Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

L. MEDINA

fremsat den 10. juli 2025 (1)

Sag C-258/24

Katholische Schwangerschaftsberatung

mod

JB

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland))

» Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 2000/78/EF – ligebehandling – ulige behandling på grund af religion – artikel 4, stk. 2 – erhvervsaktivitet inden for kirker og andre organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro – spørgsmålet om, hvorvidt religion udgør et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav baseret på organisationens etik – afskedigelse af en medarbejder for at melde sig ud af den katolske kirke – artikel 17 TEUF – artikel 10 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder «

I.      Indledning

1.        Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4 i direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (2). Den er indgivet af Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) i forbindelse med en sag mellem Katholische Schwangerschaftsberatung, en forening inden for den tyske katolske kirke, og JB, en tidligere medarbejder i denne forening. JB blev afskediget med den begrundelse, at hun havde besluttet at melde sig ud af den katolske kirke, hvilket efter hendes eget udsagn skyldtes hendes modvilje mod at betale det særlige bidrag, som denne kirke pålægger personer, der bor sammen med en ægtefælle med en god indtægt og en anden religion.

2.        Den foreliggende sag ligger i direkte forlængelse af Egenberger-dommen (3) og IR-dommen (4), hvori Domstolen gav relevante retningslinjer for afgørelsen af, hvornår en persons religion kan udgøre et erhvervsmæssigt krav, når en erhvervsmæssig aktivitet udøves inden for kirker eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion (5). Den foreliggende sag giver dermed Domstolen lejlighed til at foretage yderligere præciseringer af de betingelser, som disse kirker og religiøse organisationer skal opfylde for at kunne påberåbe sig undtagelserne fra princippet om ligebehandling, som er fastsat i artikel 4 i direktiv 2000/78, navnlig de undtagelser, der er anført i denne bestemmelses stk. 2. I denne forbindelse bør der også tages hensyn til to relevante bestemmelser i den primære EU-ret, nemlig i) artikel 17 TEUF, hvorefter Unionen respekterer og ikke må anfægte den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning, og ii) artikel 10 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (6), som udtrykkeligt sikrer den enkeltes ret til at skifte religion.

II.    Faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de præjudicielle spørgsmål

3.        Katholische Schwangerschaftsberatung, appellanten i hovedsagen (7), er en kvinde- og fagorganisation i den katolske kirke i Tyskland. Den har til formål at yde bistand til børn, unge, kvinder og deres familier i særlige livssituationer. En af de opgaver, den varetager, er rådgivning af gravide kvinder, nærmere bestemt vedrørende svangerskabsafbrydelse.

4.        De ansættelseskontrakter, som appellanten indgår med sine medarbejdere, henviser specifikt til Grundordnung des kirchlichen Dienstes im Rahmen kirchlicher Arbeitsverhältnisse (grundforordning vedrørende den kirkelige tjeneste inden for rammerne af kirkelige arbejdsforhold) af 22. september 1993 (8). Denne forordning fastsætter de regler, som den katolske kirke anvender på sine ansættelsesforhold i Tyskland, og fastsætter bl.a. medarbejdernes forpligtelser med hensyn til loyalitet og adfærd.

5.        I henhold til grundforordningen kan alvorlige tilsidesættelser af loyalitetsforpligtelserne medføre, at en medarbejder afskediges (9). For samtlige medarbejderes vedkommende, uanset om de er katolikker eller ikke-katolikker, anses en tilsidesættelse af loyalitetsforpligtelserne for at være alvorlig, hvis den pågældende offentligt modvirker bærende principper i den katolske kirke, f.eks. ved at føre propaganda for abort eller fremmedhad (10). Endvidere betragtes udmeldelse af den katolske kirke for katolske medarbejderes vedkommende som en alvorlig tilsidesættelse af disse forpligtelser (11).

6.        JB er mor til fem børn og var ansat hos appellanten fra 2006, bl.a. som rådgiver i forbindelse med graviditetsrelaterede projekter. I oktober 2013, mens hun var på forældreorlov, meddelte hun den kompetente kommunale myndighed, at hun havde til hensigt at forlade den katolske kirke. På baggrund af den økonomiske byrde, der påhvilede hendes familie, var hendes primære formål at blive fritaget for at betale det supplerende kirkebidrag, som hun var pålagt, fordi hun som katolik var gift med en ægtefælle med en god indtægt og en anden konfession.

7.        Efter at være blevet underrettet om denne beslutning forsøgte appellanten, da JB vendte tilbage fra sin forældreorlov, først at overtale hende til at melde sig ind i den katolske kirke igen ved at følge de trin, der er fastsat i grundforordningen (12). Efter at JB havde afvist at gøre dette, afskedigede appellanten hende i juni 2019 med den begrundelse, at hendes beslutning udgjorde en alvorlig tilsidesættelse af hendes loyalitetsforpligtelser i henhold til denne forordning. På tidspunktet for afskedigelsen bestod appellantens afdeling for svangerskabsrådgivning af seks personer, hvoraf to var medlemmer af den evangeliske kirke.

8.        JB anfægtede appellantens beslutning ved de lavere arbejdsretlige instanser i Tyskland. Der blev givet medhold i hendes søgsmål om uberettiget afskedigelse, og appellanten blev tilpligtet at betale hende en erstatning. Appellanten indbragte derfor sagen for Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager), den forelæggende ret i denne sag, med påstand om ophævelse af begge de lavere arbejdsretlige instansers afgørelser.

9.        Efter den forelæggende rets opfattelse udgør afskedigelsen af JB en ulige behandling, som principielt indebærer direkte forskelsbehandling på grund af religion som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), sammenholdt med artikel 1, i direktiv 2000/78. Den er imidlertid i tvivl om, hvorvidt de undtagelser fra princippet om ligebehandling, som er fastsat i dette direktivs artikel 4, stk. 2, eller, som alternativ, artikel 4, stk. 1, finder anvendelse på et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede.

10.      Hvad for det første angår artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78, der i det væsentlige omhandler regulære, legitime og berettigede erhvervsmæssige krav baseret på en persons religion, er det ifølge den forelæggende ret ubestridt, at appellanten er en religiøs organisation i dette afsnits forstand. Den forelæggende ret ønsker imidlertid oplyst, om en persons undladelse af at melde sig ud af et bestemt trossamfund eller genindmeldelse efter at have meldt sig ud kan udgøre et erhvervsmæssigt krav i henhold til denne bestemmelse. Med hensyn til det i hovedsagen omhandlede tilfælde har den forelæggende ret påpeget, at appellanten ikke gjorde udøvelsen af den pågældende erhvervsmæssige aktivitet betinget af medlemskab af den katolske kirke. Den krævede end ikke, at dens medarbejdere tilhørte et trossamfund. Udmeldelse af den katolske kirke er imidlertid i henhold til kanonisk ret en af de alvorligste forsyndelser mod troen og kirkens enhed. I betragtning af retten til selvstændighed for kirker, som er anerkendt ved artikel 17 TEUF, kan den forelæggende ret derfor ikke udelukke, at en medarbejder, som melder sig ud af den katolske kirke, ikke længere er egnet til ansættelse i denne kirke.

11.      Hvad for det andet angår artikel 4, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2000/78, som omhandler kirkers ret til at kræve, at deres medarbejdere har en redelig indstilling til og er loyale over for organisationens etik, har den forelæggende ret påpeget, at dette afsnits ordlyd udtrykkeligt kræver, at de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78, er opfyldt. Dette indebærer, at enhver undtagelse fra forbuddet mod direkte forskelsbehandling i henhold til artikel 4, stk. 2, andet afsnit, afhænger af en undersøgelse af de kriterier, der er fastsat i denne artikels første afsnit, navnlig i lyset af Egenberger-dommen og IR-dommen. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt ordlyden af dette andet afsnit indebærer, at forpligtelsen til at have en redelig og loyal indstilling vedrører etikken i den kirke, som en religiøs organisation tilhører, eller organisationen selv som arbejdsgiver. Efter den forelæggende rets opfattelse kan en medarbejder f.eks. have forholdt sig illoyalt over for den katolske kirke ved at forlade denne kirke, men han eller hun har ikke nødvendigvis forholdt illoyalt over for sin arbejdsgiver, hvis etik denne medarbejder skal respektere under udførelsen af sit arbejde.

12.      Hvad for det tredje angår artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78, som finder anvendelse på regulære og afgørende erhvervsmæssige krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravene står i rimeligt forhold hertil, har den forelæggende ret påpeget, at denne bestemmelse ikke kræver en undersøgelse af disse kriterier i forhold til arbejdsgiverens etik, men derimod i lyset af den objektive karakter af den pågældende erhvervsmæssige aktivitet og den sammenhæng, hvori den udøves. Ud fra dette synspunkt synes det ikke objektivt set at være nødvendigt at undlade at melde sig ud af den katolske kirke for at arbejde med svangerskabsrådgivning. Ikke desto mindre kan det ifølge den forelæggende ret ikke udelukkes, at etikken i en organisation, der er baseret på religion, kan anses for et objektivt krav som omhandlet i denne artikel. I denne forbindelse bør der muligvis også tages hensyn til retten til selvstændighed for kirker, som er sikret ved artikel 17 TEUF.

13.      På denne baggrund har Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»1)      Er det foreneligt med EU-retten, navnlig [direktiv 2000/78] set i lyset af [chartrets] artikel 10, stk. 1, og artikel 21, stk. 1, […] når en national ordning bestemmer, at en privat organisation, hvis etik er baseret på religion, […] kan forlange, at personer, der arbejder for organisationen, ikke melder sig ud af en bestemt kirke under ansættelsen, […] eller er berettiget til at lade opretholdelsen af ansættelsesforholdet være betinget af, at en person, der arbejder for organisationen, og som har meldt sig ud af en bestemt kirke under ansættelsen, melder sig ind i denne igen, når den i øvrigt ikke forlanger, at personer, der arbejder for organisationen, skal være medlemmer af denne kirke, og når den person, der arbejder for den, ikke udviser en kirkefjendtlig adfærd i offentligheden?

2)      Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvilke yderligere betingelser stilles der i givet fald i henhold til [direktiv 2000/78] set i lyset af chartrets artikel 10, stk. 1, og artikel 21, stk. 1, til en begrundelse for en sådan forskelsbehandling på grund af religion?«

14.      Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolens Justitskontor den 12. april 2024. Den Hellenske Republik, Europa-Kommissionen og hovedsagens parter har indgivet skriftlige indlæg. Der blev den 17. marts 2025 afholdt et retsmøde for Domstolens Store Afdeling med deltagelse af alle de parter, der havde indgivet skriftlige indlæg.

III. Bedømmelse

15.      Med sine to spørgsmål anmoder den forelæggende ret om præcisering af fortolkningen af direktiv 2000/78, set i lyset af chartrets artikel 10, stk. 1, og artikel 21, stk. 1.

16.      Selv om ingen af disse spørgsmål henviser til en konkret bestemmelse i dette direktiv, fremgår det af betragtningerne i forelæggelseskendelsen, at den forelæggende ret med det første spørgsmål ønsker oplyst, om artikel 4, stk. 2, eller, som alternativ, artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at en religiøs organisations afskedigelse af en medarbejder på grund af denne medarbejders beslutning om at melde sig ud af den kirke, som denne organisation tilhører, udgør forskelsbehandling. Den forelæggende ret rejser navnlig dette spørgsmål med henblik på en erhvervsmæssig aktivitet, hvis udøvelse ikke er blevet gjort betinget af medlemskab af den pågældende kirke eller af, at medarbejderen ikke i offentligheden udviser en adfærd, der strider mod denne kirkes etik. Såfremt det måtte blive fastslået, at der ikke foreligger forskelsbehandling i et sådant tilfælde, anmoder den forelæggende ret med sit andet spørgsmål Domstolen om at præcisere, hvilke betingelser der i givet fald skal tages i betragtning som begrundelse for en sådan ulige behandling på grund af religion.

17.      I dette forslag til afgørelse vil jeg – på grundlag af rækkefølgen af den forelæggende rets tvivlsspørgsmål – for så vidt angår det første spørgsmål undersøge, om en situation som den, der er beskrevet i forelæggelseskendelsen, kan være omfattet af de undtagelser, der er fastsat i de to afsnit i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78. Såfremt ingen af disse undtagelser finder anvendelse, vil jeg herefter undersøge, om undtagelsen i dette direktivs artikel 4, stk. 1, kan finde anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede. Jeg vil kun undersøge det andet præjudicielle spørgsmål, såfremt det konstateres, at en af disse bestemmelser finder anvendelse, hvilket er den grundlæggende præmis, som dette spørgsmål hviler på.

A.      Artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78

18.      Som anført i artikel 1 i direktiv 2000/78 er formålet med dette direktiv med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (13). Som fastslået i Domstolens praksis konkretiserer direktiv 2000/78 således på det område, som det omfatter, det generelle princip om ikke-forskelsbehandling, der nu er fastsat i chartrets artikel 21 (14).

19.      Endvidere omfatter den generelle ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling, der er fastlagt ved direktiv 2000/78, i artikel 4, stk. 2, en specifik bestemmelse, der omhandler ulige behandling på grund af religion for så vidt angår kirkers og religiøse organisationers erhvervsmæssige aktiviteter.

20.      Artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78 fastsætter nærmere bestemt, at medlemsstaterne kan opretholde eller vedtage national lovgivning, hvorefter ulige behandling på grund af en persons religion for så vidt angår kirkers og religiøse organisationers erhvervsmæssige aktiviteter ikke udgør forskelsbehandling. For at dette er tilfældet, kræver dette afsnit, at personens religion udgør et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af organisationens etik. Denne ulige behandling skal desuden udøves under overholdelse af medlemsstaternes forfatningsmæssige bestemmelser og principper samt de generelle principper i EU-retten og kan ikke berettige til forskelsbehandling med anden begrundelse.

21.      Artikel 4, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2000/78 fastsætter i det væsentlige, at dette direktiv, under forudsætning af at det i øvrigt overholdes, ikke er til hinder for, at kirker og andre religiøse organisationer, som handler i overensstemmelse med den nationale forfatning og lovgivning, kan kræve af deres medarbejdere, at de har en redelig indstilling til og er loyale over for organisationens etik.

22.      Hvad angår artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78 har Domstolen fastslået, at lovligheden af en ulige behandling på grund af en persons religion eller tro forudsætter, at der foreligger en direkte forbindelse, der kan verificeres objektivt, mellem det fastsatte erhvervsmæssige krav og den pågældende aktivitet (15). Tilsvarende kan en kirke eller enhver anden religiøs organisation kun behandle sine medarbejdere forskelligt på grund af religion, hvis den pågældende religion, henset til karakteren af de pågældende erhvervsmæssige aktiviteter eller til den sammenhæng, de indgår i, udgør et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af denne kirkes eller organisations etik (16).

23.      Mere specifikt er det i Domstolens praksis først og fremmest blevet fastslået, at anvendelsen af adjektivet »regulær« i artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78 betyder, at tilhørsforholdet til den religion eller tro, som den pågældende kirkes eller organisations etik er baseret på, skal være nødvendigt som følge af vigtigheden af den pågældende erhvervsmæssige aktivitet for hævdelsen af denne etik eller denne kirkes eller organisations udøvelse af dens ret til selvstændighed, som anerkendt ved artikel 17 TEUF (17).

24.      Domstolen har ligeledes bemærket, at brugen af ordet »legitim« viser, at EU-lovgiver har villet sikre, at kravet om tilhørsforhold til den religion eller tro, som den pågældende kirkes eller organisations etik er baseret på, ikke tjener til at forfølge et formål, som ikke vedrører denne etik eller denne kirkes eller organisations udøvelse af dens ret til selvstændighed (18).

25.      Endelig indebærer ordet »berettiget«, at en national retsinstans kan foretage kontrollen med overholdelsen af de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78, men ligeledes, at den kirke eller organisation, der har opstillet dette erhvervsmæssige krav, har pligt til, i lyset af de faktiske omstændigheder i det foreliggende tilfælde, at godtgøre, at den påberåbte risiko for indgreb i dens etik eller dens ret til selvstændighed er sandsynlig og alvorlig, således at indførelsen af et sådant krav er nødvendig (19).

26.      I den foreliggende sag skal det indledningsvis påpeges, at den i hovedsagen omtvistede afskedigelse ifølge den forelæggende ret udgør en ulige behandling på grund af religion. Den forelæggende ret er endvidere af den opfattelse, at denne ulige behandling indebærer direkte forskelsbehandling som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/78, i det væsentlige med den begrundelse, at afskedigelsen af JB ikke blev besluttet på grundlag af en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis, men på grundlag af en regel, der kun finder anvendelse på medarbejdere, der er medlemmer af den katolske kirke, og ikke på medarbejdere, der bekender sig til en anden religion eller slet ikke bekender sig til nogen religion.

27.      I denne henseende skal det erindres, at det følger af Domstolens faste praksis (20), at det tilkommer den forelæggende ret, henset til samtlige relevante omstændigheder i sagen, at afgøre, om en ulige behandling udgør forskelsbehandling som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i direktiv 2000/78. Det tilkommer ligeledes den forelæggende ret at afgøre, om den pågældende forskelsbehandling skal kvalificeres som direkte som omhandlet i denne bestemmelses litra a) eller indirekte som omhandlet i litra b).

28.      Heraf følger, at selv om appellanten i sit skriftlige indlæg har bestridt den forelæggende rets konklusioner om den i hovedsagen omtvistede ulige behandling, er Domstolen ikke forpligtet til at behandle dette spørgsmål, eftersom ingen af de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 2, i direktiv 2000/78. Det samme gælder den forelæggende rets konklusion – som ikke er blevet bestridt af nogen af parterne for Domstolen – om, at appellanten er omfattet af kategorien religiøs organisation som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78.

29.      Hvad angår de tre kriterier i artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78, som finder anvendelse på de erhvervsmæssige krav, der er omhandlet i denne bestemmelse, er det væsentligt at erindre, at de er kumulative. En manglende opfyldelse af et af disse kriterier er dermed tilstrækkelig til at konkludere, at undtagelsen i henhold til denne bestemmelse ikke kan påberåbes som begrundelse for en ulige behandling på grund af religion.

30.      Dette er tilfældet i den foreliggende sag, hvor et erhvervsmæssigt krav, som forpligter medarbejdere, der tilhører en kirke, til at undlade at melde sig ud af den for ikke at blive afskediget, efter min opfattelse ikke opfylder det kriterium om, at kravet skal være regulært, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78, henset til en erhvervsmæssig aktivitet såsom den, der er beskrevet i forelæggelseskendelsen.

31.      Som det fremgår af Domstolens praksis som anført i punkt 23 i dette forslag til afgørelse, skal et erhvervsmæssigt krav, for at kriteriet om at være regulært er opfyldt, således først og fremmest være nødvendigt som følge af vigtigheden af den pågældende erhvervsmæssige aktivitet for hævdelsen af denne etik eller denne kirkes eller organisations udøvelse af dens ret til selvstændighed. I henhold til artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78 skal vurderingen af, om dette kriterium er opfyldt, foretages under hensyn til den erhvervsmæssige aktivitets karakter og den sammenhæng, hvori den indgår. Dette betyder i det væsentlige, at et erhvervsmæssigt krav anses for at være regulært som omhandlet i denne bestemmelse, hvis det forhold, at en medarbejder ikke bekender sig til en religion, under hensyn til en erhvervsmæssig aktivitets karakter eller den sammenhæng, den indgår i, gør den pågældende medarbejder uegnet til at udøve denne aktivitet på baggrund af organisationens etik.

32.      Imidlertid kan et erhvervsmæssigt krav, der består i varigt medlemskab af en kirke, ikke anses for at være regulært, hvis en religiøs organisation, der handler som arbejdsgiver, ikke gør udøvelsen af en erhvervsmæssig aktivitet betinget af et sådant medlemskab, eller hvis denne organisation desuden ansætter personer af en anden religion til at udøve denne aktivitet.

33.      I denne henseende skal det påpeges, at der i et sådant tilfælde ikke er behov for, som et indledende skridt, at efterprøve, om den pågældende erhvervsmæssige aktivitet er vigtig for hævdelsen af denne etik eller denne kirkes eller organisations udøvelse af dens ret til selvstændighed. Det er i sidste ende den religiøse organisation selv, der har udformet og fastlagt karakteren af den erhvervsmæssige aktivitet på en sådan måde, at udøvelsen af denne aktivitet ikke kræver medlemskab af en kirke. Det er desuden åbenbart, at når det personale, der er ansat med henblik på den erhvervsmæssige aktivitet, består af medlemmer af forskellige trossamfund, således som det er tilfældet i hovedsagen, kan det heller ikke på baggrund af den sammenhæng, hvori denne aktivitet indgår, lægges til grund, at undladelsen af at melde sig ud af en kirke udgør en regulær forpligtelse, hvis manglende opfyldelse gør en medarbejder uegnet til at udføre sine opgaver.

34.      Imidlertid har appellanten i hovedsagen gjort gældende, at det forhold, at det ikke kræves af medarbejdere, der deltager i en erhvervsmæssig aktivitet, at de er medlem af en bestemt kirke, ikke svarer til et krav om at undlade at melde sig ud af denne kirke ved påbegyndelsen af og under ansættelsesforholdet. På linje med den forelæggende rets forklaringer i forelæggelseskendelsen, har appellanten i hovedsagen i det væsentlige påpeget, at udmeldelse af den katolske kirke i henhold til kanonisk ret er en af de mest alvorlige forsyndelser mod denne kirke. Dette er blevet anerkendt i tysk forfatningsret, navnlig retspraksis fra Bundesverfassungsgericht (forbundsdomstol i forfatningsretlige sager, Tyskland), som ydermere har anerkendt, at udmeldelse af den katolske kirke udgør en gyldig afskedigelsesgrund i lyset af denne kirkes ret til selvstændighed. Derfor kan et erhvervsmæssigt krav såsom det i hovedsagen omtvistede ifølge appellanten, henset til den ret til selvstændighed, som i henhold til artikel 17 TEUF skal tillægges en kirke, når den etablerer ansættelsesforhold i en medlemsstat, ikke anses for at udgøre forskelsbehandling i henhold til artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78.

35.      I denne henseende skal det indledningsvis kort erindres, at artikel 17 TEUF udtrykker Unionens neutralitet i forhold til medlemsstaternes organisering af deres forhold til kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund (21). Det følger af Domstolens praksis (22), at denne neutralitet allerede er forankret i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78 (23), som tager sigte på at sikre ligevægt mellem på den ene side retten til selvstændighed for kirker og andre religiøse organisationer, som bl.a. er sikret ved artikel 17 TEUF, og på den anden side arbejdstageres ret til ikke at være genstand for forskelsbehandling på grund af religion, som er sikret ved chartrets artikel 21, i situationer, hvor begge disse rettigheder foreligger samtidig (24).

36.      Det er, således som Domstolen tidligere har fastslået (25), netop i dette perspektiv, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78 fastsætter de kriterier, der skal tages hensyn til i forbindelse med den afvejning, der skal foretages for at sikre ligevægt mellem disse eventuelt konkurrerende rettigheder. Dette indebærer i sidste ende, at kirkers ret til selvstændighed i henhold til artikel 17 TEUF på området for ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv er underlagt betingelser, og at denne ret ikke må gøre det generelle forbud mod forskelsbehandling, som er fastsat i chartrets artikel 21, og navnlig kriteriet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78, meningsløse.

37.      I den foreliggende sag forholder det sig for så vidt angår udøvelsen af en erhvervsmæssig aktivitet, når der ikke er andre relevante faktorer, som skal tages i betragtning, ikke desto mindre således, at en medarbejder, der har meldt sig ud af en bestemt kirke, stilles i samme situation som andre medarbejdere, der ikke er medlemmer af denne kirke. Tilsvarende må det fastslås, at når en religiøs organisation selvstændigt har bestemt, at den pågældende erhvervsmæssige aktivitet kan udføres af personer, som ikke er medlemmer af en bestemt kirke, kan den omstændighed, at en medarbejder har meldt sig ud af denne kirke, ikke være tilstrækkelig til at konkludere, at denne medarbejder ikke længere er egnet til at udføre denne aktivitet.

38.      I denne henseende er det for det første væsentligt at bemærke, at en fortolkning af retten til selvstændighed i henhold til artikel 17 TEUF, som tillader en religiøs organisation at afskedige en medarbejder med den begrundelse, at han eller hun har meldt sig ud af en bestemt kirke, i den specifikke sammenhæng, hvor medlemskab af denne kirke ikke er nødvendigt for udførelsen af en erhvervsmæssig aktivitet, således som den forelæggende ret har påpeget, ville unddrage opfyldelsen af det kriterium, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78, fra en effektiv domstolsprøvelse. Dette er i klar modstrid med Domstolens konklusioner i Egenberger-dommen (26) og IR-dommen (27).

39.      For det andet er det klart, at en sådan fortolkning også ville være til hinder for den individuelle frihed til at skifte religion, som er udtrykkeligt forankret i chartrets artikel 10, stk. 1, og som svarer til artikel 9 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (28). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fortolket denne frihedsrettighed således, at den udgør en af hjørnestenene i et demokratisk samfund i konventionens forstand og er udtryk for den pluralisme, som er en uadskillelig del af et sådant samfund, idet den i det væsentlige ikke blot omfatter retten til at tilslutte sig en religion eller skifte religion, men også retten til at forlade denne religion af egen fri vilje (29).

40.      Efter min opfattelse må respekten for en kirkes ret til selvstændighed i henhold til artikel 17 TEUF ikke medføre en forstyrrelse af den ligevægt, der er sikret ved artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78. Dette ville være resultatet, hvis udmeldelse af en kirke blev anset for en gyldig grund til at afskedige en medarbejder i en situation, hvor den religiøse organisation, der handler som arbejdsgiver, ikke har gjort udøvelsen af den pågældende erhvervsmæssige aktivitet betinget af medlemskab af denne kirke.

41.      Endvidere kan det forhold, at en medarbejder har meldt sig ud af en bestemt kirke, således som den forelæggende ret har påpeget, være ledsaget af manglende overholdelse af denne kirkes grundlæggende principper og værdier, hvilket igen kan gøre medarbejderen uegnet til at udføre den pågældende erhvervsmæssige aktivitet. Overholdelsen af disse grundlæggende principper og værdier er faktisk en af de forpligtelser, som alle medarbejdere i hovedsagen, både katolikker og ikke-katolikker, skal opfylde ved udførelsen af deres opgaver i henhold til grundforordningen (30).

42.      Udmeldelse af en kirke udgør imidlertid ikke i sig selv et tilstrækkeligt grundlag for at antage, at den pågældende medarbejder ikke har til hensigt at fortsætte med at overholde disse grundlæggende principper og værdier, eller at han eller hun automatisk vil ophøre med at opfylde de forpligtelser, der påhviler ham eller hende i kraft af ansættelsesforholdet (31). Det samme gælder argumentet om, at udmeldelse af en bestemt kirke medfører et tab af tillid til medarbejderen i forbindelse med udførelsen af hans eller hendes opgaver, navnlig for så vidt angår denne medarbejders opfyldelse af kirkens etiske krav. For at denne argumentation kan antages, vil arbejdsgiveren fortsat skulle godtgøre på grundlag af faktiske omstændigheder, som kan efterprøves, at der som følge af medarbejderens beslutning om at melde sig ud af kirken er tvivl om, hvorvidt han eller hun fortsat er villig eller i stand til at opfylde de erhvervsmæssige krav, der er opstillet af hans eller hendes arbejdsgiver.

43.      Heraf følger, at et krav, der pålægges en medarbejder, om ikke at melde sig ud af en bestemt kirke, eller at melde sig ind i den igen efter at have meldt sig ud, ikke kan anses for at være regulært som omhandlet i artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78, hvis den religiøse organisation, der handler som arbejdsgiver, ikke kræver medlemskab af denne kirke for at kunne udøve en erhvervsmæssig aktivitet, og medarbejderen ikke i offentligheden handler på en måde, der strider mod denne kirkes etik. Der kan således ikke konstateres at foreligge en tilknytning, som kan verificeres objektivt, mellem et erhvervsmæssigt krav og en erhvervsmæssig aktivitet såsom de i hovedsagen omhandlede, således som det kræves i Domstolens praksis som anført i punkt 22 i dette forslag til afgørelse.

44.      På baggrund af ovenstående betragtninger kan artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78 ikke anvendes som et passende grundlag for at konkludere, at en ulige behandling såsom den, der ifølge den forelæggende ret følger af den i hovedsagen omtvistede afskedigelse, ikke udgør forskelsbehandling. Henset til den kumulative karakter af de kriterier, der er fastsat i denne bestemmelse, er det ikke nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser af, om dette erhvervsmæssige krav opfylder de yderligere heri fastsatte kriterier, altså om det er legitimt og berettiget.

45.      Under alle omstændigheder skal det for så vidt angår berettigelsen af et erhvervsmæssigt krav såsom det i den foreliggende sag omtvistede kortfattet påpeges, at i en situation, hvor en religiøs organisation dels ikke gør udøvelsen af en erhvervsmæssig aktivitet betinget af medlemskab af en kirke, og medarbejderen dels ikke i offentligheden handler på en måde, der strider mod denne kirkes etik, kan det vanskeligt hævdes, at udmeldelse af denne kirke medfører en sandsynlig og alvorlig risiko for indgreb i dens etik eller dens ret til selvstændighed som omhandlet i den retspraksis, der er anført i punkt 25 i dette forslag til afgørelse. Jeg er derfor af den opfattelse, at selv hvis det i hovedsagen omhandlede erhvervsmæssige krav kunne anses for at være legitimt, ville det under alle omstændigheder ikke kunne betragtes som berettiget som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78.

46.      Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt artikel 4, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2000/78 kan udgøre et passende grundlag for at begrunde en ulige behandling såsom den, der beskrives af den forelæggende ret, er det væsentligt at erindre, at denne bestemmelse, som nævnt i punkt 20 i dette forslag til afgørelse, fastsætter, at direktiv 2000/78 ikke er til hinder for, at kirker og andre religiøse organisationer kan kræve af deres medarbejdere, at de har en redelig indstilling til og er loyale over for organisationens etik. Dette afsnit indledes dog med ordene »[u]nder forudsætning af at dette direktiv i øvrigt overholdes«, hvilket vil sige, at anvendelsen af dette andet afsnit bl.a. skal opfylde de kriterier, der er fastsat i denne artikels første afsnit (32).

47.      I den foreliggende sag forholder det sig, uden at der er noget yderligere behov for at undersøge, om udmeldelse af en bestemt kirke kan udgøre uredelig eller illoyal adfærd over for denne kirkes etik med henblik på artikel 4, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2000/78, ikke desto mindre således, at et erhvervsmæssigt krav såsom det i hovedsagen omtvistede ikke opfylder det kriterium, der er fastsat i denne bestemmelses første afsnit. Det kan derfor udelukkes, at bestemmelsens andet afsnit kan anvendes som et passende grundlag for at konkludere, at en ulige behandling såsom den i hovedsagen omtvistede ikke udgør forskelsbehandling.

B.      Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78

48.      Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78 fastsætter, at medlemsstaterne kan bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab, der har forbindelse med en eller flere af de i direktivets artikel 1 anførte grunde, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne aktiviteter udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.

49.      Det følger af Domstolens praksis, at for at en ulige behandling kan anses for at udgøre et »regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78, skal et sådant krav være objektivt begrundet i karakteren af de omhandlede erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori de udøves (33). Det er karakteren af den erhvervsmæssige aktivitet, der nødvendiggør en ulige behandling, ikke arbejdsgiverens subjektive betingelser. Domstolen har til stadighed fastslået, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter en undtagelse fra princippet om forbud mod forskelsbehandling, skal fortolkes strengt (34).

50.      I den foreliggende sag synes det forhold, at katolske medarbejdere ikke kan melde sig ud af den katolske kirke under deres ansættelsesforhold uden at blive afskediget, således som den forelæggende ret med rette har påpeget, ikke objektivt set at være nødvendigt for den specifikke aktivitet, der udøves af en rådgiver i forbindelse med svangerskabsrelaterede projekter. For det første vedrører dette forbud ikke de specifikke opgaver, som denne rådgiver skal varetage i forbindelse med sine almindelige pligter, men derimod forholdet til arbejdsgiveren, den katolske kirke. For det andet fremgår fraværet af en objektiv nødvendighed i et tilfælde som det, der beskrives i forelæggelseskendelsen, klart af det forhold, at appellanten på det tidspunkt, hvor den i hovedsagen omhandlede medarbejder blev afskediget, beskæftigede seks personer, hvoraf to var medlemmer af den evangeliske kirke.

51.      Heraf følger, at argumentet om, at varigt medlemskab af den katolske kirke udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav i den objektive forstand, der er beskrevet ovenfor, ikke at være holdbart, og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78 kan derfor ikke betragtes som en gyldig undtagelse, der giver mulighed for en forskelsbehandling såsom den i hovedsagen omtvistede.

52.      På baggrund af ovenstående betragtninger, navnlig konklusionerne i punkt 44, 47 og 51 i dette forslag til afgørelse, er jeg af den opfattelse, at artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de heri fastsatte undtagelser ikke finder anvendelse på en ulige behandling, der skyldes en religiøs organisations afskedigelse af en medarbejder på grund af denne medarbejders beslutning om at melde sig ud af den kirke, som denne organisation tilhører, når udøvelsen af de erhvervsmæssige aktiviteter ikke kræver medlemskab af denne kirke, og den pågældende medarbejder ikke i offentligheden handler på en måde, der strider mod denne kirkes etik.

53.      Eftersom den forelæggende rets andet spørgsmål forelægges for det tilfælde, at artikel 4, stk. 2, eller, som alternativ, artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78 fortolkes således, at et erhvervsmæssigt krav såsom det i hovedsagen omtvistede ikke udgør forskelsbehandling, hvilket ikke er den fortolkning, jeg på baggrund af min undersøgelse foreslår i dette forslag til afgørelse, er Domstolen ikke forpligtet til at besvare dette andet spørgsmål.

IV.    Forslag til afgørelse

54.      På grundlag af ovenstående undersøgelse foreslår jeg Domstolen, at den besvarer spørgsmålene fra Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) således:

»Artikel 4, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv

skal fortolkes således, at de heri fastsatte undtagelser ikke finder anvendelse på en ulige behandling, der skyldes en religiøs organisations afskedigelse af en medarbejder på grund af denne medarbejders beslutning om at melde sig ud af den kirke, som denne organisation tilhører, når udøvelsen af de erhvervsmæssige aktiviteter ikke kræver medlemskab af denne kirke og den pågældende medarbejder ikke i offentligheden handler på en måde, der strider mod denne kirkes etik.«

1 –      Originalsprog: engelsk.

2 –      Rådets direktiv af 27.11.2000 (EFT 2000, L 303, s. 16).

3 –      Dom af 17.4.2018 (C-414/16, herefter »Egenberger-dommen«, EU:C:2018:257).

4 –      Dom af 11.9.2018 (C-68/17, herefter »IR-dommen«, EU:C:2018:696).

5 –      For korthedens skyld vil jeg i dette forslag til afgørelse henvise til begrebet »offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion«, som anvendes i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78, med udtrykket »religiøse organisationer«.

6 –      Herefter »chartret«.

7 –      Herefter »appellanten«.

8 –      Amtsblatt des Erzbistums Köln, s. 222, i den affattelse, der blev vedtaget ved beslutning truffet af plenarforsamlingen i Verband der Diözesen Deutschlands (det tyske forbund af stifter) den 27. april 2015, som ifølge forelæggelseskendelsen er den affattelse, der finder anvendelse i den foreliggende sag (herefter »grundforordningen«).

9 –      Jf. grundforordningens artikel 5, stk. 1.

10 –      Jf. grundforordningens artikel 5, stk. 2, første afsnit, litra a).

11 –      Jf. grundforordningens artikel 5, stk. 2, andet afsnit, litra a).

12 –      Jf. grundforordningens artikel 5, stk. 3.

13 –      Jf. bl.a. dom af 14.3.2017, Bougnaoui og ADDH (C-188/15, EU:C:2017:204, præmis 26).

14 –      Egenberger-dommen, præmis 47.

15 –      Egenberger-dommen, præmis 63, og IR-dommen, præmis 50.

16 –      Egenberger-dommen, præmis 64, og IR-dommen, præmis 55.

17 –      Egenberger-dommen, præmis 65, og IR-dommen, præmis 51.

18 –      Egenberger-dommen, præmis 66, og IR-dommen, præmis 52.

19 –      Egenberger-dommen, præmis 67, og IR-dommen, præmis 53.

20 –      Jf. i denne retning dom af 26.1.2021, Szpital Kliniczny im. dra J. Babińskiego Samodzielny Publiczny Zakład Opieki Zdrowotnej Krakowie (C-16/19, EU:C:2021:64, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis), og af 15.7.2021, WABE og MH Müller Handel (C-804/18 og C-341/19, EU:C:2021:594, præmis 59).

21 –      Egenberger-dommen, præmis 58.

22 –      Egenberger-dommen, præmis 57.

23 –      Jf. generaladvokat Tanchevs forslag til afgørelse Egenberger (C-414/16, EU:C:2017:851, punkt 56), hvor artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78 blev betragtet som det »lovgivningsmæssige udtryk« for artikel 17 TEUF.

24 –      Egenberger-dommen, præmis 51.

25 –      Egenberger-dommen, præmis 52.

26 –      Dommens præmis 58.

27 –      Dommens præmis 48.

28 –      Jf. også artikel 18 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling den 10.12.1948, og artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling den 16.12.1966.

29 –      Jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolen, 1.7.2014, S.A.S. mod Frankrig (CE:ECHR:2014:0701JUD004383511, § 124 og den deri nævnte retspraksis). Jf. i denne henseende også Rådet for Den Europæiske Union, »Freedom of religion or belief – Council conclusions« i Pressemeddelelse – 2973. samling i Rådet – Almindelige anliggender og forbindelser udadtil, Almindelige anliggender, 16.11.2009, s. 10 og 11.

30 –      Jf. punkt 5 i dette forslag til afgørelse.

31 –      I denne henseende minder jeg om, at den i hovedsagen omhandlede medarbejder, så vidt som det fremgår af den forelæggende rets beskrivelse, hævdede, at hun meldte sig ud af den katolske kirke på grund af det særlige kirkebidrag, der pålægges personer, der som hende bor sammen med en ægtefælle med en god indtægt og en anden konfession, og ikke fordi hun var uenig i denne kirkes grundlæggende principper.

32 –      IR-dommen, præmis 49.

33 –      Dom af 14.3.2017, Bougnaoui og ADDH (C-188/15, EU:C:2017:204, præmis 40).

34 –      Jf. bl.a. dom af 13.9.2011, Prigge m.fl. (C-447/09, EU:C:2011:573, præmis 72).