangement eller nogen af de andre kategorier af dokumenter, som Visa søgte om yderligere aktindsigt i. Konkurrencedirektoratet stod fortsat for alle forhold vedrørende aktindsigt i sagen.

(21)

I et brev til Visa af 8. februar 2016 anførte Konkurrencedirektoratet, at det agtede at offentliggøre et nyt dokument, og at Visa, så snart dette skete, vil få yderligere adgang til alle sagsakter op til datoen for det nye dokument. Efter vedtagelsen af 2017-klagepunktsmeddelelsen gav Konkurrencedirektoratet Visa adgang til en del af Kommissionens undersøgelsesakter på en DVD. Fra den 2. oktober 2017 havde Visa adgang til forskelligt materiale i et datarum. Eftersom Visa på dette tidspunkt havde overtaget Visa Europe, var det ikke længere nødvendigt at fortsætte det offentliggørelsesarrangement, der var blevet vedtaget i 2015 med hensyn til Visa Europes dokumenter. Jeg modtog ingen anmodninger vedrørende aktindsigt efter vedtagelsen af 2017-klagepunktsmeddelelsen.

Frister for besvarelse af den redigerede 2009-klagepunktsmeddelelse, 2013-klagepunktsmeddelelsen og 2017-klagepunktsmeddelelsen

(22)

Visa besvarede den redigerede 2009-klagepunktsmeddelelse den 30. juli 2009 inden for Konkurrencedirektoratets frist for en skriftlig besvarelse. Konkurrencedirektoratet gav i første omgang Visa en periode på reelt otte uger efter modtagelse af en cd-rom med de tilgængelige sagsakter til at besvare 2013-klagepunktsmeddelelsen. I juli 2015 antydede Konkurrencedirektoratet uformelt over for Visa, at det ikke forventede, at virksomheden ville give en skriftlig besvarelse på 2013-klagepunktsmeddelelsen i den nærmeste fremtid. I et brev af 8. februar 2016 til Visa anførte Konkurrencedirektoratet, at Visa ikke ville skulle besvare 2013-klagepunktsmeddelelsen. Visa besvarede 2017-klagepunktsmeddelelsen den 20. november 2017 inden for Konkurrencedirektoratets frist for en skriftlig besvarelse.

Interesserede tredjeparter

(23)

I 2009 blev MasterCard Incorporated, MasterCard International Incorporated og MasterCard Europe (tilsammen benævnt »Mastercard«) samt fem andre enheder anerkendt som interesserede tredjeparter i sag AT.39398.

(24)

På tidspunktet for Visas skriftlige besvarelse af 2017-klagepunktsmeddelelsen var det ud af disse seks interesserede tredjeparter kun Mastercard, der specifikt havde tilkendegivet interesse i den verserende sag mod Visa efter 2010-tilsagnene og 2014-tilsagnene (11). Konkurrencedirektoratet kontaktede på min opfordring de fem øvrige interesserede tredjeparter i december 2017. Fire af disse bekræftede i det væsentlige, at de fortsat havde interesse i sag AT.39398 med hensyn til proceduren over for Visa. Efter at have undladt at besvare adskillige henvendelser fik den femte part i modsætning til de fire førnævnte parter ikke mulighed for i overensstemmelse med artikel 13 i forordning (EF) nr. 773/2004 at fremsætte bemærkninger til en opdateret beskrivelse af sagens karakter og indhold (i praksis et ikkefortroligt resumé af 2017-klagepunktsmeddelelsen). To af de fire førnævnte interesserede parter benyttede sig ikke af denne mulighed.

(25)

I januar 2018 modtog og godkendte jeg en anden anmodning om at blive hørt som interesseret tredjepart. Ansøgeren fremsatte skriftlige bemærkninger til et ikkefortroligt resumé af 2017-klagepunktsmeddelelsen i februar 2018.

(26)

Jeg opfordrede Mastercard til at deltage i den mundtlige høring (se punkt (27) nedenfor), men fandt det ikke hensigtsmæssigt, jf. artikel 6, stk. 2, i afgørelse 2011/695/EU, at indbyde andre interesserede tredjeparter.

Mundtlig høring

(27)

Visa fremlagde sine argumenter ved en mundtlig høring, der strakte sig over halvanden dag den 27. og 28. februar 2018. Mastercard og EuroCommerce (se punkt (30) og (31) nedenfor) var også til stede.

Tilsagnsprocedure

(28)

Den 26. november 2018 afgav Visa tilsagn (»tilsagnene«) til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 9 i forordning (EF) nr. 1/2003.

(29)

Den 5. december 2018 offentliggjorde Kommissionen i medfør af artikel 27, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1/2003 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende med et resumé af sagen og tilsagnene og en opfordring til at fremsætte bemærkninger til de afgivne tilsagn inden for en måned (12). Den 29. januar 2019 meddelte Kommissionen Visa de bemærkninger, den havde modtaget fra tredjeparter efter offentliggørelsen af meddelelsen.

EuroCommerce som klager i sagen mod Visa

(30)

Den 12. september 2013 skrev EuroCommerce til Konkurrencedirektoratet med henblik på at blive anerkendt som formel klager i den verserende undersøgelse af Visa. Konkurrencedirektoratet svarede ved brev af 19. december 2013 og bekræftede, at EuroCommerce ville blive behandlet som sådan.

(31)

Ved brev af 6. marts 2019 trak EuroCommerce sin klage tilbage, i det omfang klagepunkterne i det væsentlige var blevet imødekommet i udkastet til afgørelse.

Afsluttende bemærkninger

(32)

Det fremgår af udkastet til afgørelse, at Kommissionen i lyset af tilsagnene finder, at den ikke længere har nogen grund til at gribe ind, og at proceduren i denne sag derfor kan indstilles, jf. dog artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003.

(33)

Jeg finder generelt, at procedurerettighederne er blevet overholdt i denne sag.

---

(1)  I henhold til artikel 16 og 17 i afgørelse 2011/695/EU vedtaget af formanden for Europa-Kommissionen af 13. oktober 2011 om høringskonsulentens funktion og kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (EUT L 275 af 20.10.2011, s. 29) (»afgørelse 2011/695/EU«).

(2)  I et »fireparts«-betalingssystem som det pågældende er de involverede parter i hver transaktion foretaget med et betalingskort ud over systemets ejer/licensgiver: 1) kortindehaveren, 2) den finansielle institution, der har udstedt kortet (benævnt »udstederen«), 3) »forretningsdriveren« og 4) den finansielle institution, der udbyder den tjeneste, der sætter den forretningsdrivende i stand til at godtage kortet som betalingsmiddel i den pågældende transaktion (benævnt »indløseren«). MIF-gebyrer, som gælder ved transaktioner foretaget ved hjælp af kortbetalinger i et sådant system, betales typisk til udstederen af indløseren, når der ikke findes en alternativ bilateral »interbankgebyrordning« mellem udstederen og indløseren i forbindelse med den pågældende korttype og transaktion. MIF-gebyrer udgør typisk en procentdel af den dermed forbundne kortbetalings pålydende værdi.

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EUT L 1 af 4.1.2003, s. 1) (»forordning (EF) nr. 1/2003«).

(4)  De øvrige aspekter i sag AT.39398 er behandlet i to Kommissionsafgørelser vedtaget efter artikel 9 i forordning (EF) nr. 1/2003 i henholdsvis 2010 og 2014. Se punkt (7) og (9).

(5)  Se fodnote 2 for en kort beskrivelse af begreberne »MIF-gebyrer«, »forretningsdrivende« og »udsteder«.

(6)  Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til artikel 81 og 82 (EUT L 123 af 27.4.2004, s. 18) (»forordning (EF) nr. 773/2004«).

(7)  Indenlandske MIF-gebyrer er automatiske interbankgebyrer, der anvendes, når udstederen og indløseren er beliggende i samme land.

(8)  Der findes et resumé af afgørelsen i EUT C 79 af 12.3.2011, s. 8. Høringskonsulentens endelige rapport af 26. november 2010 kan ligeledes findes i EUT C 79 af 12.3.2011, s. 6.

(9)  Der findes et resumé af afgørelsen i EUT C 147 af 16.5.2014, s. 7. Høringskonsulentens endelige rapport af 19. februar 2014 kan ligeledes findes i EUT C 147 af 16.5.2014, s. 5.

(10)  Se punkt (5) ovenfor.

(11)  Den 13. august 2015 anmodede Mastercard om at blive anerkendt som interesseret tredjepart i sagen vedrørende Visa og Visas interregionale MIF-gebyrer, i det omfang virksomheden ikke allerede var anerkendt som sådan. I en e-mail af 14. august 2015 oplyste jeg, at Mastercard under alle omstændigheder havde tilstrækkelig interesse som omhandlet i artikel 13 i forordning (EF) nr. 773/2004 og artikel 5 i afgørelse 2011/695/EU til at blive anerkendt som interesseret tredjepart i sagen vedrørende Visa.

(12)  Meddelelse fra Kommissionen offentliggjort i medfør af artikel 27, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 i sag AT.39398 — Visa MIF (EUT C 438 af 5.12.2018, s. 8).

Resumé af Kommissionens afgørelse

af 29. april 2019

om en procedure efter artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 53 i EØS-aftalen

(Sag AT.39398 — Visa MIF)

(meddelt under nummer C(2019) 3034)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

(2019/C 299/06)

Den 29. april 2019 vedtog Kommissionen en afgørelse om en procedure efter artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 53 i EØS-aftalen. I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (1) offentliggør Kommissionen hermed de implicerede parters navne og afgørelsens hovedindhold, under hensyntagen til virksomhedernes eller virksomhedssammenslutningernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres.

1.   INDLEDNING

(1)

Ved afgørelsen gøres de tilsagn, som Visa Inc. og Visa International Service Association (»Visa International«) (tilsammen benævnt »Visa«) har afgivet efter artikel 9 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (»forordning (EF) nr. 1/2003«) i forbindelse med proceduren efter artikel 101 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (»traktaten«) og artikel 53 i EØS-aftalen, juridisk bindende.

(2)

Denne afgørelse vedrører Visas regler for interregionale multilaterale interbankgebyrer (»MIF-gebyrer«), der gælder for kortbaserede interregionale transaktioner foretaget hos forretningsdrivende i EØS med debet- og kreditkort udstedt til forbrugere af en udsteder uden for EØS.

2.   BESKRIVELSE AF SAGEN

2.1.   Sagsforløb

(3)

Den 6. marts 2008 indledte Kommissionen en procedure med henblik på at vedtage en afgørelse efter kapitel III i forordning (EF) nr. 1/2003. Den 3. april 2009 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse — som blev efterfulgt af en supplerende klagepunktsmeddelelse den 23. april 2013 og endnu en supplerende klagepunktsmeddelelse den 3. august 2017 — hvori den gjorde rede for sine konkurrencemæssige betænkeligheder vedrørende Visas interregionale MIF-gebyrer. Klagepunktsmeddelelserne udgør en foreløbig vurdering med henblik på artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003.

(4)

Visa besvarede skriftligt klagepunktsmeddelelserne den 20. november 2017. Den 27. og 28. februar 2018 blev der afholdt en mundtlig høring.

(5)

Den 26. november 2018 afgav Visa tilsagn (»tilsagnene«) til Kommissionen.

(6)

Den 5. december 2018 blev der i overensstemmelse med artikel 27, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1/2003, offentliggjort en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (»markedstestmeddelelsen«) med et resumé af sagen og de afgivne tilsagn, og med en opfordring til interesserede parter om inden for en måned efter offentliggørelsen at fremsætte bemærkninger til sagen.

(7)

Den 29. januar 2019 meddelte Kommissionen Visa de bemærkninger, som den havde modtaget fra interesserede parter efter offentliggørelsen af markedstestmeddelelsen.

2.2.   Kommissionens konkurrencemæssige betænkeligheder

(8)

Visa har indført regler for interregionale MIF-gebyrer, der gælder for interregionale transaktioner foretaget hos forretningsdrivende beliggende i EØS med debet- og kreditkort udstedt til forbrugere af en udsteder beliggende uden for EØS. Ved interregionale transaktioner har udstederen (kortindehaverens bank) og indløseren (den forretningsdrivendes bank) også mulighed for at fastsætte interbankgebyrerne i bilaterale aftaler (også når udstederen er beliggende uden for EØS og den forretningsdrivende er beliggende inden for EØS). Visa har imidlertid anført, at interregionale bilaterale aftaler er en sjældenhed.

(9)

I klagepunktsmeddelelsen og de supplerende klagepunktsmeddelelser fandt Kommissionen foreløbigt, at Visa som repræsentant for en virksomhedssammenslutning har overtrådt artikel 101, stk. 1, i traktaten og artikel 53, stk. 1, i EØS-aftalen ved kollektivt at fastsætte regler for MIF-gebyrer, der gælder for interregionale transaktioner foretaget med debet- og kreditkort udstedt til forbrugere af en udsteder beliggende uden for EØS i forretninger beliggende i EØS. Disse omfatter »fysiske korttransaktioner« (transaktioner, hvor kortindehaveren er fysisk til stede i butikken) og »ikkefysiske transaktioner« (onlinetransaktioner, hvor kortnummeret og autentificeringsoplysningerne videregives via internet, mail eller telefon).

(10)

I klagepunktsmeddelelserne fandt Kommissionen foreløbigt, at Visas regler for interregionale MIF-gebyrer udgør en beslutning truffet af en virksomhedssammenslutning, der har til formål og til følge væsentligt at begrænse konkurrencen på markedet for indløsning af kortbetalinger i EØS.

(11)

Kommissionen konkluderede foreløbigt, at Visas regler for interregionale MIF-gebyrer udgør horisontal prisfastsættelse. De interregionale MIF-gebyrer udgør en betydelig del af den pris, som de forretningsdrivende skal betale for indløsningstjenester via detailhandelsgebyrer (eller såkaldte MSC-gebyrer). Kommissionen konkluderede desuden foreløbigt, at begrænsningen af priskonkurrencen er en direkte følge af selve indholdet af Visas regler for interregionale MIF-gebyrer. Endelig konkluderede Kommissionen foreløbigt, at Visas regler for interregionale MIF-gebyrer har til formål at fastsætte en del af det gebyr, der opkræves hos den forretningsdrivende, samt at begrænse konkurrencen til fordel for Visa og sammenslutningens medlemmer/licenstagere, dvs. primært udstederne. En sådan prisfastsættelse er af natur konkurrenceskadelig og er i sig selv tilstrækkelig skadelig for konkurrencen til at kunne betragtes som »havende til formål« at begrænse konkurrencen.

(12)

Kommissionen konkluderede foreløbigt i klagepunktsmeddelelserne, at Visas regler for interregionale MIF-gebyrer har til følge at begrænse konkurrencen på markedet for indløsning af kortbetalinger i EØS. Ifølge Kommissionens klagepunktsmeddelelser anvendes Visas interregionale MIF-gebyrer direkte ved næsten alle interregionale transaktioner foretaget hos forretningsdrivende i EØS. De udgør en betragtelig del af den pris, der opkræves hos den forretningsdrivende for indløsningstjenester via detailhandelsgebyrer, og de begrænser således indløserens muligheder for at reducere og differentiere sine detailhandelsgebyrer, og indløseren vælter i stedet gebyrerne over på de forretningsdrivende. Interregionale MIF-gebyrer påvirker derfor direkte prisen ved at puste detailhandelsgebyrerne op.

(13)

I klagepunktsmeddelelserne konkluderede Kommissionen foreløbigt, at de begrænsende formål med og følger af Visas regler for interregionale MIF-gebyrer lader til at blive styrket yderligere af følgende forhold: konkurrence mellem systemerne, som medfører højere MIF-gebyrer (jo højere Visas MIF-gebyr er, jo mere attraktivt bliver det for en udsteder at udstede Visakort), manglende pres for lavere MIF-gebyrer fra indløserens side samt manglende forhandlingsstyrke blandt de forretningsdrivende til at begrænse niveauet af MIF-gebyrerne. Hvad angår indløserne fandt Kommissionen foreløbigt, at de lader til at være ligeglade med MIF-gebyrerne, fordi disse er enslydende for alle indløsere, hvilket giver dem mulighed for at vælte MIF-gebyret over på de forretningsdrivende.

(14)

Kommissionen fandt foreløbigt, at Visas regler for interregionale MIF-gebyrer objektivt set ikke er nødvendige.

2.3.   Tilsagnene

(15)

Herefter følger de vigtigste elementer af de tilsagn, som Visa afgav den 26. november 2018.

(16)

Seks måneder efter datoen, hvorpå Visa formelt får meddelt denne afgørelse, forpligter Visa sig til at sætte et loft over MIF-gebyrerne ved alle kortbaserede betalingstransaktioner foretaget af forbrugere som følger: a) interregionale debet-MIF-gebyrer for interregionale fysiske korttransaktioner på 0,2 % b) interregionale kredit-MIF-gebyrer for interregionale fysiske korttransaktioner på 0,3 % c) interregionale debet-MIF-gebyrer for interregionale ikkefysiske korttransaktioner på 1,15 % d) interregionale kredit-MIF-gebyrer for interregionale ikkefysiske transaktioner på 1,50 %.

(17)

Senest 12 arbejdsdage efter meddelelsen af denne afgørelse underretter Visa hver enkelt af de banker, der indløser interregionale Visa-transaktioner, om aftalen, og anmoder alle indløsende banker straks meddele deres respektive erhvervskunder: i) at tilsagnene er blevet vedtaget, og ii) at der vil blive lagt et loft over de interregionale MIF-gebyrer ved alle fremtidige interregionale debet- og kreditkorttransaktioner foretaget af forbrugere, så længe tilsagnene er gyldige.

(18)

Senest 12 arbejdsdage efter meddelelsen af denne afgørelse offentliggør Visa på klart synlig og lettilgængelig vis alle interregionale MIF-gebyrer, der anvendes ved interregionale fysiske og ikkefysiske debet- og kreditkorttransaktioner, på sit websted Visa Europe. Dette er Visa forpligtet til, så længe tilsagnene er gyldige.

(19)

Visa må ikke omgå eller forsøge at omgå tilsagnene hverken direkte eller indirekte via en handling eller forsømmelse. Navnlig skal Visa fra meddelelsen af denne afgørelse afholde sig fra enhver praksis, der har samme formål eller følge som interregionale MIF-gebyrer. Det gælder i særdeleshed, men ikke udelukkende, indførelsen af programmer eller nye regler, hvorved Visa overfører ordninger eller andre gebyrer, der opkræves hos indløsende banker inden for EØS, til udstedende banker uden for EØS.

(20)

Visa kan med forbehold for tilsagnene om ikkeomgåelse af afgørelsen gennemføre passende forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger for at sikre, at forbrugerne ikke bliver påvirket negativt af ændringerne af virksomhedens interregionale MIF-gebyrer, navnlig for så vidt angår svindel, valutaomregning, tilbagebetalinger og tilbageførsler.

(21)

Visa udpeger en tilsynsadministrator til at føre tilsyn med Visas overholdelse af tilsagnene. Kommissionen vil inden udpegelsen have mulighed for at godkende eller afvise den foreslåede tilsynsadministrator.

(22)

Tilsagnene vil være gældende i en periode på fem år og seks måneder, efter Visa har modtaget meddelelse om denne afgørelse.

3.   KONKLUSION

(23)

Tilsagnene imødekommer i tilstrækkelig grad de betænkeligheder, der er tilkendegivet i klagepunktsmeddelelsen og de supplerende klagepunktsmeddelelser.

(24)

For hver type af interregional transaktion (fysiske og ikkefysiske såvel som debet og kredit) synes Visas foreslåede lofter for MIF-gebyrer ikke klart at være over det niveau, der følger af MIT-testen. (2) Ifølge den foreliggende dokumentation vil et MIF-gebyr pr. interregional fysisk korttransaktion på 0,2 % for debetkort og 0,3 % for kreditkort kunne medføre, at de forretningsdrivende samlet set er ligeglade med, hvorvidt de modtager kontant- eller kortbetalinger. Ved interregionale ikkefysiske korttransaktioner tyder den foreliggende dokumentation på, at et MIF-gebyr pr. transaktion på 1,15 % for debetkort og 1,5 % for kreditkort vil kunne medføre, at de forretningsdrivende samlet set er ligeglade med, hvorvidt de modtager en ikke-SEPA-bankoverførsel eller elektronisk pengeoverførsel eller en kortbetaling.

(25)

Tilsagnene imødekommer således Kommissionens umiddelbare konkurrencemæssige betænkeligheder på effektiv vis, da de indebærer en direkte og konkret fordel for de forretningsdrivende og i sidste instans for forbrugerne i form af MIF-gebyrer, der er betydeligt lavere end det nuværende niveau.

(26)

Tilsagnene indeholder en vidtrækkende ikke-omgåelsesklausul, som forbyder Visa at udvise enhver adfærd, der direkte eller indirekte via en handling eller forsømmelse har samme formål eller følge som interregionale MIF-gebyrer. Dette omfatter, men er ikke begrænset til, indførelsen af gebyrer, som juridisk eller økonomisk set svarer til interregionale MIF-gebyrer. Det svarer til Visas tilsagn fra 2010 og 2014. På samme måde som i de nævnte tilsagn er indførelsen af nye gebyrer eller en forøgelse af gebyrer under ordningen svarende til interregionale MIF-gebyrer således omfattet af ikke-omgåelsesklausulen.

(27)

I tilsagnene udelukker definitionerne af »kortbaseret betalingsinstrument« og »fysiske korttransaktioner« anvendelser, hvor kortordningen kan redefinere fysiske korttransaktioner som ikkefysiske korttransaktioner, idet de klart specificerer betingelserne for, hvornår der er tale om en fysisk korttransaktion. I tilfælde af en sådan anvendelse vil dette imidlertid blive betragtet som en overtrædelse og omgåelse af tilsagnene.

(28)

Kommissionen finder, at tilsagnenes gyldighedsperiode på fem år og seks måneder er tilstrækkelig til på passende vis at imødekomme de betænkeligheder, der blev tilkendegivet i klagepunktsmeddelelserne. Eftersom tilsagnene omfatter en gennemførelsesperiode på seks måneder, er tilsagnenes gyldighedsperiode reelt på fem år.

(29)

I lyset af tilsagnene finder Kommissionen, at den ikke længere har nogen grund til at gribe ind, og at proceduren i denne sag derfor kan indstilles, jf. dog artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003.

(30)

Kommissionen har fuld beføjelse til at undersøge og indlede procedurer efter artikel 101 i traktaten og artikel 53 i EØS-afgørelsen for så vidt angår praksis, som ikke er genstand for denne afgørelse.

---

(1)  EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1.

(2)  I forbindelse med analysen af MIF-gebyrniveauet bør der tages hensyn til den såkaldte »Merchant indifference test« (MIT-test), som er en metode, der oprindeligt er udviklet inden for den økonomiske litteratur og derefter videreudviklet af Kommissionen til bestemmelsen af effektive interbankgebyrer. Kommissionen benytter denne metode som benchmark eller reference ved analysen af overensstemmelse med traktatens artikel 101, stk. 3, for at sikre, at de forretningsdrivende har fordel af at tage imod kortbetalinger.

Anmeldelse af en planlagt fusion

(Sag M.9458 — CBRE/Telford Homes)

Behandles eventuelt efter den forenklede procedure

(EØS-relevant tekst)

(2019/C 299/07)

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1 (»fusionsforordningen«).

(2)  EUT C 366 af 14.12.2013, s. 5.

Anmeldelse af en planlagt fusion

(Sag M.9496 — Ardian France/Staci)

Behandles eventuelt efter den forenklede procedure

(EØS-relevant tekst)

(2019/C 299/08)

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1 (»fusionsforordningen«).

(2)  EUT C 366 af 14.12.2013, s. 5.