Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62016CN0326

    Sag C-326/16 P: Appel iværksat den 9. juli 2016 af LL til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. april 2016 i sag T-615/15, LL mod Europa-Parlamentet

    EUT C 343 af 19.9.2016, p. 25–27 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    19.9.2016   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 343/25


    Appel iværksat den 9. juli 2016 af LL til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 19. april 2016 i sag T-615/15, LL mod Europa-Parlamentet

    (Sag C-326/16 P)

    (2016/C 343/38)

    Processprog: litauisk

    Parter

    Appellant: LL (ved advokatas J. Petrulionis)

    Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet

    Appellanten har nedlagt følgende påstande

    Ophævelse af kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Syvende Afdeling) den 19. april 2016 i sag T-615/15, hvorved Retten afviste sagsøgerens søgsmål med påstand om annullation for det første af Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse D(2014) 15503 af 17. april 2014, hvorved den godtgørelse til parlamentarisk assistance, som han uretmæssigt havde fået udbetalt, blev krævet tilbagebetalt, og for det andet af debetnota nr. 2014-575 af 5. maj 2014.

    Sagen hjemvises til fornyet behandling.

    Anbringender og væsentligste argumenter

    Appellanten har til støtte for appellen fremsat fem anbringender.

    1.

    Da Den Europæiske Unions Ret afsagde kendelsen, foretog den ikke en grundig, korrekt, omfattende og objektiv undersøgelse og vurdering af hele det skriftlige bevismateriale, der blev fremlagt sammen med stævningen, og som var relevant i forhold til på passende og korrekt vis at fastsætte tidsfristen for at anlægge søgsmål, og der blev derfor i kendelsen draget konklusioner, som var i strid med sagsakterne og de i appellen angivne retsregler, bl.a. at »søgsmål[et] blev anlagt mere end 17 måneder efter denne sidstnævnte dato«, »[…] ansøgeren har ikke påvist eller blot henvist til forekomsten af […] omstændigheder, der kunne give mulighed for en undtagelse fra den omhandlede tidsfrist på grundlag af artikel 45, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol […]«, og »[…] søgsmålet må afvises som åbenbart uantageligt til realitetsbehandling, da det blev anlagt for sent […]«.

    2.

    Retten foretog ikke i kendelsen en korrekt anvendelse af artikel 263 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og den overtrådte også artikel 72 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer og foretog en ukorrekt bedømmelse af mulighederne for at anvende artikel 45 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol:

    Eftersom appellanten, som et tidligere medlem af Europa-Parlamentet, ikke var enig i Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse (og den på grundlag heraf vedtagne debetnota) og fandt, at den var ugrundet, udøvede han sin rettighed og opfyldte de krav, der er fastsat i artikel 72 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, ved at indgive en klage over afgørelsen først til Europa-Parlamentets kvæstorer og derefter til dettes præsidium og formand.

    Appellantens ret til at anlægge søgsmål ved Retten med påstand om annullation af Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse og den på grundlag heraf vedtagne debetnota indtrådte først senere, da han den 10. september 2015 modtog en email fra en repræsentant for Europa-Parlamentet og med denne, blandt andre dokumenter, endelig skrivelse nr. 311354 af 26. juni 2015 fra Europa-Parlamentets formand i henhold til artikel 72, stk. 3, i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer.

    Det var præcist på den dag, hvor endelig skrivelse nr. 311354 af 26. juni 2015 fra Europa-Parlamentets formand i henhold til artikel 72, stk. 3, i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer blev modtaget, dvs. den 10. september 2015, at tomånedersfristen i medfør af artikel 263, stk. 6, TEUF begyndte at løbe, inden for hvilken appellanten kunne anlægge søgsmål ved Retten med påstand om annullation af Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse og den på grundlag heraf vedtagne debetnota.

    På denne baggrund og i henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF udløb fristen for at anlægge søgsmål ved Retten den 10. december 2015. Stævningen blev modtaget på Rettens Justitskontor den 4. november 2015. Dette betyder, at den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte tomånedersfrist for at anlægge søgsmål ikke var overskredet, og at et sådant søgsmål ikke blev anlagt »for sent«.

    Retten foretog overhovedet ikke nogen vurdering i kendelsen af de dokumenter og omstændigheder, der blev henvist til, eller af bestemmelserne i artikel 72 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, hvilke bestemmelser appellanten overholdt, og på grundlag af hvilke han under en administrativ procedure indgav en klage over Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse og debetnotaen.

    Retten tilsidesatte ved kendelsen ikke blot appellantens rettigheder og interesser, men foretog også en ukorrekt anvendelse af artikel 263 TEUF og tilsidesatte i tillæg artikel 72 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer.

    Ydermere fastslog Retten i kendelsen ukorrekt og uden grundlag, at der ikke var nogen mulighed for at anvende artikel 45 i statutten for Domstolen. Gennemførelsen af proceduren for administrativ behandling af tvisten, appellantens aktive, omhyggelige, opmærksomme og samvittighedsfulde handlemåde, det tidspunkt, hvor dokumenter blev modtaget, og andre omstændigheder bekræfter, at selv hvis det i den foreliggende sag lægges til grund, at søgsmålsfristen var overskredet, ville fristen skulle forlænges, eftersom den var overskredet af vigtige, objektive og berettigede grunde, nemlig overholdelse af den procedure, der er fastsat i artikel 72 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (artikel 45, stk. 1, i statutten for Domstolen). Appellanten kunne ikke vide, at overholdelse af den obligatoriske procedure, der er fastsat i artikel 72 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, kunne betyde, at han ville miste sin ret til at anlægge søgsmål ved Retten (artikel 45, stk. 2, i statutten for Domstolen). Det skal bemærkes, at appellanten i stævningen også senere rejste spørgsmålet om, hvorvidt de afgørelser fra Europa-Parlamentets kvæstorer og præsidium, der var vedtaget i henhold til artikel 72 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, var velbegrundede og lovlige.

    3.

    Retten foretog i kendelsen en ukorrekt anvendelse af artikel 126 i Rettens procesreglement og traf på det grundlag med kendelsen den afgørelse ikke at tage yderligere skridt i sagen og at afvise søgsmålet.

    Retten støttede i kendelsen anvendelsen af artikel 126 i sit procesreglement på den ene omstændighed og begrundelse, at søgsmålet var anlagt for sent, dvs. efter at den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte frist var udløbet.

    Det blev i stævningen godtgjort, at den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte søgsmålsfrist ikke var udløbet, og Retten afviste derfor med kendelsen ukorrekt og ulovligt søgsmålet på grundlag af artikel 126 i sit procesreglement.

    I den foreliggende sag er grundlaget og betingelserne for at anvende artikel 126 i Rettens procesreglement ikke til stede. Stævningen blev indgivet før den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte frist var udløbet, og det kan derfor ikke anses for åbenbart, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling. Retten tilsidesatte i den foreliggende sag artikel 126 i sit procesreglement ved at anvende denne bestemmelse ukorrekt og ulovligt.

    4.

    Rettens kendelse tilsidesatte appellantens adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, som er fastsat i artikel 47, stk. 1 og 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet Retten med kendelsen ulovligt og ukorrekt afviste søgsmålet på grundlag af artikel 126 i sit procesreglement som åbenbart uantageligt til realitetsbehandling med den begrundelse, at det angiveligt blev anlagt for sent, og ikke realitetsbehandlede stævningen samt de deri fremsatte argumenter og påstande.

    5.

    Retten traf med kendelsen med urette den afgørelse, at appellanten skulle bære sine egne omkostninger i forbindelse med sagen for Retten (artikel 133 og artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement):

    Retten afviste med kendelsen ukorrekt søgsmålet på grundlag af artikel 126 i sit procesreglement, og den traf derfor også ukorrekt den afgørelse, at appellanten skulle bære sine egne omkostninger i forbindelse med sagen for Retten. Efter ophævelse af Rettens kendelse og hjemvisning af sagen til Retten til fornyet behandling må der på ny tages stilling til spørgsmålet om fordelingen af sagsomkostningerne ved Rettens endelige afgørelse, og, såfremt appellanten får medhold i søgsmålet, bør sagsøgte, Europa-Parlamentet, tilpligtes at betale appellanten alle de af ham afholdte omkostninger (artikel 133 og artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement).


    Top