Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62014TN0700

    Sag T-700/14: Sag anlagt den 24. september 2014 — TV1 mod Kommissionen

    EUT C 409 af 17.11.2014, p. 60–61 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    17.11.2014   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 409/60


    Sag anlagt den 24. september 2014 — TV1 mod Kommissionen

    (Sag T-700/14)

    2014/C 409/81

    Processprog: tysk

    Parter

    Sagsøger: TV1 GmbH (Unterföhring, Tyskland) (ved advokaterne C. Scherer-Leydecker, J. Mey og A. Rausch)

    Sagsøgt: Europa-Kommissionen

    Sagsøgerens påstande

    Europa-Kommissionens udbudsafgørelse vedrørende del IV i udbud PO/2014-03/A4 annulleres, og Kommissionens afgørelser, meddelt den 25. juli 2014, om ikke at tildele sagsøgeren kontakten, samt Kommissionens afgørelse, meddelt den 1. august 2014, om at tildele kontrakten for del IV til en anden virksomhed annulleres.

    Den tjenesteydelseskontrakt, der er indgået ved eller efter tildelingsafgørelsen, annulleres.

    Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder eventuelle retsomkostninger, omkostninger til eventuelle ydelser fra sagkyndige og omkostninger, som sagsøgeren må afholde i forbindelse med sagen, navnlig rejse- og underholdsomkostninger samt advokatsalær.

    Europa-Kommissionen pålægges ved en foranstaltning om sagens tilrettelæggelse i medfør af artikel 64, stk. 3, litra d), i Rettens procesreglement at fremlægge udbudsdokumenter og andre relevante dokumenter og at meddele sagsøgeren fuldkommen aktindsigt, hvilket hidtil er blevet nægtet.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

    1.

    Første anbringende: Den virksomhed, der blev tildelt kontrakten, fremsatte et usædvanligt lavt bud

    Sagsøgeren har anfægtet, at Kommissionen har undladt at foretage en grundig prøvelse af det efter sagsøgerens åbenbart usædvanligt lave bud fra den virksomhed, der blev tildelt kontrakten, og ikke har udelukket dette bud eller denne tilbudsgiver fra udbudsproceduren. Kommissionen har dermed tilsidesat sin pligt i henhold til artikel 110, stk. 2, i forordning nr. 966/2012 (1) sammenholdt med artikel 151 i forordning nr. 1268/2012 (2) samt den forpligtelse til at udvise god forvaltningskik, som påhviler den i henhold til artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

    2.

    Andet anbringende: Mangelfulde udbudsdokumenter

    Sagsøgeren har endvidere anfægtet, at Kommissionen har tilsidesat de udbudsretlige principper, navnlig principperne om ligebehandling, ikke-forskelsbehandling og om sikring af en fair konkurrence samt EU-finansforordningens artikel 102.

    Sagsøgeren har i denne sammenhæng anført, at Kommissionens ikke har overholdt forudsætningerne i EU-finansforordningens artikel 105 om fuldstændige, klare og præcise udbudsdokumenter.

    3.

    Tredje anbringende: urigtig bedømmelse af buddet fra den virksomhed, der blev tildelt kontrakten

    Sagsøgeren har herved gjort gældende, at bedømmelsen af buddet fra den virksomhed, der blev tildelt kontrakten, ikke overholder begrundelsespligten og beror på urigtigt fastlagte faktiske omstændigheder samt åbenbare bedømmelses- og skønsmisbrug.

    4.

    Fjerde anbringende: Urigtig bedømmelse af sagsøgerens bud

    Sagsøgeren har endvidere anfægtet, at Kommissionens oplysninger med hensyn til sagsøgerens bud ikke opfylder begrundelsespligten, og Kommissionen har ved bedømmelsen af sagsøgerens bud begået åbenbare bedømmelsesfejl og anlagt åbenbare fejlskøn.


    (1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25.10.2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298, s. 1).

    (2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29.10.2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 362, s. 1).


    Top