1. 

Denne anmodning om en præjudiciel afgørelse udspringer af en sag for Conseil d’État (herefter »den forelæggende ret«), hvor en belgisk statsborger, Alain Laurent Brouillard, har anfægtet den afgørelse, der er truffet af bedømmelseskomitéen i forbindelse med en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af referendarer ved Cour de cassation, om at nægte ham adgang til udvælgelsesprøven. Afgørelsen var begrundet med, at Alain Laurent Brouillard ikke har de akademiske grader, der krævedes for at ansøge om den pågældende stilling, dvs. en juridisk doktor-, kandidat- eller mastergrad fra et belgisk universitet eller en eksamen, der er opnået i udlandet, og som af den kompetente myndighed i Belgien er ligestillet med de belgiske akademiske grader.

2. 

Alain Laurent Brouillard har i det væsentlige anført, at hans eksamensbeviser, herunder en jurist-lingvist-specialistgrad udstedt af et fransk universitet, kombineret med hans erhvervserfaring ved Cour de cassations afdeling for dokumentation og tekstoverensstemmelse ( 2 ), gav ham de fornødne erhvervsmæssige kvalifikationer. Han har anført, at udvælgelseskomitéen ved kun at undersøge hans akademiske grader har tilsidesat både hans ret til fri bevægelighed som arbejdstager og Den Europæiske Unions (herefter »EU«) ordning for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

3. 

Den forelæggende ret har anmodet om Domstolens retningslinjer vedrørende spørgsmålet, om artikel 45 TEUF og 49 TEUF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer ( 3 ), hvis de finder anvendelse i hovedsagen, er til hinder for, at udvælgelseskomitéen kan nægte Alain Laurent Brouillard adgang til udvælgelsesprøven med den begrundelse, at han ikke havde de krævede akademiske grader, uden at efterprøve, om hans eksamensbeviser kombineret med hans erhvervserfaring gav ham tilsvarende erhvervsmæssige kvalifikationer.

4.

Mens artikel 45 TEUF sikrer arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, bestemmer artikel 45, stk. 4, TEUF, at denne artikel ikke gælder for ansættelser i den offentlige administration.

5.

Artikel 49, stk. 1, TEUF forbyder restriktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område.

6.

Direktiv 2005/36 har til formål at fremme den frie bevægelighed for personer (og dermed arbejdstagere) og tjenesteydelser inden for Unionen ( 4 ). Det garanterer personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i en medlemsstat, adgang til og mulighed for at udøve samme erhverv i en anden medlemsstat, såfremt de opfylder ikke-diskriminerende og objektivt begrundede betingelser for erhvervsudøvelsen, som denne anden medlemsstat pålægger, forudsat at betingelserne er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet ( 5 ).

7.

Direktiv 2005/36 berører ikke anvendelsen af artikel 45, stk. 4, TEUF ( 6 ).

8.

I henhold til artikel 1 (»formål«), skal en medlemsstat, såfremt den på sit område kræver bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang til eller udøvelse af et lovreguleret erhverv, anerkende de erhvervsmæssige kvalifikationer, der er opnået i en eller flere andre medlemsstater, og som giver indehaveren af de pågældende kvalifikationer ret til dér at udøve det samme erhverv, med henblik på adgang til og udøvelse af det pågældende erhverv ( 7 ).

9.

Artikel 3, stk. 1, indeholder følgende definitioner:

[…]

[…]«

10.

Artikel 4 vedrører virkningerne af anerkendelse og bestemmer:

»1.   Værtsmedlemsstatens anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer giver den begunstigede adgang til i denne medlemsstat at optage det erhverv, som han er kvalificeret til i hjemlandet, og til at udøve det på samme vilkår som landets egne statsborgere.

2.   Med henblik på dette direktiv er det erhverv, som ansøgeren ønsker at udøve i værtsmedlemsstaten, det samme som det, han er kvalificeret til i hjemlandet, hvis det omfatter sammenlignelige former for virksomhed.«

11.

Artikel 13, stk. 1, (»Betingelser for anerkendelse«), som vedrører den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser bestemmer følgende: »Når der i en værtsmedlemsstat kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang til eller udøvelse af et lovreguleret erhverv, skal denne medlemsstats kompetente myndighed give ansøgeren mulighed for at få adgang til dette erhverv og udøve det på samme vilkår som dem, der gælder for landets egne statsborgere, hvis vedkommende er i besiddelse af det kursus- eller uddannelsesbevis, som i en anden medlemsstat kræves som betingelse for at få adgang til eller for at udøve det samme erhverv. [...]«

12.

I henhold til artikel 14, stk. 1, er artikel 13 ikke til hinder for, at værtsmedlemsstaten kræver, at ansøgeren gennemgår en prøvetid, der dog ikke må overstige tre år, eller går op til en egnethedsprøve, navnlig såfremt i) den uddannelse, ansøgeren har fået, omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det uddannelsesbevis, som er foreskrevet i værtsmedlemsstaten, eller ii) det lovregulerede erhverv i værtsmedlemsstaten omfatter en eller flere former for lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed, der ikke forekommer i det tilsvarende erhverv i ansøgerens hjemland, og den uddannelse, der kræves i værtsmedlemsstaten, omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det af ansøgeren fremlagte kursus- eller uddannelsesbevis. I henhold til artikel 14, stk. 3, første afsnit, kan værtsmedlemsstaten kræve enten en prøvetid eller en egnethedsprøve for de erhverv, hvis udøvelse kræver et præcist kendskab til den nationale ret, og som i det væsentlige og til stadighed består i at rådgive og/eller yde bistand vedrørende den nationale ret.

13.

I henhold til artikel 135a i retsplejeloven (code judiciaire) bistås Cour de cassation af »référendaires« (referendarer), som forbereder dommernes arbejde og det arbejde, der udføres af rådgiverne ved den offentlige anklager (procureur général ( 8 )), medvirker til at fremskaffe dokumentation, forestår oversættelse og offentliggørelse af domme og sikrer overensstemmelse mellem den franske og den nederlandske sprogversion. I henhold til retsplejelovens artikel 259k skal referendarer være fyldt 25 år og have en juridisk doktor- eller kandidatgrad svarende til en juridisk mastergrad i Belgien ( 9 ). Ansøgeren udvælges på grundlag af udvælgelsesprøver, hvis resultater er gyldige i en periode på seks år. I henhold til artikel 259l udnævnes referendaren af kongen for en treårig prøveperiode, hvorefter vedkommende bliver fastansat i stillingen, medmindre kongen beslutter andet efter indstilling fra præsidenten eller den offentlige anklager.

14.

På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen kunne det franske fællesskabs regering i henhold til artikel 43 og 44 i det franske fællesskabs dekret af 31. marts 2004 om videregående uddannelse, om integration heraf i det europæiske område for videregående uddannelse og om refinansiering af universiteterne ved generelle eller individuelle foranstaltninger anerkende studier, der gennemføres i udlandet, som ligestillet med akademiske grader, der opnås i dette fællesskab, herunder en juridisk mastergrad.

15.

Alain Laurent Brouillard har været ansat ved Cour de cassations afdeling for dokumentation og tekstoverensstemmelse i en årrække. Han har en kandidatgrad i oversættelse, en toårig juridisk kandidatgrad opnået ved et belgisk universitet ( 10 ), en etårig grad i specialiserede studier i menneskerettigheder opnået ved det samme universitet i 2006 og, med hensyn til det akademiske år 2009-2010, en erhvervsfaglig mastergrad inden for jura, økonomi og forvaltning og privatret med speciale som jurist-lingvist (herefter »den erhvervsfaglige mastergrad«), som blev opnået på Poitiers universitet (Frankrig) den 22. november 2010.

16.

Den 24. maj 2011 tilmeldte Alain Laurent Brouillard sig udvælgelsesprøven med henblik på ansættelse af referendarer ved Cour de cassation.

17.

Den 23. juni 2011 indgav han en ansøgning til det franske fællesskab om anerkendelse af sin erhvervsfaglige mastergrad som ligestillet med en mastergrad i belgisk ret.

18.

Den 6. september 2011 underrettede præsidenten for Cour de cassation Alain Laurent Brouillard om udvælgelseskomitéens afgørelse om at afvise hans ansøgning om at få adgang til udvælgelsesprøven. I sin afgørelse bemærkede udvælgelseskomitéen, at en ansøger skal have en juridisk doktor- eller kandidatgrad eller mastergrad opnået ved et belgisk universitet for at kunne udnævnes til referendar ved Cour de cassation med henblik på at sikre, at vedkommende har de fornødne kvalifikationer til at udøve dette erhverv i Belgien. Alain Laurent Brouillard opfyldte ikke denne betingelse, eftersom hans erhvervsfaglige mastergrad ikke var blevet anerkendt af det franske fællesskab som ligestillet med en juridisk mastergrad opnået i Belgien, og eftersom han ikke havde fulgt et tilsvarende uddannelsesforløb ved et belgisk universitet.

19.

Den 27. oktober 2011 afslog det franske fællesskab Alain Laurent Brouillards anmodning om ligestilling og indrømmede ham alene ligestilling med en generel akademisk mastergrad. En sådan ligestilling omhandler den akademiske grads niveau snarere end det specifikke indhold af en given grad. Denne afgørelse var baseret på en udtalelse fra enheden for jura og kriminologi under det franske fællesskabs udvalg for ligestilling af uddannelser, der var begrundet således:

20.

Alain Laurent Brouillard anfægtede udvælgelseskomitéens afgørelse og de kongelige anordninger af 20. september 2012 om udnævnelse af tre nye referendarer ved Cour de cassation ved den forelæggende ret, som udsatte sagen og anmodede om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

21.

Alain Laurent Brouillard anfægtede også det franske fællesskabs afgørelse af 27. oktober 2011 ved den forelæggende ret. Denne begæring om ophævelse, som ikke udgør en del af hovedsagen, blev afvist den 15. maj 2014.

22.

Skriftlige indlæg er blevet indgivet af Alain Laurent Brouillard, af den belgiske og den italienske regering samt af Europa-Kommissionen. Alain Laurent Brouillard, den belgiske regering og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg under retsmødet den 25. marts 2015.

23.

Med de første tre spørgsmål har den forelæggende ret i det væsentlige spurgt, om principperne om fri bevægelighed og direktiv 2005/36 finder anvendelse i hovedsagen. Jeg vil først undersøge, om omstændighederne i hovedsagen alene vedrører rent interne forhold, hvor artikel 45 TEUF ikke kan finde anvendelse (spørgsmål 1). Jeg vil derefter overveje, om artikel 45, stk. 4, TEUF udelukker anvendelsen af den øvrige del af denne artikel og af direktiv 2005/36 på hovedsagen (spørgsmål 3). Jeg vil videre undersøge, om stillingen som referendar ved Cour de cassation er et »lovreguleret erhverv« som omhandlet i direktiv 2005/36 (spørgsmål 2). Svaret på dette spørgsmål afgør, om dette direktiv finder anvendelse i hovedsagen.

24.

Spørgsmål 4 og 5 bør undersøges samlet. De vedrører i det væsentlige, hvorvidt principperne om fri bevægelighed og direktiv 2005/36, såfremt de finder anvendelse i hovedsagen, er til hinder for, at udvælgelseskomitéen afslog Alain Laurent Brouillards ansøgning om at deltage i udvælgelsesprøven med den begrundelse, at han ikke havde de nødvendige akademiske grader, uden at sammenligne sidstnævnte med Alain Laurent Brouillards kundskaber og kvalifikationer, som han har opnået på grundlag af sine eksamensbeviser og sin erhvervserfaring, og, i givet fald, pålægge ham en udligningsforanstaltning som omhandlet i artikel 14 i direktiv 2005/36.

25.

Jeg vil fremsætte tre indledende bemærkninger, inden disse spørgsmål behandles.

26.

Jeg er for det første enig med den belgiske og den italienske regering i, at hovedsagen vedrører adgang til ansættelse i den offentlige administration i Belgien og ikke adgang til udøvelse af selvstændig virksomhed i denne medlemsstat. Artikel 49 TEUF er derfor ikke relevant, og jeg vil begrænse min analyse til artikel 45 TEUF og direktiv 2005/36.

27.

Den forelæggende ret har dernæst tilsyneladende antaget, at artikel 4 og artikel 13, stk. 1, i direktiv 2005/36 har vertikal direkte virkning, og at Alain Laurent Brouillard derfor har ret til direkte at påberåbe sig disse bestemmelser i hovedsagen. Denne antagelse er korrekt. Disse bestemmelser kræver i ubetingede og tilstrækkeligt præcise vendinger, at en medlemsstats kompetente myndighed giver en person mulighed for at udøve et erhverv, hvor der kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer, på samme vilkår som dem, der gælder for landets egne statsborgere, hvis vedkommende er kvalificeret til at udøve det samme erhverv i en anden medlemsstat ( 11 ).

28.

Endelig harmoniserer direktiv 2005/36 ikke betingelserne for at udøve lovregulerede erhverv i medlemsstaterne. Ved dette direktiv oprettes i stedet en ordning for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Den giver den begunstigede adgang til i værtsmedlemsstaten at optage det lovregulerede erhverv, som han er kvalificeret til i hjemlandet, og til at udøve det i værtsmedlemsstaten på samme vilkår som dette lands egne statsborgere ( 12 ). Såfremt alle de øvrige betingelser for anvendelse af direktiv 2005/36 er opfyldt (bl.a. at stillingen som referendar ved Cour de cassation er et »lovreguleret erhverv«), kunne Alain Laurent Brouillard derfor kun påberåbe sig dette direktiv, hvis han havde de erhvervsmæssige kvalifikationer, der krævedes for at udøve aktiviteter i Frankrig svarende til referendarens aktiviteter ved Cour de cassation ( 13 ). Jeg er dog af den opfattelse, at stillingen som referendar ved den belgiske Cour de cassation ikke er et lovreguleret erhverv, således at direktiv 2005/36 ikke finder anvendelse i hovedsagen ( 14 ). Hvis Domstolen er af samme opfattelse, skal den forelæggende ret ikke tage stilling til dette spørgsmål.

29.

Den belgiske regering har anført, at artikel 45 TEUF ikke finder anvendelse i hovedsagen, der ikke har en tilstrækkelig forbindelse til EU-retten. Selv om Alain Laurent Brouillard har baseret sit krav om at deltage i udvælgelsesprøven på en kandidatgrad, der er opnået i en anden medlemsstat, fulgte han dette universitetsstudie pr. korrespondance.

30.

Jeg er ikke overbevist af den belgiske regerings argument.

31.

Det er fast retspraksis, at traktatbestemmelser vedrørende den frie bevægelighed ikke finder anvendelse på aktiviteter, der i alle henseender er begrænset til én medlemsstat ( 15 ). Disse bestemmelser sikrer imidlertid statsborgerne i en medlemsstat visse fordele, når disse – i kraft af, at de lovligt har haft bopæl på en anden medlemsstats område og dér har opnået erhvervsmæssige kvalifikationer – i forhold til deres oprindelsesstat befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for alle andre retssubjekter, som er omfattet af de ved traktaten sikrede rettigheder og friheder ( 16 ). Generelt kan arbejdskraftens frie bevægelighed ikke opnås fuldt ud, hvis medlemsstater kan nægte at give fordelen ved denne frihedsrettighed til deres egne statsborgere, som har udnyttet EU-retten til at opnå erhvervsmæssige kvalifikationer i andre medlemsstater. Samme betragtning gælder også i tilfælde, hvor en sådan statsborger har erhvervet en akademisk kvalifikation, der udvider hans grunduddannelse, og som han vil påberåbe sig efter sin tilbagekomst til sit hjemland ( 17 ).

32.

Alain Laurent Brouillard har påberåbt sig en grad, som han har opnået ved en akademisk institution i Frankrig. Han har derved udøvet sin ret til at modtage uddannelse leveret af et universitet, der er etableret i en anden medlemsstat. Hvorvidt der er sket en grænseoverskridende bevægelse for at opnå denne erhvervsmæssige kvalifikation, er på dette grundlag efter min mening irrelevant for, om artikel 45 TEUF finder anvendelse i hovedsagen. Antag eksempelvis, at en studerende, der er bosiddende i én medlemsstat, modtager fjernundervisning fra en uddannelsesinstitution, der er beliggende i en anden medlemsstat. Han skal efter planen aflægge sin sidste mundtlige eksamen på den pågældende uddannelsesinstitution. Han bliver dog af helbredsmæssige årsager forhindret i at rejse dertil. Den uddannelsesinstitution, der har afholdt fjernkurset, giver ham mulighed for at aflægge den mundtlige eksamen fra hans hjem via videokonference. Han består og modtager sit eksamensbevis. Jeg kan ikke se nogen begrundelse for, at den pågældende studerende ikke efterfølgende skulle være omfattet af artikel 45 TEUF som fortolket i retspraksis nævnt i punkt 31 ovenfor.

33.

Som svar på et spørgsmål, jeg stillede ham under retsmødet, har Alain Laurent Brouillard under alle omstændigheder udtrykkeligt tilkendegivet, at han rejste til Poitiers universitet den 10. juli 2010 for at aflægge en mundtlig eksamen af tre timers varighed. Selv om det i den sidste ende er den nationale domstol, der skal tage stilling til de faktiske omstændigheder, kan Domstolen således (næsten sikkert) forudsætte, at der er sket en vis fysisk grænseoverskridende bevægelse, og at sagens faktiske omstændigheder ikke vedrører rent interne forhold.

34.

Den forelæggende ret har anmodet om en præjudiciel afgørelse af, om stillingen som referendar ved Cour de cassation udgør »ansættelse i den offentlige administration« som omhandlet i artikel 45, stk. 4, TEUF.

35.

Under hensyntagen til den grundlæggende karakter af principperne om fri bevægelighed for og ligebehandling af arbejdstagere i EU bør omfanget af denne undtagelse ikke gå videre end dens oprindelige formål om at forbeholde medlemsstaterne muligheden for at begrænse udenlandske statsborgeres adgang til visse stillinger i den offentlige administration, hvori det forudsættes, at indehaverne føler en særlig solidaritet med staten, og at der består gensidige rettigheder og pligter, som er grundlaget for nationalitetsbåndet ( 18 ). Som følge deraf vedrører undtagelsen i artikel 45, stk. 4, TEUF kun adgang for statsborgere fra andre lande til visse stillinger i en medlemsstats offentlige administration ( 19 ).

36.

Alain Laurent Brouillard er en belgisk statsborger, der ansøger om adgang til en stilling i den offentlige administration i Belgien. Artikel 45, stk. 4, TEUF er følgelig ikke en tilstrækkelig begrundelse for, at Belgien afviser at give ham den beskyttelse, som han har ret til i medfør af bestemmelsens første tre afsnit. Artikel 45, stk. 4, TEUF er derfor ikke til hinder for, at direktiv 2005/36 finder anvendelse på omstændighederne i hovedsagen.

37.

I forbindelse med andre omstændigheder kan det være nødvendigt at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt stillingen som referendar ved Cour de cassation udgør »ansættelse i den offentlige administration« som omhandlet i artikel 45, stk. 4, TEUF. Parterne har behandlet dette spørgsmål udførligt i deres skriftlige og mundtlige bemærkninger. Jeg vil derfor behandle det kort.

38.

Stillingen som referendar ved Cour de cassation udgør efter min mening ikke »ansættelse i den offentlige administration« som omhandlet i artikel 45, stk. 4, TEUF.

39.

Som en undtagelse fra de grundlæggende principper om den frie bevægelighed for arbejdstagere skal artikel 45, stk. 4, TEUF fortolkes strengt ( 20 ).

40.

I sagen Kommissionen mod Belgien ( 21 ) hævdede den belgiske regering, at »ansættelse i den offentlige administration« er et institutionelt begreb, der ikke svarer til »udøvelse af offentlig myndighed« i den forstand, der er fastsat i den nuværende artikel 51 TEUF ( 22 ). Det vigtige er ifølge denne regering arbejdsgiverens identitet snarere end karakteren af de aktiviteter, den ansatte udfører.

41.

Domstolen afviste dette argument og fastsatte en funktionel fortolkning af begrebet »beskæftigelse i den offentlige administration«. Artikel 45, stk. 4, TEUF finder kun anvendelse, såfremt den pågældende arbejdstager 1) deltager direkte eller indirekte i udøvelsen af offentlig myndighed og 2) varetager opgaver, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser ( 23 ). Det afgørende er således, om en stilling er eller ikke er typisk for den offentlige administrations særlige virksomhed, når den er blevet overdraget udøvelsen af offentlig myndighed og ansvaret for varetagelsen af statens almene interesser ( 24 ).

42.

På grundlag af de oplysninger, Domstolen råder over, er jeg ikke enig med den belgiske og den italienske regering i, at ansættelse som referendar ved den belgiske Cour de cassation opfylder den første betingelse.

43.

Stillingerne som præsident, vicepræsident og dommer ved Cour de cassation på den ene side og stillingerne som offentlig anklager, chefanklager og generaladvokater ved samme domstol på den anden side er netop typiske for den offentlige administrations særlige virksomhed i forbindelse med retshåndhævelse ( 25 ). Disse stillinger indebærer enten afgørelse af appeller, der verserer for Cour de cassation, som er Belgiens domstol i sidste instans i civil- og strafferetlige sager, eller uafhængig rådgivning (formelle udtalelser) i forbindelse med disse appeller. Disse stillinger indebærer endvidere opgaver, som skal sikre statens almene interesser ved at sikre, at loven overholdes i forbindelse med både tvister mellem private parter og tvister, der involverer offentlige myndigheder.

44.

Ifølge den belgiske regerings skriftlige og mundtlige indlæg yder referendarer ved Cour de cassation assistance og støtte til disse retsembedsmænd. Deres primære opgave er at undersøge sager, der verserer for denne domstol, undersøge juridiske forhold og bistå ovennævnte embedsmænd, når de udarbejder domme og udtalelser.

45.

Den belgiske regering har ved retsmødet bekræftet, at referendarer ved Cour de cassation ikke har beføjelse til at træffe retlige afgørelser (eller endda deltage heri), ikke kan stille spørgsmål til parterne under retsmøder og ikke har afgørende indflydelse på den juridiske begrundelse for domme og udtalelser. Referendarer varetager deres opgaver alene under tilsyn af de retsembedsmænd, som de arbejder for, og som alene bærer ansvaret for deres domme og udtalelser. Referendarers varetagelse af vejledende og forberedende opgaver berører således ikke disse embedsmænds mulighed for frit at udøve deres retlige beføjelser.

46.

Som følge deraf – selv om dette i sidste ende om nødvendigt afgøres af den forelæggende ret – ligger referendarers opgaver efter min mening for langt fra det væsentlige i den offentlige administrations virksomhed i forbindelse med retshåndhævelse til, at de indebærer (også indirekte) deltagelse i udøvelsen af offentlig myndighed ( 26 ).

47.

Den belgiske regerings argument om, at artikel 310 i code judiciaire formelt klassificerer referendarer ved Cour de cassation som »medlemmer« af denne domstol, og at de delvist er underlagt de samme lovbestemmelser som dommere og andre retsembedsmænd vedrørende bl.a. udnævnelse og aflønning, ferie, »privilège de juridiction« ( 27 ) og forbuddet mod varetagelse af (visse) ikke-retlige opgaver, er efter min mening ikke af en sådan karakter, at de kan sætte spørgsmålstegn ved denne konklusion. Sådanne aspekter vedrører ikke direkte karakteren af de faktiske opgaver, der varetages af referendarer.

48.

Spørgsmålet, om direktiv 2005/36 finder anvendelse i hovedsagen, afhænger også af, om stillingen som referendar ved Cour de cassation er et »lovreguleret erhverv« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2005/36. Dette afhænger igen af, om adgangen til og udøvelsen af dette erhverv forudsætter »bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer« ( 28 ).

49.

Den omstændighed, at den pågældende stilling i den offentlige administration i belgisk ret er vedtægtsbestemt, har ingen betydning for vurderingen af, om stillingen er et lovreguleret erhverv som omhandlet i direktiv 2005/36 ( 29 ).

50.

Den belgiske regerings argument om, at stillingen som referendar ikke er opført på Kommissionens liste over lovregulerede erhverv, er også uden betydning. Denne liste er ikke en del af en bindende EU-retsakt og er derfor alene vejledende.

51.

Kommissionen har anført, at udnævnelse som referendar ved Cour de cassation ikke kræver besiddelse af »bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2005/36. En juridisk doktor- eller kandidatgrad eller en juridisk mastergrad er generelle eksamensbeviser, der giver adgang til en lang række forskellige erhverv. Udvælgelsesproceduren i forbindelse med ansættelse af referendarer omfatter desuden ikke en prøve, der fører til udstedelsen af et kvalifikationsbevis.

52.

Jeg er enig i denne analyse.

53.

Nogle af definitionerne i artikel 3 i direktiv 2005/36 fastsætter nyttige retningslinjer for fortolkningen af begrebet »bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer«. I henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), er erhvervsmæssige kvalifikationer, kvalifikationer som er attesteret ved et uddannelsesbevis. I henhold til artikel 3, stk. 1, litra c), omfatter uddannelsesbeviser beviser for en »erhvervskompetencegivende uddannelse, der overvejende har fundet sted i [EU]«. I artikel 3, stk. 1, litra e), i direktiv 2005/36 defineres »lovreguleret uddannelse« endvidere som »enhver uddannelse, som er specifikt rettet mod udøvelse af et bestemt erhverv, og som består af et uddannelsesforløb, om fornødent suppleret med en erhvervsuddannelse, en praktisk uddannelse eller erhvervspraktik« ( 30 ).

54.

På den baggrund er det efter min mening klart, at ikke alle akademiske grader kan anses for bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer som omhandlet i direktiv 2005/36. Kun akademiske grader, der specifikt har til formål at forberede kandidaterne til at udøve et bestemt erhverv, og som attesterer, at de pågældende har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse, der overvejende har fundet sted i EU, er omfattet af dette begreb.

55.

De akademiske kvalifikationer, der kræves for at blive udnævnt som referendar ved Cour de cassation, har ikke specifikt til formål at sætte de pågældende personer i stand til at varetage stillingen som referendar ved denne domstol, men at give adgang til en bred vifte af erhverv. Henset til deres generelle karakter attesterer disse kvalifikationer ikke, at vedkommende har afsluttet en specifik erhvervskompetencegivende uddannelse, og de udgør derfor ikke »bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer«. Alain Laurent Brouillard kan derfor ikke påberåbe sig direktiv 2005/36 i hovedsagen.

56.

Den omstændighed, at referendarer udvælges på grundlag af en udvælgelsesprøve, der omfatter en sammenlignende bedømmelse af kandidaterne, har ingen betydning for denne konklusion. I Rubino-sagen konstaterede Domstolen, at en bestået udvælgelsesprocedure med henblik på at udvælge et forudbestemt antal af personer på grundlag af en sammenlignende bedømmelse af kandidaterne snarere end ved at anvende absolutte kriterier, og som fører til et bevis, hvis gyldighed er strengt tidsbegrænset, ikke kunne anses for en erhvervsmæssig kvalifikation som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b), i direktiv 2005/36 ( 31 ).

57.

Min konklusion ændres heller ikke af artikel 259l i code judiciaire, som bestemmer, at udnævnelsen af referendarer ved Cour de cassation først bliver permanent tre år efter deres ansættelse. Under visse omstændigheder kan obligatorisk uddannelse i en bestemt periode ganske vist bidrage til at klassificere et erhverv som lovreguleret. I Burbaud-sagen konkluderede Domstolen eksempelvis, at en stilling som direktør inden for det offentlige sygehusvæsen i Frankrig var et lovreguleret erhverv. Begrundelsen for denne konklusion var i det væsentlige, at den pågældende stilling i henhold til fransk ret er forbeholdt personer, der har gennemført en uddannelse på École Nationale de la Santé Publique og har bestået den afsluttende eksamen, som bekræfter, at de er i besiddelse af de teoretiske og praktiske kundskaber, der kræves for at lede et hospital ( 32 ). Disse krav kan dog ikke sammenlignes med de krav, der er fastsat i de i den foreliggende sag omhandlede nationale bestemmelser. Den belgiske regering har under retsmødet bekræftet, at disse bestemmelser ikke fastsætter et bestemt uddannelsesprogram, der fører til et uddannelsesbevis, hvoraf det fremgår, at kandidaterne har de krævede erhvervsmæssige kvalifikationer. Som det fremgår af ordlyden af artikel 259l, er den treårige periode efter den indledende udnævnelse snarere tænkt som en prøveperiode, som sætter de retsembedsmænd, som referendarerne skal bistå, i stand til at vurdere, om vedkommende varetager sine opgaver tilfredsstillende, og dermed tage stilling til, om vedkommendes udnævnelse skal gøres permanent ( 33 ).

58.

Jeg har konkluderet, at direktiv 2005/36 ikke finder anvendelse i hovedsagen. Min analyse af spørgsmål 4 og 5 vedrører derfor alene artikel 45 TEUF. Skulle udvælgelseskomitéen i henhold til denne bestemmelse efterprøve, om Alain Laurent Brouillards akademiske kvalifikationer kombineret med hans erhvervserfaring gav ham kundskaber og kvalifikationer svarende til de kundskaber og kvalifikationer, der attesteres ved en juridisk doktor-, kandidat- eller mastergrad opnået ved et belgisk universitet?

59.

Da betingelserne for at udøve det pågældende erhverv ikke er harmoniseret, er EU-retten ikke til hinder for, at en medlemsstat gør udnævnelsen til referendar ved en af dens domstole betinget af specifikke kundskaber og kvalifikationer, der dokumenterer, at vedkommende er egnet til den pågældende stilling ( 34 ). Denne kompetence skal dog udøves under iagttagelse af de grundlæggende friheder, som er sikret ved traktaten ( 35 ).

60.

Ifølge fast retspraksis har myndighederne i en medlemsstat, når de behandler en ansøgning om tilladelse til at udøve et erhverv, hvortil adgangen ifølge national ret er betinget af, at vedkommende har et eksamensbevis eller erhvervsmæssige kvalifikationer, pligt til at tage hensyn til vedkommendes faglige kvalifikationer, idet de skal foretage en sammenligning mellem de kvalifikationer, der er dokumenteret ved vedkommendes eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser samt hans relevante erhvervserfaring, og de krav om faglige kvalifikationer, der ifølge national ret stilles med henblik på udøvelsen af det pågældende erhverv ( 36 ).

61.

Ved denne undersøgelse skal medlemsstatens myndigheder objektivt kunne konstatere, at indehaveren af et udenlandsk eksamensbevis har kundskaber og kvalifikationer, som er, om ikke identiske med, så dog i det mindste på samme niveau som de kundskaber og kvalifikationer, der attesteres ved det i landet selv udstedte eksamensbevis. Ved denne vurdering skal der alene tages hensyn til det kundskabs- og kvalifikationsniveau, som en person med et sådant eksamensbevis må formodes at have opnået, når henses til indholdet og varigheden af den teoretiske og praktiske uddannelse, der ifølge eksamensbeviset er gennemført ( 37 ). De kundskaber, som er dokumenteret ved et eksamensbevis, der er udstedt i en anden medlemsstat, og de kvalifikationer og den erhvervserfaring, der er opnået i denne, samt den erfaring, der er opnået i den medlemsstat, hvor kandidaten ønsker optagelse, skal endvidere undersøges i forhold til de erhvervsmæssige kvalifikationer, der kræves i henhold til værtsmedlemsstatens regler ( 38 ).

62.

For så vidt som enhver form for praktisk erfaring med udøvelsen af virksomhed vedrørende det erhverv, hvortil der ansøges om adgang, kan styrke en ansøgers kundskaber, skal de kompetente nationale myndigheder tage hensyn til enhver praktisk erfaring, der kan være nyttig i forhold til udøvelsen af det erhverv, hvortil der ønskes adgang. Den præcise værdi, der skal tillægges denne erfaring, skal fastsættes af den kompetente nationale myndighed i lyset af de særlige opgaver, der er udført, de kundskaber, der er erhvervet og anvendt ved udførelsen af disse opgaver, samt det ansvar og den grad af uafhængighed, vedkommende har haft ( 39 ).

63.

En medlemsstat kan ved denne undersøgelse tage hensyn til de objektive forskelle, der findes både med hensyn til de retsforskrifter vedrørende det pågældende erhverv, der gælder i oprindelsesmedlemsstaten, og virkefeltet herfor ( 40 ). Hvad angår juridiske erhverv, kan en medlemsstat således foretage en sammenligning af eksamensbeviser, således at der tages hensyn til forskelle mellem de pågældende nationale retsforskrifter. Hvis det på grundlag af sammenligningen af eksamensbeviserne kan konstateres, at de kundskaber og kvalifikationer, der er dokumenteret ved det udenlandske eksamensbevis, kun delvist svarer til de krav, der stilles i de nationale bestemmelser, er værtsmedlemsstaten berettiget til at kræve, at vedkommende dokumenterer, at han har erhvervet de manglende kundskaber og kvalifikationer (eksempelvis gennem erhvervserfaring) ( 41 ).

64.

Det fremgår af hovedsagen, at Alain Laurent Brouillard øjensynligt ikke har erhvervet, hvad der i Belgien betragtes som en komplet juridisk uddannelse. Han har navnlig under retsmødet bekræftet, at den erhvervsfaglige mastergrad, som han fik opnåede ved Poitiers universitet, ikke omfattede kurser i belgisk ret. Han har videre medgivet, at det pågældende eksamensbevis ikke omfattede kurser i forvaltningsret og socialret, der i det franske fællesskab i Belgien skal gennemføres for at bestå jurastudiets andet trin.

65.

Alain Laurent Brouillards erhvervsfaglige mastergrad er dog en universitetsgrad, der dækker visse aspekter af en juridisk uddannelse. Den har derfor umiddelbart en vis relevans med hensyn til det kvalifikationsniveau, der kræves for at blive referendar ved Cour de cassation.

66.

Alain Laurent Brouillard har endvidere over for de belgiske myndigheder påberåbt sig ikke kun sine akademiske kvalifikationer, men også sin erhvervserfaring som helhed med henblik på at godtgøre, at han var kvalificeret til stillingen ( 42 ). Han har anført, at hans flerårige ansættelse ved Cour de cassations afdeling for dokumentation og tekstoverensstemmelse, som dækker en stor del af de opgaver, der varetages af referendarer, kombineret med hans akademiske kvalifikationer, gav ham kundskaber og kvalifikationer svarende til dem, der kræves for at blive ansat som referendar.

67.

På den baggrund ( 43 ) skulle udvælgelseskomitéen undersøge, om de kundskaber og kvalifikationer, som Alain Laurent Brouillard havde tilegnet sig gennem hele sin erhvervskarriere, herunder som ansat ved Cour de cassations afdeling for dokumentation og tekstoverensstemmelse, i tilstrækkelig grad dokumenterede, at han var i besiddelse af de kvalifikationer, han øjensynligt manglede, hvis der alene henses til eksamensbeviser.

68.

Det er efter min mening tvivlsomt, om den i hovedsagen omhandlede afgørelse er i overensstemmelse med disse principper, for så vidt som udvælgelseskomitéen tilsyneladende alene har henholdt sig til den omstændighed, at Alain Laurent Brouillard ikke var i besiddelse af de akademiske kvalifikationer, der kræves for at blive ansat som referendar. Dette skal imidlertid i sidste ende afgøres af den forelæggende ret på grundlag af alle relevante omstændigheder.

69.

På baggrund af ovennævnte bemærkninger foreslår jeg, at de præjudicielle spørgsmål, som Conseil d’État (Belgien) har forelagt, besvares således: