10.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/14

—

Dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 16. februar 2017, Holistic Innovation Institute mod REA, T-706/14, EU:T:2017:89, ophæves.

—

Forvaltningsorganet for Forsknings direktørs afgørelse af 24. juli 2014 (ARES (2014) 2461172) om afslutning af forhandlingen med Holistic Innovation Institute, S.L.U. og nægtelse af at lade selskabet deltage i de europæiske projekter, Inachus og ZONeSEC annulleres.

—

Holistic Innovation Institute, S.L.U. indrømmes erstatning på det i appelskriftets punkt 177 anførte grundlag.

1.

Retten begik en retlig fejl, som består i, at det i den appellerede dom anførtes, at REA havde kompetence, og at organet ikke overskred grænserne for de opgaver, som det var pålagt i forbindelse med forvaltningen af det syvende rammeprogram, da det vurderede Holistic Innovation Institutes formåen og udelukkede selskabet fra forhandlingen inden for rammerne af projekterne Inachus og ZONeSEC (den appellerede doms præmis 39).

2.

Retten begik en retlig fejl, idet den fortolkede punkt 2.2.2, første afsnit, i bilaget til afgørelse 2012/838 således, at det tillader REA at udelukke Holistic Innovation Institute fra forhandlingen inden for rammerne af projekterne Inachus og ZONeSEC (den appellerede doms præmis 126).

3.

Retten begik en retlig fejl, der består i, at det i den appellerede dom fandtes, at den omtvistede afgørelse var velbegrundet (den appellerede doms præmis 67), selv om den omtvistede afgørelse som en integrerende del af sin begrundelse henviser til dels Kommissionens afgørelse af 13. marts 2014 (ARES (2014) 710158) om udelukkelse af appellanten fra deltagelse i projektet eDIGIREGION (den appellerede doms præmis 57 og 60-62), dels til de endelige revisionsrapporter 11-INFS-025 og 11-BA119-016 (den appellerede doms præmis 63 og 64), eftersom både Kommissionens nævnte afgørelse af 13. marts 2014 (ARES (2014) 710158), og de endelige revisionsrapporter 11-INFS-025 og 11-BA119-016 har været genstand for annullationssøgsmål.

4.

Retten begik en retlig fejl, der består i, at der i den appellerede dom foretoges en urigtig gengivelse af vurderingen af de fremlagte beviser, idet det anføres, at REA »gentagne gange« anmodede appellanten om bestemte oplysninger (den appellerede doms præmis 75), at REA »gentog sin anmodning« ved skrivelse af 14. maj 2014 (den appellerede doms præmis 78), og at der foregik »flere udvekslinger af skrivelser mellem REA og [appellanten]« (den appellerede doms præmis 118).

5.

Retten begik en retlig fejl, der består i, at er i den appellerede dom foretoges en urigtig gengivelse af vurderingen af de fremlagte beviser, idet der i præmis 8, 77 og 78 henvises til et ikke-eksisterende dokument, der ikke er fremlagt i processkrifterne.

6.

Retten begik en retlig fejl, der består i, at det i den appellerede dom fandtes, at den omtvistede afgørelse var velbegrundet (den appellerede doms præmis 80, 84, 94, 108 og 127), eftersom den omtvistede afgørelse tilsidesætter punkt 2.2.2 i bilaget til Kommissionens afgørelse 2012/838, idet den adskiller sig fra de eksterne, uafhængige vurderingsmænds positive vurdering af appellantens operative formåen uden »en stærk og velunderbygget argumentation«.

7.

Retten begik en retlig fejl, der består i, at den appellerede dom savner en begrundelse, idet den fastslog, at »[appellanten] ikke fremlagde nogen oplysning, der gav mulighed for at gøre [REA’s] argumentation ugyldig« (den appellerede doms præmis 58), og at appellantens skrivelse af 2. juni 2014, der var vedlagt som bilag A26 til stævningen, »gengav en del af de oplysninger, der fremgik af det forklarende dokument, der er omtalt ovenfor i præmis 8, uden imidlertid at give de konkrete oplysninger, som REA havde anmodet om, der er nævnt ovenfor i præmis 7, 9 og 10« (den appellerede doms præmis 78).

8.

Retten begik en retlig fejl, der består i, at det i den appellerede dom med urette fastsloges, at den i forhandlingsfuldmagterne fastsatte kalender bestemte en »vejledende« afslutning af forhandlingerne (den appellerede doms præmis 130).

9.

Retten begik en retlig fejl, der består i, at det i den appellerede dom med urette fastsloges, at der hverken skal ydes erstatning for økonomisk eller ikke-økonomisk tab som følge af vedtagelsen af den omtvistede afgørelse (den appellerede doms præmis 147, 148 og 150).