1.

Skal artikel 6 og 7 i direktiv 93/13/EØF (1) og artikel 22, stk. 3, i direktiv 2008/48/EF (2) fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en retspraksis, hvorefter retten i en sag om udstedelse af et betalingspåbud, der kan fuldbyrdes umiddelbart, på grundlag af en egenveksel, som er blevet overdraget til en tredjemand ved endossement, ikke har mulighed for at kræve beviser for, at der består en fordring i henhold til et kausalt retsforhold, selv om retten har begrundet mistanke om, at vekslen udgør sikkerhed for en forpligtelse i henhold til en forbrugeraftale, og begrunder denne mistanke med oplysninger, der er offentligt tilgængelige i handelsregistret, og omstændigheder, som retten af egen drift har fået kendskab til, om typen af vekseltagerens erhvervsvirksomhed (som består i at yde kreditter til forbrugere), idet der skal tages hensyn til den betydelige risiko for, at skyldneren ikke gør indsigelse, samt det forhold, at retten under fuldbyrdelsesproceduren ikke har beføjelse til at prøve, om der foreligger urimelige vilkår, og om de to direktiver er overholdt?

2.

Skal artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 og artikel 17 i direktiv 2008/48/EF samt ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet fortolkes således, at disse bestemmelser og principper tillader en retspraksis, hvori det lægges til grund, at en anmodning om udstedelse af et betalingspåbud på grundlag af en egenveksel, der ved endossement er blevet overdraget til en tredjemand, som afviser at efterkomme rettens anvisninger og fremlægge den forbrugerkreditaftale, på grundlag af hvilken vekslen blev udstedt, og som ifølge rettens begrundede formodning eksisterer, udgør en tilsidesættelse af forbrugerens rettigheder, eftersom 1) denne anmodning medfører betydelige vanskeligheder ved udøvelsen af retten til forbrugerbeskyttelse, fordi det vil være vanskeligt for forbrugeren at beslutte, om vedkommende skal gøre indsigelse, idet det er vanskeligt for den pågældende at fastslå, på grundlag af hvilken aftale vedkommende skylder hvilken kreditgiver hvilket beløb, og hvor stort dette beløb er, og om den pågældendes indsigelser over for egenvekselendossataren overhovedet vil blive taget til følge i lyset af national ret, som i dette tilfælde pålægger forbrugeren hele bevisbyrden, 2) den indebærer en betydelig risiko for omgåelse af de obligatoriske krav i artikel 17 i direktiv 2008/48/EF, hvorefter forbrugeren skal underrettes om en ændring af kreditgiveren, og forbrugeren skal kunne gøre enhver indsigelse gældende over for den nye kreditgiver, og 3) den udgør en tilsidesættelse af princippet om effektiv beskyttelse af forbrugerrettighederne, idet den udsætter forbrugeren for en betydelig risiko for umiddelbar tvangsfuldbyrdelse uden ret til forsvar eller prøvelse af aftalen?

3.

Skal artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 samt ækvivalensprincippet, effektivitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet fortolkes således, at disse bestemmelser og principper tillader en retspraksis, hvorefter retten i tilfælde af en anmodning om udstedelse af et betalingspåbud, der kan fuldbyrdes umiddelbart, på grundlag af en egenveksel, der ved endossement er blevet overdraget til en tredjemand, som afviser at efterkomme rettens anvisninger og fremlægge den forbrugerkreditaftale, på grundlag af hvilken vekslen blev udstedt, og som ifølge rettens begrundede formodning eksisterer, afslår anmodningen i det hele og oplyser rekvirenten om, at vedkommende kan betale det skyldige gebyr og kan anlægge sag vedrørende samme fordring, idet alle de processuelle konsekvenser, der er gunstige for kreditoren, kan opretholdes, og retten ved behandlingen af denne sag kan tage hensyn til de krav, der blev opstillet i dom af 7. november 2019, Profi Credit Polska, C-419/18 og C-483/18, EU:C:2019:930 (3)?