–

Bayerische Motoren Werke AG ved Rechtsanwälte R. Hackbarth og F. Schmidt-Sauerhöfer,

–

Europa-Kommissionen først ved T. Scharf, É. Gippini Fournier og M. Wilderspin, derefter ved T. Scharf, É. Gippini Fournier og D. Triantafyllou, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EFT 2002, L 3, s. 1, berigtiget i EFT 2002, L 179, s. 31) og artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Acacia Srl og Bayerische Motoren Werke AG (herefter »BMW«) vedrørende en angivelig krænkelse af et EF-design, som BMW er indehaver af.

3

Artikel 19 i forordning nr. 6/2002, der har overskriften »De rettigheder, der er knyttet til et registreret EF-design«, bestemmer i stk. 1:

»Registreringen som et EF-design giver indehaveren eneret til at bruge det pågældende design og til at forbyde tredjemand at bruge det uden indehaverens samtykke. Ved brug af det pågældende design forstås navnlig fremstilling, udbud, markedsføring, indførsel, udførsel eller brug af et produkt, som designet indgår i eller finder anvendelse på, eller oplagring af et sådant produkt med de nævnte formål.«

4

Denne forordnings artikel 80 med overskriften »EF-designdomstole« bestemmer i stk. 1:

»Medlemsstaterne udpeger på deres områder det mindst mulige antal nationale domstole i første og anden instans som muligt (EF-designdomstole), til varetagelse af de opgaver, der pålægges ved denne forordning.«

5

Nævnte forordnings artikel 81 med overskriften »Kompetence med hensyn til søgsmål vedrørende krænkelse og gyldighed« fastsætter:

»EF-designdomstolene har enekompetence til at afgøre:

6

Samme forordnings artikel 82 med overskriften »International kompetence« bestemmer:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne forordning […], indbringes søgsmål af den i artikel 81 nævnte art for domstolene i den medlemsstat, hvor sagsøgte har sin bopæl, eller, såfremt vedkommende ikke har bopæl i nogen af medlemsstaterne, i en hvilken som helst medlemsstat, hvor sagsøgte har forretningssted.

2.   Har sagsøgte hverken bopæl eller forretningssted i nogen af medlemsstaterne, indbringes sådanne søgsmål for domstolene i den medlemsstat, hvor sagsøger har sin bopæl, eller, såfremt vedkommende ikke har bopæl i nogen af medlemsstaterne, i en hvilken som helst medlemsstat, hvor sagsøgte har forretningssted.

3.   Har hverken sagsøgte eller sagsøger en sådan bopæl eller et sådant forretningssted, indbringes sådanne søgsmål for domstolene i den medlemsstat, hvor [Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret] har sit hjemsted.

[…]

5.   Søgsmål af den i artikel 81, litra a) og d), omhandlede art kan ligeledes indbringes for domstolene i den medlemsstat, hvor krænkelsen har fundet sted, eller hvor der er risiko for, at den vil finde sted.«

7

Artikel 83 i forordning nr. 6/2002 med overskriften »Kompetenceområde ved designkrænkelse« har følgende ordlyd:

»1.   En EF-designdomstol, der har kompetence i henhold til artikel 82, stk. 1-4, er kompetent med hensyn til krænkelser af EF-design, der har fundet sted, eller som der er risiko for vil finde sted i en medlemsstat.

2.   En EF-designdomstol, der har kompetence i henhold til artikel 82, stk. 5, er kun kompetent med hensyn til krænkelser af EF-design, der har fundet sted, eller som der er risiko for vil finde sted i den medlemsstat, hvor domstolen er beliggende.«

8

Denne forordnings artikel 88 med overskriften »Lovvalg« bestemmer:

»1.   EF-designdomstolene anvender bestemmelserne i denne forordning.

2.   I alle spørgsmål, der ikke er omfattet af denne forordning, anvender EF-designdomstolene den nationale lovgivning, herunder den interne internationale privatret.

3.   Medmindre andet er fastsat i denne forordning, anvender EF-designdomstolene de retsplejeregler, der gælder for sager af samme art vedrørende en national designrettighed i de medlemsstater, hvor de er beliggende.«

9

Nævnte forordnings artikel 89 med overskriften »Sanktioner for designkrænkelse« fastsætter i stk. 1:

»Finder en EF-designdomstol i en sag om designkrænkelse, at sagsøgte har krænket, eller at der er risiko for, at sagsøgte vil krænke et EF-design, træffer den, medmindre særlige grunde taler imod noget sådant, følgende foranstaltninger:

10

Samme forordnings artikel 110 med overskriften »Overgangsbestemmelse« bestemmer i stk. 1:

»Design, der udgør en del af et sammensat produkt, som i medfør af artikel 19, stk. 1, er fremstillet eller bruges med det formål at give mulighed for at reparere et sammensat produkt med henblik på at genskabe dets oprindelige udseende, er ikke omfattet af beskyttelse som EF-design, før der på forslag af [Europa-]Kommissionen træder ændringer i kraft i forhold til denne forordning.«

11

Følgende fremgår af 14., 16., 17., 19. og 26. betragtning til forordning nr. 864/2007:

[…]

[…]

[…]

12

Denne forordnings artikel 4, som har overskriften »Almindelig regel«, fastsætter i stk. 1:

»Medmindre andet er fastsat i denne forordning, anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en skadevoldende handling, loven i det land, hvor skaden indtræder, uanset i hvilket land den skadevoldende begivenhed fandt sted, og uanset i hvilket land eller hvilke lande de indirekte følger af denne begivenhed indtræder.«

13

Nævnte forordnings artikel 8 med overskriften »Krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder« bestemmer:

»1.   På en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, anvendes loven i det land, for hvilket beskyttelse gøres gældende.

2.   På en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, der er en EF-enhedsret, anvendes for så vidt angår spørgsmål, der ikke er omfattet af den relevante fællesskabsretsakt, loven i det land, hvor krænkelsen fandt sted.

[…]«

14

Acacia er et italiensk selskab, som fremstiller fælge til biler i Italien og markedsfører dem i flere medlemsstater.

15

Da BMW var af den opfattelse, at Acacias markedsføring af visse fælge i Tyskland udgjorde en krænkelse af et registreret EF-design, som selskabet er indehaver af, anlagde BMW et krænkelsessøgsmål ved en EF-designdomstol udpeget af Forbundsrepublikken Tyskland. Denne domstol støttede sin kompetence på artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002. Acacia har i sin egenskab af sagsøgt gjort gældende, at de omhandlede fælge er omfattet af denne forordnings artikel 110, og at der følgelig ikke foreligger nogen krænkelse.

16

Den nævnte domstol fastslog, at Acacia havde begået de af BMW påståede krænkelser, påbød Acacia, at krænkelsen skulle bringes til ophør, og anvendte under henvisning til artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 864/2007 tysk ret på BMW’s såkaldte »afledte« krav om skadeserstatning og renter, fremlæggelse af oplysninger, fremlæggelse af dokumenter, regnskabsaflæggelse og overgivelse af de varer, der er berørt af krænkelsen, med henblik på deres destruktion. Disse krav blev i det væsentlige imødekommet på grundlag af reglerne i national ret.

17

Acacia har iværksat appel ved den forelæggende ret. Selskabet har bestridt, at der foreligger en krænkelse, og er desuden af den opfattelse, at den lov, der finder anvendelse på BMW’s afledte krav, er italiensk ret.

18

Den forelæggende ret har bekræftet, at kompetencen for de EF-designdomstole, der er udpeget af Forbundsrepublikken Tyskland, i den foreliggende sag udspringer af artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002, og at Acacia har begået de af BMW hævdede krænkelser.

19

Den forelæggende ret er derimod i tvivl om, hvilken national ret der finder anvendelse på BMW’s afledte krav. Den har anført, at sagens udfald i et vist omfang afhænger af dette spørgsmål, idet reglerne i tysk ret om fremlæggelse af dokumenter og om regnskabsaflæggelse er forskellige fra reglerne i italiensk ret.

20

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det af artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 864/2007, som fortolket af Domstolen i dom af 27. september 2017, Nintendo (C-24/16 og C-25/16, EU:C:2017:724), følger, at det er italiensk ret, der finder anvendelse i den foreliggende sag. Den forelæggende ret har i denne forbindelse fastslået, at den skadevoldende begivenhed foregår i Italien, idet de omtvistede varer er blevet leveret i Tyskland fra denne anden medlemsstat.

21

Når dette er sagt, er de i hovedsagen omhandlede varer, der er berørt af krænkelsen, blevet solgt i Tyskland og har med henblik herpå været genstand for online-reklamer rettet til forbrugere, der befinder sig på denne medlemsstats område.

22

Under disse omstændigheder har Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23

Ved dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. november 2021 har BMW fremsat bemærkninger til generaladvokatens forslag til afgørelse. BMW har på forespørgsel fra Justitskontoret om rækkevidden af disse bemærkninger forklaret, at de tilsigter en genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del i henhold til artikel 83 i Domstolens procesreglement.

24

Domstolen kan i overensstemmelse med denne bestemmelse i procesreglementet til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, bl.a. hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som kan have afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte som omhandlet i artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

25

BMW har i det foreliggende tilfælde for det første anført, at generaladvokaten ikke i tilstrækkelig grad har taget hensyn til visse faktiske omstændigheder, der er anført i de skriftlige og mundtlige indlæg for Domstolen, og for det andet, at generaladvokatens forslag til afgørelse indeholder en fejlagtig analyse af det særlige tilfælde, hvor indehaveren af et EF-design ønsker at påberåbe sig sine rettigheder i forbindelse med en sag om foreløbige forholdsregler.

26

I denne henseende har generaladvokaten i alt for høj grad lagt vægt på artikel 90, stk. 1, i forordning nr. 6/2002. BMW ønsker i denne forbindelse at svare på generaladvokatens opfattelse, som selskabet finder fejlagtig.

27

Det skal imidlertid bemærkes, at indholdet af generaladvokatens forslag til afgørelse ikke som sådan kan udgøre en ny faktisk omstændighed, der kan begrunde genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del, idet det ellers ville være muligt for parterne at besvare det nævnte forslag til afgørelse ved påberåbelse af en sådan omstændighed. Generaladvokatens forslag til afgørelse kan imidlertid ikke drøftes af parterne. Domstolen har således haft lejlighed til at fremhæve, at generaladvokaten i overensstemmelse med artikel 252 TEUF har til opgave fuldstændig upartisk og uafhængigt offentligt at fremsætte begrundede forslag til afgørelse af de sager, som i overensstemmelse med statutten for Den Europæiske Unions Domstol kræver den pågældendes medvirken, med henblik på at bistå Domstolen i udførelsen af dens opgave, som er overholdelse af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne. I henhold til denne statuts artikel 20, stk. 4, og procesreglementets artikel 82, stk. 2, afslutter generaladvokatens forslag til afgørelse retsforhandlingernes mundtlige del. Da forslaget således fremsættes efter parternes forhandlinger, indleder det Domstolens rådslagnings- og afstemningsfase (dom af 6.10.2021, Sumal, C-882/19, EU:C:2021:800, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

28

I det foreliggende tilfælde konstaterer Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten, at de af BMW fremførte forhold ikke indeholder nye faktiske omstændigheder, som kan have afgørende betydning for den afgørelse, som den skal træffe i den foreliggende sag, og at denne sag ikke skal afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte. Endelig bemærkes, at da Domstolen efter afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del råder over alle de nødvendige oplysninger, er den tilstrækkeligt oplyst til at kunne træffe afgørelse. Det er herefter ufornødent at genåbne retsforhandlingernes mundtlige del.

29

I henhold til fast retspraksis tilkommer det som led i det samarbejde mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, Domstolen at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den (dom af 15.7.2021, The Department for Communities in Northern Ireland, C-709/20, EU:C:2021:602, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

30

Den foreliggende præjudicielle forelæggelse vedrører fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der i forbindelse med et krænkelsessøgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002, finder anvendelse på de afledte krav i dette søgsmål, hvorved sagsøgeren uden for anvendelsesområdet for de materielle bestemmelser i den ordning for EF-design, der er indført ved denne forordning, anmoder om, at den krænkende part tilpligtes at betale skadeserstatning og renter, at fremlægge oplysninger, dokumenter og regnskaber og at overgive de varer, der er berørt af krænkelsen, med henblik på deres destruktion.

31

Som Domstolen allerede har fastslået, er kravet om erstatning for det tab, der er lidt som følge af aktiviteterne fra den part, der har krænket et EF-design, og kravet om at indhente oplysninger om disse aktiviteter med henblik på at fastslå denne skade, omfattet af reglen i artikel 88, stk. 2, i forordning nr. 6/2002. I henhold til denne bestemmelses ordlyd, anvender EF-designdomstolene, som skal behandle sådanne krav, som ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, den nationale lovgivning, herunder den interne internationale privatret (jf. i denne retning dom af 13.2.2014, H. Gautzsch Großhandel, C-479/12, EU:C:2014:75, præmis 53 og 54).

32

Kravet om destruktion af varerne, der er berørt af krænkelsen, henhører for sit vedkommende under reglen i nævnte forordnings artikel 89, stk. 1, litra d), som for så vidt angår de sanktioner, der ikke er præciseret heri, fastsætter anvendelsen af »lovgivningen i den medlemsstat, hvor designkrænkelsen finder sted, eller der er risiko for, at den vil finde sted, herunder i medlemsstatens internationale privatret«. Destruktionen af disse varer er en del af de »andre sanktioner, der er egnede under de givne omstændigheder« som omhandlet i denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 13.2.2014, H. Gautzsch Großhandel, C-479/12, EU:C:2014:75, præmis 52).

33

Den forelæggende rets spørgsmål svarer til at anmode om en fortolkning af artikel 88, stk. 2, og artikel 89, stk. 1, litra d), i forordning nr. 6/2002 med henblik på at få kendskab til rækkevidden af disse bestemmelser i det tilfælde, hvor krænkelsessøgsmålet vedrører krænkelser, der er begået, eller som der er risiko for vil blive begået, i en enkelt medlemsstat.

34

Med sine spørgsmål, der skal besvares samlet, ønsker den nævnte ret i det væsentlige oplyst, om artikel 88, stk. 2, og artikel 89, stk. 1, litra d), i forordning nr. 6/2002 skal fortolkes således, at de EF-designdomstole, der behandler et krænkelsessøgsmål, der er anlagt i henhold til forordningens artikel 82, stk. 5, vedrørende krænkelser, der er begået, eller som der er risiko for vil blive begået, på en enkelt medlemsstats område, skal tage stilling til de i denne sag fremsatte afledte krav om skadeserstatning og renter, om fremlæggelse af oplysninger, dokumenter og regnskaber samt om overgivelse af de varer, der er berørt af krænkelsen, med henblik på deres destruktion, på grundlag af lovgivningen i den medlemsstat, hvor disse domstole er beliggende.

35

I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at i henhold til artikel 83, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 er en EF-designdomstol, der har kompetence i henhold til forordningens artikel 82, stk. 5, kun kompetent med hensyn til en krænkelse, der har fundet sted, eller hvor der er risiko for, at den vil finde sted, i den medlemsstat, hvor domstolen er beliggende.

36

Denne artikel 82, stk. 5, fastsætter således et alternativt værneting med kompetence, der tilsigter at gøre det muligt for indehaveren af et EF-design at anlægge en eller flere sager hver for sig særligt vedrørende de krænkelseshandlinger, der er begået på en enkelt medlemsstats område (jf. analogt dom af 5.9.2019, AMS Neve m.fl., C-172/18, EU:C:2019:674, præmis 42 og 63).

37

I det foreliggende tilfælde vedrører det i Tyskland anlagte krænkelsessøgsmål markedsføringen i denne medlemsstat af visse af Acacias varer. Som det fremgår af de oplysninger, der er fremlagt for Domstolen, består de krænkelser, der foreholdes denne virksomhed, dels i udbud til salg af disse varer via online-reklamer rettet til forbrugere i Tyskland, dels i markedsføringen af disse varer i Tyskland.

38

Sådanne handlinger kan således være omfattet af et krænkelsessøgsmål, der i overensstemmelse med artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002 er rettet mod en enkelt medlemsstats område. Den omstændighed, at sagsøgte har truffet afgørelserne og truffet foranstaltningerne med henblik på disse handlinger i en anden medlemsstat, er ikke til hinder for at anlægge et sådant søgsmål (jf. analogt dom af 5.9.2019, AMS Neve m.fl., C-172/18, EU:C:2019:674, præmis 65).

39

Eftersom den EF-designdomstol, som sagen er indbragt for, i dette tilfælde kun træffer afgørelse om handlinger, der er begået, eller som der er risiko for vil blive begået, af sagsøgte i den medlemsstat, hvor denne domstol er beliggende, er det i henhold til artikel 89, stk. 1, litra d), i forordning nr. 6/2002, hvis anvendelighed på kravene om destruktion af de varer, der er berørt af krænkelsen, er anført i nærværende doms præmis 32, denne medlemsstats lovgivning, der finder anvendelse med henblik på at undersøge, om et sådant krav er begrundet.

40

I henhold til denne forordnings artikel 88, stk. 2, finder lovgivningen i den medlemsstat, hvor den nævnte domstol er beliggende, desuden også anvendelse på krav om skadeserstatning og renter og om fremlæggelse af oplysninger, dokumenter og regnskaber. Sådanne krav vedrører ikke pålæg af »sanktioner« som omhandlet i nævnte forordnings artikel 89, men henhører – som anført i nærværende doms præmis 31 – under »spørgsmål«, der ikke er omfattet af samme forordnings anvendelsesområde som omhandlet i artikel 88, stk. 2.

41

Artikel 88, stk. 2, og artikel 89, stk. 1, litra d), i forordning nr. 6/2002 præciserer, at for så vidt som den pågældende medlemsstats lovgivning indeholder internationale privatretlige regler, udgør disse regler en integrerende del af gældende ret som omhandlet i disse artikler.

42

Blandt disse internationale privatretlige regler findes dem, der er nævnt i forordning nr. 864/2007, navnlig denne forordnings artikel 8, stk. 2. Derfor skal bestemmelserne, der er nævnt i nærværende doms præmis 33, fortolkes sammen med denne artikel 8, stk. 2.

43

Det følger af sidstnævnte bestemmelse, at på en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, der er en EU-enhedsret, anvendes for så vidt angår spørgsmål, der ikke er omfattet af den relevante EU-retsakt, »loven i det land, hvor krænkelsen fandt sted«.

44

Denne regel kan ikke i et tilfælde, hvor den krænkelse eller trussel om krænkelse, der skal efterprøves, befinder sig på en enkelt medlemsstats område, forstås således, at den vedrører anvendelsen af lovgivningen i en anden medlemsstat eller lovgivningen i et tredjeland. Eftersom den lov, der finder anvendelse, i henhold til artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 864/2007 er den lov, der finder anvendelse på stedet for en sådan krænkelse, er denne lov i tilfælde af et krænkelsessøgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002, og som derfor vedrører krænkelser, der er begået, eller som der er risiko for vil blive begået på en enkelt medlemsstats område, sammenfaldende med denne medlemsstats lovgivning.

45

Selv om det ikke kan udelukkes, at der ligeledes er sket krænkelse af det omhandlede EF-design i andre medlemsstater eller i tredjelande, forholder det sig stadig således, at disse eventuelle krænkelser ikke er genstand for den tvist, der er anlagt i henhold til artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002. De formål om retssikkerhed og forudsigelighed, der er fremhævet i 14. og 16. betragtning til forordning nr. 864/2007, ville blive tilsidesat, hvis udtrykket »det land, hvor krænkelsen [af det påberåbte EF-design] fandt sted« skulle fortolkes som en betegnelse for et land, hvor de krænkelser, der ikke er genstand for den omhandlede tvist, har fundet sted.

46

Fortolkningen af udtrykket »loven i det land, hvor krænkelsen [af den omhandlede ret] fandt sted« som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 864/2007 som en betegnelse for loven i det land, hvor sagsøgeren alene har påberåbt sig det omhandlede EF-design til støtte for sit krænkelsessøgsmål i henhold til artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002, gør det desuden muligt at bevare princippet om »lex loci protectionis«, der, som det fremgår af 26. betragtning til forordning nr. 864/2007, har en særlig betydning på området for intellektuel ejendomsret.

47

Der skal i denne henseende sondres mellem det tilfælde, der er omhandlet i hovedsagen, og den situation, der blev behandlet i dom af 27. september 2017, Nintendo (C-24/16 og C-25/16, EU:C:2017:724), der, som Domstolen i det væsentlige bemærkede i denne doms præmis 103, var karakteriseret ved den omstændighed, at den samme sagsøgte inden for rammerne af det samme søgsmål blev foreholdt krænkelser begået i forskellige medlemsstater.

48

Den fortolkning, som Domstolen anlagde i den nævnte dom, hvorefter udtrykket »loven i det land, hvor krænkelsen [af den omhandlede ret] er begået« som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 864/2007 under sådanne omstændigheder betegner loven i det land, hvor den oprindelige krænkelse er blevet begået (dom af 27.9.2017, Nintendo, C-24/16 og C-25/16, EU:C:2017:724, præmis 111), gør det muligt at sikre, at en enkelt lov finder anvendelse på alle de afledte krav, der er fremsat i forbindelse med et krænkelsessøgsmål, som er anlagt i henhold til artikel 82, stk. 1, 2, 3 eller 4, i forordning nr. 6/2002, idet et sådant søgsmål i overensstemmelse med denne forordnings artikel 83, stk. 1, gør det muligt for den domstol, der skal behandle sagen, at tage stilling til handlinger, der har fundet sted på enhver anden medlemsstats område.

49

Denne fortolkning kan imidlertid ikke overføres til det tilfælde, hvor indehaveren af et EF-design ikke anlægger sag i henhold til artikel 82, stk. 1, 2, 3 eller 4, men vælger at anlægge et eller flere målrettede søgsmål vedrørende hver af de krænkelser, der er begået, eller som der er risiko for vil blive begået på en enkelt medlemsstats område, i henhold til nævnte artikels stk. 5. I sidstnævnte tilfælde kan det ikke kræves af den domstol, ved hvilken sagen er anlagt, at den efterprøver, om der på en anden medlemsstats område end den, hvor sagen er anlagt, foreligger en oprindelig krænkelse, og at den støtter sig på denne handling for at anvende denne anden medlemsstats lovgivning, selv om hverken den nævnte handling eller nævnte medlemsstats område er berørt af den omhandlede tvist.

50

Det skal ydermere tilføjes, at indehaveren af EF-designet ikke i forhold til de samme krænkelser kan kumulere handlinger, der er støttet på artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002 eller på denne bestemmelses øvrige stykker (jf. analogt dom af 5.9.2019, AMS Neve m.fl., C-172/18, EU:C:2019:674, præmis 40 og 41). Der er derfor ikke risiko for, at der opstår en situation, hvor afledte krav fra et krænkelsessøgsmål, der har samme genstand, bliver behandlet i forbindelse med flere sager på grundlag af forskellige love.

51

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 88, stk. 2, og artikel 89, stk. 1, litra d), i forordning nr. 6/2002 samt artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 864/2007 skal fortolkes således, at de EF-designdomstole, der behandler et krænkelsessøgsmål, som er anlagt i henhold til artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002 vedrørende krænkelser, der er begået, eller som der er risiko for vil blive begået, på en enkelt medlemsstats område, skal tage stilling til de i denne sag fremsatte afledte krav om skadeserstatning og renter, om fremlæggelse af oplysninger, dokumenter og regnskaber samt om overgivelse af de varer, der er berørt af krænkelsen, med henblik på deres destruktion, på grundlag af lovgivningen i den medlemsstat, hvor de handlinger, der angiveligt har krænket det påberåbte EF-design, er blevet begået eller risikerer at blive begået, hvilket – i et tilfælde, hvor et søgsmål er anlagt i henhold til nævnte forordnings artikel 82, stk. 5 – er sammenfaldende med lovgivningen i den medlemsstat, hvor disse domstole er beliggende.

52

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 88, stk. 2, og artikel 89, stk. 1, litra d), i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design samt artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) skal fortolkes således, at de EF-designdomstole, der behandler et krænkelsessøgsmål, som er anlagt i henhold til artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002 vedrørende krænkelser, der er begået, eller som der er risiko for vil blive begået, på en enkelt medlemsstats område, skal tage stilling til de i denne sag fremsatte afledte krav om skadeserstatning og renter, om fremlæggelse af oplysninger, dokumenter og regnskaber samt om overgivelse af de varer, der er berørt af krænkelsen, med henblik på deres destruktion, på grundlag af lovgivningen i den medlemsstat, hvor de handlinger, der angiveligt har krænket det påberåbte EF-design, er blevet begået eller risikerer at blive begået, hvilket – i et tilfælde, hvor et søgsmål er anlagt i henhold til nævnte forordnings artikel 82, stk. 5 – er sammenfaldende med lovgivningen i den medlemsstat, hvor disse domstole er beliggende.