–

den belgiske regering ved C. Pochet, J.-C. Halleux og L. Van den Broeck, som befuldmægtigede

–

Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin, som befuldmægtiget,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 11, stk. 7 og 8, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338, s. 1, herefter »forordningen«).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem RG og SF vedrørende forældreansvaret over for deres søn TE, som tilbageholdes i Polen af SF.

3

Artikel 3 i Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser (herefter »Haagerkonventionen af 1980«) bestemmer:

»Bortførelse eller tilbageholdelse af et barn skal anses for ulovlig, hvis:

Forældremyndigheden som nævnt i denne artikels litra a) kan i første række støttes på loven eller på en retlig eller administrativ afgørelse, men også på aftale, som har retlig gyldighed ifølge loven i den pågældende stat.«

4

Konventionens artikel 12 har følgende ordlyd:

»Hvis et barn er blevet ulovligt bortført eller tilbageholdt som angivet i artikel 3, og hvis der, da sagen blev indledt ved den judicielle eller administrative myndighed i den kontraherende stat, hvor barnet befinder sig, er gået mindre end eet år fra den dag, da den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse fandt sted, skal den pågældende myndighed bestemme, at barnet straks skal gives tilbage.

[...]«

5

Artikel 13 i Haagerkonventionen af 1980 bestemmer:

»Uanset bestemmelserne i den foregående artikel har den judicielle eller administrative myndighed i modtagerstaten ikke pligt til at bestemme, at barnet skal tilbagegives, hvis den person, institution eller anden myndighed, som modsætter sig tilbagegivelsen, godtgør, at:

[…]«

6

Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft den 1. december 1983. Alle medlemsstaterne i Den Europæiske Union er kontraherende parter i konventionen.

7

Følgende fremgår af 12., 17., 18. og 33. betragtning til forordningen:

[...]

[...]

8

Forordningens artikel 1, stk. 1 og 2, bestemmer:

9

Forordningens artikel 2 har følgende ordlyd:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

10

Forordningens artikel 8 med overskriften »Generel kompetence« bestemmer:

11

Forordningens artikel 11 med overskriften »Tilbagegivelse af barnet« har følgende ordlyd:

[…]

[…]

12

Forordningens artikel 15 med overskriften »Henvisning til en ret, der er bedre egnet til at behandle sagen« bestemmer i stk. 1:

»Undtagelsesvis kan en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, hvis den finder, at en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til, er bedre egnet til at behandle sagen eller en specifik del af sagen, såfremt dette er til barnets bedste:

13

Artikel 1322i i code judiciaire (retsplejeloven), som ændret ved lov af 30. juli 2013 om oprettelse af en familieret (herefter »code judiciaire«), har følgende ordlyd:

»§ 1. En afgørelse om ikke at tilbagegive et barn, der er truffet i udlandet, samt de dertilhørende dokumenter, som er fremsendt til den belgiske centralmyndighed i medfør af artikel 11, stk. 6, i Rådets forordning som omhandlet i artikel 1322a, 3°, fremsendes ved rekommanderet skrivelse til justitskontoret for den ret i første instans, der er oprettet ved appelretten i den retskreds, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse.

§ 2. Når dokumenterne modtages, og senest inden for tre hverdage, meddeler justitssekretæren ved særlig rekommanderet skrivelse parterne og anklagemyndigheden de oplysninger, der er indeholdt i artikel 11, stk. 7, i Rådets forordning. Skrivelsen skal indeholde følgende angivelser:

§ 3. Hvis mindst en af parterne indgiver indlæg, indkalder justitssekretæren straks parterne til et første retsmøde.

§ 4. Den omstændighed, at der sker indbringelse for familieretten, medfører, at sager, der er indbragt for retter, som skal træffe afgørelse i en tvist om forældreansvar eller i en indbyrdes sammenhængende tvist, udsættes.

§ 5. Såfremt parterne ikke indgiver indlæg til retten inden for den frist, der er fastsat i § 2, nr. 2, afsiger familieretten en kendelse, hvorved dette fastslås, som justitssekretæren meddeler parterne, centralmyndigheden og anklagemyndigheden.

§ 6. Den afgørelse, der i medfør af artikel 11, stk. 8, i Rådets forordning som omhandlet i § 1 træffes vedrørende spørgsmålet om forældremyndighed over barnet, kan på en af parternes anmodning ligeledes vedrøre ret til samvær, såfremt det ved afgørelsen bestemmes, at barnet skal tilbagegives til Belgien.

§ 7. Justitssekretæren meddeler ved særlig rekommanderet skrivelse den i § 6 omhandlede afgørelse til parterne, anklagemyndigheden og centralmyndigheden.

§ 8. Den belgiske centralmyndighed har enebemyndigelse til at sikre oversendelsen af afgørelsen og de dertilhørende dokumenter til de kompetente myndigheder i den stat, hvor afgørelsen om ikke at tilbagegive er blevet truffet.

§ 9. Med henblik på anvendelsen af artikel 11, stk. 7 og 8, i Rådets forordning som omhandlet i § 1, foretages der høring af barnet i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 42, stk. 2, litra a), og Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område.«

14

TE er et barn født i Polen den 21. december 2011 som følge af et forhold mellem SF, der er polsk statsborger, og RG, der er en britisk statsborger bosat i Belgien.

15

Moderen [SF] og barnet flyttede til Bruxelles (Belgien) i juli/august 2012, da barnet var syv måneder. Fra tidspunktet for flytningen boede barnet sammen med sin mor og havde regelmæssigt samvær med sin far.

16

I august og september 2013 deltog faderen og moderen i en lokal konfliktmægling med henblik på at nå til enighed om delt bopæl for barnet, men der blev ikke indgået nogen aftale.

17

Den 16. oktober 2013 fortalte moderen faderen, at hun ville tage på ferie med barnet til Polen.

18

Ved stævning indgivet den 18. oktober 2013 anlagde faderen sag ved Tribunal de la jeunesse de Bruxelles (ungdomsretten i Bruxelles) bl.a. med henblik på at få fastlagt de nærmere bestemmelser vedrørende udøvelse af forældremyndighed og barnets bopæl.

19

Ved stævning af 23. oktober 2013 indgav faderen endvidere en begæring om foreløbige forholdsregler med påstand om, at barnet fik sekundær bopæl hos ham.

20

Da faderen forstod, at moderen ikke havde til hensigt at rejse tilbage til Belgien med det fælles barn, ændrede han sine påstande for den ret, der skulle træffe afgørelse vedrørende foreløbige forholdsregler, og for Tribunal de la jeunesse de Bruxelles, idet han bl.a. nedlagde påstand om tildeling af fuld forældremyndighed og af barnets faste bopæl samt om, at moderen fik forbud mod at forlade det belgiske område med barnet. Moderen bestred, at de belgiske retter havde international kompetence, og gjorde herved gældende, at forordningens artikel 15 fandt anvendelse, og at sagen skulle henvises til de polske retter, som har en særlig tilknytning til barnets situation, eftersom barnet er bosat i Polen og i mellemtiden er startet i skole dér.

21

Ved kendelse af 19. december 2013 erklærede den ret, der skulle træffe afgørelse vedrørende foreløbige forholdsregler, sig kompetent og gav, henset til sagens uopsættelighed, foreløbigt faderen medhold i hans påstande.

22

Ved dom af 26. marts 2014 fastslog Tribunal de la jeunesse de Bruxelles efter at have bekræftet sin kompetence, at forældremyndigheden skal udøves af forældrene i fællesskab, at barnets faste bopæl skal være hos moderen, og at faderen foreløbigt skal have sekundær bopæl hver anden weekend, idet han skal rejse til Polen i forbindelse hermed.

23

Da faderen fandt, at denne dom godkendte den ulovlige fjernelse af det fælles barn til Polen og medførte en positiv retlig konsekvens af denne åbenbart retsstridige adfærd, iværksatte han appel til prøvelse af dommen for Cour d’appel de Bruxelles og nedlagde herved principalt påstand om tildeling af den fulde forældremyndighed og af barnets faste bopæl.

24

Sideløbende med sagen om realiteten indgav faderen den 20. november 2013 til den belgiske centralmyndighed en anmodning om barnets omgående tilbagegivelse til Belgien i henhold til den tilbagegivelsesprocedure, der er fastsat i Haagerkonventionen af 1980.

25

Den 13. februar 2014 fastslog distriktsretten i Płońsk (Polen), at barnet var blevet fjernet ulovligt af sin mor, og at barnet havde sit sædvanlige opholdssted i Belgien før dets fjernelse. På baggrund af artikel 13, litra b), i Haagerkonventionen af 1980 traf retten ikke desto mindre afgørelse om, at barnet ikke skulle tilbagegives.

26

Den belgiske centralmyndighed, som fra den polske centralmyndighed havde modtaget en genpart af nævnte afgørelse om ikke at tilbagegive samt de relevante dokumenter, indgav den 10. april 2014 sagsakterne til justitskontoret for Tribunal de première instance francophone de Bruxelles (den franske afdeling af retten i første instans i Bruxelles), som opfordrede parterne til at indgive indlæg. Faderen indgav den 9. juli 2014 indlæg til denne ret og indbragte herved sagen for præsidenten for Tribunal de première instance francophone de Bruxelles, som i henhold til artikel 1322i i code judiciaire i den affattelse, der fandt anvendelse inden ikrafttrædelsen af lov af 30. juli 2013 om oprettelse af en familie- og ungdomsret, havde kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om forældremyndighed over barnet i overensstemmelse med forordningens artikel 11, stk. 6 og 7. Ifølge artikel 1322i i code judiciaire medfører den omstændighed, at der sker indbringelse for denne ret, at sager, der er indbragt for retter, som skal træffe afgørelse i en tvist om forældreansvar eller i en indbyrdes sammenhængende tvist, udsættes. Som følge af ikrafttrædelsen af denne lov blev sagen derfor henvist til Tribunal de la famille de Bruxelles.

27

Ved mellemdom af 30. juli 2014, som i forhold til moderen blev afsagt som udeblivelsesdom, stadfæstede Cour d’appel de Bruxelles dommen afsagt af Tribunal de la jeunesse de Bruxelles, idet den fastslog, at de belgiske retter har international kompetence til at træffe afgørelse om realiteten vedrørende spørgsmål om forældreansvar. Da Cour d’appel de Bruxelles konstaterede, at parterne i mellemtiden havde indbragt en anmodning i henhold til forordningens artikel 11, stk. 6 og 7, for præsidenten for Tribunal de première instance francophone de Bruxelles, udsatte den derimod afgørelsen om tvistens realitet og anmodede den belgiske centralmyndighed om at tilføje samtlige sagsakter, som centralmyndigheden i henhold til artikel 1322i i code judiciaire havde indgivet til justitskontoret for Tribunal de première instance francophone de Bruxelles, til sagsakterne i den sag, som er indbragt for Cour d’appel de Bruxelles. Indtil nævnte ret træffer afgørelse i den procedure, der er omhandlet i forordningens artikel 11, stk. 6-8, traf Cour d’appel de Bruxelles ligeledes foreløbig afgørelse om, at moderen skal oplyse faderen om, hvor hun bor sammen med barnet, og fastsatte fremgangsmåden for udøvelsen af faderens ret til samvær med barnet.

28

Da moderen nægter at oplyse den adresse, hvor hun bor sammen med barnet, har faderen ikke kunnet udøve den samværsret, som Cour d’appel de Bruxelles har tildelt ham.

29

Sideløbende med de sager, som faderen har indledt i Belgien, har moderen anlagt en række sager i Polen vedrørende forældreansvaret. Efter at have fastslået, at der først er blevet anlagt sag ved den belgiske ret, og anerkendt dennes internationale kompetence har de polske retter fundet, at de ikke har kompetence til træffe afgørelse herom.

30

Ved endelig dom afsagt den 8. oktober 2014 henviste Tribunal de la famille de Bruxelles sagen til Cour d’appel de Bruxelles med den begrundelse, at faderen havde anlagt sag ved de belgiske retter inden den ulovlige fjernelse af barnet som omhandlet i forordningens artikel 11, stk. 7, og at forhandlingerne vedrørende sagens realitet verserede for nævnte Cour d’appel.

31

Det er Cour d’appel de Bruxelles’ vurdering, at den procedure, der er omhandlet i forordningens artikel 11, stk. 6-8, ifølge belgisk ret ikke kan anses for at være indledt for den ved den henvisningsdom, som Tribunal de la famille de Bruxelles afsagde den 8. oktober 2014. Cour d’appel de Bruxelles er af den opfattelse, at denne procedure kun er indledt for den, såfremt en part appellerer denne dom.

32

Cour d’appel de Bruxelles har rejst tvivl om, hvorvidt forordningens artikel 11, stk. 7 – henset til de krav om hurtighed og effektivitet, som proceduren i forordningens artikel 11, stk. 6-8, skal efterleve – er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning tillægger en specialiseret ret enekompetence til at træffe afgørelse vedrørende denne procedure og samtidig bestemmer, at alle sager vedrørende forældremyndighed, der er anlagt for retterne, udsættes fra det tidspunkt, hvor proceduren indledes for denne specialiserede ret.

33

Cour d’appel de Bruxelles finder således, at Domstolen bør forelægges et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af forordningens artikel 11, stk. 7 og 8, med henblik på at kunne fastslå, hvilken belgisk ret der har kompetence i medfør af EU-retten, og navnlig med henblik på at afgøre, om det tilkommer Cour d’appel de Bruxelles, der skal træffe afgørelse om sagens realitet vedrørende forældreansvaret, at tage stilling i overensstemmelse med proceduren i forordningens artikel 11, stk. 6-8.

34

På denne baggrund har Cour d’appel de Bruxelles besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal forordningens artikel 11, stk. 7 og 8, fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat:

35

Cour d’appel de Bruxelles har anmodet om, at anmodningen om præjudiciel afgørelse undergives hasteproceduren, der er fastsat i artikel 107 i Domstolens procesreglement, med den begrundelse, at hovedsagen er et yderst hastende tilfælde. Den vedrører således udøvelse af forældremyndighed over barnet i en sammenhæng, hvor der består en risiko for uoprettelig forværring af forbindelsen mellem faderen og sønnen, som i øjeblikket er frataget kontakten med sin far.

36

I denne forbindelse bemærkes for det første, at anmodningen om præjudiciel afgørelse omhandler fortolkning af forordningen, som navnlig er blevet vedtaget på grundlag af artikel 61, litra c), EF, nu artikel 67 TEUF, der er indeholdt i afsnit V i EUF-traktatens tredje del og vedrører et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, således at nævnte anmodning er omfattet af anvendelsesområdet for den præjudicielle hasteprocedure, som er defineret i procesreglementets artikel 107.

37

For det andet fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at SF nægter at efterleve dommen afsagt af Cour d’appel de Bruxelles den 30. juli 2014, hvorved denne ret dels pålagde SF at oplyse RG om sin nye adresse, hvor hun bor med barnet, senest otte dage efter forkyndelsen af nævnte dom, dels fastslog, at RG har ret til samvær med TE hver tredje weekend, medmindre parterne aftaler andet.

38

I denne henseende bemærkes, at nærværende sag vedrører et barn på tre år, som har været adskilt fra sin far i mere end et år. En forlængelse af den nuværende situation, som i øvrigt er kendetegnet ved den betragtelige afstand mellem faderens og barnets bopæle, vil derfor kunne være til alvorlig skade for barnets fremtidige forhold til sin far.

39

Under disse omstændigheder har Domstolens Fjerde Afdeling på grundlag af procesreglementets artikel 108 efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at den præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure.

40

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om forordningens artikel 11, stk. 7 og 8, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat tillægger en specialiseret ret kompetence til at tage stilling til spørgsmål vedrørende tilbagegivelse af eller forældremyndighed over et barn inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i disse bestemmelser, selv i et tilfælde, hvor en sag om realiteten vedrørende forældreansvaret i forbindelse med barnet allerede er blevet indbragt for en anden ret.

41

Det bemærkes, at forordningen ikke tilsigter at samordne de materielle og processuelle bestemmelser i de forskellige medlemsstater. Anvendelsen af de nationale regler må imidlertid ikke gøre indgreb i forordningens effektive virkning (jf. i denne retning dom Rinau, C-195/08 PPU, EU:C:2008:406, præmis 82).

42

I denne sammenhæng bemærkes endvidere, at det fremgår af 33. betragtning til forordningen, at den anerkender de grundlæggende rettigheder og respekterer principperne i chartret, idet den især søger at sikre fuld respekt for børns grundlæggende rettigheder som omhandlet i chartrets artikel 24, herunder bl.a. retten til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre (jf. i denne retning dom McB, C-400/10 PPU, EU:C:2010:582, præmis 60).

43

I henhold til forordningens artikel 11, stk. 6, skal en ret, der i medfør af artikel 13 i Haagerkonventionen af 1980 som følge af en barnebortførelse har bestemt, at et barn ikke skal tilbagegives, straks fremsende en genpart af retsafgørelsen samt af de relevante dokumenter til den kompetente ret eller centralmyndigheden i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, som fastsat i national lovgivning. Det bemærkes, at den udtrykkelige henvisning til national lovgivning bl.a. indikerer, at det tilkommer den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før fjernelsen, under hensyntagen til forordningens formål at fastslå, hvilken ret der har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende spørgsmålet om barnets tilbagegivelse, efter at der er blevet truffet en afgørelse om ikke at tilbagegive i den medlemsstat, hvortil barnet er blevet fjernet.

44

Hvad angår forordningens artikel 11, stk. 7, bestemmer den, at når der er blevet truffet en retsafgørelse om ikke at tilbagegive, skal den ret eller centralmyndighed, der modtager oplysningerne vedrørende denne retsafgørelse, underrette parterne og opfordre dem til at indgive indlæg til retten, således at den kan tage stilling til forældremyndigheden over barnet, medmindre der allerede er anlagt sag ved retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse. Hverken denne bestemmelse i forordningen eller forordningens artikel 11, stk. 6, udpeger imidlertid den nationale ret, der har kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om forældremyndigheden over barnet efter en afgørelse om ikke at tilbagegive. Det samme gør sig gældende for artikel 11, stk. 8.

45

I denne henseende bemærkes, at selv om denne ret eller centralmyndigheden i henhold til forordningens artikel 11, stk. 7, bl.a. skal tilstille parterne en genpart af den afgørelse om ikke at tilbagegive, som er blevet truffet i medfør af artikel 13 i Haagerkonventionen af 1980, med henblik på i givet fald at sikre, at der tages stilling til spørgsmålet om forældremyndigheden over barnet, medmindre der allerede er anlagt sag ved retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, henhører spørgsmålet om, hvorvidt der er anlagt sag, og spørgsmålet om, hvornår den ret, som medlemsstaten har udpeget som den kompetente ret, mister sin kompetence til andre retter i samme medlemsstat, under national ret.

46

Som generaladvokaten har anført i punkt 60 i sin stillingtagen, udgør forordningens artikel 11, stk. 7, således ikke en regel, der har til formål at fastlægge den kompetente ret, men snarere en regel af teknisk art, som hovedsageligt har til formål at fastlægge fremgangsmåden for underretning om oplysningerne i forbindelse med en afgørelse om ikke at tilbagegive.

47

Det bemærkes desuden, at det følger af Domstolens praksis, at det ikke kan udledes af forordningens artikel 11, stk. 7, at en afgørelse om forældremyndigheden over barnet nødvendigvis udgør en forudgående betingelse for vedtagelsen af en afgørelse, der i givet fald beordrer barnet tilbagegivet. Sidstnævnte mellemliggende afgørelse tjener således ligeledes til virkeliggørelsen af formålet med de administrative og retlige procedurer, nemlig at afklare barnets situation (jf. i denne retning dom Povse, C-211/10 PPU, EU:C:2010:400, præmis 53).

48

Selv om den belgiske regering har gjort gældende, at den specialiserede ret, for hvilken spørgsmålet om barnets tilbagegivelse indbringes i henhold til forordningens artikel 11, stk. 6-8, ifølge national procesret på parternes anmodning kan henvise sagen til den appelret, for hvilken der er anlagt sag til afgørelse af tvistens realitet i forhold til forældreansvaret med henblik på, at denne appelret træffer afgørelse om såvel spørgsmålet om tilbagegivelse som spørgsmålet om forældremyndigheden over barnet, vedrører dette punkt fortolkningen af national ret og henhører ikke under Domstolens kompetence. Det tilkommer derfor de belgiske retter at træffe afgørelse herom.

49

Det følger af det ovenstående, at fastlæggelsen af, hvilken national ret der har kompetence til at tage stilling til spørgsmål om tilbagegivelse af eller forældremyndigheden over et barn inden for rammerne af forordningens artikel 11, stk. 6-8, er omfattet af medlemsstaternes valg, og at dette også er tilfældet, såfremt der på datoen for underretningen om afgørelsen om ikke at tilbagegive et barn allerede er indbragt en sag for en ret med henblik på, at denne træffer afgørelse om realiteten vedrørende forældreansvaret i forbindelse med dette barn.

50

Som det fremgår af denne doms præmis 41, må et sådant valg imidlertid ikke gøre indgreb i forordningens effektive virkning.

51

Den omstændighed, at en medlemsstat tillægger en specialiseret ret kompetence til at tage stilling til spørgsmål vedrørende tilbagegivelse af eller forældremyndighed over et barn inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i forordningens artikel 11, stk. 7 og 8, selv i et tilfælde, hvor en sag om realiteten vedrørende forældreansvaret i forbindelse med barnet desuden allerede er blevet indbragt for en anden ret, kan ikke i sig selv gøre indgreb i forordningens effektive virkning.

52

I et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede bør det imidlertid sikres, at en sådan kompetencetildeling er i overensstemmelse med barnets grundlæggende rettigheder, således som de er opregnet i chartrets artikel 24, og navnlig med formålet om disse procedurers hurtighed.

53

Hvad angår formålet om hurtighed bemærkes, at ved anvendelsen af de relevante nationale retsregler er den nationale ret, som skal fortolke dem, forpligtet til i videst muligt omfang at foretage denne fortolkning i lyset af EU-retten og navnlig forordningen.

54

Henset til det ovenstående skal det forelagte spørgsmål herefter besvares med, at forordningens artikel 11, stk. 7 og 8, skal fortolkes således, at den i princippet ikke er til hinder for, at en medlemsstat tillægger en specialiseret ret kompetence til at tage stilling til spørgsmål vedrørende tilbagegivelse af eller forældremyndighed over et barn inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i disse bestemmelser, selv i et tilfælde, hvor en sag om realiteten vedrørende forældreansvaret i forbindelse med barnet allerede er blevet indbragt for en anden ret.

55

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 11, stk. 7 og 8, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at den i princippet ikke er til hinder for, at en medlemsstat tillægger en specialiseret ret kompetence til at tage stilling til spørgsmål vedrørende tilbagegivelse af eller forældremyndighed over et barn inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i disse bestemmelser, selv i et tilfælde, hvor en sag om realiteten vedrørende forældreansvaret i forbindelse med barnet allerede er blevet indbragt for en anden ret.