Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2005/106/57

Sag T-30/05: Sag anlagt den 28. januar 2005 af William Prym GmbH & Co. KG og Prym Consumer GmbH & Co. KG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

EUT C 106 af 30.4.2005, pp. 25–26 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

30.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/25


Sag anlagt den 28. januar 2005 af William Prym GmbH & Co. KG og Prym Consumer GmbH & Co. KG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-30/05)

(2005/C 106/57)

Processprog: tysk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 28. januar 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af William Prym GmbH & Co. KG og Prym Consumer GmbH & Co. KG, Stolberg (Tyskland), ved Rechtsanwalt H.J. Meyer-Lindemann, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Kommissionens beslutning K(2004)4221 endelig udg. af 26. oktober 2004 i sag COMP/F-1/38.338-PO/Nåle annulleres for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

Subsidiært annulleres den bøde på 30 000 000 EUR, som sagsøgerne er blevet pålagt, mere subsidiært nedsættes denne.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Med den anfægtede beslutning har Kommissionen fastslået, at sagsøgerne og andre virksomheder i perioden fra den 10. september 1994 til den 31. december 1999 har tilsidesat artikel 81, stk. 1, EF, idet de har samordnet deres praksis og indgået en række formelt bilaterale aftaler, der tilsammen udgjorde en trepartsaftale, som havde til formål og til følge for det første at opdele det europæiske marked for hårde sy- og besætningsartikler, dvs. en opdeling på produktmarkedsniveau af markedet for håndsynings- og specialnåle på den ene side og de bredere markeder for nåle og andre markeder for hårde sy- og besætningsartikler på den anden side, og for det andet at opdele det europæiske marked for nåle, hvilket udgør en geografisk markedsopdeling af markedet for nåle.

Til støtte for deres påstande har sagsøgerne gjort tre anbringender gældende. Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til kontradiktion og begrundelsespligten. Efter sagsøgernes opfattelse har Kommissionen foretaget en utilstrækkelig vurdering af flere af sagsøgernes argumenter, og det er ikke klart, hvorfor Kommissionen har lagt til grund, at der er tale om en særlig grov overtrædelse. Begrundelsen for bødens størrelse er også rent formel, således at det ikke er muligt for sagsøgerne at gennemskue, om forhold, der taler til deres fordel, er blevet taget i betragtning. Sagsøgerne har endelig anført, at begrundelsen efterfølgende er blevet korrigeret.

Med det andet anbringende har sagsøgerne anført, at der er begået en række saglige fejl i forbindelse med anvendelsen af artikel 81, stk. 1, EF. Sagsøger 1 burde ikke have været pålagt nogen bøde, idet denne ikke hæfter for sagsøger 2's adfærd. Desuden har Kommissionen ikke taget hensyn til, at sagsøger 2 har lidt tab på de pågældende produkter, at aftalen om en geografisk markedsopdeling var en betingelse for, at en anden deltagende virksomhed kunne få adgang til markedet for nåle med øjer, og at denne aftale derfor begrænsede en konkurrence, som slet ikke ville have kunnet eksistere uden denne. Kommissionen har endvidere undervurderet denne anden virksomheds størrelse og økonomiske styrke.

Det tredje anbringende vedrører bødeudmålingen. Efter sagsøgernes opfattelse er en så høj bøde en straflignende sanktion, som ikke kan pålægges alene på grundlag af bestemmelserne i artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 (1), eftersom lovgiver selv tilstrækkeligt præcist har fastlagt det princip, som bødeudmålingen i detaljer skal følge. Under alle omstændigheder er bøden i strid med forordningens artikel 23, stk. 2, idet den udgør mere end 10 % af begge sagsøgeres samlede omsætning og er helt ude af proportioner med de økonomiske virkninger af overtrædelsen samt med de bøder, de øvrige deltagende virksomheder er blevet pålagt. Sagsøgerne er endvidere blevet stillet dårligere gennem den vilkårlige sammenlægning af sagen »Sy- og besætningsartikler: Nåle« og sagen »Sy- og besætningsartikler: Låse«. Endelig har Kommissionen forsømt at tage hensyn til forskellige formildende omstændigheder, som taler til sagsøgernes fordel, og at indrømme dem en bødenedsættelse som følge af, at de ikke har bestridt de faktiske omstændigheder.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1).


Top