EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62021CA0682

Sag C-682/21: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 26. januar 2023 — »HSC Baltic« UAB, »Mitnija« UAB og »Montuotojas« UAB mod Vilniaus miesto savivaldybės administracija (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos Aukščiausiasis Teismas — Litauen) [Præjudiciel forelæggelse – offentlige kontrakter – direktiv 2014/24/EU – artikel 57, stk. 4, litra g) – fakultativ udelukkelsesgrund knyttet til misligholdelse i forbindelse med en tidligere kontrakt – kontrakt tildelt en sammenslutning af økonomiske aktører – ophævelse af kontrakten – automatisk optagelse af samtlige medlemmer af sammenslutningen på en liste over upålidelige leverandører – proportionalitetsprincippet – direktiv 89/665/EØF – artikel 1, stk. 1 og 3 – adgang til effektive retsmidler]

EUT C 94 af 13.3.2023, p. 8–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

13.3.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 94/8


Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 26. januar 2023 — »HSC Baltic« UAB, »Mitnija« UAB og »Montuotojas« UAB mod Vilniaus miesto savivaldybės administracija (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos Aukščiausiasis Teismas — Litauen)

(Sag C-682/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - offentlige kontrakter - direktiv 2014/24/EU - artikel 57, stk. 4, litra g) - fakultativ udelukkelsesgrund knyttet til misligholdelse i forbindelse med en tidligere kontrakt - kontrakt tildelt en sammenslutning af økonomiske aktører - ophævelse af kontrakten - automatisk optagelse af samtlige medlemmer af sammenslutningen på en liste over upålidelige leverandører - proportionalitetsprincippet - direktiv 89/665/EØF - artikel 1, stk. 1 og 3 - adgang til effektive retsmidler)

(2023/C 94/08)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos Aukščiausiasis Teismas

Parter i hovedsagen

Sagsøgere:»HSC Baltic« UAB, »Mitnija« UAB og »Montuotojas« UAB

Sagsøgt: Vilniaus miesto savivaldybės administracija

Procesdeltagere:»Active Construction Management« UAB, under konkurs, og »Vilniaus vystymo kompanija« UAB

Konklusion

1)

Artikel 18, stk. 1, og artikel 57, stk. 4, litra g), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF

skal fortolkes således, at

de er til hinder for en national lovgivning eller praksis, hvorefter ethvert medlem af denne sammenslutning, når den ordregivende myndighed ophæver en offentlig kontrakt, der er tildelt en sammenslutning af økonomiske aktører, på grund af betydelige eller vedvarende mangler, som har medført manglende opfyldelse af et væsentligt krav inden for rammerne af denne kontrakt, automatisk optages på en liste over upålidelige leverandører, og dermed principielt er midlertidigt udelukket fra at deltage i nye udbudsprocedurer.

2)

Artikel 18, stk. 1, og artikel 57, stk. 4, litra g), i direktiv 2014/24

skal fortolkes således, at

en økonomisk aktør, der er medlem af en sammenslutning, som har fået tildelt en offentlig kontrakt, i tilfælde af ophævelse af denne kontrakt på grund af manglende opfyldelse af et væsentligt krav, med henblik på at godtgøre, at aktørens optagelse på en liste over upålidelige leverandører er uberettiget, kan påberåbe sig ethvert forhold, herunder forhold vedrørende tredjeparter, såsom sammenslutningens ledende partner, der kan godtgøre, at denne aktør ikke var årsag til de konstaterede mangler, og at det ikke med rimelighed kan kræves af den økonomiske aktør, at han gør mere, end han har gjort for at afhjælpe disse mangler.

3)

Artikel 1, stk. 1 og 3, i Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014,

skal fortolkes således, at

en medlemsstat, der i forbindelse med fastlæggelsen af betingelserne for anvendelse af den fakultative udelukkelsesgrund, der er fastsat i artikel 57, stk. 4, litra g), i direktiv 2014/24, foreskriver, at de medlemmer af sammenslutningen af økonomiske aktører, som har fået tildelt en offentlig kontrakt, i tilfælde af ophævelse af denne kontrakt på grund af manglende opfyldelse af et væsentligt krav opføres på en liste over upålidelige leverandører, og dermed principielt er midlertidigt udelukket fra at deltage i nye udbudsprocedurer, skal sikre en ret for disse til at anlægge søgsmål til prøvelse af optagelsen på denne liste.


(1)  EUT C 84 af 21.2.2022.


Top