Appel iværksat den 10. juli 2015 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 29. april 2015 i sag T-470/11, Total og Elf Aquitaine mod Kommissionen

(Sag C-351/15 P)

(2015/C 294/56)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved V. Bottka og F. Dintilhac, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Total SA og Elf Aquitaine SA

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Kommissionen har anført de tre følgende anbringender til støtte for appellen.

Ifølge det første og andet anbringende forkastede Retten i den appellerede dom med urette Kommissionens påstand om sagens afvisning. Kommissionen har med det første anbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fandt, at Kommissionens regnskabsførers skrivelser af 24. juni og 8. juli 2011 havde retligt bindende virkninger. Regnskabsførerens skrivelser var således simple anmodninger om betaling i forbindelse med gennemførelsen af Methacrylater-beslutningen og forberedte en eventuel tvangsfuldbyrdelse deraf efter Rettens dom i sag T-217/06 (1), som nedsatte størrelsen af den bøde, Arkema var blevet pålagt, mens de appelindstævntes bøder blev fastholdt i dom af samme dato i sag T-206/06 (2) (senere stadfæstet ved Domstolens kendelse i sag 421/11 P) (3). Regnskabsførerens skrivelser er heller ikke en tvangsfuldbyrdelse og fastsætter således ikke Kommissionens »endelige stillingtagen«. Derudover har regnskabsførerens skrivelser ikke retligt bindende virkninger, som adskiller sig fra de retlige virkninger af Methacrylater-beslutningen, og disse retsvirkninger kan ikke længere anfægtes, efter at de appelindstævnte har udtømt prøvelsesmulighederne. Det andet appelanbringende vedrører den omstændighed, at den appellerede dom ikke overholder principperne om litis pendens og retskraft, som følger af Domstolens kendelse i sagen C-421/11 P.

Det tredje anbringende, som fremføres subsidiært for det tilfælde, at Domstolen skulle forkaste det første og andet anbringende, vedrører endelig selvmodsigende begrundelser. Retten har i præmis 113 med urette fastslået, at Kommissionens havde fået opfyldt alle sine krav mod såvel Arkema som de appelindstævnte, der er solidarisk medansvarlige, selv om Retten i præmis 9 korrekt havde bemærket, at Arkema havde beklaget, at selskabet ikke kunne acceptere, at Kommissionen tilbageholdt noget beløb overhovedet, hvis dets søgsmål ved EU’s retsinstanser blev kronet med held. Disse selvmodsigende begrundelser påvirkede Rettens bedømmelse af sagens substans og udgør en tilstrækkelig begrundelse for ophævelse af den appellerede dom.

(1)  ECLI:EU:T:2011:251

(2)  ECLI:EU:T:2011:250

(3)  ECLI:EU:C:2012:60