Appel iværksat den 13. januar 2016 af Al-Bashir Mohammed Al-Faqih, Ghunia Abdrabbah, Taher Nasuf og Sanabel Relief Agency Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 28. oktober 2015 i sag T-134/11, Al-Bashhir Mohammed Al-Faqih, Ghunia Abdrabbah, Taher Nasuf og Sanabel Relief Agency Ltd mod Europa-Kommissionen

(Sag C-19/16 P)

(2016/C 106/28)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Al-Bashir Mohammed Al-Faqih, Ghunia Abdrabbah, Taher Nasuf og Sanabel Relief Agency Ltd (ved solicitor N. Garcia-Lora og barrister E. Grieves)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har gjort fire anbringender gældende.

Det første anbringende bestrider Rettens afgørelse om, at anfægtelserne af substansafgørelsen om at opføre de første tre appellanter på listen ikke blev gyldigt fremlagt for Retten. Retten undlod at betegne indlæg IV korrekt som en anfægtelse af Kommissionens vurdering af de faktiske omstændigheder. Retten undlod at tage hensyn til appellanternes betragtninger, som burde have været vurderet, fordi a) Retten havde anmodet om dem, b) de var blevet indgivet, før Kommissionen indleverede sit svarskrift og c) appellanterne havde hele tiden anført, at de ønskede at anfægte vurderingen af de faktiske omstændigheder. Rettens tilgang var ikke i overensstemmelse med dommen i sagen Ayadi mod Kommissionen, T-527/09.

Det andet anbringende bestrider Rettens afgørelse under henvisning til, at den undlod at anvende den bindende virkning af Kadi II-dommen. Retten undlod selv at fastslå, hvorvidt påstandene i begrundelsen var velunderbyggede.

Det tredje anbringende bestrider Rettens konstatering af, at Kommissionen foretog en omhyggelig og uafhængig gennemgang af begrundelsen for opførelsen på listen. Rettens konstatering af, at Kommissionen foretog en sådan gennemgang, var uholdbar i lyset af sagens faktiske omstændigheder og tidligere retlige konklusioner i lignende sager.

Det fjerde anbringende bestrider Rettens afgørelse om, at Sanabel ikke havde nogen søgsmålskompetence under henvisning til, at Retten begik en retlig fejl i dens opfattelse af loven. Sanabels søgsmålskompetence er ikke betinget af sideløbende karakteriseringer i national ret, men af hvorvidt det anses for at kunne have en sådan kompetence.