This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62024CC0210
Opinion of Advocate General Biondi delivered on 3 July 2025.###
Forslag til afgørelse fra generaladvokat A. Biondi fremsat den 3. juli 2025.
Forslag til afgørelse fra generaladvokat A. Biondi fremsat den 3. juli 2025.
ECLI identifier: ECLI:EU:C:2025:529
- Date of document:
- 03/07/2025
- Form:
- Generaladvokatens forslag til afgørelse
- Advocate General:
- Biondi
Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
A. BIONDI
fremsat den 3. juli 2025 (1)
Sag C‑210/24
Asociación de Empresas de Servicios para la Dependencia (AESTE)
mod
Ayuntamiento de Ortuella
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Órgano Administrativo de Recursos Contractuales de la Comunidad Autónoma de Euskadi (klagenævnet for udbud i den selvstyrende region Baskerlandet, Spanien))
» Præjudiciel forelæggelse – offentlige kontrakter – direktiv 2014/24/EU – kontrakt vedrørende personlige sociale tjenesteydelser – kontrakt, hvis værdi er lavere end tærsklen – artikel 67 – det økonomisk mest fordelagtige tilbud – tildelingskriterium baseret på sociale hensyn – lønstigning for det personale, der tilvejebringer tjenesteydelserne – tilknytning til kontraktens genstand – proportionalitetsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling – artikel 28 – retten til kollektiv forhandling «
I. Indledning
1. Den foreliggende sag giver Domstolen lejlighed til at vurdere spørgsmålet om brug af offentlige kontrakter med henblik på at forfølge horisontale almene hensyn, navnlig at fremme sociale mål. Offentlige kontrakter, som udgør en betydelig andel af EU’s bruttonationalprodukt(2), betragtes stadig oftere som et strategisk instrument, der ud over det simple indkøb af varer og tjenesteydelser til den bedste pris kan anvendes til at opnå bredere politiske mål, navnlig sociale mål (Socially Responsible Public Procurement) (3).
2. Direktiv 2014/24 (4), som anmodes fortolket i denne præjudicielle forelæggelse, har ved flere bestemmelser styrket muligheden for at gøre brug af offentlige kontrakter med henblik på at opnå sociale mål. Den foreliggende sag angår specifikt de ordregivende myndigheders mulighed – allerede fastslået i retspraksis og nu kodificeret i artikel 67, stk. 2, i direktiv 2014/24 – for at anvende kriterier vedrørende sociale aspekter for tildeling af kontrakter.
3. Anmodningen om præjudiciel afgørelse er blevet indgivet inden for rammerne af en tvist om et tildelingskriterium (herefter »det omtvistede kriterium«), som var fastsat i udbudsbetingelserne for et offentligt udbud, som Ayuntamiento de Ortuella (Ortuella kommune, Spanien) udskrev vedrørende hjemmehjælpsydelser til trængende familier og/eller personer (5).
4. Det omtvistede kriterium, benævnt »[s]tigning i lønsummen«, betyder, at der med de lønninger, som er fastsat i den kollektive overenskomst for sektoren, som referencepunkt med henblik på tildeling af kontrakten vil blive taget hensyn til de lønstigninger, som tilbudsgiveren foreslår at anvende på de personer, som gennemfører kontrakten (6). Det maksimale antal point, som efter det omtvistede kriterium kan tildeles tilbud, hvor tilbudsgiveren foreslår at anvende en procentuel lønstigning på ovennævnte personer, er 40 point. De tilbud, som ikke foreslår en stigning, vil blive tildelt 0 point (7).
5. Dette kriterium fastsætter desuden, at det inden for en frist på højst en måned fra indgåelsen af kontrakten og efter forhandling med arbejdstagernes repræsentanter skal konkretiseres, hvordan lønstigningen vil udmønte sig, og at tilbudsgiveren endvidere skal tilstræbe at indgå en aftale (benævnt kollektiv overenskomst for hjemmehjælp i Ortuella) om regulering af arbejdsvilkårene for de ansatte, der er udpeget til at gennemføre kontrakten.
6. Asociación de Empresas de Servicios para la Dependencia (sammenslutning af plejeydelsesvirksomheder, herefter »AESTE«) har indgivet en klage til Órgano Administrativo de Recursos Contractuales de la Comunidad Autónoma de Euskadi (klagenævnet for udbud i den selvstyrende region Baskerlandet, Spanien, herefter »klagenævnet«), den forelæggende ret, med bl.a. påstand om annullation af det omtvistede kriterium.
7. Klagenævnet nærer tvivl om, hvorvidt dette kriterium er foreneligt med flere EU-retlige bestemmelser, og har derfor besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er et kriterium for tildeling af en tjenesteydelseskontrakt såsom det [omtvistede], som:
– vurderer den stigning i lønsummen ud over den gældende overenskomst for sektoren, som tilbudsgiveren foreslår at anvende på de personer, som gennemfører kontrakten, og som
– forpligter den valgte tilbudsgiver til efter kollektiv forhandling med arbejdstagernes repræsentanter at konkretisere, hvordan lønstigningen vil udmønte sig, og at tilstræbe at indgå en kollektiv overenskomst, hvis anvendelsesområde omfatter de ansatte, der er udpeget til at gennemføre kontrakten,
passende med henblik på at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud som krævet i artikel 67, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU,
til hinder for den frie udveksling af tjenesteydelser eller begrænsende for den frie konkurrence i strid med artikel 56 TEUF og direktiverne 2014/24/EU og 96/71 [(8)], eller
i strid med retten til kollektiv forhandling som sikret ved artikel 28 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?«
II. Bedømmelse
8. Inden vurdering af realiteten af de enkelte spørgsmål, som er rejst i de tre dele, der udgør det præjudicielle spørgsmål, er det nødvendigt at foretage en række indledende betragtninger om anvendeligheden af de i spørgsmålet anførte EU-retlige bestemmelser og om Domstolens kompetence.
A. Indledende betragtninger
9. Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt klagenævnet skal anses for at være en ret som omhandlet i artikel 267 TEUF – hvilket spørgsmål er blevet genstand for debat i retsmødet ved Domstolen – vil jeg kortfattet påpege, at Domstolen allerede i dom af 20. september 2018, Montte (C-546/16, EU:C:2018:752), fastslog, at klagenævnet har denne karakter (9).
10. Angående for det andet spørgsmålet om, hvorvidt direktiv 2014/24 finder anvendelse på en kontrakt som den i hovedsagen omhandlede, skal det først og fremmest konstateres, at denne kontrakt, således som det fremgår af punkt 3, vedrører levering af sociale tjenesteydelser som omhandlet i bilag XIV til direktiv 2014/24 (10). Det følger heraf, at direktivet kun finder anvendelse, såfremt værdien af denne kontrakt svarer til eller overstiger tærsklen på 750 000 EUR i direktivets artikel 4, litra d), og endvidere, hvis kontraktens værdi skulle overstige denne tærskel, at den omhandlede kontrakt ville være omfattet af »den lempelige ordning« (11) ifølge det nævnte direktivs artikel 74-77.
11. I denne forbindelse fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den omhandlede kontrakt har en anslået værdi på 166 250 EUR, som altså er lavere end den nævnte tærskel. Følgelig finder direktiv 2014/24 ikke anvendelse på denne kontrakt.
12. Den forelæggende ret, som er enekompetent til at fortolke den nationale lovgivning inden for rammerne af det ved artikel 267 TEUF fastsatte retslige samarbejde, har imidlertid konstateret, at selv hvis kontraktens værdi er lavere end den nævnte tærskel, er bestemmelserne i direktiv 2014/24 på direkte og ubetinget vis blevet gjort anvendelige af national ret på situationer såsom den af den omhandlede kontrakt omfattede, som i reglen falder uden for direktivets anvendelsesområde.
13. Som den spanske regering også har påpeget, har den forelæggende ret præciseret, at den spanske lov om offentlige kontrakter (12) generelt, og med meget få undtagelser, fastsætter, at kontrakter, der på grund af deres anslåede værdi falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 2014/24, er underlagt samme retlige ordning som kontrakter, der er omfattet af dette direktiv. Navnlig artikel 145 i loven om offentlige kontrakter, som omhandler krav og typer af kriterier for tildeling af kontrakter generelt, og som gennemfører artikel 67, stk. 1 og 2, i direktiv 2014/24 i den spanske retsorden, finder anvendelse på kontrakter vedrørende sociale tjenesteydelser (som omhandlet i bilag XIV til direktiv 2014/24), med de særlige egenskaber, som fremgår af tillægsbestemmelse nr. 47 i loven om offentlige kontrakter (som gennemfører artikel 76 i direktiv 2014/24, der henhører under bestemmelserne om den nævnte »lempelige ordning«).
14. Såfremt den i national ret valgte regulering af situationer, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for den pågældende EU-retsakt, på direkte og ubetinget vis er hentet fra nævnte retsakt, har det i denne henseende ifølge Domstolens praksis ikke desto mindre afgjort interesse for Unionen, at bestemmelser, der er hentet fra denne retsakt, fortolkes ensartet. Det bliver således herved muligt at undgå senere fortolkningsuoverensstemmelser og at sikre en ensartet behandling af disse situationer og af de situationer, der er omfattet af de nævnte bestemmelsers anvendelsesområde (13).
15. I det foreliggende tilfælde kan det af punkt 12 og 13 ovenfor udledes, at det skal antages, at det ifølge denne retspraksis afgjort er i Unionens interesse, at Domstolen tager stilling til anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af direktiv 2014/24.
16. For det tredje skal det undersøges, om artikel 56 TEUF og direktiv 96/71 finder anvendelse på den omhandlede kontrakt.
17. Vedrørende tildelingen af en kontrakt, som, henset til dens værdi, falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 2014/24, følger det af retspraksis, at Domstolen kan tage højde for EUF-traktatens grundlæggende regler og generelle principper, navnlig artikel 56 TEUF, for så vidt som denne kontrakt frembyder en klar grænseoverskridende interesse (14).
18. De objektive kriterier, der kan indikere, at der foreligger en grænseoverskridende interesse, vil ifølge retspraksis bl.a. kunne bestå i størrelsen af det beløb, som kræves for den pågældende kontrakt, i kombination med stedet for arbejdernes udførelse samt de pågældende varers eller tjenesteydelsers særlige egenskaber (15).
19. I tvisten i hovedsagen er kontraktens anslåede værdi klart lavere end tærsklen i artikel 4, litra d), i direktiv 2014/24. Endvidere vedrører kontrakten personlige sociale tjenesteydelser, der ifølge deres natur har en begrænset grænseoverskridende dimension (16). Personlige tjenesteydelser med værdier under denne tærskel vil normalt ikke være af interesse for udbydere fra andre medlemsstater, medmindre der er konkrete tegn på det modsatte (17). I mangel af sådanne tegn finder artikel 56 TEUF følgelig ikke anvendelse på en kontrakt som den i hovedsagen omhandlede (18).
20. Hvad angår anvendeligheden af direktiv 96/71 har den forelæggende ret ikke oplyst nogen elementer, på grundlag af hvilke det, henset til kontraktens genstand og navnlig i lyset af de i det foregående punkt anførte betragtninger, kan antages, at der i hovedsagen, selv potentielt, kan foreligge en situation, som er omfattet af en af de grænseoverskridende foranstaltninger i direktivets artikel 1, stk. 3, som ville begrunde direktivets anvendelse (19). Det følger efter min opfattelse, at heller ikke direktiv 96/71 finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.
21. Afslutningsvis skal det for det fjerde undersøges, om chartrets artikel 28 er anvendelig.
22. I denne forbindelse afklarer chartrets artikel 51, stk. 1, at bestemmelserne heri kun er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Det fremgår af retspraksis, at begrebet »gennemførelse af EU-retten« som omhandlet i chartrets artikel 51 »forudsætter, at der foreligger en tilknytning mellem en EU-retsakt og den omhandlede nationale foranstaltning, som går ud over den beslægtethed, der måtte findes mellem de omhandlede områder, eller den indirekte virkning, som et område kan have på et andet« (20).
23. Det følger af retspraksis, at en sådan tilknytning foreligger, såfremt bestemmelserne i en EU-retsakt som i den foreliggende situation på direkte og ubetinget vis er gjort anvendelige på grund af den i national ret foretagne henvisning til disse bestemmelsers indhold, således at EU-rettens anvendelsesområde udvides til at omfatte situationer, der ikke umiddelbart er omfattet heraf. I flere tilfælde af denne karakter har Domstolen fortolket EU-retten i lyset af chartrets bestemmelser (21) ud fra den antagelse, at den pågældende medlemsstat også i den konkrete situation gennemførte EU-retten. Heraf følger, at chartrets artikel 28 finder anvendelse i den foreliggende sag.
24. Det følger sammenfattende af ovenstående betragtninger, at det alene er fornødent at besvare det præjudicielle spørgsmåls første og tredje del, som vedrører henholdsvis fortolkningen af direktiv 2014/24 og chartrets artikel 28.
B. Fortolkningen af direktiv 2014/24
25. Med det præjudicielle spørgsmåls første del har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at fortolke artikel 67, stk. 1, i direktiv 2014/24. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om et kriterium for tildeling af en kontrakt vedrørende personlige sociale tjenesteydelser, der vurderer de stigninger i lønnen ud over den kollektive overenskomst for sektoren, som tilbudsgiveren foreslår at anvende på de personer, som gennemfører kontrakten, er passende med henblik på at identificere »det økonomisk mest fordelagtige tilbud« som omhandlet i denne bestemmelse.
26. Artikel 67, stk. 1, i direktiv 2014/24 fastsætter, at de ordregivende myndigheder skal lægge »det økonomisk mest fordelagtige tilbud« til grund for tildelingen af offentlige kontrakter. Samme artikels stk. 2 afklarer, at »[d]et økonomisk mest fordelagtige tilbud set ud fra den ordregivende myndigheds synspunkt udvælges på grundlag af pris eller omkostninger efter en tilgang baseret på omkostningseffektivitet […] og kan omfatte det bedste forhold mellem pris og kvalitet, som skal vurderes på grundlag af kriterier, herunder kvalitative, miljømæssige og/eller sociale aspekter i forbindelse med genstanden for den pågældende offentlige kontrakt«.
27. Indledningsvis skal det for det første påpeges, at fortolkningen af artikel 67 i direktiv 2014/24 i den foreliggende situation skal tage hensyn til den særlige retlige ramme, hvori den omhandlede kontrakt indgår. Først og fremmest er denne kontrakt som anført, henset til dens genstand (personlige sociale tjenesteydelser) og dens værdi under tærsklen, principielt ikke omfattet af den i direktiv 2014/24 fastsatte almindelige ordning om tildeling. Anvendelsen af kriteriet om »det økonomisk mest fordelagtige tilbud« på denne kontrakt afhænger alene af, at den spanske lovgiver har valgt at udvide denne almindelige ordning til også at omfatte denne særlige type af kontrakter. Desuden fastsætter direktiv 2014/24, at kontrakter vedrørende sociale tjenesteydelser, netop henset til deres genstand, er omfattet af den særlige »lempelige« ordning i artikel 74-77. Denne ordning pålægger medlemsstaterne »kun overholdelse af de grundlæggende principper om gennemsigtighed og ligebehandling« og giver dem udtrykkeligt såvel »vide skønsbeføjelser«, således at de »er i stand til at anvende specifikke kvalitetskriterier ved valget af leverandører af tjenesteydelser«, som frit valg i forbindelse med fastsættelse af procedurer for indkøb af disse tjenesteydelser (22).
28. Selv om det nævnte krav om en ensartet fortolkning af de EU-retlige bestemmelser (23) indebærer, at fortolkningen af begrebet »det økonomisk mest fordelagtige tilbud« ikke kan afvige fra den, som ville finde anvendelse på en kontrakt, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2014/24, er det på ovenstående baggrund imidlertid nødvendigt, at fortolkningen af dette begreb i den foreliggende situation tager højde for den særlige karakter af de sociale tjenesteydelser, som udgør kontraktens genstand, og de nævnte vide skønsbeføjelser, som medlemsstaterne har med hensyn til kontrakter vedrørende disse tjenesteydelser. Det fremgår i øvrigt udtrykkeligt af direktiv 2014/24, at disse elementer også skal tages i betragtning, såfremt den pågældende medlemsstat beslutter at anvende kriteriet om det økonomisk mest fordelagtige tilbud på denne type af kontrakter (24).
29. For det andet skal det i den foreliggende situation konstateres, ikke alene at kontrakten vedrører sociale tjenesteydelser, men også at det omtvistede kriterium vedrører »sociale aspekter« som omhandlet i artikel 67, stk. 2, i direktiv 2014/24.
30. I denne forbindelse har direktiv 2014/24, sammenlignet med de tidligere udbudsdirektiver, styrket muligheden for at gøre strategisk brug af offentlige kontrakter med henblik på at forfølge almene hensyn, navnlig sociale mål (25). Dette er i øvrigt på linje med bestemmelserne i artikel 3, stk. 3, TEU og artikel 9 TEUF (26), der blev indført ved Lissabontraktaten.
31. I dette øjemed fastsætter direktiv 2014/24 flere muligheder for at integrere en social dimension i offentlige kontrakter og navnlig for at håndhæve eller fremme retfærdige arbejdsvilkår og social inklusion. Ud over den nævnte »lempelige« ordning for kontrakter vedrørende sociale tjenesteydelser og bestemmelsen om, at tildelingskriterierne udtrykkeligt skal tage hensyn til »sociale aspekter« i henhold til artikel 67, stk. 2, i direktiv 2014/24 (27), er i første række bestemmelsen i artikel 18, stk. 2, relevant, ifølge hvilken økonomiske aktører i forbindelse med gennemførelsen af offentlige kontrakter skal overholde gældende forpligtelser inden for miljø-, social- og arbejdsmarkedslovgivning. Ifølge Domstolen udgør dette krav i direktivets generelle opbygning en kerneværdi, som er opstillet som et princip på lige fod med de øvrige principper, der er omfattet af nævnte artikels stk. 1 (28), nemlig ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling, gennemsigtighedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Denne kerneværdi skal derfor ligge til grund for fortolkningen af direktivet i sin helhed.
32. Det er i lyset af ovenstående betragtninger, at den forelæggende rets spørgsmål om fortolkning af artikel 67 i direktiv 2014/24 skal besvares. Dette spørgsmål rejser i det væsentlige fire delspørgsmål, som jeg vil undersøge i det følgende: i) Hvorvidt det omtvistede kriterium er passende med henblik på at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud, ii) hvorvidt dette kriterium er »knyttet« til kontraktens genstand, iii) hvorvidt dette kriterium er forholdsmæssigt, og iv) hvorvidt dette kriterium er af diskriminerende karakter.
1. Spørgsmålet om, hvorvidt det omtvistede kriterium er passende med henblik på at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud
33. Som anført kan de ordregivende myndigheder udtrykkeligt i medfør af artikel 67, stk. 2, i direktiv 2014/24, der af artikel 145 i loven om offentlige kontrakter er gjort anvendelig på en kontrakt vedrørende sociale tjenesteydelser som den i hovedsagen omhandlede, også inddrage kriterier vedrørende sociale aspekter, som er knyttet til genstanden for den pågældende kontrakt, med henblik på at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud, udvalgt på grundlag af det bedste forhold mellem pris og kvalitet.
34. Det er i retspraksis allerede blevet fastslået, at de ordregivende myndigheder inden for deres skønsbeføjelse i forbindelse med fastsættelse af tildelingskriterier (29) kunne identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud under hensyntagen til sociale aspekter. I Nord-Pas-de-Calais-dommen havde Domstolen fastslået, at de da gældende bestemmelser imidlertid ikke udelukkede enhver mulighed for, at de ordregivende myndigheder kan benytte en betingelse om bekæmpelse af arbejdsløshed som et kriterium (30). Efterfølgende havde Domstolen udtrykkeligt i Fair Trade-dommen fastslået den generelle holdning om, at de ordregivende myndigheder »kan vælge tildelingskriterier, som er baseret på sociale hensyn« (31).
35. Domstolens praksis og bestemmelserne i direktiv 2014/24 gør det muligt at afgrænse de ordregivende myndigheders beføjelser til at tage højde for sociale aspekter i forbindelse med identifikationen af det økonomisk mest fordelagtige tilbud.
36. I denne henseende omfatter begrebet »sociale aspekter« generelt både faktorer vedrørende produktionsprocessen eller leveringen af tjenesteydelsen (såsom eksempelvis faktorer knyttet til arbejdsvilkår, respekt for menneskerettighederne inden for forsyningskæden eller ansvarligt indkøb af råvarer) og faktorer af relevans for slutbrugerne (såsom eksempelvis faktorer angående tjenesteydelsens tilgængelighed eller udformning med henblik på at nå sårbare brugere eller angående beskæftigelsesmuligheder) (32).
37. Domstolen har i øvrigt afklaret, at tildelingskriterier, som er baseret på sociale hensyn, kan vedrøre brugerne eller modtagerne af de bygge- og anlægsarbejder, indkøb eller tjenesteydelser, der er omfattet af kontrakten, men også andre personer (33), herunder eksempelvis de arbejdstagere, der gennemfører kontrakten (34).
38. Det kan desuden udledes af direktiv 2014/24 og retspraksis, at en ordregivende myndighed kun kan tage højde for kriterier baseret på sociale aspekter, såfremt disse kriterier opfylder en række betingelser: For det første, at de er knyttet til kontraktens genstand (35), for det andet, at de ikke tillægger denne myndighed et ubetinget frit valg (36), for det tredje, at de opfylder gennemsigtighedskravene, dvs. at de dels udtrykkeligt er nævnt i udbudsbetingelserne eller i udbudsbekendtgørelsen (37) sammen med deres vægtning (38) og eventuelle underkriterier, dels er så klare, at det gøres muligt for alle rimeligt oplyste og normalt påpasselige bydende at forstå dem (39), og for det fjerde, at de overholder alle de grundlæggende principper i EU-retten, herunder navnlig princippet om forbud mod forskelsbehandling (40).
39. Det fremgår endvidere af direktivet, at det økonomisk mest fordelagtige tilbud på grundlag af det bedste forhold mellem pris og kvalitet altid bør indeholde et pris- eller omkostningselement (41), hvorfor identifikationen af dette tilbud ikke kan være baseret på udelukkende kvalitative og/eller sociale kriterier. Endvidere skal ethvert af de tildelingskriterier, som den ordregivende myndighed udvælger med henblik på at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud, ikke nødvendigvis være af rent økonomisk karakter. Det kan således ikke udelukkes, at forhold, der ikke er rent økonomiske, kan have indflydelse på værdien af et tilbud set ud fra den nævnte ordregivende myndigheds side (42).
40. Med hensyn til den foreliggende situation fremgår det af punkt 4 ovenfor, at det omtvistede kriterium vedrører den stigning i lønnen ud over den kollektive overenskomst for sektoren, som tilbudsgiveren foreslår at anvende på de personer, som gennemfører kontrakten.
41. Da det drejer sig om lønninger og derfor om arbejdsvilkår, er det et tildelingskriterium vedrørende »sociale aspekter« som omhandlet i artikel 67, stk. 2, i direktiv 2014/24, der i overensstemmelse med den i punkt 37 nævnte retspraksis omfatter de arbejdstagere, der gennemfører kontrakten. Bortset fra spørgsmålene om kriteriets tilknytning til kontraktens genstand og overholdelsen af proportionalitetsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling, som jeg vil undersøge i det følgende, sættes der desuden tilsyneladende ikke spørgsmålstegn ved, at dette tildelingskriterium opfylder de i punkt 38 nævnte betingelser. I denne henseende kan det udledes af forelæggelsesafgørelsen, at den omhandlede kontrakt også omfatter et priskriterium i overensstemmelse med det i punkt 39 beskrevne krav.
42. Hvad specifikt angår kontrakter vedrørende sociale tjenesteydelser skal det endvidere påpeges, at det fremgår af artikel 76, stk. 2, i direktiv 2014/24, at de ordregivende myndigheder, henset til disse tjenesteydelsers særlige karakter, kan tage større hensyn til aspekter vedrørende »tjenesteydelsernes kvalitet, kontinuitet, adgangsmuligheder, tilgængelighed og omfang, samt at priserne er overkommelige, og de forskellige brugeres […] særlige behov«. Desuden har medlemsstaterne, som jeg tidligere har påpeget, med hensyn til disse typer af kontrakter vide skønsbeføjelser (43), navnlig for så vidt angår fastsættelsen af tildelingskriterier. Disse betragtninger, som gælder for kontrakter vedrørende sociale tjenesteydelser, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2014/24, gælder a fortiori for kontrakter som den omhandlede, der i sig selv falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 2014/24, men på hvilke dette direktiv kun finder anvendelse i kraft af et frivilligt valg fra den pågældende medlemsstat. For disse typer af kontrakt skal ovennævnte skønsbeføjelser være desto videre (44).
43. I denne særlige sammenhæng mener jeg derfor, at direktiv 2014/24 – med forbehold for de følgende betragtninger om tilknytning til kontraktens genstand og om overholdelse af proportionalitetsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling – ikke begrænser den pågældende medlemsstats vide skønsbeføjelser og ikke er til hinder for, at en ordregivende myndighed kan anvende et kriterium vedrørende sociale aspekter såsom det omtvistede med henblik på at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud i forbindelse med tildeling af en kontrakt vedrørende sociale tjenesteydelser, hvis værdi er lavere end tærsklen, og som derfor falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 2014/24, men på hvilken den pågældende medlemsstat frivilligt har gjort dette direktiv anvendeligt.
2. Spørgsmålet om, hvorvidt det omtvistede kriterium er knyttet til kontraktens genstand
44. Som anført fremgår det af artikel 67, stk. 2, i direktiv 2014/24, at et tildelingskriterium skal være knyttet til kontraktens genstand. Samme artikels stk. 3 afklarer, at »[t]ildelingskriterier anses som værende forbundet med genstanden for den offentlige kontrakt, såfremt de relaterer sig til […] tjenesteydelser, der skal leveres i henhold til kontrakten, for så vidt angår ethvert aspekt og ethvert trin i deres livscyklus, herunder faktorer, der […] ikke udgør en del af deres materielle indhold«.
45. Netop tilknytningen mellem det omtvistede kriterium og genstanden for den omhandlede kontrakt er et af de aspekter, som den forelæggende ret nærer tvivl om. Den forelæggende ret finder, at forholdet mellem lønstigningen og forbedringen i leveringen af tjenesteydelsen er for hypotetisk til, at der kan identificeres et fordelagtigt aspekt, som kan anvendes til at træffe afgørelse om tildelingen af kontrakten.
46. I denne henseende vedrører den omhandlede kontrakt personlige sociale tjenesteydelser. Disse tjenesteydelser tilvejebringes generelt fra person til person og kræver udførelse af arbejdskraftintensive aktiviteter (45). Eftersom det omtvistede kriterium vedrører lønningen for den person, som tilvejebringer tjenesteydelsen, vedrører det i sidste ende vederlaget for tjenesteydelsen, dvs. det økonomiske modstykke til den pågældende tjenesteydelse (46) og derfor et element, som åbenlyst er knyttet til tjenesteydelsen.
47. I denne sammenhæng fremgår det af retspraksis, at det ikke kræves, at et tildelingskriterium vedrører en særlig egenskab ved tjenesteydelsen (47), og dette bekræftes af sidste punktum i artikel 67, stk. 3, i direktiv 2014/24 og af 97. betragtning hertil, hvorefter der for at afgøre, om et kriterium er knyttet til tjenesteydelsen – sådan som nævnt i punkt 44 – kan tages højde for faktorer, der ikke udgør en del af tjenesteydelsens »materielle indhold«. Som jeg har konstateret i punkt 39, skal et kriterium ikke nødvendigvis give en fordel af rent økonomisk karakter.
48. Med hensyn til denne kategori af tjenesteydelser, hvor det personlige aspekt spiller en fremherskende rolle, synes det endvidere ikke urimeligt at antage, at der generelt kan foreligge en positiv forbindelse mellem den arbejdsmæssige tilfredshed for de personer, som tilvejebringer sociale tjenesteydelser, noget som også påvirkes af deres lønninger, og kvaliteten af den leverede tjenesteydelse.
49. Afslutningsvis fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den ordregivende myndighed anvendte det omtvistede kriterium, henset til behovet for at finde en løsning på det ansættelsesmæssige konfliktniveau i sektoren, som til dels skyldtes lønniveauet, og som var konkretiseret i en lang periode med protester fra de personer, der var udpeget til at tilvejebringe tjenesteydelsen. Anvendelsen af dette kriterium sigtede mod at sikre tjenesteydelsens kontinuitet og hensigtsmæssighed.
50. Med forbehold for den nødvendige faktuelle efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, mener jeg på denne baggrund, at den ordregivende myndigheds vurderinger af denne art udgør legitime overvejelser, som kan begrunde vedtagelsen af et specifikt tildelingskriterium, navnlig i en sammenhæng som den foreliggende, hvor – som jeg har påpeget i punkt 42 – dels overvejelser om tjenesteydelsens kontinuitet og tilgængelighed spiller en væsentlig rolle, henset til den særlige karakter af de af kontrakten omfattede tjenesteydelser, dels medlemsstaterne har vide skønsbeføjelser, a fortiori i tilfælde af kontrakter, hvis værdi er lavere end tærsklen.
3. Spørgsmålet om, hvorvidt det omtvistede kriterium er forholdsmæssigt
51. I sit indlæg har Kommissionen bestridt, at det omtvistede kriterium overholder proportionalitetsprincippet. Kommissionen nærer navnlig tvivl hvad angår proportionaliteten af dette kriteriums vægtning i forhold til de øvrige kriterier i udbudsbetingelserne. De sagsakter, som Domstolen råder over, gør det ikke muligt fuldt ud at forstå vægtningen af de forskellige kriterier for tildeling af den omhandlede kontrakt (48). Det påhviler den forelæggende ret konkret at fastlægge den reelle vægtning af det omtvistede kriterium med henblik på at vurdere dets proportionalitet.
52. I denne henseende sikrer proportionalitetsprincippet, at de af de ordregivende myndigheder trufne foranstaltninger er egnede til at opnå de legitime mål, som forfølges ved udbudsreglerne, og ikke går videre end nødvendigt for at nå disse mål. Bedømmelsen af proportionaliteten mellem kriterierne for tildeling af en vis kontrakt skal foretages i hvert enkelt tilfælde og afhænger af forskellige faktorer, herunder utvivlsomt kontraktens genstand.
53. Med hensyn til vægtning af tildelingskriterier vedrørende sociale aspekter er det tilsyneladende ikke muligt på et abstrakt plan at fastsætte en højeste eller mindste procentdel, som kan betragtes som forholdsmæssig. For kontrakter, hvor enten de sociale risici (eksempelvis menneskerettighedskrænkelser) eller – som i tilfældet med den omhandlede kontrakt – de potentielle sociale fordele (eksempelvis målbare forbedringer af velfærden for en sårbar gruppe) er høje, kan det være hensigtsmæssigt at have sociale tildelingskriterier med en høj vægtning (49). Vurderingen af proportionaliteten skal også tage højde for den i punkt 42 nævnte særlige sammenhæng for kontrakter vedrørende sociale tjenesteydelser, navnlig såfremt deres værdi er lavere end tærsklen.
54. Hvad derimod angår priskriteriets vægtning synes direktiv 2014/24, bortset fra det i punkt 39 nævnte krav, ikke at pålægge præcise betingelser for at bedømme proportionaliteten af dette kriterium, der således afhænger af forskellige faktorer knyttet til typen af kontrakt.
55. Det fremgår i øvrigt af retspraksis, at Domstolen har fastslået, at en ordregivende myndighed kan tildele et tildelingskriterium baseret på miljømæssige aspekter en vægtning på 45% (50), og ikke har modsat sig, at kvalitetskriterierne i alt svarer til 60% af de point, der kan gives ved bedømmelsen af tilbuddet (51).
56. Afslutningsvis fremgår det ikke klart af de sagsakter, som Domstolen råder over, om der for anvendelsen af det omtvistede kriterium inden for rammerne af de forskellige bestemmelser i udbudsbetingelserne er fastsat et maksimalt lønstigningsbeløb, som tilbudsgiveren skal foreslå at anvende på de ansatte, der gennemfører kontrakten. Hvis det er muligt at foreslå lønstigninger, som åbenlyst ikke står i forhold til tjenesteydelsens værdi, giver dette anledning til spørgsmål med hensyn til overholdelsen af proportionalitetsprincippet.
57. Sammenfattende påhviler det den forelæggende ret i lyset af ovenstående betragtninger og på grundlag af den nødvendige faktuelle efterprøvelse at vurdere, om et kriterium som det omtvistede for tildeling af en kontrakt vedrørende sociale tjenesteydelser som den i hovedsagen omhandlede i den i punkt 42 nævnte særlige sammenhæng er foreneligt med proportionalitetsprincippet.
4. Spørgsmålet om, hvorvidt det omtvistede kriterium er af diskriminerende karakter
58. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om det omtvistede kriterium på diskriminerende vis kan være til skade for aktører med mindre økonomisk formåen til at betale høje lønninger (eksempelvis små og mellemstore virksomheder), som er i stand til at afgive konkurrencedygtige tilbud, netop fordi de har lavere lønomkostninger.
59. I denne henseende skal de ordregivende myndigheder i medfør af artikel 18, stk. 1, i direktiv 2014/24 behandle økonomiske aktører ens og uden forskelsbehandling. Ifølge retspraksis har ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i denne bestemmelse, til formål at begunstige udviklingen af en sund og effektiv konkurrence mellem de virksomheder, der deltager i et offentligt udbud, og de er en del af selve kernen i EU-reglerne om procedurerne for indgåelse af offentlige kontrakter. Tilbudsgiverne skal i overensstemmelse med disse principper behandles lige, både når de udarbejder deres tilbud, og når den ordregivende myndighed vurderer tilbuddene (52). Disse principper kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (53).
60. Hvad angår EU-udbudsreglerne, sådan som det i det væsentlige fremgår af artikel 18, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2014/24, indebærer princippet om forbud mod forskelsbehandling bl.a., at de ordregivende myndigheder ikke må inddrage kriterier eller regler, som uretmæssigt favoriserer visse økonomiske aktører eller stiller dem mindre gunstigt på grundlag af deres særlige kendetegn, eller som danner kunstige barrierer for visse kategorier af aktører såsom eksempelvis små og mellemstore virksomheder.
61. Et af de med direktiv 2014/24 forfulgte formål er nemlig at fremme små og mellemstore virksomheders deltagelse i offentlige udbud (54). I denne sammenhæng kan inddragelsen af krav eller tildelingskriterier, som er alt for strenge, ikke er forbundet med eller ikke står i forhold til kontraktens genstand, udgøre en urimelig hindring for små og mellemstore virksomheders inddragelse i offentlige udbud (55). I øvrigt er et af de vigtigste mål, som EU-udbudsreglerne forfølger, netop, at der maksimalt åbnes for konkurrence, således at det størst mulige antal økonomiske aktører kan deltage i et offentligt udbud.
62. I den foreliggende situation er det ikke udelukket, at et kriterium som det omtvistede på et abstrakt plan, under de konkrete omstændigheder kan give anledning til forskelsbehandling af aktører med mindre økonomisk formåen til at betale høje lønninger, især hvis der – sådan som anført i punkt 56 – ikke fastsættes et maksimalt lønstigningsbeløb, som teoretisk kan foreslås.
63. Jeg mener dog, at Domstolen i den konkrete situation ikke råder over de oplysninger, som er nødvendige for at afgøre, om en sådan forskelsbehandling foreligger eller ej. Henset til kontraktens specifikke genstand og begrænsede værdi synes det desuden usandsynligt, at de virksomheder, som deltager i et offentligt udbud som det omhandlede uden at være små og mellemstore virksomheder, konkret kan favoriseres af et sådant kriterium til skade for en sund og effektiv konkurrence mellem de deltagende virksomheder. Det påhviler den forelæggende ret at foretage den nødvendige faktuelle efterprøvelse i denne forbindelse.
5. Konklusion om direktiv 2014/24
64. Det følger af ovenstående betragtninger, at der i det foreliggende tilfælde ved fortolkningen af artikel 67 i direktiv 2014/24 skal tages hensyn til, at den omhandlede kontrakt vedrører personlige sociale tjenesteydelser og ganske vist har en værdi under den tærskel, som er fastsat i direktivet for disse kategorier af tjenesteydelser, men at den pågældende medlemsstat på direkte og ubetinget vis har gjort denne artikels bestemmelser anvendelige i national ret. I denne sammenhæng skal disse bestemmelser fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at der med henblik på at identificere »det økonomisk mest fordelagtige tilbud« anvendes et tildelingskriterium som det omtvistede, forudsat at dette kriterium overholder proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
C. Chartrets artikel 28
65. Med det præjudicielle spørgsmåls tredje del har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at afklare, hvorvidt et kriterium for tildeling af en tjenesteydelseskontrakt, som vurderer de stigninger i lønnen ud over den kollektive overenskomst for sektoren, som tilbudsgiveren foreslår at anvende på de personer, som gennemfører kontrakten, og hvorefter den valgte tilbudsgiver efter kollektiv forhandling med arbejdstagernes repræsentanter skal konkretisere, hvordan lønstigningen vil udmønte sig, og skal tilstræbe at indgå en kollektiv overenskomst, hvis anvendelsesområde omfatter de ansatte, der er udpeget til at gennemføre kontrakten, er i strid med retten til kollektiv forhandling som sikret ved chartrets artikel 28.
66. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om det omtvistede kriterium udgør et indgreb i retten til kollektiv forhandling, som er anerkendt i chartrets artikel 28, fordi det kan medføre, at de ansatte, der er udpeget til at gennemføre kontrakten, undtages fra anvendelsesområdet for en gældende overenskomst, hvilket følgelig kan skabe lønforskelle mellem arbejdstagere i den samme virksomhed, som varetager de samme opgaver, idet disse forskelle alene er begrundet i den klient, for hvem opgaverne udføres.
67. Det følger af chartrets artikel 28, at arbejdstagere og arbejdsgivere eller deres respektive organisationer – i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis – har ret til at forhandle og indgå kollektive overenskomster på passende niveauer.
68. Det fremgår af retspraksis, at denne bestemmelse, fortolket i lyset af artikel 152, stk. 1, TEUF, forudsætter arbejdsmarkedets parters uafhængighed, hvilket indebærer, at arbejdsmarkedets parter under den fase, hvor de forhandler om en aftale, selv råder fuldt ud over denne fase og kan føre drøftelser og handle frit uden at modtage styring eller instruktioner fra nogen og navnlig ikke fra medlemsstaterne eller EU-institutionerne (56).
69. I den foreliggende situation omfatter det omtvistede kriterium to faser. For det første skal det inden for en frist på højst en måned fra indgåelsen af kontrakten og efter forhandling med arbejdstagernes repræsentanter konkretiseres, hvordan den stigning i lønnen ud over den kollektive overenskomst for sektoren, som tilbudsgiveren foreslår at anvende på de personer, som gennemfører kontrakten, vil udmønte sig. For det andet skal den valgte tilbudsgiver tilstræbe at indgå en specifik kollektiv overenskomst om regulering af arbejdsvilkårene for de ansatte, der er udpeget til at gennemføre kontrakten.
70. I denne forbindelse er jeg af den opfattelse, at det omtvistede kriterium fremmer retten til kollektiv forhandling, snarere end at forringe den. Dette kriterium pålægger nemlig den virksomhed, som får tildelt kontrakten, at foretage forhandlinger med arbejdstagernes repræsentanter med henblik på at konkretisere, hvordan lønstigningen vil udmønte sig. Kriteriet lader derfor ikke fastsættelsen af disse elementer være omfattet af virksomhedens frie valg. Endvidere pålægger dette kriterium blot den valgte tilbudsgiver at »tilstræbe« at indgå en kollektiv overenskomst for den omhandlede tjeneste. Dette kriterium pålægger imidlertid ikke nogen forpligtelse til at nå et bestemt resultat og påvirker tilsyneladende ikke på nogen måde arbejdsmarkedets berørte parters uafhængighed.
71. Angående den omstændighed, at det omtvistede kriterium kan skabe lønforskelle, fordi visse arbejdstagere undtages fra anvendelsesområdet for den kollektive overenskomst for sektoren, for så vidt som arbejdsvilkårene ifølge den specifikke overenskomst for Ortuella kommune er gunstigere end arbejdsvilkårene ifølge den kollektive overenskomst for sektoren, ser jeg intet forhold, der kan udgøre en tilsidesættelse af chartrets artikel 28. Ved anvendelsen af den kollektive overenskomst for sektoren som laveste referencenorm (benchmark) øger det omtvistede kriterium rækkevidden af denne bestemmelse.
72. Jeg mener derfor, at chartrets artikel 28 ikke er til hinder for et tildelingskriterium som det omtvistede.
III. Forslag til afgørelse
73. På baggrund af alle de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål, som Órgano Administrativo de Recursos Contractuales de la Comunidad Autónoma de Euskadi (klagenævnet for udbud i den selvstyrende region Baskerlandet, Spanien) har forelagt, på følgende måde:
»Artikel 67 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF skal fortolkes således, at den – i tilfælde af en kontrakt vedrørende personlige sociale tjenesteydelser, hvis værdi er lavere end den tærskel, som er fastsat i direktivet for disse kategorier af tjenesteydelser, men på hvilken den pågældende medlemsstat i national ret på direkte og ubetinget vis har gjort denne artikels bestemmelser anvendelige – ikke er til hinder for, at der med henblik på at identificere »det økonomisk mest fordelagtige tilbud« som omhandlet i denne bestemmelse anvendes et tildelingskriterium, ifølge hvilket der vurderes de stigninger i lønnen ud over den kollektive overenskomst for sektoren, som tilbudsgiveren foreslår at anvende på de personer, som gennemfører kontrakten, forudsat at dette kriterium overholder proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
Artikel 28 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er ikke til hinder for et kriterium for tildeling af en tjenesteydelseskontrakt, som vurderer de stigninger i lønnen ud over den kollektive overenskomst for sektoren, som tilbudsgiveren foreslår at anvende på de personer, som gennemfører kontrakten, og hvorefter den valgte tilbudsgiver efter kollektiv forhandling med arbejdstagernes repræsentanter skal konkretisere, hvordan lønstigningen vil udmønte sig, og skal tilstræbe at indgå en kollektiv overenskomst, hvis anvendelsesområde omfatter de ansatte, der er udpeget til at gennemføre kontrakten.«
1 – Originalsprog: italiensk.
2 – Det fremgår af Revisionsrettens særberetning nr. 28/2023, at der hvert år bruges ca. 2 bio. EUR, svarende til 14% af EU’s bruttonationalprodukt, på indkøb via offentlige udbud (jf. s. 4).
3 – Jf. i denne forbindelse Europa-Parlamentets undersøgelse med overskriften »The social impact of public procurement – Can the EU do more?« fra oktober 2023, Kommissionens meddelelse C(2021) 3573 final af 26.5.2021, som har overskriften »Sociale hensyn ved indkøb – En vejledning i mulighederne for at tage sociale hensyn ved offentlige udbud – 2. udgave« (EUT 2021, C 237, s. 1), og Kommissionens publikation med overskriften »Making Socially Responsible Public Procurement Work« fra maj 2020.
4 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26.2.2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT 2014, L 94, s. 65).
5 – Den pågældende ydelse, benævnt »[h]jemmehjælpsydelser i Ortuella kommune«, henhører under »sociale foranstaltninger, ikke omfattende institutionsophold« (CPV – 85312000-9). Jf. forelæggelsesafgørelsens præmis 6 for yderligere oplysninger.
6 – Der vil blive taget hensyn til den procentuelle stigning i lønnen ved anvendelse af en bestemt formel (jf. forelæggelsesafgørelsens præmis 7 for yderligere oplysninger).
7 – Om vægtningen af de forskellige tildelingskriterier, jf. punkt 51 og fodnote 48 nedenfor.
8 – Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71/EF af 16.12.1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (EFT 1997, L 18, s. 1).
9 – Jf. præmis 20-25. Jeg mener, at Domstolens senere praksis ikke indeholder grunde til at så tvivl om denne vurdering.
10 – CPV 85312000-9, nævnt i fodnote 5 ovenfor, henhører nemlig under de i dette bilag opremsede koder.
11 – Jf. 28. betragtning til direktiv 2014/24.
12 – Ley 9/2017, de 8 de noviembre, de Contratos del Sector Público (lov nr. 9 af 8.11.2017 om offentlige kontrakter).
13 – Jf. i denne retning dom af 18.10.1990, Dzodzi (C-297/88 og C-197/89, EU:C:1990:360, præmis 36 og 37), og af 16.6.2022, Obshtina Razlog (C-376/21, EU:C:2022:472, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).
14 – Dom af 4.4.2019, Allianz Vorsorgekasse (C-699/17, EU:C:2019:290, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis), og kendelse af 5.7.2024, EUROCASH1 (C-788/23, EU:C:2024:589, præmis 23).
15 – Dom af 6.10.2016, Tecnoedi Costruzioni (C-318/15, EU:C:2016:747, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis), og kendelse af 5.7.2024, EUROCASH1 (C-788/23, EU:C:2024:589, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).
16 – Jf. 114. betragtning til direktiv 2014/24. Disse tjenesteydelser leveres i en særlig sammenhæng, som er meget forskellig fra medlemsstat til medlemsstat som følge af forskellige kulturelle traditioner. Jf. dom af 14.7.2022, ASADE (C-436/20, EU:C:2022:559, præmis 75, herefter »ASADE-dommen«).
17 – Ibidem.
18 – I mangel af sådanne tegn kan alene den omstændighed, at de af denne kontrakt omfattede tjenesteydelser skal leveres i Ortuella kommune, som ligger ca. fra den fransk-spanske grænse, ikke godtgøre, at der findes en klar grænseoverskridende interesse. Jf. i denne forbindelse kendelse af 5.7.2024, EUROCASH1 (C-788/23, EU:C:2024:589, præmis 26).
19 – De grænseoverskridende foranstaltninger er opremset henholdsvis i denne bestemmelses litra a)-c) og vedrører i det væsentlige det tilfælde, hvor en arbejdstager udstationeres på en anden medlemsstats område i henhold til en aftale mellem den udstationerende virksomhed og modtageren af tjenesteydelsen [litra a)], det tilfælde, hvor en arbejdstager udstationeres i en anden medlemsstat på et forretningssted eller i en virksomhed, der tilhører koncernen [litra b)], og det tilfælde, hvor en arbejdstager udstationeres af et vikarbureau [litra c)].
20 – Jf. dom af 6.3.2014, Siragusa (C-206/13, EU:C:2014:126, præmis 24), og af 28.11.2024, PT (Aftale mellem anklagemyndigheden og gerningsmanden til en lovovertrædelse) (C-432/22, EU:C:2024:987, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
21 – Jf. i denne forbindelse dom af 13.3.2019, E. (C-635/17, EU:C:2019:192, præmis 35-39 og 53), af 30.1.2020, Generics (UK) m.fl. (C-307/18, EU:C:2020:52, præmis 22-29, 41 og 137), og af 11.6.2020, Prokuratura Rejonowa w Słupsku (C-634/18, EU:C:2020:455, præmis 24-30 og 43). Jf. mere generelt om dette emne generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse Prokuratura Rejonowa w Słupsku (C-634/18, EU:C:2020:29, punkt 34-44).
22 – Jf. 114. betragtning til direktiv 2014/24. Jf. om denne ordning ASADE-dommen, præmis 73 ff.
23 – Jf. den ovenfor i fodnote 12 nævnte retspraksis.
24 – Det fremgår nemlig af artikel 76, stk. 1, sidste punktum, i direktiv 2014/24, at med hensyn til kontrakter vedrørende sociale tjenesteydelser »[står det medlemsstaterne] frit for at fastsætte de procedureregler, der skal anvendes, så længe sådanne regler giver de ordregivende myndigheder mulighed for at tage hensyn til de [sociale] tjenesteydelsers særlige karakter«. Samme artikels stk. 2, sidste punktum, fastsætter, at »[m]edlemsstaterne kan […] fastlægge, at valget af tjenesteyder skal ske på grundlag af det tilbud, der afspejler det bedste forhold mellem pris og kvalitet, under hensyntagen til kvalitets- og bæredygtighedskriterier for sociale tjenesteydelser« (min fremhævelse). Jf. i denne forbindelse ASADE-dommen, præmis 84 og 85.
25 – I denne forbindelse fremgår det af anden betragtning til direktivet, at et af formålene med revideringen af udbudsreglerne netop var at gøre det muligt for indkøbere at udnytte offentlige udbud bedre »til støtte for fælles samfundsmål«. Jf. også Europa-Parlamentets undersøgelse (s. 10) og Kommissionens meddelelse (s. 8), der begge er nævnt i fodnote 2.
26 – Ifølge den første bestemmelse »bekæmper [Unionen] social udstødelse […] og fremmer social retfærdighed og beskyttelse«. Det fremgår af den anden bestemmelse, at »[v]ed fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tager Unionen hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse […]«.
27 – Andre relevante bestemmelser i direktiv 2014/24 inkluderer ordningen om reserverede kontrakter i artikel 20 og muligheden ifølge artikel 70 for at fastsætte særlige betingelser vedrørende gennemførelsen af en kontrakt, hvilke betingelser kan omfatte sociale hensyn.
28 – Jf. dom af 30.1.2020, Tim (C-395/18, EU:C:2020:58, præmis 38).
29 – Jf. i denne forbindelse dom af 4.12.2003, EVN og Wienstrom (C-448/01, EU:C:2003:651, præmis 37).
30 – Dom af 26.9.2000, Kommissionen mod Frankrig (C-225/98, EU:C:2000:494, præmis 49 og 50).
31 – Dom af 10.5.2012, Kommissionen mod Nederlandene (C-368/10, EU:C:2012:284, præmis 85).
32 – Eksempler på de sociale mål, som de ordregivende myndigheder kan forfølge ved offentlige kontrakter, er opremset i Kommissionens publikation med overskriften »Making Socially Responsible Public Procurement Work«, nævnt i fodnote 2 ovenfor.
33 – Dom af 10.5.2012, Kommissionen mod Nederlandene (C-368/10, EU:C:2012:284, præmis fine).
34 – Som eksempler på sociale aspekter angiver selve direktivet i øvrigt kriterier vedrørende de personer, der er udpeget til at gennemføre kontrakten, med henblik på at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Jf. 93. og 94. betragtning samt artikel 67, stk. 2, litra b).
35 – Jf. artikel 67, stk. 2 og 3, i direktiv 2014/24 og, tidligere, dom af 17.9.2002, Concordia Bus Finland (C-513/99, EU:C:2002:495, præmis 64).
36 – Jf. artikel 67, stk. 4, i og 92. betragtning til direktiv 2014/24 samt dom af 20.9.2018, Montte (C-546/16, EU:C:2018:752, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
37 – Jf. bilag V, del C, nr. 18, til direktiv 2014/24 og, tidligere, dom af 17.9.2002, Concordia Bus Finland (C-513/99, EU:C:2002:495, præmis 64).
38 – Jf. artikel 67, stk. 5, i direktiv 2014/24.
39 – Dom af 18.10.2001, SIAC Construction (C-19/00, EU:C:2001:553, præmis 42).
40 – Jf. artikel 18 i direktiv 2014/24 og, tidligere, dom af 17.9.2002, Concordia Bus Finland (C-513/99, EU:C:2002:495, præmis 64).
41 – 90. betragtning til direktiv 2014/24.
42 – Jf. analogt dom af 17.9.2002, Concordia Bus Finland (C-513/99, EU:C:2002:495, præmis 64).
43 – Jf. 114. betragtning til direktiv 2014/24 og punkt 27 ovenfor.
44 – I denne forbindelse opremser artikel 145, stk. 2, i loven om offentlige kontrakter en række formål, som kontraktens sociale karakteristika skal henvise til, herunder forbedring af arbejds- og lønforhold.
45 – Jf. i denne forbindelse Kommissionens meddelelse, nævnt i fodnote 2 ovenfor, s. 39.
46 – Jf. generaladvokat Medinas forslag til afgørelse ASADE (C-436/20, EU:C:2022:77, punkt 53 og den deri nævnte retspraksis).
47 – Jf. analogt dom af 10.5.2012, Kommissionen mod Nederlandene (C-368/10, EU:C:2012:284, præmis 91).
48 – Kommissionen har anført, at det omtvistede kriterium for tildeling af den omhandlede kontrakt har en vægtning på 27% af det samlede antal point (40 point af 145 point), mens det finansielle og det tekniske tilbud vil blive tildelt henholdsvis højst 15 og 45 point. Undersøgelsen af bilag I til udbudsbetingelserne bekræfter imidlertid ikke, at det samlede antal point svarer til 145. Det fremgår af dette dokument, at det omtvistede kriterium vil blive tildelt 40 point, det tekniske tilbud 45 point, og det finansielle tilbud 15 point, dvs. i alt 100 point. Forklaringerne (på s. 45) til det finansielle kriterium angiver derimod, at dette kriterium vil blive tildelt 55 point.
49 – Jf. Kommissionens meddelelse, nævnt i fodnote 2 ovenfor, s. 85.
50 – Dom af 4.12.2003, EVN og Wienstrom (C-448/01, EU:C:2003:651, præmis 42 og 43).
51 – Dom af 17.11.2022, Antea Polska m.fl. (C-54/21, EU:C:2022:888, præmis 92).
52 – Jf. i denne retning bl.a. dom af 13.6.2024, BibMedia (C-737/22, EU:C:2024:495, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis). Angående et tilfælde af anvendelse af ligebehandlingsprincippet med hensyn til artikel 76 i direktiv 2014/24 henvises til ASADE-dommen, præmis 86 ff.
53 – Dom af 6.10.2021, Conacee (C-598/19, EU:C:2021:810, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
54 – Jf. anden betragtning til direktiv 2014/24.
55 – Jf. i denne retning 83. betragtning til direktiv 2014/24.
56 – Jf. i denne forbindelse dom af 15.12.2022, TimePartner Personalmanagement (C-311/21, EU:C:2022:983, præmis 71-74 og den deri nævnte retspraksis).
