1

Med søgsmålet anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgerne, CCPL – Consorzio Cooperative di Produzione e Lavoro SC, Coopbox Group SpA og Coopbox Eastern s.r.o., nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2020) 8940 final af 17. december 2020 (herefter »den anfægtede afgørelse«) om ændring af størrelsen af de bøder, der blev pålagt ved Kommissionens afgørelse C(2015) 4336 final af 24. juni 2015 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag AT.39563 – fødevareemballage til detailhandelen (herefter »afgørelsen fra 2015«).

2

Sagsøgerne er selskaber i CCPL-koncernen, der bl.a. driver virksomhed inden for sektoren for fødevareemballage.

3

CCPL er et andelsselskab, som gennem CCPL SpA ejer andele i driftsselskaber, herunder Coopbox Group og Coopbox Eastern.

4

Den 24. juni 2015 vedtog Europa-Kommissionen afgørelsen fra 2015, hvori den fastslog, at selskaber, der er aktive i sektoren for fødevareemballage til detailhandelen, i perioden fra 2000 til 2008 havde deltaget i fem særskilte overtrædelser af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53. I henhold til denne afgørelses artikel 2 pålagde Kommissionen i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) navnlig sagsøgerne og to andre selskaber, der på dette tidspunkt indgik som en del af CCPL-koncernen, bøder på i alt 33694000 EUR.

5

Den endelige størrelse af disse bøder blev fastsat, efter at de fem berørte selskaber i henhold til punkt 35 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne af 2006«) var blevet indrømmet en nedsættelse på 25% af den endelige bøde, som Kommissionen skulle have pålagt, henset til deres nedsatte betalingsevne.

6

Ved kendelse af 15. december 2015, CCPL m.fl. mod Kommissionen (T-522/15 R, EU:T:2015:1012), udsatte Rettens præsident forpligtelsen til at stille en bankgaranti til fordel for Kommissionen med henblik på at undgå, at de bøder, som blev pålagt de fem berørte selskaber, straks blev inddrevet, på betingelse af, at de for det første betalte Kommissionen et beløb på 5 mio. EUR samt samtlige indtægter fra den påtænkte afhændelse af visse andele, og for det andet, at de hver tredje måned, indtil der blev truffet afgørelse i hovedsagen, samt i forbindelse med enhver begivenhed, som kunne have en indflydelse på deres fremtidige evne til at betale de pålagte bøder, forelagde Kommissionen en detaljeret skriftlig rapport om gennemførelsen af den omstruktureringsplan (herefter »omstruktureringsplanen«), som indgik i den med kreditorerne indgåede aftale om omstrukturering af gælden, og om størrelsen af indtægterne fra salget af koncernens aktiver såvel inden for gennemførelsen af denne plan som uden for planen.

7

CCPL, der handlede på vegne af de fem berørte selskaber, foretog foreløbige betalinger til Kommissionen for et samlet beløb på 5942000 EUR.

8

Ved dom af 11. juli 2019, CCPL m.fl. mod Kommissionen (T-522/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:500), fastslog Retten, at afgørelsen fra 2015 for så vidt angik fastsættelsen af nedsættelsen af størrelsen af de bøder, som de fem berørte selskaber var blevet pålagt som følge af manglende betalingsevne, var behæftet med en utilstrækkelig begrundelse. Retten annullerede følgelig denne afgørelses artikel 2, stk. 1, litra f)-h), artikel 2, stk. 2, litra d) og e), og artikel 2, stk. 4, litra c) og d).

9

Ved skrivelse af 18. september 2019 meddelte Kommissionen CCPL bl.a., at den agtede at vedtage en ny afgørelse om at pålægge de berørte selskaber i koncernen bøder, og opfordrede disse sidstnævnte til at fremsætte deres bemærkninger.

10

Den 20. september 2019 iværksatte sagsøgerne appel til prøvelse af dom af 11. juli 2019, CCPL m.fl. mod Kommissionen (T-522/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:500).

11

Den 4. oktober 2019 anmodede de berørte selskaber Kommissionen om at tage deres manglende betalingsevne i betragtning i henhold til punkt 35 i retningslinjerne af 2006 med henblik på at nedsætte størrelsen af de bøder, som den kunne foretage efter afslutningen af den igangværende procedure. Med henblik på at vurdere denne anmodning fremsendte Kommissionen begæringer om oplysninger til CCPL-koncernen i henhold til artikel 18, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1/2003, som den nævnte koncern efterkom.

12

Den 7. oktober 2019 tilbagebetalte Kommissionen til opfyldelse af dom af 11. juli 2019, CCPL m.fl. mod Kommissionen (T-522/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:500), CCPL et beløb på 5942084 EUR, som sidstnævnte havde overført til Kommissionen som foreløbig betaling.

13

Den 17. december 2020 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse, hvorved den i det væsentlige afslog den pågældende anmodning om nedsættelse af størrelsen af bøderne baseret på sagsøgernes manglende betalingsevne og pålagde dem bøder på i alt 9441000 EUR.

14

Ved kendelse af 20. januar 2021, CCPL m.fl. mod Kommissionen (C-706/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:45), afviste Domstolen appellanternes appel. Domstolen udtalte bl.a., at appellanterne i givet fald kunne påberåbe sig de anbringender og argumenter, som Retten havde forkastet i dom af 11. juli 2019, CCPL m.fl. mod Kommissionen (T-522/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:500), i forbindelse med et eventuelt nyt søgsmål til prøvelse af den afgørelse, som blev truffet efter Rettens annullation af den omtvistede afgørelse (kendelse af 20.1.2021, CCPL m.fl. mod Kommissionen, C-706/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:45, præmis 26).

15

Ved kendelse af 22. juli 2021, CCPL m.fl. mod Kommissionen (T-130/21 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:488), besluttede Rettens præsident ikke at tage sagsøgernes begæring om foreløbige forholdsregler om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse til følge og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.

16

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

17

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

18

Sagsøgerne har fremsat tre anbringender til støtte for søgsmålet.

19

Det første anbringende vedrører i det væsentlige en tilsidesættelse af begrundelsespligten og en tilsidesættelse af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet. Det tredje anbringende vedrører i det væsentlige en tilsidesættelse af begrundelsespligten og åbenbart urigtige skøn, for så vidt som Kommissionen ikke tog hensyn til de oplysninger, som CCPL-koncernen havde fremlagt til støtte for sin manglende betalingsevne.

20

Dette anbringende er opdelt i to led, hvoraf det første vedrører en utilstrækkelig begrundelse for så vidt angår CCPL-koncernens moderselskabs ansvar på grund af den adfærd, der var blevet udvist af CCPL-koncernens selskaber, og det andet vedrører en tilsidesættelse af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, for så vidt som Kommissionen urigtigt støttede sig på formodningen om, at CCPL udøvede en afgørende indflydelse på CCPL-koncernens selskaber.

21

Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en utilstrækkelig begrundelse, da grundene til, at CCPL blev pålagt ansvaret for Coopbox Groups og Coopbox Easterns adfærd, ikke fremgår af afgørelsen.

22

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

23

Det skal bemærkes, at den begrundelse, der kræves i henhold til artikel 296 TEUF, klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, dels således at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels således at Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret (jf. dom 18.9.2003, Volkswagen mod Kommissionen, C-338/00 P, EU:C:2003:473, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).

24

Når en oprindelig afgørelse fra Kommissionen er blevet ændret ved en afgørelse, hvori det udtrykkeligt er anført, at den udgør en ændringsafgørelse til denne afgørelse, udgør proceduren for vedtagelsen af ændringsafgørelsen en videreførelse af den procedure, der førte til den oprindelige afgørelse (jf. i denne retning dom af 6.7.2017, Toshiba mod Kommissionen, C-180/16 P, EU:C:2017:520, præmis 22).

25

Under disse omstændigheder kan der tages hensyn til den oprindelige afgørelses begrundelse med henblik på at bedømme lovligheden af ændringsafgørelsen, for så vidt som afgørelsen ikke blev påvirket af en annullationsdom, og for så vidt som den ikke modsiges af ordlyden af ændringsafgørelsen (jf. i denne retning dom af 19.1.2016, Toshiba mod Kommissionen, T-404/12, EU:T:2016:18, præmis 95).

26

I det foreliggende tilfælde fremgår det udtrykkeligt af den anfægtede afgørelses overskrift og indhold, at den udgør en ændringsafgørelse til afgørelsen fra 2015 hvad angår de bøder, som sagsøgerne blev pålagt.

27

I den anfægtede afgørelses artikel 1 pålægges sagsøgerne således bøder for de overtrædelser, der er nævnt i artikel 1 i afgørelsen fra 2015.

28

Endvidere er det ikke gjort gældende, at de andre forhold i afgørelsen fra 2015 end dem, der vedrører sagsøgernes betalingsevne, blev påvirket af dom af 11. juli 2019, CCPL m.fl. mod Kommissionen (T-522/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:500), eller at betalingsevnen modsiges af den anfægtede afgørelse for så vidt angår CCPL’s ansvar på grund af de overtrædelser, som blev begået af CCPL-koncernens selskaber, hvilket ansvar er genstand for nærværende anbringende.

29

Det følger heraf, at den anfægtede afgørelses begrundelse i medfør af den retspraksis, der er nævnt i præmis 25 ovenfor, skal læses i lyset af afgørelsen fra 2015 for så vidt angår CCPL’s ansvar på grund af de overtrædelser, som blev begået af CCPL-koncernens selskaber.

30

I 848. betragtning til afgørelsen fra 2015 fastslog Kommissionen, at CCPL var det øverste holdingselskab i CCPL-koncernen under hele den omhandlede overtrædelsesperiode, og at CCPL’s direkte eller indirekte ejerandel i en eller flere enheder, herunder Coopbox Group, som direkte deltog i overtrædelsen, var på 100% indtil den 18. april 2006 og derefter på 93,864% mellem den 18. april 2006 og ophøret af de nævnte overtrædelser.

31

I 849. betragtning til afgørelsen fra 2015 vurderede Kommissionen, at en ejerandel på 93,864% var tilstrækkelig til at formode, at et moderselskab udøvede en afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd. Kommissionen præciserede ligeledes, at selv om formodningen om en afgørende indflydelse var tilstrækkelig til at fastslå de pågældende enheders ansvar, blev denne formodning bestyrket af den analyse, der i 850.-855. betragtning til den samme afgørelse blev foretaget af de juridiske, personlige og økonomiske forbindelser mellem de enheder, der udgør en del af den pågældende virksomhed.

32

Disse forhold gør det således muligt for sagsøgerne at anlægge en korrekt forståelse af den vurdering, der førte Kommissionen til at pålægge CCPL ansvaret for de overtrædelser, som blev begået af CCPL-koncernens selskaber, og for Retten at efterprøve, om der var grundlag for denne begrundelse.

33

Sagsøgernes argument om en utilstrækkelig begrundelse for den anfægtede afgørelse for så vidt angår CCPL’s ansvar for de overtrædelser, som blev begået af CCPL-koncernens selskaber, skal derfor forkastes.

34

Sagsøgerne har i det væsentlige anført, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl og et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen med henblik på anvendelsen af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 støttede sig på formodningen om, at CCPL havde udøvet en afgørende indflydelse på CCPL-koncernens selskaber.

35

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

36

Det skal bemærkes, at Kommissionen i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ved afgørelse kan pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt overtræder artikel 101 TEUF.

37

Ifølge fast retspraksis omfatter begrebet virksomhed enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde. Domstolen har herved præciseret dels, at begrebet virksomhed i denne kontekst skal forstås som en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer, dels, at når en sådan økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den ifølge princippet om personligt ansvar at stå til regnskab for overtrædelsen (jf. dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

38

Desuden kan et datterselskabs adfærd tilregnes moderselskabet, bl.a. når datterselskabet, selv om det er en selvstændig juridisk person, ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to juridiske enheder (jf. dom af 27.1.2021, The Goldman Sachs Group mod Kommissionen, C-595/18 P, EU:C:2021:73, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at med hensyn til det særlige tilfælde, hvor et moderselskab direkte eller indirekte besidder hele eller næsten hele kapitalen i et datterselskab, som har begået en overtrædelse af konkurrencereglerne, dels, at moderselskabet kan udøve en afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd, dels, at der foreligger en afkræftelig formodning for, at moderselskabet faktisk udøver en sådan indflydelse på datterselskabets adfærd. Det er under disse omstændigheder tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at hele eller næsten hele kapitalen i et datterselskab ejes af moderselskabet, for at det kan formodes, at moderselskabet faktisk udøver en afgørende indflydelse på dette datterselskabs handelspolitik. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab, som det påhviler at afkræfte den pågældende formodning, fører tilstrækkelige beviser med henblik på at godtgøre, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet (jf. dom af 27.1.2021, The Goldman Sachs Group mod Kommissionen, C-595/18 P, EU:C:2021:73, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

40

En sådan formodning indebærer således, medmindre den afkræftes, at det anses for godtgjort, at moderselskabet faktisk har udøvet afgørende indflydelse på dets datterselskab, og Kommissionen er berettiget til at holde førstnævnte ansvarlig for sidstnævntes adfærd uden at skulle fremlægge yderligere bevis herfor. Anvendelsen af formodningen om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse er således ikke betinget af fremlæggelsen af yderligere indicier vedrørende moderselskabets faktiske udøvelse af indflydelse (jf. dom af 27.1.2021, The Goldman Sachs Group mod Kommissionen, C-595/18 P, EU:C:2021:73, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

41

Desuden er Kommissionen på ingen måde forpligtet til udelukkende at basere sig på nævnte formodning. Der er således intet til hinder for, at denne institution godtgør, at et moderselskab faktisk udøver en afgørende indflydelse på sit datterselskab ved hjælp af andre beviser eller en kombination af sådanne elementer med den nævnte formodning (jf. dom af 27.1.2021, The Goldman Sachs Group mod Kommissionen, C-595/18 P, EU:C:2021:73, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

42

Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at Kommissionen i 846. betragtning til afgørelsen fra 2015 anførte, at den med henblik på at pålægge CCPL ansvaret for de pågældende overtrædelser som moderselskab havde anvendt den ansvarsformodning, hvorefter CCPL havde udøvet en afgørende indflydelse i den periode (eller de perioder), hvor mindst én enhed, der var direkte involveret i overtrædelsen, var fuldt ud (eller næsten fuldt ud) kontrolleret af dette moderselskab.

43

Som anført i præmis 30 og 31 ovenfor fastslog Kommissionen i afgørelsen fra 2015, at CCPL var det øverste holdingselskab i CCPL-koncernen under hele overtrædelsesperioden, og at dets direkte eller indirekte ejerandel i en eller flere enheder i denne koncern, som direkte deltog i overtrædelsen, var tilstrækkelig til at formode, at CCPL udøvede en afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd. Kommissionen præciserede ligeledes, at selv om formodningen om en afgørende indflydelse efter dens opfattelse var tilstrækkelig til at fastslå de pågældende enheders ansvar, blev denne formodning bestyrket af den analyse, der blev foretaget af de juridiske, personlige og økonomiske forbindelser mellem de enheder, der udgør en del af den pågældende virksomhed.

44

Blandt de oplysninger, der godtgør de juridiske, personlige og økonomiske forbindelser mellem de enheder, der udgør en del af den pågældende virksomhed, nævnte Kommissionen bl.a., at CCPL kunne udnævne alle bestyrelsesmedlemmerne og CCPL SpA’s administrerende direktør, at CCPL selv godkendte CCPL SpA’s budget og fastlagde ansvaret for bestyrelsesmedlemmerne, at CCPL SpA’s bestyrelse rådede over mere vidtgående almindelige ledelsesbeføjelser for virksomheden og udpegede en bestyrelsesformand, som det tilkom at sikre selskabets strategiske retning ved at sikre den korrekte gennemførelse af bestyrelsens afgørelser, at aktionæroverenskomsten udtrykkeligt godkendte, at CCPL ejede en kontrollerende aktiepost i CCPL SpA, at minoritetsaktionærerne ikke havde nogen særlige rettigheder, og at de resterende 6,14% af CCPL SpA’s kapital var ejet af CCPL’s ejeraktionærer selv. Kommissionen anførte ligeledes, at den samme forretningsmodel gjaldt for Coopbox Group.

45

I denne sammenhæng fastslog Kommissionen i artikel 1.1 i afgørelsen fra 2015, at Coopbox Group og CCPL havde overtrådt artikel 101 TEUF ved fra den 18. juni 2002 til den 17. december 2007 at have deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse, der bestod i flere særskilte overtrædelser, der vedrørte skumbakker til sektoren for fødevareemballage til detailhandelen, og omfattede Italiens område.

46

I artikel 1.4 i afgørelsen fra 2015 fastslog Kommissionen, at CCPL fra den 8. december 2004 til den 24. september 2007 og Coopbox Eastern fra den 5. november 2004 til den 24. september 2007 havde overtrådt artikel 101 TEUF ved at have deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse, der bestod i flere særskilte overtrædelser, der vedrørte skumbakker til sektoren for fødevareemballage til detailhandelen, og omfattede Den Tjekkiske Republiks, Ungarns, Polens og Slovakiets område.

47

På grundlag heraf pålagde Kommissionen i artikel 1 i den anfægtede afgørelse Coopbox Group og CCPL en bøde med solidarisk hæftelse på 4627000 EUR for den i artikel 1.1 i afgørelsen fra 2015 omhandlede overtrædelse, CCPL en bøde på 4010000 EUR for den i artikel 1.2 i afgørelsen fra 2015 omhandlede overtrædelse, og Coopbox Eastern og CCCL en bøde med solidarisk hæftelse på 789000 EUR for den i artikel 1.4 i afgørelsen fra 2015 omhandlede overtrædelse, samt Coopbox Eastern en bøde på 15000 EUR.

48

Kommissionen holdt derfor CCPL ansvarlig under hele overtrædelsesperioden, navnlig på grund af selskabets direkte eller indirekte ejerandel i en eller flere enheder i CCPL-koncernen.

49

Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tilregne CCPL den praksis, der blev gennemført af Coopbox Group og Coopbox Eastern, som ejes af CCPL via CCPL SpA, uden at konstatere en overtrædelse i forhold til CCPL SpA.

50

Det følger imidlertid af den retspraksis, der er nævnt i præmis 38 ovenfor, at et datterselskabs adfærd kan tilregnes moderselskabet, bl.a. når datterselskabet, selv om det er en selvstændig juridisk person, ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to juridiske enheder.

51

I en sådan situation, hvor moderselskabet og datterselskabet er en del af samme økonomiske enhed og således udgør én virksomhed i artikel 101 TEUF’s forstand, kan Kommissionen rette en afgørelse, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var personligt impliceret i overtrædelsen (jf. dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis). Det er med andre ord ikke nødvendigvis blot tilskyndelsen til overtrædelsen i forholdet mellem moderselskabet og datterselskabet, og endnu mindre førstnævntes inddragelse i den nævnte overtrædelse, som bemyndiger Kommissionen til at rette den afgørelse, hvorved der pålægges bøder, til moderselskabet, men den omstændighed at de berørte selskaber udgør én enkelt virksomhed i artikel 101 TEUF’s forstand (dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 88).

52

Ifølge fast retspraksis finder den i præmis 39 ovenfor omhandlede formodning i øvrigt ligeledes anvendelse, når et moderselskab ikke direkte, men gennem andre selskaber ejer kapitalen i dets datterselskab (jf. i denne retning dom af 20.1.2011, General Química m.fl. mod Kommissionen, C-90/09 P, EU:C:2011:21, præmis 86, af 8.5.2013, Eni mod Kommissionen, C-508/11 P, EU:C:2013:289, præmis 48 og 49, og af 15.7.2015, GEA Group mod Kommissionen, T-45/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:507, præmis 142).

53

Det følger således af retspraksis, at Kommissionen kan pålægge dette selskab ansvaret for adfærden udvist hos datterselskaber, som er indirekte ejet af et moderselskab, selv uden at konstatere en overtrædelse i forhold til mellemliggende selskaber.

54

Den omstændighed, at sådanne datterselskaber ejes gennem et selskab, som ikke tilregnes nogen overtrædelse, rejser nemlig ikke tvivl om formodningen om, at moderselskabet på grund af sin indirekte deltagelse i disse datterselskaber faktisk udøver en afgørende indflydelse på de nævnte datterselskabers adfærd.

55

Det følger ligeledes af den i præmis 37 ovenfor nævnte retspraksis, at det ifølge princippet om personligt ansvar påhviler en økonomisk enhed, der udgøres af flere fysiske eller juridiske personer, som overtræder konkurrencereglerne, at stå til regnskab for overtrædelsen.

56

I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, kan det derfor ikke antages, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget i strid med princippet om personligt ansvar, for så vidt som CCPL blev holdt ansvarlig for en overtrædelse, som selskabet ikke havde begået, og som ikke blev tilregnet den enhed, hvorigennem det ejede den enhed, som havde begået overtrædelsen.

57

Den anfægtede afgørelse er derfor ikke behæftet med en retlig fejl, for så vidt som Kommissionen tilregnede CCPL den praksis, der blev gennemført af Coopbox Group og Coopbox Eastern, som ejes af CCPL via CCPL SpA, uden at konstatere en overtrædelse i forhold til CCPL SpA.

58

Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at formodningen om CCPL’s ansvar for de af CCPL-koncernens selskaber udviste handlinger ikke fandt anvendelse, eftersom CCPL kun ejede 93,864% af aktierne i CCPL SpA mellem den 18. april 2006 og afslutningen af overtrædelsesperioden.

59

Et moderselskab, der besidder næsten hele sit datterselskabs kapital, befinder sig imidlertid i princippet i en situation, der svarer til de tilfælde, hvor hele kapitalen besiddes, for så vidt angår sin beføjelse til at udøve en afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd, henset til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser imellem selskaberne. Følgelig er det med rette, at Kommissionen i denne situation har anvendt de samme regler for bevisførelsen, nemlig formodningen om, at nævnte moderselskab faktisk gør brug af sin beføjelse til at udøve afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd. Det er imidlertid ikke udelukket, at mindretalsaktionærerne i visse tilfælde kan have rettigheder i forhold til datterselskabet, som kan ændre ovennævnte analogi.

60

Dels ejede CCPL i kraft af sin ejerandel på 93,864% af CCPL SpA’s kapital i perioden mellem den 18. april 2006 og afslutningen af overtrædelsesperioden næsten hele CCPL SpA’s kapital. Dels har sagsøgerne ikke gjort gældende, endsige godtgjort, at minoritetsselskabsdeltagerne i forhold til CCPL SpA havde rettigheder, der gjorde det muligt at rejse tvivl om formodningen om CCPL’s faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse på dette datterselskabs adfærd.

61

Det følger heraf, at den anfægtede afgørelse ikke er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som Kommissionen anvendte formodningen om CCPL’s ansvar for den adfærd, der var blevet udvist af CCPL-koncernens selskaber i den periode, hvor CCPL kun ejede 93,864% af aktierne i CCPL SpA.

62

For det tredje skal argumentet om, at Kommissionen ikke kunne anvende formodningen om CCPL’s ansvar for den adfærd, der var blevet udvist af CCPL-koncernens selskaber, for så vidt som CCPL’s deltagelse i CCPL SpA’s kapital ved vedtagelsen af afgørelsen fra 2015 var blevet yderligere reduceret til ca. 90%, forkastes.

63

Anvendelsen af den formodning, der gør det muligt at pålægge moderselskabet ansvaret for et datterselskabs adfærd, indebærer nemlig, at moderselskabets ansvar følger af datterselskabets adfærd i den periode, hvor overtrædelsen blev begået, således at moderselskabets ejerandele i datterselskabet på tidspunktet for den afgørelse, der fastslår en overtrædelse, er uden relevans.

64

For det fjerde har sagsøgerne i første række gjort gældende, at det tilkom Kommissionen at godtgøre CCPL’s faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse på CCPL-koncernens selskaber, eftersom den støttede sig på såvel formodningen om udøvelse af en afgørende indflydelse som på en række omstændigheder.

65

Det er dog tilstrækkeligt at fastslå, således som det fremgår af den i denne doms præmis 40 nævnte retspraksis, at anvendelsen af formodningen om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse ikke er betinget af fremlæggelsen af yderligere indicier vedrørende moderselskabets faktiske udøvelse af indflydelse.

66

Det følger ligeledes af den i denne doms præmis 41 nævnte retspraksis, at der ikke er noget til hinder for, at Kommissionen godtgør, at et moderselskab faktisk udøver en afgørende indflydelse på sit datterselskab ved hjælp af andre beviser eller anvender en kombination af sådanne elementer sammen med den nævnte formodning.

67

I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, bevirker den omstændighed, at Kommissionen henviste til forskellige elementer, der tager sigte på at bekræfte konstateringen af, at CCPL udøvede en afgørende indflydelse på CCPL-koncernens selskaber, derfor ikke, at Kommissionen pålægges en tungere bevisbyrde, end hvis den blot havde anvendt formodningen om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse.

68

I anden række er sagsøgerne af den opfattelse, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som formodningen om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse burde have været afkræftet, eftersom CCPL ikke faktisk udøvede en afgørende indflydelse på CCPL-koncernens selskaber, ikke blot i den periode, hvor CCPL ejede hele aktiekapitalen i de enheder i CCPL-koncernen, der var involveret i overtrædelsen, men også da CCPL’s ejerandele var mindre end 100%.

69

Til støtte for dette argument har sagsøgerne anført, at CCPL indstillede alle ledelses aktiviteter i sektoren for fødevareemballage og gav de af CCPL-koncernens selskaber med ansvaret for denne sektor, fuld selvstændighed inde for produktion, handel, industri og ledelse. Sagsøgerne har ligeledes i det væsentlige anført, at Coopbox Groups administrerende direktør selvstændigt fastlægger selskabets forretningsmæssige og strategiske politik.

70

Desuden har sagsøgerne anført, at CCPL er et andelsselskab, som primært fungerer som aktionær og ejer andele i driftsselskaberne gennem CCPL SpA, hvis rolle som subholdingselskab ikke indebærer nogen deltagelse i den driftsmæssige og daglige ledelse af de selskaber, som det kontrollerer, og at CCPL ikke spiller nogen aktiv rolle i den daglige ledelse af CCPL-koncernens selskaber.

71

Sagsøgerne har i øvrigt fremhævet, at CCPL var det øverste holdingselskab i en koncern af virksomheder, der drev virksomhed inden for seks forskellige aktivitetsområder, og at hverken Coopbox Group eller nogen af de andre selskaber, der var involveret i de omtvistede overtrædelser, på noget tidspunkt havde informeret CCPL om de ulovlige aktiviteter eller handlet med CCPL’s forudgående tilladelse.

72

Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at ingen af de tre medlemmer af CCPL’s bestyrelse, som samtidigt var bestyrelsesmedlemmer i CCPL-koncernens selskaber, varetog nogen driftsmæssige funktioner inden for disse selskaber eller direkte eller indirekte deltog i møderne med de konkurrerende virksomheder.

73

Det skal i denne henseende for det første bemærkes, at for at afkræfte formodningen om en afgørende indflydelse skal et moderselskab inden for rammerne af søgsmål til prøvelse af en afgørelse fra Kommissionen lade EU-retsinstansen vurdere alle forhold vedrørende de organisatoriske, økonomiske og juridiske forbindelser mellem dette selskab og dets datterselskab, som er af en sådan art, at de kan påvise, at selskaberne ikke udgør en økonomisk enhed (jf. dom af 16.6.2016, Evonik Degussa og AlzChem mod Kommissionen, C-155/14 P, EU:C:2016:446, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

74

Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at den driftsmæssige selvstændighed ikke i sig selv beviser, at et datterselskab fastlægger sin markedsadfærd selvstændigt i forhold til moderselskabet. Det er sædvanlig praksis blandt store virksomheder, der består af flere datterselskaber, som i sidste instans ejes af det samme holdingselskab, at dele opgaverne mellem datterselskaberne og moderselskabet, herunder navnlig at overlade det til de lokale ledere af et datterselskab at forvalte den operationelle ledelse (jf. i denne retning dom af 11.7.2014, RWE og RWE Dea mod Kommissionen, T-543/08, EU:T:2014:627, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

75

I øvrigt kan den omstændighed, at CCPL hverken gav CCPL SpA, Coopbox Group eller Coopbox Eastern instrukser vedrørende de omhandlede karteller, eller at CCPL endog ikke måtte have kendskab til de nævnte karteller, ikke i sig selv i henhold til retspraksis afkræfte formodningen om en afgørende indflydelse (jf. i denne retning dom af 14.9.2016, Ori Martin og SLM mod Kommissionen, C-490/15 P og C-505/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:678, præmis 59 og 60).

76

Det følger heraf, at de i øvrigt uunderbyggede udtalelser om, at CCPL indstillede alle ledelsesaktiviteter i sektoren for fødevareemballage og gav de af CCPL-koncernens selskaber med ansvaret for denne sektor, fuld selvstændighed, uden at CCPL eller CCPL SpA spiller nogen aktiv rolle i den daglige ledelse af Coopbox Group og Coopbox Eastern, ikke kan afkræfte formodningen om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse.

77

Det skal for det andet bemærkes, at Unionens retsinstanser har fastslået, at den omstændighed, at moderselskabet er repræsenteret i datterselskabets ledelsesorganer, udgør et relevant bevis for, at moderselskabet reelt udøver kontrol med datterselskabets handelspolitik (jf. dom af 15.7.2015, Socitrel og Companhia Previdente mod Kommissionen, T-413/10 og T-414/10, EU:T:2015:500, præmis 213 og deri nævnte retspraksis).

78

Sagsøgernes argumenter om, at de tre medlemmer af CCPL’s bestyrelse, som samtidigt var bestyrelsesmedlemmer i CCPL-koncernens selskaber, ikke havde nogen driftsmæssig rolle, skal derfor forkastes.

79

Af samme grund skal argumentet om, at ingen af de dokumenter, der er tilført sagsakterne i den foreliggende sag, indeholder nogen oplysninger om, hvorvidt disse medlemmer af CCPL’s bestyrelse deltog i ledelsesaktiviteter i nogen af selskaberne i CCPL-koncernen, ligeledes forkastes.

80

For det tredje gælder, at når et moderselskab kan anses for ansvarligt for en overtrædelse, der er begået af et datterselskab, selv når der findes en lang række driftsselskaber inden for en koncern (jf. dom af 27.9.2012, Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, T-343/06, EU:T:2012:478, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis), er den omstændighed, at CCPL var det øverste holdingselskab i en koncern af virksomheder, der drev virksomhed inden for seks forskellige aktivitetsområder, ikke til hinder for at pålægge selskabet ansvar for Coopbox Group og Coopbox Easterns overtrædelser.

81

På baggrund af det foregående er de af sagsøgerne fremførte forhold ikke i sig selv tilstrækkelige til at afkræfte den af Kommissionen anvendte formodning om, at CCPL udøvede en afgørende indflydelse på CCPL-koncernens selskaber.

82

Følgelig er det første anbringendes andet led ugrundet, og det første anbringende skal forkastes.

83

Efter sagsøgernes opfattelse er den anfægtede afgørelse i det væsentlige i strid med proportionalitetsprincippet, rimelighedsprincippet, princippet om individuel fastsættelse og graduering af bøderne, rationalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet, for så vidt som Kommissionen for hver overtrædelse separat anvendte det i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 fastsatte loft på 10% af omsætningen, og for så vidt som denne metode for anvendelse af loftet på 10% af omsætningen førte til, at Kommissionen pålagde dem bøder, der langt overstiger de bøder, som blev pålagt de øvrige berørte virksomheder.

84

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

85

Hvad i denne henseende for det første angår anvendelsen i den anfægtede afgørelse af loftet på 10% separat for hver overtrædelse skal det bemærkes, at bøden i henhold til ordlyden af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke kan overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår.

86

Det følger desuden af retspraksis, at det i princippet ikke er uden følger for den bøde, der kan pålægges, om en ulovlig adfærd kvalificeres som én og samme overtrædelse eller som flere særskilte overtrædelser, idet konstateringen af flere særskilte overtrædelser kan føre til pålæggelse af flere særskilte bøder, som hver især ikke overstiger de i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 fastsatte grænser, dvs. under overholdelse af det øvre loft på 10% af den omsætning, som er opnået i regnskabsåret forud for vedtagelsen af afgørelsen (jf. dom af 6.2.2014, AC-Treuhand mod Kommissionen, T-27/10, EU:T:2014:59, præmis 230 og den deri nævnte retspraksis).

87

Kommissionen kan ligeledes fastslå i en enkelt afgørelse, at der foreligger to særskilte overtrædelser, og pålægge to bøder, hvis samlede beløb overstiger det loft på 10%, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, for så vidt som størrelsen af hver af bøderne ikke overstiger det nævnte loft. Det er således uden betydning for anvendelsen af det nævnte loft på 10%, om de forskellige overtrædelser af konkurrencereglerne pålægges sanktioner under en samlet procedure eller under adskilte tidsmæssigt forskudte procedurer, idet den øvre grænse på 10% finder anvendelse på hver enkelt overtrædelse af artikel 101 TEUF (dom af 6.2.2014, AC-Treuhand mod Kommissionen, T-27/10, EU:T:2014:59, præmis 231 og 232).

88

Eftersom anvendelsen af loftet på 10% separat for hver overtrædelse er i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, således som denne bestemmelse er fortolket i retspraksis, kan sagsøgernes argument ikke godtgøre, at den anfægtede afgørelse er i strid med proportionalitetsprincippet, rimelighedsprincippet, princippet om individuel fastsættelse og graduering af bøderne, rationalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

89

Hvad for det andet angår andelen af den bøde, der blev pålagt sagsøgerne, i forhold til deres samlede omsætning, som er langt større end andelen af de bøder, der blev pålagt de andre berørte virksomheder, skal det bemærkes, at det ifølge retspraksis ikke er i strid med proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet, at en virksomhed i henhold til metoden for bødeberegning i retningslinjerne af 2006 pålægges en bøde, der udgør en højere andel af dens samlede omsætning end den andel, som de bøder, som pålægges hver af de andre virksomheder, udgør. Det er således uadskilleligt forbundet med denne beregningsmetode, som ikke er baseret på de omhandlede virksomheders samlede omsætning, at der forekommer afvigelser disse virksomheder imellem hvad angår forholdet mellem denne omsætning og størrelsen af de bøder, som de pålægges (jf. i denne retning dom af 7.9.2016, Pilkington Group m.fl. mod Kommissionen, C-101/15 P, EU:C:2016:631, præmis 64).

90

Det fremgår ligeledes af retspraksis, at Kommissionen, når den udmåler bøder, i en situation, hvor flere virksomheder, der har deltaget i den samme overtrædelse, pålægges sådanne bøder, ikke er forpligtet til sikre sig, at de endelige bødebeløb afspejler forskelle mellem de omhandlede virksomheder i henseende til deres samlede omsætning (jf. dom af 7.9.2016, Pilkington Group m.fl. mod Kommissionen, C-101/15 P, EU:C:2016:631, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

91

Med hensyn til den angivelige tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet som påberåbt af sagsøgerne skal det bemærkes, at den forskellige procentdel, som bøden udgør af de omhandlede virksomheders samlede omsætning, ikke i sig kan selv udgøre en tilstrækkelig begrundelse for, at Kommissionen fraviger den beregningsmetode, som den har fastlagt for sig selv. Dette ville således indebære, at visse virksomheder begunstiges på grundlag af et kriterium, som ikke er relevant henset til overtrædelsens grovhed og varighed. Med hensyn til fastsættelsen af bødens størrelse kan der ikke ved at anvende forskellige beregninger udøves forskelsbehandling af de virksomheder, der har deltaget i en aftale eller samordnet praksis i strid med artikel 101, stk. 1, TEUF (jf. i denne retning dom af 7.9.2016, Pilkington Group m.fl. mod Kommissionen, C-101/15 P, EU:C:2016:631, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

92

De angivelige forskelle mellem på den ene side forholdet mellem de bøder, der blev pålagt sagsøgerne, og deres samlede omsætning, og på den anden side forholdet mellem de bøder, der blev pålagt de andre berørte virksomheder, og deres omsætning, kan således ikke godtgøre, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget i strid med proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

93

Hvad i øvrigt angår argumentet om, at den ringe størrelse af den bøde, der blev pålagt selskaberne i Vitembal-koncernen i afgørelsen fra 2015, viser, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget i strid med ligebehandlingsprincippet, skal det bemærkes, at ligebehandlingsprincippet kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (dom af 12.11.2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 51).

94

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at sagsøgerne ikke har gjort gældende, at Kommissionen anvendte forskellige beregningsmetoder for de berørte virksomheder. Det eneste forhold, som sagsøgerne har fremført, der vedrører den samlede størrelse af de bøder, som de berørte enheder blev pålagt i forhold til deres respektive samlede omsætning, er nemlig, således som det er anført i præmis 92 ovenfor, utilstrækkeligt med henblik på at fastslå den hævdede forskelsbehandling. Da sagsøgerne ikke har fremført andre forhold vedrørende de faktiske og retlige omstændigheder, som Kommissionen tog hensyn til som led i beregningen af bødernes størrelse, skal det fastslås, at de ikke har godtgjort, at den finansielle situation i de andre berørte selskaber, bl.a. selskaberne i Vitembal-koncernen, kunne sammenlignes med deres egen situation, således at deres argument i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 93 ovenfor, skal forkastes.

95

Henset til det ovenstående godtgør sagsøgernes argumenter ikke, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den for hver overtrædelse separat anvendte det i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 fastsatte loft på 10% af omsætningen.

96

Det andet anbringende skal derfor forkastes.

97

Sagsøgerne har påberåbt sig en utilstrækkelig begrundelse med hensyn til Kommissionens vurdering af deres betalingsevne og foreholdt Kommissionen at, den anlagde åbenbart urigtige skøn vedrørende denne betalingsevne.

98

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

99

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at punkt 35 i retningslinjerne af 2006 med overskriften »Betalingsevne« bestemmer:

»Under særlige omstændigheder kan Kommissionen, efter anmodning, tage hensyn til en virksomheds manglende betalingsevne i en given social og økonomisk kontekst. Kommissionen nedsætter ikke bøden, blot fordi den fastslår, at virksomheden befinder sig i en ugunstig eller tabsgivende økonomisk situation. Der kan kun ydes bødenedsættelse på grundlag af objektive beviser for, at en bøde, der pålægges i overensstemmelse med de foreliggende retningslinjer, ville medføre ubodelig skade for den pågældende virksomheds levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse.«

100

Det fremgår af fast retspraksis, at Kommissionen med vedtagelsen af sådanne vejledende regler og med offentliggørelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, har pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sit skøn og ikke kan fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (dom af 15.7.2015, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, T-393/10, EU:T:2015:515, præmis 287 og den deri nævnte retspraksis).

101

Derudover kan en bødenedsættelse kun indrømmes i henhold til punkt 35 i retningslinjerne af 2006 under særlige omstændigheder og på de betingelser, der er defineret i disse retningslinjer. Det skal således for det første påvises, at den pålagte bøde »ville medføre ubodelig skade for den pågældende virksomheds levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse«. For det andet skal der også føres bevis for, at der foreligger en »given social og økonomisk kontekst«. Det bemærkes desuden, at disse to sæt betingelser allerede er blevet udledt af EU-retsinstanserne (dom af 15.7.2015, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, T-393/10, EU:T:2015:515, præmis 288).

102

Hvad angår det første sæt betingelser er det blevet fastslået, at Kommissionen ved udmålingen af den bøde, som skal pålægges for tilsidesættelse af konkurrencereglerne, i princippet ikke er forpligtet til at tage hensyn til, at en virksomhed befinder sig i en økonomisk underskudssituation, da anerkendelsen af en sådan forpligtelse ville medføre en uberettiget konkurrencemæssig fordel for de virksomheder, der er mindst tilpasset til markedsforholdene (dom af 15.7.2015, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, T-393/10, EU:T:2015:515, præmis 289 og den deri nævnte retspraksis).

103

Hvis dette var tilfældet, ville der være en risiko for, at disse virksomheder blev begunstiget på bekostning af andre, mere effektive og bedre drevne, virksomheder. Konstateringen af en ugunstig økonomisk situation eller en underskudsituation for den berørte virksomhed er derfor ikke i sig selv tilstrækkelig til at danne grundlag for en anmodning om, at Kommissionen tager hensyn til virksomhedens manglende betalingsevne for at indrømme en bødenedsættelse (dom af 15.7.2015, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, T-393/10, EU:T:2015:515, præmis 290).

104

Det fremgår desuden af fast retspraksis, at den omstændighed, at en foranstaltning truffet af en EU-myndighed fremkalder en given virksomheds konkurs eller likvidation, ikke i sig selv er forbudt ved EU-retten. En sådan transaktion kan ganske vist være til skade for ejernes eller aktionærernes økonomiske interesser, men betyder ikke, at virksomhedens menneskelige, materielle og immaterielle værdier også for deres vedkommende går tabt (jf. dom af 15.7.2015, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, T-393/10, EU:T:2015:515, præmis 291 og den deri nævnte retspraksis).

105

Det kan af denne retspraksis udledes, at det kun er, hvis en virksomheds menneskelige, materielle og immaterielle værdier, eller med andre ord dens aktiver, går tabt, at der ved fastsættelsen af størrelsen af bøden kan tages hensyn til virksomhedens eventuelle konkurs eller likvidation som følge af pålæggelsen af denne bøde (jf. dom af 15.7.2015, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, T-393/10, EU:T:2015:515, præmis 292 og den deri nævnte retspraksis).

106

Et selskabs likvidation indebærer således ikke nødvendigvis, at den pågældende virksomhed ophører med at eksistere. Virksomheden kan fortsætte som sådan enten ved en rekapitalisering af selskabet eller ved en anden enheds samlede overtagelse af virksomhedens aktiver. En sådan overtagelse kan enten ske ved et frivilligt salg eller ved et tvunget salg af aktiverne hos selskabet med fortsat drift (dom af 15.7.2015, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, T-393/10, EU:T:2015:515, præmis 293).

107

Henvisningen i punkt 35 i retningslinjerne af 2006 til den omstændighed, at den pågældende virksomheds aktiver gøres fuldstændig værdiløse, skal således forstås som sigtende på den situation, hvor en overtagelse af virksomheden på de betingelser, der er redegjort for i præmis 106 ovenfor, synes usandsynlig eller endog umulig. I så fald vil denne virksomheds aktiver blive udbudt til salg én efter én, og det er sandsynligt, at mange af aktiverne ikke vil finde en køber eller i bedste fald vil blive solgt til en meget lav pris (jf. dom af 15.7.2015, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, T-393/10, EU:T:2015:515, præmis 294 og den deri nævnte retspraksis).

108

Hvad angår det andet sæt af betingelser vedrørende en given social og økonomisk kontekst vedrører det ifølge retspraksis de konsekvenser, som bødebetalingen vil have bl.a. for arbejdsløshedsniveauet eller en negativ påvirkning af markederne opad eller nedad i forhold til den pågældende virksomhed (jf. dom af 15.7.2015, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, T-393/10, EU:T:2015:515, præmis 295 og den deri nævnte retspraksis).

109

Hvis de kumulative betingelser, som er omhandlet ovenfor, er opfyldt, vil en bøde, som risikerer at resultere i, at en virksomhed ophører med at eksistere, således være i strid med det mål, som forfølges med punkt 35 i retningslinjerne af 2006. Anvendelsen af nævnte punkt på de pågældende virksomheder udgør herved en konkret gennemførelse af proportionalitetsprincippet på området for sanktioner for overtrædelser af konkurrenceretten (jf. dom af 15.7.2015, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, T-393/10, EU:T:2015:515, præmis 296 og den deri nævnte retspraksis).

110

Det er i lyset af disse principper, at sagsøgernes argumenter til anfægtelse af lovligheden af den anfægtede afgørelse skal vurderes.

111

I det foreliggende tilfælde konkluderede Kommissionen, efter i punkt 3.4.2. i den anfægtede afgørelse at have foretaget en økonomisk og finansiel analyse af sagsøgernes betalingsevne og af betydningen af en eventuel bøde for deres levedygtighed, i 90. betragtning til den nævnte afgørelse, at CCPL-koncernen på trods af de begrænsede indicier for solvens og indtjeningsevne og den betydelige samlede størrelse af de omtvistede bøder i forhold til koncernens størrelse, rådede over tilstrækkelige likvide midler til at betale den samlede størrelse af de nævnte bøder, og at sandsynligheden for, at denne koncerns økonomiske levedygtighed som sådan ville blive bragt i fare, var lille.

112

Til støtte for denne konstatering om, at der forelå tilstrækkelige likvide midler, anførte Kommissionen indledningsvis i 90. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse, at CCPL-koncernen i 2018 og 2019 havde haft en stor likvid beholdning på henholdsvis 18,6 mio. EUR og 22,8 mio. EUR. I 90. betragtning, litra b), til den nævnte afgørelse forklarede Kommissionen, at gennemsnitssaldoen for den nævnte koncerns likvide midler i perioden 2014-2018, dvs. ca. 11,6% af denne koncerns gennemsnitlige årlige omsætning, udgjorde et godt indicium for, at kontantbeholdningen var tilstrækkelig til at opfylde forpligtelser og udgifter på kort sigt, sikre en fortsættelse af aktiviteten og undgå midlertidige likviditetsmangler. I 90. betragtning, litra c), til denne afgørelse anførte Kommissionen, at den samme konklusion kunne drages på grundlag af saldoen for likvide midler/salg. I 90. betragtning, litra d), til den samme afgørelse anførte den, at eftersom de likvide midler som oftest var ejet af den pågældende koncerns holdingselskaber, som praktisk taget ikke havde noget personale og havde en meget lav omsætning, var det usandsynligt, at betalingen af bøden ved brug af de likvide midler, der var til rådighed på koncernniveau, ville bringe koncernens to største driftsselskabers økonomiske levedygtighed i fare. I 90. betragtning, litra e), til den anfægtede afgørelse fremhævede Kommissionen, at CCPL i sine bemærkninger og svar ikke havde nævnt noget særligt behov for likvide midler for at imødegå vanskelighederne som følge af covid-19-pandemien, eller for at fortsætte omstruktureringsplanen for perioden 2020-2023. Endelig anførte Kommissionen i 90. betragtning, litra f), til den anfægtede afgørelse, at selv om den udtrykkeligt havde anmodet CCPL om at fremsætte sine bemærkninger til denne koncerns evne til at tilvejebringe finansielle ressourcer for at betale bøderne, havde CCPL hverken svaret eller angivet nogen begrundelse for, hvorfor den ikke kunne anvende de tilgængelige likvide midler på koncernniveau til denne betaling. Kommissionen tilføjede i denne forbindelse, at der ligeledes skulle tages hensyn til det beløb på 5942084 EUR, som den havde tilbagebetalt CCPL den 7. oktober 2019 til opfyldelse af dom af 11. juli 2019, CCPL m.fl. mod Kommissionen (T-522/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:500).

113

Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen begrundelse for, hvorfor der ikke blev taget hensyn til deres negative driftskapital, til spørgsmålet om, hvorvidt CCPL-koncernens likviditet til trods for dens væsentlige gæld var tilstrækkelig, til relevansen af de foreløbige oplysninger, der var blevet givet om Coopbox Group og Coopbox Eastern med hensyn til likviditet, eller til den af sagsøgerne foretagne analyse i deres svar på den femte begæring om oplysninger om bødens rimelige karakter.

114

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

115

Det skal bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 9.9.2015, Philips mod Kommissionen, T-92/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:605, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).

116

Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at Kommissionen, således som det fremgår af 90. betragtning til den anfægtede afgørelse, som er anført i præmis 112 ovenfor, at Kommissionen klart og entydigt begrundede konstateringen af, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at de ikke kunne anvende CCPL-koncernens likvide midler til at betale bøderne uden at rejse tvivl om deres levedygtighed. Kommissionens vurdering af de foreløbige oplysninger vedrørende Coopbox Group og Coopbox Easterns likvide midler fremgår af 86. og 92. betragtning til den anfægtede afgørelse, som delvist gengiver de oplysninger, som sagsøgerne havde fremlagt i deres svar på den femte begæring om oplysninger. Kommissionen har i øvrigt ikke en generel forpligtelse til i den nævnte afgørelse at tage stilling til alle de dokumenter eller oplysninger, som den har anmodet parterne om under den administrative procedure.

117

Kommissionen er således ikke forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de berørte har fremført for den, men behøver kun at redegøre for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på afgørelsens opbygning (jf. dom af 9.9.2015, Philips mod Kommissionen, T-92/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:605, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

118

Kommissionens vurdering med hensyn til sagsøgernes betalingsevne er derfor ikke behæftet med en utilstrækkelig begrundelse.

119

Det tredje anbringendes første led skal derfor forkastes som ugrundet.

120

Det skal indledningsvis bemærkes, at det, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 102-107 ovenfor, påhviler sagsøgerne med henblik på at påvise, at den anfægtede afgørelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til deres betalingsevne, at godtgøre, at betalingen af bøderne på i alt 9441000 EUR i modsætning til det af Kommissionen anførte ville medføre ubodelig skade for deres levedygtighed og gøre deres aktiver fuldstændig værdiløse.

121

Sagsøgerne har for det første i det væsentlige gjort gældende, at konstateringerne i 90. betragtning, litra a), e) og f), til den anfægtede afgørelse, hvorefter sagsøgerne ikke havde fremlagt de krævede foreløbige oplysninger for perioden 2020-2023, hvilket begrundede, at der blev taget hensyn til de tilgængelige likvide midler i 2018 og 2019, og hvorefter CCPL-koncernen ikke havde angivet, hvorfor den ikke kunne anvende de tilgængelige likvide midler på koncernniveau til at betale bøden, er faktuelt urigtige.

122

Sagsøgerne har indledningsvis henvist til indholdet af deres korrespondance med Kommissionen for at bestride konstateringen i den anfægtede afgørelse, hvorefter CCPL ikke havde nævnt noget særligt behov for likvide midler for at imødegå vanskelighederne som følge af covid-19-pandemien, eller for at fortsætte omstruktureringsplanen for perioden 2020-2023.

123

Sagsøgerne har dernæst gjort gældende, at de havde fremlagt de foreløbige oplysninger indtil 2023 for Coopbox Group og Coopbox Eastern, hvis salg udgjorde 94% af den konsoliderede omsætning for regnskabsåret 2019, som Kommissionen ikke analyserede.

124

Sagsøgerne har i det væsentlige tilføjet, at der på tidspunktet for den anfægtede afgørelse ikke forelå nogen foreløbige oplysninger for hele CCPL-koncernen, navnlig fordi de andre selskaber i koncernen ikke længere drev virksomhed på markedet og begrænsede sig til at afhænde deres aktiver og anvende de modtagne beløb og dem, der blev fordelt, til at tilbagebetale deres gæld inden for rammerne af omstruktureringsplanen.

125

Endelig har sagsøgerne henvist til indholdet af deres korrespondance med Kommissionen med henblik på at anfægte konstateringen i den anfægtede afgørelse, hvorefter CCPL-koncernen hverken havde svaret eller angivet nogen begrundelse for, hvorfor den ikke kunne anvende de tilgængelige likvide midler på koncernniveau til at betale bøden.

126

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

127

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at sagsøgerne har anerkendt, at de under den administrative procedure kun fremlagde foreløbige oplysninger for perioden 2020-2023 for Coopbox Group og Coopbox Eastern, for så vidt som de foreløbige data for hele CCPL-koncernen ikke var tilgængelige eller relevante.

128

Det kan derfor ikke foreholdes Kommissionen, at den fastslog, at sagsøgerne ikke havde fremlagt de krævede foreløbige oplysninger for perioden 2020-2023.

129

For så vidt angår sagsøgernes argument om, at de foreløbige oplysninger for hele CCPL-koncernen ikke var relevante, skal det fremhæves, at Kommissionen i forbindelse med vurderingen af en koncerns betalingsevne skal tage hensyn til den finansielle situation for samtlige enheder i denne koncern, for så vidt som alle disse enheders ressourcer kan mobiliseres for at håndtere bøder (jf. i denne retning dom af 16.9.2013, Rubinetteria Cisal mod Kommissionen, T-368/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:460, præmis 118, og af 11.7.2019, Italmobiliare m.fl. mod Kommissionen, T-523/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:499, præmis 180-182).

130

Dette gælder så meget desto mere, som 96% af CCPL-koncernens likvide midler i slutningen af 2019, som fremhævet af Kommissionen, lå uden for Coopbox Group og Coopbox Eastern.

131

I modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, var de foreløbige oplysninger vedrørende andre selskaber i koncernen end Coopbox Group og Coopbox Eastern, bl.a. oplysningerne om overdragelsen af aktiver, derfor relevante for vurderingen af CCPL-koncernens betalingsevne.

132

Af samme grund skal sagsøgernes argument om, at der ved vurderingen af CCPL-koncernens betalingsevne ikke kunne tages hensyn til CCPL SpA’s ressourcer, for så vidt som dette selskab ikke var adressat for den anfægtede afgørelse, forkastes.

133

Sagsøgerne har endvidere anført, at det fremgår af deres svar på begæringerne om oplysninger, at CCPL-koncernens finansielle ressourcer ikke kunne mobiliseres for at betale bøden. Det skal imidlertid konstateres, at sagsøgernes svar af 31. juli 2020 på Kommissionens femte begæring om oplysninger, der fremgår af bilag A.22, og som sagsøgerne har omtalt, begrænser sig til at fremlægge status for bankgælden og deres nettoaktiver samt en vurdering af CCPL-koncernens rentabilitet, kapitalisering, solvens og likviditet, uden at redegøre for grundene til, at sagsøgerne var af den opfattelse, at CCPL’s likviditet og ressourcer ikke kunne afsættes til betaling af bøderne som følge af omstruktureringsplanen.

134

På denne baggrund kan det ikke lægges til grund, at konstateringen i den anfægtede afgørelse, hvorefter CCPL-koncernen ikke har angivet nogen begrundelse for, hvorfor den ikke kunne anvende de tilgængelige likvide midler på koncernniveau til at betale bøden, er faktuelt urigtig.

135

Sagsøgernes argumenter med henblik på at godtgøre, at den anfægtede afgørelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn med henvisning til, at Kommissionen støttede sig på urigtige faktiske omstændigheder ved i den nævnte afgørelse at anføre, at sagsøgerne ikke havde fremlagt de krævede foreløbige oplysninger for perioden 2020-2023, og at CCPL-koncernen ikke havde angivet nogen begrundelse for, hvorfor den ikke kunne anvende de tilgængelige likvide midler på koncernniveau til at betale bøden, skal derfor forkastes.

136

For det andet har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen tog CCPL-koncernens likvide beholdninger for regnskabsårene 2018 og 2019 i betragtning uden at tage hensyn til koncernens gæld og den manglende rådighed over disse likvide midler til andre formål end den ved omstruktureringsplanen pålagte tilbagebetaling af koncernens gæld, selv om disse forhold, som godtgjorde, at omfanget af passiverne var betydeligt højere end omfanget af aktiverne, var blevet fremlagt i detaljer under den administrative procedure.

137

Desuden har sagsøgerne i det væsentlige anført, at den omstændighed, at der blev hensyn til gennemsnitssaldoen for likvide midler fra 2014 til 2018, ligeledes er ukorrekt, eftersom disse likvide midler ikke udgjorde midler, der umiddelbart og frit kunne mobiliseres, og at de skulle afsættes til indfrielse af sagsøgernes gæld som følge af deres forpligtelser i henhold til omstruktureringsplanen.

138

Af samme grund har sagsøgerne ligeledes anført, at den anfægtede afgørelse er fejlagtig, for så vidt som den støtter sig på saldoen for likvide midler/salg med henblik på at fastslå, at der foreligger likvide midler, der gør det muligt at betale bøderne.

139

CCPL-koncernen omfatter nemlig fremover udelukkende holdingselskaber eller subholdingselskaber, der ikke opererer på markedet, andre selskaber uden aktiviteter, som udelukkende beskæftiger sig med afhændelsen af deres respektive faste ejendomme, som næsten udelukkende skaber likvide midler ved at afhænde deres aktiver til gennemførelse af omstruktureringsplanen, og to selskaber, der udelukkende er driftsselskaber (Coopbox Group og Coopbox Eastern), og som er de eneste, der genererer driftsmidler, der hidrører fra sædvanlig virksomhed i form af salg af varer og tjenesteydelser til tredjepartskunder.

140

For det første har sagsøgerne præciseret, at de likvide midler, der genereres ved afhændelse af aktiver, ikke er tilgængelige, da de har til formål at tilbagebetale gælden til gennemførelse af omstruktureringsplanen, og at de likvide midler, som driftsselskaberne har frigjort, kun beløber sig til 1,4 mio. EUR.

141

For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at saldoen for likvide midler/salg ikke gør det muligt at vurdere evnen til at opfylde likviditetsbehov, eftersom de likvide midler afhænger af den konkrete mulighed for at afhænde de resterende aktiver, forpligtelsen til at afsætte næsten alle afhændelserne til omstruktureringsplanen samt det forhold, at der kun er få endnu ikke afhændede aktiver, og at disse aktiver ikke er attraktive.

142

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

143

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at sagsøgerne, således som det fremgår af præmis 135 ovenfor, ikke har fremlagt de krævede foreløbige oplysninger for perioden 2020-2023 eller angivet nogen begrundelse for, hvorfor de ikke kunne anvende de tilgængelige likvide midler på koncernniveau til at betale de bøder, der blev pålagt ved den anfægtede afgørelse.

144

Under disse omstændigheder kan det ikke foreholdes Kommissionen, at den tog CCPL-koncernens likvide beholdninger for regnskabsårene 2018 og 2019 i betragtning uden at tage hensyn til dens gæld og den manglende rådighed over disse likvide midler til andre formål end den ved omstruktureringsplanen pålagte tilbagebetaling af gælden.

145

I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 102 ovenfor, er Kommissionen i øvrigt principielt ikke forpligtet til ved udmålingen af den bøde, der skal pålægges for en overtrædelse af konkurrencereglerne, at tage hensyn til, at en virksomhed befinder sig i en økonomisk underskudssituation, da anerkendelsen af en sådan forpligtelse ville medføre en uberettiget konkurrencemæssig fordel for de virksomheder, der er mindst tilpasset til markedsforholdene.

146

I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, er tilstedeværelsen af forhold, som godtgør, at omfanget af passiverne er betydeligt højere end omfanget af aktiverne, derfor i sig selv ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at pålæggelsen af bøder ville medføre ubodelig skade for de pågældende virksomheds levedygtighed og gøre deres aktiver fuldstændig værdiløse som omhandlet i punkt 35 i retningslinjerne af 2006.

147

Det skal i øvrigt fastslås, at Kommissionen, som det fremgår af 84. betragtning til den anfægtede afgørelse, tog hensyn til sagsøgernes gældsniveau i forbindelse med sin vurdering af deres betalingsevne.

148

For det tredje har sagsøgerne anfægtet muligheden for at anvende alle de midler, der er forblevet uden for omstruktureringsplanen, for at betale bøden, hvilket omfatter de 5942084 EUR, som Kommissionen har tilbagebetalt, og som er nævnt i præmis 12 ovenfor, provenuet fra salget af Erzelli Energia Srl (vurderet i 91. betragtning til den anfægtede afgørelse til 1,4 mio. EUR) og salget af Refincoop Srls andele i forbindelse med den eventuelle afhændelse af selskabet.

149

Disse midler, der forblev uden for planen, er således i det væsentlige de eneste beløb, der er tilgængelige for at sikre Coopbox Group og Coopbox Easterns overlevelse, idet de giver dem mulighed for at foretage investeringer, henset til manglen på alternative finansieringskilder.

150

Sagsøgerne har ligeledes fremhævet, at de eneste likvide midler, der kunne tages i betragtning, og som for perioden 2020-2023 blev vurderet til 1,8 mio. EUR, var dem, der blev genereret af CCPL-koncernens to eneste driftsselskaber, dvs. Coopbox Group og Coopbox Eastern, der havde en yderst begrænset evne til at generere likviditet, som kunne anvendes til andre formål end forvaltning af driften. Sagsøgerne har i denne henseende anført, at Coopbox Groups og Coopbox Easterns likvide midler er utilstrækkelige til at dække deres løbende driftsvirksomhed.

151

Betalingen af bøderne, bl.a. ved at anvende ressourcer, der ikke er omfattet af omstruktureringsplanen, forhindrer efter sagsøgernes opfattelse disse selskaber i at håndtere visse nødvendige driftsudgifter, men også i at foretage de nødvendige investeringer til modernisering af deres fabrikker, udvikling af deres teknologi og deres overlevelse.

152

Sagsøgerne har endvidere bestridt Kommissionens konstatering i 90. betragtning, litra d), til den anfægtede afgørelse, hvorefter det er usandsynligt, at betalingen af bøden ved brug af de likvide midler, der var til rådighed på koncernniveau, ville bringe koncernens to vigtigste driftsselskabers levedygtighed i fare.

153

For det første har sagsøgerne fremhævet, at de likvide midler pr. 31. december 2019 svarede til knap en sjettedel af alene den finansielle gæld, hvortil skal føjes ikkefinansiel gæld, herunder gæld til leverandørerne.

154

For det andet har sagsøgerne bemærket, at næsten hele CCPL-koncernen består af selskaber, som ikke længere er aktive på markedet, ikke genererer indtægter og anvender deres meget lave resterende likvide midler til løbende forretninger for at gennemføre omstruktureringsplanen.

155

For det tredje gør den omstændighed, at de to driftsselskaber (Coopbox Group og Coopbox Eastern) har en finansiel gæld, der er mere end ti gange så stor som værdien af deres likvide midler, som er utilstrækkelige til at dække den løbende driftsvirksomhed, det nødvendigt med likviditetstilførsler fra CCPL, således at anvendelsen af holdingselskabernes likvide midler til betaling af bøden nødvendigvis vil skade Coopbox Groups og Coopbox Easterns rentabilitet.

156

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

157

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at det, for at der i overensstemmelse med den i præmis 101 ovenfor omhandlede retspraksis kan indrømmes en bødenedsættelse i henhold til punkt 35 i retningslinjerne af 2006, skal påvises, at den pålagte bøde ville medføre ubodelig skade for den pågældende virksomheds levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse.

158

Eftersom en bødenedsættelse kun kan begrundes i formålet om at undgå ubodelig skade for den pågældende virksomheds levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse, kan hensigten om at foretage investeringer med henblik på at udvikle CCPL-koncernens to driftsselskaber eller betalinger med henblik på at undgå at skade deres rentabilitet i princippet ikke begrunde en sådan nedsættelse.

159

Sagsøgerne har nemlig ikke gjort gældende, at sådanne investeringer var nødvendige for deres drift, og at de ikke kunne udsættes, uden at dette ville medføre ubodelig skade for de pågældende selskabers levedygtighed. Det samme gælder for betalinger, der er foretaget for at undgå at skade de pågældende virksomheders rentabilitet.

160

Det følger heraf, at sagsøgernes argument om, at det er nødvendigt at afsætte de ressourcer, der ikke er omfattet af omstruktureringsplanen, til at foretage investeringer til fordel for Coopbox Group og Coopbox Eastern for at sikre deres drift eller rentabilitet, skal forkastes.

161

Argumenterne om, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved ikke at tage hensyn til CCPL-koncernens negative driftskapital, idet den fandt, at den i budgettet for 2018 fastsatte hensættelse på 16,4 mio. EUR med henblik på at betale bøderne ikke kan anses for nye likvide midler, eller til den større indvirkning af bøderne på deres omsætning i relativ forstand i forhold til de bøder, der blev pålagt ved afgørelsen fra 2015, skal ligeledes forkastes.

162

De af Kommissionen i 90. betragtning til den anfægtede afgørelse angivne forhold, som er gengivet i præmis 112 ovenfor, såsom den likvide beholdning på henholdsvis 18,6 mio. EUR og 22,8 mio. EUR i 2018 og 2019, og gennemsnitssaldoen for de likvide midler i perioden 2014-2018, dvs. ca. 11,6% af koncernens gennemsnitlige årlige omsætning, som sagsøgerne reelt ikke har bestridt, udgør nemlig, hvilket Kommissionen tog i betragtning, et godt indicium for, at kontantbeholdningen var tilstrækkelig til at opfylde forpligtelser og udgifter på kort sigt, sikre en fortsættelse af aktiviteten og undgå midlertidige likviditetsmangler.

163

Det skal endvidere fremhæves, at sagsøgerne efter at være blevet underrettet af Kommissionen om dennes hensigt om at vedtage en ny afgørelse om at pålægge dem bøder modtog et beløb på 5942084 EUR den 7. oktober 2019 som tilbagebetaling af det beløb, som selskaberne foreløbigt havde betalt til opfyldelse af kendelse af 15. december 2015, CCPL m.fl. mod Kommissionen (T-522/15 R, EU:T:2015:1012). Det følger heraf, at det yderligere beløb, der skal betales for at nå den samlede sum af de pågældende bøder, udgør mindre end 3,5 mio. EUR.

164

Henset til CCPL-koncernens samlede finansielle situation, navnlig hvad angår tilstedeværelsen af ressourcer, der ikke er omfattet af omstruktureringsplanen, og som sagsøgerne reelt ikke har bestridt, kan sidstnævntes argumenter ikke godtgøre, at betalingen af bøderne ville medføre ubodelig skade for CCPL-koncernens levedygtighed.

165

Det skal i øvrigt fastslås, at sagsøgernes udsagn om, at de likvide midler, der genereres af Coopbox Group og Coopbox Eastern, er utilstrækkelige til at dække deres løbende driftsvirksomhed, ikke er tilstrækkeligt underbygget, hvorfor Retten ikke kan anse dette for at være godtgjort.

166

Det fremgår af det ovenstående, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at betalingen af bøderne på i alt 9441000 EUR i modsætning til det af Kommissionen anførte ville medføre ubodelig skade for deres levedygtighed og gøre deres aktiver fuldstændig værdiløse.

167

Det tredje anbringende skal derfor forkastes.

168

Sagsøgerne har nedlagt subsidiær påstand om, at Retten foretager en ny beregning af størrelsen af de bøder, der blev pålagt ved den anfægtede afgørelse, i forhold til deres reelle betalingsevne.

169

For så vidt som det ikke ved de af sagsøgerne fremførte argumenter til støtte for deres tredje anbringende er blevet godtgjort, at den anfægtede afgørelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, og sagsøgerne heller ikke har påberåbt sig en væsentlig udvikling af bl.a. deres økonomiske situation siden vedtagelsen af denne afgørelse, er der imidlertid ikke grundlag for, at Retten udøver sin fulde prøvelsesret.

170

I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges disse at bære deres egne omkostninger og at betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Udvidede Afdeling):