EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

EU’s miljøhandlingsprogram frem til 2030

EU’s miljøhandlingsprogram frem til 2030

 

RESUMÉ AF:

Afgørelse (EU) 2022/591 om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2030

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN?

Afgørelsen fastlægger et miljøhandlingsprogram (det ottende) for perioden frem til 2030 og definerer prioriterede mål samt de nødvendige forudsætninger for at virkeliggøre dem.

HOVEDPUNKTER

Det langsigtede prioriterede mål er, at europæerne senest i 2050 lever et godt liv inden for planetens grænser og i en sund økonomi, hvor intet går til spilde, vækst er regenerativ, der er opnået klimaneutralitet, og uligheder er blevet væsentligt reduceret.

Miljøhandlingsprogrammet bygger på den europæiske grønne pagt og tager sigte på at fremskynde omstillingen til en klimaneutral, ressourceeffektiv økonomi, og programmet anerkender, at menneskers trivsel og velstand afhænger af et sundt økosystem.

Seks prioriterede mål

Skabelse af de nødvendige forudsætninger for at virkeliggøre de prioriterede mål

For at virkeliggøre de prioriterede mål vil Europa-Kommissionen, Den Europæiske Unions (EU) medlemsstater, regionale og lokale myndigheder og interessenter:

  • sikre, at EU’s lovgivning og strategier for miljøet og klimaet gennemføres effektivt, hurtigt og fuldstændigt, med prioritering af håndhævelse og forbedring af retningslinjer og henstillinger
  • sikre, at sociale uligheder som følge af klima- og miljørelaterede virkninger og politikker minimeres, og at foranstaltningerne til at beskytte miljøet er retfærdige og inkluderende
  • medtage et kønsperspektiv i alle faser af den politiske beslutningsproces
  • styrke miljøpositive incitamenter og udfase skadelige subsidier, navnlig til fossile brændstoffer
  • integrere biodiversitetsindsatsen og bidrage til den overordnede ambition om at anvende 7,5 % af de årlige udgifter under den flerårige finansielle ramme 2021-2027 til biodiversitetsmål i 2024 og 10 % i begge årene 2026 og 2027
  • fremme en forsvarlig forvaltning af kemikalier og sikre en hurtig identifikation af alternativer til problematiske stoffer
  • tackle problemet med jordbundsforringelse og sikre beskyttelse og bæredygtig udnyttelse af jordbunden, herunder gennem lovgivning om jordbundssundhed senest i 2023
  • omlægge EU’s fødevaresystem, så det bidrager til at beskytte biodiversitet og dyrevelfærd og samtidig sikrer en retfærdig omstilling for berørte interessenter
  • anerkende sammenhængene mellem menneskers sundhed, dyresundhed og miljøet ved at integrere »One Health«-tilgangen i den politiske beslutningstagning
  • anvende eksisterende værktøjer og metoder og forbedre overvågningsmetoder, evalueringsværktøjer og målbare indikatorer for naturbaserede løsninger
  • mobilisere ressourcer fra offentlige og private kilder, herunder EU-budgettet, via Den Europæiske Investeringsbank og på nationalt plan
  • gøre brug af miljøafgifter, markedsbaserede instrumenter og grønne budget- og finansieringsredskaber
  • sikre, at politikker og tiltag bygger på den bedste tilgængelige videnskabelige viden og teknologi, idet vidensbasen styrkes
  • udnytte digitale teknologier og datateknologier (herunder data i realtid) til at støtte politisk beslutningstagning, idet gennemsigtighed, autenticitet og interoperabilitet sikres, og data og dokumentation gøres let tilgængelige
  • mobilisere bred støtte fra civilsamfundet ved at samarbejde med virksomheder, navnlig små og mellemstore virksomheder, arbejdsmarkedsparter, borgere, lokalsamfund og andre interessenter, og ved at fremme debat, livslang miljøuddannelse og lokalsamfundsstyrede tiltag
  • styrke samarbejdet mellem EU-institutioner om klima- og miljøpolitik
  • anvende høje standarder for gennemsigtighed, offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse på såvel EU- som medlemsstatsplan, i overensstemmelse med Århuskonventionen
  • understøtte den globale udbredelse af de prioriterede mål, navnlig ved at samarbejde med ikke-EU-lande i partnerskaber og alliancer såsom G7 og G20.

Overvågning og rapporter

  • Kommissionen overvåger, vurderer og rapporterer årligt om fremskridtene med hensyn til at nå de prioriterede mål, med støtte fra Det Europæiske Miljøagentur og Det Europæiske Kemikalieagentur. Der gennemføres en midtvejsevaluering senest den 31. marts 2024 og en fuld gennemgang senest den 31. marts 2029, hvis det er relevant efterfulgt af et forslag til det næste miljøhandlingsprogram senest den 31. december 2029.
  • Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen udveksler synspunkter årligt på baggrund af rapporterne, de tiltag, der er truffet, og eventuelle fremtidige tiltag.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN FRA?

Den trådte i kraft den 2. maj 2022.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2022/591 af 6. april 2022 om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2030 (EUT L 114 af 12.4.2022, s. 22-36).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — EU’s biodiversitetsstrategi for 2030 — Naturen skal bringes tilbage i vores liv (COM(2020) 380 final af 20.5.2020).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Den europæiske grønne pagt (COM(2019) 640 final/2 af 11.12.2019).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 401/2009 af 23. april 2009 om Det Europæiske Miljøagentur og Det Europæiske Miljøoplysnings- og Miljøovervågningsnet (kodificeret udgave) (EUT L 126 af 21.5.2009, s. 13-22).

Efterfølgende ændringer til forordning (EF) nr. 401/2009 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1-849). Tekst offentliggjort i berigtigelse (EUT L 136, 29.5.2007, s. 3-280).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 29.04.2022

Top