Appel iværksat den 25. maj 2016 af Dextro Energy GmbH & Co. KG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 16. marts 2016 i sag T-100/15, Dextro Energy GmbH & Co. KG mod Europa-Kommissionen

(Sag C-296/16 P)

(2016/C 287/18)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Dextro Energy GmbH & Co. KG (ved Rechtsanwälte M. Hagenmeyer og T. Teufer)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten gør først gældende, at Retten har anlagt en urigtig målestok for prøvelsen:

Retten har ved sin vurdering, hvorefter udøvelsen af skønsbeføjelsen fra Kommissionens side ved »faktuelle forhold af videnskabelig og teknisk meget kompliceret karakter« alene er underlagt en kontrol af, hvorvidt der foreligger magtfordrejning, på forhånd givet afkald på et stort område af efterprøvelsen af skønnet, som dog faktisk skal foretages af Retten og Domstolen. Retten og Domstolen er ikke begrænset til alene at efterprøve, om Kommissionen har begået magtfordrejning i forbindelse med sin skønsudøvelse. Det kan og skal snarere retsligt efterprøves, om Kommissionen har fortolket EU-lovgivers krav i artikel 18, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1924/2006 rigtigt og har udøvet sit skøn rigtigt i denne forbindelse. I de retslige prøvelser skal der også inddrages enhver form for fejlagtig udøvelse af skøn. Dette er ikke sket på grund af den fejlagtige vægtning og vurdering af de »andre rimelige forhold af relevans for den pågældende sag«.

Derudover anfører appellanten, at artikel 18, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1924/2006 er blevet tilsidesat, og støtter sig i den forbindelse på tre anbringender:

For det første beror afvisningen af de omtvistede sundhedsanprisninger på Kommissionens fejlskøn. Dette følger først af det i artikel 18, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1924/2006 fastsatte hierarki for de rimelige forhold af relevans. Det er ikke enhver hensyntagen til et rimeligt og relevant forhold, der også kan begrunde en afvisning af indholdsmæssigt rigtige og videnskabeligt tilstrækkeligt begrundede sundhedsanprisninger. Ifølge appellanten kan disse anprisninger ifølge 17. betragtning til forordningen ikke være det »primære«, der skal tages i betragtning ved godkendelsesafgørelsen. Ved sundhedsanprisninger skal der »primært« tages »videnskabelig dokumentation […] i betragtning«. Denne vægtning har også vundet indpas i artikel 18, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1924/2006. Autoritetens udtalelse nævnes dér som det første.

For det andet har Kommissionen også udøvet sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 18, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1924/2006 fejlagtigt, fordi den med urette gik ud fra, at appellantens oplysninger kunne sende et »modsætningsfyldt, forvirrende signal til forbrugerne«. En henvisning til beviste virkninger af glukose betyder hverken, at man skal indtage sukker eller indtage mere sukker, eller at der ikke foreligger anbefalinger fra tredjemand om begrænsning af indtaget af sukker. Der kan derfor ikke være tale om nogen modsætning — navnlig ikke for så vidt som der er tale om de i ansøgningerne konkret nævnte sunde, aktive og udholdenhedstrænede mænd og kvinder.

For det tredje har Kommissionen foretaget et yderligere fejlskøn inden for rammerne af artikel 18, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1924/2006 derved, at den med urette gik ud fra, at appellantens oplysninger var tvetydige og vildledende. For at vildlede en velunderrettet gennemsnitsforbruger skulle appellantens sundhedsanprisninger være egnede til at vildlede. Netop dette er ikke tilfældet.

Appellanten gør endvidere gældende, at der er sket en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet:

Kommissionens afvisning af appellantens sundhedsanprisninger er i strid med proportionalitetsprincippet. Kommissionen var som EU-organ ved sin skønsudøvelse bundet af proportionalitetsprincippet som omhandlet i artikel 5, stk. 4, første afsnit, TEU. Når almindeligt anerkendte ernærings- og sundhedsprincipper udgør den eneste grund til ikke at godkende appellantens sundhedsanprisninger, uden at der tages tilstrækkeligt hensyn til de konkrete omstændigheder i det enkelte tilfælde, indebærer dette en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Almindelige principper ville nemlig i det konkrete tilfælde ikke kræve, at sagsøgerens ansøgninger skulle afslås, men højst henstille til særlige anvendelsesbetingelser og mærkningsregler som mindre indgribende middel. Herudover gælder følgende: Også ud fra ernærings- og sundhedssynspunkter er et ved afvisningen bevirket ubegrænset totalforbud mod de rigtige og videnskabeligt tilstrækkeligt begrundede sundhedsanprisninger om indholdet ikke en passende foranstaltning med henblik på at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.

Endelig gør appellanten gældende, at princippet om ligebehandling er blevet tilsidesat:

Afvisningen af de ansøgte sundhedsanprisninger er endvidere klart i strid med princippet om ligebehandling. Kommissionen har behandlet lignende tilfælde vedrørende godkendelse anderledes, selv om der ikke foreligger saglige grunde for en ulige behandling.

(1)  EUT 2015, L 3, s. 6.