15.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 332/1

—

der henviser til erklæringerne fra de seks topmøder mellem stats- og regeringscheferne fra Latinamerika, Caribien og EU i Rio de Janeiro (den 28.-29. juni 1999), Madrid (den 17.-18. maj 2002), Guadalajara (den 28.-29. maj 2004), Wien (den 12.-13. maj 2006), Lima (den 16.-17. maj 2008) og Madrid (den 17.-18. maj 2010),

—

der henviser til erklæringen, der blev vedtaget på det 21. iberoamerikanske topmøde mellem stats- og regeringscheferne i Asunción (Paraguay) den 28.-29. oktober 2011,

—

der henviser til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), Kyotoprotokollen og resultaterne af den 25. konference mellem parterne i UNFCCC i København, den 16. konference i Cancún og den 17. konference i Durban,

—

der henviser til Montereyerklæringen (2002), konferencen i Doha om udviklingsfinansiering (2008), Pariserklæringen (2005) og Accrahandlingsplanen (2008),

—

der henviser til De Forenede Nationers millenniumerklæring af 8. september 2000, der opstiller 2015-målene som kriterier, der er udarbejdet af det internationale samfund i fællesskab med henblik på udryddelse af fattigdom,

—

der henviser til erklæringen og handlingsplanen vedtaget på mødet på højt plan i Busan om bistandseffektivitet i december 2011,

—

der henviser til de indledende forberedelser til FN-konferencen for bæredygtig udvikling (Rio+20),

—

der henviser til det fælles kommuniké fra det 14. ministermøde mellem Riogruppen og EU, der blev afholdt i Prag den 13.-14. maj 2009,

—

der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det fastsættes, at "hovedmålet for Unionens politik på dette område er at nedbringe og på sigt udrydde fattigdommen. Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene",

—

der henviser til den europæiske konsensus om udvikling (1), navnlig punkt 61, der anerkender mellemindkomstlandenes betydning for opnåelsen af 2015-målene, og som belyser de problemer, som disse lande og de øverste mellemindkomstlande står over for,

—

der henviser til kodeksen for komplementaritet og arbejdsdeling fra 2007,

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 8. december 2009 om forbindelserne mellem EU og Latinamerika,

—

der henviser til handlingsplanen fra Madrid, der blev vedtaget på EU-LAC-topmødet i maj 2010, og topmødets seks hovedemner: 1 - videnskab, forskning, innovation og teknologi, 2 - Bæredygtig udvikling, miljø, klimaændringer, biodiversitet, energi, 3 - regional integration og indbyrdes forbindelse til fremme af inddragelse og social samhørighed, 4 – indvandring, 5 - uddannelse og beskæftigelse og 6 – narkotikahandel,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (2),

—

der henviser til Kommissionens dokument om regional programmering for Latinamerika (2007-2013) af 12. juli 2007 (E/2007/1417) og midtvejsevalueringen heraf,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. september 2009 med titlen "Den Europæiske Union og Latinamerika: et partnerskab mellem globale aktører" (COM(2009)0495),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. september 2009 med titlen "Udviklingspositiv politikkohærens - politikrammer for en EU-dækkende strategi" (COM(2009)0458) og til konklusionerne fra mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 17. november 2009 om udviklingspositiv politikkohærens og den operationelle ramme for bistandseffektivitet,

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 10. november 2010 med titlen "EU's udviklingspolitik til støtte for inklusiv vækst og bæredygtig udvikling. Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik" (COM(2010)0629),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. oktober 2011 med titlen "Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring" (COM(2011)0637),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. august 2009 til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "BNP og mere Måling af fremskridt i en verden i forandring" (KOM(2009)0433),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "Fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for finansiering af EU-samarbejdet med staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet og de oversøiske lande og territorier for perioden 2014-2020" (COM(2011)0837, SEC(2011)1459, SEC(2011)1460),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et partnerskabsinstrument for samarbejde med tredjelande (COM(2011)0843, SEC(2011)1475, SEC(2011)1476),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 29. juni 2011 med titlen "Et budget for Europa 2020" (COM(2011)0500) samt Kommissionens arbejdsdokument af samme dato med titlen "Et budget for Europa 2020: det nuværende finansieringssystem, de udfordringer, vi står over for, resultaterne af høringen af interessenterne samt de forskellige valgmuligheder inden for de vigtigste horisontale og sektorspecifikke problemstillinger (SEC(2011)0868),

—

der henviser til den fælles meddelelse fra Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "Det globale Europa: en ny strategi for finansieringen af EU's optræden udadtil", (COM(2011)0865),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (COM(2011)0840, SEC(2011)1469, SEC(2011)1470),

—

der henviser til beslutningerne fra Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling (EuroLat) og især beslutningerne vedtaget på det femte ordinære plenarmøde den 18.-19. maj 2011 i Montevideo, Uruguay, om perspektiverne for handelsforbindelserne mellem EU og Latinamerika samt om strategien til beskyttelse og jobskabelse, navnlig for kvinder og unge, samt om forbindelserne mellem EU og Latinamerika på området for sikkerhed og forsvar,

—

der henviser til sine beslutninger af 15. november 2001 om et globalt partnerskab samt den fælles strategi for forbindelserne mellem EU og Latinamerika (3), af 27. april 2006 om et stærkere partnerskab mellem EU og Latinamerika (4) og 24. april 2008 om det femte topmøde Latinamerika/Den Europæiske Union og Caribien i Lima (5),

—

der henviser til sine beslutninger af 5. maj 2010 om EU's strategi for forbindelserne med Latinamerika (6), af 21. oktober 2010 om EU's handelsforbindelser med Latinamerika (7) og af 5. juli 2011 om forbedringen af EU's udviklingspolitik (8),

—

der henviser til undersøgelsen om en ny politik for EU's udviklingssamarbejde med Latinamerika: fokus på social sammenhørighed, regional integration og syd-syd-samarbejde (december 2011),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udenrigsudvalget (A7-0159/2012),

A.

der henviser til, at hovedformålet med udviklingssamarbejdet, som det er defineret i Lissabontraktaten, er at udrydde fattigdom samt fremme en bæredygtig, økonomisk og social udvikling, herunder opfyldelsen af 2015-målene;

B.

der henviser til, at regionen er en del af gruppen af mellemindkomstlande, der har opnået betydelige fremskridt med henblik på at nedbringe fattigdom - fra 44 % til 33 % på blot et årti - og ulighed, hvilket er sket gennem økonomisk vækst og politiske og sociale reformer, men at en ud af tre latinamerikanere, svarende til 180 mio. mennesker, stadig lever under fattigdomsgrænsen, hvoraf 52 mio. mennesker lever for under 2 euro om dagen, og at 10 lande i regionen fortsat er blandt de 15 lande i verden med størst ulighed (9); der henviser til, at nogle lande har en grad af underernæring på over 20 %, og at 28 mio. mennesker hverken kan læse eller skrive, samtidig med at 44 mio. mennesker befinder sig uden for socialsikringssystemet;

C.

der henviser til, at IMF forventede en gennemsnitlig vækst i BNP på 4,5 % for Latinamerika i 2011, og at der på nuværende tidspunkt forventes en global økonomisk tilbagegang i 2012, hvilket er med til at øge usikkerheden, som især er opstået i regionen på grund af den globale økonomiske og finansielle krise;

D.

der henviser til, at mellemindkomstlandene har stor betydning for udviklingen og den regionale integration, og at en krise i disse lande vil forhindre udviklingen i regionens lavindkomstlande;

E.

der henviser til, at der er forskel på tilbagegangen i regionens lande, og at den eksterne bistand til Bolivia, Honduras Nicaragua og Surinam fortsat udgør den væsentligste kilde til finansiering af udvikling sammen med pengeoverførsler fra emigranter, som udgør mellem 6 % og 25 % af disse landes BNP;

F.

der henviser til, at fastlæggelsen af en ny samarbejdspolitik bør tage højde for det enkelte lands specifikke prioriteter og behov, og at EU bør samarbejde med alle lande i Latinamerika, især mellemindkomstlandene, i syd-syd-samarbejdet og i kampen for at udrydde fattigdommen og sikre udvikling på regionalt og globalt plan;

G.

der henviser til, at den sociale samhørighed har udgjort et hovedmål for det strategiske partnerskab siden forummet i Guadalajara i 2004, fordi det er vigtigt at opnå en bedre fordeling af indkomst og goder i regionen gennem passende politikker til fremme af bæredygtig udvikling, retssikkerhed og social samhørighed;

H.

der henviser til betydningen af menneskerettigheder, demokrati og god regeringsførelse i en dagsorden for forandring; der henviser til, at Latinamerika udgør et demokratisk kontinent, der deler værdier og demokratiske principper med Europa, men at der er behov for at styrke regeringerne og institutionerne, idet de er truet af vold og usikkerhed;

I.

der henviser til, at bistanden i mellemindkomstlandene bør omstruktureres med henblik på at styrke deres institutionelle kapaciteter, bestemmelser, offentlige politikker og sociale aktører samt mobilisere ressourcer til supplering af den offentlige udviklingsbistand;

J.

der henviser til, at Latinamerika og EU danner et biregionalt strategisk partnerskab baseret på fælles værdier og med respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder; der henviser til, at to af EU's ni strategiske partnere i verden er lande i Latinamerika (Brasilien og Mexico); der henviser til, at EU er den største investor og næststørste handelspartner samt den største yder af udviklingsbistand, der betaler 53 % af den samlede offentlige udviklingsbistand til regionen;

K.

der henviser til, at størstedelen af verdens fattige lever i disse mellemindkomstlande; der henviser til, at disse lande ofte er kendetegnet ved store uligheder og en svag regeringsførelse, som skader udviklingsprocessens bæredygtighed; der henviser til, at mange mellemindkomstlande spiller en vigtig rolle inden for international politik, sikkerhed og handel gennem fremstilling og beskyttelse af globale offentlige goder og styring af regionale tiltag; der henviser til, at disse lande selv i gunstige perioder er sårbare over for globale risici på det økonomiske, miljømæssige og sikkerhedsmæssige område;

L.

der henviser til, at nogle lande i Latinamerika er begyndt at engagere sig i udviklingssamarbejde i form af regionalt samarbejde og syd-syd-samarbejde;

M.

der henviser til, at EU fortsat bør prioritere Latinamerika, hvilket bør fremgå af de biregionale forbindelser mellem EU og Latinamerika, som har opnået betydelige fremskridt de seneste år i form af associeringsaftalerne med Mellemamerika, Chile og Mexico samt flerpartsaftalerne med Colombia og Peru, forhandlingerne med Mercosur, handlingsplanen fra Madrid og oprettelsen af EU-LAC-fonden;

N.

der henviser til, at den europæiske konsensus om udvikling prioriterer bistanden til mellemindkomstlandene med henblik på at nå 2015-målene;

O.

der henviser til, at EU gennem partnerskabsaftalerne med regionen, herunder associeringsaftalerne og udviklingsbistanden fortsat bør yde væsentlig støtte til regionens udvikling og stabilisering; der henviser til, at det er en kilde til alvorlig bekymring, at dette bidrag kan standse, når resultaterne af denne proces konsolideres;

P.

der henviser til, at det nuværende forslag fra Kommissionen vedrørende instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde omfatter en mindskelse af EU's bilaterale bistand til mellemindkomstlandene i Latinamerika samt en fjernelse af de basale ydelser fra prioritetslisten til regionen;

Q.

der henviser til, at budgettet for det nuværende instrument til finansiering af udviklingssamarbejde i Latinamerika viser, at Latinamerika er den region, der har modtaget færrest midler i medfør af kapitel IV i EU-budgettet, sammenlignet med de øvrige områder, der modtager europæisk støtte;

R.

der henviser til, at den sociale samhørighed har en udvidet dimension, som indebærer bekæmpelse af fattigdom, mindskelse af ulighed, sikring af universel adgang til basale ydelser såsom sundhed, uddannelse, pension, bolig, anerkendelse og beskyttelse af den sociale dialog og de arbejdsmæssige rettigheder; der henviser til behovet for en skattemæssig aftale, der kan sikre en lige og forbedret fordeling af ressourcerne;

S.

der henviser til, at Kina er den tredjestørste investor i Latinamerika og for nogle produkters vedkommende er blevet det vigtigste eller endda det eneste eksportmarked; der henviser til, at EU derfor bør spille en mere aktiv rolle med henblik på at styrke sine handels- og investeringsforbindelser med de latinamerikanske lande inden for WTO-systemet;

T.

der henviser til, at selv om der er forskel på begrebet social samhørighed i henholdsvis Europa og Latinamerika, har begge regioner et princip om offentlige politikker, som gør det muligt at strukturere udviklingsstrategierne i retning af befolkningens velfærd og følgelig undgå polarisering, modstand og manglende tillid til de demokratiske institutioner;

U.

der henviser til, at en af de største udfordringer for yderne af udviklingsbistand i regionen er at skabe sammenhæng mellem de forskellige politikker og sikre en bedre koordinering og komplementaritet af arbejdsdelingen for dermed at øge bistandens koncentration og forudsigelighed;

V.

der henviser til, at skabelse af velstand og bekæmpelse af fattigdom, ulighed, udstødelse og diskrimination, navnlig af kvinder, unge og etniske minoritetsgrupper, samt fremme af social samhørighed og menneskerettighederne fortsat er en hovedprioritet for det strategiske partnerskab mellem EU og Latinamerika;

W.

der henviser til, at regionen har påvist lovende indikatorer for så vidt angår bekæmpelsen af børne- og mødredødelighed; der henviser til, at ligestilling mellem kønnene samt politisk og økonomisk inddragelse af kvinder udgør væsentlige faktorer med henblik på udryddelse af fattigdom;

X.

der henviser til, at EU's generelle præferenceordning (GSP) er et vigtigt instrument, som sætter udviklingslandene i stand til at deltage mere i den globale handel og skabe ekstra eksportindtægter til støtte af økonomisk vækst og gennemførelse af politiske strategier for bæredygtig udvikling og fattigdomsnedbringelse;

Y.

der henviser til, at BNP er utilstrækkelig som eneste indikator til måling af ulighed, og at beslutningen om tildeling af udviklingsbistand fra EU er afgørende med henblik på at udrydde fattigdom;

Z.

der henviser til, at landene i Latinamerika eksporterer langt mindre til deres naboer end tilsvarende lande på andre kontinenter; der henviser til, at den relativt lave samhandel skyldes store afstande, høje satser, told, særskilte handelsaftaler og uegnede infrastrukturnet;

AA.

der henviser til, at uddannelse og undervisning samt adgang for alle til det offentlige sundhedsvæsen har afgørende betydning for bekæmpelsen af fattigdom og fremme af social samhørighed;

AB.

der henviser til, at ødelæggelsen af miljøet har direkte indvirkning på omfanget af fattigdom; der henviser til, at Latinamerika råder over store miljømæssige reserver, og at lande som Brasilien, Mexico, Peru og Colombia råder over den største biodiversitet i verden, men at kontinentet samtidig er særligt sårbart over for klimaforandringer;

AC.

der henviser til, at en forbedret skatteopkrævning er afgørende for, at en stat kan sikre borgerne grundlæggende tjenesteydelser på områder som for sundhed, sanitet og uddannelse;

AD.

der henviser til, at den ødelæggende indvirkning på klimaforandringerne samt den globale opvarmning i høj grad berører Latinamerika og Caribien, som er blandt de mest sårbare i verden; der henviser til, at naturkatastrofer har ført til et tab på 54 % af det regionale BNP i Mellemamerika;

AE.

der henviser til den eksplicitte reference til den private sektor som afgørende faktor for bæredygtig udvikling og social samhørighed i overensstemmelse med dagsordenen for forandring;

AF.

der henviser til betydningen af en struktureret, biregional og global dialog om indvandring mellem EU og Latinamerika; der henviser til behovet for, at indvandringspolitikker og -praksisser i begge regioner respekterer de grundlæggende rettigheder for indvandrere;

AG.

der henviser til, at nogle lande i Latinamerika er blandt verdens mest voldelige, og at kriminalitet i form af narkotikahandel og organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge, ulovlig våbenhandel og korruption fortsat er et alvorligt problem i regionen og udgør en alvorlig trussel for regionens udvikling;

AH.

der henviser til, at Kommissionens forslag om partnerskabsinstrumentet fokuserer på gennemførelsen af Europa 2020-strategien i regionen; der henviser til, at forslaget især er rettet mod de strategiske partnerlande og de nye økonomier, og at tilgangen fokuserer på de globale udfordringer og trusler;

AI.

der henviser til, at korruption i forbindelse med kriminelle netværk, som især beskæftiger sig med transport og handel med narkotika - og infiltrerer institutionerne og fordeler indflydelsesområderne mellem sig og skaber kollaterale problemer - og udgør en trussel for de demokratiske systemer og den samlede sikkerhed i Latinamerika, idet de skaber store problemer med ustabilitet og i forhold til den politiske styring;

1.

minder om, at selv om virkningerne af den økonomiske og finansielle krise har været mindre alvorlige i Latinamerika end i andre regioner, er tallene for ulighed og fattigdom fortsat meget høje, og der er ikke sket tilstrækkelige fremskridt i forhold til opfyldelsen af seks af 2015-målene;

2.

understreger nødvendigheden af at styrke koordineringen mellem EU og Latinamerika, navnlig foranstaltningerne til fattigdomsbekæmpelse, jobskabelse og social integration af marginaliserede grupper med henblik på at nå 2015-målene (MDG-målene); understreger, at 2015-målet om et globalt partnerskab for udvikling (mål 8) bør være omdrejningspunktet i EU's samarbejdspolitik med Latinamerika, hvorigennem områder udvælges til gennemførelse af den nye strategi for "inklusiv vækst" i disse lande; understreger, at EU-Latinamerika-Caribien-fonden i den forbindelse kan yde et stort bidrag til opnåelsen af disse mål;

3.

mener, at de økonomiske og teknologiske fremskridt i visse lande i Latinamerika gør det nødvendigt at revidere EU's mål for bilateralt udviklingssamarbejde; henstiller, at samarbejdet omstruktureres, således at det rettes mod de områder, hvor der er særligt behov for at nedbringe fattigdommen; understreger, at vi står overfor fælles udfordringer, som vi må løse ved at styrke multilaterale løsninger; understreger, at forbindelsen mellem vækst, handel, udvikling og fattigdomsbekæmpelse hverken er simpel eller automatisk; opfordrer følgelig Kommissionen til i forbindelse med drøftelserne om EU's fremtidige politik for udviklingssamarbejde at foretage en omfattende og grundig vurdering af den nuværende udviklingsmodel og til at tage ved lære af erfaringerne fra de seneste årtier med det formål effektivt at afhjælpe fattigdom og ulighed uden at mindske eller begrænse det politiske råderum;

4.

mener, at EU's samarbejds- og udviklingspolitik bør udformes i tæt samarbejde med Latinamerika for at nå frem til en bæredygtig, rimelig og velafbalanceret udviklingspolitik for regionen;

5.

påpeger, at selv om bistand kan være en løftestang for de latinamerikanske lande, er det ikke nok til at garantere bæredygtig og varig udvikling; opfordrer derfor landene i Latinamerika til at styrke og mobilisere deres indenlandske ressourcer, indføre et gennemsigtigt skattesystem og en skatteopkrævning uden korruption og svig, sikre en effektiv involvering af den private sektor, de lokale myndigheder og civilsamfundet i EU-Latinamerika-dagsordenen gennem samarbejde, teknisk bistand og uddannelseskurser for de lokale forvaltninger i juridiske og skattemæssige emner og til at øge deres engagement i projekterne;

6.

mener, at de asiatiske landes betydelige investeringer i navnlig råstof- og olie- og gasforekomster og landbrugsressourcer i mange lande i Latinamerika bør tilskynde Den Europæiske Union til hurtigt og effektivt at styrke sin støtte til en bæredygtig udvikling i regionen;

7.

mener, at Latinamerika skal gøre en særlig indsats for fremme regionens politiske, økonomiske og handelsmæssige integration som følge af behovet for at skabe en ligevægt i udviklingspolitikken mellem Latinamerika og EU;

8.

Understreger behovet for at forbedringerne af forbindelserne med Latinamerika ledsages af en kohærent udviklingspolitik; finder det derfor nødvendigt, at der udarbejdes samarbejdsinstrumenter og -mål, som er tilpasset det enkelte land, således at ressourcerne fokuseres på at hjælpe de mest sårbare lande og forbedre udviklingspolitikken;

9.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at opretholde omfanget af DCI-samarbejdet i perioden 2014-2020 til Latinamerika på en tredjedel af det samlede geografiske beløb;

10.

glæder sig over princippet om differentiering og koncentrationen af støtte som foreslået af Kommissionen; fastholder, at differentieringen skal ske gradvist i programmeringsfasen, både for modtagerlandene og for selve samarbejdsværktøjerne, med henblik på at udvikle andre samarbejdsformer, der er mere velegnede til mellemindkomstlande; anbefaler, at kriterierne for anvendelse af princippet om differentiering er objektive og fælles for alle lande;

11.

minder om, at princippet om differentiering ikke må resultere i en drastisk mindskelse af regionens betydning for EU's udenrigspolitik, idet EU er og bør fungere som global aktør og aktivt medlem af det internationale samfund og ikke kun udgøre den væsentligste bidragsyder i verden; mener, at EU i modsat fald kan gøre sig selv uinteressant for hele regioner og dermed efterlade et åbent rum for de øvrige globale aktører;

12.

fastholder, at eventuelle omfordelinger af midler bør ske til fordel for de geografiske programmer til udryddelse af fattigdom i lavindkomstlande og mellemindkomstlande i samme region;

13.

er bekymret over den manglende konsekvens i forbindelse med gennemførelse af kriterierne for støtteberettigelse i Kommissionens forslag vedrørende instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, hvor 11 mellemindkomstlande i LAC mister deres adgang til bilaterale programmer; minder om, at nogle lande i Latinamerika er blandt de lande i verden, der har størst ulighed, for så vidt angår indkomst pr. indbygger, og at denne vedvarende ulighed opstår i områder med lav socialøkonomisk mobilitet; fastholder, at der er tale om en meget heterogen gruppe af lande, og at der derfor bør bibeholdes et differentieret samarbejde baseret på koordination og politisk dialog;

14.

mener, at EU's budskab til regionen er meget bekymrende, eftersom erklæringen i praksis ikke giver regionen den nødvendige opmærksomhed på trods af de mange politiske og handelsmæssige forpligtelser samt de globale interesser;

15.

understreger behovet for i overensstemmelse med punkt 66 i den europæiske konsensus om udvikling at tage behørigt hensyn til mellemindkomstlande, navnlig de nederste mellemindkomstlande, idet mange af disse oplever de samme problemer som lavindkomstlandene;

16.

opfordrer Kommissionen og Rådet til inden for rammerne af princippet om differentiering at gennemføre en objektiv og gennemskuelig analyse med henblik på at revidere og udvide de indikatorer, der anvendes til evaluering af udviklingen uden at begrænse dette til indkomsten, men ved at fortolke de økonomiske kriterier i forhold til andre faktorer som graden af fattigdom, sårbarhed og ECHO's kriseindeks og gini-koefficienten og ulighedskoefficienter; advarer om, at klassificeringen af lande i henhold til indkomstniveau er baseret på beregninger, der skjuler ulighed og fattigdom;

17.

fastholder på baggrund af disse faktorer, at EU bør fortsætte det bilaterale samarbejde under det fremtidige instrument til finansiering af udviklingssamarbejde med i det mindste Colombia, Ecuador og Peru;

18.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge en sammenhængende strategi for gradvis tilbagetrækning af den bilaterale støtte til mellemindkomstlande, så disse lande gradvist kan konsolidere deres situation som støttefri lande i henhold til princippet om forudsigelighed fra forummet i Busan om effektiv bistand;

19.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at den gradvise tilbagetrækning af den bilaterale støtte efter ikrafttrædelsen af det nye instrument til finansiering af udviklingssamarbejde overholder følgende kriterier:

20.

fastholder behovet for at styrke partnerskabsinstrumentet med mere end 1 mia. EUR for at fremme udformningen af et nyt samarbejde med mellemindkomstlande og mellemindkomstlande i øvre tranche og dermed sikre forudsigelighed, kvantificering og kontrol af midlerne; understreger behovet for at sikre, at dette instrument intensiverer EU's reaktion på de globale udfordringer, herunder bekæmpelse af ulighed og klimaforandringer, sikkerhed og bekæmpelse af narkotikahandel;

21.

mener, at den høje grad af ulighed og manglen på en effektiv mekanisme til social beskyttelse er den største hindring for en konsolidering af demokratiet og for en lige og bæredygtig økonomisk vækst i regionen, og opfordrer derfor til en større hensyntagen til forbindelsen mellem demokratisk regeringsførelse og social samhørighed;

22.

mener, at målet om social samhørighed i forbindelse med EU-LAC-partnerskabet kun kan nås gennem en høj grad af udvikling og lighed for så vidt angår fordelingen af indkomst og goder; mener, at dette mål indebærer udryddelse af fattigdom gennem mere retfærdige og progressive skattepolitikker, styrkelse af den skattemæssige kapacitet og bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse;

23.

understreger betydningen af udviklingsbistand gennem handel; noterer, at handelen mellem Latinamerika og EU er afgørende for at bekæmpe fattigdom og sikre velfærd på begge kontinenter; advarer mod protektionistiske tendenser i forbindelse med den nuværende økonomiske og finansielle krise;

24.

understreger, at det er vigtigt at fastholde målsætningen på 20 % for programmerne for uddannelse og sundhed, og insisterer på, at der skal være fokus på ligestillingsaspektet på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt; understreger, at uddannelse og investering i menneskelig kapital er grundlæggende for social samhørighed og samfundsøkonomisk udvikling; opfordrer til gennemførelse af effektive politikker og passende finansiering til bekæmpelse af analfabetismen, som fortsat stiger i nogle lande i regionen, og som især berører piger og kvinder; opfordrer til fremme af adgangen til gratis offentlig uddannelse (grundskole- og gymnasieniveau), som ofte er begrænset på grund af manglende ressourcer i visse staters budgetter; støtter i denne forbindelse projektet fra Organisationen af Iberoamerikanske Stater benævnt "Uddannelsesmål for 2021: den uddannelse, som vi ønsker for den generation, der kan fejre tohundredårsdagen for staternes uafhængighed";

25.

understreger, at selv om dækningen og udgifterne til uddannelse i Latinamerika er steget i de seneste årtier, er systemet stadig kendetegnet ved lav kvalitet og ulige adgang; fremhæver EU's indsats på dette område i form af programmerne Erasmus, Alban og Alfa, og opfordrer Kommissionen til at fastholde det nuværende budget;

26.

understreger, at de store forskelle mellem skolesystemerne i Latinamerika er øget yderligere de seneste år, hvis man sammenligner henholdsvis landdistrikter og byområder, offentlige og private skoler, kønsfordelingen og den samfundsøkonomiske situation, hvilket har forværret problemet med manglende social samhørighed;

27.

understreger, at social samhørighed er tæt forbundet med andre politikker vedrørende f.eks. handel, investering og økonomi; mener, at instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde på mere effektiv vis bør indføre målene om social samhørig i sin tematiske, nationale og regionale programmering ved hovedsageligt at støtte mere lige finanspolitikker, skattepolitikker og sociale politikker, der fremmer lighed, adgang til offentlige tjenesteydelser, anstændigt arbejde og reformen af retssystemet;

28.

understreger betydningen af programmerne EuroSocial, Urbal, Al-Invest og Copolad samt programmerne til styrkelse af dialogen og samarbejdet mellem EU og Latinamerika for så vidt angår forvaltningen af indvandring og udviklingspolitikker; mener, at det nye instrument til finansiering af udviklingssamarbejde bør styrke disse programmer og udnytte deres potentiale i forbindelse med trepartssamarbejdet;

29.

henviser til, at EU via instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde bør stille de nødvendige midler til rådighed til at forbedre børns levevilkår, så de kan udfolde deres evner og muligheder fuldt ud navnlig inden for familien;

30.

understreger betydningen af forummet for social samhørighed mellem EU og Latinamerika og opfordrer til at styrke den politiske og biregionale dialog om social samhørighed i form af mere ambitiøse mekanismer samt koordinering af samarbejdet på dette område; opfordrer til at fremme social samhørighed i forbindelse med de store internationale fora;

31.

mener, at EU-LAC-fonden bør spille en relevant rolle i forbindelse med koordineringen af og støtten til civilsamfundets foranstaltninger og drøftelser vedrørende internationalt samarbejde og fremme af social samhørighed i regionen;

32.

minder om vigtigheden af sammenhæng i udviklingspolitikken, som defineret i artikel 208 i TEUF, for udryddelse af fattigdom, fremme af økonomiske og sociale rettigheder, miljøbeskyttelse, god regeringsførelse og bæredygtig udvikling;

33.

opfordrer Kommissionen til at gøre de projekter, der gennemføres i landene i Latinamerika, mere synlige og forståelige for disse landes borgere med henblik på at synliggøre den merværdi, der er forbundet med samarbejdet med EU;

34.

understreger, at EU's associeringsaftaler/frihandelsaftaler under ingen omstændigheder må være i strid med målet om sammenhæng i udviklingspolitikken; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at udviklingsbehov og -problemer afspejles behørigt i handelsrelaterede kapitler om bl.a. finansielle tjenesteydelser, offentlige indkøb og intellektuelle ejendomsrettigheder, og til gennem effektive mekanismer at sikre overholdelsen af fælles standarder vedrørende sociale rettigheder, arbejdsnormer og miljøbeskyttelse i forbindelse med alle igangværende forhandlinger og revisioner;

35.

beklager, at Kommissionens forslag til en forordning om den generelle toldpræferenceordning ignorerer den strategiske karakter af forbindelserne med Latinamerika, idet det fratager en lang række lande i regionen dette instrument, der imidlertid er afgørende for regionens udvikling;

36.

anmoder EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen om at konsolidere deres indsats for at bane vejen for en fremtidig, fuldt udbygget associeringsaftale med Andinfællesskabet til gavn for økonomisk vækst og social udvikling i dets medlemsstater og i overensstemmelse med EU's værdier, principper og mål, som altid har fremmet den latinamerikanske integration;

37.

opfordrer EU til at sikre, at de afsatte midler til udviklingssamarbejde ikke anvendes til andre formål;

38.

mener, at indgåelsen af en associeringsaftale mellem EU og Mercosur vil kunne fremme og øge samarbejdet og udviklingen mellem Latinamerika og EU, forudsat at den er baseret på retfærdige handelsvilkår og respekten for de internationale arbejds- og miljøstandarder og princippet om retssikkerhed i forbindelse med investeringer, og forudsat at partnerne også agerer på en tillidsvækkende måde;

39.

understreger, at det nye instrument til finansiering af udviklingssamarbejde bør fremme den regionale integrationsproces; minder i den forbindelse om, at associeringsaftalerne og flerpartshandelsaftalene, hvis de tager behørigt hensyn til asymmetrierne, kan udgøre et stærkt incitament til regional integration, men hævder, at den manglende sammenhæng mellem politikkerne udgør en risiko for denne proces; opfordrer indtrængende EU til at sikre, at der ikke indgås bilaterale aftaler, der kan underminere den latinamerikanske integrationsproces; bemærker ligeledes, at interregionale forbindelser er mindsket til fordel for bilaterale forbindelser, og at denne bilaterale tilgang er med til at øge fragmenteringen og rivaliseringen mellem de regionale blokke i Latinamerika;

40.

understreger behovet for inden for EU's delegationer at indføre fokuspunkter med henblik på at sikre sammenhæng i udviklingspolitikken samt indføre en mekanisme til opfølgning;

41.

understreger, at det er vigtigt for EU at udvikle en handelspolitik, der er bedre koordineret med udviklingspolitikken, og at sociale klausuler, der respekterer menneskerettighederne, bliver integreret i partnerskabsaftalerne, så også handelen bidrager til at fremme retfærdige og lige sociale standarder;

42.

understreger betydningen af en større sammenhæng i den offentlige udviklingsbistand; mener, at EU's og tre latinamerikanske landes deltagelse i G20 kan bidrage til en vis tilnærmelse og sikre en fælles gennemførelse af sammenhængen i udviklingspolitikken;

43.

minder om forpligtelsen til at respektere princippet i artikel 208 om sammenhæng i udviklingspolitikken; understreger, at man bør undgå en negativ indvirkning i regionen i forbindelse med udelukkelsen af 11 lande fra det bilaterale samarbejde med EU; minder om betydningen af at fjerne præferenceaftaler i henhold til GSP+;

44.

minder om, at civilsamfundet spiller en vigtig rolle for konsolideringen af demokratiet og for definitionen, gennemførelsen og kontrollen af udviklingspolitikkerne i Latinamerika; beklager den manglende betydning, der tillægges de nuværende samarbejdsprogrammer og den manglende tildeling af midler;

45.

understreger, at begrebet demokratisk ejerskab indebærer, at parlamenter, lokale og regionale myndigheder samt civilsamfundet støttes i deres bestræbelser på at spille en væsentlig rolle i fastlæggelsen af udviklingsstrategier, ansvarliggørelsen af regeringer samt overvågningen og evalueringen af tidligere og opnåede resultater; understreger især betydningen af at styrke de latinamerikanske parlamenters ved at fremme deres rolle i beslutningsprocesserne;

46.

er derfor forfærdet over, at høringen af civilsamfundet i de seneste associeringsaftaler og frihandelsaftaler med lande i Latinamerika er begrænset til kapitlet om bæredygtig udvikling;

47.

mener, at støtten til civilsamfundet fortsat bør prioriteres i forbindelse med det næste instrument til finansiering af udviklingssamarbejde; understreger, at denne støtte bør fremgå af landenes strategier og regionale programmer og således sætte fokus på betydningen af at bekæmpe ulighed og korruption og kontrollere anvendelsen af de finansielle midler;

48.

opfordrer Kommissionen til at yde øget finansiel, teknisk og ekspertorienteret støtte til de nationale parlamenters administrationer i Latinamerika i henhold til de regionale strategiprogrammer for dermed at styrke deres effektivitet, gennemsigtighed og ansvarlighed, som er afgørende for parlamenternes rolle i de demokratiske beslutningsprocesser;

49.

minder om, at EU i henhold til punkt 18 i den europæiske konsensus om udvikling vil forbedre sin støtte til opbygning af ikke-statslige aktørers kapacitet for at styrke deres rolle i udviklingsprocessen og for at fremme den politiske, sociale og økonomiske dialog; beklager, at grønbogen om forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik i høj grad undlader at beskrive civilsamfundets deltagelse og kapacitet i forbindelse med EU's fremtidige politik for udviklingssamarbejde;

50.

opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til at sikre helheden, sammenhængen og effektiviteten af EU's optræden udadtil i forhold til Latinamerika som anført i Lissabontraktaten;

51.

udtrykker sin bekymring over den samfundsmæssige indvirkning som følge af den høje grad af kriminalitet og vold i regionen, herunder kvindedrab; finder det nødvendigt, at der defineres en ny og mere effektiv strategi, der kan afhjælpe dette fænomen og de økonomiske, sociale og politiske årsager hertil;

52.

opfordrer Kommissionen til at støtte høringen af lokalsamfund, som er berørt af udvindingsprojekter; gentager betydningen af landespecifik rapportering i forbindelse med udvindingsindustrien i overensstemmelse med forslag til direktiv om ansvarlighed og gennemsigtighed som middel til bekæmpelse af korruption, bestikkelse og skatteunddragelse;

53.

minder om, at kriminalitet og usikkerhed har stor indvirkning på befolkningens tillid til de offentlige og demokratiske institutioner samt på overholdelsen af menneskerettighederne;

54.

minder om, at et af hovedmålene med EU's optræden udadtil er at fremme konsolideringen af demokratiske systemer og forsvare menneskerettighederne i verden, herunder i Latinamerika;

55.

er bekymret over den øgede kønsbestemte vold i regionen;

56.

opfordrer Kommissionen at give bekæmpelse af straffrihed absolut prioritet i forbindelse med udviklingspolitikken for Latinamerika og inden udgangen af 2012 at fremlægge en meddelelse om emnet med kapitler om retligt samarbejde, finansielt samarbejde, udveksling af oplysninger og beskyttelse af ofre;

57.

er bekymret over den øgede vold mod kvinder; opfordrer Kommissionen til at fastsætte klare ansvarsområder inden for EU-Udenrigstjenesten samt koordinere EU-delegationernes relevante aktioner med medlemsstaternes ambassader i de berørte lande med det formål at omsætte erklæringen fra juni 2010 fra den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, om kvindedrab til konkrete politikker og sikre passende midler dertil;

58.

opfordrer Kommissionen til at yde politisk og finansiel støtte til det interamerikanske system for menneskerettigheder på området for kvindedrab samt til at bidrage til gennemførelsen af dets afgørelser;

59.

opfordrer indtrængende næstformanden/den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at konsultere og aflægge beretning til Europa-Parlamentet om de igangværende menneskerettighedsdialoger og til at samarbejde som led i det biregionale partnerskab for at finde løsninger med henblik på at bekæmpe kvindedrab og andre former for vold mod kvinder;

60.

opfordrer Kommissionen til aktivt at deltage i og tage emnet op i forbindelse med politiske dialoger, herunder de eksisterende menneskerettighedsdialoger, og til at samarbejde og finde metoder til bekæmpelse af vold mod kvinder og kvindedrab i forbindelse med de biregionale partnerskaber;

61.

udtrykker bekymring over klimaændringernes indvirkning på bæredygtig udvikling, beskyttelse af biodiversitet, skovrydning og landbrugsproduktion i Latinamerika;

62.

fastholder, at EU gennem udviklingssamarbejdet ikke bør fremme eller støtte omfattende biobrændstofproduktion på grund af de negative indvirkninger på fødevaresikkerheden, skovrydningen, adgangen til jord og miljøet;

63.

opfordrer de lokale myndigheder i de latinamerikanske lande at være særligt opmærksomme på de voksende investeringer, der kan hæmme en bæredygtig udvikling og nedbryde økosystemerne, navnlig som led i klimaændringernes negative virkninger;

64.

minder om, at klimaændringerne udgør en ekstra byrde for Latinamerika, og at der er akut behov for finansiering af foranstaltninger til bekæmpelse, afhjælpning og tilpasning;

65.

opfordrer til at fremme udvekslingen af erfaringer og oplysninger mellem EU og Latinamerika i forbindelse med programmet EuroClima og syd-syd-samarbejdet i henhold til handlingsplanen fra Madrid; minder om, at uddannelse har stor betydning for den miljømæssige bæredygtighed;

66.

understreger, at selv om Latinamerika råder over 30 % af verdens vandressourcer, er fordelingen af disse ressourcer meget uregelmæssig og ulige; opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte partnerlandene med henblik på at sikre en bedre forvaltning og sanering af vandressourcerne;

67.

minder om EU's forpligtelse til at fremme bæredygtig energi som middel til bæredygtig udvikling;

68.

bemærker, at mekanismer såsom den latinamerikanske investeringsfacilitet vil få øget betydning for EU's udviklingssamarbejde, der prioriterer energieffektivitet, vedvarende energi, transport, beskyttelse af biodiversiteten og støtte til SMV'er; understreger, at den kan komme til at spille en vigtig rolle i forbindelse med fremme af regional integration og regionens i tiltag til forbedring af den internationale konkurrenceevne; påpeger, at civilsamfundet bør spille en central og selvstændig rolle inden for kontrollen med udviklingspolitikkerne; bemærker dog, at der inden for investeringsfaciliteten for Latinamerika ikke er indført en mekanisme, som kan sikre civilsamfundets repræsentation og deltagelse; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre parlamenternes og civilsamfundets repræsentation og deltagelse og sikre en effektiv overvågning af og opfølgning på EU's midler til udviklingssamarbejde;

69.

understreger, at behovet for yderligere undersøgelser af erfaringerne fra investeringsfaciliteten for Latinamerika; kræver, at gennemførelsen af fremtidige projekter underlægges klare og gennemsigtige overvågningsmekanismer samt sociale og miljømæssige konsekvensanalyser;

70.

understreger især betydningen af at støtte små og mellemstore virksomheder, idet de bidrager til regionens udvikling og økonomiske vækst samt den sociale og økonomiske konsolidering; understreger, at SMV'erne udgør den primære kilde til beskæftigelse; mener, at der er behov for at fremme de europæiske partneres virksomheders sociale ansvar med det formål at fremme EU's politik om inklusiv vækst;

71.

understreger behovet for hurtigst muligt at fremme anlæggelsen af infrastruktur i Latinamerika for dermed at støtte de høje vækstrater og fremme den sociale integration; anbefaler at anvende et instrument som investeringsfaciliteten for Latinamerika til støtte af transport-, energi- og telekommunikationsifrastrukturprojeter, eftersom den nuværende investering, som gennemføres af landene i Latinamerika, er betydeligt lavere end det faktiske behov; minder om, at den offentlige udviklingsbistand til disse projekter kan begrundes med, at bistanden bidrager til udryddelse af fattigdom, fremme af social samhørighed og tilvejebringelse af offentlige tjenesteydelser af god kvalitet;

72.

mener, at Kommissionen bør udarbejde klare retningslinjer for en gennemsigtig beslutningsproces i forbindelse med udvælgelsen af projekter og sikre sammenhæng med Den Europæiske Konsensus om Udvikling, princippet om landenes ejerskab og EU's tilsagn om ubundet bistand;

73.

understreger behovet for at nå en blanding af tilskud og lån, som er målrettet områder såsom en lille og lokal energi- eller landbrugsproduktion og fremmer SMV'er og private mikrovirksomheder i udviklingslandene;

74.

opfordrer til en styrkelse af samarbejdet med visse mellemindkomstlande inden for videnskab, teknologi og innovation under programmet Horisont 2020;

75.

håber, at en grundig dialog om emnerne videnskab, videregående uddannelse, erhvervsuddannelse, teknologi og innovation kan fremskynde etableringen af et euro-latinamerikansk område for innovation og viden samt fremme konkurrenceevnen;

76.

mener, at der er behov for at fremme den midlertidige mobilitet for forskere samt støtte universiteter og forskningscentre områder såsom sundhed, fødevaresikkerhed, marin og maritim forskning, vedvarende energikilder, bekæmpelse af klimaforandringer og tilpasning dertil;

77.

understreger på ny, at EU i højere grad bør være opmærksom på og udnytte den betydelige geostrategiske fordel, som nogle udkantsregioner har på grund af deres beliggenhed i nærheden af Latinamerika;

78.

bemærker, at en styrkelse af de nuværende forskningsinstitutter på landbrugsområdet er afgørende for kontinentets udvikling;

79.

opfordrer Kommissionen til yderligere overvejelser med henblik på inkorporering af syd-syd-samarbejdet i samarbejdspolitikken;

80.

minder om, at Latinamerika er den mest dynamiske region i verden for så vidt angår syd-syd-samarbejdet; understreger mellemindkomstlandenes store betydning for den regionale integration og de internationale udviklingsmål;

81.

minder om, at EU endnu ikke råder over en klar strategisk definition af syd-syd-samarbejdet (10), som gør det muligt at udvikle en mere aktiv politik på området; understreger behovet for at opstille indikatorer for de sociale og økonomiske konsekvenser af de forskellige former for syd-syd-samarbejde og trepartsmodeller;

82.

gentager vigtigheden af intraregional handel og trepartssamarbejdet og dets vigtige rolle for 2015-målene, fattigdomsbekæmpelse, fremme af beskæftigelse og ligestilling mellem kønnene, uddannelse, social samhørighed, landbrug og bæredygtig udvikling;

83.

mener, at man bør udvide de biregionale samarbejdsinitiativer, syd-syd-samarbejdet og trepartssamarbejdet inden for sektorer som videnskab, forskning, bæredygtig udvikling, miljø, klimaforandringer, energi, social samhørighed, uddannelse og beskæftigelse;

84.

understreger behovet for at udvide den politiske dialog mellem EU og Latinamerika på forskellige niveauer såsom topmøder mellem statscheferne og Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling, idet disse er vigtige værktøjer til opnåelse af politisk enighed; opfordrer til, at der træffes foranstaltninger til at sikre, at de politiske tilsagn, der afgives på topmøderne mellem EU og Latinamerika, bliver ledsaget af de nødvendige finansielle ressourcer;

85.

opfordrer EuroLat-Forsamlingen og EU-LAC-fonden til at give den nødvendige prioritering til syd-syd-samarbejdet og trepartssamarbejdet;

86.

mener, at syd-syd-samarbejdet og trepartssamarbejde bør være blandt de centrale spørgsmål på det syvende EU-LAC-topmøde i Chile, hvilket er en klar opfølgning på de endelige konklusioner fra topmødet i Madrid;

87.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, samtlige lande i Latinamerika og Caribien, EU-LAC-fonden, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling, Det Latinamerikanske Parlament, Det Mellemamerikanske Parlament, Det Andinske Parlament og Mercosur-Parlamentet.

15.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 332/14

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til artikel 165, 166 og 214 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1719/2006/EF af 15. november 2006 om oprettelse af programmet "Aktive unge" for perioden 2007-2013 (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1720/2006/EF af 15. november 2006 om et handlingsprogram for livslang læring (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1904/2006/EF af 12. december 2006 om programmet "Europa for Borgerne" til fremme af et aktivt medborgerskab i Europa (2007-2013) (3),

—

der henviser til Rådets beslutning nr. 2010/37/EF af 27. november 2009 om det europæiske år for frivilligt arbejde til fremme af aktivt medborgerskab (2011) (4),

—

der henviser til resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, den 24. april 2006 om anerkendelse af værdien af ikke-formel og uformel læring på det europæiske ungdomsområde (5),

—

der henviser til Rådets resolution af 27. november 2007 om unges frivillige arbejde (14427/1/2007),

—

der henviser til resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, den 16. maj 2007 om gennemførelsen af de fælles målsætninger for unges frivillige arbejde (6),

—

der henviser til Rådets henstilling af 20. november 2008 om unge volontørers mobilitet i Den Europæiske Union (7),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling 2006/961/EF af 18. december 2006 om tværnational mobilitet i Det Europæiske Fællesskab i uddannelsesøjemed: Det europæiske kvalitetscharter for mobilitet (8),

—

der henviser til sin erklæring af 10. marts 2011 om etablering af en europæisk statut for gensidige selskaber, foreninger og fonde (9),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 3. oktober 2011 om frivilligt arbejdes rolle i social- og arbejdsmarkedspolitikken (14552/2011),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 29. november 2011 om den rolle, som frivilligt arbejde inden for sport kan spille med hensyn til at fremme aktivt medborgerskab (10),

—

der henviser til Kommissionens rapport af 27. oktober 2010 om unionsborgerskab 2010 med titlen "Afskaffelse af hindringerne for unionsborgernes rettigheder" (COM(2010)0603),

—

der henviser til meddelelse af 5. september 2007 fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremme af unges fulde deltagelse i uddannelse, beskæftigelse og samfundsliv (COM(2007)0498),

—

der henviser til meddelelse af 27. april 2009 fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen "En EU-strategi for unge - investering og mobilisering - En fornyet åben koordinationsmetode tilpasset udfordringer og muligheder på ungdomsområdet" (COM(2009)0200),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen "Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

—

der henviser til meddelelse af 15. september 2010 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen "Unge på vej - Et initiativ om udnyttelse af unges mulighed for at fremme en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i Den Europæiske Union" (COM(2010)0477),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. september 2011 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om EU-politikker og frivilligt arbejde: Anerkendelse og fremme af frivillige aktiviteter på tværs af grænserne i EU (COM(2011)0568),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. november 2010 til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "Hvordan EU-borgernes solidaritet kan komme til udtryk gennem frivilligt arbejde: De første overvejelser om et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand (COM(2010)0683),

—

der henviser til sin beslutning af 22. april 2008 om det frivillige arbejdes bidrag til økonomisk og social samhørighed (11),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0166/2012),

A.

der henviser til, at der ved frivilligt arbejde forstås formelle, ikke-formelle eller uformelle aktiviteter såvel som aktiviteter i uddannelses- og læringsøjemed, som en person påtager sig frivilligt efter eget valg og med egen motivation og uden tanke for økonomisk vinding med almennyttigt formål, og som er til gavn for frivillige, personer, som nyder godt af en frivillig forenings tjenester, lokale fællesskaber og samfundet som helhed;

B.

der henviser til, at den succes, som det europæiske år for frivilligt arbejde til fremme af aktivt medborgerskab (2011) har haft, har positive følger på nationalt, regionalt, lokalt og europæisk plan, når det gælder øget synlighed og bevidstgørelse af offentligheden, og burde påvirke udformningen af offentlige politikker;

C.

der henviser til frivilligt arbejde som uformel læringserfaring, der er egnet til personer i alle aldre; der henviser til de fordele, frivilligt arbejde indebærer for personlig udvikling, forvaltning af samfundsrelevante opgaver, styrkelse af demokratiet, social solidaritet og deltagelse i det demokratiske liv, tværkulturel læring og tilegnelse af social og faglig kompetence samt til frivilligt arbejdes bidrag til målene i EU's politikker vedrørende social inddragelse og bekæmpelse af diskrimination samt beskæftigelse, uddannelse, kultur, kompetenceudvikling og medborgerskab;

D.

D. der henviser, at frivilligt arbejde er en vigtig faktor til at skabe social kapital og udvikling og til at fremme social og økonomisk samhørighed, eftersom ikke-formelle læringsmuligheder har potentialet til at hjælpe frivillige med at opnå færdigheder, der vil gøre dem mere beskæftigelsesegnede og dermed bidrage til vækststrategien Europa 2020;

E.

E. der henviser til, at et voksende antal EU-borgere i alle aldre har engageret sig i frivilligt arbejde inden for uddannelse, kultur, ungdomspolitikker, idræt, miljø, bæredygtig udvikling, sundhed, indvandring, promovering af rettigheder, virksomhedernes sociale ansvar og EU's forbindelser med tredjelande;

F.

der henviser til, at der findes vidt forskellige kulturer, traditioner, retsregler og organiseringsformer for frivilligt arbejde i EU-medlemsstaterne, men at der vedvarende stilles hindringer i vejen for udførelsen af frivilligt arbejde, eftersom det ikke eller ikke i tilstrækkelig grad er anerkendt i mange nationale retsordner i medlemsstaterne og ikke må erstatte opgaver, der potentielt kan skabe lønnet beskæftigelse;

G.

der henviser til, at den økonomiske krise og den finanspolitiske konsolidering udgør en fare for den økonomiske bæredygtighed hos mange ngo'er og udbydere af frivilligt arbejde, der hver dag arbejder for at fremme aktivt medborgerskab, solidaritet og social inddragelse i hele Europa;

H.

der henviser til, at den økonomiske krise samt politiske og økonomiske faktorer har en indvirkning på bæredygtig finansiering af og fundraising til frivillige aktiviteter;

I.

der henviser til, at mange projekter og organisationer, der er ledet af frivillige, ikke har ressourcerne til at få adgang til og sikre støtte under eksisterende EU-programmer på grund af overdrevent bureaukrati;

J.

der henviser til, at EU’s indsats har en merværdi ved at fremme samarbejde mellem medlemsstaterne og udveksling af oplysninger og gode praksisser vedrørende frivilligt arbejde under overholdelse af nærhedsprincippet;

1.

opfordrer de medlemsstater, der ikke råder over klare eller tilstrækkelige retlige rammer for frivillige, til at udarbejde disse rammer og udarbejde nationale strategier til fremme af udviklingen af frivillige aktiviteter, herunder anerkendelse af frivilliges rettigheder og sikring af kvalitet, beskyttelse og lige adgang for alle uden forskelsbehandling, navnlig hvad angår tilstrækkelig adgang til sundhedsmæssig og social beskyttelse;

2.

opfordrer de medlemsstater, der ikke har gjort større fremskridt inden for frivilligt arbejde, til fremover at lægge større vægt på denne sektor ved udformningen af politikker og programmer på dette område og finansieringen heraf;

3.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at frivilliges rettigheder og pligter anerkendes og respekteres, og at de frivillige selv er opmærksomme på dem; foreslår i denne forbindelse, at medlemsstaterne anvender det europæiske charter om rettigheder og pligter for frivillige (European Charter on the Rights and Responsibilities of Volunteers), som blev udarbejdet af interesserede parter i forbindelse med den anden ungdomskonference om frivilligt arbejde (2nd Youth Convention on Volunteering) i 2011, som en reference for politikudformning og national lovgivning på dette område;

4.

opfordrer de nationale, regionale og lokale myndigheder samt EU til at være særligt opmærksomme på dårligt stillede unge eller unge med færre muligheder (især handicappede), således at de kan udføre frivilligt arbejde og til dette formål få gavn af passende pædagogisk og finansiel støtte;

5.

påpeger, at frivilligt arbejde nedsætter risikoen for social marginalisering, og at det er vigtigt at inddrage alle samfundsgrupper i denne form for arbejde, navnlig handicappede; henleder opmærksomheden på, at det er nødvendigt at sikre, at det frivillige arbejde opnår større anerkendelse og hæmmes mindre af alle mulige slags hindringer;

6.

understreger nødvendigheden af også at gøre frivilligt arbejde tilgængeligt for indvandrere og minoriteter, hvilket er en nødvendig faktor for at fremme deres integration og sociale inddragelse;

7.

bemærker fordelene ved samarbejdet mellem frivillige fra EU-landene og tredjestater samt understreger, at dette samarbejde især er vigtigt i forbindelse med den europæiske naboskabspolitik; bemærker ligeledes, at frivillige aktiviteter ud over de grundlæggende fordele også kan bidrage til fremme af demokrati og retsstatsprincippet i tredjelande;

8.

anmoder Rådet og Kommissionen om at fortsætte og gøre fremskridt i forhandlingerne om at indføre lettere visumregler for ikke EU-borgere, der ønsker at rejse ind i EU med henblik på at udføre frivilligt arbejde. forudsat at de opfylder kriterierne for at arbejde som frivillige;

9.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre bestemmelserne i Rådets direktiv 2004/114/EF om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på studier, elevudveksling, ulønnet erhvervsuddannelse eller volontørtjeneste (12) og til yderligere at forenkle visumudstedelsesprocedurerne for personer, der ønsker at udføre frivillige aktiviteter, bl.a. inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik;

10.

bemærker, at frivilligt arbejde inddrager borgerne i en økonomisk, socialt og økologisk bæredygtig udvikling på lokalt plan og på tværs af grænserne og ofte kan sikre hurtig hjælp i tilfælde af katastrofer; påpeger, at det frivillige arbejde også spiller en rolle med hensyn til at skabe solidaritet, aktivt medborgerskab og tværkulturel læring, der giver de frivillige mulighed for at lære sprog og kultur i det land, hvor de arbejder, hvilket styrker samhørigheden og deltagelsen i det demokratiske liv;

11.

opfordrer medlemsstaterne til at anerkende fordelene ved at deltage i frivillige aktiviteter på tværs af grænserne med henblik på at give borgerne nye færdigheder, der bidrager til deres beskæftigelsesegnethed og mobilitet og styrker udviklingen af social inklusion og til at støtte et samarbejde mellem arrangører af frivillige aktiviteter i EU-landene for at fremme mobilitet for frivillige i alle aldersgrupper i hele Europa med det formål at fremme gensidig tværkulturel berigelse;

12.

opfordrer Kommissionen til at styrke de frivillige organisationers og centres infrastruktur for at hæve informations- og uddannelsesniveauet blandt frivillige og frivillige organisationer samt forbedre koordineringen af disses aktiviteter;

13.

opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en rapport, hvori hindringerne for grænseoverskridende frivilligt arbejde afdækkes, f.eks. aldersgrænser i forsikringer, og eventuelt fremsætte forslag til retsakter;

14.

understreger behovet for at sikre udviklingen af et kvalitetspræget frivilligt arbejde på nationalt og tværnationalt plan gennem en struktureret ramme for fyldestgørende oplysninger og en passende uddannelse af de frivillige, hvilket omfatter den nuværende bedste praksis, udvikling af værtskapaciteten for udbydere og organisationer på lokalt og nationalt plan, anerkendelse af frivilliges ret til at kunne forene deres frivillige arbejde med deres privatliv samt etablering af de nødvendige strukturer på alle niveauer;

15.

understreger vigtigheden af at sørge for udviklingen af aktiviteter, som kan samle og videreføre motivationerne hos de potentielle frivillige, opprioritere de menneskelige ressourcer i enhver person og øge frivilligt arbejdes kvalitetsniveau i hvert forhold og hver sammenslutning og i hver medlemsstats situation med særlig vægt på grænseoverskridende frivilligt arbejde;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme brugen af frivilligt arbejde som medfinansiering i forbindelse med europæiske projekter, navnlig i forbindelse med initiativer på tværs af grænserne;

17.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udvikle internationale frivillige initiativer og programmer, der strækker sig ud over EU's grænser, og gør opmærksom på vellykkede eksempler og praksis, der allerede er blevet gennemført i nogle medlemsstater med henblik herpå;

18.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme uddannelsesprogrammer og udarbejde vejledninger og materiale om styring af frivillige aktiviteter og ordninger for at tilskynde folk til at deltage i frivillige aktiviteter på tværs af grænserne;

19.

opfordrer Kommissionen og de nationale, regionale og lokale myndigheder, såvel som civilsamfundets forskellige organisationer, til at forbedre informationsnetværkene og gøre alle opmærksomme på muligheden for frivilligt arbejde, at fjerne hindringerne for deltagelse, at forbedre adgangen til bedste praksis for frivilligt arbejde og at fremme samarbejdet på tværs af grænserne;

20.

foreslår derfor, at der i samarbejde med de organisationer og foreninger, som er aktive på dette område, og især deres europæiske netværk oprettes en central EU-portal, som bl.a. skal omfatte en ressourcebank vedrørende bedste praksis for frivilligt arbejde, en sektion om grænseoverskridende frivilligt arbejde med oplysninger om de tilgængelige programmer, deres omkostninger og betingelserne for deltagelse, hvilket giver mulighed for at udveksle oplysninger om administrative byrder, de juridiske og skattemæssige aspekter af frivilligt arbejde, hindringer i forbindelse med adgang til programmer og de bedste måder at tackle dem på;

21.

opfordrer medlemsstaterne til at bruge Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO’s) håndbog om måling af frivilligt arbejde og FN's håndbog om non profit-organisationer for at stille sammenlignelige statistikker og data til rådighed og tilvejebringe et klart billede af det væsentlige bidrag fra frivillige aktiviteter og af behovene hos frivillige og udbydere i hele EU;

22.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at anvende Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) håndbog om måling af frivilligt arbejde med henblik på at tilvejebringe solide og sammenlignelige data, som kan forbedre overvågningen og beslutningstagningen i forbindelse med nye politikker.

23.

bemærker, at ældre, der deltager i frivilligt arbejde, har lettere ved at klare overgangen fra erhvervsaktiv til pensionisttilværelsen, dvs. at forlade aktivt arbejde lidt efter lidt;

24.

understreger vigtigheden af også at informere, sikre tilstrækkelig finansiering og støtte til ældre borgere, der ønsker at udføre frivilligt arbejde i et andet EU-land ved at fremme aktiv alderdom som en vigtig kilde til visdom og erfaring for samfundet;

25.

bemærker, at frivilligt arbejde bidrager til integration, social inklusion og social innovation og kan også bidrage til fattigdomsbekæmpelse og dermed fremme økonomisk og social samhørighed; påpeger, at frivilligt arbejde også fremmer solidaritet mellem generationerne ved at anspore til samarbejde mellem unge og ældre borgere, og at det bidrager til aktiv aldring og socialt engagement i alle livets faser, samtidig med at det hjælper med til at sikre en bedre miljøbeskyttelse;

26.

bemærker, at det frivillige arbejde øger folks tolerance, skaber menneskelig og social kapital og spiller en afgørende rolle med hensyn til at styrke socialt marginaliserede grupper; understreger behovet for at sikre adgang til det størst mulige udbud af frivilligt arbejde og opfordrer Kommissionen til at gøre EU’s programmer mere vidtfavnende og åbne for alle aldersgrupper;

27.

opfordrer medlemsstaterne til at sætte nationale mål for frivilligt arbejde og iværksætte officiel rapportering, overvågning og evaluering vedrørende frivillige tiltag;

28.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tildele frivilligt arbejde inden for idræt stor betydning, især på græsrodsplan, at anerkende den vigtige rolle, som sportsorganisationer, der er ledet af frivillige, har for styrkelsen af kultur, fremme af social inddragelse og styrkelse af samfundet, og at fjerne de hindringer, der står i vejen for frivilligt arbejde inden for idræt i hele EU;

29.

opfordrer indtrængende de nationale, regionale og lokale myndigheder og EU til at anerkende det vigtige bidrag, som frivilligt arbejde også yder til miljøbeskyttelse, og til at støtte frivillige aktiviteter i forbindelse med miljøuddannelse, forebyggelse og håndtering af nødsituationer samt beskyttelse af kunst- og kulturarv;

30.

opfordrer erhvervsdrivende i EU til aktivt at støtte deres medarbejdere og pensionister i deres engagement i frivilligt arbejde;

31.

støtter Kommissionens forslag om at indføre et "europæisk kvalifikationspas", således at kompetencer opnået gennem frivilligt arbejde officielt anerkendes både i erhvervs- og læringsøjemed, hvilket er afgørende for at øge motivationen blandt potentielle frivillige og for at skabe en forbindelse mellem uformel læring og formel undervisning;

32.

understreger, at dette europæiske kvalifikationspas ikke bør bestå i en række nye særskilte attester, men udgøre et samlet dokument, hvori der efter anmodning fra den frivillige anføres oplysninger om alle praktiske erfaringer, uddannelser samt følelsesmæssige og sociale kompetencer og erhvervsmæssige kvalifikationer, der er opnået som led i livslang læring, herunder kompetencer opnået gennem en frivillig aktivitet;

33.

foreslår i denne sammenhæng, at kompetencer, som studerende opnår gennem frivillige aktiviteter, registreres i ECTS-systemet (det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem);

34.

opfordrer Kommissionen til at overveje at udarbejde et tilsvarende system til beregning og anerkendelse af kompetencer opnået gennem frivillige aktiviteter for voksne uden for universitetssystemet;

35.

opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at gøre det europæiske kvalifikationspas til en realitet; understreger, at de færdigheder, der erhverves ved frivilligt arbejde også er af væsentlig betydning i det erhvervsaktive liv og giver merværdi til et CV, og bemærker, at frivilligt arbejde kan hjælpe unge til at vælge en karriere;

36.

understreger, at det er af væsentlig betydning at anerkende kompetencer og færdigheder, som er erhvervet gennem frivilligt arbejde i form af ikke-formel og uformel læring og erhvervserfaring;

37.

bemærker, at frivilligt arbejde hjælper de frivillige med at udvide deres horisont og udvikle deres personlighed, og påpeger, at frivilligt arbejde også giver medlemsstaterne økonomiske fordele, fordi folk, der engagerer sig i frivilligt arbejde, bidrager til BNP;

38.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at "det europæiske kvalifikationspas" tager hensyn til behovet for en sammenhængende og overførbar tilgang til korrekt udvælgelse og sikkerhedsundersøgelse af frivillige, der arbejder med børn og/eller sårbare medlemmer af samfundet;

39.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udvikle mekanismer til validering af ikke-formel og uformel læring, hvilket vil forbedre værdien og muligheden for overflytning af færdigheder opnået uden for de formelle uddannelsesforløb, idet der navnlig gives mulighed for i universitetssammenhæng at tilskrive ekstra ECTS-meritpoint som følge af frivillige aktiviteter, og i ECTS etableres en standardmekanisme for anerkendelse af færdigheder opnået gennem frivilligt arbejde; opfordrer ligeledes indtrængende medlemsstaterne til at undersøge mulighederne for at fjerne de skattemæssige hindringer, som de frivillige, der deltager i grænseoverskridende aktiviteter, støder på;

40.

foreslår, at der oprettes uddannelses- og kvalifikationsrammer for frivillige trænere, og at de indarbejdes i den europæiske referenceramme for kvalifikationer med henblik på at forbedre mobiliteten af frivillige trænere og styrke muligheden for at overføre færdigheder og kompetencer, der er udviklet gennem frivilligt arbejde;

41.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte frivilligt arbejde for arbejdstagere og frivilligt arbejde støttet af arbejdsgiverne, også som led i virksomhedernes sociale ansvar;

42.

støtter Kommissionens forslag om at oprette et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand, som vil gøre det muligt at øge frivilliges deltagelse i solidaritetsaktioner som led i EU's humanitære bistandspolitik;

43.

opfordrer samtidig Kommissionen til ved oprettelsen af dette frivillige korps fra starten at tage hensyn til og aktivt integrere eksisterende strukturer; understreger samtidig, at der skal undgås en overlapning af strukturer på civilbeskyttelsesområdet, da dette ikke er ønskeligt;

44.

opfordrer indtrængende de nationale, regionale og lokale myndigheder og EU til at sikre tilstrækkelig og stabil økonomisk støtte og forenkle de administrative procedurer, herunder skattemæssige incitamenter, i forhold til organisationer, der er aktive inden for frivilligt arbejde, heriblandt samtlige foreninger og netværk, og navnlig mindre enheder med begrænsede midler, for at opprioritere deres rolle, aktiviteter og resultater til gavn for samfundet;

45.

opfordrer med henblik herpå til, at begrebet foreningsstøtte afklares, således at foreningsfinansiering ikke længere forveksles med statsstøtte, som kan hæmme konkurrencen i den økonomiske sektor;

46.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en mekanisme, der tillader medlemsstater, som ønsker at styrke civilsamfundet, at momsfritage alle eller hovedparten af de aktiviteter og transaktioner, der udføres af frivillige velgørende organisationer; understreger, at i hvert fald små velgørende organisationer bør være omfattet af en sådan mekanisme;

47.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre de frivilliges retssikkerhed - ikke mindst i forbindelse med forsikringsspørgsmål - således at de forskellige ordninger i de enkelte medlemsstater ansporer til frivilligt arbejde på tværs af grænserne, og opfordrer desuden medlemsstaterne til at sikre, at de frivillige informeres bedre om deres rettigheder og de lovgivningsmæssige og institutionelle ordninger, som gælder i de forskellige medlemsstater;

48.

opfordrer Kommissionen til at hjælpe med at nedbryde eksisterende barrierer;

49.

anmoder medlemsstaterne om at gennemgå deres grænseoverskridende ordninger på skatte- og socialsikringsområdet i forbindelse med frivilligt arbejde på tværs af grænserne for at sikre, at de ikke udgør en ekstra barriere for en sådan aktivitet, og at frivillige, der deltager i aktiviteter på tværs af grænserne, kan modtage de sociale sikringsydelser, de har krav på i henhold til forordning (EF) nr. 883/2004;

50.

understreger, at selv om det frivillige arbejde er en vigtig ressource i vores økonomi og samfund, må det ikke blive et alternativ til eller en erstatning for regulært, betalt arbejde, og det må under ingen omstændigheder blive årsag til, at regeringer undlader at opfylde deres samfundsmæssige forpligtelser;

51.

mener, at der navnlig bør lægges vægt på dette aspekt i plejesektoren, hvor omfanget af frivilligt arbejde konstant vokser; påpeger desuden, at fremme af frivilligt arbejde som et middel til at erhverve, udvikle eller vedligeholde færdigheder ikke bør medføre, at frivilligt arbejde bliver et obligatorisk krav, fordi det vil underminere selve grundlaget for det frivillige arbejde;

52.

opfordrer navnlig de nationale, regionale og lokale myndigheder og EU til at oplyse aktører og partnere inden for frivilligt arbejde om de eksisterende europæiske programmer, navnlig programmerne vedrørende målet for "europæisk territorialt samarbejde" under samhørighedspolitikken, og til at lette dem adgangen hertil, således at de bedre kan drage fordel heraf i forbindelse med deres projekter og grænseoverskridende aktiviteter;

53.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme og gennemføre nationale ordninger vedrørende frivilligt arbejde på tværs af grænserne for at bidrage til udviklingen af det frivillige arbejde i EU;

54.

opfordrer især Kommissionen til i forbindelse med udarbejdelsen af de nye flerårige programmer og i lyset af de vigtige erfaringer fra det europæiske år for frivilligt arbejde at sikre sig, at der stilles finansiering til rådighed for frivillige projekter og de strukturer, der tilrettelægger frivillige aktiviteter, og til at udvikle og fremme en effektiv interinstitutionel koordinering med det formål at styrke det frivillige arbejdes rolle i alle EU's politikker;

55.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at oplysninger om tilgængelig finansiering og de relevante programmer er frit tilgængelige for projekter, der er ledet af frivillige, og at ansøgningsprocedurerne ikke er utilgængelige på grund af overdrevent bureaukrati;

56.

anmoder Kommissionen om at sikre, at der sørges for tilstrækkelig finansiering af programmer på forskellige politikområder, der skal støtte aktiviteter med frivilligt arbejde på tværs af grænserne; opfordrer medlemsstaterne til aktivt at gennemføre ordninger vedrørende fremme af nationalt frivilligt arbejde og på tværs af grænserne; anmoder om, at opmærksomheden i særlig grad rettes mod økonomisk støtte til infrastrukturerne for frivilligt arbejde; fastholder, at der bør bevilges offentlig støtte til det frivillige arbejde uden diskrimination af nogen organisationer;

57.

foreslår, at der oprettes et netværk af frivillige organisationer på tværs af grænserne i de forskellige medlemsstater ved at koordinere de eksisterende frivillige organisationer, samtidig med at udvekslingen af god praksis og erfaringer fremmes, og mener, at der kun bør åbnes nye kontaktpunkter i de medlemsstater, som endnu ikke har sådanne strukturer;

58.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en europæisk statut for foreninger for at skabe en retlig ramme omkring foreningernes virke, nedbringe de administrative omkostninger i forbindelse med grænseoverskridende frivillige aktiviteter og etablere frivillige strukturer på europæisk plan, som fremmer frivilliges mobilitet i EU;

59.

fremhæver den rolle, som det frivillige arbejde kan spille med hensyn til fremme af EU’s politikker;

60.

opfordrer Kommissionen til at give det frivillige arbejde behørig anerkendelse og fremme det inden for de relevante EU-politikker under hensyntagen til sådanne aktiviteters tværfaglige karakter og til at sikre, at de forskellige politikker i sig selv befordrer udviklingen af frivilligt arbejde og bidrager til at inddrage alle samfundslag;

61.

opfordrer Kommissionen til at give udtryk for behørig anerkendelse af den samfundsmæssige betydning af det arbejde, der udføres af frivillige, i EU-programmer og -projekter;

62.

opfordrer Kommissionen til at bevilge passende ressourcer til oprettelsen af en udviklingsfond for de europæiske centre for frivilligt arbejde med det formål at etablere infrastrukturer til støtte for frivilligt arbejde;

63.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tillade, at frivilliges tidsforbrug indgår som medfinansiering i alle EU-finansierede programmer på grundlag af et bidrag i naturalier med en økonomisk værdi;

64.

anbefaler Kommissionen og medlemsstaterne at opretholde en kontinuitet mellem 2011 og de kommende år ved både i det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne (2012) og i det foreslåede borgernes Europaår (2013) stærkt at integrere aspektet frivilligt arbejde, som jo er udtryk for aktivt medborgerskab, der også fremmer ældre borgeres sociale integration;

65.

henleder opmærksomheden på, at det er nødvendigt at fremme det frivillige arbejde, navnlig i løbet af Borgernes Europaår 2013, og opfordrer Kommissionen til at medtage støtte til frivilligt arbejde i de internationale udviklingsbistandspolitikker, ikke mindst med henblik på at opfylde de målsætninger, som 2015-udviklingsmålene omfatter;

66.

går ind for, at der foretages en egentlig behandling af det såkaldte solidaritetsforslag om et interinstitutionelt program for menneskelige ressourcer i EU-institutionerne for at gøre det lettere for institutionernes personale og praktikanter at deltage i frivillige, humanitære og sociale aktiviteter både som led i personalets videreuddannelse og som frivilligt arbejde i fritiden;

67.

understreger, at det foreslåede program er omkostningsbesparende og i høj grad skaber merværdi og ville virke fremmende på implementeringen af EU-politikker og -programmer;

68.

anbefaler Kommissionen at bevare de nyttige kontaktpunkter, der er oprettet dels med "EYV 2011 Alliance" og den efterfølgende platform for frivillige (Volunteer Platform), der omfatter mange frivillige organisationer og netværk fra civilsamfundet, og dels med de nationale koordineringsorganer, som jo er strategiske partnere og talerør for de nationale regeringer på dette område, i betragtning af de mange forskellige tjenester med ansvar for frivilligt arbejde i EU og opfordrer disse kontaktpunkter til at engagere sig i den foreslåede centraliserede EU-portal som en fælleseuropæisk platform med henblik på at fremme yderligere koordinering og øget aktivitet på tværs af grænserne;

69.

understreger vigtigheden af disse kontaktnetværk og udveksling af god praksis, hvad angår formidlingen af oplysninger om, hvilke organer i EU der kan bistå og støtte grænseoverskridende frivillige projekter;

70.

anmoder Kommissionen om at handle, hvor den finder det passende, vedrørende den politiske dagsorden for frivilligt arbejde i Europa (P.A.V.E), som er udarbejdet af frivillige organisationer, der er involveret i "EYV 2011 Alliance";

71.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

15.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 332/22

—

der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om en ny digital dagsorden for Europa: 2015.eu (1),

—

der henviser til sin beslutning af 15. juni 2010 om forvaltning af internettet: de næste skridt (2),

—

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2011 om bredbånd i Europa: investering i digitalt drevet vækst (3);

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48;

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0167/2012);

A.

der henviser til, at informations- og kommunikationsteknologierne (ikt’er) kun kan yde deres fulde bidrag til at bringe økonomien og samfundet fremad, hvis brugerne har tillid til, at de er sikre og robuste, og hvis den eksisterende lovgivning om spørgsmål som beskyttelse af personoplysninger og intellektuel ejendomsret håndhæves effektivt i internetmiljøet;

B.

der henviser til, at internettets og ikt’ernes indvirkning på diverse aspekter af borgernes liv vokser hastigt, og til, at de er afgørende drivkræfter for social interaktion, kulturel berigelse og økonomisk vækst;

C.

der henviser til, at ikt- og internetsikkerhed er et omfattende begreb med global indvirkning på økonomiske, sociale, teknologiske og militære forhold, hvorfor der kræves en klar definition og differentiering af ansvarsområderne samt en stærk international samarbejdsmekanisme;

D.

der henviser til, at formålet med EU's flagskibsinitiativ vedrørende den digitale dagsorden er at øge Europas konkurrenceevne med udgangspunkt i en styrket ikt samt at skabe betingelser for en høj og holdbar vækst og teknologibaserede job;

E.

der henviser til, at den private sektor fortsat er den primære investor, ejer og forvalter af informationssikkerhedsprodukter, tjenesteydelser, applikationer og infrastruktur med milliarder af euro investeret heri inden for det seneste årti; der henviser til, at dette engagement bør styrkes ved hjælp af passende politiske strategier til fremme af robustheden i offentligt, privat eller offentlig/privatejede eller -drevne infrastrukturer;

F.

der henviser til, at udviklingen af et højt niveau af sikkerhed og robusthed i ikt-netværk, tjenesteydelser og teknologier bør øge den europæiske økonomis konkurrenceevne, både gennem forbedring af risikovurderingen og -styringen på nettet og ved at forsyne EU's økonomi som helhed med mere robuste informationsinfrastrukturer for at støtte innovation og vækst og dermed skabe nye muligheder for, at virksomhederne kan blive mere produktive;

G.

der henviser til, at de tilgængelige data hos de retshåndhævende myndigheder angående cyberkriminalitet (som omfatter cyberangreb, men også andre typer af onlinekriminalitet) tyder på store stigninger i forskellige europæiske lande; der imidlertid også henviser til, at de statistisk repræsentative data om cyberangreb både hos de retshåndhævende myndigheder og i CERT-verdenen (it-beredskabsenhederne) fortsat er sparsomme, og at indsamlingen af disse fremover må forbedres, således at de retshåndhævende myndigheder kan gribe stærkere ind i hele EU, og således at informationsgrundlaget for den lovgivningsmæssige reaktion på de cybertrusler, der udvikler sig konstant, forbedres;

H.

der henviser til, at et passende niveau af informationssikkerhed er helt afgørende for en holdbar udvidelse af de internetbaserede tjenester;

I.

der henviser til, at de seneste hændelser, der påvirker netværkssikkerheden, afbrydelser og angreb på EU-institutionernes, erhvervslivets og medlemsstaternes informationsinfrastruktur viser, at der er behov for at indføre et robust, innovativt og effektivt system for beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur, som er baseret på et omfattende internationalt samarbejde og minimumsstandarder for robusthed blandt medlemsstaterne;

J.

der henviser til, at den hurtige udvikling af nye ikt-muligheder, såsom cloud computing, kræver en stærk fokusering på sikkerhed, således at det bliver muligt at høste fordelene ved de teknologiske landvindinger fuldt ud;

K.

der henviser til, at Europa-Parlamentet gentagne gange har insisteret på, at man anvender høje standarder for beskyttelse af persondata og databeskyttelse, netneutralitet og beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret;

1.

glæder sig over medlemsstaternes gennemførelse af det europæiske program for beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur, herunder oprettelsen af informations- og varslingsnetværket vedrørende kritisk infrastruktur (CIWIN);

2.

mener, at indsatsen for at beskytte kritisk informationsinfrastruktur ikke blot vil øge borgernes generelle sikkerhed, men også forbedre borgernes sikkerhedsfølelse og deres tillid til regeringernes indsats for at beskytte dem;

3.

konstaterer, at Kommissionen overvejer at revidere Rådets direktiv 2008/114/EF om indkredsning og udpegning af europæisk kritisk infrastruktur og vurdering af behovet for at beskytte den bedre (4), og anmoder om, at der tilvejebringes dokumentation for direktivets effektivitet og virkning, inden der tages yderligere skridt; opfordrer til, at det overvejes at udvide dets anvendelsesområde, særligt ved at medtage ikt-sektoren og finansielle tjenesteydelser; opfordrer endvidere til, at der tages hensyn til områder, som f.eks. sundhed, fødevare- og vandforsyningssystemer, nuklear forskning og den nukleare industri (når disse ikke er omfattet af specifikke bestemmelser); er af den opfattelse, at disse sektorer også bør nyde godt af den tværsektorielle fremgangsmåde, som CIWIN anvender (og som omfatter samarbejde, et alarmsystem og udveksling af bedste praksis);

4.

understreger betydningen af at etablere og sikre holdbar integration af den europæiske forskning med henblik på at opretholde og styrke den europæiske ekspertise inden for beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur;

5.

opfordrer til, at man i lyset af, at de nationale og europæiske kritiske informations-infrastrukturer hænger indbyrdes sammen og er yderst gensidigt afhængige, følsomme, strategiske og sårbare, regelmæssigt ajourfører minimumsstandarderne for at være forberedt på og kunne reagere på afbrydelser, hændelser, ødelæggelsesforsøg eller angreb som f.eks. alle dem, der følger af, at infrastrukturen ikke er robust nok, eller at slutbrugernes terminaler ikke er tilstrækkeligt sikrede;

6.

understreger vigtigheden af informationssikkerhedsstandarder og -protokoller og glæder sig over, at CEN, Cenelec og ETSI i 2011 fik mandat til at etablere sikkerheds-standarder;

7.

forventer, at ejere og operatører af kritiske informationsinfrastrukturer sætter brugerne i stand til, og om nødvendigt hjælper dem med, at benytte passende midler til at beskytte sig mod skadelige angreb og/eller forstyrrelser både gennem menneskelig og automatiseret overvågning, hvor det er påkrævet;

8.

støtter samarbejde mellem offentlige og private aktører på EU-niveau og bakker op om deres indsats for at udvikle og indføre standarder for sikkerhed og robusthed i civile (hvad enten de er offentlige, private eller offentlig-private) nationale og EU-relaterede kritiske informationsinfrastrukturer;

9.

understreger betydningen af fælleseuropæiske øvelser for at forberede aktørerne på omfattende netsikkerhedshændelser og af fastlæggelse af et enkelt sæt standarder for trusselsevaluering;

10.

opfordrer Kommission til i samarbejde med medlemsstaterne at evaluere gennemførelsen af handlingsplanen for beskyttelse af kritiske informationsinfrastrukturer; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at oprette velfungerende nationale/statslige CERT-enheder, udvikle nationale strategier for netsikkerhed, organisere regelmæssige nationale og fælleseuropæiske øvelser i netsikkerhedshændelser, udvikle nationale beredskabsplaner for netsikkerhedshændelser og bidrage til udviklingen af en europæisk beredskabsplan for netsikkerhedshændelser inden udgangen af 2012;

11.

anbefaler, at der indføres sikkerhedsplaner for operatørerne eller lignende foranstaltninger for alle europæiske kritiske informationsinfrastrukturer, og at der udpeges sikkerhedsforbindelsesofficerer;

12.

glæder sig over den igangværende revision af Rådets afgørelse 2005/222/RIA om angreb på informationssystemerne (5); bemærker behovet for at koordinere EU's indsats for at imødegå storstilede cyberangreb ved at inddrage kompetencerne i ENISA, medlemsstaternes CERT-enheder og de kommende europæiske CERT-enheder;

13.

mener, at ENISA kan spille en central rolle på europæisk plan i forbindelse med beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur ved at yde teknisk ekspertbistand til medlemsstaterne og EU's institutioner og organer samt udarbejde rapporter og analyser om sikkerheden ved informationssystemer på europæisk og globalt plan;

14.

opfordrer indtrængende ENISA til at koordinere og gennemføre årlige "måneder for bevidsthed om internetsikkerhed i EU" for at få medlemsstaterne og EU-borgerne til at fokusere specifikt på spørgsmål vedrørende internetsikkerhed;

15.

støtter - i tråd med målene for den digitale dagsorden - ENISA i udførelsen af dets opgaver med hensyn til netværksinformationssikkerhed, i særdeleshed ved at yde vejledning og rådgivning til medlemsstaterne om, hvordan de kan leve op til basiskapaciteterne for deres CERT-enheder, og ved at støtte udvekslingen af bedste praksis gennem udvikling af en ånd af tillid; opfordrer agenturet til at konsultere de relevante aktører med henblik på at få fastlagt ens forholdsregler for netværkssikkerhed for ejere og operatører af private netværk og infrastrukturer samt til at bistå Kommissionen og medlemsstaterne med at bidrage til at udvikle og indføre certificeringsordninger, adfærdsnormer og samarbejdspraksisser for informationssikkerhed blandt nationale og europæiske CERT-enheder og for ejere og operatører af infrastrukturer, når og hvor behovene opstår, ved at fastlægge teknologisk neutrale fælles minimumskrav;

16.

glæder sig over det aktuelle forslag om revision af ENISA's mandat, særlig dets forlængelse og udvidelsen af agenturets opgaver; mener, at ENISA foruden at yde bistand til medlemsstaterne i form af ekspertise og analysearbejde bør kunne forestå en række forvaltningsopgaver på EU-niveau og, i samarbejde med de amerikanske modparter, opgaver, som vedrører forebyggelse og opklaring af netværks- og informations-sikkerhedshændelser og udvidelse af samarbejdet mellem medlemsstaterne; påpeger, at agenturet i henhold til ENISA-forordningen også kan tildeles yderligere ansvar vedrørende imødegåelse af cyberangreb, i den udstrækning det tydeligvis giver merværdi til eksisterende nationale reaktionsmekanismer;

17.

glæder sig over resultaterne af de fælleseuropæiske øvelser i netværkssikkerhed, som blev afholdt i 2010 og 2011 i hele Unionen og blev overvåget af ENISA, og hvis mål var at bistå medlemsstaterne med at udforme, opretholde og afprøve en fælleseuropæisk beredskabsplan; opfordrer ENISA til at bibeholde sådanne øvelser på dagsordenen og i stigende grad inddrage relevante private operatører efter behov med henblik på at øge Europas generelle internetsikkerhedskapaciteter; imødeser en yderligere international ekspansion med ligesindede partnere;

18.

opfordrer EU-medlemsstaterne til at udarbejde nationale beredskabsplaner for netværkshændelser og medtage nøgleelementer såsom relevante kontaktpunkter, levering af bistand, indeslutning og udbedring i tilfælde af internetafbrydelser eller cyberangreb med regionale, nationale eller grænseoverskridende konsekvenser; bemærker, at medlemsstaterne også bør indføre hensigtsmæssige koordineringsmekanismer og -strukturer på nationalt plan, som kan bidrage til at sikre en bedre koordinering mellem de kompetente nationale myndigheder og sikre større sammenhæng i deres foranstaltninger;

19.

foreslår, at Kommissionen via den europæiske beredskabsplan for netsikkerhedshændelser forelægger forslag om bindende foranstaltninger til bedre koordinering på EU-plan af de nationale og statslige CERT’ers tekniske og forvaltningsmæssige funktioner;

20.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at beskytte kritisk infrastruktur mod cyberangreb og gøre det muligt at afskære adgangen til en kritisk infrastruktur, hvis et direkte cyberangreb udgør en alvorlig trussel mod dens funktionsevne;

21.

ser frem til en fuldstændig gennemførelse af CERT-EU, som bliver en nøglefaktor i forebyggelsen og opklaringen af samt beredskabet mod og genopretningen efter tilsigtede og skadevoldende cyberangreb, der har EU-institutionerne som mål;

22.

anbefaler, at Kommissionen forelægger forslag til bindende foranstaltninger med henblik på at indføre minimumsstandarder om sikkerhed og robusthed og forbedre koordineringen mellem de nationale CERT-enheder;

23.

opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til at sikre eksistensen af velfungerende CERT-enheder, som har en minimumskapacitet med hensyn til sikkerhed og robusthed på grundlag af alment accepteret bedste praksis; påpeger, at de nationale CERT-enheder bør indgå i et effektivt netværk, hvori der udveksles relevante informationer i overensstemmelse med de nødvendige standarder for fortrolighed; opfordrer til, at der for hver medlemsstat oprettes en 24/7-døgnvagt i forbindelse med beskyttelsen af kritisk informationsinfrastruktur, samt at der indføres en fælles europæisk nødprotokol, som skal gælde mellem de nationale kontaktpunkter;

24.

understreger, at det er afgørende for beskyttelsen af data og de nationale netværk og infrastrukturer, at der opbygges tillid og samarbejde mellem medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at foreslå en fælles procedure for identifikation og præcisering af en fælles fremgangsmåde for håndteringen af grænseoverskridende ikt-trusler, idet det forventes, at medlemsstaterne forsyner Kommissionen med generiske informationer om risici, trusler og sårbare punkter i deres kritiske informationsinfrastruktur;

25.

glæder sig over Kommissionens initiativ til at udvikle et europæisk informations-udvekslings- og varslingssystem inden 2013;

26.

glæder sig over de forskellige interessenthøringer om internetsikkerhed og handlingsplanen for kritisk informationsinfrastruktur, som Kommissionen har indledt, f.eks. det europæiske offentlig-private partnerskab for en robust infrastruktur; anerkender ikt-leverandørernes allerede betydelige involvering og engagement i disse bestræbelser og opfordrer Kommissionen til at gøre en yderligere indsats for at tilskynde det akademiske miljø og sammenslutninger af ikt-brugere til at spille en mere aktiv rolle og fremme en konstruktiv dialog mellem flere interessenter om spørgsmål vedrørende internetsikkerhed; bakker op om en videreudvikling af mødet om den digitale dagsorden som en ramme om administrationen af den kritiske informationsinfrastruktur;

27.

glæder sig over det arbejde, som det europæiske forum af medlemsstater hidtil har udført med at fastlægge sektorspecifikke kriterier for identifikation af europæiske kritiske infrastrukturer med fokus på fastnet- og mobilkommunikation og med at drøfte EU-principper og -retningslinjer for et robust og stabilt internet; ser frem til fortsat konsensusskabelse blandt medlemsstaterne og opfordrer i denne forbindelse forummet til at supplere den nuværende model, som er fokuseret på fysiske aktiver, med bestræbelser på også at inddrage aktiver i form af logiske infrastrukturer, der med udviklingen af virtualisering og cloud-teknologier vil blive mere og mere relevante for, hvor effektiv beskyttelsen af den kritiske informationsinfrastruktur er;

28.

foreslår, at Kommissionen lancerer et offentligt fælleseuropæisk uddannelsesinitiativ rettet mod uddannelse og øget bevidsthed hos både private og virksomhedslutbrugere om potentielle trusler på internettet og fast og mobilt ikt-udstyr på alle niveauer i forsyningskæden samt mod at fremme en mere sikker individuel onlineadfærd; minder i denne forbindelse om de risici, der er forbundet med forældet it-udstyr og software;

29.

opfordrer medlemsstaterne til med støtte fra Kommissionen at styrke undervisnings- og uddannelsesprogrammerne om informationssikkerhed rettet mod den nationale retshåndhævelse og de nationale juridiske myndigheder samt de relevante EU-agenturer;

30.

understøtter oprettelsen af en EU-undervisningsplan for akademiske eksperter inden for informationssikkerhed, da dette vil indvirke positivt på EU's ekspertise og beredskab med hensyn til det konstant voksende cyberspace og truslerne mod det;

31.

gør sig til fortaler for fremme af uddannelse i cybersikkerhed (praktikordninger for ph.d.-studerende, universitetskurser, workshopper, kurser for studerende osv.) og specialiserede øvelser i beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur;

32.

opfordrer Kommissionen til senest ved udgangen af 2012 at foreslå en omfattende strategi for internetsikkerhed for Unionen baseret på terminologi, der ikke er til at tage fejl af; er af den opfattelse, at internetsikkerhedsstrategien bør sigte mod at skabe et cyberspace (understøttet af en sikker og robust infrastruktur og åbne standarder), som er befordrende for innovation og velstand gennem fri informationsudveksling, men som samtidig sikrer solid beskyttelse af privatlivet og andre borgerrettigheder; fastholder, at strategien bør udspecificere de principper, mål, metoder, instrumenter og politikker (både interne og eksterne), der er nødvendige for at strømline nationale indsatser og EU’s indsats, og fastsætte minimumsstandarder for robusthed medlemsstaterne imellem for at sikre en sikker, stabil, solid og robust service, uanset om det er i forbindelse med kritisk infrastruktur eller generel brug af internettet;

33.

understreger, at Kommissionens kommende strategi for internetsikkerhed bør tage udgangspunkt i det arbejde, der er gjort inden for beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur, og sigte mod en helhedsorienteret og systematisk tilgang til cybersikkerhed ved at inkludere både proaktive foranstaltninger, såsom indførelse af minimumsstandarder for sikkerhedsforanstaltninger eller undervisning af individuelle brugere, virksomheder og offentlige institutioner, og reaktive foranstaltninger, såsom strafferetlige, civilretlige og administrative sanktioner;

34.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå en robust mekanisme med henblik på at koordinere gennemførelsen og en regelmæssig opdatering af strategien for internetsikkerhed; er af den opfattelse, at denne mekanisme bør understøttes af tilstrækkelige administrative og økonomiske ressourcer og eksperter og have kompetence til at fremme fastlæggelsen af EU's standpunkter i forbindelserne med både interne og internationale aktører i spørgsmål om internetsikkerhed;

35.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en EU-ramme for anmeldelse af brud på sikkerheden inden for kritiske sektorer, som f.eks. energi, transport, vand- og fødevareforsyning, samt inden for sektorerne informations- og kommunikationsteknologier og finansielle tjenesteydelser med henblik på sikre, at relevante myndigheder i medlemsstaterne og brugere informeres om hændelser, der påvirker netsikkerheden, samt om cyberangreb og afbrydelser;

36.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at forbedre adgangen til statistisk repræsentative data om omkostningerne ved cyberangreb i EU, medlemsstaterne og erhvervslivet (særlig finanssektoren og ikt-sektoren) ved at forbedre dataindsamlingskapaciteten i det planlagte europæiske cyberkriminalitetscenter (som skal etableres senest i 2013), CERT-enhederne og andre initiativer fra Kommissionens side, såsom det europæiske informationsudvekslings- og varslingssystem, med henblik på at sikre en systematisk rapportering og udveksling af data om cyberangreb og andre former for cyberkriminalitet, der påvirker Europas erhvervsliv og medlemsstaterne, og derved styrke retshåndhævelsen;

37.

går ind for et tæt forhold og samspil mellem de nationale private sektorer og ENISA med henblik på at sammenkoble udviklingen af de landsdækkende/statslige CERT-enheder med udviklingen af Det Europæiske Informationsudvekslings- og Varslingssystem (EISAS);

38.

påpeger, at den primære drivkraft bag udviklingen og brugen af teknologier til forbedring af internetsikkerheden er ikt-branchen; erindrer om, at EU's politikker skal undgå at hæmme væksten i den europæiske internetøkonomi og skal omfatte de nødvendige incitamenter til at udnytte potentialet inden for erhvervslivet og i offentlig-private partnerskaber fuldt ud; anbefaler, at der søges efter yderligere incitamenter til erhvervslivet med henblik på at udvikle mere robuste sikkerhedsplaner i henhold til 2008/114/EF;

39.

opfordrer Kommissionen til at forelægge et lovgivningsmæssigt forslag om yderligere kriminalisering af cyberangreb ((spear-phishing, onlinebedrageri osv.);

40.

erindrer om, at internationalt samarbejde er det centrale instrument for indførelsen af effektive foranstaltninger for internetsikkerhed; erkender, at EU i øjeblikket ikke løbende er aktivt involveret i internationale samarbejdsprocesser og dialoger vedrørende internetsikkerhed; opfordrer Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) til at indlede en konstruktiv dialog med alle ligesindede lande for at nå frem til en fælles forståelse og politikker med henblik på at gøre internettet og den kritiske infrastruktur mere robust; fastholder, at EU samtidig - og løbende - bør inddrage spørgsmålet om internetsikkerhed i sine forbindelser med tredjelande, bl.a. i forbindelse med udformning af forskellige finansieringsinstrumenter eller ved indgåelse af internationale aftaler, som involverer udveksling og opbevaring af følsomme data;

41.

noterer sig de positive resultater af Europarådets Budapestkonvention om it-kriminalitet fra 2001; påpeger imidlertid, at EU-Udenrigstjenesten, samtidig med at den opfordrer flere lande til at undertegne og ratificere konventionen, også bør etablere bilaterale og multilaterale aftaler om internetsikkerhed og -robusthed med ligesindede internationale partnere;

42.

påpeger, at det enorme antal igangværende aktiviteter, der gennemføres af forskellige internationale og EU-institutioner, -enheder og -agenturer samt af medlemsstaterne, kræver koordination for at undgå overlapning, hvorfor det er værd at overveje at udpege en officielt ansvarlig for koordination, eventuelt gennem udpegning af en EU-internetsikkerhedskoordinator.

43.

understreger, at en struktureret dialog mellem de vigtigste aktører og lovgivere fra EU og USA, som beskæftiger sig med beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur, er særligt vigtig med henblik på at fastlægge en fælles forståelse, fortolkning af og holdning til retlige og forvaltningsmæssige rammer;

44.

glæder sig over, at man på topmødet mellem EU og USA i november 2010 oprettede EU-USA-arbejdsgruppen om internetsikkerhed og internetkriminalitet og støtter dens bestræbelser på at inddrage spørgsmålene om internetsikkerhed i den transatlantiske politiske dialog; glæder sig over, at Kommissionen og USA’s regering inden for rammerne af EU-USA-arbejdsgruppen sammen har etableret et fælles program og en køreplan for fælles/synkroniserede transkontinentale it-beredskabsøvelser i 2012/2013;

45.

foreslår, at der etableres en struktureret dialog mellem lovgiverne i EU og USA, hvor man kan drøfte internetrelaterede spørgsmål som led i bestræbelserne på at nå frem til en fælles forståelse, en fælles tolkning og en fælles holdning;

46.

opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til på grundlag af det arbejde, som det europæiske forum af medlemsstater har udført, at sørge for, at EU indtager en aktiv position i de relevante internationale fora, bl.a. ved at koordinere medlemsstaternes holdninger med henblik på at fremme EU's kerneværdier, mål og politikker vedrørende internetsikkerhed og robusthed; bemærker, at sådanne fora omfatter NATO, FN (navnlig gennem Den Internationale Telekommunikationsunion og Internet Governance Forum), Internet Corporation for Assigned Names and Numbers, Internet Assigned Numbers Authority, OSCE, OECD og Verdensbanken;

47.

tilskynder Kommissionen og ENISA til at deltage i dialogerne mellem de vigtigste aktører for at definere tekniske og juridiske cyberspacenormer på internationalt plan;

48.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

15.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 332/28

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om energiforsyningssikkerhed og internationalt samarbejde - "EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU" (COM(2011)0539),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler mellem medlemsstater og tredjelande på energiområdet (COM(2011)0540),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 24. november 2011 om energiforsyningssikkerhed og internationalt samarbejde - "EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU",

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 "Frem mod en ny energistrategi for Europa 2011-2020" (1),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget og Udvalget om International Handel (A7-0168/2012),

A.

der henviser til, at de aktuelle fælles globale energiudfordringer og opfyldelsen af EU’s ambitiøse energi- og klimamålsætninger kræver en fælles, effektiv og ligelig indsats fra EU's side på internationalt niveau, navnlig ved at styrke den eksterne dimension af EU's energipolitik og ved at indtage en fælles holdning med henblik på at øge diversificering af energikilder og forsyningsveje, forbedre forsyningssikkerheden og støtte en bæredygtig produktion og et bæredygtigt forbrug;

B.

der henviser til, at verdens befolkning med den nuværende tendens forventes at nå op på 9 mia. i 2050, at det globale energibehov vil stige med 40 % i 2030, primært i ikke-OECD-lande, og at den globale konkurrence om fossile brændstofressourcer fra de nye vækstøkonomier vil skærpes;

C.

der henviser til, at EU's afhængighed af energiimport formentlig vil stige i løbet af det næste årti som følge af, at ressourcerne i form af fossile brændstoffer slipper op, til trods for et øget bidrag fra vedvarende energikilder, forøget energieffektivitet og forskning i energiteknologier;

D.

der henviser til, at energieffektivitet er af central betydning for en nedbringelse af EU's afhængighed af energi fra udlandet og en forøgelse af EU's geopolitiske uafhængighed og energiforsyningssikkerhed, idet EU bruger over 400 mia. EUR årligt på import af energi; der henviser til, at opfyldelse af målet om en energibesparelse på mindst 20 % ikke alene vil forbedre vores energisikkerhed, men også reducere pengeoverførslerne fra EU's økonomier til de energiproducerende lande med mindst 50 mia. EUR om året;

E.

der henviser til, at det er en vigtig prioritet EU at sikre og udvikle interne fossile brændstofkilder, navnlig de betydelige reserver, der for nylig er opdaget i Middelhavet, og som vil mindske Europas afhængighed af energiimport; der henviser til, at der er store muligheder for at udvikle og udnytte fossile brændstofkilder i samarbejde med EU's nabolande;

F.

der henviser til, at EU i dag som digital økonomi og digitalt samfund er langt mere afhængig af en vedvarende og pålidelig elektricitetsforsyning end nogensinde før;

G.

der henviser til, at EU allerede er en stor importør af fossile brændstoffer og bliver stadig mere afhængig af importer og stadig mere sårbar over for eksterne leverandører og transitlande, men at det på den anden side giver EU en betydelig indflydelse som vigtig kunde på de globale energimarkeder;

H.

der henviser til, at en voksende befolkning og stigende levestandard kan få efterspørgslen efter energi til at stige med 40 % inden 2030, og at EU's høje og stigende afhængighed af import kræver politikker, som afspejler og forholder sig til denne mulige udvikling;

I.

der henviser til, at en fælles ekstern energipolitik, som bygger på solidaritet, diversificering og strategisk samarbejde også med de store energiforbrugende lande samt på fremme af interne vedvarende energikilder, vil kunne skabe synergier i retning af at sikre energiforsyningen for EU og øge EU's handleevne i udenrigspolitiske anliggender samt Unionens troværdighed som global aktør, også med hensyn til klimaændringerne;

J.

der henviser til, at virksomheder fra tredjelande drager nytte af åbningen af EU's energimarked, men at uigennemsigtige handler og fjendtlig overtagelse fra sådanne virksomheders side udgør en trussel, som kræver en streng anvendelse af EU's konkurrenceregler og anden relevant lovgivning for at sikre et velfungerende indre marked med diversificeret energiforsyning og forhindre fremtidige råolie- og gasforsyningsafbrydelser og –kriser;

K.

der henviser til, at medlemsstaterne bliver stadig mere indbyrdes forbundne, og at bestræbelser på at sikre energiforsyningen udelukkende på nationalt plan derfor har vist sig at være utilstrækkelige og ude af stand til at sikre samtlige EU-medlemsstaters interesser på lang sigt;

L.

der henviser til, at behovet for udvikling af energiinfrastrukturen i stor udstrækning er blevet anerkendt af EU, men at den nødvendige investeringsindsats stadig mangler;

M.

der henviser til, at kun et fuldt integreret europæisk energimarked, der fungerer efter princippet om solidaritet i tilstrækkelig grad kan løse udfordringerne i forbindelse med energiforsyningssikkerhed, som skyldes forskellene i energiimportens sammensætning og andel i de forskellige medlemsstater;

N.

der henviser til, at det er af yderste vigtighed at sikre sammenhæng og konsekvens i EU's eksterne energiforbindelser med vigtige producent-, transit- og forbrugerlande, og at strategisk og politisk koordinering blandt medlemsstaterne i forhandlinger med magtfulde energileverandører i tredjelande er altafgørende;

O.

der henviser til, at forbindelser på energiområdet kræver forudsigelighed, stabilitet og langsigtede investeringer;

P.

der henviser til, at udfordringen i forbindelse med energiforsyningssikkerhed består i at afhjælpe usikkerheder, som giver anledning til spændinger mellem stater, og reducere manglende effektivitet på markedet, som modvirker handelsfordelene for såvel leverandører som forbrugere;

Q.

der henviser til, at de arktiske områder skønnes at rumme en tredjedel af verdens uopdagede gas og 13 % af den uopdagede olie;

1.

understreger, at der er behov for at sikre, at den grænseoverskridende energiinfrastruktur inden for EU udvikles fuldt ud; understreger også, at der er behov for en stærk koordinering mellem medlemsstaternes politik og fælles handling med hensyn til ekstern energipolitik og energisikkerhed, idet man anerkender vigtigheden af gennemsigtighed og fuld gennemførelse af det indre energimarked i overensstemmelse med EU’s langsigtede energi- og klimamålsætninger;

2.

mener, at energipolitik skal være en integreret og fremtrædende del af den fælles udenrigspolitik og bør uddybes og gennemføres i synergi med andre politikker, der har en ekstern dimension;

3.

fremhæver, at EU under hensyntagen til såvel de aktuelle økonomiske forhold som målet om at opnå et ægte fælles energimarked i EU bør prioritere investeringer i infrastruktur, som gør det muligt gradvis at øge kapaciteten med marginale investeringsomkostninger, hvorved det fælles marked vil kunne nyde godt af en optimeret anvendelse af energiinfrastrukturen og samtidig kunne sikre og fremme forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed på en omkostningseffektiv måde;

4.

minder om Parlamentets anmodning om, at der udarbejdes planer for et europæisk energifællesskab, som skal indebære et stærkt samarbejde om energinetværk og europæisk finansiering af nye energiteknologier med henblik på at overvinde opsplitningen af den europæiske energipolitik og give EU en stærk international stemme i Unionens energiforbindelser;

5.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremsætte et forslag om at oprette et energiobservationscenter med det formål at skabe større viden om energiimportmarkederne og forbedre analysen af eksportmarkederne;

6.

mener, at et velfungerende, sammenkoblet og integreret indre energimarked i Europa kan forbedre forsyningssikkerheden betydeligt selv på kort sigt, og at det spiller en afgørende rolle for en vellykket ekstern europæisk energipolitik; mener endvidere, at den europæiske lovgivning på energiområdet er central i processen med at opbygge det interne energimarked og bør fremmes i partnerlande ved at øge kendskabet til dens formål, fordele og goder; påpeger, at det overordnede mål er at sikre, at EU's eksterne energipolitik og medlemsstaternes bilaterale aftaler er i fuld overensstemmelse med EU's lovgivning;

7.

understreger, at Kommissionen og EU's Udenrigstjeneste skal sikre, at alle EU’s multilaterale og bilaterale aftaler, især partnerskabs- og samarbejdsaftaler, er i fuld overensstemmelse med EU's regler for det indre marked; understreger, at sådanne aftaler bør sikre gensidighed, lige vilkår og gennemsigtighed for at skabe en sikker retlig ramme for EU-investorer i energiforsynings- og transitlande;

8.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at sikre et forbundet indre energimarked, som kan modstå udefrakommende pres og forsøg på at bruge energiforsyning og -priser som et redskab til udenrigspolitisk pres; understreger derfor behovet for at øge ressourcerne til projekter, der forbinder energimarkederne i EU, og fuldende de europæiske gas- og el-infrastrukturnet inden udgangen af 2015, navnlig sammenkoblingsplanen for Østersølandene som fastsat i EU's tredje energipakke;

9.

understreger, at et velfungerende indre marked kræver, at energi, der importeres til EU, når den har nået EU's område, er fuldt omfattet af reglerne for det indre energimarked, og at EU derfor bør stræbe efter lovgivningsmæssig konvergens med nabolande, som er villige til at opfylde EU's regler for det indre energimarked; understreger energifællesskabets betydning og rolle i denne forbindelse;

10.

opfordrer Kommissionen til at støtte oprettelsen af et omfattende EU-system for indeksregulering af gaspriser, der bygger på markedspriserne for gas, således at alle gashandelsvirksomheder i EU kan handle med eksterne gasleverandører på en mere retfærdig og forudsigelig måde, uafhængigt af oliepriserne, og således at konkurrencen på EU's indre gasmarked kan fremmes yderligere;

11.

understreger, at den styrke, der hidrører fra integrationen af det indre energimarked og infrastrukturen, bør udnyttes til fulde ved at kombinere medlemsstaternes og EU's midler, ekspertise og kapaciteter; opfordrer derfor til en større gennemsigtighed og til, at EU inddrages mere i forhandlingerne om aftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande, da disse aftaler også kan have en indvirkning på, hvordan EU's indre energimarked fungerer; støtter Kommissionens tiltag for større gennemsigtighed og informationsdeling mellem medlemsstaterne og kræver øget anvendelse af eksisterende konkurrenceforanstaltninger for at sikre, at EU-lovgivningen ikke bliver omgået;

12.

fremhæver Parlamentets øgede ansvar på energiområdet i henhold til artikel 194 i TEUF og kræver passende inddragelse af Parlamentet i alle informations- og høringsprocesser med hensyn til den eksterne energipolitik; understreger i denne forbindelse, at deling af data vedrørende EU’s, EU's finansielle institutioners eller andre fællesskabsorganers fælles aktioner, programmer og projekter bør omfatte Parlamentet;

13.

glæder sig over, at Republikken Moldova og Ukraine er tiltrådt, samt at Armenien og Georgien har opnået observatørstatus i energifællesskabet, hvilket vil medvirke til at forbedre det regionale energisamarbejde gennem et bedre regelsæt for fremtidige partnerskaber mellem EU og disse partnerlande;

14.

gentager Parlamentets opfordring til at lade internationale energiprojekter styre af gennemsigtige mellemstatslige aftaler på medlemsstats- eller EU-niveau; understreger, at energiprojekter, som udelukkende bygger på kommercielle aftaler, indebærer en risiko for såvel investorernes beskyttelse som for den fulde overholdelse af det indre markeds regler;

15.

opfordrer til, at der i overensstemmelse med de strategiske beslutninger om energipolitisk samarbejde med partnere uden for EU etableres større synergier mellem EU's handels- og energipolitik, bl.a. i overensstemmelse med strategien "Energi 2020" og Kommissionens meddelelse energiforsyningssikkerhed og internationalt samarbejde;

16.

fremhæver, at det er centralt at styrke den udenrigspolitiske dimension af EU's energipolitik både med hensyn til at forøge EU's energiforsyningssikkerhed og for at forbedre handelsforbindelserne med tredjelande; understreger, at det er nødvendigt at skabe solide rammebetingelser for samarbejdet på energi- og ressourceområdet med vores strategiske handelspartnere, som også i enhver henseende svarer til forholdene på det indre marked for energi;

17.

mener, at en forbedret koordinering mellem medlemsstaterne selv og mellem medlemsstaterne og Kommissionen bør give medlemsstaterne mulighed for til fulde at drage fordel af EU's politiske og økonomiske vægt; bifalder i denne forbindelse Kommissionens forslag til afgørelse om indførelse af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler mellem medlemsstater og tredjelande på energiområdet; understreger merværdien af en udtalelse fra Kommissionen og af dennes støtte under forhandlingsprocessen for at sikre, at mellemstatslige aftaler er i overensstemmelse med lovgivningen for det indre marked for energi og EU’s langsigtede energi- og klimamål;

18.

understreger, at oprettelsen af en mekanisme til udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler mellem EU-medlemsstaterne og tredjelande om energipolitik kraftigt vil kunne øge den politiske gennemsigtighed, koordineringen og effektiviteten i EU som helhed;

19.

opfordrer til tættere koordinering mellem Rådet, Kommissionen og EU's Udenrigstjeneste, således at de kan udtale sig og agere kollektivt i forbindelse med emner, der vedrører en fælles udenrigspolitik på energiområdet; understreger behovet for at oprette en energipolitisk hjælpeservice inden for EU's Udenrigstjeneste samt behovet for at involvere EU's delegationer i udførelsen af energidiplomati på stedet;

20.

støtter, at instrumenter såsom ordningen for tidlig varsling anvendes i forbindelserne til energileverandører og transitlande; er overbevist om, at yderligere fremme af tanken om kollektivt indkøb af energiråstoffer i medlemsstaterne er nødvendig set i lyset af den stigende konkurrence om ressourcerne og de eksisterende producentmonopoler;

21.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at identificere handels- og investeringsbarrierer på energiområdet i forholdet til tredjelande og træffe foranstaltninger, hvor det er relevant, til at fjerne disse såvel bilateralt som gennem Verdenshandelsorganisationen;

22.

støtter Rådets forslag om at analysere, hvordan traktaten om energifællesskabet fungerer, samt udarbejdelsen af en køreplan, som gør det muligt at fremskynde moderniseringen af energisektorerne; kræver, at der lægges større vægt på at gennemføre reformer og teknologier såsom intelligente net med henblik på at sætte skub i integrationen af vedvarende energiformer og øge energieffektiviteten; støtter derfor tanker om at sætte nyt liv i traktaten om energichartret og foreslår, at der indføres strategiske partnerskaber til dette formål; gentager, at traktatens sociale dimension skal udvikles til at håndterer problemer som energifattigdom og korruption effektivt;

23.

opfordrer Kommissionen til at fremhæve betydningen af konferencen om energichartret og behovet for at støtte denne med henblik på bedre at udnytte energichartrets potentiale på kerneområder som handel, transit, investeringer og tvistbilæggelse, bl.a. ved at udvide traktaten om energichartret til stater, som endnu ikke har undertegnet og/eller ratificeret dette;

24.

mener, at alle medlemsstater mindst hvert kvartal bør offentliggøre deres gennemsnitlige bilaterale importpris for naturgas og fremsende den til Eurostat, med en forskydning på højst to kvartaler;

25.

mener, at gennemførelsen af en konsekvent og sammenhængende ekstern energipolitik i EU kræver en regelmæssig koordinering mellem medlemsstaterne og Kommissionen; opfordrer Kommissionen til at afholde regelmæssige drøftelser med medlemsstaterne, navnlig via den foreslåede strategiske gruppe for internationalt energisamarbejde, om EU's og medlemsstaternes prioriteringer og aktiviteter inden for den eksterne energistrategi på såvel politisk plan som på ekspertniveau; opfordrer til, at man inddrager uafhængige energiregulatorer som eksperter i den strategiske gruppe for internationalt energisamarbejde i betragtning af deres erfaring og dybtgående kendskab til, hvordan grænseoverskridende el- og gasmarkeder fungerer;

26.

mener, at Kommissionens forslag til foranstaltninger kunne gøres mere effektive ved at prioritere dem og ved at indføre tidsrammer og handlingsplaner samt ved at indikere de opnåede fremskridt og frister;

27.

mener, at det er afgørende for EU's eksterne energipolitik at sikre sammenhæng mellem de horisontale mål i Lissabontraktaten; opfordrer til, at Parlamentet informeres rettidigt om EU-prioriterede projekter;

28.

opfordrer medlemsstaterne til ikke at indgå kontrakter om energi eller energirelateret teknologiforsyning med tredjelande, som krænker en anden EU-medlemsstats interesser;

29.

er af den opfattelse, at der bør finde regelmæssige drøftelser sted om de udfordringer, EU's eksterne energipolitik står over for, på formelle og uformelle møder for energiministrene i Rådet med inddragelse af og stærk støtte fra den højtstående repræsentant, kommissæren for energi og deres relevante tjenestegrene; sådanne møder burde også bruges til at koordinere en fælles og sammenhængende EU-holdning forud for møder på højt plan i internationale organisationer såsom IEA, FN, Irena, det internationale partnerskab for samarbejde om energieffektivitet og IAEA, hvor det er vigtigt, at EU spiller en mere aktiv og betydningsfuld rolle; mener, at Europa-Parlamentet bør informeres og høres regelmæssigt om alle relevante emner;

30.

mener, at Rådet, når et infrastrukturprojekt af strategisk betydning påvirker energiforsyningssikkerheden for EU som helhed, bør overveje at give Kommissionen mandat til at stå i spidsen for forhandlingerne, og at sådan et mandat også bør overvejes i tilfælde af andre mellemstatslige aftaler, som anses for at have en betydelig indvirkning på EU's langsigtede energipolitiske målsætninger, navnlig EU's energimæssige uafhængighed; opfordrer i denne forbindelse til en ordentlig høring af og kommunikation med Parlamentet;

31.

opfordrer Kommissionen til at udvikle et informationsudvekslingsredskab til at indsamle og offentliggøre relevante oplysninger om medlemsstaternes og EU's administrative og finansielle institutioners energiprogrammer og -projekter i tredjelande; opfordrer medlemsstaterne til at give Kommissionen de relevante oplysninger i denne forbindelse;

32.

opfordrer Kommissionen til at overvåge de globale energimarkeder og samarbejde i denne henseende med medlemsstaterne og internationale organisationer såsom IEA; opfordrer Kommissionen til at fremlægge en retsakt med henblik herpå inden udgangen af 2012;

33.

understreger, at en større spredning af forsyningskilder - herunder nye energikilder - og transitruter samt udvikling af vedvarende energikilder i EU set i lyset af Unionens store afhængighed af energiimport er af største vigtighed og udgør væsentlige elementer til støtte for Unionens eksterne sikkerhedspolitik, strategiske rolle og udenrigspolitiske uafhængighed, kohærens, troværdighed og effektivitet;

34.

opfordrer til, at der udarbejdes en koordineret, fælles EU-politisk strategi for nye energileverandører med særligt fokus på forbedring af konkurrencevilkårene i EU for at skabe mulighed for, at nye leverandører kan komme ind på EU-markedet;

35.

opfordrer til større synergier mellem EU's politikker på handels- og energiområdet på linje med Europa 2020-strategien; understreger behovet for at fremme globale styringsstrukturer for råmaterialer med henblik på at mindske de internationale spændinger på dette område og fremhæver i den forbindelse eksemplet med Det Internationale Energiforum (IEF); betragter indgåelse af langsigtede aftaler med vores strategiske handelspartnere om levering af energi og råmaterialer til rimelige priser som en hovedprioritet; opfordrer derfor EU til at fastlægge en sammenhængende unionsstrategi for indgåelse af energiforsyningsaftaler med disse partnere;

36.

understreger, at EU-traktaten kræver solidaritet mellem medlemsstaterne, hvilket bør være en del af både det daglige arbejde og krisehåndteringen inden for den interne og eksterne energipolitik; opfordrer Kommissionen til at komme med en klar definition af "energimæssig solidaritet" med henblik på at sikre, at den overholdes af alle medlemsstater;

37.

påpeger, at EU's stigende afhængighed af importerede fossile brændstoffer vil undergrave Unionens politiske indflydelse og kan have en betydelig indvirkning på dens selvstændighed i beslutningstagningen på andre politikområder, og at kun en fuldstændig omstilling til miljømæssigt sund energiforsyning og energieffektivitet samt sammenkobling, indbyrdes afhængighed og solidaritet mellem medlemsstaterne kan modvirke denne kedelige situation;

38.

understreger, at EU's fælles energipolitik og strategiske mål bør afspejles på passende vis i de eksterne forbindelser, regionale politikker og den europæiske naboskabspolitik;

39.

opfordrer også Kommissionen til at støtte forskning og udvikling inden for egne energiressourcer og til at støtte levering af energi fra diversificerede leverandører, forsyningskilder og transportveje for råstoffer i de enkelte regioner i EU, således at der altid er mindst to forskellige leveringskilder til rådighed for hver region i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om prioriteringer på energiinfrastrukturområdet for 2020 og derefter - en plan for et integreret europæisk energinet (COM(2010)0677);

40.

understreger, at EU's eksterne energipolitik bør bidrage til at sikre en sikker, bæredygtig og prismæssigt overkommelig energi i overensstemmelse med de overordnede mål for EU's energipolitik om konkurrencedygtighed, forsyningssikkerhed og bæredygtighed samt med EU's energi- og klimamål for 2050;

41.

understreger, at der bør sættes skub i foranstaltninger til diversificering af leverandører, energiforsyningsveje og -kilder til EU under hensyntagen til de vigtigste energi- og infrastrukturkorridorer, navnlig dem, der sigter mod at skabe et egentligt konkurrencepræget gasmarked, nye transitkorridorer (sydkorridoren og Middelhavsområdet), styrke eksisterende korridorer (østkorridoren) og skabe reel konkurrence mellem gasforsyningskilderne ved at øge EU's andel af flydende naturgas (LNG) og ved at finde nye fjerntliggende leverandører (Australien, Canada, USA, Latinamerika, Afrika syd for Sahara, Centralasien, osv.);

42.

understreger også betydningen af at forbedre sammenkoblingen af energinettene og færdiggøre elektricitets- og gasinfrastrukturringene i Euro-Middelhavsområdet og det euro-atlantiske område samt sammenkoblingsplanen for energimarkedet i Østersølandene, samtidig med at de eksisterende el- og gaskraftværker og infrastrukturen (sammenkoblinger, net, rørledninger, distributionsnet, lagringsfaciliteter og LNG-terminaler) moderniseres og opgraderes; disse foranstaltninger skal sikre, at ingen EU-medlemsstat forbliver isoleret energimæssigt, og at energi kan flyde frit over hele EU; glæder sig i denne forbindelse over den foreslåede Connecting Europe-facilitet;

43.

opfordrer Kommissionen til at støtte den såkaldte "energisikkerhedsklausul", som skal indgå i handels-, associerings-, partnerskabs- og samarbejdsaftaler med producent- og transitlande, og som vil fastsætte en adfærdskodeks og detaljeret beskrive de foranstaltninger, der skal træffes i tilfælde af, at en af parterne ensidigt ændrer betingelserne;

44.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om energiforsyningssikkerhed og internationalt samarbejde – "EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU" (COM(2011)0539); er dog af den opfattelse, at der er behov for yderligere instrumenter baseret på solidaritet mellem EU's medlemsstater for at gøre EU i stand til at beskytte sine energisikkerhedsmæssige interesser, samt at der er behov for at forhandle med eksterne partnere, især i krisesituationer;

45.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde et omfattende sæt af kort-, mellemlang- og langsigtede energipolitiske prioriteringer, hvad angår forbindelserne med nabolandene, med henblik på at oprette et fælles juridisk område på baggrund af principper og normer for gældende EU-lovgivning i det indre marked; understreger vigtigheden af yderligere at udvide Det Europæiske Energifællesskab og etablere juridiske kontrolmekanismer for at håndtere mangelfuld gennemførelse af lovgivningen;

46.

støtter en politisk og økonomisk dialog med EU's nabolande om anvendelsen af nye energikilder;

47.

opfordrer til gennemførelse af de eksisterende mekanismer og oprettelse af nye inden for den europæiske naboskabspolitik og sortehavssynergien med henblik på at styrke samarbejdet om større gennemsigtighed og forsynings- og transitsikkerhed;

48.

går ind for politisk dialog med Norge og Rusland om en udnyttelse af nye energikilder i Barentshavet, der sikrer beskyttelsen af det sårbare miljø i det arktiske område, og for samarbejde med Norge om import af hydroelektrisk elektricitet via undervandselkabler over lange afstande; opfordrer til en hurtigere udarbejdelse af EU's strategi over for det arktiske område;

49.

betragter ekstern politisk dialog som afgørende for en adskillelse af global økonomisk vækst og brug af energiressourcer og for fremme af mere forudsigelige energimarkeder såvel som gavnlig for de politiske forbindelser; understreger betydningen af dialog med vækstøkonomier såsom Kina, Indien, Brasilien, Indonesien og Sydafrika foruden andre centrale forbrugerlande såsom USA og Japan;

50.

er af den opfattelse, at EU bør fremme udvikling og uddybning af sit energipolitiske samarbejde med tredjelande, der deler de samme værdier og er villige til at deltage i demokratiske reformer og fremme de værdier, som EU bygger på;

51.

glæder sig over Kommissionens anbefalinger om øget politisk samarbejde med naboerne i øst og anser det for afgørende, at Tyrkiets tiltrædelse af energifællesskabstraktaten og åbningen af energikapitlet i EU-tiltrædelsesforhandlingerne behandles som en absolut hastesag; glæder sig desuden over initiativet til en trilog mellem EU, Ukraine og Rusland og understreger, at det er nødvendigt at sikre et dybtgående politisk og administrativt samarbejde med de to partnere;

52.

understreger, at foranstaltninger til at øge den interne produktion af vedvarende energi er afgørende for at mindske EU's afhængighed af import af kulbrinter; fastholder, at EU's energiproduktions- og distributionsstruktur bør revurderes i overensstemmelse med dens langsigtede energi- og klimamål;

53.

minder om, at LNG udgør en væsentlig andel af EU's energiforsyning, og opfordrer til et styrket samarbejde med de vigtigste leverandører og nuværende og fremtidige forbrugere;

54.

understreger, at diversificering bør være ensbetydende med nye, ikke-russiske kilder til olie, gas og el for de medlemsstater, som i alt for høj grad er afhængige af denne ene leverandør; understreger, at russisk gas kun udgør 24 % af EU's samlede gasforbrug, men mellem 48 % og 100 % i 12 af de 27 medlemsstater, og at den dermed har direkte indvirkning på EU's forsyningssikkerhed;

55.

mener, at der med udviklingen af nye ukonventionelle energiteknologier (olieholdigt sand og skifergas fra Canada, USA, Australien, Qatar, Brasilien, Argentina, eftersøgningen efter energi i den arktiske region samt yderligere udvindinger i Irak, Venezuela og Afrika) dukker nye aktører, partnere og regioner op som mulige fremtidige leverandører, og at EU derfor også bør koncentrere sig om til fulde at udnytte denne nye situation og udvikle nye energipartnerskaber med henblik på en diversificering af sine leverandører;

56.

fremhæver, at overgangen til en emissionsfattig energiøkonomi er af stor betydning, men understreger, at det er nødvendigt at bevare konkurrenceevne og innovation, bl.a. gennem egnede handelspolitiske instrumenter; mener, at overgangen til en emissionsfattig energiøkonomi skal ske på en måde, som er tilpasset forholdene i det pågældende geografiske område og den pågældende medlemsstats energisystem, energimiks og geografiske struktur; mener, at denne fremgangsmåde giver mulighed for at fastholde maksimal sikkerhed i energiforsyningen og erhvervslivets konkurrenceevne, men samtidig bevarer den enkelte medlemsstats uafhængighed som fastlagt i traktaterne, opstille betingelser for udnyttelse af medlemsstaternes energiressourcer, vælge mellem forskellige energikilder og at fastlægge energiforsyningens generelle struktur;

57.

anerkender vigtigheden af direkte udlandsinvesteringer fra EU i forbindelse med opførelse og modernisering af energiinfrastrukturen i udviklingslande; understreger samtidig, at der må etableres en passende juridisk beskyttelse for sådanne investeringer, hvilket kan opnås ved at udvide den gældende fællesskabsret til tredjelande (bl.a. ved at styrke og udvide energifællesskabstraktatens anvendelsesområde);

58.

bemærker vigtigheden af et bredt samarbejde i den arktiske region, navnlig blandt lande i den euro-atlantiske sfære;

59.

mener, at verdens stigende efterspørgsel efter energi og den høje koncentration af reserver af fossile brændstoffer i overvejende ustabile og udemokratiske lande gør EU sårbar og kraftigt underminerer udviklingen af troværdige, effektive og konsekvente fælles europæiske energipolitikker;

60.

mener, at EU's energipartnerskaber og EU's engagement i globale fora som G20 skal bruges til at fremme mere bæredygtige energikoncepter i tredjelande og samtidig forbedre gennemsigtigheden på markedet, mindske volatiliteten på de internationale markeder og medvirke til at skabe et globalt energimarked, som er mindre sårbart over for pludselige ændringer i forsyningssituationen og afbrydelser i forsyningerne;

61.

understreger behovet for at udvide forbindelserne mellem det europæiske energinet og nabolandene (Vestbalkan, de østlige nabolande, de kaspiske lande, Nordafrika og de mellemøstlige lande) ved at bygge nye samkøringslinjer samt ved at fremme et større reguleret område, der udbreder EU’s standarder for miljø og sikkerhed i størst mulige udstrækning med henblik på at sikre, at enhver type kraftværker i nærheden af EU's grænser lever op til de højeste standarder for nuklear sikkerhed;

62.

understreger vigtigheden af, at man arbejder for infrastrukturprojekter af fælles interesse som defineret i Kommissionens forslag til en forordning om retningslinjer for transeuropæisk energiinfrastruktur og Kommissionens meddelelse om prioriteringer på energiinfrastrukturområdet for 2020 og derefter; mener, at det i lyset af disse projekters strategiske betydning er afgørende, at de resulterende aftaler med eksterne partnere prioriteres på passende vis, udvikles bæredygtigt og indgås hurtigt inden for et regelbaseret markedssystem;

63.

understreger, at der i energidialogen mellem EU og Rusland, hvor EU bør tale med én stemme, bør tages højde for de central- og østeuropæiske medlemsstaters særlige og afhængige situation, idet deres energiforsyningssikkerhed kun kan garanteres ved at sammenkoble infrastrukturen i hele EU og ved til fulde at gennemføre reglerne for det indre energimarked; mener, at dialogen bør omfatte vigtige spørgsmål som adgang til energiressourcer, -net, og -eksportmarkeder, investeringsbeskyttelse, interoperabilitet, kriseforebyggelse og samarbejde, lige konkurrencevilkår og prisdannelse for energiressourcer; understreger, at "Drusjba"-spørgsmålet bør have særlig opmærksomhed, og at der bør træffes særlige foranstaltninger på EU-niveau for at få genoptaget olieleverancerne gennem den lukkede gren;

64.

understreger, at der i takt med, at medlemsstaterne sammenkobler og integrerer deres nationale markeder gennem investeringer i infrastruktur og godkendelse af fælles regler, også bør gøres en indsats for at samarbejde med Rusland med henblik på at finde kreative og gensidigt acceptable foranstaltninger, som sigter mod at mindske uoverensstemmelserne mellem de to energimarkeder;

65.

understreger betydningen af energidialogen med Rusland og en EU-Rusland-køreplan som foreslået af energirådet; fremhæver vigtigheden af at samarbejde på områder, som er til gavn for begge parter, f.eks. fælles forskning og teknologioverførsel navnlig inden for energieffektivitet og vedvarende energi;

66.

opfordrer til, at traktaten om det europæiske energicharter udvides til flere lande, og at deltagerne i energicharterkonferencen arbejder i retning af en aftale, som fører til, at Rusland fuldt ud accepterer principperne i energichartret og de tilhørende protokoller;

67.

slår til lyd for en styrkelse af det strategiske partnerskab med Rusland gennem indgåelsen af en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale; fremhæver, at denne nye aftale skal være i fuld overensstemmelse med reglerne for det indre marked og bestemmelserne i EU's tredje energipakke og være baseret på gensidig respekt og gensidighed; understreger, at Rusland allerede er bundet af energichartertraktaten, jf. artikel 45 heri; er overbevist om, at Ruslands ratificering af energichartertraktaten ville være til gensidig gavn for de bilaterale forbindelser på energiområdet;

68.

fremhæver Den Parlamentariske Forsamling Euronests rolle, idet den vil bidrage til at opnå målene for det østlige partnerskab og dermed vil have en positiv indflydelse på områder, som vedrører energisikkerhed;

69.

påpeger, at landene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde allerede er en del af EU's indre marked, og at deres samarbejde er centralt for at nå energimålene for 2020; bifalder de aktuelle initiativer med henblik på at udvide samarbejdet med Schweiz, som også bør sigte mod landets fulde integration i EU's indre energimarked;

70.

mener, at EU's eksterne energipolitik bør bygge på og fremme principperne om solidaritet, gennemsigtighed, subsidiaritet, bæredygtighed og samarbejde samt gensidighed, en regelbaseret markedstilgang og koordinering mellem EU, medlemsstaterne og partnerlandene; mener, at respekt for de horisontale mål i Lissabontraktaten er afgørende for at bekræfte Europas rolle i den skiftende regionale politiske kontekst; opfordrer Rådet til at give Kommissionen mandat til at indlede forhandlinger om at transformere de nuværende aftalememoranda om energispørgsmål med nabolande til juridisk bindende tekster;

71.

understreger vigtigheden af at videreudvikle det partnerskab mellem Afrika og EU på energiområdet, som blev iværksat i 2010;

72.

er overbevist om, at en mere effektiv forvaltning på globalt plan vil kunne forbedre samarbejdet med producent-, transit- og forbrugerlandene; mener derfor, at EU bør spille en stor rolle i den internationale forvaltning af energipolitikken med henblik på at fremme principper om gennemsigtighed og ikke-diskrimination, forfølge målsætningen om bæredygtighed, nedbringe transaktionsomkostningerne og fastsætte incitamenter for markedsdeltagerne til at konkurrere om pris og kvalitet;

73.

glæder sig over, at målet om global adgang til energi inden 2030 er medtaget i meddelelsen om "EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU", og mener, at det for udviklingslandenes vedkommende bør fokusere på decentraliseret og bæredygtig energi til overkommelige priser, navnlig for de fattige og landbefolkningen; tilskynder til støtte til innovative betalingsordninger med privat og offentlig deltagelse med henblik på at tilbyde adgang til energi til overkommelige priser for slutbrugerne;

74.

understreger, at bæredygtig energi er en vigtig drivkraft for udvikling, og gentager sin opfordring til, at der etableres et særligt program for "energi og udvikling" med særligt fokus på vedvarende, energieffektive og decentrale energiløsninger i lille målestok, og til at kapacitetsudvikling og teknologioverførsel fremmes med henblik på at sikre lokalt ejerskab; bemærker, at der kan være behov for storstilede vedvarende energiordninger for på bæredygtig vis at dække det stigende energibehov i byområder og industrien, navnlig i vækstlande; opfordrer til, at sådanne ordninger altid overholder de højeste sociale og miljømæssige kriterier;

75.

opfordrer til, at EU's primære udviklingsmål samt de demokratiske principper og menneskerettighederne respekteres i samarbejdet med udviklingslande om energispørgsmål i forbindelse med en strategisk tilgang til sikker og bæredygtig energiforsyning på konkurrencedygtige vilkår, hvor interesserne hos befolkningerne i udviklingslandene sættes i centrum;

76.

understreger betydningen af gennemsigtighed, demokratisk kontrol og inddragelse af civilsamfundet i forbindelserne med tredjelande på energiområdet;

77.

understreger, at det er vigtigt fortsat at medtage centrale principper for handel og investering, herunder principper for fremme af lige konkurrencebetingelser for investeringer i vedvarende energi, både i forbindelse med bilaterale aftaler og inden for multilaterale juridiske rammer, såsom traktaten om energichartret og WTO, og at gøre det muligt at håndhæve dem gennem effektive tvistbilæggelsesmekanismer;

78.

er af den opfattelse, at der samtidig med samarbejdet om udvinding af og handel med energiprodukter samt deres transit til EU også er et behov for at intensivere samarbejdet om andre vigtige energirelaterede spørgsmål; opfordrer derfor til, at der udvikles strategiske energipartnerskaber mellem EU og centrale tredjelande, såsom BRIKS-landene og lande, hvis energiforbrug er i hastig stigning, bl.a. inden for følgende områder:

79.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at kræve og sikre de højst mulige internationale sikkerhedsnormer for atomkraftværker i EU's nabolande med henvisning til alle eksisterende instrumenter og traktater, som f.eks. konventionen om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne (Esbokonventionen) og konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen); opfordrer EU's nabostater til at gennemføre omfattende EU-godkendte nukleare sikkerheds- og risici-stresstests og Kommissionen til at bistå disse med teknisk assistance fra EU med henblik herpå;

80.

opfordrer indtrængende Kommissionen til i forbindelse med alle relevante handelsaftaler, herunder i WTO-regi, at fremme anvendelsen af principperne fra gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI) og de internationale standarder for styring af energimarkederne, herunder en udfasning af støtten til fossile brændstoffer med kvantitative mål;

81.

bemærker, at der til lagring af energi og elektricitet fra vedvarende energikilder og andre avancerede energianvendelser er behov for en række råstoffer, herunder sjældne jordmineraler, som i øjeblikket er svære at få fat i; mener, at EU må handle sammen med andre teknologisk førende lande, herunder USA og Japan, for at fremme forskningen i at skabe nye råstoffer og erstatningsstoffer eller mindske anvendelsen af råstoffer, som er problematiske i forhold til forsyningssikkerhed, toksicitet og miljøbelastning;

82.

støtter med henblik på at fremme sikker og miljøbevidst energiproduktion globalt en styrkelse og fremme af strålingsbeskyttelse, sikkerhedsforanstaltninger, nukleare sikkerhedsstandarder, strenge krav for offshore-olie- og gasoperationer, sikkerhed ved søtransport af rå- og olieprodukter og LNG samt samarbejde om nye teknologier og forskning, udvikling og innovation samt arbejdet med internationale standarder;

83.

mener ikke, at udfordringen med de globale klimaændringer kan afhjælpes uden at inddrage de store udledere, og opfordrer Kommissionen til at udarbejde en fælles strategi med henblik på at opnå en global løsning, der omfatter disse lande; anerkender, at den øgede ekspertise i EU, som er baseret på vores erfaringer med udformningen og gennemførelsen af emissionshandelssystemet (ETS), kan være til nytte for tredjelande, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at hjælpe og anspore tredjelande til at etablere og udforme deres eget ETS med henblik på at forbinde sådanne systemer med EU's;

84.

understreger, at Europa har brug for et langsigtet politisk perspektiv, som omfatter nye globale partnerskaber og bilaterale samarbejdsinstrumenter, som giver EU mulighed for at spille en central rolle med hensyn til at sætte den globale energidagsorden ved at tage føringen i udformningen af nye markedsstandarder og stå i spidsen for internationale bestræbelser inden for teknologisk forskning og innovation på energiområdet;

85.

understreger, at det er nødvendigt at forbedre samarbejdet inden for forskning, udvikling og innovation med tredjelande med henblik på at tackle globale udfordringer; mener, at EU bør arbejde tæt sammen med tredjelande, der i stort omfang eksporterer biobrændstoffer, med henblik på at sikre, at disse alternative rene energikilder, som kan bidrage til en diversificering af forsyningen, virkelig er bæredygtige, og at man undgår indirekte ændringer i arealanvendelsen med negative følger; understreger, at eksterne biobrændstofkilder bør være underlagt samme standarder som EU's kilder, navnlig miljømæssige og klimamæssige standarder; mener, at EU bør støtte vedtagelse af anden- og tredjegenerations biobrændstofteknologier, både internt og eksternt;

86.

henleder opmærksomheden på det komplekse forhold mellem energi, fødevareforsyning og sikkerhed, særlig med hensyn til biobrændstoffer, som kan have negative sociale og miljømæssige konsekvenser for udviklingslandene; mener, at retten til fødevarer skal have forrang frem for EU's mål for vedvarende energi fra biobrændstoffer;

87.

bemærker, at den øgede anvendelse af biobrændstoffer i overvejende grad har bygget på en udvidelse af storstilet industriel monokultur og dermed har været med til at udbrede landbrugsmetoder, der er skadelige for miljøet, biodiversiteten, jordens frugtbarhed og vandforsyningen; udtrykker bekymring over, at den øgede biobrændselsproduktion ved at fremme koncentration af ejendomsretten til jord, kan have dramatiske konsekvenser i form af krænkelser af jordrettigheder, tab af adgang til vitale naturressourcer, skovrydning og miljøødelæggelse;

88.

udtrykker bekymring over manglende bindende bæredygtighedskriterier for biomasseproduktion inden for rammerne af direktivet om vedvarende energi; mener, at bioenergi under disse omstændigheder kan spille en negativ rolle i bekæmpelsen af klimaforandringer samt blive en væsentlig drivkraft bag ulovlig tilegnelse af jord, fødevareusikkerhed, skovrydning og skovødelæggelse i udviklingslande; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at udvikle juridisk bindende bæredygtighedskriterier, der skal forhindre negative klima- og miljøpåvirkninger samt sociale følgevirkninger af produktionen og anvendelsen af biomasse til energi;

89.

opfordrer EU til at fastlægge en politik for bæredygtig produktion af biomasse og brugen heraf til energiformål, der er i overensstemmelse med klimapolitikken og ligeledes med EU’s politik for udviklingssamarbejde;

90.

mener, at EU bør sikre, at energi bliver en central komponent i EU's eksterne bistandsprogrammer, idet adgang til energi, som er afgørende for økonomisk udvikling, fortsat er en udfordring i udviklingslande;

91.

mener, at samarbejde om udvikling og udnyttelse af fremtidsorienterede energiteknologier bør stå i centrum for EU's samarbejde med industrialiserede partnere og nye vækstøkonomier;

92.

mener, at EU bør give energispørgsmål en central placering i europæiske initiativer som det østlige partnerskab, Middelhavsunionen og den europæiske naboskabspolitik;

93.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde fælles energikøreplaner med alle centrale energileverandører og strategisk vigtige transitlande og til at oprette partnerskaber med lande, som står over for sammenlignelige energiudfordringer og deler sammenlignelige værdier, særligt med det sigte at fremme teknologisk forskning og industrielt samarbejde, og til at fastsætte fælles standarder for vedvarende energiteknologier, energieffektivitet, elektriske køretøjer, nye og ukonventionelle energiteknologier, sikkerheden ved havboring samt nuklear sikkerhed og ikkespredning;

94.

bekræfter – med det formål at sikre energiadgang for alle og i overensstemmelse med årtusindudviklingsmålet – vigtigheden af at øge de direkte udenlandske investeringer fra EU i opbygning og modernisering af energiinfrastruktur og energieffektivitet i udviklingslandene ved at øge produktionskapaciteten baseret på vedvarende energi og støtte indførelsen af fyldestgørende lovrammer, der kan gøre det lettere for dem at diversificere deres energimiks, samtidig med at beskyttelsen af de europæiske investeringer i disse lande forstærkes med passende retlige midler;

95.

opfordrer til koordineret handling med andre teknologisk førende lande (f.eks. USA og Japan) med henblik på at håndtere nye udfordringer som f.eks. knaphed på råstoffer, herunder sjældne jordmineraler, som påvirker udnyttelsen af vedvarende energiteknologier, energilagring og avancerede energianvendelser;

96.

opfordrer til, at EU's energisamarbejdsprogrammer med udviklingslande skal lette oprettelsen af en relevant markedsstruktur og fastsætte regler med henblik på at sikre, at de lokale forbrugere nyder godt af vedvarende energi til en rimelig pris;

97.

mener, at EU's strenge nukleare sikkerhedsbestemmelser skal afspejle sig i EU's strategi i forhold til tredjelande, navnlig i forhold til nabolande, hvor der findes eller er planlagt atomkraftværker, som kan have betydelig indflydelse på EU's sikkerhed;

98.

glæder sig i denne forbindelse over det nylige tilsagn fra Det Transatlantiske Økonomiske Råd og EU-USA Energirådet om at fremme et samarbejde om energisikkerhed, intelligente energinetstandarder, brint- og brændselscelleteknologi, vedvarende energikilder og andre rene energiteknologier, energieffektivitet og effektive politikker til fremme af handelen og til markedsføring af rene energiteknologier; anmoder om, at EU-USA Energirådets konklusioner overføres bedre til beslutningstagende strukturer;

99.

understreger behovet for at uddybe dialogen om strategiske energispørgsmål af gensidig interesse, fremme samarbejdet om energipolitik og styrke forskningssamarbejdet med USA, især på området for energibesparende produktions- og transportteknologi; opfordrer til etablering af et energisikkerhedspartnerskab med USA baseret på det eksisterende samarbejde i energirådet for USA og EU;

100.

understreger behovet for, at Det Transatlantiske Økonomiske Råd fremmer samarbejde om bl.a. forskriftsmæssige rammer, forskning inden for bæredygtig energi og energieffektivitet, fusionsforskning og nuklear sikkerhed, og opfordrer til en regelmæssig energidialog med Rusland og andre partnere for at udvikle og forbedre håndhævelsen af internationale regler for sikker, pålidelig og effektiv produktion, transmission, transit, oplagring og forarbejdning af energi samt bilateral handel med nye energiteknologier og -produkter såsom biobrændstoffer;

101.

opfordrer Kommissionen til at øge sit samarbejde med Det Internationale Energiagentur, som leverer vigtige informationer og data om energiplanlægning; mener, at EU og alle medlemsstater, som ikke er medlem af IEA, bør tilslutte sig IEA;

102.

glæder sig over EU's deltagelse i den internationale termonukleare forsøgsreaktor (ITER) og initiativet "Generation IV International Forum" (GIF);

103.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at samarbejde yderligere med OSCE om spørgsmål vedrørende energisikkerhed og beskyttelse af kritisk energiinfrastruktur;

104.

anmoder Rådet og Kommissionen om at samarbejde med USA og andre allierede om at beskytte energiinfrastruktur mod cyberangreb; understreger, at i takt med, at vi går i retning af et intelligent net, indtager denne risiko, som ikke kan forhindres med traditionelle sikkerhedsforanstaltninger, en stadig vigtigere rolle i beskyttelsen af kritisk infrastruktur;

105.

bifalder det foreslåede energisamarbejde mellem EU og det sydlige Middelhavsområde "EU-Southern Mediterranean Energy Parnership"; mener, at dette samarbejde bør fokusere på det enorme vedvarende (sol)energipotentiale i denne region, og at det bør tage de nødvendige forholdsregler med henblik på at hjælpe med at opfylde de betydelige energibehov i landene syd for Middelhavet gennem bæredygtige løsninger;

106.

gentager, at eksternt energipolitisk samarbejde skal bidrage til at fremme, ikke skade, Unionens grundlæggende værdier, såsom respekt for menneskerettigheder, demokrati, god regeringsførelse, retsstatsprincippet, social dialog, gensidig respekt, ansvarlig anvendelse af naturressourcer, bekæmpelse af klimaforandringer og generel beskyttelse af miljøet, samt fremme fred og være i overensstemmelse med Unionens udenrigspolitikker;

107.

opfordrer Rådet og Kommissionen til i samarbejde med EU's Udenrigstjeneste og inden udgangen af 2013 at fastlægge en nøjagtig køreplan på baggrund af meddelelsen om energiforsyningssikkerhed og internationalt samarbejde - "EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU" (COM(2011)0539), hvilket skal føre til udarbejdelsen af en effektiv ekstern energipolitik med angivelse af kort-, mellemlang- og langsigtede målsætninger og udviklingstrin og en konkret tidsplan for realiseringen heraf.

108.

understreger Sortehavsområdets betydning i forhold til diversificering af energikilder og –forsyningsveje, potentiale inden for vedvarende energi og dens geostrategiske position som porten til området omkring Det Kaspiske Hav, Mellemøsten og Centralasien; mener, at Kommissionen og medlemsstaterne bør yde bistand til multilateralt energisamarbejde inden for markedsintegration, lovgivning og infrastruktur; fremhæver i denne forbindelse den centrale betydning af den sydlige korridor, Nabucco-projektet og den transkaspiske rørledning, såvel som andre mindre projekter;

109.

anerkender GMES-systemets bidrag til at kortlægge jordens solenergiressourcer fra rummet; opfordrer i betragtning af, at GMES har konstateret, at ørkenområder på én dag modtager mere solenergi, end menneskeheden forbruger på et år, Kommissionen til at indgå partnerskaber med de lande, der har store ørkenområder, navnlig de afrikanske stater, og udvikle teknologier og strategier til at udnytte dette energipotentiale effektivt, bl.a. ved at benytte samarbejds- og udviklingsmekanismerne i klima- og energipakken;

110.

opfordrer til udvidelse af medlemskabet af traktaten om oprettelse af energifællesskabet til flere af EU’s nabolande, navnlig dem i det østlige partnerskab og de centralasiatiske republikker; understreger, at Kommissionen bør sikre og håndhæve rettidig og nøje gennemførelse af EU's energiregler i stater, som er medlem af ETC, navnlig ved at gøre adgang til EU-midler betinget af, at traktatens forpligtelser overholdes;

111.

mener, at adgang til bæredygtig energi er en central drivkraft for udvikling, og opfordrer EU til at fokusere sine udviklingsaktiviteter på at hjælpe udviklingslande med at fremme bæredygtige energipolitikker, reformtiltag, udvikling af infrastruktur, gunstige investeringsvilkår og energieffektivitet;

112.

efterlyser en særlig energidialog med landene i den kaspiske region og glæder sig over arbejdet med et kaspisk udviklingssamarbejde; anmoder Kommissionen om at fortsætte arbejdet for at styrke EU's forbindelser til Aserbajdsjan og Turkmenistan;

113.

fastholder, at prioriteterne for EU's eksterne energipolitik bør afspejles på passende vis i de eksterne finansielle instrumenter efter 2013;

114.

fremhæver vigtigheden af samarbejde inden for energisikkerhedsplatformen under det østlige partnerskab med henblik på at gennemføre europæiske standarder inden for energipolitik og regler i forbindelse med støtte til udvikling af infrastruktur og tilslutninger, energieffektivitet og anvendelse af vedvarende kilder; glæder sig over initiativet med det østeuropæiske partnerskab for energieffektivitet og miljø (E5P) og forventer, at dette initiativ inden for kort tid kommer til også at omfatte andre lande fra det østlige partnerskab ud over Ukraine;

115.

minder om de nylige spændinger i det østlige Middelhav på grund af forekomsten af kulbrinter; påpeger, at energi bør anvendes som et middel til at fremme fred, samarbejde og stabilitet i regionen;

116.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

15.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 332/42

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (1),

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og navnlig artikel 311 og 312,

—

der henviser til sin beslutning af 8. juni 2011 om investering i fremtiden: en ny flerårig finansiel ramme (FFR) for et konkurrencedygtigt, bæredygtigt og inklusivt Europa (2),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 29. juni 2011 "Et budget for Europa 2020",

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at Rådet i henhold til artikel 312, stk. 2, i TEUF er forpligtet til at vedtage en forordning, der fastlægger den flerårige finansielle ramme, og at Rådet træffer afgørelse med enstemmighed, når Europa-Parlamentet har givet sin godkendelse;

B.

der henviser til, at Unionen i henhold til artikel 311 i TEUF skal tilvejebringe de nødvendige midler med henblik på at nå sine mål og gennemføre sin politik, og at den skal finansieres fuldt ud af egne indtægter;

C.

der henviser til, at det siddende danske formandskab tilstræber på Det Europæiske Råds møde i juni at forelægge en såkaldt forhandlingsramme, hvori der foreslås løsningsmuligheder for alle aspekter af forhandlingerne, herunder indtægtssiden, men hvor tallene på dette stadie er udeladt;

D.

der henviser til, at Parlamentet i sin førnævnte beslutning af 8. juni 2011 fastsatte sine politiske prioriteter for den kommende FFR, både i politisk og budgetmæssig henseende, og tilvejebragte et solidt grundlag for forhandlingerne;

E.

der henviser til, at de flerårige programmer, der vedrører den næste FFR, vil blive vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure;

F.

der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har opfordret til, at der skabes nye og reelt egne indtægter;

1.

understreger, at EU-budgettet er et investeringsbudget med en stærk løftestangseffekt i betragtning af, at 94 % af dets bevillinger er øremærket til at stimulere vækst, beskæftigelse og EU’s rolle som en global aktør; understreger, at EU-budgettet på trods af sin begrænsede størrelse - på blot 2 % af de offentlige udgifter i EU - samler ressourcer, optræder som katalysator og sikrer stordriftsfordele og virkninger på tværs af grænserne med henblik på at realisere fælles EU-politiske mål; er stærkt overbevist om, at EU-budgettet udgør et yderst effektivt redskab til at øge strategiske investeringer med europæisk merværdi og bringe den europæiske økonomi tilbage på rette vej, idet det skaber vækst og beskæftigelse samtidig med, at det fremmer økonomi og social samhørighed i hele EU; understreger derfor, at det er nødvendigt, at EU-budgettet spiller en strategisk rolle sideløbende med de budgetkonsoliderende foranstaltninger, der i øjeblikket pålægges de nationale budgetter;

2.

erindrer om, at det med et overvældende flertal vedtog betænkningen fra det Særlige Udvalg om Politikudfordringer og Budgetmidler i en Bæredygtig Europæisk Union efter 2013 (SURE) i sin beslutning af 8. juni 2011, hvis indhold fortsat er fuldt ud gyldigt. og som skal betragtes som dets forhandlingsposition for den næste FFR for 2014-2020; gentager, at det ikke vil være muligt at realisere EU’s politiske mål uden tilstrækkelig finansiering fra et solidt EU-budget; understreger, at Europa 2020-strategien, som er godkendt af alle 27 medlemsstater, bør hjælpe EU med at komme sig over krisen og komme styrket ud af den gennem jobskabelse og i kraft af intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst; bekræfter atter, at den er imod ethvert forslag, som ikke vil gøre det muligt for Unionen at opfylde sin rolle og de politiske forpligtelser, som den allerede har indgået, eller som er nødvendige med henblik på at leve op til nye ansvarsområder;

3.

insisterer på, at EU-budgettet bør vise en passende balance mellem indtægter fra reelle egne indtægter og udgifter, som fastsat i traktaten; påpeger, at det ikke er parat til at godkende den næste FFR-forordning uden en politisk aftale om en reform af ordningen for egne indtægter, som vil sætte en stopper for de eksisterende rabatter og andre korrektionsmekanismer, og som vil medføre større gennemsigtighed og være mere fair og bæredygtig; glæder sig over Kommissionens lovforslag af 29. juni 2011 om reformen af ordningen for egne indtægter, herunder forslaget om en afgift på finansielle transaktioner (FTT) og en ny EU-momsbaseret egen indtægt, som har til formål at mindske medlemsstaternes andel af BNI-bidraget til EU-budgettet til 40 % i 2020 og derved bidrage til medlemsstaternes indsats for at konsolidere budgetterne;

4.

insisterer, i betragtning af det makroøkonomiske klima og udfordringerne i den omskiftelige verden og med henblik på at sikre en bedre og mere effektiv anvendelse af EU-midlerne, på, at den flerårige finansielle ramme for 2014-2020 giver mulighed for større fleksibilitet både inden for og på tværs af udgiftsområderne samt mellem de enkelte regnskabsår i FFR’en for at sikre, at budgetmidlerne kan tilpasses ændrede omstændigheder og prioriteter; fastholder enhedsprincippet i EU-budgettet og understreger, at alle EU-politikker og -programmer bør medtages i FFR’en med den rette finansiering og derved bidrage til gennemsigtighed, forudsigelighed og ansvarlighed;

5.

kræver på det kraftigste, at politiske holdninger fastlagt af Det Europæiske Råd drøftes af Parlamentet og Rådet (almindelige anliggender) før Rådet formelt forelægger sine forslag med henblik på at opnå Parlamentets godkendelse om FFR-forordningen, jf. artikel 312 i TEUF; understreger, at forhandlingerne om lovforslagene vedrørende de flerårige programmer vil blive gennemført under den almindelige lovgivningsprocedure og afsluttes, når der er opnået en aftale om finansieringsrammerne for programmerne; er fast besluttet på i givet fald at gøre fuldt brug af sine godkendelsesbeføjelser og almindelige lovgivningsmæssige beføjelser, jf. traktaten;

6.

understreger, at der bør være enighed om FFR’ens mål og politikker, inden der sættes tal på, og understreger, at Parlamentet og Rådet bør gennemføre fuldt udbyggede forhandlinger om alle FFR-relaterede aspekter, inden der sættes tal på, og de endelige justeringer af den samlede FFR-pakke foretages; er af den opfattelse, at princippet om, at "intet er vedtaget, før alt er vedtaget", udgør en passende arbejdsmetode;

7.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet og Kommissionen, til medlemsstaternes parlamenter og regeringer samt til de andre berørte institutioner og organer.

15.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 332/44

—

der henviser til artikel 3, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til artikel 218, stk. 2 og 10, i TEUF,

—

der henviser til rapporten fra Copenhagen Economics med titlen "Assessment of barriers to trade and investment between the EU and Japan", som blev offentliggjort den 30. november 2009,

—

der henviser til den fælles erklæring fra det 19. topmøde mellem EU og Japan, som fandt sted i Tokyo den 28. april 2010,

—

der henviser til resultaterne af Kommissionens offentlige høring om handelsforbindelserne mellem EU og Japan, som blev offentliggjort den 21. februar 2011,

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 24.-25. marts 2011,

—

der henviser til sin beslutning af 11. maj 2011 om handelsforbindelserne mellem EU og Japan (1)

—

der henviser til den fælles erklæring fra det 20. topmøde mellem EU og Japan, som fandt sted i Bruxelles den 28. maj 2011,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 90, stk. 2, og artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at både Rådet og Kommissionen har noteret sig, at Japans evne til at fjerne reguleringsmæssige handelshindringer er en forudsætning for, at der iværksættes forhandlinger om en handelsaftale mellem EU og Japan, hvilket vil fremme tættere økonomisk integration mellem disse to strategiske handelspartnere,

B.

der henviser til, at på det 20. topmøde mellem EU og Japan, som fandt sted i Bruxelles den 28. maj 2011, besluttede lederne på topmødet, at de to sider ville indlede drøftelser med henblik på at definere omfanget og ambitionsniveauet for sådanne forhandlinger;

C.

der henviser til, at der er blevet nedsat en indkredsningsgruppe, der skal vurdere den fælles forståelse af omfanget og ambitionsniveauet for de potentielle handelsforhandlinger mellem EU og Japan;

1.

anmoder Rådet om ikke at give bemyndigelse til, at der indledes forhandlinger, før Parlamentet har givet udtryk for sin holdning til det foreslåede forhandlingsmandat på grundlag af en betænkning fra det korresponderende udvalg,

2.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen til orientering.

15.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 332/45

—

der henviser til første runde af præsidentvalget i Guinea-Bissau den 18. marts 2012 og til anden runde, der var planlagt til den 29. april 2012,

—

der henviser til FN’s Sikkerhedsråds erklæringer af 31. marts, 13. og 21. april og 8. maj 2012 og til dets resolution (2048) af 18. maj 2012,

—

der henviser til udtalelserne fra formanden for Kommissionen for Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS) af 6., 12. og 19. april 2012,

—

der henviser til erklæringerne fra næstformanden/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 12. og 14. april 2012,

—

der henviser til FN’s generalsekretærs udtalelser af 13. og 16. april 2012,

—

der henviser til Europa-Kommissionens formands udtalelse af 13. april 2012,

—

der henviser til udtalelsen fra formanden for Fællesskabet af Portugisisktalende Lande (CPLP) af 13. april 2012,

—

der henviser til resolutionerne fra det ottende og niende ekstraordinære møde i CPLP's ministerråd den 14. april og 5. maj 2012,

—

den henviser til erklæringen fra generalsekretær for Den Internationale Sammenslutning af Fransktalende Lande (OIF) af 16. april 2012,

—

der henviser til Den Afrikanske Union, AU’s freds- og sikkerhedsråds afgørelser af 17. og 24. april 2012,

—

der henviser til OIF’s permanente råds afgørelse af 18. april 2012,

—

der henviser til den fælles erklæring fra Den Afrikanske Udviklingsbankgruppe og Verdensbankgruppen af 19. april 2012,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 23. april og 3. maj 2012,

—

der henviser til slutkommunikéet fra det ekstraordinære topmøde for ECOWAS’ stats- og regeringschefer den 26. april og den 3. maj 2012,

—

der henviser til de diplomatiske, økonomiske og finansielle sanktioner, som ECOWAS indførte mod Guinea-Bissau den 29. april og 31. maj 2012,

—

der henviser til den særlige rapport fra FN’s generalsekretær af 30. april 2012,

—

der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 377/2012 af 3. maj 2012 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer, der truer freden, sikkerheden eller stabiliteten i Republikken Guinea-Bissau, og til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 458/2012 af 31. maj 2012 til gennemførelse af artikel 11, stk. 1, i forordning (EU) nr. 377/2012,

—

der henviser til erklæringen af 18. maj 2012 fra formandskabet på vegne af Den Europæiske Union,

—

der henviser til sine beslutninger af 12. marts 2009 om Guinea-Bissau (1), 10. marts 2010 om gennemførelsen af den europæiske sikkerhedsstrategi og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (2), og af 11. maj 2011 om årsrapporten 2009 fra Rådet til Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og de principielle valg inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i 2009 (3),

—

der henviser til Cotonouaftalen, navnlig artikel 1, 8, 9, 10, 11, 20 og 33,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2, og stk. 4,

A.

der henviser til, at medlemmer af de væbnede styrker den 12. april 2012 tiltvang sig magten i Guinea-Bissau og tog både den midlertidige præsident Raimundo Pereira og premierminister Carlos Gomes Júnior til fange;

B.

der henviser til, at denne illegale aktion fandt sted dagen før starten på valgkampen forud for anden runde af præsidentvalget i Guinea-Bissau;

C.

der henviser til, at den igangværende valgproces i Guinea-Bissau, hvor premierminister Gomes Júnior fik 48,7 % af stemmerne i den første runde, er blevet nationalt og internationalt anerkendt som værende troværdig;

D.

der henviser til, at militærkuppet er blevet mødt med bred fordømmelse af det internationale samfund;

E.

der henviser til, at de militære ledere og visse oppositionspartier i ECOWAS-regi har truffet aftale om at etablere et nationalt overgangsråd og en overgangsregering uden landets legitime politiske institutioners frie samtykke;

F.

der henviser til, at årtiers politiske ustabilitet i Guinea-Bissau har ført landet ud i en dyb politisk, forvaltningsmæssig og humanitær krise;

G.

der henviser til, at det militære lederskab i Guinea-Bissau gentagne gange og ganske uacceptabelt har blandet sig i landets politiske liv, og at denne indblanding har haft en særdeles skadelig virkning på processen til institutionalisering af demokratiet og indførelse af retsstatsprincippet, befolkningens sikkerhed og udviklingen af økonomien;

H.

der henviser til, at ustabiliteten i Guinea-Bissau ikke blot er til hinder for en virkningsfuld bekæmpelse af handelen med stoffer, men ligeledes er til fare for konsolideringen af freden i landet og for stabiliteten i hele Vestafrika;

I.

der henviser til, at Den Europæiske Unions planlagte samlede bevilling til Guinea-Bissau under den 10. Europæiske Udviklingsfond (2008-2013) beløber sig til 102,8 mio. EUR;

J.

der henviser til, at Guinea-Bissaus økonomi er en af de fattigste og den mest afhængige i Vestafrika, og den internationale bistand udgør 80 % af landets nationale budget;

K.

der henviser til, at den aktuelle politiske situation i landet afleder opmærksomheden fra befolkningens behov og fra den voksende humanitære krise;

L.

der henviser til, at EU's mission til støtte for en sikkerhedssektorreform (SSR) i Guinea-Bissau, som blev indledt i juni 2008 og gennemført under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, anså sit mandat for fuldført den 30. september 2010 og forlod landet;

1.

fordømmer på det kraftigste de væbnede styrkers forfatningsstridige magtovertagelse i Guinea-Bissau den 12. april 2012;

2.

tager til efterretning, at den midlertidige præsident og premierministeren blev frigivet den 27. april 2012, og at de blev tvunget til at forlade landet, og kræver, at de begge tillades i fuldt omfang at udøve deres borgerlige og politiske rettigheder;

3.

forlanger uindskrænket respekt for den fysiske integritet, hvad angår alle personer i offentlige stillinger og øvrige borgere, der befinder sig i militærrebellernes varetægt, og kræver, at de frigives betingelsesløst, og at volden, plyndringerne og truslerne bringes til ophør;

4.

fordømmer den voldelige undertrykkelse af de fredelige demonstrationer, som opfordrede til en genindførelse af retsstatsforholdene, navnlig demonstrationen der fandt sted den 25. maj 2012 i Bissau;

5.

opfordrer indtrængende alle involverede parter til øjeblikkeligt at sætte en stopper for deres voldelige og illegale handlinger og minder om hærens løfte om at efterleve Guinea-Bissaus forfatning;

6.

opfordrer det internationale samfund til at gøre al sin nødvendige indflydelse gældende og yde al den støtte, der er påkrævet for at sikre, at der foretages en grundig efterforskning af disse ulovlige handlinger, og at de ansvarlige stilles for en domstol;

7.

afviser etableringen af en selvbestaltet “militærkommando”, ”nationalt overgangsråd” og ”overgangsregering” og understreger, at det ikke anerkender selvudråbte militær- og overgangsinstitutioner, og opfordrer indtrængende det internationale samfund til at indtage samme holdning;

8.

minder om og støtter ECOWAS’ princip om ikke at tolerere for magt, der er opnået og fastholdt ved hjælp af forfatningsstridige og udemokratiske midler, og mener, at overgangsaftalen i Guinea-Bissau står i åbenbar modstrid med dette princip, er i strid med landets forfatning og giver statskuppet legitimitet;

9.

kræver øjeblikkelig genetablering af den forfatningsmæssige retsorden og retsstatsprincippet og fuld gennemførelse af den igangværende valgproces, herunder valg til den lovgivende forsamling, med henblik på at give Guinea-Bissaus befolkning mulighed for at træffe beslutning om deres fremtid gennem frie og retfærdige valg;

10.

forkaster alle forsøg udefra på at udnytte den nuværende situation og dermed underminere Guinea-Bissaus befolknings suverænitet og Guinea-Bissaus territorielle integritet og uafhængighed;

11.

kræver, at de fundamentale frihedsrettigheder fuldt ud genindføres og sikres, herunder ytrings- og pressefrihed, forsamlings- og foreningsfrihed og bevægelsesfrihed;

12.

opfordrer til konfliktløsning via politiske og fredelige midler inden for rammerne af Guinea-Bissaus legitime institutioner;

13.

opfordrer de politiske partier til at nå til enighed om en samlet reformprocedure for så vidt angår hæren, politiet, sikkerhedssektoren og retssystemet som et første skridt hen imod politisk stabilitet;

14.

tilslutter sig de nationale og internationale bestræbelser på at genoprette tilliden blandt de politiske aktører, militær- og sikkerhedsstyrkerne og civilsamfundet med henblik på at føre landet tilbage til forfatningsmæssigt normale tilstande;

15.

gentager sin overbevisning om, at Guinea-Bissau er i fare for at forblive militært ustabilt og ude af stand til at håndtere den omsiggribende korruption eller ændre sin status som et strategisk transitland for illegale stoffer, så længe landets institutioner er strukturelt svage;

16.

understreger betydningen af, at der oprettes en FN-koordineret “krise-kontaktgruppe” for Guinea-Bissau med repræsentanter fra AU, ECOWAS og CPLP, som anført i FN’s generalsekretærs særlige rapport af 30. april 2012 om situationen i Guinea-Bissau, og opfordrer til, at EU inddrages i gruppens arbejde;

17.

støtter op om EU’s vilje til at samarbejde med de vestafrikanske stater og regionale og internationale partnere, herunder FN, AU, CPLP og ECOWAS, om at etablere et virkningsfuldt partnerskab, der kan bidrage til fredsskabelse og varig stabilisering i Guinea-Bissau;

18.

glæder sig over, at ECOWAS har indført beklagelige, men nødvendige diplomatiske, økonomiske og finansielle sanktioner mod Guinea-Bissau, over at Rådet har truffet restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer, der udgør en trussel mod freden, sikkerheden og stabiliteten i Republikken Guinea-Bissau, og over at FN’s Sikkerhedsråd har indført rejseforbud mod visse enkeltpersoner;

19.

opfordrer til vedvarende og nøje overvågning af situationen i Guinea-Bissau fra alle internationale partneres side og til, at disse forholder sig parat til at gennemgå hensigtsmæssigheden af de trufne foranstaltninger, herunder af at udvide foranstaltningerne, samtidig med at de gør deres yderste for at undgå negative følger for befolkningen;

20.

tager til efterretning, at ECOWAS har besluttet at indsætte sin udrykningsstyrke til at sikre tilbagetrækningen af den angolanske mission for militærteknisk bistand (MISSANG), og at den første troppestyrke er ankommet til Guinea-Bissau;

21.

glæder sig over CPLP's forslag om at oprette en stabiliseringsstyrke for Guinea-Bissau i FN-regi og med mandat fastlagt af FN's Sikkerhedsråd, i samråd med ECOWAS, AU og EU og under indarbejdelse af erfaringerne fra MISSANG;

22.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at yde råd og assistance til støtte for de stærkt påkrævede reformer inden for forsvars- og sikkerhedssektorerne i Guinea-Bissau og til at overveje virkningsfuld støtte til en international stabiliseringsoperation i FSFP-regi;

23.

opfordrer EU, FN, AU, ECOWAS og CPLP til i fællesskab at koordinere de forskellige militærstyrker fra nabolandene, der allerede er udsendt, bl.a. fra Angola, Nigeria, Senegal og Burkina Faso;

24.

opfordrer indtrængende EU til at rette henvendelse til myndighederne i de lande, der opstiller disse militær- og sikkerhedsstyrker – som alle er AVS-partnere – for at opnå sikkerhed for, at styrkerne ikke vil blive anvendt til at understøtte de illegitime forhold, som kupmagerne har skabt, eller til at begå menneskerettighedsovertrædelser mod Guinea-Bissaus befolkning;

25.

beklager nedlæggelsen af SSR-missionen i Guinea-Bissau i 2010;

26.

opfordrer den højtstående repræsentant og Rådet til at undersøge muligheden for at udsende en ny SSR-mission til Guinea-Bissau med et styrket mandat til at bistå med at reformere sikkerheds- og forsvarssektoren, fremme kapacitetsopbygning, reformere den offentlige administration og understøtte retsstatsforholdene, så snart de legitime myndigheder atter har overtaget den fulde regeringsfunktion i Guinea-Bissau og fremsætter anmodning om en sådan mission;

27.

opfordrer atter indtrængende Rådet og den højtstående repræsentant til at overveje nye måder til at bistå Guinea-Bissaus legitime regering med at bekæmpe smugleri af stoffer og organiseret kriminalitet og dermed forhindre, at landet bliver en ny, mislykket narkostat;

28.

minder om, at smugleriet af stoffer går gennem Guinea-Bissau med det europæiske marked som mål og er forbundet med andre kriminelle netværk, der er aktive i regionen, især terrornetværkene i Sahel, herunder særligt Nigeria;

29.

slår til lyd for en styrkelse af EU's og den internationale engagement til opbygning af et demokratisk og stabilt Guinea-Bissau;

30.

henleder opmærksomheden på den humanitære situation i Guinea-Bissau, navnlig på internt fordrevne og flygtninge, på risikoen for epidemier og truslen mod fødevaresikkerheden og sundhedsplejen, og anmoder EU og det internationale samfund om straks at træffe konkrete og tilstrækkelige hjælpeforanstaltninger;

31.

anmoder Kommissionen om at fortsætte sin humanitære bistand og direkte støtte til befolkningen;

32.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, FN's og ECOWAS’ generalsekretærer, Den Afrikanske Unions institutioner, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, CPLP's sekretariat og Guinea-Bissaus regering og parlament.

15.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 332/49

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Sudan,

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2046 (2012) af 2. maj 2012 om Sudan og Sydsudan,

—

der henviser til erklæring fra EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformand i Kommissionen, Catherine Ashton, hvori hun hilser FN's Sikkerhedsråds resolution 2046 (2012) af 2. maj 2012 velkommen,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 31. januar 2011 om Sudan og til Rådets afgørelse af 23. maj 2011 (1),

—

der henviser til aftalememorandummet om ikkeangreb og samarbejde mellem Sudan og Sydsudan, som blev undertegnet den 10. februar 2012,

—

der henviser til erklæring af 28. marts 2012 og 11. april 2012 fra talsmanden for EU's højtstående repræsentant, Catherine Ashton, om de væbnede sammenstød ved grænsen mellem Sudan og Sydsudan,

—

der henviser til Den Afrikanske Unions erklæring af 17. april 2012, hvori Sudan og Sydsudan opfordres til at handle ansvarligt og tage hensyn til de indtrængende opfordringer fra Den Afrikanske Union og det internationale samfund om øjeblikkeligt at bringe den aktuelle konflikt mellem de to lande til ophør,

—

der henviser til erklæring af 16. april 2012 fra talsmanden for FN's generalsekretær om situationen i Sudan og Sydsudan, hvori der udtrykkes dyb bekymring over de fortsatte fjendtligheder mellem de to lande, herunder deres konsekvenser for uskyldige civile,

—

der henviser til erklæring af 19. april 2012 fra FN's generalsekretær Ban Ki-moon, hvori han indtrængende opfordrer Sudan og Sydsudan til at bringe fjendtlighederne til ophør og dermed undgå en tilbagevenden til en konflikt, som allerede har kostet millioner af menneskeliv over to årtier,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 23. april 2012 om Sudan og Sydsudan (3159. møde i Rådet for Udenrigsanliggender), hvori det gav udtryk for EU's dybe bekymring over den eskalerende konflikt mellem Sudan og Sydsudan,

—

der henviser til køreplanen for Sudan og Sydsudan som fastlagt i Den Afrikanske Unions Freds- og Sikkerhedsråds kommuniké af 24. april 2012, som fuldt ud støttes af EU,

—

der henviser til den samlede sudanske fredsaftale fra 2005,

—

der henviser til FN's mission i Sudan (UNMIS) og FN's midlertidige sikkerhedsstyrke i Abyei (UNISFA),

—

der henviser til erklæring om Sudan og Sydsudan fra medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, der blev vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling den 30. maj 2012,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2, og stk. 4,

A.

der henviser til, at gentagne tilfælde af vold på tværs af grænserne mellem Sudan og Sydsudan, herunder troppebevægelser, beslaglæggelse og besættelse af Heglig, støtte til stedfortrædende styrker, støtte til hinandens oprørere samt kampene mellem de sudanesiske væbnede styrker (SAF) og det sudanesiske folks befrielseshær (SPLA), har fået konflikten mellem Sudan og Sydsudan til at udvikle sig til åben konfrontation;

B.

der henviser til, at der på grund af kampene mellem Sudan og Sydsudan og de fortsatte kampe i staterne Sydkordofan og Blå Nil i Sudan er opstået en alvorlig humanitær situation;

C.

der henviser til, at den manglende enighed om økonomiske overgangsordninger mellem de to lande, herunder om udnyttelse af olien, har ført til Khartoums konfiskering af olie fra Sydsudan og til Sydsudans beslutning om at stoppe olieproduktionen, hvilket har bidraget væsentligt til den nuværende krise;

D.

der henviser til, at der den 29. juni 2011 blev indgået en aftale mellem Sudans og Sydsudans regeringer om grænsesikkerhed og en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk mekanisme, der omfatter en forpligtelse til at etablere en demilitariseret sikkerhedszone langs grænsen, og at der den 30. juli 2011 blev indgået en aftale mellem Sudans og Sydsudans regeringer om en grænseovervågningsstøttemission;

E.

der henviser til, at Sydsudan har meddelt, at landet vil foretage en omgående tilbagetrækning fra Abyei-området i overensstemmelse med aftalen af 20. juni 2011 mellem Sudan og Sydsudan;

F.