EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest

Legal status of the document This summary has been archived and will not be updated. See 'EU’s dyresundhedslov' for an updated information about the subject.

Foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2001/89/EF — foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Direktivet har som mål at indføre foranstaltninger til kontrol med og udryddelse af klassisk svinepest, der er en stærkt smitsom og dødelig sygdom hos svin, på baggrund af hurtig påvisning, isolation og slagtning.

HOVEDPUNKTER

EU-landene skal sikre, at de relevante nationale myndigheder underrettes, og undersøgelser igangsættes ved mistanke om eller konstaterede sygdomsudbrud af klassisk svinepest.

Mistanke om udbrud

Ved mistanke om udbrud skal undersøgelser iværksættes omgående. Hvis et udbrud ikke bliver afkræftet, skal bestanden sættes under officiel overvågning, og:

  • alle svin holdes isoleret og opføres som syge, døde eller under mistanke om smitte, og ingen svin må tilføres til eller forlade besætningen
  • flytning af svinekroppe, svineprodukter eller andre materialer såsom redskaber, der kan overføre smitten, fra bedriften forbydes, medmindre der foreligger tilladelse fra myndighederne
  • personer kun kan få adgang til eller forlade bedriften med skriftlig tilladelse fra myndighederne
  • der skal anvendes passende desinfektionsmidler ved indgange til og udgange fra svinestaldene og bedriften, og transportmidler desinficeres omhyggeligt, inden de forlader bedriften.

Bekræftede udbrud

Ved officielt bekræftede udbrud af klassisk svinepest i en besætning skal følgende yderligere foranstaltninger indføres:

  • Alle svin på bedriften skal omgående aflives.
  • Der skal tages prøver for at fastslå sygdomsudbruddets forløb.
  • Kroppene af døde eller aflivede svin forarbejdes under officielt tilsyn.
  • Kød fra svin, der kan være smittede, og som er blevet slagtet før indførelse af ovennævnte foranstaltninger, samt sæd, æg og embryoner herfra skal så vidt muligt spores og destrueres.
  • Stoffer og materialer, som kan være kontamineret, skal behandles eller destrueres.
  • De omfattede bygninger skal desinficeres eller behandles.

Beskyttelseszoner og overvågningszoner

  • Straks efter konstatering af et bekræftet udbrud opretter myndighederne en beskyttelseszone med en radius på mindst 3 km omkring udbruddet, som indgår i en overvågningszone med en radius på mindst 10 km, og følgende foranstaltninger er gældende:
    • Flytning af svin er forbudt med få undtagelser.
    • Transportmidler og udstyr skal rengøres, desinficeres og behandles.
    • Ingen andre husdyrarter må føres ind på eller flyttes fra en bedrift uden myndighedernes tilladelse (i overvågningszonen gælder dette de første syv dage).
    • Døde eller syge svin skal straks anmeldes.
    • Svin må tidligst flyttes ind eller ud af bedriften 30 dage (i overvågningszonen 21 dage) efter afsluttet rengøring og desinfektion, hvorefter svinene kan transporteres til slagtning eller forarbejdning.
    • Sæd, æg og embryoner skal isoleres.
    • Alle personer, der skal ind på eller forlader området, skal overholde de relevante hygiejneforanstaltninger.
  • Ved udbrud i et slagteri eller transportmiddel skal alle dyr, der kan være smittede, aflives. Ingen dyr må modtages til slagtning eller transport, før der mindst er gået 24 timer efter rengøring og desinfektion, og kroppe, slagteaffald og affald af dyr, der kan være inficeret og kontamineret, skal forarbejdes under officielt tilsyn.

Vildtlevende svin*

  • Ved et bekræftet udbrud i en bestand af vildtlevende svin skal en gruppe af eksperter i landet afgrænse det inficerede område og de relevante foranstaltninger. Svinebedrifter i området skal sættes under officielt tilsyn, og alle svin på bedrifterne skal holdes isolerede fra vildtlevende svin.
  • EU-landene skal indsende udryddelsesplaner til Europa-Kommissionen inden for 90 dage omfattende en vejledning til jægere og metoder til bortskaffelse af døde dyr. Hver sjette måned sendes en statusrapport til Kommissionen og andre EU-lande.

Vaccination

Vaccination er normalt forbudt, men landene har mulighed for at indsende en plan for nødsituationer til Kommissionen.

Beredskabsplaner

De enkelte EU-lande skal udarbejde en beredskabsplan i tilfælde af udbrud af klassisk svinepest og skal være i stand til at aktivere et funktionsdygtigt nationalt center for sygdomsbekæmpelse straks ved sygdomsudbrud.

Fodring med køkkenaffald

EU-landene skal sikre, at køkkenaffald ikke længere anvendes som svinefoder.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

  • Det trådte i kraft den 1. december 2001. EU-landene skal indarbejde det i national lovgivning inden den 31. oktober 2002.
  • Dette direktiv er ophævet ved forordning (EU) 2016/429 med virkning fra den 21. april 2021.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Vildtlevende svin: svin, der ikke avles og holdes i en besætning.

HOVEDDOKUMENT

Rådets direktiv 2001/89/EF af 23. oktober 2001 om EF-foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest (EFT L 316 af 1.12.2001, s. 5-35)

Efterfølgende ændringer af direktiv 2001/89/EF er blevet integreret i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens beslutning 2007/19/EF af 22. december 2006 om godkendelse af beredskabsplaner for bekæmpelse af klassisk svinepest i henhold til Rådets direktiv 2001/89/EF (EUT L 7 af 12.1.2007, s. 38-40)

Kommissionens beslutning 2002/106/EF af 1. februar 2002 om godkendelse af en diagnostisk manual med beskrivelse af diagnosticeringsprocedurer, prøvetagningsmetoder og kriterier for evaluering af laboratorieprøver til bekræftelse af klassisk svinepest (EFT L 39 af 9.2.2002, s. 71-88)

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 06.11.2017

Top