Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62020CB0641

Sag C-641/20: Domstolens kendelse (Niende Afdeling) af 5. maj 2021 — VT mod Centre public d’action sociale de Liège (CPAS) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal du travail de Liège — Belgien) (Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – direktiv 2008/115/EF – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – afgørelse om tilbagesendelse – sagsanlæg – foreløbig opholdsret og ret til social bistand under den periode, hvor sagen verserer)

EUT C 310 af 2.8.2021, p. 8–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

2.8.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 310/8


Domstolens kendelse (Niende Afdeling) af 5. maj 2021 — VT mod Centre public d’action sociale de Liège (CPAS) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal du travail de Liège — Belgien)

(Sag C-641/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - område med frihed, sikkerhed og retfærdighed - direktiv 2008/115/EF - tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold - afgørelse om tilbagesendelse - sagsanlæg - foreløbig opholdsret og ret til social bistand under den periode, hvor sagen verserer)

(2021/C 310/09)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal du travail de Liège

Parter i hovedsagen

Sagsøger: VT

Sagsøgt: Centre public d’action sociale de Liège (CPAS)

Konklusion

Artikel 5 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, sammenholdt med artikel 19, stk. 2, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, samt det nævnte direktivs artikel 14, stk. 1, litra b), skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et søgsmål, der er anlagt af en tredjelandsstatsborger til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse — som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3, nr. 4) — og som den pågældende har været genstand for som følge af den kompetente myndigheds fratagelse af hans flygtningestatus i henhold til artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse, ikke tillægges automatisk opsættende virkning, og hvorefter den pågældende ikke tilsvarende indrømmes en foreløbig opholdsret og sikres en dækning af sine grundlæggende behov, indtil der træffes afgørelse i det nævnte søgsmål, i det særlige tilfælde, hvor denne statsborger, der lider af en alvorlig sygdom, som følge af fuldbyrdelsen af denne afgørelse kan udsættes for en alvorlig risiko for en alvorlig og uafvendelig forværrelse af sin helbredstilstand. I denne forbindelse skal den nationale retsinstans, for hvilken der er indbragt en tvist, hvis udfald er knyttet til en eventuel udsættelse af virkningerne af en afgørelse om tilbagesendelse, lægge til grund, at det søgsmål, der er anlagt til prøvelse af denne afgørelse, har automatisk opsættende virkning, for så vidt som der under søgsmålet er fremført argumenter, der ikke synes at være åbenbart ugrundede, og hvorved det tilsigtes at godtgøre, at fuldbyrdelsen af denne afgørelse ville udsætte tredjelandsstatsborgeren for en alvorlig risiko for en alvorlig og uafvendelig forværrelse af sin helbredstilstand.


(1)  EUT C 44 af 8.2.2021.


Top