1.

Børnebortførelsessager er ubestrideligt nogle af de mest følsomme, som en retsinstans kan risikere at skulle afgøre. De optræder nemlig i en følelsesmæssigt og retsligt særlig tung sammenhæng, hvori forældrenes gensidige nag, deres følelser for deres barn eller børn og parternes grundlæggende rettigheder alle indgår med fokus på barnets tarv.

2.

Den procedure, der i denne henseende er fastlagt i konventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser, indgået i Haag den 25. oktober 1980 (herefter »Haagerkonventionen af 1980«) og suppleret i EU med visse bestemmelser i forordning (EF) nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar ( 2 ) (herefter »Bruxelles IIa-forordningen«), som har til formål at sikre et barns umiddelbare tilbagegivelse til den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted, er allerede genstand for en righoldig praksis fastlagt af Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«). Alligevel er gennemførelsen af denne procedure stadig omstridt, i det mindste i visse stater.

3.

Den foreliggende anmodning om en præjudiciel afgørelse fra Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa, Polen) giver Domstolen anledning til at undersøge den forpligtelse, der følger af disse instrumenter for EU’s medlemsstater til at indføre hurtige procedurer til behandling af anmodninger om tilbagegivelse. Denne ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om en medlemsstat i henhold til de nævnte instrumenter på dette område i tillæg til de to almindelige retsinstanser kan indføre en mulighed for kassationsappel, der på en simpel begæring, som fremsættes uden begrundelse af en af de offentlige enheder, som er bemyndiget til at iværksætte en sådan appel, medfører udsættelse af fuldbyrdelsen af en endelig afgørelse om tilbagegivelse. I dette forslag til afgørelse vil jeg forklare, hvorfor dette ikke kan være tilfældet.

4.

Ifølge Haagerkonventionens artikel 1, litra a), har denne konvention bl.a. til formål at »sikre en umiddelbar tilbagegivelse af børn, som er ulovligt bortført til eller tilbageholdt i en kontraherende stat«.

5.

Denne konventions artikel 2 bestemmer, at de kontraherende stater »skal tage alle nødvendige skridt til at sikre, at konventionens formål opfyldes inden for deres territorier. I dette øjemed skal de anvende de hurtigste fremgangsmåder, der er til rådighed«.

6.

Den nævnte konventions artikel 11 bestemmer:

»De judicielle eller administrative myndigheder i kontraherende stater skal handle hurtigt i sager om børns tilbagegivelse.

Hvis den pågældende judicielle eller administrative myndighed ikke har truffet nogen beslutning inden seks uger efter den dag, da sagen blev indledt, kan ansøgeren eller centralmyndigheden i modtagerstaten, på eget initiativ eller efter anmodning fra centralmyndigheden i oprindelsesstaten, bede om en redegørelse for årsagerne til forsinkelsen. […]«

7.

Samme konventions artikel 12 har følgende ordlyd:

»Hvis et barn er blevet ulovligt bortført eller tilbageholdt som angivet i artikel 3, og hvis der, da sagen blev indledt ved den judicielle eller administrative myndighed i den kontraherende stat, hvor barnet befinder sig, er gået mindre end et år fra den dag, da den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse fandt sted, skal den pågældende myndighed bestemme, at barnet straks skal gives tilbage.

[…]«

8.

Haagerkonventionens artikel 13 bestemmer:

»Uanset bestemmelserne i den foregående artikel, har den judicielle eller administrative myndighed i modtagerstaten ikke pligt til at bestemme, at barnet skal tilbagegives, hvis den person, institution eller anden myndighed, som modsætter sig tilbagegivelsen, godtgør at:

[…]

[…]«

9.

Bruxelles IIa-forordningens artikel 11 med overskriften »Tilbagegivelse af barnet« bestemmer:

»1.   Når en forældremyndighedsindehavende person, institution eller anden myndighed anmoder de kompetente myndigheder i en medlemsstat om at træffe afgørelse på grundlag af [Haagerkonventionen af 1980] med henblik på at opnå tilbagegivelse af et barn, som ulovligt er blevet fjernet til eller ulovligt tilbageholdes i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, finder stk. 2-8 anvendelse.

[…]

3.   En ret, til hvilken der er indgivet en anmodning om tilbagegivelse af et barn som omhandlet i stk. 1, fremmer sagen hurtigt under anvendelse af de hurtigste procedurer, der er til rådighed efter national lovgivning.

Uden at dette berører første afsnit, træffer retten sin afgørelse senest seks uger efter, at anmodningen er indgivet, medmindre særlige omstændigheder gør dette umuligt.

[…]«

10.

Artikel 5191, § 21, i Kodeks postępowania cywilnego (den civile retsplejelov), der blev indført ved ustawa o wykonywaniu niektórych czynności organu centralnego w sprawach rodzinnych z zakresu obrotu prawnego na podstawie prawa Unii Europejskiej i umów międzynarodowyc (lov om regulering af den centrale myndighed inden for familierettens virke på grundlag af EU-retten og internationale konventioner) af 26. januar 2018 (Dz. U. af 2018, pos. 416, herefter »2018-loven«) bestemmer:

»Der kan ligeledes iværksættes kassationsappel til prøvelse af afgørelser i sager om bortførelse af personer, der er underlagt forældremyndighed eller værgemål, som er anlagt i henhold til Haagerkonventionen af 1980.«

11.

Den civile retsplejelovs artikel 5191, § 22, som ligeledes er indført ved 2018-loven, har følgende ordlyd:

»En kassationsappel til prøvelse af afgørelser i sager som nævnt i § 21 kan ligeledes iværksættes af Prokurator Generalny (generalstatsadvokaten), Rzecznik Praw Dziecka (ombudsmanden for børns rettigheder) eller Rzecznik Praw Obywatelskich (national ombudsmand) inden for en frist på fire måneder fra den dato, hvor afgørelsen er blevet endelig.«

12.

I den civile retsplejelov blev der ved ustawa z dnia 7 kwietnia 2022 r. o zmianie ustawy Kodeks postępowania cywilnego (lov af 7.4.2022 om ændring af den civile retsplejelov) (Dz. U. af 2022, pos. 1098, herefter »2022-loven«), der trådte i kraft den 24. juni 2022, indført en artikel 3881 med følgende ordlyd:

»1.   I sager om bortførelse af personer, der er underlagt forældremyndighed eller værgemål, som er anlagt i henhold til [Haagerkonventionen af 1980], udsættes fuldbyrdelsen af en kendelse om bortførelse af personer, der er underlagt forældremyndighed eller værgemål, automatisk efter begæring fra en af de i artikel 5191, § 22, nævnte personer til [Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa)] inden for en frist på højst to uger fra den dato, hvor denne kendelse er blevet endelig.

2.   Udsættelsen af fuldbyrdelsen af den i § 1 omhandlede kendelse ophører, hvis den i artikel 5191, § 22, omhandlede person ikke iværksætter en kassationsappel til prøvelse heraf inden for to måneder efter, at kendelsen er blevet endelig.

3.   Såfremt den person, der er omhandlet i artikel 5191, § 22, iværksætter en kassationsappel til prøvelse af kendelsen inden for to måneder efter den dato, hvor den i § 1 omhandlede kendelse er blevet endelig, forlænges udsættelsen af fuldbyrdelsen af denne kendelse automatisk, indtil kassationssagen er afsluttet.

4.   Den person, der har fremsat en begæring om udsættelse af fuldbyrdelsen af den i § 1 omhandlede kendelse, kan trække denne tilbage inden for to måneder fra den dato, hvor denne kendelse er blevet endelig, medmindre en i artikel 5191, § 22, omhandlet person har iværksat en kassationsappel til prøvelse heraf.

5.   Virkningen af tilbagetrækningen af begæringen om udsættelse af fuldbyrdelsen af den i § 1 omhandlede kendelse er, at denne afgørelse bliver eksigibel.«

13.

T.C. (herefter »faderen«) og M.C. (herefter »moderen«), som er polske statsborgere, er forældre til to børn, nemlig N., der er født den 8. juni 2011, og M., der er født den 1. januar 2017 (herefter under ét »børnene«). Familien har i flere år været bosiddende i Irland. Børnene er født der og har ligeledes irsk statsborgerskab. Endvidere har begge forældre fast arbejde i Irland, idet moderen dog i øjeblikket er langtidssygemeldt.

14.

I sommeren 2021 tog moderen med faderens samtykke til Polen på ferie med børnene. I september meddelte hun ham, at hun ville blive der permanent. Faderen har aldrig givet samtykke til, at børnene fik ny bopæl, og følgelig heller ikke, at de ikke skulle vende tilbage til Irland.

15.

Den 18. november 2021 modtog Sąd Okręgowy we Wrocławiu (den regionale domstol i Wrocław, Polen) en anmodning fra faderen om tilbagegivelse af børnene til Irland på grundlag af Haagerkonventionen af 1980. Moderen intervenerede i sagen og nedlagde påstand om, at denne anmodning blev afslået. Prokurator Okręgowy we Wrocławiu (den regionale anklagemyndighed i Wrocław) intervenerede ligeledes i sagen til støtte for den nævnte anmodning.

16.

Ved kendelse af 15. juni 2022 imødekom Sąd Okręgowy we Wrocławiu (den regionale domstol i Wrocław) faderens anmodning. Denne ret fastslog nærmere bestemt, at der i det pågældende tilfælde var tale om »ulovlig tilbageholdelse af et barn« i henhold til Haagerkonventionen af 1980, og at den begrundelse for tilbageholdelse, der er fastsat i denne konventions artikel 13, stk. 1, litra b), ikke kunne finde anvendelse. Denne ret pålagde følgelig moderen at sikre tilbagegivelsen af børnene til Irland inden syv dage fra den dato, hvor denne kendelse blev endelig.

17.

Moderen iværksatte dernæst appel ved Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa) til prøvelse af den nævnte kendelse. Faderen og prokurator Okręgowy we Wrocławiu (den regionale anklagemyndighed i Wrocław) nedlagde påstand om, at denne appel blev forkastet.

18.

Ved kendelse af 21. september 2022 forkastede Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa) appellen. Appelinstansen var i alt væsentligt enig med retten i første instans i dennes bedømmelse, navnlig med hensyn til, at den begrundelse for tilbageholdelse, der er fastsat i artikel 13, stk. 1, litra b), i Haagerkonventionen af 1980, ikke kunne finde anvendelse.

19.

Den af Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa) afsagte kendelse blev endelig samme dag, dvs. den 21. september 2022. Samme dag blev kendelsen af 15. juni 2022 afsagt af Sąd Okręgowy we Wrocławiu (den regionale domstol i Wrocław) ligeledes endelig.

20.

Den 28. september 2022 udløb den frist på syv dage, som moderen ifølge den kendelse af 15. juni 2022, som var afsagt af Sąd Okręgowy we Wrocławiu (den regionale domstol i Wrocław), havde fået til frivilligt at efterleve den endelige kendelse om tilbagegivelse, uden at hun havde sikret børnenes tilbagegivelse til Irland.

21.

Den 29. september 2022 indgav faderen med henblik på tvangsfuldbyrdelse af den endelige afgørelse om tilbagegivelse en anmodning til Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa) om at føje en påtegning til sin kendelse om, at denne kunne fuldbyrdes, og tilsende ham en kopi af den nævnte kendelse med denne påtegning.

22.

Den 30. september 2022 indgav Rzecznik Praw Dziecka (ombudsmanden for børns rettigheder) en begæring om, at fuldbyrdelsen af begge kendelser afsagt i henholdsvis første og anden instans blev udsat i henhold til den civile retsplejelovs artikel 3881, § 1. Den 5. oktober 2022 blev en tilsvarende begæring indgivet af Prokurator Generalny (generalstatsadvokaten).

23.

På denne baggrund har Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 11, stk. 3, i [Bruxelles IIa-forordningen] samt artikel 22, artikel 24, artikel 27, stk. 6, og artikel 28, stk. 1 og 2, i [Bruxelles IIb-forordningen], sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale forskrifter, hvorefter fuldbyrdelsen af afgørelser i sager om bortførelse af en person, der er undergivet forældremyndighed eller værgemål[, anlagt] i henhold til [Haagerkonventionen af 1980], efter anmodning fra [generalstatsadvokaten], [ombudsmanden for børns rettigheder] eller [den nationale ombudsmand] indgivet til Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa) inden for en frist på højst to uger fra den dato, hvor afgørelsen om bortførelse af den person, der er undergivet forældremyndighed eller værgemål, er blevet endelig, udsættes automatisk?«

24.

Den forelæggende ret har anmodet om, at den foreliggende anmodning undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 107 i Domstolens procesreglement.

25.

Til støtte for denne anmodning har denne ret påpeget, at henset til den omstændighed, at børnene allerede har befundet sig i Polen i mere end et år, er der risiko for, at en yderligere forlængelse af denne usikre situation med flere måneders sagsbehandling dels vil være til alvorlig skade for børnenes forhold til deres far, dels vil påvirke deres trivsel og navnlig komplicere deres potentielle tilbagegivelse til Irland og deres reintegration i denne stat.

26.

På denne baggrund har Tredje Afdeling den 26. oktober 2022 besluttet at imødekomme den nævnte anmodning.

27.

Faderen, ombudsmanden for børns rettigheder, generalstatsadvokaten, moderen, den polske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Faderen, generalstatsadvokaten, moderen, den polske, den franske og den nederlandske regering samt Kommissionen var repræsenteret i retsmødet, der blev afholdt den 8. december 2022.

28.

Indledningsvis gør jeg opmærksom på, at Haagerkonventionen af 1980, som alle medlemsstaterne er part i ( 3 ), har til formål på det civilretlige plan at imødegå »internationale børnebortførelser« eller mere præcist »ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse« af børn. Der sigtes her til situationer, hvor en mindreårig »fjernes«, sædvanligvis af en af forældrene, fra den kontraherende stat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, til en anden kontraherende stat eller ikke »tilbagegives« til den første stat i strid med en forældremyndighed, der er tildelt i henhold til loven i den nævnte stat, navnlig når den anden forælder skulle have givet – men ikke har gjort det – samtykke til en sådan fjernelse eller tilbageholdelse i henhold til denne lovgivning ( 4 ).

29.

Med udgangspunkt i den antagelse, at en sådan faktisk foranstaltning som regel er en alvorlig krænkelse af det bortførte barns interesser – idet det således er blevet berøvet sit miljø fra før bortførelsen og som oftest også kontakten til den anden forælder – og at det principielt er i barnets tarv så hurtigt som muligt at genetablere status quo ante og genskabe kontinuiteten i dets leve- og udviklingsbetingelser ( 5 ), fastsætter denne konvention en specifik procedure med det formål at sikre et barns umiddelbare tilbagegivelse til den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted.

30.

Når en »anmodning om tilbagegivelse« indgives i henhold til Haagerkonventionen af 1980 – som regel af den efterladte forælder – til en kompetent myndighed i den stat, hvortil barnet er blevet bortført (modtagerstaten), er det i denne konventions artikel 12 fastsat som et princip, at denne myndighed skal bestemme, at barnet »straks skal gives tilbage« til den stat, hvor det havde sit sædvanlige opholdssted. Den nævnte myndighed kan ikke desto mindre undtagelsesvis undlade at bestemme, at barnet skal tilbagegives i visse tilfælde, som er udtømmende opregnet i den nævnte konvention, hvor genetableringen af status quo ante ikke er i barnets tarv. Den situation, der er omhandlet i denne konventions artikel 13, stk. 1, litra b), er i særdeleshed et sådant tilfælde, hvor der er en »alvorlig risiko« for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for fysisk eller psykisk skade eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle.

31.

Når en børnebortførelse, som i hovedsagen, sker inden for EU, suppleres Haagerkonventionens bestemmelser af bestemmelserne i Bruxelles IIa-forordningens artikel 11 eller – for anmodninger om tilbagegivelse, der indgives efter den 1. august 2022 – fremover af Bruxelles IIb-forordningens artikel 22-29 ( 6 ). I forholdet mellem medlemsstaterne styrker disse forordninger i alt væsentligt princippet om barnets omgående tilbagegivelse som fastsat i den nævnte konventions artikel 12, bl.a. gennem en – i forhold til konventionen – skærpet regulering af anvendelsen af de begrundelser, der er fastsat i dennes artikel 13, for ikke at tilbagegive barnet.

32.

Efter gennemgang af disse generelle regler vil jeg, som jeg har anført i indledningen til dette forslag til afgørelse, påpege, at den foreliggende sag specifikt vedrører de retsmidler, der er fastsat i polsk ret med henblik på behandlingen af anmodninger om tilbagegivelse af børn og dermed indledningen af den ovenfor beskrevne procedure. Jeg finder det ligeledes hensigtsmæssigt på dette indledende stadium i min bedømmelse at give en kort beskrivelse af de relevante aspekter.

33.

I denne henseende fremgår det af forelæggelsesafgørelsen og de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, at en anmodning om tilbagegivelse, der indgives til de polske myndigheder i henhold til Haagerkonventionen fra 1980, bl.a. i tilfælde af bortførelse mellem to medlemsstater, hvor Bruxelles IIa- og Bruxelles IIb-forordningen supplerer denne konvention, kan give anledning til behandling ved to almindelige retsinstanser.

34.

Først behandles anmodningen om tilbagegivelse af en af de kompetente regionale domstole. Parterne og eventuelle procesdeltagere kan derefter iværksætte appel til prøvelse af den afgørelse om tilbagegivelse – eller tilbageholdelse – som er afsagt af denne første instans. I givet fald behandles sagen herefter af Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa), som alene har kompetencen på dette område ( 7 ).

35.

Appelafgørelsen er endelig, samme dag som den afsiges. Normalt kan den også ifølge den nationale retsorden fuldbyrdes fra samme dato. Det samme gælder for den afgørelse, der blev afsagt i første instans, hvis denne stadfæstes. Når der er afsagt kendelse om tilbagegivelse af barnet, kan denne kendelse principielt fuldbyrdes af de kompetente myndigheder med forbehold af opfyldelsen af visse formaliteter ( 8 ).

36.

Ikke desto mindre har den polske lovgiver med vedtagelsen af 2018-loven indført den mulighed, som indtil da ikke fandtes, at der kan iværksættes kassationsappel ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) til prøvelse af en afgørelse om tilbagegivelse ( 9 ). Dette ekstraordinære retsmiddel er imidlertid ikke tilgængeligt for forældrene til det eller de fjernede børn. Kun tre offentlige enheder – nemlig generalstatsadvokaten, ombudsmanden for børns rettigheder og den nationale ombudsmand – er nemlig bemyndiget til at iværksætte kassationsappel, uanset om de i en lavere instans var procesdeltagere eller ej, inden for en frist på fire måneder fra den dato, hvor afgørelsen er blevet endelig ( 10 ).

37.

Som udgangspunkt har iværksættelsen af en kassationsappel ikke opsættende virkning i polsk ret. I overensstemmelse med en generel bestemmelse i den civile retsplejelov, nemlig denne lovs artikel 388, § 1, kan parterne ikke desto mindre anmode appelinstansen, som har afsagt den endelige afgørelse efter en appel, om at udsætte fuldbyrdelsen af denne afgørelse, indtil kassationssagen er afsluttet, når fuldbyrdelsen heraf kan påføre en part et uopretteligt tab – idet bedømmelsen af denne betingelse og således indrømmelsen af en sådan udsættelse forelægges denne retsinstans.

38.

Mens disse generelle regler ligeledes fandt anvendelse på afgørelser om tilbagegivelse fra 2018 til 2022, indførte den polske lovgiver ved 2022-loven en særbestemmelse gældende fra den 24. juni 2022 ( 11 ) vedrørende netop denne kategori af afgørelser.

39.

I henhold til den civile retsplejelovs nye artikel 3881, § 1, sker der nemlig automatisk udsættelse af fuldbyrdelsen af en endelig afgørelse om tilbagegivelse, når en af de offentlige enheder, som er bemyndiget til at iværksætte kassationsappel til prøvelse af en sådan afgørelse, indgiver en begæring herom til Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa) inden for en frist på højst to uger fra den dato, hvor afgørelsen er blevet endelig ( 12 ). I modsætning til det, der foreskrives i den civile retsplejelovs artikel 388, kræver en sådan begæring ikke, at denne domstol begrunder eller bedømmer den. Når en sådan begæring fremsættes, udsættes fuldbyrdelsen af tilbagegivelsesafgørelsen automatisk i to måneder fra den dato, hvor denne afgørelse er blevet endelig. Hvis den enhed, der har begæret udsættelse, ikke iværksætter en kassationsappel inden for denne frist, ophører udsættelsen ( 13 ). Derimod forlænges denne udsættelse, når der iværksættes en sådan appel, indtil kassationssagen er afsluttet ( 14 ).

40.

I henhold til disse processuelle regler er faderens anmodning om tilbagegivelse af børnene i hovedsagen blevet behandlet i første instans, hvorefter moderens appel er blevet behandlet af den forelæggende ret. Begge disse instanser har imødekommet denne anmodning. De kendelser, som de har afsagt, er blevet endelige på datoen for afsigelsen af kendelsen i anden instans. Generalstatsadvokaten og ombudsmanden for børns rettigheder har imidlertid på moderens andragende indgivet begæring til den forelæggende ret om udsættelse af fuldbyrdelsen af kendelserne i henhold til den civile retsplejelovs artikel 3881, § 1. Disse to enheder har efterfølgende iværksat kassationsappel inden den lovbestemte frist. Principielt skulle disse begæringer om udsættelse automatisk hindre fuldbyrdelsen af den endelige afgørelse om tilbagegivelse af børnene, indtil Sąd Najwyższy (øverste domstol) havde afgjort kassationsappellen.

41.

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt et sådant resultat er foreneligt med Haagerkonventionen af 1980 og med Bruxelles IIa- og Bruxelles IIb-forordningen samt chartrets artikel 47 om retten til effektive retsmidler. Jeg deler denne opfattelse, hvilket jeg vil gøre nærmere rede for i det følgende (afsnit B). Inden da vil jeg kort undersøge, om spørgsmålet kan antages til realitetsbehandling (afsnit A).

42.

I deres skriftlige indlæg har generalstatsadvokaten og moderen gjort gældende, at det af den forelæggende ret stillede spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling på grund af sin hypotetiske karakter. I denne henseende har de fremsat det argument, at der i øjeblikket ikke verserer en »tvist« eller »sag« for denne ret, hvori denne skal »[afsige en] dom« som omhandlet i artikel 267 TEUF, hvis udfald kan påvirkes af Domstolens eventuelle præjudicielle afgørelse ( 15 ).

43.

Det er min opfattelse i lighed med faderen og Kommissionen, at det forelagte spørgsmål absolut kan antages til realitetsbehandling, og at denne undtagelse derfor bør forkastes.

44.

I denne forbindelse bemærker jeg for det første, at dette spørgsmål knytter sig til en retslig tilbagegivelsesprocedure, der er blevet behandlet ved navnlig den forelæggende ret. Ganske vist har denne ret, således som moderen har påpeget, formuleret det nævnte spørgsmål efter at have afsagt sin kendelse af 21. september 2022 ( 16 ) og dermed endeligt afsluttet denne sag med hensyn til realiteten. Den nævnte rets spørgsmål vedrører imidlertid ikke realiteten i anmodningen om tilbagegivelse, men hvorvidt afgørelsen, der imødekom anmodningen, er eksigibel, hvilket denne ret fortsat skal tage stilling til henset til faderens anmodning om, at retten attesterer, at den kan fuldbyrdes ( 17 ), på den ene side, og begæringerne fra generalstatsadvokaten ombudsmanden for børns rettigheder om udsættelse af fuldbyrdelsen, på den anden side.

45.

Jeg påpeger, at Domstolen har anlagt en bred fortolkning af udtrykket »afsiger sin dom« som fastsat i artikel 267 TEUF ( 18 ). Selv om rettens attestering af, at en afgørelse om tilbagegivelse kan fuldbyrdes, nødvendigvis først indtræffer efter, at denne afgørelse er blevet »afsagt«, er denne formalitet, således som faderen har forklaret, efter polsk ret dog stadig nødvendig for, at de kompetente myndigheder efterfølgende kan anmodes om fuldbyrdelse heraf. Denne attestering forekommer således i funktionel henseende at udgøre en senere fase i den forudgående retssag, der er nødvendig for at sikre virkningen i praksis af afgørelsen om tilbagegivelse ( 19 ).

46.

Jeg påpeger for det andet, at selv om attesteringen af, at afgørelsen om tilbagegivelse kan fuldbyrdes, betragtes isoleret, er der ingen tvivl om, at den forelæggende ret i denne forbindelse skal »afsige en dom« som omhandlet i artikel 267 TEUF. I denne henseende har faderen i retsmødet uimodsagt forklaret, at denne attestering – som denne ret har kompetence til at give, hvilket både moderen og generalstatsadvokaten medgav i retsmødet ( 20 ) – i sig selv er en retslig procedure, der er fastsat i polsk ret. »Påtegningen« af kendelsen om, at denne kan fuldbyrdes, sker ved den nævnte rets afsigelse af en særlig kendelse, der vedlægges kendelsen om tilbagegivelse, og som pålægger de kompetente myndigheder at fuldbyrde sidstnævnte kendelse ( 21 ). Som faderen har gjort gældende, kan enhver forstå – medmindre man udviser en overdrevent formel tilgang – at den åbenbare modsætning mellem faderens anmodning på den ene side og begæringerne fra generalstatsadvokaten og ombudsmanden for børns rettigheder på den anden side afspejler, at der foreligger en »tvist« mellem disse parter om denne problemstilling, som den forelæggende ret skal »afgøre« i forbindelse med denne procedure.

47.

I denne henseende er det af generalstatsadvokaten fremførte argument om, at disse forskellige anmodninger ikke kræver, at den forelæggende ret undersøger dem, fordi udsættelsen i henhold til den civile retsplejelovs artikel 3881 indtræder automatisk og automatisk medfører afslag på faderens anmodning, uden relevans. Jeg gør nemlig opmærksom på, at det af denne ret forelagte spørgsmål i det væsentlige netop vedrører tvivlen om, hvorvidt det er foreneligt med EU-retten, at en sådan udsættelse kan opnås automatisk på begæring herom, uden at denne foranstaltning giver anledning til en domstolsprøvelse med hensyn til dens nødvendighed og proportionalitet. Da argumentet således vedrører realiteten med hensyn til dette spørgsmål, kan det af denne grund ikke medføre, at spørgsmålet skal afvises fra realitetsbehandling ( 22 ).

48.

I denne sammenhæng vil et svar fra Domstolen på det nævnte spørgsmål ikke alene kunne tages i betragtning af den forelæggende ret i hovedsagen, men forekommer endda, som faderen har gjort gældende, »nødvendigt« for, at den forelæggende ret kan afgøre tvisten om, hvorvidt afgørelsen om tilbagegivelse kan fuldbyrdes. Såfremt Domstolen svarer, at EU-retten er til hinder for en bestemmelse som den civile retsplejelovs artikel 3881, skal den forelæggende ret nemlig anse begæringerne om udsættelse for at være ugyldige og imødekomme faderens anmodning. I modsat fald skal den fastslå udsættelsen af fuldbyrdelsen af denne afgørelse og afslå faderens anmodning.

49.

Når dette er sagt, har generalstatsadvokaten endvidere anført, at det præjudicielle spørgsmål må afvises, for så vidt som det vedrører fortolkningen af Bruxelles IIb-forordningen, selv om denne forordning ikke finder anvendelse på omstændighederne i hovedsagen.

50.

Det er ganske vist kun Bruxelles IIa-forordningen, der finder anvendelse ratione temporis på denne sag ( 23 ) – hvilket den forelæggende ret i øvrigt er klar over. Domstolen kan derfor ikke, henset til den præjudicielle procedures iboende logik, tage direkte stilling i den foreliggende sag til fortolkningen af Bruxelles IIb-forordningen. Dette problem kræver imidlertid blot en omformulering af det præjudicielle spørgsmål, så det afgrænses til det første instrument. Når dette er sagt, vil Bruxelles IIb-forordningen kunne tages i betragtning ved behandlingen af dette spørgsmål som led i en sammenhæng ( 24 ).

51.

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om dels Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 3, sammenholdt med artikel 2 og 11 i Haagerkonventionen af 1980, dels chartrets artikel 7 og 47 er til hinder for en national bestemmelse som den civile retsplejelovs artikel 3881, der på en simpel begæring, som fremsættes uden begrundelse af en bemyndiget offentlig enhed, medfører automatisk udsættelse af fuldbyrdelsen af en endelig afgørelse om tilbagegivelse, som er afsagt efter to almindelige retsinstanser, indledningsvis i en periode på to måneder, hvor disse enheder kan iværksætte kassationsappel, og i givet fald under hele kassationssagen.

52.

Som moderen, generalstatsadvokaten og den polske regering udtrykkeligt har påpeget, samordner Haagerkonventionen af 1980 og Bruxelles IIa-forordningen ikke de processuelle regler, der finder anvendelse på anmodninger om tilbagegivelse på grundlag af denne konvention. Disse instrumenter indeholder bl.a. ingen bestemmelser om eventuelle mulige søgsmål til prøvelse af en afgørelse om tilbagegivelse afsagt af en ret i modtagerstaten, om det tidspunkt, hvorfra en sådan afgørelse kan fuldbyrdes, eller om et sådant søgsmåls opsættende virkning for fuldbyrdelsen af denne afgørelse. Alle disse spørgsmål er overladt til modtagerstatens procesret.

53.

Fastlæggelsen af disse processuelle regler falder således ind under hver enkelt medlemsstats kompetence. Ikke desto mindre udspringer der af disse instrumenter såvel som af traktaterne, chartret og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), visse forpligtelser, jf. nærmere nedenfor, som disse stater skal overholde, når de udøver denne kompetence ( 25 ) – der således ikke er ubegrænset, men tværtimod reguleret.

54.

I lighed med faderen, den belgiske, den franske og den nederlandske regering samt Kommissionen er det min opfattelse, at den polske lovgiver med vedtagelsen af den civile retsplejelovs artikel 3881 netop har overskredet sin kompetence. Denne lovgiver har med denne bestemmelse nemlig frataget tilbagegivelsesproceduren dens virkning (første afsnit). Ligeledes har denne lovgiver dermed begrænset faderens grundlæggende ret til respekt for familielivet og hans grundlæggende ret til effektive retsmidler (andet afsnit), uden at denne begrænsning, og de deraf følgende negative konsekvenser, er begrundet (tredje afsnit).

55.

Som nævnt ovenfor har proceduren for tilbagegivelse således som fastsat i Haagerkonventionen fra 1980 og suppleret med Bruxelles IIa-forordningen det formål i tilfælde af en barnebortførelse at sikre, at barnet »umiddelbart« ( 26 ) – eller med andre ord »uden opsættelse« ( 27 ) – tilbagegives til den stat, hvor det har bopæl.

56.

På dette område er tid nemlig en afgørende faktor. Jo hurtigere den belastning, det er for barnet at være flyttet til andre omgivelser, bringes til ophør, desto mindre traumatiserende er det generelt for barnet. Og omvendt, jo længere tid barnet har til at blive integreret i sit nye miljø, desto vanskeligere bliver det for det at vende tilbage til sit oprindelsesland ( 28 ). Forholdet mellem barnet og den efterladte forælder afhænger ligeledes heraf. Forholdet svækkes, efterhånden som månederne går uden kontakt. Hertil kommer, at jo yngre barnet er, desto hurtigere udvikles dets intellektuelle og psykologiske niveau, og desto mere kan den medgåede tid derfor påvirke barnet og skade dette forhold ( 29 ).

57.

Formålet med tilbagegivelse af barnet »umiddelbart« eller »uden opsættelse« indebærer naturligvis et krav om hurtighed, der fremhæves i forskellige bestemmelser i Haagerkonventionen af 1980 og Bruxelles IIa-forordningen. Denne konvention pålægger navnlig med artikel 2, andet punktum, medlemsstaternes myndigheder at anvende »de hurtigste fremgangsmåder«, der er til rådighed, til behandlingen af en anmodning om tilbagegivelse og med artikel 11, stk. 1, at »handle hurtigt i sager om børns tilbagegivelse«. Den nævnte forordnings artikel 11, stk. 3, første afsnit, gengiver i det væsentlige de samme forpligtelser, idet den pålægger disse staters retsinstanser, når der er indgivet en anmodning til dem om tilbagegivelse af et barn, at »[fremme] sagen hurtigt under anvendelse af de hurtigste procedurer, der er til rådighed efter national lovgivning«.

58.

Dette krav om hurtighed kommer endvidere til konkret udtryk i Haagerkonventionens artikel 11, andet afsnit, hvoraf det fremgår, at de nationale myndigheder – helst ( 30 ) – skal træffe en beslutning om en anmodning om tilbagegivelse inden seks uger efter den dag, da sagen blev indledt. Desuden har EU-lovgiver, som Kommissionen har påpeget, gjort denne frist obligatorisk for børnebortførelser inden for EU. I henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 3, andet afsnit, træffer en ret, til hvilken der indgives en sådan anmodning, nemlig »sin afgørelse senest seks uger efter, at anmodningen er indgivet, medmindre særlige omstændigheder gør dette umuligt«.

59.

Selv om disse forskellige forpligtelser i øvrigt ganske vist vedrører vedtagelsen af en afgørelse om tilbagegivelse og ikke fuldbyrdelsen af en sådan afgørelse, således som generalstatsadvokaten og den polske regering har gjort gældende, stilles der i denne henseende de samme krav til de nationale myndigheder om effektivitet og hurtighed. Hvis en afgørelse om tilbagegivelse, der er afsagt med al den fornødne hurtighed, derefter kunne forblive uopfyldt eller kun sendrægtigt blive fuldbyrdet af disse myndigheder, ville de pågældende forpligtelser nemlig blive frataget deres effektive virkning ( 31 ).

60.

I denne forbindelse skal medlemsstaternes lovgivere i henhold til Haagerkonventionens artikel 2 ( 32 ) og ifølge princippet om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU ( 33 ), fastlægge en retlig ramme, der kan sikre tilbagegivelsesprocedurens hurtighed og effektivitet og dermed garantere opfyldelsen af det formål, der forfølges dermed, idet det gøres muligt for de pågældende myndigheder at behandle anmodningerne om tilbagegivelse og fuldbyrde de tilhørende afgørelser med den fornødne hurtighed.

61.

I lighed med faderen, den belgiske, den franske og den nederlandske regering samt Kommissionen er jeg af den opfattelse, at den polske lovgiver med vedtagelsen af den civile retsplejelovs artikel 3881 har gjort præcis det modsatte.

62.

I denne henseende minder jeg om, at en anmodning om tilbagegivelse ifølge polsk ret kan give anledning til to almindelige retsinstanser, idet en eventuel appel til prøvelse af afgørelsen i første instans har opsættende virkning. I denne forbindelse kunne den polske lovgiver ganske vist dertil fastsætte mulighed for kassationsappel – idet en sådan mulighed i øvrigt findes i andre medlemsstater. Denne lovgiver har – ved at tillægge dette ekstraordinære retsmiddel en automatisk opsættende virkning for fuldbyrdelsen af den appellerede endelige afgørelse, jf. den nævnte artikel 3881, uden samtidig at træffe tilstrækkelige foranstaltninger til sikring af det nævnte retsmiddels hurtige karakter – ikke desto mindre på systemisk niveau ( 34 ) tilsidesat tilbagegivelsesprocedurens hurtighed og effektivitet.

63.

For det første gør jeg opmærksom på, at så snart en af de offentlige enheder, som er bemyndiget til at iværksætte en kassationsappel – generalstatsadvokaten, ombudsmanden for børns rettigheder og den nationale ombudsmand – indgiver en begæring i henhold til den samme artikel 3881, har denne enhed automatisk en indledende, opsættende frist på to måneder beregnet fra den dag, da den endelige afgørelse blev afsagt, til at iværksætte en sådan appel, hvis den ønsker det ( 35 ). Selv om denne frist forekommer kortere end den, der generelt er fastsat i polsk ret for at iværksætte en sådan appel – nemlig tilsyneladende seks måneder – således som moderen, generalstatsadvokaten, ombudsmanden for børns rettigheder og den nationale ombudsmand har gjort gældende, er det alligevel en iøjnefaldende lang frist i forbindelse med en tilbagegivelsesprocedure. Den nævnte frist – der som allerede nævnt afsættes til den eventuelle forberedelse af en appel – er længere end de seks uger, der normalt indrømmes retsinstanserne til at tage stilling til en anmodning om tilbagegivelse.

64.

Desuden påpeger jeg, at såfremt en kassationsappel iværksættes inden for samme frist, forlænges den opsættende virkning, indtil Sąd Najwyższy (øverste domstol) har afsluttet sagen. Som den polske regering har medgivet i retsmødet, er der imidlertid ikke fastsat nogen frist i national ret for behandlingen af en sådan appel. Denne regering har ligeledes ved samme lejlighed anført, at sagerne for denne retsinstans gennemsnitligt varer 11 måneder, dvs. en varighed, der langt overskrider fristen på 6 uger, der er fastsat i Haagerkonventionens artikel 11, andet afsnit, og Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 3 ( 36 ). Endvidere synes den nævnte ret ikke i sit eget procesreglement at råde over redskaber såsom den præjudicielle hasteprocedure, som Domstolen anvender i den foreliggende sag, der pålægger den at træffe en hurtig afgørelse i en sådan appelsag ( 37 ).

65.

For det andet vil den omtvistede mekanisme, i modsætning til hvad moderen, generalstatsadvokaten og den polske regering lader forstå, kunne påvirke ikke blot nogle få tilbagegivelsessager, der er forelagt polske retsinstanser, men mange af dem.

66.

I denne forbindelse påpeger jeg ikke desto mindre, at selv om kassationsappellen i Polen er begrænset til retlige spørgsmål, omfatter sådanne spørgsmål appeldomstolens angiveligt »forkerte anvendelse af loven« ( 38 ), herunder den forkerte anvendelse af de retlige grunde til ikke at tilbagegive barnet, som er fastsat i Haagerkonventionens artikel 13. Da disse grunde hyppigt påberåbes af den forælder, der har bortført barnet, til at modsætte sig tilbagegivelse og i givet fald skal efterprøves af denne domstol, indebærer det imidlertid, at stort set alle afgørelser om tilbagegivelse vil kunne appelleres. Generalstatsadvokaten har i øvrigt i retsmødet oplyst netop at have fremsat dette anbringende i sin appel i hovedsagen ( 39 ).

67.

Endvidere forhindrer den omstændighed, at den polske lovgiver har begrænset den personkreds, der er bemyndiget til at iværksætte en sådan kassationsappel, til generalstatsadvokaten, den nationale ombudsmand og ombudsmanden for børns rettigheder, ganske vist, at den forælder, der har bortført barnet, misbruger appelmuligheden alene for at forsinke sagen og fratage Haagerkonventionens og Bruxelles IIa-forordningens bestemmelser deres virkning ( 40 ). Det forholder sig dog stadig således, dels at antallet af disse enheder øger chancerne for at iværksætte en sådan appel, dels at disse enheder selv, i givet fald på den pågældende forælders andragende, kunne misbruge denne procedure – hvilket aspekt jeg vil vende tilbage til ( 41 ).

68.

Moderen, generalstatsadvokaten og den polske regering har for så vidt angår sidstnævnte punkt svaret, at antallet af kassationsappeller, der iværksættes af de bemyndigede enheder i internationale børnebortførelsessager, i praksis er beskedent. Selv hvis dette er tilfældet, kan alene muligheden for en sådan opsættende appel imidlertid rejse alvorlig tvivl om de polske myndigheders evne til at sikre umiddelbar tilbagegivelse af barnet i tilfælde af en bortførelse heraf til denne medlemsstat ( 42 ).

69.

For det tredje, og som den forelæggende ret har påpeget, er modsætningen mellem en sådan automatisk udsættelsesmekanisme og Haagerkonventionens og Bruxelles IIa-forordningens ånd så meget desto mere slående, fordi denne mekanisme alene er indført med henblik på anmodninger om tilbagegivelse på grundlag af denne konvention. Den polske lovgiver synes således at have tilrettelagt en behandling af disse anmodninger, der frem for at ske under anvendelse af »de hurtigste procedurer, der er til rådighed efter national ret«, som det kræves i denne forordnings artikel 11, stk. 3, første afsnit, tværtimod skal foregå under anvendelse af en af denne rets langsomste procedurer.

70.

Endelig fortjener et andet aspekt, som ikke drøftes så hyppigt for Domstolen, alligevel at blive nævnt. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at når kassationssagen er afsluttet, har de pågældende offentlige enheder i tilfælde af stadfæstelse af tilbagegivelsesafgørelsen endnu et retsmiddel til prøvelse af en sådan afgørelse, nemlig indgivelse af en »ekstraordinær appel« fastsat i artikel 89 i Ustawa z dnia 8 grudnia 2017 r. o Sądzie Najwyższym (lov af 8.12.2017 om den øverste domstol) ( 43 ), som skal behandles af Izba Kontroli Nadzwyczajnej i Spraw Publicznych Sądu Nawyższego (afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager). En sådan appel kan iværksættes inden for en frist på et år fra datoen for den afgørelse, hvorved kassationsappellen blev forkastet, og endnu en gang med opsættende virkning ( 44 ).

71.

Som generalstatsadvokaten og den polske regering har gjort gældende, er iværksættelsen af en sådan »ekstraordinær appel« ganske vist stadig hypotetisk på det trin, hvortil hovedsagen er nået. Endvidere kan en sådan »appel« ifølge disse to parter kun vedrøre begrænsede anbringender ( 45 ), der adskiller sig fra dem, der allerede er blevet undersøgt i forbindelse med kassationsappellen, og dette retsmiddel har endnu aldrig været anvendt i børnebortførelsessager. Når dette er sagt, er det min opfattelse, at alene eksistensen af dette supplerende retsmiddel, når der henses til den nationale processuelle ordning generelt, bekræfter den virkning, som en bestemmelse som den civile retsplejelovs artikel 3881 kan have for tilbagegivelsesprocedurens hurtighed og effektivitet.

72.

I mine øjne lægger en bestemmelse som den civile retsplejelovs artikel 3881 i øvrigt en alvorlig begrænsning på den grundlæggende ret, som en forælder – i det foreliggende tilfælde faderen – har til respekt for sit familieliv og til effektive retsmidler, som garanteres af henholdsvis chartrets artikel 7 og chartrets artikel 47 ( 46 ). Jeg præciserer, at eftersom disse rettigheder modsvarer dem, der er fastlagt i henholdsvis EMRK’s artikel 8 og EMRK’s artikel 6, skal de fortolkes i lyset af Menneskerettighedsdomstolens relevante praksis ( 47 ).

73.

I denne henseende fremgår det af denne praksis, at en forælders ret i tilfælde af internationale børnebortførelser til at anmode om tilbagegivelse falder ind under retten til respekt for familielivet ( 48 ). I denne forbindelse har Menneskerettighedsdomstolen gentagne gange fastslået, at medlemsstaterne på dette område er pålagt positive forpligtelser ved EMRK’s artikel 8, som den fortolker i lyset af Haagerkonventionen af 1980. Medlemsstaterne skal bl.a. fastsætte egnede og effektive midler, herunder en tilpasset retlig ramme, således at den efterladte forælders ret til tilbagegivelse af barnet bliver respekteret. Ifølge Menneskerettighedsdomstolen beror disse midlers egnethed på, hvor hurtigt de virker, henset til de konsekvenser, som tidsaspektet kan få i sådanne sager ( 49 ).

74.

Medlemsstaterne har således for det første pligt til i henhold til EMRK’s artikel 8 at fastsætte en retlig ramme, der garanterer, at der træffes afgørelse om anmodninger om tilbagegivelse inden en »rimelig tid« uanset instansen, idet de nationale myndigheder pålægges at udvise usædvanlig stor omhu – »diligence exceptionnelle« – i tilfælde af internationale børnebortførelser. Denne pligt påhviler ligeledes disse myndigheder i medfør af retten til en retfærdig rettergang, som er fastsat i denne konventions artikel 6 ( 50 ).

75.

Det fremgår imidlertid af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at det forhold, at en medlemsstat tillader mange appeller, kassationsappeller og andre »ekstraordinære appeller« til prøvelse af afgørelser om tilbagegivelse, i givet fald med opsættende virkning, i denne henseende udgør en systemisk mangel, eftersom denne mangfoldighed af retsmidler kan medføre en urimelig forlængelse af behandlingen af enhver anmodning om tilbagegivelse – endog nærme sig manglende adgang til domstolsprøvelse ( 51 ).

76.

For det andet skal medlemsstaterne ligeledes i henhold til EMRK’s artikel 6 og 8 i tilfælde af en endelig afgørelse om tilbagegivelse træffe alle passende og nødvendige foranstaltninger til at lette fuldbyrdelsen heraf ( 52 ). Som faderen og Kommissionen har gjort gældende, ville retten til respekt for familielivet og til effektive retsmidler for den efterladte forælder derimod blive illusorisk, hvis bestemte offentlige myndigheder uden at skulle forklare sig eller endda i sidste ende at skulle iværksætte kassationsappel kunne foranledige automatisk udsættelse af fuldbyrdelsen af en sådan afgørelse med det resultat, at afgørelsen forblev uvirksom i et betydeligt tidsrum til skade for den nævnte forælder ( 53 ).

77.

Når dette er sagt, har moderen, generalstatsadvokaten, ombudsmanden for børns rettigheder og den nationale ombudsmand gjort gældende, at en mekanisme som den, der er fastsat i den civile retsplejelovs artikel 3881, har til formål at sikre – og er nødvendig for – at barnet får en effektiv domstolsbeskyttelse i henhold til chartrets artikel 47, idet barnets tarv, som bl.a. beskyttes ved chartrets artikel 24, kommer i første række i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af Haagerkonventionen af 1980 og Bruxelles IIa-forordningen ( 54 ).

78.

Idet det anerkendes, at disse sidstnævnte instrumenter netop er udarbejdet med det formål at varetage det fjernede barns tarv, og det som regel er i dets tarv så hurtigt som muligt at vende tilbage til sit sædvanlige opholdssted ( 55 ), har disse parter og interesserede parter fremhævet, at det ikke altid er tilfældet. Når den forælder, der har bortført barnet – i det foreliggende tilfælde moderen – hævder, at der er en »alvorlig risiko« for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for fysisk eller psykisk skade eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle, som omhandlet i Haagerkonventionens artikel 13, stk. 1, litra b), skal disse argumenter, idet de berører barnets trivsel og værdighed, i særdeleshed give anledning til en udvidet domstolsprøvelse som krævet af Menneskerettighedsdomstolen og til dette formål kunne gøres til genstand for en kassationsappel, i givet fald på bekostning af tilbagegivelsesprocedurens hurtighed.

79.

Den automatiske udsættelse af fuldbyrdelsen af den endelige afgørelse om tilbagegivelse som fastsat i den civile retsplejelovs artikel 3881, der forhindrer, at barnet ved tvang tilbagegives til sin oprindelsesstat, inden en sådan appel er iværksat og i givet fald behandlet af Sąd Najwyższy (øverste domstol), er i denne forbindelse nødvendig for at sikre kassationsappellens gennemførelse i praksis og for at forebygge, at den angivelige »alvorlige risiko« konkretiseres, og barnet dermed lider et uopretteligt tab.

80.

I lighed med faderen, den belgiske, den franske og den nederlandske regering samt Kommissionen er jeg uenig i denne udlægning. Selv om det angivne formål er prisværdigt, går den omtvistede foranstaltning efter min opfattelse ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, og er i øvrigt ikke forholdsmæssig.

81.

Det fremgår ganske vist af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at når plausible argumenter om en »alvorlig risiko«, som omhandlet i Haagerkonventionens artikel 13, stk. 1, litra b), fremsættes i forbindelse med en tilbagegivelsesprocedure, påhviler det de judicielle myndigheder af hensyn til barnets tarv at foretage en behørig undersøgelse af disse argumenter og dette for i hvert enkelt tilfælde at sikre, at tilbagegivelsen af barnet er i dets tarv, eller i modsat fald at anvende begrundelsen for tilbageholdelse som fastsat i denne bestemmelse. Disse myndigheder skal således »undertake an effective examination« af sådanne argumenter – idet denne undersøgelse i visse tilfælde kan begrunde en rimelig overskridelse af den frist på seks uger, som de normalt har ( 56 ) – og afsige »specifically« og »sufficiently reasoned« afgørelser på baggrund af omstændighederne i hver enkelt sag ( 57 ).

82.

Ikke desto mindre kan det ikke heraf udledes, således som tilhængerne af den civile retsplejelovs artikel 3881 har gjort, at de samme argumenter om en »alvorlig risiko« for barnet i tilfælde af tilbagegivelse absolut skal kunne undersøges igen i flere instanser. Domstolsbeskyttelsen af barnet mod en sådan »risiko« er nemlig principielt allerede sikret på det i henhold til EU-retten og EMRK krævede niveau, idet der er mulighed for at få prøvet sagen ved en retsinstans ( 58 ).

83.

Dette illustreres efter min opfattelse af hovedsagen. I denne sag er domstolsbeskyttelsen af børnene allerede sikret ved ikke bare én, som chartrets artikel 24 og 47 kræver, men to retsinstanser. Selv om de kassationsappeller, som generalstatsadvokaten og ombudsmanden for børns rettigheder har iværksat på moderens andragende, synes at være støttet på de lavere instansers angivelige tilsidesættelse af Haagerkonventionens artikel 13, stk. 1, litra b), bemærker jeg, at disse retsinstanser ikke automatisk eller mekanisk har anordnet tilbagegivelse af børnene. De synes derimod at have foretaget »an effective examination« af moderens argumenter for, at der var en »alvorlig risiko« for børnene i tilfælde af tilbagegivelse. Det er navnlig ubestridt, at retten i første instans i denne henseende har foretaget en detaljeret bevisførelse – hvilket forklarer de syv måneder, som det tog den at træffe afgørelse – idet den bl.a. rekvirerede en sagkyndig vurdering, hvis konklusioner den anvendte til at udelukke, at tilbagegivelsen ville udsætte børnene for en sådan »risiko« ( 59 ). Det er ligeledes ubestridt, at de samme retsinstanser har truffet afgørelser, som de i denne henseende har begrundet detaljeret og specifikt for omstændighederne i den foreliggende sag ( 60 ).

84.

Det følger efter min opfattelse af det ovenfor anførte, at selv i henseende til argumenterne om en »alvorlig risiko« for barnet i tilfælde af tilbagegivelse, som omhandlet i Haagerkonventionens artikel 13, stk. 1, litra b), var den polske lovgiver ikke forpligtet til af hensyn til barnets tarv og dets ret til domstolsbeskyttelse, som sikret ved chartrets artikel 24 og 47, at indføre en mulighed for kassationsappel til prøvelse af afgørelserne om tilbagegivelse og endnu mindre at tillægge dette retsmiddel en automatisk opsættende virkning på en simpel begæring uden begrundelse ( 61 ). Den civile retsplejelovs artikel 3881 går derfor ud over, hvad der er nødvendigt i denne forbindelse.

85.

Ganske vist kan der opstå usædvanlige omstændigheder, hvorunder en endelig afgørelse om tilbagegivelse, der træffes efter en eller endda to retsinstanser, i tilfælde af fuldbyrdelse udsætter det berørte barn for fysisk eller psykisk skade (osv.), som omhandlet i Haagerkonventionens artikel 13, stk. 1, litra b). Dette kunne ske, hvis en sådan fare allerede fandtes under behandlingen af anmodningen om tilbagegivelse, men ikke var blevet bragt til de involverede retsinstansers kendskab – f.eks. fordi den forælder, der har bortført barnet, ikke havde anført det – eller at den eller de pågældende retsinstanser af en ikke oplyst årsag så bort fra et sådant argument i åbenbar strid med de proceduremæssige forpligtelser, der følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis. En sådan situation kunne ligeledes opstå som følge af en ændring af omstændighederne, der er indtrådt efter afsigelsen af afgørelsen om tilbagegivelse, og som har skabt en ny fare for barnet ( 62 ).

86.

I sådanne tilfælde er det min opfattelse, at en mekanisme til udsættelse af fuldbyrdelsen af afgørelsen om tilbagegivelse, i givet fald indtil der foreligger et resultat af et søgsmål med påstand om sletning af denne afgørelse fra retsordenen eller om, at den er bortfaldet, er nødvendig for at beskytte barnets tarv.

87.

Den mekanisme, der er fastsat i den civile retsplejelovs artikel 3881, indeholder, selv om den ifølge den polske regerings argumenter er beregnet til disse usædvanlige tilfælde, imidlertid, som jeg allerede har nævnt, ikke nogen garanti for, at den i praksis alene anvendes i sådanne tilfælde.

88.

Jeg påpeger i denne henseende, at udsættelsen af fuldbyrdelsen af en endelig afgørelse om tilbagegivelse på grundlag af denne bestemmelse ikke er betinget af andet end den formelle indgivelse af en begæring herom fra en af de enheder, der er bemyndiget til at iværksætte en appel, og ikke kræver nogen begrundelse fra deres side. Disse enheder har således ikke pligt til at vedlægge det mindste bevis for, at fuldbyrdelsen af denne afgørelse risikerer at medføre en fysisk eller psykisk skade for barnet som omhandlet i Haagerkonventionens artikel 13, stk. 1, litra b) ( 63 ). En sådan mekanisme muliggør derfor ikke nogen domstolsprøvelse, der kan hindre, at den anvendes fejlagtigt eller endda misbruges af de nævnte enheder ( 64 ). Som faderen har gjort gældende, er der teoretisk set intet, der hindrer de tre pågældende offentlige enheder i automatisk at indgive en sådan begæring i forbindelse med enhver afgørelse om tilbagegivelse, der afsiges af en appelinstans. Denne mekanisme tilskynder dem endda til at gøre det. De har nemlig intet at tabe, men vinder hver gang den luksus at kunne undersøge en sådan afgørelse i ro og mag.

89.

En sådan mekanisme er heller ikke forholdsmæssig i snæver forstand. Den forener nemlig ikke i tilstrækkelig grad de forskellige berørte rettigheder og interesser. Den polske lovgiver har ikke opretholdt den »rette balance« mellem målet om at beskytte barnet mod enhver »alvorlig risiko« og tilbagegivelsesprocedurens hurtighed og effektivitet ( 65 ). Denne lovgiver har tillagt det første mål overdreven vægt for så bagefter i praksis at bytte om på princippet (tilbagegivelse) og undtagelsen (tilbageholdelse).

90.

I denne forbindelse kan der ikke ses bort fra den afgørende virkning, som udsættelsen af en afgørelse om tilbagegivelse under behandlingen af en kassationsappel kan få for udfaldet af tilbagegivelsesproceduren. Som jeg har anført i punkt 56 i dette forslag til afgørelse, er tid nemlig en afgørende faktor i sådanne sager. Jo mere barnet integreres i den stat, hvortil det er bortført, desto vanskeligere bliver det for barnet at blive tilbagegivet til sin oprindelsesstat, og desto mindre begrundet er denne tilbagegivelse. Selv om den appellerede afgørelse i sidste ende skulle blive stadfæstet af kassationsdomstolen, er det således sandsynligt, at afgørelsen af hensyn til barnets tarv, som er, at det forbliver i det, der i mellemtiden er blevet dets nye miljø, aldrig fuldbyrdes. Under dække af at stabilisere situationen for barnet, således som tilhængerne af den civile retsplejelovs artikel 3881 har gjort gældende, kunne en udsættelse i henhold til denne bestemmelse således især tjene til at konsolidere den faktiske situation, der er resultatet af den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, og derved styrke retsstillingen for den forælder, som har ansvaret for den ulovlige fjernelse af barnet ( 66 ).

91.

Den uforholdsmæssige karakter af denne artikel 3881 er så meget desto mere bemærkelsesværdig, som der i polsk ret findes en anden bestemmelse, der gør det muligt at sikre barnet en tilstrækkelig beskyttelse mod enhver »alvorlig risiko« for fysisk eller psykisk overlast i tilfælde af tilbagegivelse og samtidig at sikre ligevægten mellem alle de berørte rettigheder og interesser. Den civile retsplejelovs artikel 388 gør det nemlig allerede muligt for de enheder, der er bemyndiget til at iværksætte kassationsappel til prøvelse af en afgørelse om tilbagegivelse, at begære denne udsat, når fuldbyrdelsen af denne afgørelse vil kunne påføre barnet et uopretteligt tab. Den domstolsprøvelse, som Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa) har foretaget, garanterer på altafgørende vis, at en sådan udsættelse alene kan opnås, når det reelt er nødvendigt af hensyn til barnets tarv.

92.

I denne forbindelse er det min opfattelse, at det argument, som moderen, generalstatsadvokaten og ombudsmanden for børns rettigheder har fremført, om, at den polske lovgiver har fastlagt en mekanisme for automatisk udsættelse på simpel begæring fra de pågældende enheder, netop med den begrundelse, at Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa) afslog de fleste begæringer om udsættelse, som blev fremsat i henhold til den civile retsplejelovs artikel 388, er overordentlig problematisk. Der er nemlig to muligheder: Enten var den polske lovgiver fuldt ud klar over, at denne lovs nye artikel 3881 ville gøre det muligt, i strid med de forpligtelser, som Republikken Polen er pålagt i henhold til folkeretten og EU-retten, at omstøde afgørelser om tilbagegivelse, som reelt ikke indebærer en »alvorlig risiko« for barnet i tilfælde af tilbagegivelse – eftersom denne appeldomstol ellers ville imødekomme de tilhørende begæringer om udsættelse – eller også vurderede den polske lovgiver, at et medlem af Polens udøvende magt og to administrative myndigheder var bedre i stand til end en polsk domstol i hver enkelt sag at bedømme, om der forelå en sådan »risiko«, uden nogen kontrolmulighed. Under alle omstændigheder kan et sådant argument ikke tiltrædes i en retsstat.

93.

På grundlag af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det forelagte spørgsmål med, at bestemmelserne i dels Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 3, sammenholdt med artikel 2 og 11 i Haagerkonventionen af 1980, dels chartrets artikel 7 og 47 er til hinder for en national lovgivning, der på en simpel begæring, som fremsættes uden begrundelse af en bemyndiget offentlig enhed, medfører automatisk udsættelse af fuldbyrdelsen af en endelig afgørelse om tilbagegivelse, som er afsagt efter to almindelige retsinstanser, indledningsvis i en periode på to måneder, hvor disse enheder kan iværksætte kassationsappel, og i givet fald under hele kassationssagen.

94.

Jeg præciserer endvidere – eftersom den forelæggende ret udtrykkeligt har spurgt Domstolen herom – at såfremt Domstolen følger mit forslag, skal denne ret i hovedsagen sikre den fulde virkning af de relevante bestemmelser i EU-retten og af egen drift undlade at anvende den civile retsplejelovs artikel 3881 ( 67 ).

95.

Som et efterskrift vil jeg berøre et sidste punkt. Siden den 1. august 2022 har Bruxelles IIb-forordningen som nævnt ovenfor fundet anvendelse på anmodninger om tilbagegivelse. Denne nye forordning har bekræftet de løsninger, der er fastlagt i Bruxelles IIa-forordningen ( 68 ), og samtidig indført nye bestemmelser med henblik på at skærpe tilbagegivelsesprocedurens effektivitet og hurtighed. Navnlig giver Bruxelles IIb-forordningens artikel 27, stk. 6, mulighed for at erklære en afgørelse om tilbagegivelse for foreløbigt eksigibel uanset en eventuel appel, hvis det af hensyn til barnets bedste er påkrævet. Endvidere fremgår det af 42. betragtning hertil, at medlemsstaterne »bør […] overveje at begrænse antallet af appelmuligheder [for en sådan afgørelse] til én«. Set i dette lys rejser det forhold, at den polske lovgiver, efter at denne nye forordning er trådt i kraft, men inden gennemførelsesfristens udløb, har vedtaget en bestemmelse som den civile retsplejelovs artikel 3881, alvorlig tvivl om loyalt samarbejde ( 69 ).

96.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer spørgsmålet fra Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa, Polen) på følgende måde:

»Bestemmelserne i dels artikel 11, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000, sammenholdt med artikel 2 og 11 i konventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser, indgået i Haag den 25. oktober 1980, dels artikel 7 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

skal fortolkes således, at

de er til hinder for en national lovgivning, der på en simpel begæring, som fremsættes uden begrundelse af en bemyndiget offentlig enhed, medfører automatisk udsættelse af fuldbyrdelsen af en endelig afgørelse om tilbagegivelse, som er afsagt efter to almindelige retsinstanser, indledningsvis i en periode på to måneder, hvor disse enheder kan iværksætte kassationsappel, og i givet fald under hele kassationssagen.«