Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Materiel anvendt i en potentielt eksplosiv atmosfære (ATEX-direktivet)

Materiel anvendt i en potentielt eksplosiv atmosfære (ATEX-direktivet)

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2014/34/EU om harmonisering af medlemsstaternes love om materiel og sikringssystemer til anvendelse i en potentielt eksplosiv atmosfære

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

ATEX-direktivet fastlægger ensartede regler gældende for hele Den Europæiske Union (EU) om salg og ibrugtagning af materiel og sikringssystemer beregnet til anvendelse i en potentielt eksplosiv atmosfære. Det tilstræber at sikre, at produkter overholder bestemte krav for at sikre et højt niveau af beskyttelse af sundhed og sikkerhed for personer, navnlig arbejdstagere og, hvor det er relevant, husdyr og ejendom.

Det finder anvendelse på en lang række produkter, herunder materiel brugt på faste offshore olie- og gasplatforme, petrokemiske anlæg, miner, møller (luftbårne melpartikler er let antændelige) og andre områder, hvor der kan forekomme en potentielt eksplosiv atmosfære.

HOVEDPUNKTER

Direktivet definerer fabrikanters, importørers og distributørers ansvarsområder, hvad angår salg af materiel og sikringssystemer beregnet til anvendelse i potentielt eksplosive atmosfærer:

  • Alle produkter, der sælges i EU, skal være forsynet med CE-overensstemmelsesmærket for at vise, at de overholder alle væsentlige sikkerhedskrav i EU-lovgivningen.
  • For at få CE-mærket skal fabrikanten først gennemføre en sikkerheds- og overensstemmelsesvurdering og udfærdige teknisk dokumentation for produkterne.
  • Importører skal kontrollere, at fabrikanterne har gennemført overensstemmelsesvurderingen korrekt. Hvis det ikke er tilfældet, skal de underrette tilsynsmyndigheden for sikkerhed.
  • Al nødvendig dokumentation skal registreres og gemmes i ti år.
  • Dokumentation og sikkerhedsoplysninger skal være skriftlige og på et sprog, der er let forståeligt for slutbrugerne.
  • Fabrikanter og importører skal angive deres postadresse på produkterne.
  • Fabrikanter kan benytte elektroniske midler til at indsende de oplysninger til tilsynsmyndighederne med ansvar for sikkerhed, som er nødvendige for at godtgøre, at produktet er i overensstemmelse med de relevante krav.

Direktivet specificerer desuden de trin, som de nationale myndigheder, der fører tilsyn med sikkerheden, skal tage for at identificere og forebygge import af farlige produkter fra tredjelande.

Gennemførelsesretsakter

Europa-Kommissionen har beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter.

Gennemførelsesafgørelserne om offentliggørelse af listen over harmoniserede standarder for materiel og systemer til anvendelse i en potentielt eksplosiv atmosfære offentliggøres og opdateres regelmæssigt.

Ophævelse

Det reviderede og ophævede direktiv 94/9/EF med virkning fra den 20. april 2016.

HVORNÅR GÆLDER REGLERNE FRA?

Direktivet skulle være gennemført i national lovgivning den 19. april 2016. Reglerne trådte i kraft den 20. april 2016.

BAGGRUND

Direktivet opdaterer EU-lovgivningen om salg af materiel og sikringssystemer beregnet til anvendelse i potentielt eksplosive atmosfærer. Det er et led i bestræbelserne på at modernisere den europæiske lovgivning inden for en lang række industrisektorer for at forenkle reglerne, reducere de administrative byrder samt fastlægge klarere og mere sammenhængende regler.

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/34/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om materiel og sikringssystemer til anvendelse i en potentielt eksplosiv atmosfære (omarbejdning) (EUT L 96 af 29.3.2014, s. 309-356).

RELATEREDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/92/EF af 16. december 1999 om minimumsforskrifter vedrørende forbedring af sikkerhed og sundhedsbeskyttelse for arbejdstagere, der kan blive udsat for fare hidrørende fra eksplosiv atmosfære (femtende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EUT L 23 af 28.1.2000, s. 57-64).

Efterfølgende ændringer til direktiv 1999/92/EF er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 28.10.2022

Top