Appel iværksat den 23. juli 2019 af Armando Carvalho m.fl. til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 8. maj 2019 i sag T-330/18, Carvalho m.fl. mod Parlamentet og Rådet

(Sag C-565/19 P)

(2019/C 372/17)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Armando Carvalho m.fl. (ved professor G. Winter, rechtsanwältin R. Verheyen og barrister H. Leith)

De andre parter i appelsagen: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har fremført følgende anbringender til støtte for deres appel af Rettens afgørelse om at afvise deres søgsmål.

Første anbringende: Retten begik en fejl ved at fastslå, at appellanterne ikke levede op til de i retspraksis ifølge Plaumann-dommen fastsatte principper for, hvornår de pågældende kan anses for at være individuelt berørt. De tre retsakter vedrørende drivhusgasemissioner (1) (2) (3) tillader emissioner, som berører hver af appellanterne på en særskilt, faktisk måde. Desuden er Plaumann-kriterierne opfyldt, fordi de tre retsakter vedrørende drivhusgasemissioner krænker appellanternes personlige grundlæggende rettigheder.

Andet anbringende: Subsidiært begik Retten en fejl ved ikke at tilpasse Plaumann-kriterierne i lyset af den tvingende udfordring, som klimaændringerne udgør, og det forhold, at appellanternes sag er støttet på deres individuelle grundlæggende rettigheder, herunder sikring af en effektiv retsbeskyttelse af disse rettigheder. Domstolen har fastslået, at for at en rettighed kan være effektiv, skal der være knyttet et retsmiddel til den, og Retten begik en fejl ved at fastslå, at nationale retter (og den præjudicielle forelæggelsesprocedure i henhold til artikel 267 TEUF) eller et søgsmål til prøvelse af Kommissionens gennemførelsesretsakter udgør et passende retsmiddelsystem i dette tilfælde.

Domstolen bør følgelig fastslå, at hvor der (som her) ikke er adgang til noget andet effektivt retsmiddel til beskyttelse af en sagsøgers grundlæggende rettigheder, skal det fastslås, at kravet om at være »individuelt berørt« er opfyldt, når det er gjort gældende og underbygget, at en lovgivningsmæssig retsakt i alvorlig grad gør indgreb i en personlig grundlæggende rettighed, som tilkommer den pågældende sagsøger, eller alternativt griber ind i rettighedens væsentligste indhold. Dette krav var opfyldt i den foreliggende sag.

Tredje anbringende: I forlængelse af det første og det andet anbringende gøres det gældende, at Retten begik en fejl, da den afviste, at Saminuorra-foreningen (forening af unge samer) havde søgsmålskompetence, ved (uden forklaring) at undlade at tage hensyn til de beviser, der godtgjorde, at flertallet af foreningens medlemmer er individuelt berørte og ville have individuel søgsmålskompetence. Subsidiært burde Retten have lempet kriterierne for at fastslå, at der foreligger søgsmålskompetence, når der er tale om foreninger, som repræsenterer en oprindelig befolkningsgruppe.

Fjerde anbringende: Ved afvisningen af påstanden om ansvar uden for kontraktforhold anvendte Retten et forkert retligt kriterium, idet den indførte et nyt krav om, at sagsøgere skal godtgøre, at de ville have søgsmålskompetence i henhold til artikel 263 TEUF. Dette krav finder ikke støtte i traktatens tekst eller i retspraksis.

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/410 af 14.3.2018 om ændring af direktiv 2003/87/EF for at styrke omkostningseffektive emissionsreduktioner og lavemissionsinvesteringer og afgørelse (EU) 2015/1814 (EUT 2018, L 76, s. 3).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 af 30.5.2018 om medtagelse af drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug i klima- og energirammen for 2030 og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 og afgørelse nr. 529/2013/EU (EUT 2018, L 156, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 af 30.5.2018 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT 2018, L 156, s. 26).