Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62020TN0550

    Sag T-550/20: Sag anlagt den 4. september 2020 — Sharpston mod Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer

    EUT C 348 af 19.10.2020, p. 26–27 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    19.10.2020   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 348/26


    Sag anlagt den 4. september 2020 — Sharpston mod Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer

    (Sag T-550/20)

    (2020/C 348/37)

    Processprog: engelsk

    Parter

    Sagsøger: Eleanor Sharpston (Schoenfels, Luxembourg) (ved Barrister-at-Law N. Forwood og J. Flynn, QC)

    Sagsøgte: Rådet for Den Europæiske Union og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer

    Sagsøgerens påstande

    Annullation af afgørelsen af 2. september 2020 truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer om udnævnelse af tre dommere og en generaladvokat ved Den Europæiske Unions Domstol, for så vidt som den indebærer en udnævnelse af Anathasios Rantos som generaladvokat ved Domstolen med virkning fra den 7. september 2020.

    Rådet for Den Europæiske Union og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

    1.

    Første anbringende om en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 50, stk. 3, TEU. Det gøres gældende, at hverken denne artikel eller nogen anden bestemmelse i den primære EU-ret fremkaldte eller krævede et automatisk ophør af sagsøgerens mandat som generaladvokat, der udløber den 6. oktober 2021. Der var følgelig ingen ledig stilling, som Anathasios Rantos lovligt kunne udnævnes til.

    2.

    Andet anbringende om tilsidesættelse af det grundlæggende princip i EU-retten om domstolenes uafhængighed. Den omtvistede afgørelse tilsidesatte, ved at tage stilling til et åbenlyst omtvistet og kontroversielt spørgsmål vedrørende mandatet for et fungerende medlem af Domstolen, de beskyttelsesforanstaltninger, der er indført ved den primære EU-ret (navnlig i afsnit I i statutten for Den Europæiske Unions Domstol) med henblik på kategorisk at fjerne dette medlem af Domstolen fra sin stilling.

    3.

    Tredje anbringende om manglende proportionalitet og manglende »tvingende legitime hensyn«. Hverken traktaternes ordlyd eller en generaladvokats opgaver involverer nogen form for fortsat forbindelse til nogen medlemsstat efter deres udnævnelse. En tilendebringelse af hendes mandat vil derfor være uforholdsmæssig og ikke udgøre de »tvingende legitime hensyn«, som retspraksis kræver for indgriben i mandatet for et fungerende medlem af Domstolen.


    Top