Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2004/300/99

Sag T-409/04: Sag anlagt den 4. oktober 2004 af Benito Latino mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

EUT C 300 af 4.12.2004, p. 51–51 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

4.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 300/51


Sag anlagt den 4. oktober 2004 af Benito Latino mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-409/04)

(2004/C 300/99)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 4. oktober 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Benito Latino, Lauzun (Frankrig), ved avocat Juan Ramón Iturriagagoitia.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Annullation af den lægelige erklæring af 6. maj 2002, som blev meddelt den 11. november 2003 og modtaget af sagsøgeren den 15. november 2003.

Annullation af Kommissionens afgørelse af 11. november 2003, som blev modtaget den 15. november 2003, for så vidt angår anerkendelse af en vedvarende, delvis invaliditet på 5 % hos sagsøgeren og for så vidt angår det forhold, at sagsøgeren blev pålagt at afholde visse udgifter og honorarer til lægeudvalgets medlemmer.

Kommissionen tilpligtes at betale samtlige udgifter og honorarer til lægeudvalget.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren, som er forhenværende tjenestemand ved Kommissionen og som har arbejdet i Berlaymont-bygningen i Bruxelles fra 1969-1991, anmodede i 1994 om, at hans luftvejslidelse, som efter det påståede har sammenhæng med hans udsættelse for asbest, anerkendes som en erhvervssygdom. Kommissionens første afgørelse som svar på denne anmodning, hvorved sagsøgerens sygdom blev anerkendt som en erhvervssygdom og hvorved invaliditetsgraden blev fastsat til 5 %, blev annulleret af Retten i forbindelse med den af sagsøgeren anlagte sag T-300/97 (1).

Som følge af ovennævnte dom forelagde Kommissionen på ny sagen for lægeudvalget og efter lægeudvalgets vedtagelse af en ny lægelig erklæring af 6. maj 2002 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet først gjort gældende, at lægeudvalgets flertalserklæring er i strid med vedtægtens artikel 73, idet den ikke tager hensyn til mindretalserklæringen. Endvidere opfylder flertalserklæringen ikke de betingelser, der er fastsat i Rettens praksis, og indeholder modstridende og uforståelige vurderinger.

Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af artikel 3, 17 og 20 i ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemænd, af kapitel III i samme ordning og af artikel 381-383 og 387ff. i den officielle belgiske invaliditetstabel. Sagsøgeren har også anført, at lægeudvalget ikke har været objektivt samt at to af udvalgets medlemmer angiveligt har været fjendtligt indstillet over for ham. Ifølge sagsøgeren bør der af hensyn til hans ret til kontradiktion nedsættes et nyt lægeudvalg.


(1)  EFT 1998 C 41, s. 23.


Top