Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92003E002600

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2600/03 af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen. Aktiviteterne i Den Rådgivende Gruppe på Højt Plan om den interkulturelle dialog i Middelhavsområdet og Debatgruppen vedrørende Europas spirituelle og kulturelle dimension.

EUT C 70E af 20.3.2004, pp. 117–118 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

20.3.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/117


(2004/C 70 E/120)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2600/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(6. august 2003)

Om:   Aktiviteterne i Den Rådgivende Gruppe på Højt Plan om den interkulturelle dialog i Middelhavsområdet og Debatgruppen vedrørende Europas spirituelle og kulturelle dimension

Jeg henviser til det svar, Kommissionens formand, Romano Prodi, på Kommissionens vegne har givet på skriftlig forespørgsel P-2200/03 (1). Jeg kan fuldt ud tilslutte mig, at spørgsmålet om religiøse værdier for den enkelte borger er et yderst følsomt og personligt emne, samtidig med at jeg som følge heraf mener, at det bør forblive som sådan, og ikke blive et institutionelt, for slet ikke at tale om forfatningsmæssigt, spørgsmål. Det var på ingen måde min hensigt at kritisere Romano Prodis personlige handlinger eller meninger, så længe det står fast, at udtalelserne er rent personlige og ikke afspejler Kommissionens holdning.

Den Rådgivende Gruppe på Højt Plan om den interkulturelle dialog i Middelhavsområdet er oprettet af Prodis Kabinet og af Gruppen af Politiske Rådgivere (GOPA), og resultaterne af gruppens møder »vil blive offentliggjort i en rapport i efteråret 2003 sammen med en politisk erklæring«, som man håber vil blive læst i skoler og på universiteter. Debatgruppen vedrørende Europas spirituelle og kulturelle dimension er indkaldt af Romano Prodi, og resultaterne af dens drøftelser vil blive samlet i en rapport, som vil blive offentliggjort i slutningen af 2003.

Jeg har taget til efterretning, at medlemmerne af ovennævnte grupper ikke oppebærer nogen form for løn, men at Kommissionen afholder deres udgifter i forbindelse med deltagelse i møderne.

Kan Kommissionen besvare følgende spørgsmål:

Hvor store udgifter har den hidtil afholdt til tilrettelæggelse og afholdelse af møderne i Den Rådgivende Gruppe på Højt Plan, hvor store udgifter forventer den at skulle afholde til eventuelle senere møder og til offentliggørelse og distribution af rapporten, og over hvilken budgetpost vil disse udgifter blive afholdt?

Hvor store udgifter har den hidtil afholdt til tilrettelæggelse og afholdelse af møderne i Debatgruppen, hvor store udgifter forventer den at skulle afholde til eventuelle senere møder og til offentliggørelse og distribution af rapporten, og over hvilken budgetpost vil disse udgifter blive afholdt?

Vil der i ovennævnte to rapporter blive givet udtryk for kommissionsformandens rådgiveres personlige holdning eller vil de afspejle Kommissionens politiske holdning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne a Romano Prodi

(30. oktober 2003)

I sit svar på forespørgsel P-2200/03 (2) informerede Kommissionen om de to ekspertgrupper, som nævnes i forespørgslen, hvoraf den ene arbejder med den interkulturelle dialog i Middelhavsområdet, og den anden undersøger, hvilken rolle værdier spiller i den europæiske integration. Nedenstående er et svar på det ærede medlems nuværende forespørgsel om udgifterne til gruppernes arbejde:

Hvad angår Den Rådgivende Gruppe på Højt Plan om den interkulturelle dialog i Middelhavsområdet, er 75 000 EUR indtil videre blevet brugt, og yderligere 25 000 EUR vil blive brugt frem til afslutningen af gruppens aktiviteter. Tallene omfatter udgifter til udgivelse og fordeling af gruppens resultater, og bevillingerne stammer hovedsageligt fra Kommissionens driftsbudget. Arbejdet forventes at være afsluttet i december 2003.

Hvad angår Debatgruppen vedrørende Europas Spirituelle og Kulturelle Dimension, er 110 000 EUR indtil videre blevet brugt, og yderligere omkring 50 000 EUR vil blive brugt frem til afslutningen af gruppens aktiviteter, der omfatter en eventuel udgivelse af debatgruppens rapport. Bevillingerne stammer fra forskningsbudgettet og giver mulighed for at finansiere møder mellem eksperter, der støtter aktiviteterne inden for samfundsvidenskab og humaniora.

Foruden møderne for sine egne medlemmer har debatgruppen organiseret en række offentlige debatter, som har samlet kendte intellektuelle og journalister, og som har været genstand for stor presse- og mediedækning. Gruppen fremlægger en endelig rapport omkring marts 2004.

I svaret på foregående forespørgsel (P-2200/03) blev det ærede medlem henvist til websteder, hvoraf det fremgår, at gruppernes udgivelser har til hensigt at bidrage til formuleringen og udviklingen af en politik. Rapporterne afspejler ikke Kommissionens politik.


(1)  Se side 79.

(2)  Se side 79.


Top