4.8.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 183/18

1)

Skal artikel 7, stk. 3, i Rådets direktiv 96/62/EF af 27. september 1996 om vurdering og styring af luftkvalitet (1) fortolkes således, at en tredjemand, hvis sundhed er påvirket, har en individuel ret til at få udarbejdet en handlingsplan, selv når den pågældende uafhængigt af en handlingsplan er i stand til at hævde sin ret til beskyttelse mod sundhedsmæssig påvirkning, der skyldes overskridelse af grænseværdien for udledning af finstøvspartikel PM10, ved at anlægge sag ved domstolene med henblik på at formå myndigheden til at skride ind?

2)

Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, har da en tredjemand, der er berørt af sundhedsskadelig belastning af finstøvspartikel PM10, et krav på udarbejdelsen af en sådan handlingsplan, der fastlægger foranstaltninger, der kan iværksættes på kort sigt, hvorved det sikres, at grænseværdien for udledning af finstøvspartikel PM10 er nøje overholdt?

3)

I hvilket omfang skal, hvis det andet spørgsmål besvares benægtende, faren for overskridelse af grænseværdien formindskes og dens varighed begrænses gennem de i en handlingsplan fastlagte foranstaltninger? Kan handlingsplanen efter et trin for trin koncept begrænse sig til foranstaltninger, der ganske vist ikke garanterer overholdelsen af grænseværdien, men som på kort sigt trods alt bidrager til forbedring af luftkvaliteten?