1.

Kan private, videregående uddannelsesinstitutioner betragtes som forsknings- og videnformidlingsorganisationer? Dette er essensen af de spørgsmål, der er stillet af Administratīvā rajona tiesa (distriktsdomstol i forvaltningsretlige sager, Letland) og Administratīvā apgabaltiesa (appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Letland).

2.

Nærmere bestemt anmodes Domstolen i begge sager om at fortolke begrebet »forsknings- og videnformidlingsorganisationer« i artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 (herefter »forordning nr. 651/2014«) ( 2 ).

3.

Artikel 1, stk. 1, litra d), i forordning nr. 651/2014 bestemmer, at den bl.a. finder anvendelse på støtte til forskning, udvikling og innovation.

4.

Som en yderligere præcisering af begreberne vedrørende denne kategori af støtte definerer artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 en »forsknings- og videnformidlingsorganisation[…]« som: »en enhed, (f.eks. en højere læreanstalt eller et forskningsinstitut, et teknologioverførselsagentur, en innovationsformidler, en forskningsorienteret fysisk eller virtuel samarbejdsenhed), uanset dens retlige status (offentligretlig eller privatretlig status) eller finansieringsform, hvis primære mål er uafhængigt af andre interesser at bedrive grundforskning, industriel forskning eller eksperimentel udviklingsaktivitet eller formidle resultaterne heraf til en bredere kreds gennem undervisning, udgivelsesaktivitet eller vidensoverførsel. Hvis enheden tillige udøver økonomiske aktiviteter, skal der føres særskilte regnskaber for omkostninger og indtægter herved. Virksomheder, som kan øve afgørende indflydelse på en sådan enhed i deres egenskab af f.eks. aktionærer eller medlemmer, må ikke have privilegeret adgang til de resultater, enheden opnår.«

5.

De to hovedsager har næsten identiske faktiske omstændigheder: Sagsøgeren henholdsvis appellanten er private, videregående uddannelsesinstitutioner, der på baggrund af to forskellige indkaldelser af ansøgninger offentliggjort af Latvijas Zinātnes padome (Letlands videnskabelige råd, herefter »Letlands videnskabelige råd«) hver især ansøgte om finansiering af forskningsprojekter.

6.

I begge sager afslog Letlands videnskabelige råd ansøgningerne som ikke-støtteberettigede, idet henholdsvis sagsøger og appellant delvist udøvede økonomisk aktivitet.

7.

De to indkaldelser af projektforslag var udarbejdet i overensstemmelse med Ministru kabineta 2017. gada 12. decembra noteikumi Nr. 725, »Fundatālo un lietišaptio pētīu projekktu izvērtēšanas un finansējuma administrēšanas kārtība« (ministerrådets bekendtgørelse nr. 725 af 12.12.2017 om procedurerne for evaluering af projektforslag vedrørende grundforskning og anvendt forskning og for administration af projekternes finansiering) (herefter »ministerrådets bekendtgørelse nr. 725«).

8.

I henhold til ministerrådets bekendtgørelse nr. 725 skal projektet for at være berettiget til finansiering af forskning gennemføres af en videnskabelig institution, der er optaget i registret over videnskabelige institutioner, og som uanset dens retlige status (offentligretlig eller privatretlig status) eller finansieringsform i overensstemmelse med de regler, der gælder for dens aktiviteter (vedtægter, interne forskrifter eller stiftelsesdokumenter) udøver hovedaktiviteter, der ikke er af økonomisk karakter, og som er omfattet af definitionen af en »forsknings- og videnformidlingsorganisation[…]« som omhandlet i artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014.

9.

Sagsøgeren i hovedsagen, SIA Baltijas Starptautiskā Akadēmija, udbyder videregående uddannelsesydelser af akademisk og ikke-akademisk karakter. Sagsøgeren er en akkrediteret, videregående uddannelsesinstitution, som opererer i overensstemmelse med Komerclikums (handelsloven, herefter »handelsloven«), for så vidt som den ikke er i strid med Augstskolu likums (lov om videregående uddannelsesinstitutioner, herefter »lov om videregående uddannelsesinstitutioner«). Et af sagsøgerens definerede aktivitetsområder er videnskabelige aktiviteter. Sagsøgeren er optaget i registret over videnskabelige institutioner.

10.

Ved afgørelse af 23. januar 2020 vedtog Letlands videnskabelige råd reglement om generel indkaldelse af ansøgninger til forskningsprojekter vedrørende grund- og anvendt forskning for 2020 (herefter »reglementet om indkaldelse af ansøgninger«), som sagsøgeren i hovedsagen fremlagde et forslag til projekt i henhold til.

11.

Ved afgørelse af 14. april 2020 afviste Letlands videnskabelige råd dette projektforslag med den begrundelse, at sagsøgeren ikke var en videnskabelig institution i henhold til ministerrådets bekendtgørelse nr. 725.

12.

Ifølge projektforslaget udgjorde andelen af omsætningen for ikke-økonomiske aktiviteter i forhold til omsætningen for økonomiske aktiviteter i 2019 95% mod 5%. 84% af den samlede omsætning udgjordes imidlertid af de gebyrer, der modtages for den akademiske aktivitet, som, henset til karakteren af sagsøgerens aktiviteter (et anpartsselskab, hvis primære mål er at opnå overskud), er en økonomisk aktivitet. Sagsøgerens hovedaktivitet er således ifølge Letlands videnskabelige råd en kommerciel aktivitet.

13.

Sagsøgeren i hovedsagen har anfægtet denne afvisning ved den forelæggende ret, hvor sagsøger har gjort gældende, at uafhængig forskning er selskabets hovedaktivitet. Sagsøgeren har gjort gældende, at hverken forordning nr. 651/2014 eller reglementet om indkaldelse af ansøgninger fastsætter, at ansøgeren ikke må udøve økonomisk virksomhed og opnå overskud herved, og de fastsætter heller ikke, hvilket forhold der skal være mellem den økonomiske aktivitet og den aktivitet, der ikke er af økonomisk karakter. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøger klart adskiller de hovedaktiviteter, der ikke er af økonomisk karakter, fra de aktiviteter, der betragtes som økonomiske aktiviteter.

14.

I den foreliggende sag har Administratīvā rajona tiesa (distriktsdomstol i forvaltningsretlige sager) forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

15.

Parterne i hovedsagen, den nederlandske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

16.

Den 22. maj 2019 vedtog Letlands videnskabelige råd de regler, der regulerede en indkaldelse af forskningsprojekter vedrørende grundforskning og anvendt forskning for 2019, og offentliggjorde en indkaldelse af projekter, som appellanten i hovedsagen, SIA Stockholm School of Economics in Riga, fremlagde et forslag til projekt i henhold til.

17.

Ved Letlands videnskabelige råds afgørelse af 19. september 2019 blev projektforslaget afvist med den begrundelse, at det ikke opfyldte det kriterium for støtteberettigelse, der var fastlagt i ministerrådets bekendtgørelse nr. 725. Denne afgørelse var baseret på den omstændighed, at 34% af appellantens aktiviteter ikke havde økonomisk karakter, mens de økonomiske aktiviteter udgjorde 66%. Letlands videnskabelige råd konkluderede derfor, at appellantens hovedaktivitet var af kommerciel karakter, og at det ikke kunne fastslås, at appellantens primære mål var uafhængigt af andre interesser at bedrive grundforskning, industriel forskning eller eksperimentel udviklingsaktivitet eller formidle resultaterne heraf til en bredere kreds gennem undervisning, udgivelsesaktivitet eller vidensoverførsel.

18.

Appellanten anfægtede denne afgørelse og gjorde gældende, at institutionen opfyldte kravene i ministerrådets bekendtgørelse nr. 725, eftersom den var optaget i registret over videnskabelige institutioner og udførte en hovedaktivitet af ikke-økonomisk karakter. Appellanten fremlagde i denne forbindelse dokumenter, der skulle godtgøre, at indtægterne fra hovedaktiviteten var adskilt fra aktiviteterne af økonomisk karakter, samt at overskuddet fra appellantens økonomiske aktiviteter blev geninvesteret i forskningsinstitutionens hovedaktivitet.

19.

Ved dom af 8. juni 2020 gav Administratīvā rajona tiesa (distriktsdomstol i forvaltningsretlige sager) ikke appellanten medhold. Ifølge den pågældende domstol fremgår det af rapporten om omsætningen for 2018, at indtægterne og udgifterne i forbindelse med appellantens økonomiske aktiviteter dominerer i forhold til de aktiviteter, der ikke har økonomisk karakter. Det blev derfor fastslået, at appellanten ikke var blandt de videnskabelige institutioner, der kunne modtage statsfinansiering til at bedrive grundforskning og anvendt forskning.

20.

Appellanten har iværksat appel ved den forelæggende ret til prøvelse af afgørelsen truffet af Administratīvā rajona tiesas (distriktsdomstol i forvaltningsretlige sager). I denne sammenhæng har Administratīvā apgabaltiesa (appeldomstol i forvaltningsretlige sager) forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål i sagen:

21.

Hovedsagens parter og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

22.

I overensstemmelse med Domstolens anmodning vil jeg i forbindelse med min bedømmelse koncentrere mig om de to første spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet i sag C-164/21, og de tre første spørgsmål, der er stillet i sag C-318/21.

23.

Disse to rækker af spørgsmål vedrører nærmere bestemt fortolkningen af artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 med henblik på at hjælpe de forelæggende retter med at afgøre, om en privat, videregående uddannelsesinstitution, der hovedsageligt finansieres af gebyrer for universitetsydelser, kan anses for en »forsknings- og videnformidlingsorganisation[…]« som omhandlet i denne bestemmelse. De forelæggende retter ønsker ligeledes oplyst, om andelen af finansieringen af de økonomiske aktiviteter i forhold til ikke-økonomiske aktiviteter er relevant for fastlæggelsen af det primære mål med denne organisation.

24.

Efter min opfattelse savner Domstolen kompetence til at besvare disse spørgsmål. Jeg vil redegøre for min holdning i afsnit IV.A. For det tilfælde, at Domstolen når frem til et andet resultat, vil jeg besvare de spørgsmål, der er forelagt, i afsnit IV.B.

25.

Domstolen har kompetence til at fortolke EU-retten inden for rammerne af den præjudicielle procedure, når spørgsmål om dens anvendelse rejses ved en national ret i henhold til EU-retten ( 3 ).

26.

De spørgsmål, som de forelæggende retter har stillet, vedrører fortolkningen af artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014.

27.

Det er derfor nødvendigt først at fastslå, hvorfor denne bestemmelse er relevant i de foreliggende sager.

28.

Forordning nr. 651/2014 har til formål at fastlægge situationer, hvor statsstøtte kan anses for forenelig med det indre marked, selv når den ikke er anmeldt og blevet individuelt godkendt af Kommissionen. Sagerne ved de forelæggende retter vedrører imidlertid ikke spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede støtte var anmeldelsespligtig som statsstøtte eller ej. Derimod fremgår det, at artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 blev relevant i en national sag som følge af bekendtgørelse nr. 725, som anvendte definitionen fra forordning nr. 651/2014 til at fastlægge, hvilke institutioner der kunne modtage offentlig støtte til forskning.

29.

Artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 finder således ikke anvendelse i sin egenskab af en del af EU-retten, men som følge af det lettiske ministerråds valg, som det er kommet til udtryk i ministerrådets bekendtgørelse nr. 725 om at anvende en definition fra en EU-retsakt til rent nationale formål: fastlæggelse af berettigelse til offentlig støtte til forskning.

30.

Artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 finder derfor anvendelse som en del af national ret og ikke i sin egenskab af en del af EU-retten.

31.

Det fremgår endvidere af parternes henvisninger og betragtninger, at valget om at anvende den definition, der følger af forordning nr. 651/2014, skyldes den lettiske stats bestræbelser på at sikre forenelighed med EU-rettens statsstøtteregler.

32.

Omvendt har begrundelsen for at medtage definitionen af »forsknings- og videnformidlingsorganisationer« i forordning nr. 651/2014, som jeg vil redegøre for, intet at gøre med lovligheden eller ulovligheden af forskningsstøtte, der ydes direkte til sådanne organisationer.

33.

Forordning nr. 651/2014 indeholder ikke i nogen af sine bestemmelser om støtte til forskning og udvikling en undtagelse fra anmeldelsesforpligtelsen under henvisning til typen af den støttemodtagende enhed. Forordning nr. 651/2014 har snarere en funktionel tilgang: Det er støtte til grundlæggende forskning, industriel forskning, eksperimentel udviklingsaktivitet og gennemførlighedsundersøgelser, der opfylder andre kriterier i kapitel III, afdeling IV, i forordning nr. 651/2014, der er undtaget fra anmeldelsespligt ( 4 ) og således formodes at være forenelig med det indre marked.

34.

Inddragelsen af en enhed, der betegnes som en »forsknings- og videnformidlingsorganisation[…]« i artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014, spiller en rolle ved afgørelsen af, om anmeldelse er nødvendig eller ej, således som jeg vil redegøre for i det følgende. Denne definition har imidlertid ikke i sig selv nogen indflydelse på, om den støtte til forskning, der ydes til et forskningsinstitut, er forenelig med det indre marked.

35.

Definitionen i artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 er kun relevant for nogle få bestemmelser i forordningens kapitel III, afdeling IV. For det første kan et effektivt samarbejde mellem »forsknings- og videnformidlingsorganisationer« og virksomheder føre til en forøgelse af den tilladte statsstøtteintensitet for visse forskningsprojekter ( 5 ). For det andet kan innovationsstøtte til små og mellemstore virksomheder (SMV’er) dække omkostningerne ved udstationering af højt kvalificerede forskere fra sådanne organisationer til at arbejde på en støttemodtagende SMV’s projekt ( 6 ). Endelig kan støtte til forskning og udvikling inden for fiskeri- og landbrugssektoren kun ydes direkte til en »forsknings- og videnformidlingsorganisation[…]« ( 7 ). Dermed er de tilfælde udtømt, hvor definitionen »forsknings- og videnformidlingsorganisationer« i artikel 2, nr. 83), anvendes i forordning nr. 651/2014.

36.

Endelig er der intetsteds i forordning nr. 651/2014 nogen angivelse af, at begrebet »forsknings- og videnformidlingsorganisationer« har nogen betydning for definitionen af en virksomhed i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF ( 8 ). Hvis en sådan institution udøver økonomiske aktiviteter, skal den kvalificeres som en virksomhed, og den forskningsstøtte, den modtager, skal godkendes som forenelig med det indre marked, enten i hvert enkelt tilfælde efter anmeldelse eller automatisk uden anmeldelse, for så vidt som den opfylder betingelserne i forordning nr. 651/2014.

37.

Det er således ikke nødvendigt at udelukke forskningsorganisationer, der ligeledes udøver økonomiske aktiviteter, for at sikre, at offentlig finansiering af forskning er forenelig med EU-reglerne om statsstøtte, og dermed undgå, at sådanne regler overtrædes ved afgørelser truffet af Letlands videnskabelige råd. Alt efter omstændighederne kan en sådan støtte være forenelig med det indre marked.

38.

Det skal tilføjes, at EU’s statsstøttepolitik er positiv over for støtte til forskning. Forskning øger vidensniveauet i samfundet og skaber nye økonomiske muligheder ( 9 ). Selv om resultaterne af forskningsprojekter generelt er gavnlige for samfundet, kan nogle projekter imidlertid have et uattraktivt afkast set fra private investorers synspunkt. Som forklaret af Kommissionen kan statsstøtte derfor »bidrage til gennemførelsen af projekter, der resulterer i en overordnet økonomisk eller samfundsmæssig fordel, og som uden støtten ikke ville være blevet gennemført« ( 10 ). Når sådanne markedssvigt eller asymmetrisk information eller asymmetrisk koordinering mellem forskellige forskningsenheder ( 11 ) adresseres, anses forsknings- og udviklingsstøtte generelt for at være forenelig med det indre marked.

39.

Der er efter min opfattelse ingen tvivl om, at de private, videregående uddannelsesinstitutioner er i stand til at bidrage til forskning, innovation og dermed vækst på samme måde som deres offentlige modstykker. Jeg ser derfor ingen grund til at udelukke sådanne institutioner som potentielle modtagere af forskningsstøtte.

40.

EU’s egne programmer for finansiering af forskning udelukker ikke private, videregående uddannelsesinstitutioner fra sine projekter, som f.eks. Horisont Europa-midler ( 12 ), herunder Marie Skłodowska-Curie-aktiviteter.

41.

Når dette er sagt, så ligger valget af, hvilke institutioner der kan modtage offentlig støtte til forskning, som anført af den nederlandske regering i sidste ende udelukkende hos den lettiske stat. Den kan vælge at udelukke private forsknings- og undervisningsinstitutioner, der udfører undervisningsydelser mod vederlag. Denne afgørelse er imidlertid ikke dikteret af EU-retten og slet ikke af artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014.

42.

Som modtagere af offentlig finansiering af forskning kan forskningsorganisationer ganske vist befinde sig i forskellige situationer i henhold til EU-reglerne om statsstøtte. Det må konstateres, at disse regler finder anvendelse på forskningsorganisationer på samme måde som på alle andre institutioner. Forskningsorganisationer vil derfor være omfattet af statsstøttereglerne, forudsat at de kan kvalificeres som virksomheder. Hvis dette derimod ikke er tilfældet, falder de uden for anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, TEUF. EU-reglerne om statsstøtte finder derfor ikke anvendelse på støtte til forskning, der tildeles forskningsorganisationer, der ikke kan kvalificeres som virksomheder.

43.

Ifølge Domstolens faste praksis på det konkurrenceretlige område er en virksomhed en enhed, som udøver økonomisk aktivitet i den forstand, at den udbyder varer eller tjenesteydelser på markedet ( 13 ). Kvalificeringen som virksomhed afhænger således hverken af, om virksomheden er offentligretlig eller privatretlig, eller af, om den har til formål at opnå overskud ( 14 ). Det samme gælder i princippet for forskningsorganisationer ( 15 ).

44.

Kvalificeringen af en enhed som virksomhed foretages i forhold til en bestemt aktivitet. En enhed, som udøver både økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter, skal kun betragtes som en virksomhed for så vidt angår førstnævnte aktiviteter ( 16 ). Støtte til forskningsorganisationers økonomiske aktiviteter vil derfor være omfattet af statsstøttereglerne, mens støtte til disse organisationers ikke-økonomiske aktiviteter falder uden for disse reglers anvendelsesområde.

45.

Universiteter er almindeligvis organisationer, der både udøver forskning og videnformidlingsaktiviteter gennem undervisning og udgivelser.

46.

Domstolen har udelukket undervisningsaktiviteter, der udbydes af institutioner, som er integreret i det offentlige uddannelsessystem og overvejende finansieres af offentlige midler, fra begrebet tjenesteydelse ( 17 ). Sådanne aktiviteter falder således uden for anvendelsesområdet for statsstøttereglerne. Omvendt har Domstolen anset undervisningsvirksomhed finansieret med private midler ( 18 ) for at udgøre en tjenesteydelse ( 19 ). Den udgjorde derfor en økonomisk aktivitet ( 20 ), medmindre de private midler kom fra udbyderen selv ( 21 ).

47.

En forsknings- og undervisningsorganisation kan udøve økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter samtidigt, f.eks. ved at tilbyde undervisning mod vederlag som sin økonomiske aktivitet, og ved at udføre grundforskning som sin ikke-økonomiske aktivitet. Dette synes at være situationen for de to universiteter, henholdsvis sagsøger og appellant, i hovedsagerne.

48.

Det spørgsmål, der opstår i sådanne situationer, er, om enhver støtte, der ydes af eller ved hjælp af statsmidler til en organisation, der ligeledes udøver økonomiske aktiviteter, nødvendigvis medfører, at den er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, TEUF.

49.

I forbindelse med videregående uddannelser er det i Domstolens praksis præciseret, at dette ikke er tilfældet. Hvis en forsknings- og videnformidlingsorganisations ikke-økonomiske aktiviteter kan adskilles fra dens økonomiske aktiviteter, og hvis det kan fastslås, at støtten kun vedrører ikke-økonomiske aktiviteter, betragtes en sådan overførsel af statsmidler ikke som statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF ( 22 ).

50.

Domstolen har mere generelt fastslået, at »[s]pørgsmålet, om en aktivitet skal betegnes som henhørende under udøvelsen af offentlige myndighedsbeføjelser eller som en økonomisk aktivitet, skal nemlig foretages særskilt for hver enkelt aktivitet, der udøves af en given enhed« ( 23 ).

51.

Kommissionen accepterede det samme ræsonnement i rammebestemmelserne. Kommissionen forklarede således, at »[s]åfremt den samme enhed udfører aktiviteter af såvel økonomisk som ikke-økonomisk karakter, vil den offentlige finansiering af ikke-økonomiske aktiviteter ikke falde ind under artikel 107, stk. 1, i TEUF, hvis de to former for aktiviteter samt deres omkostninger, finansiering og indtægter klart kan adskilles, således at krydssubsidiering af økonomiske aktiviteter kan undgås fuldstændigt« ( 24 ).

52.

Hvis en forskningsorganisation således både udøver økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter, falder den offentlige finansiering kun ind under statsstøttereglerne, for så vidt som den dækker de omkostninger, der er forbundet med de økonomiske aktiviteter. Kommissionen afgør dette ved at vurdere, om de offentlige midler, der er tildelt en organisation i en bestemt regnskabsperiode, overstiger de omkostninger til ikke-økonomiske aktiviteter, der er afholdt i den pågældende periode ( 25 ).

53.

Hvis en forskningsorganisation leverer uddannelsesydelser mod vederlag, men hele overskuddet fra disse aktiviteter geninvesteres i de primære forskningsaktiviteter, skal dens aktiviteter desuden i deres helhed betragtes som ikke-økonomiske aktiviteter ( 26 ).

54.

Om støtte til en forskningsorganisation udgør statsstøtte afhænger derfor af, om den finansierede aktivitet kan betegnes som økonomisk eller ikke-økonomisk. Hvis den finansierede aktivitet er af ikke-økonomisk karakter, finder statsstøttereglerne ikke anvendelse, selv om den samme enhed også udøver en økonomisk aktivitet, som dog er klart adskilt fra den finansierede aktivitet. Hvis den finansierede aktivitet er en økonomisk aktivitet, udgør en sådan finansiering statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF. En sådan støtte kan imidlertid i sidste ende blive anset for forenelig med det indre marked og dermed tilladt.

55.

Den opmærksomme læser vil have bemærket, at artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 ikke er blevet nævnt nogen steder i dette afsnit. Det skyldes, at den ikke har nogen relevans for anvendelsen af statsstøttereglerne på forskningsstøtte, der ydes til forskningsinstitutioner.

56.

På baggrund af det ovenstående, idet den EU-bestemmelse, der ønskes fortolket, alene finder anvendelse som en del af national ret, og idet den finder anvendelse med et andet formål end det, den tjener i henhold til EU-retten, er jeg af den opfattelse, at Domstolen savner kompetence til at besvare de forelagte spørgsmål.

57.

Domstolen har ganske vist, baseret på retspraksis i Dzodzi-dommen, fastslået, at den har kompetence i situationer, hvor en national lovgivning anvender de samme løsninger i situationer svarende til dem, der reguleres af EU-retten. Den nationale lovgiver beslutter i et sådant tilfælde at anvende EU-retten til at regulere en tilsvarende national situation. I et sådant scenarium har Domstolen fastslået, at det for at undgå fremtidige fortolkningsuoverensstemmelser klart er i EU’s interesse, at bestemmelser eller begreber, der er hentet fra EU-retten, fortolkes ensartet, uanset under hvilke omstændigheder de skal anvendes ( 27 ).

58.

I selve Dzodzi-sagen besluttede den belgiske lovgiver f.eks. at udvide anvendelsen af EU-reglerne vedrørende grænseoverskridende situationer til også at omfatte en tilsvarende rent national situation ( 28 ).

59.

Et andet eksempel, hvor Domstolen har baseret sin kompetence på nødvendigheden af en ensartet fortolkning i sager, der ikke er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, vedrører situationer, hvor medlemsstaterne har udvidet anvendelsesområdet for direktivet om handelsagenter, der udelukkende finder anvendelse på salg af varer, til også at finde anvendelse på levering af tjenesteydelser ( 29 ).

60.

Det tredje eksempel, hvori Dzodzi-logikken blev anvendt, vedrører fortolkningen af blandede aftaler. I Hermes-dommen fastslog Domstolen, at den, selv om en bestemmelse i en blandet aftale ( 30 ) fandt anvendelse på en situation, der faldt uden for EU-rettens anvendelsesområde, havde kompetence til at fortolke den på grund af dens potentielle anvendelse på tilsvarende situationer omfattet af EU-retten ( 31 ). Der var med andre ord en EU-interesse i en ensartet fortolkning af bestemmelser, der fandt anvendelse på tilsvarende situationer.

61.

Endelig har Domstolen anført samme begrundelse i en række sager på det konkurrenceretlige område, hvor EU-reglerne var overført af den nationale lovgiver til rent nationale situationer, som ikke påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne ( 32 ).

62.

En vigtig begrundelse for Domstolens kompetence i alle de ovenfor nævnte sager var, at rent nationale situationer på den ene side, med hensyn til reguleringen af hvilke national lovgivning henviste til EU-retten, svarede til EU-situationer på den anden side, som den relevante EU-regel var udformet med henblik på. Derimod anså Domstolen sig ikke for kompetent i situationer, hvor formålet med EU-reglen ikke havde forbindelse til det formål, som nævnte regel blev anvendt til i den nationale sammenhæng ( 33 ).

63.

Som anført i afsnit IV.A.2 ovenfor har definitionen i artikel 2, nr. 83), et helt andet formål inden for rammerne af forordning nr. 651/2014 end i bekendtgørelse nr. 725. Det er derfor åbenbart, at hovedsagerne ikke udgør en national situation svarende til den, der kan opstå i henhold til forordning nr. 651/2014.

64.

»Dzodzi-kompetencen« hviler i det væsentlige på to betingelser: EU’s interesse i en ensartet fortolkning og det forhold, at de pågældende nationale situationer svarer til de pågældende EU-situationer ( 34 ).

65.

Der kunne, selv om det virker ganske søgt, argumentere for, at fortolkningen af artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 i de foreliggende sager er relevant af hensyn til en ensartet EU-lovgivning. Man kan givet vis forestille sig situationer, hvor de kompetente nationale myndigheder og nationale domstole vil anvende denne fortolkning i forbindelse med anvendelsen af kapitel III, afdeling 4, i forordning nr. 651/2014.

66.

Den situation, hvori artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 skal anvendes i de foreliggende sager, svarer imidlertid ikke til dens anvendelse inden for rammerne af denne forordning. Idet Domstolen kun kan fortolke artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 i denne forordnings egen kontekst og i overensstemmelse med dens særlige formål, kan den fortolkning, som Domstolen kan give i den foreliggende sag, efter min opfattelse derfor ikke være til nogen nytte for de forelæggende retter. Det ville være at blande æbler og pærer.

67.

Endelig skal det tilføjes, at de forelæggende retter ikke, som det kræves i henhold til artikel 94 i Domstolens procesreglement, har forklaret, hvorledes fortolkningen af artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 kan være relevant i en funktionel og retlig andeledes kontekst i national lovgivning ( 35 ).

68.

Jeg er derfor af den opfattelse, at Domstolen ikke kan fastslå sin kompetence i de foreliggende sager, idet betingelsen om en tilsvarende national situation, der er opstillet i Dzodzi-dommen, ikke er opfyldt.

69.

For det tilfælde at Domstolen alligevel skulle træffe afgørelse om, at den har kompetence, vil jeg nu vende mig mod fortolkningen af artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014.

70.

Artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 beskriver »forsknings- og videnformidlingsorganisationer« som enheder, hvis hovedformål er uafhængigt af andre interesser at bedrive forskning (grundlæggende, industriel eller eksperimentel) ( 36 )eller formidle resultaterne heraf til en bredere kreds gennem undervisning, udgivelsesaktivitet eller vidensoverførsel.

71.

Dette fremhævede »eller« skaber forvirring.

72.

Kan en enhed udelukkende eller overvejende bedrive forskning? Kan den udelukkende eller overvejende bedrive videnformidling? Er den forpligtet til at bedrive forskning? Er den forpligtet til at bedrive videnformidling? Skal den alternativt både bedrive forskning og videnformidling, som udtrykket »forsknings- og videnformidlingsorganisation[…]« kunne antyde?

73.

Udtrykket »primære mål« skal efter min opfattelse forstås som de aktiviteter, enheden først og fremmest blev oprettet med henblik på at udføre. Der kan naturligvis være tale om flere primære aktiviteter.

74.

F.eks. oprettes institutioner som universiteter almindeligvis med henblik på dels videnformidling, dels at bedrive forskning. Både undervisning og forskning udgør her deres primære aktiviteter. Forskningsinstitutter kan oprettes udelukkende med henblik på forskning og deres resultater kan formidles i eksterne udgivelser. Forskning er således deres eneste primære aktivitet. Endelig kan visse institutioner, såsom sprogskoler eller erhvervsuddannelsesinstitutioner, oprettes med det ene formål at undervise, men de kan også bedrive forskning i f.eks. forbedring af deres undervisningsmetoder. Denne type forskning er imidlertid ikke et primært mål for en sådan institution. Forskning er i dette scenarium kun et instrument og derfor kun et supplement til institutionens primære mål, undervisning.

75.

I betragtning af, at definitionen i artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014 er placeret i artiklens afsnit med overskriften »Definitioner vedrørende støtte til forskning, udvikling og innovation«, er jeg af den opfattelse, at forskning skal være et af de primære mål for en »forsknings- og videnformidlingsorganisation[…]«.

76.

Hvis en enhed har forskning som sit primære mål, er den en »forsknings- og videnformidlingsorganisation[…]«, uanset om den er en offentligretlig eller privatretlig institution og uanset dens finansieringsform. Jeg forstår sidstnævnte således, at en »forsknings- og videnformidlingsorganisation[…]« kan udøve både økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter ( 37 ). Det er kun relevant, at uafhængig forskning er blandt dens primære aktiviteter.

77.

Selv om en sådan enhed således kan udøve økonomiske aktiviteter, kan det imidlertid udledes af artikel 2, nr. 83), andet punktum, i forordning nr. 651/2014, at en del af dens forskningsaktiviteter skal være ikke-økonomiske. Andet punktum i denne artikel bestemmer: »Hvis enheden tillige udøver økonomiske aktiviteter, skal der føres særskilte regnskaber for omkostninger og indtægter herved« ( 38 ).

78.

Konklusionen om, at en forskningsaktivitet skal være ikke-økonomisk, i det mindste delvist, bekræftes også af den del af definitionen i artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014, der vedrører videnformidling. Det er uløseligt forbundet med forskning af ikke-økonomisk karakter, at resultaterne heraf formidles bredt og offentligt. Sidste punktum i denne artikel støtter denne fortolkning, idet forskningsorganisationen ikke må give privilegeret adgang til forskningsresultaterne, f.eks. til dens aktionærer eller medlemmer.

79.

Min konklusion om, at forskning som en af de primære aktiviteter, i det mindste delvist, skal være ikke-økonomisk, følger også af den rolle, som forordning nr. 651/2014 tillægger »forsknings- og videnformidlingsorganisationer«. Sådanne organisationers deltagelse i samarbejdsprojekter eller deres ledende rolle i visse typer forskning øger sandsynligheden for, at forskningsstøtten er forenelig med det indre marked uden anmeldelse.

80.

Jeg kan derfor, ud fra ordlyden af artikel 2, nr. 83), i forordning nr. 651/2014, konkludere, at en »forsknings- og videnformidlingsorganisation[…]« skal udføre forskning, hvis resultater er offentligt tilgængelige, og at den kan overføre forskningsresultater gennem undervisning, udgivelsesaktivitet eller på anden måde. Forudsat at forskning (eller en del heraf) udføres som en ikke-økonomisk aktivitet, kan undervisning udføres mod vederlag.

81.

Med henblik på at vurdere en organisations primære aktiviteter kan flere faktorer være relevante: den pågældende enheds vedtægter eller et lignende stiftelsesdokument, dens årsrapporter, samt om enheden opfylder kriterierne i national ret for at opnå status som højere uddannelses- eller forskningsinstitution (f.eks. akkreditering) ( 39 ), såvel som rapporter fra den nationale akkrediteringsmyndighed. Eftersom akkrediteringer af videregående uddannelser normalt gives for en begrænset periode og skal fornys, kan beslutninger om fornyet akkreditering også betragtes som en lejlighed til at fastslå en enheds primære aktivitet.

82.

I forelæggelsesafgørelsen i sag C-164/21 er det anført, at den kommercielle aktivitet, som udøves af sagsøgeren i hovedsagen, er tilladt, for så vidt som den ikke er i strid med lov om videregående uddannelser. Dette kan også være relevant for at afdække den pågældende enheds primære aktivitet.

83.

Hvis en organisation udøver forsknings- og undervisningsvirksomhed som sin hovedaktivitet, er det uden betydning for dens kvalificering som »forsknings- og videnformidlingsorganisation[…]«, hvilken procentdel af disse aktiviteter der udøves som økonomiske og hvilke som ikke-økonomiske. En klar adskillelse af omkostningerne ved økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter er kun relevant, når det skal afgøres, om en forskningsstøtte, der er tildelt en sådan organisation, er omfattet af statsstøttereglerne.

84.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen erklærer, at den savner kompetence til at besvare de præjudicielle spørgsmål fra Administratīvā rajona tiesa (distriktsdomstol i forvaltningsretlige sager, Letland) og Administratīvā apgabaltiesa (appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Letland).

85.

For det tilfælde, at Domstolen ikke afviser at have kompetence, foreslår jeg Domstolen at besvare spørgsmålene således: