–

Rettens afgørelse af 24. juni 2024, hvorved Retten tog sagsøgernes anmodning om fremskyndet procedure til følge,

–

Rettens skriftlige spørgsmål til parterne og disses besvarelser af dette spørgsmål, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 25. og den 27. september 2024,

–

sagsøgernes og Kommissionens anmodninger om fortrolighed indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 25. oktober og den 4. november 2024,

1

Sagsøgerne, Brasserie Nationale (tidligere Brasseries Funck-Bricher et Bofferding) og Munhowen SA, har med deres søgsmål, der er støttet på artikel 263 TEUF, nedlagt påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse C(2024) 1788 final af 14. marts 2024 vedtaget i henhold til artikel 22, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EUT 2004, L 24, s. 1) og til EØS-aftalens artikel 57 (herefter »den anfægtede afgørelse«), hvorved Kommissionen imødekom anmodningen fra Autorité de concurrence du Grand-Duché de Luxembourg (Luxembourgs nationale konkurrencemyndighed, herefter »ACL«) om at behandle Brasserie Nationales erhvervelse af enekontrollen over Boissons Heintz Sàrl (sag M.11485 – Brasserie Nationale mod Boissons Heintz).

2

Brasserie Nationale er et luxembourgsk selskab, der er aktivt inden for produktion af øl og mineralvand.

3

Munhowen, der er et helejet datterselskab af Brasserie Nationale, er en luxembourgsk virksomhed, der er aktiv inden for engrosdistribution af drikkevarer i Luxembourg og i naboregionerne i Frankrig og Belgien.

4

Boissons Heintz, der har hjemsted i Luxembourg, er aktiv inden for engrosdistribution af drikkevarer i Luxembourg.

5

I en pressemeddelelse af 31. januar 2024 bekendtgjorde Brasserie Nationale, at fusionen, der bestod i, at Brasserie Nationale fik enekontrol over Boissons Heintz, idet Munhowen erhvervede samtlige andele i sidstnævnte (herefter »den omhandlede fusion«), var afsluttet.

6

I mangel af relevant omsætning havde den omhandlede fusion ikke EU-dimension som omhandlet i artikel 1 i forordning nr. 139/2004 og skulle således ikke anmeldes til Kommissionen i medfør af denne forordnings artikel 4, stk. 1.

7

Eftersom der ikke fandtes en kontrolfusionsordning i Luxembourg, forelå der i denne henseende ingen anmeldelsespligt i den pågældende medlemsstat. Den omhandlede fusion krævede heller ingen anmeldelse i en anden EU-medlemsstat eller i en af de stater, som er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

8

Den 22. december 2023 kontaktede Brasserie Nationale ACL for at meddele denne myndighed, at selskabets datterselskab Munhowen havde til hensigt at erhverve Boissons Heintz.

9

Den 10. januar 2024 blev der afholdt et møde mellem sagsøgerne og ACL.

10

Fra den 17. januar 2024 afgav tredjeparter oplysninger om den omhandlede fusion til ACL.

11

Den 25. januar 2024 anmodede en af disse tredjeparter formelt ACL om at indgive en anmodning om henvisning af nævnte fusion til Kommissionen i henhold til artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 139/2004, idet den pågældende part gav ACL supplerende oplysninger om denne fusion.

12

Den 7. februar 2024 anmodede ACL i henhold til artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 139/2004 Kommissionen om at behandle den omhandlede fusion (herefter »anmodningen om henvisning«). Kommissionen modtog denne anmodning samme dag.

13

Den 8. februar 2024 underrettede Kommissionen i henhold til artikel 22, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 og artikel 6, stk. 3, i protokol nr. 24 til EØS-aftalen konkurrencemyndighederne i de øvrige medlemsstater og Tilsynsmyndigheden for Den Europæiske Frihandelsorganisation (EFTA) om anmodningen om henvisning. Ved skrivelse af samme dato underrettede Kommissionen Brasserie Nationale om anmodningen om henvisning og opfordrede selskabet til at fremsætte dets bemærkninger (herefter »underretningsskrivelsen«). Den 9. februar 2024 sendte Kommissionen nævnte skrivelse til sagsøgernes retlige repræsentanter pr. e-mail efter at have modtaget deres kontaktoplysninger.

14

Den 12. februar 2024 blev der afholdt en videokonference mellem Kommissionen og sagsøgerne.

15

Den 14. februar 2024 sendte Kommissionen en fransk oversættelse af underretningsskrivelsen til sagsøgerne.

16

Den 22. februar 2024 fremsendte Brasserie Nationale sine bemærkninger.

17

Under et telefonmøde med Kommissionen den 26. februar 2024 anmodede Brasserie Nationale om aktindsigt i anmodningen om henvisning. Samme dag sendte Kommissionen selskabet den ikke-fortrolige version af denne anmodning og bilagene hertil. Efter opfordring fra Kommissionen fremsendte Brasserie Nationale sine supplerende bemærkninger den 29. februar 2024.

18

Ved fristens udløb den 29. februar 2024 var der ingen medlemsstater eller stater, som er parter i EØS-aftalen, der havde anmodet om at slutte sig til anmodningen om henvisning.

19

Den 14. marts 2024 imødekom Kommissionen ved den anfægtede afgørelse anmodningen om henvisning. Samme dag underrettede den Brasserie Nationale herom.

20

I første række fandt Kommissionen, at anmodningen om henvisning af 7. februar 2024 var blevet fremsat inden for den frist på 15 arbejdsdage, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004. I denne henseende anførte Kommissionen, at ACL tidligst var blevet gjort bekendt med den omhandlede fusion den 17. januar 2024, dvs. på den dato, hvor ACL for første gang modtog relevante oplysninger om denne fusion og dens virkninger, der gav denne myndighed mulighed for at foretage en foreløbig vurdering af, om betingelserne for en anmodning om henvisning i medfør af nævnte forordnings artikel 22, stk. 1, første afsnit, var opfyldt (den anfægtede afgørelses punkt 20 og 28-30).

21

Hvad i anden række angår definitionen af de relevante markeder identificerede Kommissionen i overensstemmelse med sin tidligere afgørelsespraksis dels markedet for produktion og levering af øl til salgskanalen for direkte forbrug (herefter »CHR/on-trade-kanalen«) i Luxembourg, dels markedet for engrosdistribution af drikkevarer via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg. Kommissionen anførte desuden, at det ikke kunne udelukkes, at engrosdistributionen af øl via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg udgjorde et særskilt marked (den anfægtede afgørelses punkt 43, 52 og 56).

22

I tredje række fandt Kommissionen, at den omhandlede fusion kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater, eftersom den berøvede producenterne af øl og drikkevarer, der var etableret i de andre medlemsstater og ikke rådede over et distributionsnet via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg, adgangen til det luxembourgske marked (den anfægtede afgørelses punkt 63 og 69).

23

Med hensyn til faren for at påvirke konkurrencen i Luxembourg betydeligt fastslog Kommissionen i fjerde række, at der var fare for, at den omhandlede fusion ville give anledning til ikke-koordinerede virkninger som følge af horisontale overlapninger på de luxembourgske markeder for engrosdistribution af drikkevarer via CHR/on-trade-kanalen (den anfægtede afgørelses punkt 73) på den ene side og for engrosdistribution af øl via samme kanal (den anfægtede afgørelses punkt 80) på den anden side.

24

Kommissionen var endvidere af den opfattelse, at der var fare for, at den omhandlede fusion kunne udgøre en risiko for kundeafskærmning som følge af ikke-horisontale overlapninger mellem det luxembourgske marked for produktion og levering af øl via CHR/on-trade-kanalen på den ene side og de luxembourgske markeder for engrosdistribution af drikkevarer (herunder øl) via denne kanal samt det snævrere marked, der var begrænset til engrosdistribution af øl i Luxembourg via nævnte kanal på den anden side (den anfægtede afgørelses punkt 84).

25

På denne baggrund konkluderede Kommissionen, at der var fare for, at den omhandlede fusion kunne påvirke konkurrencen på upstream-markedet i det foregående led or produktion og på downstream-markederne for engrosdistribution af alle drikkevarer via samme kanal i Luxembourg betydeligt (den anfægtede afgørelses punkt 88 og 89).

26

I femte række fandt Kommissionen, idet den fremhævede sin skønsbeføjelse med hensyn til at acceptere en anmodning om henvisning, at en henvisning af den omhandlede fusion var hensigtsmæssig. Der var nemlig for det første fare for, at nævnte fusion kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater og påvirke konkurrencen i Luxembourg betydeligt (den anfægtede afgørelses punkt 91), for det andet havde Luxembourg ingen fusionskontrolordning, og denne fusion og dens virkninger ville ikke være omfattet af nogen anden fusionskontrolordning (den anfægtede afgørelses punkt 92), for det tredje havde Kommissionen gode forudsætninger for at vurdere de omhandlede markeder, henset til de værktøjer og den erfaring, den rådede over inden for sektorerne for produktion og levering af drikkevarer (den anfægtede afgørelses punkt 93), og for det fjerde blev anmodningen om henvisning indgivet blot nogle dage efter, at den pågældende fusion var blevet gennemført (den anfægtede afgørelses punkt 94).

27

Sagsøgerne har i det væsentlige nedlagt påstand om, at den anfægtede afgørelse annulleres.

28

Kommissionen, støttet af Anheuser-Busch InBev (herefter »AB InBev«) og ACL, har nedlagt følgende påstande:

29

Til støtte for deres søgsmål har sagsøgerne fremsat otte anbringender, det første om tilsidesættelse af den sprogordning, der finder anvendelse i henhold til Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 1952-1958, s. 59), det andet om manglende overholdelse af den frist på 15 arbejdsdage, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004, det tredje om tilsidesættelse af den frist, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 22, stk. 2, første afsnit, det fjerde om for sen meddelelse af den anfægtede afgørelse, det femte om tilsidesættelse af retten til forsvar samt princippet om processuel ligestilling, princippet om en fair procedure og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, det sjette om den manglende påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater, det syvende om manglende fare for en betydelig påvirkning af konkurrencen i Luxembourg og det ottende om den manglende relevans af betragtningerne om, hvorvidt henvisningen var hensigtsmæssig.

30

Der skal mindes om, at spørgsmålet om sagsøgernes repræsentation vedrører en ufravigelig procesforudsætning, og at Retten som følge heraf kan undersøge det til enhver tid af egen drift (jf. i denne retning kendelse af 5.9.2013, ClientEarth mod Rådet, C-573/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:564, præmis 20, og af 30.5.2018, PJ mod EUIPO – Erdmann & Rossi (Erdmann & Rossi), T-664/16, EU:T:2018:517, præmis 47).

31

I henhold til artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i medfør af samme statuts artikel 53 finder anvendelse på Retten, skal parter, der ikke er omhandlet i artikel 19, stk. 1 og 2, være repræsenteret af en advokat.

32

Formålet med, at en advokat skal repræsentere de parter, der ikke er omhandlet i de første to stykker i artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, er dels at undgå, at private parter fører deres egen sag uden at benytte en mellemmand, dels at garantere, at juridiske personer forsvares af repræsentanter, der er tilstrækkeligt distancerede fra de juridiske personer, som de repræsenterer (dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 61, af 24.3.2022, PJ og PC mod EUIPO, C-529/18 P og C-531/18 P, EU:C:2022:2018, præmis 63, og af 14.7.2022, Universität Bremen mod REA, C-110/21 P, EU:C:2022:555, præmis 46).

33

Opfattelsen af advokatens rolle i Unionens retsorden, som udspringer af medlemsstaternes fælles retstraditioner, og som ligger til grund for artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, er, at denne betragtes som medvirkende i retsplejen, hvorved han i fuld uafhængighed og under varetagelse af det overordnede hensyn til retsplejen skal yde den juridiske bistand, som klienten har behov for (kendelse af 3.6.2024, Trasta Komercbanka mod ECB, C-103/23 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2024:483, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

34

I den foreliggende sag har Jean-Louis Schiltz, som har underskrevet stævningen, som svar på et mundtligt spørgsmål fra Retten bekræftet i retsmødet, at han er formand for Brasserie Nationales bestyrelse, hvilket er blevet indført i protokollatet fra retsmødet. En sådan stilling er imidlertid til hinder for, at den pågældende kan repræsentere dette selskab ved Unionens retsinstanser (kendelse af 4.12.2014, ADR Center mod Kommissionen, C-259/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2417, præmis 27; jf. ligeledes i denne retning dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 65). Det samme gælder for repræsentationen af Munhowen, der er et helejet datterselskab af Brasserie Nationale (jf. præmis 3 ovenfor), og hvis interesser derfor stort set er sammenfaldende med sidstnævntes. Der foreligger således en risiko for, at denne advokats faglige vurdering i det mindste delvist er påvirket af dennes hverv som formand for Brasserie Nationales bestyrelse (jf. i denne retning og analogt dom af 6.9.2012, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej og Polen mod Kommissionen, C-422/11 P og C-423/11 P, EU:C:2012:553, præmis 25).

35

Idet Jean-Louis Schiltz ikke opfylder betingelserne i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som fortolket i retspraksis, kunne han ikke repræsentere sagsøgerne ved Retten. Denne omstændighed har imidlertid ingen indflydelse på den foreliggende tvist, eftersom sagsøgerne under hele proceduren ligeledes har været repræsenteret ved en anden advokat, der opfylder nævnte krav.

36

Sagsøgerne har anfægtet, at underretningsskrivelsen vedrørende anmodningen om henvisning var affattet på engelsk, hvilket var i strid med forordning nr. 1 og bevirkede, at proceduren fra begyndelsen var behæftet med en fejl. Ifølge sagsøgerne kan den omstændighed, at Kommissionen fra et vist tidspunkt accepterede, at proceduren blev afviklet på fransk, og at Kommissionen fremsendte en uofficiel oversættelse af nævnte underretningsskrivelse, ikke afhjælpe denne ulovlighed, men forstærker den tværtimod. Dette er så meget desto mere tilfældet, eftersom Kommissionen på ny anvendte engelsk den 14. maj 2024, da den bekræftede modtagelsen af en advokats ændrede fuldmagt. Domstolen har desuden fremhævet betydningen af spørgsmålet om, hvilket sprog der skal anvendes, i dommen af 3. september 2024, Illumina og Grail mod Kommissionen (C-611/22 P og C-625/22 P, EU:C:2024:677, præmis 209).

37

Kommissionen har heroverfor anført, at eftersom ACL havde accepteret engelsk som processprog, fandt de første kontakter med sagsøgerne sted på dette sprog. Fra videokonferencen den 12. februar 2024, hvori sagsøgerne informerede Kommissionen om deres ønske om, at der blev kommunikeret på fransk, blev henvisningsproceduren i fuldt omfang afviklet på fransk. Den 14. februar 2024 sendte Kommissionen således en fransk oversættelse af underretningsskrivelsen til sagsøgerne. Kommissionen har fremhævet, at den anfægtede afgørelse er affattet på fransk. Den er af den opfattelse, at selv hvis det kan godtgøres, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 3 i forordning nr. 1, vil en sådan ikke bevirke, at proceduren er behæftet med fejl.

38

Det skal erindres, at artikel 3 i forordning nr. 1 bestemmer, at »[d]okumenter, som en fællesskabsinstitution retter til en medlemsstat eller til en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, skal affattes på denne stats sprog«.

39

I henhold til artikel 22, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 139/2004 er Kommissionen forpligtet til at underrette medlemsstaternes kompetente myndigheder og de deltagende virksomheder om enhver anmodning modtaget i henhold til denne artikels stk. 1.

40

En sådan underretning i skriftlig form udgør en »tekst« som omhandlet i artikel 3 i forordning nr. 1. Den skal følgelig tilstilles de deltagende virksomheder på sproget i den medlemsstat, hvor den ret, hvorunder de henhører, er beliggende, også selv om konkurrencemyndigheden i den pågældende medlemsstat har frafaldet sin ret til at modtage dokumenterne i proceduren på nævnte sprog.

41

I den foreliggende sag forholder det sig imidlertid således, at den underretningsskrivelse, hvorved Kommissionen underrettede Brasserie Nationale om anmodningen om henvisning (jf. præmis 13 ovenfor), var affattet på engelsk, som ikke er det officielle sprog i Storhertugdømmet Luxembourg, hvor denne virksomhed har sit hjemsted.

42

Kommissionen overtrådte derfor artikel 3 i forordning nr. 1 ved at sende underretningsskrivelsen til Brasserie Nationale på engelsk.

43

Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at anvendelsen af det i artikel 3 i forordning nr. 1 foreskrevne sprog ikke udgør en væsentlig formforskrift som omhandlet i artikel 263, TEUF, hvis tilsidesættelse nødvendigvis påvirker lovligheden af ethvert dokument, der er tilstillet en person på et andet sprog. Det gælder i henhold til denne retspraksis, at hvis en institution til en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, fremsender et dokument, der ikke er affattet på denne stats sprog, medfører en sådan fremgangsmåde kun, at proceduren må anses for mangelfuld, hvis det har haft en skadelig virkning for vedkommende i forbindelse med den administrative procedure (dom af 9.6.2016, CEPSA mod Kommissionen, C-608/13 P, EU:C:2016:414, præmis 36).

44

Det følger heraf, at det, i modsætning til det, som sagsøgerne har gjort gældende, kun er, hvis anvendelsen af engelsk i underretningsskrivelsen har haft skadelige virkninger for sagsøgerne, at lovligheden af fremsendelsen af denne skrivelse og derfor af den administrative procedure kan anfægtes (jf. i denne retning dom af 9.6.2016, CEPSA mod Kommissionen, C-608/13 P, EU:C:2016:414, præmis 37).

45

Hvad angår disse skadelige virkninger har sagsøgerne i retsmødet blot hævdet, at den skade, de led, bestod i, at de, selv om små og mellemstore virksomheder (SMV) ikke arbejder på engelsk, blev udsat for en procedure, der blev afviklet på dette sprog, hvilket indebar, at fristerne i artikel 22 i forordning nr. 139/2004 ikke blev overholdt.

46

Fra det tidspunkt, hvor sagsøgerne meddelte Kommissionen, at de ønskede at kommunikere på fransk, blev dette ønske imødekommet i næsten hele den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Navnlig blev videokonferencen den 12. februar 2024, hvis formål var at underrette sagsøgerne om anmodningen om henvisning, afholdt på fransk. Den 14. februar 2024, dvs. mindre end en uge efter fremsendelsen af underretningsskrivelsen og 15 dage før udløbet af fristen i artikel 22, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 139/2004, fremsendte Kommissionen en fransk oversættelse af denne skrivelse til sagsøgerne (jf. præmis 15 ovenfor). Endvidere fremsatte Brasserie Nationale den 22. og den 29. februar 2024 sine bemærkninger på fransk, hvilket gav selskabet mulighed for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure. Den eneste undtagelse i denne henseende var bekræftelsen af modtagelsen af 14. maj 2024, som var affattet på engelsk, men som i sagens natur ikke indeholdt væsentlige oplysninger.

47

På denne baggrund har sagsøgerne ikke godtgjort, at de som følge af Kommissionens anvendelse under den administrative procedure af et andet sprog end dem i den medlemsstat, hvor den ret, hvorunder de henhører, er beliggende, i den foreliggende sag har lidt skade som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 43 og 44 ovenfor.

48

Den omstændighed, at underretningsskrivelsen og bekræftelsen af modtagelsen af 14. maj 2024 var affattet på engelsk, kan derfor ikke begrunde en annullation af den anfægtede afgørelse.

49

Det følger heraf, at det første anbringende skal forkastes.

50

Sagsøgerne har gjort gældende, at anmodningen om henvisning ikke blev fremsat inden for den frist på 15 arbejdsdage regnet fra bekendtgørelsen af den omhandlede fusion i strid med artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004. De har i det væsentlige gjort gældende, for det første, at begrebet »gjort bekendt med« blev fortolket for bredt af Kommissionen og ACL, for det andet, at sidstnævnte myndighed rådede over tilstrækkelige oplysninger om den omhandlede fusion før den i den anfægtede afgørelse anførte dato, for det tredje, at Kommissionen ikke med rimelig omhu undersøgte, om den pågældende myndighed havde overholdt denne frist, og, for det fjerde, at accepten af anmodningen om henvisning krænkede princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af retssikkerhedsprincippet og var i strid med EU-lovgivers hensigt.

51

Kommissionen, AB InBev og ACL har bestridt disse argumenter.

52

I artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 bestemmes, at »[e]n [...] anmodning [om henvisning] fremsættes senest 15 arbejdsdage efter den dato, hvor fusionen blev anmeldt, eller, hvis den ikke er anmeldelsespligtig, efter den dato, hvor den pågældende medlemsstat på anden vis blev gjort bekendt med den«.

53

Artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 fastsætter således den dato, hvor den fusion, der er genstand for anmodningen om henvisning, blev anmeldt, eller, hvis den ikke er anmeldelsespligtig, den dato, hvor den pågældende medlemsstat på anden vis blev »gjort bekendt med« denne fusion, som begyndelsestidspunkt for fristen på 15 arbejdsdage.

54

Det bemærkes, at eftersom der ikke fandtes en kontrolfusionsordning i Luxembourg, var den omhandlede fusion ikke anmeldelsespligtig i denne medlemsstat. Begyndelsestidspunktet for fristen på 15 arbejdsdage er i den foreliggende sag følgelig den dato, hvor den pågældende medlemsstat blev gjort bekendt med den omhandlede fusion.

55

Sagsøgerne har anført, at ordlyden af artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004, når der ikke foreligger anmeldelsespligt, kun kræver, at den pågældende medlemsstat bliver »gjort bekendt med« fusionen og ikke, at den bliver »underrettet«, og heller ikke kræver, at der afgives yderligere eller supplerende oplysninger. Kommissionens og ACL’s brede fortolkning af begrebet »gjort bekendt med« indebærer reelt, at den nationale konkurrencemyndighed indrømmes ret til at forholde sig passivt.

56

Sagsøgerne har navnlig anfægtet den fortolkning, hvorefter det er en forudsætning for, at den berørte medlemsstat er blevet »gjort bekendt med« en fusion som omhandlet i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004, at der aktivt fremsendes relevante oplysninger, som gør det muligt for den nationale konkurrencemyndighed at foretage en foreløbig vurdering af, om betingelserne for en anmodning om henvisning er opfyldt. Efter deres opfattelse indebærer denne fortolkning, at selv om der ikke er anmeldelsespligt i den pågældende medlemsstat, skal de deltagende virksomheder af forsigtighedshensyn altid tage et aktivt skridt for at gøre det muligt for den nationale myndighed at foretage denne foreløbige vurdering. Sagsøgerne er af den opfattelse, at dette kan sidestilles med en anmeldelsespligt, der er mere vidtgående end kravene i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004. Det påhviler nævnte myndighed at foretage en indledende vurdering. Når myndigheden får meddelelse om en fusion, kan den ikke forblive inaktiv og afvente, at parterne sender den alle nødvendige og nyttige oplysninger.

57

Kommissionen, AB InBev og ACL har anfægtet denne argumentation.

58

Med henblik på fortolkningen af begrebet »gjort bekendt med« som omhandlet i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 skal der i overensstemmelse med fast retspraksis foretages en ordlydsfortolkning, en fortolkning ud fra den lovgivningsmæssige sammenhæng, en formålsfortolkning og en historisk fortolkning af artikel 22, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 139/2004 (jf. dom af 25.6.2020, A m.fl. (Vindmøller i Aalter og Nevele), C-24/19,EU:C:2020:503, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis). I denne forbindelse skal der tages hensyn til den omstændighed, at de EU-retlige bestemmelser er affattet på flere forskellige sprog, og at alle sprogversionerne er autentiske, hvilket kan gøre det nødvendigt at foretage en sammenligning af disse versioner (jf. i denne retning dom af 26.1.2021, Hessischer Rundfunk, C-422/19 og C-423/19, EU:C:2021:63, præmis 65, og af 14.7.2016, Letland mod Kommissionen, T-661/14, EU:T:2016:412, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

59

Hvad i første række angår ordlydsfortolkningen er de forskellige sprogversioner af artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 ikke overensstemmende. Mens det nemlig fremgår af ordlyden af den tyske, den engelske, den kroatiske, den spanske, den franske, den ungarske, den italienske, den nederlandske og den portugisiske version af denne bestemmelse, at det forhold, at medlemsstaten »blev gjort bekendt med« fusionen, skal bestå i en »handling«, herunder en »fremsendelse«, lader den bulgarske version af denne bestemmelse forstå, at et hvilket som helst kendskab til den pågældende fusion er tilstrækkeligt. Denne uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner betyder, at artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 skal fortolkes på baggrund af sammenhængen for og formålet med den lovgivning, som bestemmelsen indgår i (jf. i denne retning dom af 28.4.2016, Borealis Polyolefine m.fl., C-191/14, C-192/14, C-295/14, C-389/14 og C-391/14 – C-393/14, EU:C:2016:311, præmis 90, og af 26.1.2021, Hessischer Rundfunk, C-422/19 og C-423/19, EU:C:2021:63, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

60

Hvad i anden række angår den historiske fortolkning skal det erindres, at anvendelsen af udtrykket »på anden vis blev gjort bekendt med den« i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 var nødvendig for at gøre det muligt for medlemsstater, der ikke har national lovgivning på området for kontrol med fusioner, at anmode Kommissionen om at kontrollere fusioner, der kan have negative virkninger på deres område, når disse fusioner ligeledes påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne (dom af 3.9.2024, Illumina og Grail mod Kommissionen, C-611/22 P og C-625/22 P, EU:C:2024:677, præmis 164).

61

Ud over denne historiske perspektivering gør nævnte fortolkning det heller ikke muligt at afklare ordlyden af artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004. For det første svarer udtrykket i den franske sprogversion »communiquée à l’État membre«, som anvendtes i artikel 22, stk. 4, i den oprindelige version af Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EFT 1989, L 395, s. 1), til substantivet »communication« i den franske version af artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004. For det andet var udtrykket »den eller de medlemsstater […] blev underrettet«, som ved Rådets forordning (EU) nr. 1310/97 af 22. juli 2013 om ændring af forordning nr. 4064/89 (EFT 1997, L 180, s. 1) blev indført i artikel 22, stk. 4, i forordning nr. 4064/89, lige så upræcist og tvetydigt som udtrykket »den pågældende medlemsstat på anden vis blev gjort bekendt med«, der er anvendt i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004. Kommissionens meddelelse om henvisning af fusioner (EUT 2005, C 56, s. 2, herefter »meddelelsen om henvisning«), hvori fodnote 43 indeholder en fortolkning af begrebet »gjort bekendt med«, som sagsøgerne har anfægtet, er i øvrigt ikke relevant med henblik på en historisk fortolkning, eftersom denne meddelelse blev vedtaget efter vedtagelsen af forordning nr. 139/2004 og derfor ikke kunne tages i betragtning af EU-lovgiver (jf. i denne retning dom af 3.9.2024, Illumina og Grail mod Kommissionen, C-611/22 P og C-625/22 P, EU:C:2024:677, præmis 144).

62

Hvad i tredje række angår den kontekstuelle fortolkning bemærkes, at det første sætningsled i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 indeholder en henvisning til »anmodningen [om henvisning]«. Denne bestemmelse skal således læses i lyset af artikel 22, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 139/2004, der fastsætter de betingelser, hvorunder en sådan anmodning kan fremsættes. Dette indebærer, at det forhold, at den pågældende medlemsstat »[er] blev[et] gjort bekendt med« en fusion, skal give denne medlemsstat mulighed for at foretage en foreløbig vurdering af nævnte betingelser og vurdere muligheden for at fremsætte en anmodning om henvisning. Den omstændighed, at anmeldelsen af fusionen og det forhold, at den pågældende medlemsstat »[er] blev[et] gjort bekendt med« denne, udgør alternative muligheder, der i henhold til artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 har de samme retlige konsekvenser, nemlig at fristen på 15 arbejdsdage udløses (jf. præmis 53 ovenfor), bekræfter denne fortolkning. Det samme gælder for de andre henvisningsmekanismer i artikel 4, stk. 4 og 5, og i artikel 9 i forordning nr. 139/2004, ifølge hvilke de respektive frister begynder at løbe, når der enten fremsendes en kopi af anmeldelsen eller en begrundet erklæring, og der således sker en aktiv videresendelse af oplysninger, som giver mulighed for at vurdere betingelserne for anvendelse af disse mekanismer. Nævnte fortolkning bekræftes ligeledes dels af den omstændighed, at begyndelsestidspunktet for de 15 arbejdsdage for fremsættelse af en anmodning om tilslutning ligeledes afhænger af, at der aktivt fremsendes oplysninger til de kompetente myndigheder i medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 22, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004, dels af den omstændighed, at EU’s ordning for kontrol med fusioner generelt er baseret på princippet om aktiv fremsendelse af relevante oplysninger, som det bl.a. fremgår af artikel 4, stk. 1 og 2, og artikel 10, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 139/2004.

63

Henset til disse elementer skal det forhold, at en medlemsstat er blevet »gjort bekendt med [fusionen]« som omhandlet i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004, bestå i en aktiv fremsendelse af relevante oplysninger til den kompetente myndighed i den berørte medlemsstat, der skal give denne mulighed for at foretage en foreløbig vurdering af de betingelser, der er fastsat i dette stykkes første afsnit.

64

I fjerde række bekræftes denne fortolkning ligeledes af formålsfortolkningen af artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004.

65

Det fremgår nemlig af 11. og 14. betragtning til denne forordning, at henvisningen af fusioner bør ske på en effektiv måde, hvilket udelukker, at nævnte forordnings artikel 22, stk. 1, andet afsnit, fortolkes således, at de kompetente myndigheder i medlemsstaterne har pligt til aktivt at søge oplysninger om fusioner, der eventuelt skal behandles i medfør af denne mekanisme. Det ville ligeledes skade målet om effektivitet, såfremt nævnte myndigheder for at overholde fristen på 15 arbejdsdage var tvunget til at fremsætte en anmodning om henvisning af fusioner af forsigtighedshensyn, selv om det ikke var sikkert, at betingelserne i samme forordnings artikel 22, stk. 1, første afsnit, var opfyldt. Den i præmis 63 ovenfor anførte fortolkning tager således hensyn til, at lovgiver ønskede at sikre en kontrol med fusioner inden for frister, der både er forenelige med kravene til god forvaltning og erhvervslivet (jf. dom af 3.9.2024, Illumina og Grail mod Kommissionen (C-611/22 P og C-625/22 P, EU:C:2024:677, præmis 204 og den deri nævnte retspraksis).

66

I femte række gælder fortolkningen i præmis 63 ovenfor ligeledes i lyset af retssikkerhedsprincippet, som sagsøgerne har påberåbt sig, og som kræver, at en lovgivning giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der derved pålægges dem, og at disse sidstnævnte ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter (jf. dom af 1.7.2014, Ålands Vindkraft, C-573/12, EU:C:2014:2037, præmis 127 og 128 og den deri nævnte retspraksis).

67

Denne fortolkning sikrer nemlig, at begyndelsestidspunktet for fristen i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 er klart defineret. Ved at fremsende de oplysninger til de kompetente myndigheder, som gør det muligt for dem at foretage en foreløbig vurdering af, om betingelserne i nævnte stykkes første afsnit er opfyldt, kan fusionsparterne være sikre på, at denne frist udløses, og at indgivelsen af en anmodning om henvisning ikke længere er mulig efter udløbet heraf. Det er således sikret, at nævnte frist ikke afhænger af uforudsigelige og usikre omstændigheder, såsom de offentligt tilgængelige oplysninger om en given fusion.

68

I modsætning til sagsøgernes opfattelse har de nationale myndigheder, der ikke er ophavsmænd til, men adressater for den meddelelse, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004, ikke kontrol over fristen i henhold til denne bestemmelse. Til gengæld kan fusionspartnerne gennem en meddelelse, der opfylder de i præmis 63 ovenfor anførte krav, udløse denne frist. Såfremt disse myndigheder ikke overholder nævnte frist, kan de pågældende parter påberåbe sig denne omstændighed i forbindelse med deres bemærkninger til anmodningen om henvisning over for Kommissionen og, såfremt sidstnævnte accepterer nævnte anmodning, for Unionens retsinstanser inden for rammerne af et annullationssøgsmål til prøvelse af den afgørelse, hvorved den pågældende anmodning blev accepteret. Nævnte myndigheder kan derfor ikke fastsætte begyndelsestidspunktet for fristen skønsmæssigt, men er underlagt objektive kriterier, der er undergivet domstolsprøvelse.

69

Heraf følger i overensstemmelse med fortolkningen i præmis 63 ovenfor, at det forhold, at en medlemsstat er blevet »gjort bekendt med [fusionen]« som omhandlet i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004, med hensyn til formen skal bestå i en aktiv fremsendelse af relevante oplysninger til den kompetente myndighed i den berørte medlemsstat og med hensyn til indholdet skal bestå af oplysninger, der er tilstrækkelige til, at denne myndighed kan foretage en foreløbig vurdering af de betingelser, der er fastsat i dette stykkes første afsnit.

70

Som Kommissionen med rette har gjort gældende, begynder den frist på 15 arbejdsdage, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004, at løbe fra det tidspunkt, hvor alle disse oplysninger er blevet fremsendt. I denne sammenhæng er det uden betydning, om nævnte oplysninger er blevet fremsendt af de deltagende virksomheder, af tredjeparter eller af enhver anden kilde.

71

I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, kan oplysninger om fusionens blotte eksistens således ikke udløse nævnte frist, eftersom det blotte kendskab til en fusion ikke gør det muligt for en medlemsstat at foretage en foreløbig vurdering af betingelserne for anvendelse af artikel 22, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 139/2004.

72

For så vidt som sagsøgerne, idet de har kritiseret en angivelig ret til passivitet, har krævet positive skridt fra de berørte kompetente myndigheders side fra det tidspunkt, hvor disse er blevet underrettet om fusionens eksistens, har de desuden, som det fremgår af præmis 62 ovenfor, henvist til et element, der ligger uden for den generelle EU-ordning for kontrol med fusioner, og navnlig henvisningsmekanismerne heri, i henhold til hvilke hverken Kommissionen eller medlemsstaternes konkurrencemyndigheder har pligt til aktivt at søge oplysninger om fusioner, der eventuelt skal behandles i medfør af denne mekanisme. En sådan fortolkning er som følge af sin betydelige administrative byrde ligeledes i strid med det i præmis 65 ovenfor anførte mål om effektivitet og fratager endvidere henvisningsmekanismen i artikel 22 i forordning nr. 139/2004 sin effektive virkning.

73

Endelig skal sagsøgernes argument, hvorefter fortolkningen af artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004, som anført i præmis 63 ovenfor, kan sidestilles med en anmeldelsespligt, forkastes.

74

I modsætning til det, der er bestemt i artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 139/2004 med hensyn til en undladt anmeldelse, straffes det nemlig ikke, når en medlemsstat ikke er blevet gjort bekendt med en fusion. Som Kommissionen har anført, foreligger der desuden ikke noget formkrav med hensyn til, hvordan dette skal ske. Det kan f.eks. ske i form af et simpelt notat, der blot indeholder en kort angivelse af de elementer, der gør det muligt at undersøge de i artikel 22, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 139/2004 nævnte betingelser, såsom den pågældende fusion, parterne i denne fusion, de berørte markeder, indvirkningen på samhandelen mellem medlemsstater og indvirkningen på konkurrencen på den berørte medlemsstats område.

75

Det forhold, at en medlemsstat skal gøres bekendt med en fusion, kan således hverken efter sin form, sit indhold eller sit formål sidestilles med en anmeldelsespligt, der i overensstemmelse med artikel 4 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/914 af 20. april 2023 om gennemførelse af forordning nr. 139/2004 og ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 802/2004 (EUT 2023, L 119, s. 22) kræver afgivelse af fuldstændige oplysninger, som anført i CO-formularen og den forenklede CO-formular, der findes i bilag I og II til nævnte forordning, for at give Kommissionen mulighed for at foretage en endelig vurdering af fusionens forenelighed med det indre marked.

76

Udtrykket »på anden vis blev gjort bekendt med den« i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 tager i øvrigt hovedsageligt sigte på fusioner, der kan have negative virkninger på området i en medlemsstat, der ikke har national lovgivning på området for kontrol med fusioner (jf. i denne retning dom af 3.9.2024, Illumina og Grail mod Kommissionen, C-611/22 P og C-625/22 P, EU:C:2024:677, præmis 164), hvilket på nuværende tidspunkt alene er tilfældet for Storhertugdømmet Luxembourgs vedkommende. Det må derfor konstateres, at dette udtryks anvendelsesområde fortsat er begrænset.

77

Sagsøgerne er af den opfattelse, at ACL rådede over tilstrækkelige oplysninger før den 17. januar 2024, den i den anfægtede afgørelse anførte dato. De har gjort gældende, at ACL faktisk allerede den 10. januar 2024 rådede over oplysninger om nævnte fusion og var i stand til at foretage en foreløbig vurdering.

78

For det første var denne fusion nemlig uhyre enkel. For det andet havde ACL dels undersøgt supermarkeds- og dagligvaresektoren i Luxembourg fra 2015, sektoren for bryggerier og udskænkningsvirksomheder fra 2017 og fra 2019 forholdet mellem bryggerierne og de erhvervsdrivende i hotel- og restaurationssektoren (herefter »Horeca«) specifikt med henblik på sagsøgerne og et datterselskab af AB InBev, dels modtaget mange relevante oplysninger fra sagsøgerne og fra andre aktører i forbindelse med de undersøgelser, der var blevet foretaget fra 2015. Disse oplysninger gjorde det muligt for den pågældende myndighed at foretage en foreløbig vurdering af den omhandlede fusion i begyndelsen af 2024. For det tredje har ACL erkendt at være blevet gjort bekendt med nævnte fusion allerede den 22. december 2023. For det fjerde blev der offentliggjort presseartikler den 9. januar 2024. For det femte meddelte Brasserie Nationale på et møde med ACL den 10. januar 2024 sidstnævnte, at selskabets datterselskab Munhowen var i færd med at erhverve Boissons Heintz.

79

Sagsøgerne har præciseret, at ACL på dette møde blev gjort bekendt med, at den omhandlede fusion ville være afsluttet i slutningen af januar 2024. De har kritiseret det forhold, at denne myndighed stort set ikke stillede spørgsmålet om nævnte fusion og ikke tilkendegav noget om en konkret opfølgning, men blot svarede, at den ville »forblive i kontakt med« Munhowens advokater. Eftersom nævnte myndighed ikke reagerede, iværksatte fusionspartnerne tre uger senere, dvs. den 31. januar 2024, gennemførelsen af denne fusion med overdragelse af selskabsandelene og betaling af prisen. Ifølge sagsøgerne havde det været enkelt, hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet og effektivitetsprincippet, hvis ACL havde kontaktet Munhowens advokater mellem den 10. og den 30. januar 2024 med henblik på at fortsætte drøftelserne eller forklare, at der var et problem.

80

ACL forholdt sig passiv og foretog hverken et positivt skridt eller fremsatte nogen anmodning med henblik på at indhente supplerende oplysninger i forhold til dem, som myndigheden allerede var i besiddelse af, men afventede, at tredjeparter kom med tilkendegivelser. Ifølge sagsøgerne fremgår det af ACL’s oplysninger, at det var et initiativ fra en virksomhed, der konkurrerer med Brasserie Nationale, der var afgørende for anmodningen om henvisning. ACL lod således fristen på 15 arbejdsdage, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004, udløbe uden at reagere.

81

Kommissionen, AB InBev og ACL har anfægtet denne argumentation.

82

I første række fremgår det af punkt 22 i den anfægtede afgørelse og af punkt 16 i anmodningen om henvisning, at Brasserie Nationale den 22. december 2023 og dernæst den 10. januar 2024 meddelte ACL, at selskabets datterselskab, Munhowen, havde til hensigt at erhverve Boissons Heintz. Sagsøgerne har imidlertid ikke godtgjort, at de oplysninger, som Brasserie Nationale på disse datoer sendte til ACL, om den omhandlede fusions eksistens, i overensstemmelse med fortolkningen i præmis 69 ovenfor indeholdt tilstrækkelige elementer til at foretage en foreløbig vurdering af, om betingelserne for at indgive en anmodning om henvisning i henhold til artikel 22, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 139/2004 var opfyldt. Tværtimod fremgår det af referatet af mødet den 10. januar 2024, der er fremlagt i bilag B.8 til Kommissionens svarskrift, at sagsøgernes repræsentant ikke gav nærmere oplysninger om den omhandlede fusion, og at ACL tilkendegav over for ham, at myndigheden ikke rådede over tilstrækkelige elementer til at kunne tage stilling til en anmodning om henvisning i henhold til artikel 22 i forordning nr. 139/2004 og ej heller til anvendelsen af artikel 102 TEUF.

83

I anden række har sagsøgerne heller ikke godtgjort, at ACL før den 17. januar 2024 fra tredjeparter eller fra enhver anden kilde modtog oplysninger, der gjorde det muligt at foretage en foreløbig vurdering af de betingelser, der skulle være opfyldt for at indgive en anmodning om henvisning i henhold til artikel 22, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 139/2004. Sagsøgernes argumentation hviler snarere på den fejlagtige forudsætning, at det påhvilede ACL at foretage undersøgelser med henblik på at råde over de oplysninger, der var nødvendige for at foretage en sådan foreløbig vurdering. Som anført i præmis 71 og 72 ovenfor var dette ikke tilfældet.

84

Eftersom ACL alene var blevet oplyst om fusionens eksistens og ikke var forpligtet til aktivt at søge efter oplysninger om den omhandlede fusion og de deltagende virksomheder, kan sagsøgerne ikke foreholde denne myndighed, at den ikke foretog »positive skridt«. Under disse omstændigheder er de af sagsøgerne påberåbte presseartikler og de angiveligt simple omstændigheder ved nævnte fusion uden betydning.

85

Selv om ACL’s rapporter vedrørende sektorundersøgelserne inden for supermarkeds- og dagligvaresektoren og inden for sektoren for bryggerier og udskænkningsvirksomheder ganske vist kunne være nyttige med henblik på vurderingen af visse mulige virkninger af den omhandlede fusion på konkurrencen i Luxembourg, bemærkes i øvrigt, at disse rapporter for det første var fra 2019 og dermed havde begrænset aktualitet og for det andet ikke dækkede alle de relevante markeder, således som det er anført i præmis 21 ovenfor, herunder navnlig markedet for engrosdistribution af drikkevarer via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg. Dette sidstnævnte marked var imidlertid særlig relevant for en foreløbig analyse af nævnte fusion, eftersom Munhowen og Boissons Heintz begge er aktive inden for engrosdistribution af drikkevarer i Luxembourg (jf. præmis 3 og 4 ovenfor). Tilsvarende var de oplysninger, som ACL havde indhentet i forbindelse med andre undersøgelser, der var blevet foretaget fra 2015, såsom oplysningerne vedrørende forholdene mellem bryggerierne og Horeca-virksomhederne i Luxembourg, ikke fuldstændig ajour og vedrørte kun i begrænset omfang dette marked. For så vidt som nævnte sektorundersøgelser og andre undersøgelser ikke vedrørte denne fusion, kunne de under alle omstændigheder ikke være tilstrækkelige med henblik på en foreløbig analyse af de betingelser, der skulle være opfyldt for at indgive en anmodning om henvisning i henhold til artikel 22, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 139/2004, uden at der blev indhentet yderligere oplysninger.

86

I mangel af bevis for en aktiv fremsendelse af alle oplysninger, der var relevante for en foreløbig vurdering af betingelserne i artikel 22, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 139/2004, før den 17. januar 2024 kan det derfor ikke foreholdes Kommissionen, at den i den anfægtede afgørelses punkt 28 anvendte denne dato som begyndelsestidspunkt for fristen på 15 arbejdsdage som fastsat i dette stykkes andet afsnit.

87

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen accepterede anmodningen om henvisning uden med rimelig omhu at have undersøgt, om ACL havde overholdt fristen på 15 arbejdsdage, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004.

88

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

89

Det skal bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 20-30 undersøgte, om anmodningen om henvisning var blevet fremsat inden for den frist på 15 arbejdsdage, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004.

90

Nærmere bestemt tog Kommissionen hensyn til Brasserie Nationales bemærkninger (den anfægtede afgørelses punkt 23) og undersøgte, om der forelå beviser for, at sidstnævnte den 10. januar 2024 havde fremsendt relevante og tilstrækkelige oplysninger til ACL, der gav denne myndighed mulighed for at foretage en foreløbig vurdering af de betingelser, der skulle være opfyldt for at indgive en anmodning om henvisning i henhold til artikel 22, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 139/2004 (den anfægtede afgørelses punkt 24). Kommissionen kommunikerede ligeledes med denne myndighed om de oplysninger, der var modtaget fra parterne i den omhandlede fusion. Den fastslog, at sagsøgerne ikke havde givet konkrete oplysninger, der gjorde det muligt at vurdere den omhandlede fusion og dens virkninger på Luxembourgs område (den anfægtede afgørelses punkt 25 og fodnote 23). Kommissionen anførte, at sådanne oplysninger var blevet givet af tredjeparter den 17. og den 25. januar 2024 (den anfægtede afgørelses punkt 27). På grundlag heraf konkluderede den, at ACL tidligst var blevet gjort bekendt med denne fusion den17. januar 2024 (den anfægtede afgørelses punkt 28), hvorfor anmodningen om henvisning af 7. februar 2024 var blevet fremsat inden for den frist på 15 arbejdsdage, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 (den anfægtede afgørelses punkt 29).

91

Derfor og under alle omstændigheder undersøgte Kommissionen, i modsætning til hvad sagsøgerne har hævdet, faktisk, om ACL havde fremsat anmodningen om henvisning inden for den frist på 15 arbejdsdage, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004, uden at det var nødvendigt at fastlægge den nøjagtige dato for, hvornår fristen begyndte at løbe.

92

Ifølge sagsøgerne gjorde accepten af anmodningen om henvisning indgreb i princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet og var i strid med EU-lovgivers ønske om hurtighed, idet denne har fastsat en kort frist for fremsættelse af en anmodning om henvisning. Henvisningen rejste efterfølgende tvivl om den omhandlede fusions gyldighed. I henhold til dommen af 3. september 2024, Illumina og Grail mod Kommissionen (C-611/22 P og C-625/22 P, EU:C:2024:677, præmis 206 og 207) skal enhver fortolkning af artikel 22 i forordning nr. 139/2004 være i overensstemmelse med effektivitetsprincippet, princippet om forudsigelighed og retssikkerhedsprincippet, og den manglende overholdelse af fristen i denne bestemmelse krænker effektivitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet.

93

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

94

Indledningsvis skal det bemærkes, at artikel 22 i forordning nr. 139/2004, som det følger af artiklens stk. 4, første afsnit, tillader, at en fusion henvises til Kommissionen efter gennemførelsen heraf. Når der ikke er tale om en ugyldighedsindsigelse mod nævnte bestemmelse, kan sagsøgerne ikke foreholde Kommissionen, at den anvendte bestemmelsen på den omhandlede fusion, med den begrundelse, at fusionen allerede var gennemført og ikke længere kunne anfægtes i medfør af national ret.

95

For så vidt som sagsøgerne har påberåbt sig retssikkerhedsprincippet og EU-lovgivers ønske, fremgår det af præmis 65-68 og 72 ovenfor, at den fortolkning, der er anlagt i den anfægtede afgørelse og i præmis 69 ovenfor, dels gælder i lyset af nævnte princip og i lyset af formålet om effektivitet og den effektive virkning af artikel 22 i forordning nr. 139/2004, dels sikrer en kontrol med fusioner inden for frister, der både er forenelige med kravene til god forvaltning og erhvervslivet.

96

Hvad angår beskyttelsen af den berettigede forventning er det tilstrækkeligt at erindre om, at for at det kan fastslås, at der er sket en tilsidesættelse af dette princip, skal en EU-institution ved at afgive præcise løfter til en borger have givet anledning til berettigede forventninger hos denne. Sådanne løfter skal, uanset under hvilken form de er afgivet, være præcise, ubetingede og samstemmende (jf. dom af 16.9.2021, FVE Holýšov I m.fl. mod Kommissionen, C-850/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:740, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). Sagsøgerne har imidlertid ikke godtgjort, at der foreligger nogen form for løfte, som Kommissionen har afgivet over for disse. Kommissionens accept af anmodningen om henvisning i den anfægtede afgørelse kunne derfor ikke krænke nævnte princip.

97

Argumenterne om den angivelige tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet samt om EU-lovgivers ønske og efterfølgende kontrol af gyldigheden af den omhandlede fusion, skal derfor forkastes.

98

På baggrund af ovenstående betragtninger skal det andet anbringende forkastes i det hele.

99

Sagsøgerne er af den opfattelse, at den omstændighed, at de deltagende virksomheder først blev underrettet om anmodningen om henvisning på fransk den 14. februar 2024, og at denne anmodning først blev fremsendt til dem den 26. februar 2024, udgør en tilsidesættelse af artikel 22, stk. 2, i forordning nr. 139/2004. De mener, at underretningen om nævnte anmodning burde have fundet sted den 7. februar 2024 eller dagen efter. Det var kun underretningen på fransk om anmodningen om henvisning, der var en hensigtsmæssig og gyldig meddelelse.

100

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

101

Det bemærkes, at artikel 22, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 139/2004 fastsætter, at »Kommissionen underretter omgående medlemsstaternes kompetente myndigheder og de deltagende virksomheder om enhver anmodning [om henvisning] modtaget i henhold til [nævnte artikels] stk. 1«.

102

For at forstå den nøjagtige rækkevidde af denne forpligtelse skal der foretages en undersøgelse af indholdet og formen af den underretning, som Kommissionen skal sende til medlemsstaternes kompetente myndigheder og de deltagende virksomheder, samt af kravet om, at denne underretning skal finde sted »omgående«.

103

Hvad for det første angår indholdet af underretningen skal der tages hensyn til den sammenhæng, hvori denne forpligtelse indgår, ved at analysere forbindelsen mellem det første og det andet afsnit i artikel 22, stk. 2, i forordning nr. 139/2004. I dette andet afsnit bestemmes, at »[e]nhver anden medlemsstat har ret til at slutte sig til den oprindelige anmodning inden for en frist på 15 arbejdsdage efter at være blevet underrettet af Kommissionen om den oprindelige anmodning«. Underretningen i henhold til nævnte stykkes første afsnit tager derfor sigte på at give andre medlemsstaters kompetente myndigheder mulighed for at fremsætte en anmodning om tilslutning. Med henblik på en sådan anmodning skal disse myndigheder, ligesom den anmodende medlemsstat på grundlag af en underretning i medfør af denne forordnings artikel 22, stk. 1, andet afsnit (jf. præmis 69 ovenfor), være i stand til at foretage en foreløbig vurdering af betingelserne for anvendelsen af nævnte forordnings artikel 22, stk. 1, første afsnit, hvortil de, i lighed med den anmodende medlemsstats myndigheder, har en frist på 15 arbejdsdage. Heraf følger, at den underretning, der er nævnt i samme forordnings artikel 22, stk. 2, første afsnit, skal indeholde alle de væsentlige elementer i anmodningen om henvisning for at give de andre medlemsstaters kompetente myndigheder mulighed for at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at fremsætte en anmodning om tilslutning.

104

Eftersom artikel 22, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 139/2004 placerer de »deltagende virksomheder« på samme niveau som de »[andre] medlemsstater[...]s kompetente myndigheder«, skal Kommissionen fremsende de samme oplysninger til disse virksomheder for at give dem mulighed for at fremsætte deres bemærkninger.

105

Hvad for det andet angår formen af underretningen om en anmodning om henvisning bemærkes, at artikel 22, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 139/2004 ikke fastsætter nogen særlige formelle krav til en sådan underretning. Som Kommissionen har gjort gældende, kræver denne bestemmelse således ikke, at Kommissionen fremsender en kopi af anmodningen om henvisning til de nationale myndigheder eller til de deltagende virksomheder, selv om en sådan fremsendelse kan give den mulighed for at opfylde sin underretningspligt i medfør af denne bestemmelse.

106

Hvad for det tredje angår det tidsmæssige krav i artikel 22, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 139/2004 betyder udtrykket »omgående«»straks«, »hurtigt« og »uden ophold« (dom af 28.9.2022, Grieger mod Kommissionen, T-517/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:588, præmis 39).

107

I det foreliggende tilfælde sendte Kommissionen underretningsskrivelsen til Brasserie Nationale den 8. februar 2024, dvs. dagen efter modtagelsen af anmodningen om henvisning af 7. februar 2024 (jf. præmis 12 og 13 ovenfor). Denne skrivelse, der er fremlagt som bilag A.6 til stævningen, indeholder et resumé af grundene til, at ACL fandt, at den omhandlede fusion påvirkede samhandelen mellem medlemsstater, og at der var fare for, at den kunne påvirke konkurrencen på Luxembourgs område betydeligt, og derfor opfyldte betingelserne for at anvende artikel 22, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 139/2004.

108

Der er tale om en underretning, der er afsendt omgående efter anmodningen om henvisning, der både med hensyn til form og indhold opfylder kravene i artikel 22, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 139/2004 som beskrevet i præmis 103-106 ovenfor.

109

Som anført af Kommissionen er det således uden betydning, at anmodningen om henvisning, som det ikke er nødvendigt at fremsende for at opfylde disse krav (jf. præmis 105 ovenfor), først blev sendt til Brasserie Nationale den 26. februar 2024. Det er heller ikke nødvendigt at undersøge, om videokonferencen den 12. februar 2024 (jf. præmis 14 ovenfor) sammen med henvendelserne den 8. og den 9. februar 2024 (jf. præmis 13 ovenfor) kan opfylde nævnte krav.

110

Underretningsskrivelsen var ganske vist affattet på engelsk, hvilket udgør en tilsidesættelse af artikel 3 i forordning nr. 1 (jf. præmis 39-42 ovenfor). Ifølge den retspraksis, der er anført i præmis 43 og 44 ovenfor, er det dog kun, hvis anvendelsen af engelsk i underretningsskrivelsen har haft skadelige virkninger for sagsøgerne, at lovligheden af fremsendelsen af denne skrivelse og derfor af den administrative procedure kan anfægtes. Som det fremgår af præmis 45-47 ovenfor, har sagsøgerne imidlertid ikke godtgjort, at denne anvendelse af engelsk har skadet dem i forbindelse med den administrative procedure.

111

Følgelig skal det tredje anbringende forkastes.

112

Sagsøgerne har gjort gældende, at meddelelsen af den anfægtede afgørelse til Brasserie Nationale skete for sent.

113

Dette opfyldte for det første ikke ønsket om hurtighed, der følger af artikel 22 i forordning nr. 139/2004, hvorefter en meddelelse skal være nyttig med henblik på at give de deltagende virksomheder mulighed for at tage stilling og handle. For det andet var denne meddelelse, der fandt sted næsten en måned efter den sidste mulige dato for en vedtagelse af den anfægtede afgørelse, i strid med denne bestemmelse, navnlig dennes stk. 3, hvori der fastsættes frister på henholdsvis 15 og 10 arbejdsdage. Ifølge sagsøgerne kunne Kommissionen ikke forlænge disse frister med yderligere 20 arbejdsdage ved at meddele den anfægtede afgørelse for sent.

114

Kommissionen er ikke enig i dette synspunkt.

115

I første række bemærkes, at artikel 22, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 fastsætter, at »Kommissionen underretter samtlige medlemsstater og de deltagende virksomheder om sin beslutning [om anmodningen om henvisning]«. I denne bestemmelse fastsættes endvidere, at »[d]en kan kræve anmeldelse i overensstemmelse med [nævnte forordnings] artikel 4«.

116

Henset til denne bestemmelse var Kommissionen, som den med rette har gjort gældende, alene forpligtet til at underrette parterne i den omhandlede fusion om vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Ifølge punkt 79 i meddelelsen om henvisning, hvorved Kommissionen har pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sit skøn (jf. dom af 16.2.2017, H&R ChemPharm mod Kommissionen, C-95/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:125, præmis 57), vil denne underretning »ske i et brev rettet til de deltagende virksomheder«.

117

I det foreliggende tilfælde underrettede Kommissionen sagsøgerne om den anfægtede afgørelse ved skrivelse af 14. marts 2024, dvs. på dagen for vedtagelsen (jf. også præmis 19 ovenfor). Henset til denne umiddelbare underretning overholdt Kommissionen sin forpligtelse i henhold til artikel 22, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004.

118

I anden række bemærkes, at den anfægtede afgørelse er rettet til ACL, og at sagsøgerne ikke er adressater for denne afgørelse.

119

Årsagen hertil er, at henvisningsproceduren i henhold til artikel 22 i forordning nr. 139/2004 er en procedure mellem medlemsstaterne og Kommissionen. I modsætning til de henvisningsmekanismer, der er fastsat i den pågældende forordnings artikel 4, stk. 4 og 5, er det nemlig medlemsstaterne og ikke de deltagende virksomheder, der ved at fremsende en anmodning om henvisning i henhold til denne forordnings artikel 22, stk. 1, udløser nævnte procedure, som, såfremt denne anmodning accepteres, afsluttes med en afgørelse i medfør af nævnte artikels stk. 3, hvilket indebærer, at kompetencen til at behandle den fusion, der er genstand for anmodningen, overdrages til Kommissionen.

120

I denne henseende skal det præciseres, at udtrykket anmodning fra en »medlemsstat« i artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 139/2004 ikke er begrænset til kun at omfatte anmodninger hidrørende fra en regering eller fra et ministerium, men at det også omfatter anmodninger fra en national konkurrencemyndighed (jf. i denne retning dom af 15.12.1999, Kesko mod Kommissionen, T-22/97, EU:T:1999:327, præmis 86).

121

I henhold til artikel 297, stk. 2, tredje afsnit, TEUF meddeles afgørelser, der angiver, hvem de er rettet til, dem, de er rettet til, og får virkning ved denne meddelelse.

122

I betragtning af at den anfægtede afgørelse alene var rettet til ACL og ikke til parterne i den omhandlede fusion, var Kommissionen derfor ikke forpligtet til at underrette sidstnævnte om den anfægtede afgørelse.

123

Eftersom sagsøgerne straks blev underrettet om vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og ikke var adressater for denne afgørelse, kan de ikke hævde, at Kommissionen var forpligtet til at give dem meddelelse om nævnte afgørelse før den 12. april 2024.

124

Følgelig skal det fjerde anbringende forkastes.

125

Sagsøgerne er af den opfattelse, at elementer, der er gjort gældende inden for rammerne af det første til det fjerde anbringende ligeledes udgør en tilsidesættelse af retten til forsvar, princippet om processuel ligestilling, princippet om en fair procedure og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Med henvisning til generaladvokat Emilious forslag til afgørelse Illumina og Grail mod Kommissionen (C-611/22 P og C-625/22 P, EU:C:2024:264, punkt 210) har de navnlig gjort gældende, at ACL fra den 10. januar 2024, kunne og burde have hørt dem på ny, navnlig efter at de på det møde, der fandt sted på denne dato, havde erklæret, at de stod til rådighed for fremtidige drøftelser. Desuden havde ACL mellem den 10. og den 31. januar 2024 kunnet forhindre gennemførelsen af den omhandlede fusion eller advare Brasserie Nationale.

126

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

127

Indledningsvis bemærkes, at de klagepunkter, hvorved sagsøgerne har foreholdt ACL, at myndigheden ikke kontaktede dem eller hørte dem på ny, og at den ikke forhindrede gennemførelsen af den omhandlede fusion inden indgivelsen af anmodningen om henvisning, er rettet mod ACL’s adfærd i forbindelse med vedtagelsen af denne anmodning og ikke mod Kommissionens adfærd.

128

I henhold til traktatens artikel 263 TEUF har Unionens retsinstanser ikke kompetence til at træffe afgørelse om lovmæssigheden af en retsakt udstedt af en national myndighed (dom af 3.12.1992, Oleificio Borelli mod Kommissionen, C-97/91, EU:C:1992:491, præmis 9, og af 15.12.1999, Kesko mod Kommissionen, T-22/97, EU:T:1999:327, præmis 83).

129

Det skal ligeledes erindres, at når Kommissionen får forelagt en anmodning om henvisning i henhold til artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 139/2004, påhviler det den alene at undersøge, om denne anmodning umiddelbart er en anmodning om henvisning i denne bestemmelses forstand (jf. i denne retning dom af 15.12.1999, Kesko mod Kommissionen, T-22/97, EU:T:1999:327, præmis 84). Kommissionen skal derfor holde sig til den anmodning om henvisning, der hidrører fra en medlemsstat, og det tilkommer ikke Kommissionen at undersøge, om denne anmodning er udfærdiget i overensstemmelse med de gældende processuelle rettigheder, hvis tilsidesættelse skal indbringes for de nationale domstole.

130

På denne baggrund kan ulovligheder, som ACL måtte have begået i den procedure, der førte til vedtagelsen af anmodningen om henvisning, ikke påvirke lovligheden af den anfægtede afgørelse. Sagsøgernes argumentation er følgelig irrelevant for så vidt den angår sådanne ulovligheder.

131

Det bemærkes desuden, i lighed med Kommissionen, at artikel 22 i forordning nr. 139/2004 ikke forpligtede ACL til hverken af høre eller underrette sagsøgerne før indgivelsen af anmodningen om henvisning, og at en sådan forpligtelse heller ikke fremgår af generaladvokat Emilious forslag til afgørelse Illumina og Grail mod Kommissionen (C-611/22 P og C-625/22 P, EU:C:2024:264, præmis 210), som sagsøgerne har påberåbt sig.

132

Eftersom de deltagende virksomheder skal underrettes i henhold til artikel 22, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 139/2004 om en anmodning om henvisning i medfør af denne artikels stk. 1, har de til gengæld ret til at blive hørt under den administrative procedure, der fører til vedtagelse af en afgørelse vedrørende nævnte anmodning i henhold til nævnte forordnings artikel 22, stk. 3, første afsnit.

133

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at Brasserie Nationale blev underrettet om anmodningen om henvisning den 8. februar 2024 (jf. præmis 13 ovenfor), og at selskabet fremsatte sine bemærkninger den 22. og den 29. februar 2024 (jf. præmis 16 og 17 ovenfor). Brasserie Nationale var dermed underrettet før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, der fandt sted den 14. marts 2024, og havde flere gange lejlighed til at tilkendegive sit synspunkt i løbet af den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af nævnte afgørelse.

134

Hvad angår klagepunktet om, at ACL havde kunnet forhindre gennemførelsen af den omhandlede fusion, skal det erindres, at dette klagepunkt ikke er relevant (jf. præmis 127-129 ovenfor). Hvis det imidlertid skal forstås således, at sagsøgerne dermed har gjort gældende, at ACL burde have fremsat anmodningen om henvisning tidligere for i overensstemmelse med artikel 22, stk. 4, i forordning nr. 139/2004 at udløse den udsættelsesforpligtelse, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 7, er det tilstrækkeligt at bemærke, at fristen på 15 arbejdsdagen i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 tidligst begyndte at løbe fra den 17. januar 2024, og at ACL derfor havde ret til at indgive denne anmodning den 7. februar 2024 (jf. præmis 86 ovenfor).

135

Hvad angår princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning fremgår det af præmis 96 ovenfor, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at Kommissionen gav dem præcise løfter, der gav dem anledning til begrundede forventninger. For så vidt angår ACL’s erklæringer kan de under alle omstændigheder ikke påvirke lovligheden af den anfægtede afgørelse (jf. præmis 129 ovenfor).

136

Med hensyn til de andre klagepunkter har sagsøgerne ikke forklaret, på hvilken måde de argumenter, der er fremført i forbindelse med det første til det fjerde anbringende er relevante for det femte anbringende. Henset til disse vage og uunderbyggede påstande skal disse klagepunkter derfor forkastes.

137

Sagsøgerne har således ikke godtgjort en tilsidesættelse af princippet om retten til forsvar, princippet om processuel ligestilling, princippet om en fair procedure eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

138

Det femte anbringende skal følgelig forkastes.

139

Sagsøgerne har foreholdt Kommissionen, at den undlod at undersøge, om påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstater kunne være en følge af den omhandlede fusion. Kommissionen lagde udelukkende konkurrencesituationen »ex ante« til grund og ikke denne fusions potentielt skadelige virkninger. Ifølge retspraksis skal analysen af disse virkninger være plausibel og baseret på, hvilke økonomiske konsekvenser det er mest sandsynligt, at fusionen vil få. En analyse af denne årsagsforbindelse er også et krav ifølge Kommissionens vejledning om anvendelsen af den henvisningsmekanisme, som er fastlagt i [...] artikel 22 [i forordning nr. 139/2004], på visse kategorier af sager (EUT 2021, C 113, s. 1, herefter »vejledningen vedrørende artikel 22«).

140

Hvad særligt angår den anfægtede afgørelses punkt 58-61 har sagsøgerne navnlig kritiseret, at det ikke kan kræves, at en fusion fører til en forbedring af en utilfredsstillende konkurrencesituation. Den anfægtede afgørelses punkt 60 er ikke relevant, eftersom der heri blot var anført en aktuel statistik, uden at der blev draget nogen konsekvens heraf. Hvad angår den anfægtede afgørelses punkt 62 er sagsøgerne dels af den opfattelse, at importandelen blot viser, at det geografiske marked, der skal tages i betragtning, er »Grande Region« (Luxembourg og grænseområderne), dels at Kommissionen ikke begrundede sit udsagn om, at den omhandlede fusionerede enheds markedsandel blev for høj. De har foreholdt Kommissionen, at den ikke i den anfægtede afgørelse ikke sondrede mellem fortid og fremtid. I den anfægtede afgørelses punkt 64-66 blev den høje andel af importerede varer gentaget, uden at der blev draget konsekvenser heraf. Udsagnet i den anfægtede afgørelses punkt 67, ifølge hvilket de internationale producenter var særdeles afhængige af engrosdistributørernes netværk og lokale aktiver med henblik på at nå ud til hvert enkelt salgssted i CHR/[on]-trade-kanalen i Luxembourg, er ikke korrekt og blev modsagt. Kommissionen besvarede ikke Brasserie Nationales argument om, at der ikke fandtes nogen barriere for de internationale producenters adgang til det lokale Horeca-marked i Luxembourg. Ifølge sagsøgerne bekræftes dette af den omstændighed, at AB InBev efter gennemførelsen af nævnte fusion har kunnet opsige kommercielle aftaler, der bandt selskabet til Boissons Heintz, og uden vanskeligheder har fundet effektive adgangsmuligheder til dette marked. Kommissionen, som længe havde beskæftiget sig med distributionen af drikkevarer og øl, havde pligt til at besvare de argumenter, som de deltagende virksomheder fremførte. Endelig har sagsøgerne anført, at den anfægtede afgørelses punkt 68 og 69 alene vedrører den eksisterende konkurrencesituation.

141

Som svar på Rettens spørgsmål af 6. september 2024 har sagsøgerne gjort gældende, at dommen af 3. september 2024, Illumina og Grail mod Kommissionen (C-611/22 P og C-625/22 P, EU:C:2024:677), viser, at en fusion skal have en EU-dimension for at falde ind under anvendelsesområdet for artikel 22 i forordning nr. 139/2004.

142

Kommissionen og AB InBev har bestridt sagsøgernes argumenter.

143

Indledningsvis bemærkes, at for at en eller flere medlemsstater kan henvise en fusion til Kommissionen, og sidstnævnte kan acceptere at behandle fusionen, skal to materielle betingelser være opfyldt. I henhold til artikel 22, stk. 1 og 3, i forordning nr. 139/2004 skal den pågældende fusion nemlig dels »påvirke[...] samhandelen mellem medlemsstater«, dels skal der være »fare for, at den vil påvirke konkurrencen betydeligt i den eller de medlemsstater, der har fremsat anmodningen [om henvisning]«.

144

I modsætning til hvad sagsøgerne har anført, skal en fusion til gengæld ikke have EU-dimension for at falde ind under denne bestemmelses anvendelsesområde. I henhold til artikel 22, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 139/2004 kan »enhver fusion som defineret i [denne forordnings] artikel 3, der ikke har [EU-]dimension som omhandlet i nævnte forordnings artikel 1« nemlig være genstand for en anmodning om henvisning.

145

Hvad angår den første materielle betingelse i præmis 143 ovenfor, som Kommissionen anvendte i den anfægtede afgørelse, og som er genstand for det første anbringende, skal denne betingelse fortolkes på en måde, der falder i tråd med fortolkningen af den samme betingelse i artikel 101 TEUF og 102 TEUF (dom af 15.12.1999, Kesko mod Kommissionen, T-22/97, EU:T:1999:327, præmis 106).

146

Som det er anført i punkt 43 i meddelelsen om henvisning og som ligeledes anført i punkt 14 i vejledningen vedrørende artikel 22, der blev tilbagekaldt ved Kommissionens meddelelse af 2. december 2024 (JO C, C/2024/7190, s. 1) efter dommen af 3. september 2024, Illumina og Grail mod Kommissionen (C-611/22 P og C-625/22 P, EU:C:2024:677), opfylder en fusion betingelsen om at påvirke samhandelen mellem medlemsstater, når den må antages at kunne påvirke samhandelsmønstrene mellem medlemsstater mærkbart.

147

Ifølge retspraksis er Kommissionen, henset til arten af den kontrol med fusioner, som er indført ved forordning nr. 139/2004, forpligtet til at udarbejde et overslag over den pågældende fusions virkninger og dermed for så vidt angår forordningens artikel 22 over den fremtidige påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 15.12.1999, Kesko mod Kommissionen, T-22/97, EU:T:1999:327, præmis 107).

148

For at kunne påvirke handelen mellem medlemsstater skal en fusion nærmere bestemt gøre det muligt på grundlag af en række objektive retlige eller faktiske omstændigheder med en tilstrækkelig grad af sikkerhed at forudse, at den kan udøve direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse på handelsstrømmene mellem medlemsstaterne på en måde, som kan skade virkeliggørelsen af formålene med et fælles marked mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 15.12.1999, Kesko mod Kommissionen, T-22/97, EU:T:1999:327, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

149

Ifølge retspraksis påvirker en fusion bl.a. samhandelen mellem medlemsstaterne, når den gør det vanskeligere for producenter eller forhandlere fra andre medlemsstater at virke i eller få adgang til det nationale marked, eller når den forhindrer konkurrenter fra andre medlemsstater i at vinde indpas på det relevante marked. Når en virksomhed, der har en dominerende stilling, spærrer konkurrenterne adgangen til markedet, er det uden betydning, om der er tale om en adfærd, der kun udfolder sig på én medlemsstats område, når adfærden dog kan indvirke på handelsstrømmene og konkurrencen på det fælles marked (jf. i denne retning dom af 15.12.1999, Kesko mod Kommissionen, T-22/97, EU:T:1999:327, præmis 104 og 105 og den deri nævnte retspraksis).

150

Som led i udøvelsen af denne forudgående kontrol med fusioner råder Kommissionen over et skøn, når den foretager økonomiske vurderinger med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 139/2004, eftersom den foretager økonomiske fremtidsanalyser med henblik på at fastlægge sandsynligheden for bestemte udviklinger på det relevante marked inden for et forudsigeligt tidsrum (jf. i denne retning dom af 13.7.2023, Kommissionen mod CK Telecoms UK Investments, C-376/20 P, EU:C:2023:561, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

151

Denne fremtidsanalyse, der er nødvendig på området for fusionskontrol, henhører under den skønsmargen, som Kommissionen råder over, når den foretager økonomiske vurderinger med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 139/2004, hvilket begrunder, at denne kontrol er begrænset til en undersøgelse af, om de faktiske omstændigheder er korrekt gengivet, og af, om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn (jf. i denne retning dom af 13.7.2023, Kommissionen mod CK Telecoms UK Investments, C-376/20 P, EU:C:2023:561, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis). Det tilkommer navnlig ikke Retten at erstatte Kommissionens økonomiske vurdering med sin egen (jf. dom af 23.5.2019, KPN mod Kommissionen, T-370/17, EU:T:2019:354, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis).

152

Hvad angår den analyse, der er fastsat i artikel 22, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, bemærkes, at udtrykket »hvis den vurderer«, som findes i denne bestemmelse, men som endnu ikke fandtes i artikel 22, stk. 3, i forordning nr. 4064/89, ligeledes viser, at Kommissionen råder over en skønsmargen i forbindelse med nævnte analyse, som den skal foretage inden for en begrænset frist på ti arbejdsdage på grundlag af de foreliggende oplysninger. For det første fastsættes det nemlig i artikel 22, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, at Kommissionen, såfremt den ikke træffer en beslutning inden for denne frist, anses for at have besluttet at acceptere henvisningen. Eftersom Kommissionen for det andet ikke er forpligtet til at søge efter oplysninger om den omhandlede fusion (jf. præmis 72 ovenfor), skal Kommissionen hovedsageligt basere sin analyse på de tilgængelige elementer, dvs. på oplysningerne i anmodningen om henvisning, der på sin side er baseret på en foreløbig vurdering foretaget af den anmodende medlemsstat (jf. præmis 69 ovenfor), og i givet fald i andre medlemsstaters anmodninger om tilslutning i henhold til artikel 22, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004 samt i de bemærkninger, der eventuelt er fremsat af de deltagende virksomheder.

153

Det er på baggrund af disse betragtninger, at sagsøgernes argumenter skal undersøges og det skal efterprøves, om de har godtgjort, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med analysen af betingelsen vedrørende påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstater som omhandlet i artikel 22, stk. 1 og 3, i forordning nr. 139/2004.

154

Hvad i første række angår argumenterne om, at der angiveligt ikke blev foretaget en fremtidsanalyse af de fremtidige virkninger af den omhandlede fusion på samhandelen mellem medlemsstater, bemærkes, at Kommissionen, efter at den i den anfægtede afgørelses punkt 57-62 havde redegjort for ACL’s konstateringer og Brasserie Nationales bemærkninger vedrørende betingelsen om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater som omhandlet i artikel 22, stk. 1 og 3, i forordning nr. 139/2004, foretog sin egen undersøgelse af denne betingelse.

155

Indledningsvis undersøgte Kommissionen de relevante markeders struktur og kendetegn. For det første fandt den i den anfægtede afgørelses punkt 64, idet den tog hensyn til de af ACL fremsendte oplysninger, at importen fra andre medlemsstater udgjorde en væsentlig del af engrosdistributionen af drikkevarer, der blev solgt i Luxembourg, navnlig via CHR/on-trade-kanalen og for øls vedkommende. For det andet anførte Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 65 og 66, at betydningen af importen via denne kanal, i al fald for øls vedkommende, ligeledes fremgik af, at parterne i den omhandlede fusion distribuerede internationale og europæiske ølmærker i Luxembourg. Dernæst analyserede Kommissionen nævnte parters markedsstyrke. Den anførte i den anfægtede afgørelses punkt 67, at disse parters samlede markedsandel på markedet for engrosdistribution af drikkevarer via nævnte kanal udgjorde ca. 80% og specifikt med hensyn til engrosdistributionen af øl via samme kanal lå over 70%. Den tilføjede, ligeledes i den anfægtede afgørelses punkt 67, at Brasserie Nationale var vertikalt integreret på upstream-markedet med hensyn til produktion og levering af øl i et sådant omfang, at selskabet havde en markedsandel på ca. 40-50%. Heraf udledte Kommissionen, stadig i den anfægtede afgørelses punkt 67, at den deraf følgende markedsstyrke på det vertikalt forbundne marked kunne skabe afskærmningsproblemer, navnlig med hensyn til adgangen for drikkevareproducenter, der var etableret uden for Luxembourg, ikke havde distributionskapacitet i denne medlemsstat og var afhængige af distributørernes netværk og lokale aktiver. Endelig konkluderede Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 63 og 69, at den omhandlede fusion kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater, eftersom den berøvede de producenter af drikkevarer, navnlig øl, der var etableret i de andre medlemsstater og ikke rådede over et distributionsnet via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg, adgangen til det luxembourgske marked.

156

Heraf følger, at Kommissionen udarbejdede et overslag over de potentielle fremtidige virkninger af den omhandlede fusion på samhandelen mellem medlemsstater i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 147 og 148 ovenfor. Disse virkninger understreges med udtrykket »kan skabe« og ordet »kan«, som de er anvendt i den anfægtede afgørelses punkt 67 og 69. De vedrørte, som det er anført i nævnte punkter, afskærmningsproblemer, navnlig med hensyn til adgangen til det luxembourgske marked, der er kendetegnet ved betydningen af importen, og ved drikkevareproducenter fra andre medlemsstater uden kapacitet til distribution via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg, og var en følge af den store samlede markedsstyrke, som parterne i den omhandlede fusion havde på markedet for engrosdistribution af drikkevarer via denne kanal, samt deres vertikale integration inden for produktion og levering af øl.

157

I anden række skal de argumenter undersøges, hvormed sagsøgerne har forsøgt at rejse tvivl om rigtigheden af Kommissionens analyse vedrørende påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstater, således som den er beskrevet i præmis 155 ovenfor.

158

For det første bemærkes, at Kommissionen, i modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, i den anfægtede afgørelses punkt 58-61 ikke krævede, at den omhandlede fusion skulle forbedre konkurrencesituationen »ex ante«, men blot redegjorde for ACL’s konstateringer angående de relevante markeders struktur og kendetegn.

159

Selv om sagsøgerne har foreholdt Kommissionen, at den ikke drog nogen konsekvenser af den høje importandel, der er nævnt i den anfægtede afgørelses punkt 64-66, skal det for det andet bemærkes, at der implicit, men nødvendigvis, blev taget hensyn til denne omstændighed, der vedrører strukturen på og kendetegnene ved markedet for engrosdistribution af drikkevarer via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg, samt til den markedsstyrke, som parterne i den omhandlede fusion havde på dette marked, og til deres vertikale integration, i forbindelse med konstateringen i den anfægtede afgørelses punkt 67 af problemer med afskærmning af adgangen til nævnte marked for de drikkevareproducenter fra andre medlemsstater, der ikke råder over kapacitet til distribution via denne kanal. Der blev ligeledes taget hensyn til denne omstændighed i forbindelse med Kommissionens samlede vurdering i den anfægtede afgørelses punkt 69, hvilket bekræftes af første sætningsled i sidstnævnte punkt med ordlyden »Henset til det ovenstående«.

160

I modsætning til sagsøgernes opfattelse sondrede Kommissionen for det tredje faktisk mellem konkurrencesituationen »ex ante« og fremtiden, eftersom udtrykket »kan skabe« og ordet »kan«, som de er anvendt i den anfægtede afgørelses punkt 67 og 69, beskrev de mulige fremtidige virkninger, som ifølge Kommissionen kunne opstå som følge af den omhandlede fusion (jf. også præmis 156 ovenfor).

161

Selv om sagsøgerne har hævdet, at konstateringen i den anfægtede afgørelses punkt 67, ifølge hvilken de internationale producenter var særdeles afhængige af engrosdistributørernes netværk og lokale aktiver med henblik på at nå ud til hvert enkelt salgssted i CHR/[on]-trade-kanalen i Luxembourg, ikke er korrekt og blev modsagt, er der for det fjerde tale blot tale om et uunderbygget udsagn. Hvad angår Brasserie Nationales skrivelse af 22. februar 2024 til Kommissionen, hvortil sagsøgerne har henvist, blev der i denne skrivelses punkt III.1 blot bestridt »enhver mulighed, uanset hvor indirekte, for at Munhowen eller [Brasserie Nationale-koncernen] kan afskærme markedet«, dog uden at de konkrete grunde til, at Brasserie Nationale var af den opfattelse, at der ikke forelå nogen risiko for markedsafskærmning, blev præciseret. Sagsøgerne kan derfor ikke foreholde Kommissionen, at den ikke tog stilling til alle Brasserie Nationales argumenter. Kommissionen var under alle omstændigheder ikke forpligtet til at tage stilling til hvert eneste argument, som Brasserie Nationale fremførte i nævnte skrivelse, eftersom et samlet svar kan være tilstrækkeligt til at opfylde Kommissionens begrundelsespligt i henhold til artikel 296 TEUF (jf. i denne retning dom af 9.11.2022, Feralpi mod Kommissionen, T-657/19, EU:T:2022:691, præmis 533 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis).

162

For det femte siger argumentet om, at AB InBev har kunnet udskifte sine kommercielle relationer med Boissons Heintz efter gennemførelsen af den omhandlede fusion, intet om de vanskeligheder, som den omhandlede fusion kan påføre andre producenter, der ønsker at få adgang til markedet for engrosdistribution af drikkevarer via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg, navnlig med hensyn til øl.

163

Eftersom Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 67 anførte, at parterne i den omhandlede fusion havde en samlet markedsandel på markedet for engrosdistribution af drikkevarer via nævnte kanal i Luxembourg på ca. 80% og på over 70% med hensyn til engrosdistributionen af øl via samme kanal, kan sagsøgerne for det sjette ikke foreholde Kommissionen, at den ikke begrundede sine konklusioner vedrørende den fusionerede enheds markedsstyrke. Det bemærkes i øvrigt i lighed med Kommissionen, at den ikke hævdede, at nævnte enhed rådede over »for store« markedsandele.

164

Hvad for det syvende angår argumentet om, at den høje importandel viser, at det geografiske marked, der skal tages i betragtning, er »Grande Region«, dvs. Luxembourg og de tyske, belgiske og franske grænseområder, er det anført i punkt 42 i Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med Unionens konkurrenceret af 22. februar 2024 (JO C, C/2024/1645, s. 1), hvortil Kommissionen har henvist, at »den blotte tilstedeværelse af eller mulighed for import i et givet geografisk område ikke nødvendigvis fører til, at det geografiske marked udvides til at omfatte det område, hvorfra varerne kan eller rent faktisk eksporteres. Kunder i det område, som varerne kunne eller rent faktisk eksporteres fra, kan opleve andre konkurrencevilkår end kunder i det område, hvor importen leveres. Hvis de geografiske markeder i disse tilfælde blev afgrænset bredt til at omfatte såvel eksportområder som leveringsområder for importerede varer, kunne det relevante marked fejlagtigt komme til at omfatte områder, hvor kunderne sandsynligvis bliver påvirket forskelligt af den pågældende adfærd eller fusion«.

165

Kommissionen fastslog, at der forelå andre konkurrencevilkår, for så vidt som den i den anfægtede afgørelses punkt 68 konstaterede, at udbudsstrukturen i Luxembourg adskilte sig fra de tilgrænsende lande, og at efterspørgslen frembød andre kendetegn i Luxembourg end i nabolandene. Sagsøgerne kan ikke rejse tvivl om denne konstatering ved blot uunderbygget at hævde, at den ikke er i overensstemmelse med virkeligheden.

166

For så vidt som sagsøgernes argumentation skal forstås således, at de ønsker at bestride en mulig påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater i tilfælde af, at det relevante geografiske marked var det nationale marked, som det blev fastslået i det foreliggende tilfælde, skal det blot erindres, at i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 149 ovenfor, kan en fusion endog påvirke samhandelen mellem medlemsstater, når den gør det vanskeligere for producenter eller forhandlere fra andre medlemsstater at virke i eller få adgang til det nationale marked, eller når den forhindrer konkurrenter fra andre medlemsstater i at vinde indpas på et sådant marked.

167

Brasserie Nationale medgav i øvrigt selv i punkt III.2. i sin skrivelse af 22. februar 2024 til Kommissionen, at »samhandelen mellem medlemsstater kan blive påvirket [af den omhandlede fusion]« som følge af, at det relevante geografiske marked var Grande Region. Som det fremgår af denne skrivelses punkt III.1, var Brasserie Nationale derfor alene af den opfattelse, at påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstater havde andre grunde end dem, som ACL havde anført i sin anmodning om henvisning.

168

Heraf følger, at de af sagsøgerne fremførte argumenter ikke kan påvise et åbenbart urigtigt skøn i Kommissionens analyse vedrørende påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstater, således som den er beskrevet i præmis 155 ovenfor.

169

Sagsøgerne har navnlig ikke formået at rejse tvivl om konstateringerne om, at importen dels udgjorde en væsentlig del af engrosdistributionen af drikkevarer, der blev solgt i Luxembourg, navnlig via CHR/on-trade-kanalen og mere specifikt for øls vedkommende (den anfægtede afgørelses punkt 64-66), dels at parterne i den omhandlede fusion havde en samlet markedsandel på markedet for engrosdistribution af drikkevarer via nævnte kanal i Luxembourg, som udgjorde ca. 80% og specifikt med hensyn til engrosdistributionen af øl via nævnte kanal lå over 70%. Sagsøgerne har endvidere ikke bestridt, at Brasserie Nationale var vertikalt integreret på upstream-markedet med hensyn til produktion og levering af øl i et sådant omfang, at selskabet havde en markedsandel på ca. 40-50% (den anfægtede afgørelses punkt 67).

170

Henset til disse omstændigheder, navnlig den store samlede markedsstyrke, som parterne i den omhandlede fusion havde, og deres vertikale integration inden for produktion og levering af øl, anlagde Kommissionen ikke et åbenbart urigtigt skøn, da den i den anfægtede afgørelses punkt 67 fandt, at den omhandlede fusion kunne gøre det vanskeligere for producenter fra andre medlemsstater, der ikke rådede over et distributionsnet via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg, at få adgang til markedet for engrosdistribution af drikkevarer via denne kanal i Luxembourg, navnlig for øls vedkommende. I lyset af den retspraksis, der er nævnt i præmis 149 ovenfor, anlagde Kommissionen følgelig heller ikke noget åbenbart urigtigt skøn, da den i den anfægtede afgørelses punkt 69 konkluderede, at nævnte fusion kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater.

171

Dermed skal det sjette anbringende forkastes.

172

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionens analyse af faren for en betydelig påvirkning af konkurrencen i Luxembourg, ikke var plausibel.

173

Hvad for det første angår de horisontale virkninger på markedet for engrosdistribution af drikkevarer via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg har sagsøgerne, idet de har anerkendt den store skønnede markedsandel, som den omhandlede fusionerede enhed ville få, gjort gældende, at det relevante spørgsmål er, om denne markedsandel kan have ikke-koordinerede virkninger. Idet de internationale engrosdistributører ikke havde været aktive i Luxembourg, ændrede den omhandlede fusion ikke denne situation, eftersom den ikke skabte nogen ny adgangsbarriere på markedet. Selv om der ganske vist findes aftaler om eksklusivitet, der binder Horeca-virksomheder til ølbryggerier, har AB InBev ifølge sagsøgerne uden vanskeligheder kunnet omgå denne nye enhed siden gennemførelsen af nævnte fusion. Overlapningen mellem mærkeporteføljerne hos parterne i den omhandlede fusion er uden betydning, eftersom enhver anden distributør for at kunne være på markedet skal være i stand til at distribuere de samme mærker. Med hensyn til fraværet af modstående købermagt hos Horeca-virksomhederne er sagsøgerne af den opfattelse, at den omhandlede fusion ikke forværrer den eksisterende situation. De har gjort gældende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at omkostningerne på 500000 amerikanske dollars (USD) (ca. 435248 EUR) til et depot udgjorde en adgangsbarriere for en engrosdistributør af drikkevarer. Den foretog hverken en rentabilitetsanalyse eller tog hensyn til muligheden for levering fra depoter i Belgien eller i Frankrig.

174

Hvad for det andet angår de horisontale virkninger på markedet for distribution af øl via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg har Brasserie Nationale anfægtet afgrænsningen af dette marked, selv om selskabet har anerkendt, at Kommissionen a priori har ret til at foretage denne afgrænsning i forbindelse med sin foreløbige analyse. I forlængelse af deres foregående klagepunkter har sagsøgerne gjort gældende, at det relevante spørgsmål i forbindelse med fusionskontrol ikke er, om konkurrencesituationen kan forbedres, men om den omhandlede fusion påvirker konkurrencen i Luxembourg i negativ retning. Nævnte kontrol kan således ikke afhjælpe den konkurrencesituation, der herskede på markedet før denne fusion.

175

Hvad for det tredje angår de ikke-horisontale virkninger har sagsøgerne anfægtet Kommissionens konstatering, hvorefter der er risiko for, at den omhandlede fusion lukker en vigtig afsætningskanal for producenter og leverandører. Kommissionen tog ikke hensyn til de eksisterende alternativer, muligheden for en ny distributør for at etablere sig i Luxembourg og muligheden for distributører i Grande Region for at levere direkte til Luxembourg fra depoter i nærheden af grænsen. Dette bekræftes af den omstændighed, at AB InBev har været i stand til at finde erstatningskanaler efter opsigelsen af selskabets kommercielle aftaler med Boissons Heintz. Sagsøgerne har anført, at det er AB InBev, der har markedsstyrken, og at det er AB InBevs adfærd, der kan få væsentlig indflydelse på konkurrencen og ikke den hypotetiske forøgelse af Brasserie Nationales produktion, idet sidstnævnte er en SMV. Ifølge sagsøgerne er det ikke sandsynligt, at Brasserie Nationale kan forhøje sine priser uden hensyntagen til upstream-konkurrenterne på markedet for levering af øl, dvs. internationale koncerner såsom AB InBev, Heineken og Carlsberg Group. Sagsøgerne har desuden gjort gældende, at AB InBev ikke kan klage over vanskeligheder i forbindelse med adgangen til distributørerne, eftersom AB InBev takket være sin forkøbsret havde kunnet generhverve 100% af andelene i Boissons Heintz, hvori selskabet havde ejet 10% af kapitalen indtil den 7. februar 2024.

176

Kommissionen og AB InBev har bestridt sagsøgernes argumenter.

177

Dette anbringende vedrører den anden materielle betingelse i artikel 22, stk. 1 og 3, i forordning nr. 139/2004, hvorefter der skal der være »fare for, at [fusionen] vil påvirke konkurrencen betydeligt i den eller de medlemsstater, der har fremsat anmodningen [om henvisning]« (jf. præmis 143 ovenfor).

178

I denne henseende bemærkes, at denne materielle betingelse i sin ordlyd adskiller sig fra det kriterium, der er relevant med henblik på at erklære en fusion for uforenelig med det indre marked, som fastsat i artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 139/2004. I modsætning til sidstnævnte bestemmelse hviler nævnte materielle betingelse nærmere bestemt ikke på en betydelig hindring for effektiv konkurrence, men blot på en »fare« for en betydelig påvirkning af konkurrencen.

179

Forklaringen på denne forskel er, at en afgørelse i henhold til artikel 22 i forordning nr. 139/2004 alene har til formål at tage stilling til henvisningen af en fusion til Kommissionen på grundlag af de tilgængelige oplysninger og inden for en begrænset frist på ti arbejdsdage (jf. ligeledes præmis 152 ovenfor). Den kan derfor ikke sammenlignes med en afgørelse, hvorved der i medfør af artikel 2, stk. 2 og 3, i forordning nr. 139/2004 tages stilling til, om en fusion er forenelig med det indre marked, og foregriber heller ikke en sådan afgørelse.

180

Som det fremgår af punkt 44 i meddelelsen om henvisning, opfylder en fusion den anden materielle betingelse i artikel 22, stk. 1 og 3, i forordning nr. 139/2004, når en indledende analyse viser, at der er reel fare for, at den pågældende fusion kan få betydeligt skadelige virkninger for konkurrencen i den eller de medlemsstater, der har fremsat anmodningen om henvisning, og derfor bør undersøges til bunds. Som ligeledes nævnt i dette punkt 44 kan sådanne indledende indikationer bestå af bevismateriale, som umiddelbart viser, at fusionen kan få en betydeligt konkurrenceskadelig virkning, men de foregriber ikke udfaldet af en tilbundsgående undersøgelse.

181

Ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 150 og 151 ovenfor, råder Kommissionen over et skøn, når den foretager økonomiske vurderinger med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 139/2004, eftersom den foretager økonomiske fremtidsanalyser med henblik på at fastlægge sandsynligheden for bestemte udviklinger på det relevante marked inden for et forudsigeligt tidsrum. Unionens retsinstansers prøvelse er derfor begrænset til en undersøgelse af, om de faktiske omstændigheder er korrekt gengivet, og af, om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn. Retten kan ikke sætte sit skøn med hensyn til de økonomiske forhold i stedet for det, der er anlagt af Kommissionen.

182

Som anført i præmis 152 ovenfor råder Kommissionen over en skønsmargen i forbindelse med analysen af de materielle betingelser, der er fastsat i artikel 22, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, eftersom den skal foretage denne analyse inden for en begrænset frist på ti arbejdsdage på grundlag af de foreliggende oplysninger.

183

Det er i lyset af disse betragtninger, at de argumenter, hvormed sagsøgerne har forsøgt at rejse tvivl om Kommissionens analyse vedrørende betingelsen om faren for betydelig påvirkning af konkurrencen, skal undersøges, og det skal efterprøves, om de har godtgjort, at der foreligger et åbenbart urigtigt skøn.

184

Indledningsvis fremgår det af punkt 12 i retningslinjerne for vurdering af horisontale fusioner efter Rådets forordning om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EUT 2004, C 31, s. 5, herefter »retningslinjerne for horisontale fusioner«), som Kommissionen er bundet af, såfremt disse ikke afviger fra traktatens bestemmelser og bestemmelserne i forordning nr. 139/2004 (jf. dom af 7.6.2013, Spar Österreichische Warenhandels mod Kommissionen, T-405/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:306, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis), at for at vurdere en fusions forudsigelige virkninger på de relevante markeder undersøger Kommissionen dens mulige konkurrenceskadelige virkninger, såsom de koordinerede og ikke-koordinerede virkninger, og de relevante faktorer, der vil kunne opveje disse virkninger, som f.eks. købermagt, adgangsbarrierer og eventuelle effektivitetsgevinster, som parterne påpeger.

185

Med hensyn til markedet for engrosdistribution af drikkevarer via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg konkluderede Kommissionen i første række i den anfægtede afgørelses punkt 73, at der var fare for, at den omhandlede fusion ville give anledning til ikke-koordinerede virkninger som følge af horisontale overlapninger på dette marked.

186

For det første anførte Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 74, at den omhandlede fusion syntes at give anledning til, at parterne i denne fusion tilsammen fik en høj markedsandel på mellem 70 og 80%. Selv om sagsøgerne har erkendt, at den fusionerede enhed har en stor skønnet markedsandel, er de af den opfattelse, at det skal undersøges, om denne markedsandel kan have ikke-koordinerede virkninger. Som det fremgår af punkt 26 og 27 i retningslinjerne for horisontale fusioner, udgør de samlede markedsandele imidlertid en vigtig faktor med henblik på at fastlægge sandsynligheden for, at en fusion vil få sådanne virkninger. Det fremgår desuden af retningslinjernes punkt 17, at en markedsandel på 50% eller mere i sig selv kan udgøre bevis for en dominerende stilling på markedet.

187

For det andet har sagsøgerne ikke bestridt konstateringen i den anfægtede afgørelses punkt 75 om, at deres konkurrenter, der havde begrænsede markedsandele, mindre end 5% hver, ikke syntes at være i stand til at udøve et konkurrencepres på den omhandlede fusionerede enhed og sandsynligvis ville forlade markedet én efter én. Sagsøgerne har heller ikke bestridt, at de internationale aktører, som Kommissionen anførte i nævnte punkt, ikke var aktive i Luxembourg. Disse konstateringer viser, at nævnte enhed har en betydeligt større markedsandel end dens nærmeste konkurrent, og at der er fare for, at konkurrencepresset udelukkes. I overensstemmelse med punkt 25 i retningslinjerne for horisontale fusioner er der tale om faktorer, der skal tages i betragtning, og som ikke kan drages i tvivl med et udsagn om, at internationale aktørers manglende aktivitet i Luxembourg udgør en situation, der forbliver uændret efter gennemførelsen af denne fusion.

188

For så vidt som Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 76 og 77 konstaterede, at parterne i den omhandlede fusion var nære konkurrenter, der havde stor markedsstyrke, og hvis mærkeporteføljer i betragtelig grad overlappede hinanden, bemærkes for det tredje, at der er tale om et element, som skal tages i betragtning i henhold til punkt 28 i retningslinjerne for horisontale fusioner. Således som det ligeledes fremgår af nævnte punkt 28, er det ganske vist mindre sandsynligt, at en fusion vil hindre den effektive konkurrence betydeligt, når der er tale om en høj substitutionsgrad mellem fusionsparternes og konkurrenternes produkter. Sagsøgernes vage og uunderbyggede udsagn om, at alle distributørerne kan distribuere de store internationale drikkevaremærker, er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at der foreligger en sådan høj substitutionsgrad, og ej heller til at rejse tvivl om overlapningen mellem Boissons Heintz’ og Munhowens porteføljer som beskrevet i den anfægtede afgørelses punkt 76, der vedrører 31 varemærker, navnlig luxembourgske øl- og mineralvandsmærker.

189

For det fjerde anførte Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 78, at kundekredsen bestående af ca. 2700 barer, hoteller og restauranter ikke syntes at råde over tilstrækkelig modstående købermagt til at kunne opveje den omhandlede fusionerede enheds markedsstyrke. Sagsøgerne kan ikke rejse tvivl om denne konstatering ved at gøre gældende, at denne situation ikke var ny og ikke ville blive forværret som følge af nævnte fusion. Kommissionen var nemlig i henhold til punkt 65 i retningslinjerne for horisontale fusioner forpligtet til at undersøge, i hvilket omfang denne enheds kunder kunne opveje den forøgelse af markedsmagten, som denne fusion kunne medføre, hvorved denne forøgelse i øvrigt ikke er blevet bestridt af sagsøgerne (jf. præmis 186 ovenfor). Ifølge dette punkt 65 er der større sandsynlighed for, at store avancerede kunder har en sådan købermagt end små virksomheder inden for en fragmentarisk industri. Punkt 67 i disse retningslinjer præciserer, at en fusion mellem to udbydere kan reducere købermagten, når den fjerner et realistisk alternativ for kunderne. Dette kunne være tilfældet i den foreliggende sag, eftersom det fremgår af den anfægtede afgørelse, at den pågældende fusion samlede markedsandelene for de to største distributører på det omhandlede marked (den anfægtede afgørelses punkt 73 og 74), der hidtil havde været nære konkurrenter med overlappende mærkeporteføljer (den anfægtede afgørelses punkt 76 og 77).

190

For det femte fandt Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 79, at potentielle nytilkomne syntes at stå over for betydelige adgangsbarrierer på markedet for engrosdistribution i Luxembourg, fordi det krævede store investeringer, navnlig med hensyn dels til lagerfaciliteter, der var meget begrænsede i Luxembourg, og som det kunne koste op til 500000 USD (ca. 435248 EUR) pr. år at etablere til en kapacitet på ca. 17000 hektoliter, dels til den nødvendige lastbilflåde.

191

I denne forbindelse bemærker Retten, at sagsøgerne har medgivet, at omkostninger på 500000 USD (ca. 435248 EUR) for lagerfaciliteter er tænkelige. For så vidt som de er af den opfattelse, at Kommissionen burde have undersøgt, om beløbet i sig selv udgjorde en hindring, er det tilstrækkeligt at anføre, at de ikke har bestridt, at der skulle foretages andre investeringer, deriblandt i en lastbilsflåde. På grund af disse nødvendige omkostninger synes distributørerne i Luxembourg at have fordele i forhold til deres potentielle konkurrenter, som i henhold til punkt 70 i retningslinjerne for horisontale fusioner kan udgøre adgangsbarrierer.

192

Som sagsøgerne har gjort gældende, kan de depoter, der er beliggende i Grande Region ganske vist potentielt anvendes til at komme ind på markedet. Som Kommissionen imidlertid fastslog i den anfægtede afgørelses punkt 79, var der ikke for nylig var sket virksomhedstilgang på markedet, hvilket ifølge førnævnte punkt 70 i disse retningslinjer ligeledes kunne godtgøre, at der forelå adgangsbarrierer.

193

Under alle omstændigheder må det bemærkes, at det i henhold til nævnte retningslinjers punkt 68 forholder sig således, at for at virksomhedstilgang kan anses for at lægge et tilstrækkeligt konkurrencemæssigt pres på fusionsparterne, skal den være sandsynlig, rettidig og tilstrækkelig til at forhindre eller imødegå fusionens potentielle konkurrencebegrænsende virkninger. Sagsøgerne har imidlertid ikke fremlagt sådanne beviser. Tværtimod har de endog medgivet, at der findes aftaler om eksklusivitet, der binder Horeca-virksomheder til ølbryggerierne, hvilket kan gøre tilgang af nye virksomheder vanskeligere, således som det fremgår af samme retningslinjers punkt 69. Den omstændighed, at AB InBev har kunnet udskifte sine kommercielle relationer, ændrer ikke herved, eftersom den hverken godtgør en tilgang af nye virksomheder eller et tilstrækkeligt konkurrencepres for parterne i den omhandlede fusion.

194

Med hensyn til markedet for engrosdistribution af øl via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg konkluderede Kommissionen i anden række i den anfægtede afgørelses punkt 80, at der var fare for, at den omhandlede fusion ville give anledning til ikke-koordinerede virkninger som følge af horisontale overlapninger på dette marked.

195

Nærmere bestemt fandt den, at den omhandlede fusion kunne føre til høje samlede markedsandele (den anfægtede afgørelses punkt 81), og at betragtningerne vedrørende engrosdistributionen af alle drikkevarer via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg fandt tilsvarende anvendelse på det pågældende marked, navnlig betragtningerne vedrørende det begrænsede antal konkurrenter, der kun havde marginale markedsandele, den omstændighed, at parterne i denne fusion var nære konkurrenter, kundekredsens manglende modstående købermagt og høje adgangsbarrierer (den anfægtede afgørelses punkt 83).

196

For det første har sagsøgerne kritiseret afgrænsningen af markedet for distribution af øl til CHR/on-trade-kanalen. I denne henseende anførte Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 52, at den i procedurens indledende fase ikke kunne udelukke, at dette marked udgjorde et særskilt marked, idet den påpegede, at dens analyse ikke berørte udfaldet af den tilbundsgående undersøgelse af, hvorvidt den omhandlede fusion var forenelig med det indre marked, som den ville foretage efter at have accepteret anmodningen om henvisning. Eftersom sagsøgerne selv har medgivet, at Kommissionen a priori har ret til at foretage denne afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med sin foreløbige analyse, og henset til den omstændighed, at de ikke har påberåbt sig elementer, der taler for en anden afgrænsning af nævnte marked, kan deres kritik ikke tiltrædes.

197

For det andet er sagsøgerne af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse alene beskrev den situation, der forelå før den omhandlede fusion, og at det heri ikke blev undersøgt, om sidstnævnte påvirkede konkurrencen i Luxembourg i negativ retning. Såfremt den ene af parterne i denne fusion allerede befandt sig i en dominerende stilling på det relevante marked forud for fusionen, falder denne situation ganske vist uden for analysen af de konkurrencemæssige virkninger af fusionen. Det forholder sig dog ikke på tilsvarende vis, når situationen med en dominerende stilling på det relevante marked udspringer af fusionen eller forstærkes af denne (jf. i denne retning dom af 23.5.2019, KPN mod Kommissionen, T-370/17, EU:T:2019:354, præmis 113 og 249 og den deri nævnte retspraksis). Det er navnlig sidstnævnte situation, som Kommissionen overvejede i det foreliggende tilfælde. De fremtidige og potentielle virkninger af nævnte konkurrence blev fremhævet med udtrykket »synes at give anledning til, at parterne får høje samlede markedsandele«, således som det er anvendt i den anfægtede afgørelses punkt 81. Som anført i præmis 186 ovenfor udgør parternes samlede markedsandele desuden en væsentlig faktor for sandsynligheden for, at en fusion kan have ikke-koordinerede virkninger.

198

Heraf følger, at de af sagsøgerne fremførte argumenter ikke kan godtgøre, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn i analysen af den omhandlede fusions horisontale virkninger.

199

Det er navnlig ubestridt, at den omhandlede fusion for det første gav anledning til, at parterne i denne fusion fik en høj samlet markedsandel på de luxembourgske markeder for engrosdistribution af drikkevarer og øl via CHR/on-trade-kanalen (jf. præmis 186 og 195 ovenfor), og for det andet, at disse parters konkurrenter har meget begrænsede markedsandele (jf. præmis 187 og 195 ovenfor). Tilstedeværelsen af omfattende markedsandele har imidlertid meget stor betydning, og forholdet mellem fusionsparternes markedsandele og konkurrenternes markedsandele, særligt de største konkurrenters, kan anvendes som brugbare indicier for, at der foreligger en dominerende stilling eller en betydelig hindring for den effektive konkurrence (jf. i denne retning dom af 20.12.2023, Naturstrom mod Kommissionen, T-60/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:839, præmis 342).

200

Dertil kommer, at parterne i den omhandlede fusion er nære konkurrenter, hvis mærkeporteføljer overlapper hinanden i betragtelig grad (jf. præmis 188 og 195 ovenfor), og at deres kunder ikke råder over tilstrækkelig modstående købermagt (jf. præmis 189 og 195 ovenfor). Desuden er det ikke godtgjort, at virksomhedstilgang er sandsynlig (præmis 190-193 og 195 ovenfor).

201

Henset til disse omstændigheder anlagde Kommissionen ikke et åbenbart urigtigt skøn, da den i den anfægtede afgørelses punkt 73 og 80 fastslog, at der var fare for, at den omhandlede fusion ville give anledning til ikke-koordinerede virkninger som følge af horisontale overlapninger på det luxembourgske marked for engrosdistribution af drikkevarer og øl via CHR/on-trade-kanalen.

202

Kommissionen konkluderede i den anfægtede afgørelses punkt 84, at der var fare for, at den omhandlede fusion kunne skabe risiko for kundeafskærmning som følge af ikke-horisontale overlapninger mellem markedet for produktion og levering af øl via CHR/on-trade-kanalen på den ene side og de luxembourgske markeder for engrosdistribution af drikkevarer (herunder øl) samt det snævrere marked, der var begrænset alene til engrosdistribution af øl i Luxembourg via samme kanal på den anden side.

203

I henhold til punkt 59 i retningslinjerne for vurdering af ikke-horisontale fusioner efter Rådets forordning om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EUT 2008, C 265, s. 6, herefter »retningslinjerne om ikke-horisontale fusion«), som Kommissionen er bundet af i medfør af den retspraksis, der er nævnt i præmis 184 ovenfor, undersøger Kommissionen ved vurderingen af om en konkurrenceskadelig kundeafskærmning er sandsynlig, for det første, om den fusionerede virksomhed har mulighed for at hindre adgangen til downstream-markederne, for det andet, om den ville have incitament til at mindske sine indkøb på upstream-markedet, og, for det tredje, om en afskærmningsstrategi ville skade kunderne på downstream-markedet betydeligt.

204

Det følger af den anfægtede afgørelses punkt 85-87, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde undersøgte de tre kumulative betingelser, uden at sagsøgerne har kritiseret denne fremgangsmåde.

205

For det første fandt Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 85, at den fusionerede enhed ville have mulighed for at hindre sine konkurrenter på upstream-markedet for produktion og levering af øl via CHR/on-trade-kanalen i at få adgang til en tilstrækkelig kundekreds i Luxembourg. I denne forbindelse har sagsøgerne ikke anfægtet den omstændighed, at parterne i denne fusions samlede markedsandel lå på mellem 70 og 80% med hensyn til downstream-markederne, dvs. de luxembourgske markeder for engrosdistribution af alle drikkevarer og engrosdistributionen af øl via denne kanal. Det har heller ikke rejst tvivl om, at producenterne og leverandørerne af øl, der har base i Luxembourg eller i andre medlemsstater, støtter sig til disse parter som distributionskanal. Disse faktorer er en indikation af, at nævnte enhed har en betydelig styrke på downstream-markederne, som beskrevet i punkt 61 i retningslinjerne om ikke-horisontale fusioner, og, som Kommissionen anførte i den anfægtede afgørelses punkt 85, udgør en vigtig afsætningskanal for producenter og leverandører.

206

For så vidt som sagsøgerne har hævdet, at Kommissionen undlod at tage hensyn til eksisterende alternativer i Luxembourg, fremgår det ligeledes af den anfægtede afgørelses punkt 85, uden at dette er blevet anfægtet af sagsøgerne, at ingen af de konkurrerende distributører og grossister har en markedsandel på mere end 5%, og at disse derfor ikke udgør et troværdigt alternativ på grund af deres relativt begrænsede størrelse. Af de grunde, der er anført i præmis 192 og 193, kan distributørerne i Grande Region i modsætning til det af sagsøgerne anførte, ikke anses for et tilstrækkeligt konkurrencepres. Den omstændighed, at AB InBev har kunnet udskifte sine kommercielle relationer, er følgelig uden betydning. Det er ligeledes uden betydning, at AB InBev ikke selv erhvervede Boissons Heintz ved at gøre brug af sin forkøbsret, eftersom der var tale om denne virksomheds selvstændige økonomiske beslutning. En økonomisk aktør på upstream-markedet kan nemlig ikke være forpligtet til selv at gå ind på downstream-markedet for at forbedre betingelserne for adgang til sidstnævnte.

207

For det andet fandt Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 86, at den omhandlede fusionerede enhed ville have incitament til at hindre sine konkurrenter på upstream-markedet for produktion og levering af øl via CHR/on-trade-kanalen i at få adgang til en tilstrækkelig kundekreds i Luxembourg. Den anførte i nævnte punkt, at Brasserie Nationale havde en markedsandel på mellem 40 og 50%, og at selskabet rådede over en årlig produktionskapacitet på 240000 hektoliter, mens dets ølproduktion i 2022 kun lå på 155000 hektoliter. Sagsøgerne har bestridt denne konstatering, idet de har gjort gældende, at en 100%’s forøgelse af deres produktion over for de store internationale koncerner er urealistisk, og at en stigning i Brasserie Nationales produktion ikke er til skade for konkurrencen. De har tilføjet, at Brasserie Nationale blot er en SMV, og at AB InBev har hele markedsstyrken.

208

I denne henseende bemærkes, at Kommissionen ikke fandt, at Brasserie Nationale kunne fordoble sin produktion, eftersom den i den anfægtede afgørelses punkt 86 sammenlignede denne virksomheds produktion i 2022 på 155000 hektoliter med dens potentielle årlige produktionskapacitet på 240000 hektoliter. Idet disse tal ikke er blevet bestridt af sagsøgerne, følger heraf, at Brasserie Nationale rådede over en yderligere uudnyttet produktionskapacitet på 85000 hektoliter, der gav selskabet mulighed for at forøge sin produktion med denne mængde.

209

Det bør endvidere bemærkes, som det er anført i punkt 68 i retningslinjerne om ikke-horisontale fusioner, at incitamentet til afskærmning afhænger af, om afskærmningen vil være rentabel, eftersom den fusionerede virksomhed står over for en afvejning af de mulige omkostninger ved at forhindre sine upstream-konkurrenter i at få adgang til downstream-markedet og de mulige indtægtsfordele ved at gøre det. De andre argumenter, hvormed sagsøgerne har bestridt Kommissionens konklusioner i den anfægtede afgørelses punkt 86 vedrørende incitamentet til at hindre adgangen til downstream-markederne vedrører ikke rentabiliteten af en sådan afskærmningsstrategi, men alene dens virkninger på konkurrencen. De vil derfor blive undersøgt i forbindelse med analysen af indvirkningen af en afskærmningsstrategi på konkurrencen i præmis 211 og 212 nedenfor.

210

I betragtning af den yderligere produktionskapacitet, der er nævnt i præmis 208 ovenfor, og Brasserie Nationales markedsandel, der er nævnt i præmis 207, og som ikke er blevet bestridt af sagsøgerne, kan disse på denne baggrund ikke foreholde Kommissionen, at den i den anfægtede afgørelses punkt 86 fandt, at det ikke kunne udelukkes, at den omhandlede fusionerede enhed ville have et incitament til at favorisere distributionen af sin egen ølproduktion og forøge indtægtsfordelene som følge af forøgelsen af sin andel af downstream-markedet på de fortrængte konkurrenters bekostning.

211

For det tredje fandt Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 87, at der var fare for, at enhver kundeafskærmningsstrategi kunne have betydelig indvirkning på upstream-markedet for produktion og levering af øl via CHR/on-trade-kanalen og på ølsektoren generelt. Henset til Brasserie Nationales vigtige stilling på markedet fandt Kommissionen navnlig, at det ikke kunne udelukkes, at selskabet kunne erobre yderligere mængder som følge af, at upstream-konkurrenterne blev hindret adgang, og at enhver kundeafskærmningsstrategi kunne udmønte sig i højere priser eller i et mere begrænset udbud for den endelige kundekreds, navnlig på grund af upstream-konkurrenternes manglende adgang til downstream-markedet eller en forøgelse af omkostningerne for downstream-konkurrenterne. Sagsøgerne har bestridt denne argumentation, idet de har anført, at eftersom konkurrenterne på upstream-markedet er store internationale koncerner, såsom AB InBev, Carlsberg Group og Heineken, er det ikke plausibelt, at Brasserie Nationale kan forhøje sine priser, uden at selskabets kunder skifter til konkurrenter.

212

Det er imidlertid ubestridt, at Brasserie Nationale, som Kommissionen anførte i den anfægtede afgørelses punkt 87, for det første har en skønnet markedsandel på mellem 40 og 50% på upstream-markedet for produktion og levering af øl via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg, og at den samlede markedsandel for parterne i den omhandlede fusion for det andet ligger på mellem 70 og 80% på de luxembourgske markeder for engrosdistribution af alle drikkevarer og engrosdistribution af øl via denne kanal, således som det fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 85. Henset til den fusionerede enheds vigtige position på nævnte markeder kan det ikke uden yderligere beviser fastslås, at konkurrencen fra de internationale koncerner kan udgøre et tilstrækkeligt konkurrencepres på denne enhed. Som Kommissionen har gjort gældende, forholder det sig således, at selv hvis det kunne udelukkes, at en forøgelse af produktionen fra Brasserie Nationales side ville have negative virkninger for disse internationale aktører, ville dette ikke være tilfældet for andre mindre konkurrenter på upstream-markedet.

213

Heraf følger, at de af sagsøgerne fremførte argumenter ikke kan påvise et åbenbart urigtigt skøn i analysen af den omhandlede fusions ikke-horisontale virkninger.

214

I betragtning dels af den betydelige markedsstyrke og den vigtige rolle som distributionskanal, som parterne i den omhandlede fusion har på downstream-markederne (jf. præmis 205 og 206 ovenfor), dels af Brasserie Nationales store markedsandel på upstream-markedet (jf. præmis 207 og 208 ovenfor), anlagde Kommissionen navnlig ikke noget åbenbart urigtigt skøn, da den i den anfægtede afgørelses punkt 85 og 86 fandt, at den omhandlede fusionerede enhed både havde evne til at afskærme adgangen for sine konkurrenter på upstream-markedet til en tilstrækkelig kundekreds i Luxembourg og incitament til at gøre det. Kommissionen anlagde ligeledes ikke noget åbenbart urigtigt skøn, da den i den anfægtede afgørelses punkt 87 fastslog, at der var fare for, at en sådan kundeafskærmningsstrategi kunne have betydelig indvirkning på den effektive konkurrence på upstream-markedet og på ølmarkedet generelt, navnlig på grund af de negative konsekvenser af, at upstream-konkurrenterne ikke havde adgang til downstream-markedet (jf. præmis 211 ovenfor).

215

I lyset af ovenstående betragtninger må det konkluderes, at sagsøgerne ikke har formået at rejse tvivl om de foreløbige analyser vedrørende den omhandlede fusions horisontale og ikke-horisontale virkninger, og at Kommissionen uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne fastslå i den anfægtede afgørelses punkt 88, at der var fare for, at denne fusion kunne »påvirke konkurrencen på upstream-markedet for produktion og levering af øl via CHR/on-trade-kanalen i Luxembourg og på downstream-markederne for engrosdistribution af alle drikkevarer via denne kanal i Luxembourg og for engrosdistribution af øl via denne kanal betydeligt«.

216

Følgelig skal det syvende anbringende forkastes.

217

Sagsøgerne har bestridt Kommissionens betragtning om, at det i mangel af en national fusionskontrolordning i Luxembourg var hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med dens skønsbeføjelse at acceptere anmodningen om henvisning. De har fremhævet, at artikel 22 i forordning nr. 139/2004 udgør en retlig ordning, hvis anvendelsesbetingelser er fastsat i denne artikels stk. 3. Hensigtsmæssighedsbetragtninger har ingen plads i en sådan ordning, hvorfor spørgsmålet om, hvorvidt nævnte accept var hensigtsmæssig, ikke er relevant. Dette gælder så meget desto mere, som denne ordning er en undtagelsesordning.

218

Sagsøgerne er af den opfattelse, at selv om denne artikel historisk set har kunnet imødegå en manglende fusionskontrol i visse medlemsstater som Luxembourg, kan dette juridisk set ikke længere være legitimt 20 år efter vedtagelsen af forordning nr. 139/2004. Hvis Rådet for Den Europæiske Union, Kommissionen og Europa-Parlamentet havde ønsket at gøre fusionskontrollen obligatorisk i hver enkelt medlemsstat, har de ifølge sagsøgerne haft 20 år til at gøre det. Som svar på et mundtligt spørgsmål fra Retten i retsmødet har sagsøgerne præciseret, at de med deres argumentation ikke havde til hensigt at rejse tvivl om Storhertugdømmet Luxembourgs generelle mulighed for at indgive en anmodning om henvisning i henhold til nævnte forordnings artikel 22, stk. 1, som sådan.

219

Kommissionen og AB InBev har bestridt sagsøgernes argumenter.

220

Indledningsvis skal det erindres, at artikel 22 i forordning nr. 139/2004 gør det muligt for medlemsstater, der ikke har national lovgivning på området for kontrol med fusioner, at anmode Kommissionen om at kontrollere fusioner, der kan have negative virkninger på deres område, når disse fusioner ligeledes påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 3.9.2024, Illumina og Grail mod Kommissionen, C-611/22 P og C-625/22 P, EU:C:2024:677, præmis 147, 164 og 199).

221

Artikel 22 i forordning nr. 139/2004 giver således Storhertugdømmet Luxembourg mulighed for at henvise behandlingen af en fusion til Kommissionen, og det på trods af, at denne medlemsstat ikke har en national lovgivning på området for kontrol med fusioner.

222

I henhold til artikel 22, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 »kan« Kommissionen beslutte at behandle en fusion, der er genstand for en sådan anmodning om henvisning, såfremt de formelle og materielle betingelser i denne bestemmelse er opfyldt.

223

Selv om det heraf følger, at disse betingelser skal være opfyldt for, at en anmodning om henvisning kan accepteres, indikerer ordet »kan«, at Kommissionen ikke er forpligtet til at acceptere den, men har en skønsbeføjelse i denne henseende. Som det er anført i punkt 7 i meddelelsen om henvisning, har Kommissionen fortsat en betydelig skønsmargen ved afgørelsen af, om den i medfør af artikel 22 i forordning nr. 139/2004 vil acceptere at behandle fusioner, der ikke falder ind under dens oprindelige kompetence i henhold til denne forordning.

224

Kommissionen havde derfor ret til at vurdere, om henvisningen af den omhandlede fusion var hensigtsmæssig, under hensyntagen til de elementer, der var kendetegnende for den konkrete sag. Sagsøgerne kan nærmere bestemt ikke foreholde Kommissionen, at den i den anfægtede afgørelses punkt 92 tog hensyn til den omstændighed, at Storhertugdømmet Luxembourg ikke havde en fusionskontrolordning, og at den omhandlede fusion og dens virkninger ikke ville være omfattet af nogen anden fusionskontrolordning, hvis anmodningen om henvisning ikke blev accepteret.

225

Følgelig skal det ottende anbringende forkastes.

226

I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgerne har tabt sagen og bør derfor pålægges at bære deres egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand.

227

AB InBev og ACL bærer hver deres egne omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 3.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Udvidede Afdeling):

Sagens baggrund

De omhandlede enheder

Den omhandlede fusion

Anmodningen om henvisning til Kommissionen

Den anfægtede afgørelse

Parternes påstande

Retlige bemærkninger

Repræsentation af sagsøgerne ved en uafhængig advokat

Det første anbringende om tilsidesættelse af den sprogordning, der finder anvendelse i henhold til forordning nr. 1

Det andet anbringende om manglende overholdelse af den frist på 15 arbejdsdage, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 139/2004

Fortolkningen af begrebet »gjort bekendt med«

Begyndelsestidspunktet for fristen på 15 arbejdsdage i den foreliggende sag

Kommissionens efterprøvelse af overholdelsen af fristen på 15 arbejdsdage

Den angivelige tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet

Det tredje anbringende om tilsidesættelse af fristen i artikel 22, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 139/2004

Det fjerde anbringende om for sen meddelelse af den anfægtede afgørelse

Det femte anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar, princippet om processuel ligestilling, princippet om en fair procedure og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Det sjette anbringende om den manglende påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater

Det syvende anbringende vedrører den manglende fare for en betydelig påvirkning af konkurrencen i Luxembourg

Analysen af de horisontale virkninger

Analysen af de ikke-horisontale virkninger

Det ottende anbringende om den manglende relevans af betragtningerne om, hvorvidt henvisningen var hensigtsmæssig

Sagsomkostninger