1.

Blandt de sektorer, som blev allermest og umiddelbart berørt af covid-19-pandemien, var rejse- og turismesektoren ( 2 ). Den usikkerhed, som pandemien foranledigede, og dens hurtige spredning på tværs af forskellige kontinenter fik mange rejsende til at opsige deres aftale om pakkerejse, før regeringerne havde vedtaget nødforanstaltninger, og grænserne blev lukket. Denne usikkerhed rejste tvivl om den nøjagtige rækkevidde af de rettigheder og forpligtelser, som tilkommer parterne i en aftale om pakkerejse, og gjorde det nærmere bestemt vanskeligt for de rejsende at udøve deres ret til at opsige aftalen uden at betale opsigelsesgebyr, således som det er fastsat i artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302 ( 3 ).

2.

På denne baggrund rejser den foreliggende præjudicielle forelæggelse et rent processuelt spørgsmål. Det vedrører rettens kompetence til af egen drift at anerkende de rettigheder, som forbrugerne har i henhold til direktiv 2015/2302, herunder nærmere bestemt den rejsendes ret til at opsige en aftale om en pakkerejse uden at betale opsigelsesgebyr i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder i overensstemmelse med betingelserne i dette direktivs artikel 12, stk. 2. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om en ret bør have beføjelse til, af egen drift, at tilkende en forbruger mere end det, den pågældende har nedlagt påstand om, med henblik på at sikre en effektiv udøvelse af retten, som tilkommer den pågældende i sin egenskab af rejsende i henhold til dette direktiv.

3.

Der findes en fast og omfattende retspraksis vedrørende nationale retters beføjelse til af egen drift at efterprøve, om et aftalevilkår er urimeligt. Denne retspraksis, som bygger på en grundtanke om at beskytte den svageste part, omfatter nogle af de principielle domme i EU-forbrugerretten ( 4 ), f.eks. Océano Grupo-dommen ( 5 ), Cofidis-dommen ( 6 ) og Aziz-dommen ( 7 ). Océano Grupo-dommen er blevet anset for et »effektivt middel til at eliminere urimeligheder og (gen)oprette social retfærdighed i aftaleretten« ( 8 ), og Cofidis-dommen har endog tjent som inspiration i kunstnerisk sammenhæng ( 9 ). Efter mere end to årtiers udvikling og konsolidering af denne retspraksis er fokus i de seneste domme rettet mod at præcisere aspekter af ex officio-doktrinen, herunder at foretage en sommetider vanskelig afvejning mellem en effektiv forbrugerbeskyttelse og de grundlæggende procesretlige principper ( 10 ). Ud fra dette synspunkt synes ex officio-doktrinen at være ved at nå en »modenhedsfase« i sin udvikling, eller, som en forfatter så rammende har udtrykt det, en fase, der kan betegnes som »age of reason« (»fornuftens alder«) ( 11 ). Den foreliggende sag er et led i dette udviklingstrin.

4.

Kapitel II i direktiv 2015/2302 har overskriften »Oplysningspligt og indholdet af aftaler om pakkerejser«. I dette kapitel bestemmer artikel 5 med overskriften »Oplysninger forud for aftalens indgåelse«:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at rejsearrangøren og, når pakkerejsen sælges gennem en formidler, også formidleren, inden den rejsende bliver bundet af en aftale om en pakkerejse eller et tilsvarende tilbud, giver den rejsende standardoplysningerne via det relevante skema, der er gengivet i bilag I, del A eller B, og, hvis de er relevante for pakkerejsen, følgende oplysninger:

[…]

[…]

3.   De oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 2, skal angives klart, forståeligt og tydeligt. Når sådanne oplysninger gives skriftligt, skal de være let læselige.«

5.

Artikel 12, stk. 1 og 2, i direktiv 2015/2302 bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at den rejsende når som helst kan opsige aftalen om en pakkerejse inden pakkerejsens begyndelse. Hvis den rejsende opsiger aftalen om en pakkerejse i henhold til dette stykke, kan den rejsende være forpligtet til at betale et passende og begrundet opsigelsesgebyr til rejsearrangøren. […]

2.   Uanset stk. 1 har den rejsende ret til at opsige aftalen om pakkerejsen inden pakkerejsens begyndelse uden at betale noget opsigelsesgebyr i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, der indtræffer på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf, og som væsentligt berører leveringen af pakkerejsen, eller som i væsentlig grad berører befordringen af passagerer til destinationen. I tilfælde af opsigelse af aftalen om pakkerejsen i henhold til dette stykke har den rejsende ret til fuld refusion af alle betalinger for pakkerejsen, men har ikke ret til yderligere kompensation.«

6.

Artikel 23 i direktiv 2015/2302, der har overskriften »Direktivets ufravigelige karakter«, bestemmer i stk. 2 og 3:

»2.   Rejsende kan ikke give afkald på de rettigheder, der tilkommer dem i henhold til de nationale foranstaltninger, der gennemfører dette direktiv.

3.   Aftalevilkår og erklæringer fra den rejsende, som direkte eller indirekte indebærer et afkald på eller en begrænsning i de rettigheder, der er tillagt rejsende i henhold til dette direktiv, eller som har til formål at omgå anvendelsen af dette direktiv, er ikke bindende for den rejsende.«

7.

Direktivets artikel 24 med overskriften »Håndhævelse« bestemmer:

»Medlemsstaterne sikrer, at der er tilstrækkelige og effektive midler til at sikre overholdelsen af dette direktiv.«

8.

Bilag I, del A, til direktiv 2015/2302 med overskriften »Standardoplysningsskema for aftaler om pakkerejser, hvor anvendelsen af hyperlinks er muligt« angiver i en tekstboks indholdet af dette skema, og at den rejsende modtager følgende oplysninger ved at klikke på hyperlinket:

»Centrale rettigheder efter direktiv (EU) 2015/2302

[…]

[…]«

9.

Bilag I, del B, til direktiv 2015/2302 med overskriften »Standardoplysningsskema for aftaler om pakkerejser for andre tilfælde end dem, der er omfattet af del A« angiver i en tekstboks indholdet af dette skema efterfulgt af de samme centrale rettigheder i henhold til dette direktiv som dem, der er fastsat i del A i bilag I til nævnte direktiv.

10.

Artikel 5 og 12 i direktiv 2015/2302 er gennemført i spansk ret ved henholdsvis artikel 153 og 160 i Real Decreto Legislativo 1/2007 por el que se aprueba el texto refundido de la Ley General para la Defensa de los Consumidores y Usuarios y otras leyes complementarias (kongeligt lovdekret nr. 1/2007 om vedtagelse af den konsoliderede tekst til den generelle lov om beskyttelse af forbrugere og brugere og anden tilknyttet lovgivning, herefter »den generelle lov om beskyttelse af forbrugere og brugere«) af 16. november 2007 (BOE nr. 287 af 30. november 2007, s. 49181).

11.

Artikel 216 i Ley 1/2000 de Enjuiciamiento Civil (lov nr. 1/2000 om den civile retspleje) af 7. januar 2000 (BOE nr. 7 af 8.1.2000, s. 575) (herefter »civilprocesloven«) bestemmer følgende:

»De civile domstole afgør sager på grundlag af parternes fremlæggelse af de faktiske omstændigheder, beviser og anbringender, medmindre loven bestemmer andet i særlige tilfælde.«

12.

Civilproceslovens artikel 218, stk. 1, bestemmer:

»Retsafgørelserne skal være klare og præcise og svare til parternes påstande og øvrige proceskrav, der er fremsat rettidigt under sagen. De indeholder alle de krævede angivelser, domfælder eller frifinder sagsøgte og afgør alle de omtvistede punkter, der er drøftet under sagen.

Uden at fravige sagens genstand, og idet den tager stilling til andre faktiske eller retlige forhold end dem, parterne har villet gøre gældende, træffer retten afgørelse i henhold til de bestemmelser, der finder anvendelse på sagen, selv om disse ikke er blevet korrekt citeret eller påberåbt af sagens parter.«

13.

Civilproceslovens artikel 412, stk. 1, bestemmer:

»Når sagens genstand først er fastlagt i stævningen, i svarskriftet eller i givet fald i modkravet, kan parterne ikke efterfølgende ændre den.«

14.

Den 10. oktober 2019 købte sagsøgeren af sagsøgte, Tuk Tuk Travel SL, en pakkerejse for to personer til Vietnam og Cambodja med afrejse fra Madrid (Spanien) den 8. marts 2020 og hjemkomst den 24. marts 2020.

15.

På tidspunktet for underskrivelsen af aftalen betalte sagsøgeren 2402 EUR, idet rejsens samlede beløb var 5208 EUR. Aftalens generelle forretningsbetingelser indeholdt oplysninger om muligheden for »at afbestille rejsen før rejsens start mod betaling af et gebyr«. Der var ikke angivet nogen kontraktmæssige oplysninger eller oplysninger, som skulle gives inden kontraktindgåelsen, om muligheden for at afbestille rejsen i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf, som i væsentlig grad påvirkede gennemførelsen af pakkerejsen.

16.

Den 12. februar 2020 informerede sagsøgeren sagsøgte om sin beslutning om ikke at rejse på grund af sin bekymring over spredningen af covid-19 i Asien og anmodede om refusion af de skyldige beløb, som tilkom sagsøgeren som følge af denne beslutning.

17.

Sagsøgte svarede den 14. februar 2020 og oplyste sagsøgeren om, at sagsøgte efter fradrag af opsigelsesgebyret ville refundere sagsøgeren 81 EUR. Sagsøgeren bestred beregningen af opsigelsesgebyret. Sagsøgte meddelte sluttelig sagsøgeren, at sagsøgte endeligt ville refundere 302 EUR.

18.

Sagsøgeren besluttede at anlægge sag ved den forelæggende ret og at møde for retten uden advokat, således som den pågældende har ret til i henhold til den nationale procesret. Sagsøgeren har gjort gældende, at dennes beslutning om at afbestille rejsen skyldtes force majeure, nemlig den bekymrende udvikling i sundhedssituationen på grund af covid-19. Sagsøgeren har nedlagt påstand om refusion af yderligere 1500 EUR og tillader rejseselskabet at tilbageholde 601 EUR i ekspeditionsgebyr.

19.

Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøgerens beslutning om at afbestille rejsen ikke var berettiget på tidspunktet for aftalens opsigelse. I februar 2020 fortsatte rejser til de pågældende destinationslande som normalt. Ifølge sagsøgte var sagsøgeren derfor ikke berettiget til at påberåbe sig force majeure som grundlag for at opsige aftalen. Sagsøgte har endvidere anført, at sagsøgeren havde accepteret de generelle forretningsbetingelser vedrørende ekspeditionsgebyret i tilfælde af opsigelse af aftalen om pakkerejsen før rejsens start (15% af rejsens samlede beløb), og at opsigelsesgebyrerne er dem, som er påført af hver af sagsøgtes leverandører. Ved ikke at tegne en forsikring påtog sagsøgeren sig desuden risiciene i forbindelse med en afbestilling.

20.

Da parterne ikke anmodede om afholdelse af et retsmøde, blev sagen optaget til dom den 22. juni 2021. Ved en kendelse af 15. september 2021 (herefter »kendelsen af 15. september 2021«) pålagde den forelæggende ret dog parterne at fremsætte deres bemærkninger inden for en frist på ti dage vedrørende følgende spørgsmål: for det første spørgsmålet om, hvorvidt den sundhedsmæssige situation, som forbrugeren påberåbte sig, kunne anses for en ekstraordinær og uundgåelig risiko som omhandlet i artikel 160, stk. 2, i den generelle lov om beskyttelse af forbrugere og brugere, for det andet de retlige konsekvenser af rejsearrangørens undladelse af at underrette forbrugeren om dennes ret til at opsige aftalen uden at betale opsigelsesgebyr, og nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt den omstændighed, at direktiv 2015/2302 (efter den forelæggende rets opfattelse) ikke indeholder en forpligtelse til at give sådanne oplysninger, er i strid med artikel 169, stk. 1, TEUF og artikel 169, stk. 2, litra a), TEUF, for det tredje spørgsmålet om, hvorvidt retten af egen drift kan oplyse forbrugeren om omfanget af dennes rettigheder, når det fremgår af den nedlagte påstand, at forbrugeren ikke har kendskab hertil, og for det fjerde spørgsmålet om, hvorvidt forbrugerbeskyttelsen kræver, at retten pålægger sagsøgte at yde forbrugeren fuld refusion i strid med dispositionsprincippet og princippet ne ultra petita under omstændigheder, hvor forbrugeren ikke er blevet oplyst om omfanget af sine rettigheder. Endelig har den forelæggende ret anmodet parterne om at fremføre deres argumenter for nødvendigheden af at anmode om en præjudiciel afgørelse.

21.

Sagsøgeren har ikke fremsat bemærkninger. Sagsøgte gentog sit standpunkt om, at der ikke forelå uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som kunne berettige opsigelsen af aftalen. I øvrigt var det efter sagsøgtes opfattelse ikke fornødent at anmode om en præjudiciel afgørelse, idet sagsøgeren ikke havde fremsat bemærkninger til de spørgsmål, som den forelæggende ret havde rejst i kendelsen af 15. september 2021.

22.

Den forelæggende ret er for det første i tvivl om gyldigheden af artikel 5 i direktiv 2015/2302. Den har navnlig gjort gældende, at hverken dette direktiv eller den spanske lovgivning til gennemførelse heraf blandt de bindende oplysninger, som rejsearrangører skal give de rejsende, omfatter retten til at opsige en aftale om pakkerejse i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder uden at betale opsigelsesgebyr. Da der ikke forelå et sådant krav, vidste sagsøgeren ikke, at han havde ret til at få fuld refusion af alle foretagne betalinger. På grundlag af disse betragtninger ønsker den forelæggende ret oplyst, om de minimumsoplysninger, som sagsøgeren har fået i henhold til direktiv 2015/2302, er utilstrækkelige i lyset af artikel 169 TEUF, sammenholdt med artikel 114 TEUF.

23.

For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om det i henhold til EU-retten er muligt ved dom af egen drift at tilkende refusion af alle betalinger, som en forbruger har foretaget, ud over det beløb, som forbrugeren har nedlagt påstand om betaling af. Den forelæggende ret har forklaret, at en sådan tilkendelse ex officio ville være i strid med et grundlæggende princip i spansk procesret, nemlig princippet om dommes kongruens (civilproceslovens artikel 218, stk. 1).

24.

På denne baggrund har Juzgado de Primera Instancia no 5 de Cartagena (retten i første instans nr. 5 i Cartagena, Spanien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25.

Der er indgivet skriftlige indlæg af den tjekkiske, den spanske og den finske regering, af Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen. Den spanske og den finske regering, Parlamentet og Kommissionen deltog i retsmødet, der blev afholdt den 12. januar 2022.

26.

Indledningsvis har den tjekkiske regering gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse implicit er baseret på den antagelse, at sagsøgeren under omstændighederne i den foreliggende sag havde ret til at opsige aftalen på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder på rejsedestinationen i henhold til artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302. Efter den tjekkiske regerings opfattelse er denne antagelse imidlertid fejlagtig. Efter den tjekkiske regerings opfattelse skal spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, vurderes på tidspunktet for opsigelsen af aftalen om pakkerejsen. Den blotte risiko for, at sådanne omstændigheder indtræder i fremtiden, kan ikke give den rejsende en ret til at opsige aftalen om pakkerejsen.

27.

Den forelæggende rets spørgsmål vedrører imidlertid ikke spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren under de foreliggende omstændigheder havde ret til at opsige aftalen uden at betale opsigelsesgebyr i overensstemmelse med artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302. Dette spørgsmål vil derfor ikke blive behandlet i forbindelse med den foreliggende sag. Domstolen skal træffe sin afgørelse på baggrund af de faktiske og retlige betragtninger, der er anført i forelæggelsesafgørelsen ( 12 ).

28.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5 i direktiv 2015/2302 er gyldig i lyset af artikel 169, stk. 1, TEUF og artikel 169, stk. 2, litra a), TEUF, sammenholdt med artikel 114, stk. 3, TEUF. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende rets tvivl om gyldigheden af denne bestemmelse har udgangspunkt i, at denne bestemmelse blandt de bindende oplysninger, der skal gives til den rejsende forud for aftaleindgåelsen, ikke omfatter den i direktivets artikel 12, stk. 2, anerkendte ret.

29.

Det skal i denne forbindelse nævnes, som den tjekkiske og den finske regering samt Rådet, Parlamentet og Kommissionen har gjort gældende i deres skriftlige bemærkninger, at den forudsætning, der ligger til grund for den forelæggende rets tvivl om gyldigheden af artikel 5 i direktiv 2015/2302, er fejlagtig.

30.

Artikel 5 i direktiv 2015/2302, der regulerer forpligtelsen til at give oplysninger forud for aftaleindgåelsen, skal nemlig læses i lyset af indholdet af standardoplysningsskemaet i bilag I, del A og B. Nærmere bestemt skal rejsearrangøren i henhold til artikel 5, stk. 1, første punktum, i direktiv 2015/2302 give den rejsende standardoplysningerne via det relevante skema, der er gengivet i bilag I, del A eller B, og, hvis de er relevante for pakkerejsen, de oplysninger, som er fastsat i denne bestemmelse.

31.

Standardoplysningsskemaet i bilag I, del A og B, til direktiv 2015/2302 angiver de centrale rettigheder, som de rejsende skal informeres om. Disse rettigheder omfatter i henhold til det syvende led i del A og B i dette bilag rejsendes ret til at »opsige aftalen uden betaling af et opsigelsesgebyr inden pakkerejsens begyndelse i tilfælde af ekstraordinære omstændigheder, f.eks. hvis der er alvorlige sikkerhedsproblemer på destinationen, som sandsynligvis kan påvirke pakkerejsen«. Selv om den præcise bestemmelse i direktiv 2015/2302, der giver denne ret, nemlig artikel 12, stk. 2, ikke udtrykkeligt er nævnt i standardoplysningsskemaet, er det åbenbart, at dette skema skal beskrive indholdet af denne ret.

32.

Kommissionen har endvidere anført, at artikel 5, stk. 1, i direktiv 2015/2302 og bilag I hertil er korrekt gennemført i spansk ret og nærmere bestemt i den generelle lov om beskyttelse af forbrugere og brugere.

33.

Det følger af ovenstående betragtninger, at artikel 5 i direktiv 2015/2302 blandt de bindende oplysninger, der skal gives til den rejsende forud for aftaleindgåelsen, omfatter den ret, som den rejsende har i henhold til dette direktivs artikel 12, stk. 2, til at opsige aftalen om en pakkerejse inden dens begyndelse med fuld refusion af alle betalinger i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, der i væsentlig grad påvirker leveringen af pakkerejsen. Følgelig er den modsatte forudsætning, som ligger til grund for den forelæggende rets tvivl om gyldigheden af artikel 5 i direktiv 2015/2302, faktisk fejlagtig.

34.

På baggrund af det ovenstående har behandlingen af det første spørgsmål intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 5 i direktiv 2015/2302.

35.

Indledningsvis skal det bemærkes, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter denne i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den, og at det med dette for øje påhviler Domstolen at omformulere spørgsmålene. For at kunne give et sådant hensigtsmæssigt svar kan Domstolen desuden inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sit spørgsmål ( 13 ).

36.

På baggrund af denne retspraksis skal det bemærkes, som den spanske og den finske regering samt Kommissionen i det væsentlige har gjort opmærksom på i deres skriftlige bemærkninger, at det fremgår af sammenhængen i det andet spørgsmål, at den forelæggende ret ønsker en fortolkning af artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302, og at henvisningen til direktivets artikel 15 i dette spørgsmål må tilskrives en trykfejl.

37.

I lyset af disse betragtninger er det fornødent at omformulere det andet præjudicielle spørgsmål, således at den forelæggende ret med dette spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302, sammenholdt med artikel 114 TEUF og 169 TEUF, skal fortolkes således, at den er til hinder for anvendelsen af de nationale processuelle principper, hvorefter en national ret, for hvilken der er indbragt en tvist, ikke af egen drift kan tilkende forbrugeren det fulde beløb af den refusion, som den pågældende har krav på, under omstændigheder, hvor forbrugeren har nedlagt påstand om mindre.

38.

For at besvare dette spørgsmål er det fornødent at fremsætte visse bemærkninger vedrørende denne artikels anvendelsesområde. Som allerede nævnt ( 14 ) pålagde den forelæggende ret ved kendelse af 15. september 2021 parterne at fremsætte deres bemærkninger til visse spørgsmål. Disse spørgsmål omfattede bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt denne ret har beføjelse til dels at oplyse forbrugeren af egen drift om omfanget af dennes rettigheder, dels at tilkende forbrugeren et beløb, der overstiger det krav, som forbrugeren har nedlagt påstand om betaling af (petitum). Forbrugeren har ikke fremsat bemærkninger til disse spørgsmål. I retsmødet har den spanske regering gjort gældende, at den forstår kendelsen således, at den forelæggende ret har informeret forbrugeren om dennes rettigheder. Forbrugeren forblev imidlertid passiv. Efter min opfattelse gør kendelsen af 15. september 2021, således som den er fremlagt af den forelæggende ret, og de sagsakter, som Domstolen råder over, det ikke muligt at udlede, at den nationale ret faktisk har informeret forbrugeren om de rettigheder, som tilkommer denne.

39.

Under hensyntagen til disse betragtninger er min analyse opbygget som følger. Først vil jeg indledningsvis redegøre for de vigtigste elementer i de nationale retters forpligtelse til af egen drift at anvende bestemmelser i EU-lovgivningen om forbrugerbeskyttelse. For det andet vil jeg undersøge spørgsmålet om, hvorvidt en national ret er forpligtet til af egen drift at anvende artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302. Endelig vil jeg undersøge spørgsmålet om, hvorvidt en national ret bør have beføjelse til at tilkende et højere beløb end det, som forbrugeren har anført i sin stævning.

40.

Domstolen har allerede ved flere lejligheder fastlagt, hvordan de nationale domstole skal sikre beskyttelsen af de rettigheder, som tilkommer forbrugerne i henhold til EU’s forbrugerlovgivning, og hvilken betydning denne lovgivning har for retternes beføjelser til af egen drift at anvende EU’s forbrugerretlige bestemmelser.

41.

Den vigtigste retspraksis på dette område vedrører direktiv 93/13 ( 15 ). Den nationale ret skal således af egen drift efterprøve, om et kontraktvilkår, der henhører under anvendelsesområdet for direktiv 93/13, er urimeligt, og dermed afhjælpe den manglende ligevægt mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, så snart den råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver ( 16 ).

42.

Princippet om ex officio-kontrol af urimelige kontraktvilkår hviler på en kombination af elementer, der i det væsentlige er udledt af den beskyttelsesordning, der er indført ved direktiv 93/13, de pågældende bestemmelsers bindende karakter, arten og betydningen af den offentlige interesse, som forbrugerbeskyttelsen udgør, samt effektivitetshensyn.

43.

Nærmere bestemt har Domstolen i sin faste praksis fremhævet arten og betydningen af den offentlige interesse, som den beskyttelse, der er sikret forbrugerne, der befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende hvad angår såvel forhandlingsstyrke som informationsniveau, hviler på ( 17 ). Domstolen har ligeledes præciseret, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 er en præceptiv bestemmelse, der har til formål at erstatte den formelle balance, som kontrakten indfører mellem medkontrahenternes rettigheder og forpligtelser, med en reel balance, der skal genindføre ligheden mellem parterne ( 18 ). Denne bestemmelse anses for ligeværdig med nationale regler, der inden for den interne retsorden har rang af ufravigelige retsgrundsætninger ( 19 ).

44.

Desuden pålægger direktiv 93/13 medlemsstaterne, som det fremgår af dets artikel 7, stk. 1, sammenholdt med 24. betragtning hertil, at fastsætte egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør ( 20 ).

45.

De betragtninger, der begrunder den nationale rets positive indgriben med henblik på at afhjælpe den manglende ligevægt mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, begrænser sig ikke til direktiv 93/13. Domstolen har på grundlag af effektivitetsprincippet og uanset modstridende national ret krævet, at de nationale retter af egen drift anvender visse bestemmelser i EU’s direktiver om forbrugerbeskyttelse. Dette krav er begrundet med hensynet til, at den ved disse direktivers indførte beskyttelsesordning hviler på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende såvel hvad angår forhandlingsstyrke som informationsniveau, og at der er en ikke ubetydelig risiko for, at forbrugeren, bl.a. på grund af ukendskab til reglerne, ikke påberåber sig den retsregel, som har til formål at beskytte forbrugeren ( 21 ).

46.

Domstolen har nærmere bestemt haft lejlighed til at tage stilling til retternes anvendelse af egen drift af visse bestemmelser i direktiv 1999/44/EF ( 22 ) (Duarte Hueros-dommen ( 23 ) samt i Faber-dommen ( 24 )) og direktiv 87/102/EØF ( 25 ) (Rampion og Godard-dommen ( 26 )). Desuden har Domstolen ved adskillige lejligheder fremhævet den pligt, der påhviler de nationale retter til at foretage en prøvelse af egen drift af tilsidesættelsen af visse EU-retlige bestemmelser på forbrugerområdet, navnlig for så vidt angår direktiv 85/577/EØF ( 27 ) (Martín Martín-dommen ( 28 )) og direktiv 2008/48/EF ( 29 ) (Radlinger og Radlingerová-dommen ( 30 ) samt i OPR-Finance-dommen ( 31 )).

47.

Hvad angår retternes gennemførelse af denne forpligtelse til at træffe en positiv foranstaltning er den betinget af, at retterne råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som kræves for at kunne træffe en sådan foranstaltning ( 32 ).

48.

Endvidere har den nationale ret, som af egen drift har konstateret en sådan tilsidesættelse af visse forpligtelser, som er fastsat i EU-lovgivningen om forbrugerbeskyttelse, pligt til – uden at afvente, at forbrugeren fremsætter en anmodning om dette – at drage alle de konsekvenser, der følger af national ret under overholdelse af kontradiktionsprincippet, og at sikre, at de sanktioner, der er fastsat heri, er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning ( 33 ).

49.

De nationale retters anvendelse af egen drift af EU-forbrugerlovgivningen kan have konsekvenser for den nationale procesret. I medfør af princippet om procesautonomi henhører de nærmere bestemmelser om de procedurer, der skal sikre beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, i mangel af EU-retlige bestemmelser under medlemsstaternes interne retsorden, med forbehold af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet ( 34 ). Med hensyn til effektivitetsprincippet har Domstolen imidlertid fastslået, at respekten for effektivitetsprincippet ikke må føre til, at der skal kompenseres for den pågældende forbrugers fuldstændige passivitet ( 35 ).

50.

Medlemsstaternes forpligtelse til at sikre beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, indebærer desuden et krav om effektiv domstolsbeskyttelse, hvilket er sikret ved artikel 47 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der bl.a. gælder med hensyn til definitionen af de processuelle regler vedrørende søgsmål, der støttes på sådanne rettigheder ( 36 ).

51.

Det følger af samtlige disse betragtninger, at kravet om de nationale retters positive indgriben i forbrugertvister, som det så rammende er blevet anført i den akademiske verden, har udviklet sig til en veritabel EU-doktrin, som via ex officio-anvendelse ( 37 ) indfører »omfattende og vidtrækkende processuelle retsmidler« i EU-forbrugerlovgivningen ( 38 ).

52.

Ex officio-doktrinens rækkevidde leder mig til at konstatere, at de grunde, der ligger til grund for de nationale retters forpligtelse til at anvende EU-lovgivningen om forbrugerbeskyttelse af egen drift, har samme gyldighed med hensyn til direktiv 2015/2302. En anden fortolkning ville, som Kommissionen anførte i retsmødet, skabe inkonsekvens i forbrugerbeskyttelsen.

53.

Alle de procesdeltagere, der deltog i retsmødet, anerkendte, at de nationale retter er forpligtet til af egen drift at anvende artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302 og anerkende forbrugerens ret til at opsige aftalen uden at betale opsigelsesgebyr, når de råder over de retlige og faktiske omstændigheder, der er nødvendige i denne forbindelse. I denne henseende skal det bemærkes, at det principielt tilkommer den nationale ret at foretage en juridisk kvalificering af de faktiske omstændigheder og retsregler, som parterne har påberåbt sig til støtte for deres påstande, med henblik på at fastslå, hvilke regler der skal anvendes på en tvist, der er indbragt for den ( 39 ). I hovedsagen tilkommer det således den forelæggende ret at undersøge, om de omstændigheder, som sagsøgeren har påberåbt sig til støtte for sit krav, kan betegnes som »uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder«, og således begrunder den i artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302 omhandlede ret.

54.

Desuden kvalificerer bilag I, afsnit A og B, til dette direktiv den rejsendes ret til når som helst inden pakkerejsens begyndelse at opsige aftalen uden at betale opsigelsesgebyr som en »central rettighed«. Som følge af denne rettigheds betydning udgør den en del af de oplysninger forud for aftalens indgåelse, som rejsearrangøren skal give den rejsende i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i direktiv 2015/2302 ( 40 ). Det følger af 26. betragtning til direktiv 2015/2302, at disse oplysninger forud for aftalens indgåelse udgør »vigtige oplysninger«, som bør være »bindende«. Følgelig er retten til at opsige aftalen uden at betale opsigelsesgebyr i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder af betydning, henset til systematikken i direktiv 2015/2302. Den bidrager også til at nå formålet med dette direktiv, der, som det fremgår af direktivets artikel 1, sammenholdt med tredje ( 41 ) og femte betragtning, er at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, der er så ensartet som muligt, i forbindelse med aftaler, der indgås mellem rejsende og erhvervsdrivende om pakkerejser.

55.

Dette mål vil ikke kunne nås effektivt, hvis forbrugeren selv er forpligtet til at påberåbe sig de rettigheder, som den pågældende har over for arrangøren, navnlig på grund af den reelle risiko for, at den pågældende ikke kender sine rettigheder eller møder vanskeligheder ved at udøve dem ( 42 ). Det fremgår således af Domstolens praksis, at der inden for rammerne af en forbrugerretlig procedure er en ikke ubetydelig risiko for, at forbrugeren, bl.a. på grund af ukendskab til reglerne, ikke påberåber sig den retsregel, som har til formål at beskytte den pågældende ( 43 ). Denne risiko forstærkes i tilfælde, hvor sagsøgeren repræsenterer sig selv, således som det er tilfældet i hovedsagen.

56.

Det følger endvidere af artikel 23 i direktiv 2015/2302, sammenholdt med 46. betragtning hertil, at den rejsendes rettigheder, der er opregnet heri, er ufravigelige. Det er i denne forbindelse vigtigt at erindre om, at Domstolen i sin praksis har udledt et krav om, at retterne anvender bestemmelserne i EU’s direktiver på forbrugerbeskyttelsesområdet af egen drift, af den omstændighed, at de er bindende. Denne konstatering blev foretaget med hensyn til artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 ( 44 ), men også med hensyn til andre EU-retlige bestemmelser på forbrugerbeskyttelsesområdet. I Faber-dommen ( 45 ) anførte Domstolen, at bevisbyrdefordelingen som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i direktiv 1999/44 i overensstemmelse med direktivets artikel 7 har en ufravigelig karakter både for parterne, som ikke kan fravige den ved aftale, og for medlemsstaterne, som skal sikre dens overholdelse. Domstolen fastslog, at retterne af egen drift skal anvende denne regel, selv om den ikke er blevet udtrykkeligt påberåbt af den forbruger, som er berettiget i henhold til reglen.

57.

Analogt må det derfor konstateres, at den bindende karakter af den rejsendes ret, der er fastsat i artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, kræver, at de nationale retter af egen drift anerkender denne ret og behørigt underretter forbrugeren herom, selv om forbrugeren, som kan drage fordel heraf, ikke udtrykkeligt har påberåbt sig denne ret.

58.

Hertil kommer, at arrangøren i hovedsagen havde tilsidesat sin forpligtelse til at oplyse forbrugeren om dennes ret til at opsige aftalen. Den nationale rets ex officio-anerkendelse af den ret, som tilkommer forbrugeren, udgør således et tilstrækkeligt og effektivt middel til at sikre overholdelsen af direktiv 2015/2302, således som det kræves i henhold til dette direktivs artikel 24.

59.

Jeg er enig med den finske regering, som i retsmødet anførte, at en national ret skal oplyse forbrugeren om dennes rettigheder, så snart den er i tvivl, om forbrugeren ikke fuldt ud gør sine rettigheder gældende af uvidenhed. Selv det »mindste tegn« ( 46 ) herpå er tilstrækkeligt. Et sådant tegn må anses for at være åbenbart under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor arrangøren har tilsidesat sin oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen, eller hvis de afgivne oplysninger ikke gives »klart, forståeligt og tydeligt«, således som det kræves i henhold til artikel 5, stk. 3, i direktiv 2015/2302.

60.

Den finske regering anførte med rette også i retsmødet, at handlingen, hvorefter den nationale ret oplyser forbrugeren om vedkommendes rettigheder, er en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse. Der er tale om et særskilt processuelt skridt, der er rettet mod begge parter, og som gennemføres i overensstemmelse med de formelle krav, der i denne henseende er fastsat i de nationale processuelle regler ( 47 ). Som det allerede er blevet påpeget ( 48 ), skal den nationale ret, når den af egen drift fremsætter et anbringende, handle i overensstemmelse med kontradiktionsprincippet og opfordre begge parter til at fremsætte deres bemærkninger til rettens vurdering.

61.

Det følger af det ovennævnte, at en effektiv forbrugerbeskyttelse kun kan sikres, hvis den nationale ret, så snart den råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som er nødvendige i denne forbindelse, er forpligtet til af egen drift at anvende artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302 og behørigt oplyse forbrugeren om dennes ret til at opsige aftalen uden at betale opsigelsesgebyr, således som det er fastsat i den bestemmelse, forudsat at kontradiktionsprincippet overholdes.

62.

Det næste spørgsmål, som er blevet forelagt, er, om den nationale rets forpligtelse til af egen drift at anvende artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302 og til behørigt at oplyse forbrugeren om de rettigheder, som den pågældende har i medfør heraf, også indebærer en forpligtelse for den nationale ret til af egen drift at tilkende fuld refusion af det beløb, der overstiger det beløb, som forbrugeren har nedlagt påstand om. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om anvendelsen, under sådanne omstændigheder, af det grundlæggende dispositionsprincip og princippet ne ultra petita ville være i strid med en effektiv forbrugerbeskyttelse.

63.

Det skal i denne forbindelse præciseres, at retten anvender loven af egen drift inden for rammerne af sin kompetence og inden for grænserne af genstanden for den tvist, der er indbragt for den. Det er derfor vigtigt at sondre mellem to forskellige aspekter af retternes kompetence. Ét er at anerkende, at retten har kompetence til af egen drift at anvende de bestemmelser, der har til formål at beskytte forbrugerne, og på behørig vis at oplyse den pågældende forbruger om de rettigheder, som således tilkommer denne. Noget helt andet er at anerkende rettens beføjelse til, efter at forbrugeren er blevet behørigt oplyst, at overskride grænserne for tvistens genstand og af egen drift at tilkende mere end det, som forbrugeren har nedlagt påstand om.

64.

Alle procesdeltagerne understregede betydningen af dispositionsprincippet, hvorefter parterne fastlægger tvistens genstand ( 49 ). Det skal understreges, at doktrinen om anvendelse ex officio af forbrugerlovgivningen kun indebærer de nødvendige tilpasninger til dette princip med henblik på at kompensere for den ulighed, der findes mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende. Den tilsigter ikke at tilsidesætte de grundlæggende civilretlige principper eller at etablere en »paternalistisk« domstol ( 50 ). Som Domstolen fastslog i Lintner-dommen ( 51 ), kan effektiviteten af den beskyttelse, som den pågældende nationale ret skal indrømme forbrugeren ved et indgreb af egen drift, »ikke være så vidtrækkende, at der ses bort fra tvistens genstand, eller grænserne herfor overskrides, hvilken genstand er defineret af parterne ved deres krav, læst i betragtning af de anbringender, som de har fremsat, og den nationale ret er ikke forpligtet til at udvide tvisten ud over de påstande og anbringender, som er fremsat for denne ret«. Det modsatte ville være i strid med princippet ne ultra petita, da det ville gøre det muligt for retten at se bort fra eller gå ud over grænserne for tvistens genstand, som er fastsat ved parternes påstande og anbringender ( 52 ).

65.

Det skal ligeledes fremhæves, at Domstolen har tillagt den vilje, som forbrugeren har givet udtryk for i forbindelse med sagen, særlig betydning. Domstolen har i forbindelse med den pligt, der påhviler den nationale ret til i givet fald af egen drift at udelukke de urimelige kontraktvilkår i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, præciseret, at den nationale ret ikke er forpligtet til at tilsidesætte det pågældende vilkår, hvis forbrugeren, efter at den pågældende er blevet belært af retten, ikke har til hensigt at gøre gældende, at vilkåret er urimeligt og ikke-bindende, og således giver et frit og informeret samtykke til det pågældende vilkår ( 53 ).

66.

Den beskyttelsesordning, der er indført ved EU-forbrugerlovgivningen til fordel for forbrugerne, kan således ikke udstrækkes så vidt som at blive pålagt dem. Følgelig finder den ikke anvendelse, når forbrugeren foretrækker ikke at påberåbe sig denne beskyttelsesordning ( 54 ). Forbrugeren kan modsætte sig, at loven anvendes ex officio i vedkommendes egen sag ( 55 ).

67.

De samme overvejelser må gælde i forbindelse med den beskyttelsesordning, der er fastsat i direktiv 2015/2302. Hvis forbrugeren, efter at være blevet behørigt belært af retten om sine rettigheder og de processuelle midler, der gør det muligt for den pågældende at gøre sine rettigheder gældende, ikke ønsker at gøre disse rettigheder gældende, kan effektivitetsprincippet ikke udstrækkes så langt, at det forpligter den nationale ret til at udvide kravet og til at tilsidesætte princippet ne ultra petita.

68.

I retsmødet stillede Domstolen spørgsmål om og fremsatte bemærkninger til, hvilke gyldige grunde der kan begrunde forbrugerens beslutning om at nedlægge påstand om et mindre beløb end det, som den pågældende har krav på. Denne beslutning kan nemlig hænge sammen med overvejelser vedrørende den procedure ( 56 ), der finder anvendelse i det enkelte retssystem. Det kan heller ikke udelukkes, at der er tale om personlige hensyn ( 57 ). Hvis forbrugeren under sådanne omstændigheder forbliver passiv, efter at være blevet oplyst af den nationale ret om sine rettigheder og om mulighederne for at gøre disse rettigheder gældende, er det rimeligt at udlede heraf, at den pågældende forbruger foretager et frit og informeret valg om at fastholde det oprindelige krav.

69.

I hovedsagen er det imidlertid, som Kommissionen har fremhævet i retsmødet, ikke muligt at antage, at forbrugeren, der ikke har fremsat bemærkninger vedrørende de spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst, har givet udtryk for et frit og informeret valg om at fastholde det oprindelige krav. Som anført ovenfor ( 58 ) fremgår det ikke klart af sagsakterne, om den forelæggende ret har forklaret forbrugeren, hvilke rettigheder den pågældende har, og hvilke processuelle midler der er til rådighed med henblik på at gøre sine rettigheder gældende.

70.

Det er også vigtigt at fremhæve, at det følger af Domstolens praksis, at de nationale retter ikke har en generel forpligtelse til at overskride grænserne for tvisten og indrømme mere eller noget andet end det, der var nedlagt påstand om. Dette gælder nærmere bestemt for forbrugerens ret til at få tilbagebetalt de beløb, der er betalt med urette i medfør af et urimeligt kontraktvilkår. Der skal foreligge særlige og ekstraordinære omstændigheder, som tyder på, at forbrugeren er frataget de processuelle midler, der gør det muligt for vedkommende at gøre sine rettigheder gældende i henhold til EU-forbrugerlovgivningen ( 59 ).

71.

Desuden har Domstolen i tråd hermed fastslået, at de nationale retter i princippet ikke er forpligtede til ex officio at foretage modregning af de betalinger, der er foretaget med urette i henhold til et urimeligt kontraktvilkår og det beløb, der fortsat skyldes i henhold til kontrakten, forudsat at ækvivalens- og effektivitetsprincippet overholdes ( 60 ).

72.

Det fremgår således af retspraksis, at effektivitetsprincippet og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse ikke forpligter de nationale retter til at se bort fra eller gå ud over grænserne for tvistens genstand, som er fastsat ved parternes påstande. Disse principper kræver imidlertid, at der skal være effektive midler til rådighed, der gør det muligt for forbrugeren at gøre sine rettigheder gældende og kræve det, som vedkommende har krav på.

73.

Dette fører mig til spørgsmålet om, hvorvidt sådanne effektive processuelle midler var til rådighed i hovedsagen. Forelæggelsesafgørelsen indeholder kun den bestemmelse i national ret, der fastsætter princippet om, at tvistens genstand ikke må ændres (civilproceslovens artikel 412, stk. 1). Den forelæggende ret har imidlertid ikke redegjort for den konkrete anvendelse af dette princip i spansk ret ( 61 ). Retten har heller ikke præciseret, om en eventuel udvidelse af kravet ville kræve en ændring af den kompetente ret eller en ændring af den anvendelige procedure. Det tilkommer således den nationale ret at fastsætte de processuelle midler, der gør det muligt for forbrugeren at udøve retten til at rejse krav om alle de foretagne betalinger med forbehold for ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet. Dette kunne f.eks. bestå i at anlægge en ny sag eller at udvide tvistens genstand for den forelæggende ret efter opfordring fra sidstnævnte ( 62 ). Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed, at en bestemt procedure indebærer visse proceduremæssige krav, som forbrugeren skal overholde for at kunne gøre sine rettigheder gældende, ikke betyder, at den pågældende ikke drager fordel af en effektiv domstolsbeskyttelse ( 63 ). Som jeg imidlertid allerede har fremhævet, skal de processuelle midler, der stilles til rådighed med henblik på at gøre disse rettigheder gældende, sikre en effektiv domstolsbeskyttelse.

74.

På baggrund af det ovenstående konkluderer jeg, at artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302, sammenholdt med artikel 114 TEUF og 169 TEUF, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for anvendelsen af nationale processuelle principper, hvorefter den nationale ret, for hvilken tvisten er indbragt, ikke af egen drift kan tilkende forbrugeren det fulde beløb af den refusion, som den pågældende har ret til, under omstændigheder hvor forbrugeren har nedlagt påstand om et mindre beløb. Den nationale ret er imidlertid forpligtet til af egen drift at anvende artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302, når den råder over alle de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som er nødvendige i denne forbindelse, og på den betingelse, at kontradiktionsprincippet overholdes. Den nationale ret er nærmere bestemt forpligtet til behørigt at oplyse forbrugeren om de rettigheder, som den pågældende har i henhold til denne bestemmelse, og om de processuelle midler, der står til den pågældendes rådighed med henblik på at gøre disse rettigheder gældende, for så vidt som disse midler sikrer en effektiv domstolsbeskyttelse.

75.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Juzgado de Primera Instancia no 5 de Cartagena (retten i første instans nr. 5 i Cartagena, Spanien) forelagte præjudicielle spørgsmål således: