Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62014TN0312

    Sag T-312/14: Sag anlagt den 28. april 2014 — Federcoopesca m.fl. mod Kommissionen

    EUT C 194 af 24.6.2014, p. 36–37 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    24.6.2014   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 194/36


    Sag anlagt den 28. april 2014 — Federcoopesca m.fl. mod Kommissionen

    (Sag T-312/14)

    2014/C 194/47

    Processprog: italiensk

    Parter

    Sagsøgere: Federazione Nazionale delle Cooperative della Pesca (Federcoopesca) (Rom, Italien), Associazione Lega Pesca (Rom) og AGCI AGR IT AL (Rom) (ved advokaterne L. Caroli og S. Ventura)

    Sagsøgt: Europa-Kommissionen

    Sagsøgernes påstande

    Annullation af Kommissionens afgørelse af 6. december 2013, vedrørende gennemførelsen af en handlingsplan med henblik på at afhjælpe mangler i den italienske fiskerikontrol (handlingsplan — K(2013) 8635 endelig) for så vidt angår særligt punkt 13, 15, 16 og 17 i handlingsplanen vedlagt som bilag til afgørelsen.

    Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    Den afgørelse, som anfægtes inden for rammerne af dette søgsmål, tilsigter at afhjælpe visse mangler, som er konstateret i de italienske myndigheders gennemførelse af bestemmelserne i den fælles fiskeripolitik.

    Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fire anbringender.

    1.

    Første anbringende vedrørende manglende eller utilstrækkelig begrundelse

    Sagsøgerne har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede retsakt er vedtaget for at afhjælpe visse uregelmæssigheder, som er konstateret i gennemførelsen af visse bestemmelser i den fælles fiskeripolitik. Retsakten indeholder imidlertid ingen angivelser vedrørende disse uregelmæssigheder, hvorfor det ikke er muligt at forstå den logiske proces, der har fulgt til retsaktens vedtagelse. Denne ugyldighedsbegrundelse er så meget desto mere alvorlig i det de pågældende foranstaltninger tilsigter at afvige tidligere EU-retsakter.

    2.

    Andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af traktaternes bestemmelser om deres anvendelse

    Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter traktaterne og artikel 102, stk. 4, i forordning nr. 1224/2009, og at den ligeledes skal annulleres på grund af manglende kompetence. Afgørelsen tilsigter ikke at styrke kontrolordningen men pålægger nye forpligtelser, som ikke er fastsat i de primære retsakter, og som er i direkte strid med disse retsakter.

    3.

    Tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, rimelighedsprincippet og proportionalitetsprincippet

    Sagsøgerne har i denne forbindelse gjort gældende, at afgørelsen tilsidesætter princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet for så vidt som den fastlægger forpligtelser, som er nye og mere bebyrdende for de italienske fiskere. Disse foranstaltninger er endvidere åbenlyst uden rimelig forbindelse med det formål, der forfølges, og de er i sig selv urimelige og uforholdsmæssige, idet det er umuligt at udlede den forbindelse, som findes mellem de forpligtelser, der er pålagt fiskerne, og gennemførelsen af formålet med afgørelsen.

    4.

    Fjerde anbringende vedrørende ulovligheden af ordningen med alvorlige overtrædelser og særligt artikel 92 i forordning nr. 1224/2009 og tilsidesættelse af princippet om sanktioners progressivitet og proportionalitet

    Sagsøgerne har i denne henseende anført, at i modsætning til forordning nr. 1224/2009, som fastlægger en progressiv sanktionsordning, indeholder den anfægtede afgørelse en automatisk ophævelse af fiskeritilladelsen i tilfælde af alvorlig overtrædelse, og permanent tilbagekaldelse i tilfælde af gentagelser. Afgørelsen erstatter herved retsregler med en ny ordning, som er langt strengere med automatiske og uigenkaldelige sanktioner. Den bødeordning, der gennemføres med handlingsplanen ses i øvrigt åbenlyst at tilsidesætte principperne om sanktioners progressivitet, deres proportionalitet i forhold til overtrædelsens grovhed og den personlige karakter af sanktionerne, idet bøden pålægges indehaveren af tilladelsen, uafhængigt af hvem der har begået overtrædelsen.


    Top