—

Eftersom appellanten, som et tidligere medlem af Europa-Parlamentet, ikke var enig i Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse (og den på grundlag heraf vedtagne debetnota) og fandt, at den var ugrundet, udøvede han sin rettighed og opfyldte de krav, der er fastsat i artikel 72 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, ved at indgive en klage over afgørelsen først til Europa-Parlamentets kvæstorer og derefter til dettes præsidium og formand.

—

Appellantens ret til at anlægge søgsmål ved Retten med påstand om annullation af Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse og den på grundlag heraf vedtagne debetnota indtrådte først senere, da han den 10. september 2015 modtog en email fra en repræsentant for Europa-Parlamentet og med denne, blandt andre dokumenter, endelig skrivelse nr. 311354 af 26. juni 2015 fra Europa-Parlamentets formand i henhold til artikel 72, stk. 3, i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer.

—

Det var præcist på den dag, hvor endelig skrivelse nr. 311354 af 26. juni 2015 fra Europa-Parlamentets formand i henhold til artikel 72, stk. 3, i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer blev modtaget, dvs. den 10. september 2015, at tomånedersfristen i medfør af artikel 263, stk. 6, TEUF begyndte at løbe, inden for hvilken appellanten kunne anlægge søgsmål ved Retten med påstand om annullation af Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse og den på grundlag heraf vedtagne debetnota.

—

På denne baggrund og i henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF udløb fristen for at anlægge søgsmål ved Retten den 10. december 2015. Stævningen blev modtaget på Rettens Justitskontor den 4. november 2015. Dette betyder, at den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte tomånedersfrist for at anlægge søgsmål ikke var overskredet, og at et sådant søgsmål ikke blev anlagt »for sent«.

—

Retten foretog overhovedet ikke nogen vurdering i kendelsen af de dokumenter og omstændigheder, der blev henvist til, eller af bestemmelserne i artikel 72 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, hvilke bestemmelser appellanten overholdt, og på grundlag af hvilke han under en administrativ procedure indgav en klage over Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse og debetnotaen.

—

Retten tilsidesatte ved kendelsen ikke blot appellantens rettigheder og interesser, men foretog også en ukorrekt anvendelse af artikel 263 TEUF og tilsidesatte i tillæg artikel 72 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer.

—

Ydermere fastslog Retten i kendelsen ukorrekt og uden grundlag, at der ikke var nogen mulighed for at anvende artikel 45 i statutten for Domstolen. Gennemførelsen af proceduren for administrativ behandling af tvisten, appellantens aktive, omhyggelige, opmærksomme og samvittighedsfulde handlemåde, det tidspunkt, hvor dokumenter blev modtaget, og andre omstændigheder bekræfter, at selv hvis det i den foreliggende sag lægges til grund, at søgsmålsfristen var overskredet, ville fristen skulle forlænges, eftersom den var overskredet af vigtige, objektive og berettigede grunde, nemlig overholdelse af den procedure, der er fastsat i artikel 72 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (artikel 45, stk. 1, i statutten for Domstolen). Appellanten kunne ikke vide, at overholdelse af den obligatoriske procedure, der er fastsat i artikel 72 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, kunne betyde, at han ville miste sin ret til at anlægge søgsmål ved Retten (artikel 45, stk. 2, i statutten for Domstolen). Det skal bemærkes, at appellanten i stævningen også senere rejste spørgsmålet om, hvorvidt de afgørelser fra Europa-Parlamentets kvæstorer og præsidium, der var vedtaget i henhold til artikel 72 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, var velbegrundede og lovlige.

—

Retten støttede i kendelsen anvendelsen af artikel 126 i sit procesreglement på den ene omstændighed og begrundelse, at søgsmålet var anlagt for sent, dvs. efter at den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte frist var udløbet.

—

Det blev i stævningen godtgjort, at den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte søgsmålsfrist ikke var udløbet, og Retten afviste derfor med kendelsen ukorrekt og ulovligt søgsmålet på grundlag af artikel 126 i sit procesreglement.

—

I den foreliggende sag er grundlaget og betingelserne for at anvende artikel 126 i Rettens procesreglement ikke til stede. Stævningen blev indgivet før den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte frist var udløbet, og det kan derfor ikke anses for åbenbart, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling. Retten tilsidesatte i den foreliggende sag artikel 126 i sit procesreglement ved at anvende denne bestemmelse ukorrekt og ulovligt.