Med euroens indførsel den 1. januar 1999 var det nødvendigt for Den Europæiske Union (EU) at omdefinere de monetære relationer med de lande og territorier, der tidligere havde anvendt den franske frank og portugisiske escudo.
Ligeledes skulle der oprettes et nyt monetært grundlag med EU’s naboer såsom Monaco, San Marino og Vatikanstaten. Disse lande havde ikke deres egne nationale valutaer, men anvendte valutaerne i lande, der sidenhen indførte euroen.

HOVEDPUNKTER

De nye arrangementer er fastsat i de følgende aftaler:

1.
Valutakursspørgsmål
- Frankrig kunne fortsætte aftalerne med Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union, Communauté économique et monétaire de l’Afrique centrale og Comorerne. De sikrede, at CFA-francen (Communauté Financière Africaine) og den comoriske franc kunne veksles til den franske franc til en fastsat valutakurs, så længe den franske franc fortsat eksisterede.
- Portugal kunne fortsætte aftalen med Kap Verde. Den sikrede valutakursstabilitet mellem de to landes valutaer og tillod finansiel og teknisk assistance fra Portugal, så længe escudoen eksisterede.
- Frankrig og Portugal skulle underrette Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Det Økonomiske og Finansielle Udvalg om en eventuel udvikling, der kunne påvirke de monetære politikker og valutapolitikker.
2.
Monetære arrangementer
- De franske territoriale administrative enheder Saint Pierre og Miquelon, tæt på Canadas østkyst, og Mayotte i Det Indiske Ocean, hvoraf ingen er medlemmer af EU, erstatter den franske franc med euroen. De fik tilladelse til at anvende sedler og mønter i franc indtil den 30. juni 2002.
3.
Monetære relationer
- Monaco, San Marino og Vatikanstaten undertegnede monetære aftaler med EU før indførelsen af eurosedler og -mønter i 2002. De blev genforhandlet med henblik på at afhjælpe nogle mangler. De giver de tre lande tilladelse til at anvende euroen som deres officielle valuta. De:
  - må ikke udstede eurosedler eller -mønter, medmindre aftalen tillader det
  - skal overholde EU-reglerne om eurosedler og -mønter, ophavsret og ombytning af beskadigede sedler
  - skal beskytte eurosedler og -mønter mod falskmøntneri.
- Aftalen giver hvert af de tre lande tilladelse til at udstede et begrænset antal euromønter:
  - Monaco (i et omfang, der årligt svarer til 1/500 af den mængde mønter, der præges i Frankrig)
  - San Marino (til en pålydende værdi af højst 1 944 000 EUR om året)
  - Vatikanstaten (en pålydende værdi på maksimalt 1 mio. EUR).
- Andorra bad den 15. juli 2003 om en monetær aftale med EU. Den blev indgået den 30. juni 2011 og gjorde det muligt for landet at anvende euroen som officiel valuta og, fra juli 2013, udstede egne euromønter.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSERNE OG AFTALERNE FRA?

1. januar 1999 for CFA-francen, den franske franc (Saint Pierre og Miquelon og Mayotte), den comoriske franc og den kapverdiske escudo.
1. januar 2010: Vatikanstaten — denne aftale erstattede en tidligere monetær aftale, der blev indgået i 2000 mellem Det Europæiske Fællesskab, repræsenteret af Italien i forening med Kommissionen og ECB, og Vatikanstaten.
1. december 2011: Monaco — denne aftale erstattede en aftale, der blev indgået af Frankrig i 2001 i forening med Kommissionen og ECB.
1. april 2012: Andorra
1. september 2012: San Marino — denne aftale erstattede en tidligere aftale mellem Italien, på vegne af Det Europæiske Fællesskab, og San Marino.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

Euroen uden for euroområdet (Europa-Kommissionen).

HOVEDDOKUMENTER

Rådets beslutning 98/683/EF af 23. november 1998 om valutakursspørgsmål i relation til CFA-francen og den comoriske franc (EFT L 320 af 28.11.1998, s. 58-59).

Efterfølgende ændringer af afgørelse 98/683/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Rådets beslutning 98/744/EF af 21. december 1998 om valutakursspørgsmål i relation til den kapverdiske escudo (EFT L 358 af 31.12.1998, s. 111-112).

Rådets beslutning 1999/95/EF af 31. december 1998 om de monetære arrangementer i de franske territoriale administrative enheder Saint Pierre og Miquelon og Mayotte (EFT L 30 af 4.2.1999, s. 29-30).

Rådets beslutning 1996/96/EF af 31. december 1998 om Fællesskabets holdning til en aftale om de monetære relationer med Fyrstendømmet Monaco (EFT L 30 af 4.2.1999, s. 31-32).

Rådets beslutning 1999/97/EF af 31. december 1998 om Fællesskabets holdning til en aftale om de monetære relationer med Republikken San Marino (EFT L 30 af 4.2.1999, s. 33-34).

Rådets beslutning 1999/98/EF af 31. december 1998 om Fællesskabets holdning til en aftale om de monetære relationer med Vatikanstaten (EFT L 30 af 4.2.1999, s. 35-36).

Rådets beslutning 2004/548/EF af 11. maj 2004 om Fællesskabets holdning til en aftale om de monetære relationer med Fyrstendømmet Andorra (EUT L 244 af 16.7.2004, s. 47-49).

Rådets afgørelse 2004/750/EF af 21. oktober 2004 om indledning af forhandlinger om en aftale om de monetære relationer med Fyrstendømmet Andorra (EUT L 332 af 6.11.2004, s. 15).

Monetær konvention indgået mellem den europæiske union og Vatikanstaten (EUT C 28 af 4.2.2010, s. 13-18).

Se den konsoliderede udgave.

Monetær konvention mellem Den Europæiske Union og Fyrstendømmet Andorra (EUT C 369 af 17.12.2011, s. 1-13).

Se den konsoliderede udgave.

Monetær aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken San Marino (EUT C 121 af 26.4.2012, s. 5-17).

Se den konsoliderede udgave.

Monetær konvention mellem Den Europæiske Union og Fyrstendømmet Monaco (EUT C 310 af 13.10.2012, s. 1-11).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 26.08.2021

Top