Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62017TO0719

Kendelse afsagt af Rettens præsident af 22. juni 2018 (uddrag).
FMC Corp. mod Europa-Kommissionen.
Særlige rettergangsformer – plantebeskyttelsesmidler – gennemførelsesforordning (EU) 2017/1496 – manglende fornyelse af godkendelse af aktivstoffet DPX KE 459 (flupyrsulfuron-methyl) – anmodning om udsættelse af gennemførelsen – ingen uopsættelighed – interesseafvejning.
Sag T-719/17 R.

Court reports – general

ECLI identifier: ECLI:EU:T:2018:408

Foreløbig udgave

KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT

22. juni 2018 (*)

»Særlige rettergangsformer – plantebeskyttelsesmidler – gennemførelsesforordning (EU) 2017/1496 – manglende fornyelse af godkendelse af aktivstoffet DPX KE 459 (flupyrsulfuron-methyl) – anmodning om udsættelse af gennemførelsen – ingen uopsættelighed – interesseafvejning«

I sag T-719/17 R,

FMC Corp., med hjemsted i Philadelphia, Pennsylvania (De Forenede Stater), repræsenteret ved advokaterne D. Waelbroeck, I. Antypas og A. Accarain,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved G. Koleva, A. Lewis og I. Naglis, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en anmodning i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1496 af 23. august 2017 om ikke at forny godkendelsen af aktivstoffet DPX KE 459 (flupyrsulfuron-methyl), jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (EUT 2017, L 218, s. 7),

har

RETTENS PRÆSIDENT

afsagt følgende

Kendelse (1)

 

[udelades]

 Retlige bemærkninger

 

[udelades]

 Uopsættelighed

[udelades]

26      Det følger desuden af fast retspraksis, at der kun foreligger uopsættelighed, når den alvorlige og uoprettelige skade, som den part, der fremsætter anmodningen om foreløbige forholdsregler, frygter, er overhængende i en sådan grad, at skadens indtræden kan forudses med den fornødne grad af sandsynlighed. Denne part er under alle omstændigheder forpligtet til at bevise de faktiske forhold, som risikoen for en sådan skade bygger på, idet en rent hypotetisk skade, for så vidt som den bygger på, at fremtidige og usikre begivenheder vil indtræde, ikke kan begrunde, at der anordnes foreløbige forholdsregler (jf. kendelse af 23.3.2017, Gollnisch mod Parlamentet, T-624/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:243, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

27      Det gælder i øvrigt i henhold til artikel 156, stk. 4, andet punktum, i Rettens procesreglement, at en anmodning om foreløbige forholdsregler »skal indeholde alle tilgængelige beviser eller angivelser af beviser, som har til formål at begrunde indrømmelsen af de foreløbige forholdsregler«.

28      Således skal en anmodning om foreløbige forholdsregler i sig selv gøre det muligt for sagsøgte at forberede sine bemærkninger og for dommeren i sager om foreløbige forholdsregler at tage stilling til denne anmodning, i givet fald uden andre oplysninger til støtte herfor, idet de væsentligste faktiske og retlige omstændigheder, som anmodningen er baseret på, skal fremgå af selve anmodningen (jf. kendelse af 6.9.2016, Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen, C-378/16 P-R, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:668, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

29      Det følger ligeledes af fast retspraksis, at med henblik på at fastslå, hvorvidt alle de betingelser, der er anført i præmis 25, 26 og 28 ovenfor, er opfyldt, skal dommeren i sager om foreløbige forholdsregler råde over konkrete og præcise oplysninger understøttet af detaljerede og bekræftede dokumenter, som godtgør situationen hos den part, der har anmodet om foreløbige forholdsregler, og som gør det muligt at vurdere, hvilke præcise virkninger det formodes at ville have, såfremt de ønskede forholdsregler ikke anordnes. Det følger heraf, at denne part, navnlig når den påberåber sig, at der kan opstå et økonomisk tab, skal fremlægge dokumentation, der giver et præcist samlet billede af dens økonomiske situation (jf. i denne retning kendelse af 29.2.2016, ICA Laboratories m.fl. mod Kommissionen, T-732/15 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:129, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

30      Endelig gælder det, at selv om anmodningen om foreløbige forholdsregler kan suppleres på konkrete punkter ved henvisninger til bilagene, kan disse ikke kompensere for manglen på væsentlige elementer i anmodningen. Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler skal ikke i stedet for den pågældende part søge oplysninger, der er indeholdt i bilagene til anmodningen om foreløbige forholdsregler, i stævningen i hovedsagen eller i bilagene til stævningen i hovedsagen, som kan underbygge anmodningen om foreløbige forholdsregler. Hvis en sådan forpligtelse påhvilede dommeren i sager om foreløbige forholdsregler, ville den desuden medføre, at procesreglementets artikel 156, stk. 5, der bestemmer, at anmodningen om foreløbige forholdsregler skal fremsættes i et særskilt dokument, ville miste sin virkning (jf. i denne retning kendelse af 20.6.2014, Wilders mod Parlamentet m.fl., T-410/14 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:564, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

31      Det er i lyset af disse kriterier, at det skal undersøges, om sagsøgeren har godtgjort, at der foreligger en alvorlig og uoprettelig skade.

32      Sagsøgeren har gjort gældende, at en øjeblikkelig gennemførelse af den anfægtede forordning vil medføre en alvorlig og uoprettelig skade som følge af tabet af markedsandele på det europæiske marked for herbicider til korn.

33      I denne henseende er sagsøgeren tilsyneladende af den opfattelse, at selskabet vil lide skade dels som følge af tabet af de markedsandele, som det i dag har på det europæiske marked for herbicider til korn, dels tabet af de markedsandele, som det ville have efter erhvervelsen af aktiviteter vedrørende FPS.

 Om den alvorlige karakter af de hævdede tab som følge af tab af markedsandele

[udelades]

59      For det fjerde og sidste skal det fastslås, at det fremgår af retspraksis, at det ikke kan udelukkes, at et økonomisk tab, der objektivt set er betydeligt, og som angiveligt følger af forpligtelsen til endeligt at træffe et vigtigt forretningsmæssigt valg inden for en ubelejlig frist, kan anses for »alvorligt«, eller at alvorligheden af et sådant tab kan anses for at være åbenlys, selv i mangel af oplysninger vedrørende den pågældende virksomheds størrelse (jf. i denne retning kendelse af 7.3.2013, EDF mod Kommissionen, C-551/12 P(R), EU:C:2013:157, præmis 33).

60      Denne retspraksis skal dog ses i forhold til det område, hvor sagsøgeren driver virksomhed. Det følger nemlig af fast retspraksis, at inden for rammerne af et stærkt reguleret marked – sådan som sagsøgeren har medgivet, at der er tale om i den foreliggende sag – som kan gøres til genstand for en hurtig indgriben fra de kompetente myndigheders side, når der opstår risici for den offentlige sundhed af grunde, som ikke altid kan forudses, påhviler det de pågældende virksomheder, medmindre de selv skal bære tabet som følge af et sådant indgreb, at beskytte sig mod konsekvenserne heraf ved at vedtage en passende politik (jf. kendelse af 16.6.2016, ICA Laboratories m.fl. mod Kommissionen, C-170/16 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2016:462, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

61      I den foreliggende sag var Dupont fra den 6. november 2014 ved fremlæggelsen af EFSA’s konklusioner, hvori det foreslås, at FPS klassificeres som et formodet kræftfremkaldende og reproduktionstoksisk produkt (C2 og R2) (jf. præmis 5 ovenfor), eller i hvert fald fra den 18. marts 2015, da Kommissionen offentliggjorde sit udkast til undersøgelsesrapport, hvori den foreslog ikke at forny godkendelsen af det omhandlede stof (jf. præmis 6 ovenfor), i besiddelse af oplysninger, på grundlag af hvilke den kunne udvise rettidig omhu og træffe de nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 60 ovenfor, for at gardere sig mod alle potentielle lovgivningsmæssige risici som følge af et eventuelt forbud mod markedsføring af FPS. Disse lovgivningsmæssige risici blev desuden bekræftet, dels da EFSA offentliggjorde den reviderede udgave af sine konklusioner den 3. oktober 2016, dels da Kommissionen offentliggjorde det reviderede udkast til vurderingsrapport den 22. december 2016 (jf. præmis 7 ovenfor).

62      Desuden er alle disse overvejelser så meget desto mere relevante under de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i den foreliggende sag, da det er åbenbart, at sagsøgeren skulle have undersøgt alle disse oplysninger mere indgående i forbindelse med sin erhvervelse af Duponts aktiviteter i tilknytning til FPS.

63      Under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke fremlagt konkrete beviser i denne henseende. Det påhviler imidlertid ikke dommeren i sager om foreløbige forholdsregler at finde disse oplysninger i stedet for den berørte part i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 26-30 ovenfor.

64      Derfor kan det i lyset af de særlige omstændigheder for den foreliggende anmodning om foreløbige forholdsregler ikke konkluderes, at det hævdede tab af markedsandele på det europæiske marked for herbicider til korn kan klassificeres som et »økonomisk tab, der objektivt set er betydeligt« som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 59 ovenfor.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser bestemmer

RETTENS PRÆSIDENT:

1)      Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)      Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Således bestemt i Luxembourg, den 22. juni 2018.


E. Coulon

 

D. Jaeger

Justitssekretær

 

Rettens præsident


* Processprog: engelsk.


1 –      Der gengives kun de præmisser i denne kendelse, som Retten finder det relevant at offentliggøre.

Top