1.

Spørgsmålet om den afgift, der opkræves i Rumænien for indregistrering af motorkøretøjer, har i de seneste år konstant været til stede i Domstolens praksis. Domstolen har derfor i en række afgørelser fastslået, at afgiften, i dens forskellige former, er uforenelig med EU-retten ( 2 ). Denne retspraksis har imidlertid ikke udtømt dette emne, eftersom reglerne om tilbagebetaling af den pågældende afgift, som de rumænske myndigheder har fastsat, viser sig at være lige så problematiske ( 3 ).

2.

De præjudicielle spørgsmål, som to rumænske retter uafhængigt af hinanden har forelagt Domstolen i de foreliggende sager, vedrører netop dette emne. Selv om disse to sager ikke er blevet forenet, har Domstolen besluttet at afholde et fælles retsmøde, da de præjudicielle spørgsmål i betydelig grad overlapper hinanden. Derfor har jeg ligeledes besluttet at fremsætte et fælles forslag til afgørelse i de to sager.

3.

Den afgift, som sagsøgerne kræver tilbagebetalt i de to hovedsager, blev erklæret uforenelig med artikel 110 TEUF. I henhold til Domstolens praksis kræver EU-retten tilbagebetaling af en sådan afgift ( 4 ). Denne tilbagebetaling skal ske i overensstemmelse med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet. Det er i lyset af disse principper, at den lovgivning, der er genstand for de præjudicielle spørgsmål i de foreliggende sager, skal bedømmes.

4.

De forelæggende retter har endvidere henvist til en række bestemmelser i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og navnlig til dennes artikel 17 og 20, artikel 21, stk. 1, og artikel 47.

5.

Den konklusion, der følger af Domstolen afgørelser nævnt ovenfor, hvorefter afgiften opkrævet ved indregistrering af brugte biler fra andre medlemsstater var uforenelig med EU-retten, foranledigede, at de rumænske myndigheder skulle tilbagebetale store beløb, der var opkrævet i form af denne afgift. I denne situation fastsatte de pågældende myndigheder særlige regler for denne tilbagebetaling, der er indeholdt i regeringens hastedekret nr. 8/2014, som ændrer og fuldstændiggør visse normative bestemmelser og andre afgifts- og budgetmæssige foranstaltninger (ordonanța de urgență a Guvernului nr. 8 din 26 februarie 2014 pentru modificarea și completarea unor acte normative și alte măsuri fiscal-bugetare – herefter »OUG nr. 8/2014«). Dekretets artikel XV bestemmer bl.a.:

»1)   Betaling af beløb fastsat ved retsafgørelse angående tilbagebetaling af forureningsafgiften på motorkøretøjer og afgiften på luftforureningsemissioner fra motorkøretøjer, renter indtil datoen for fuldstændig betaling, sagsomkostninger samt andre af retten fastlagte beløb, som bliver eksigible inden den 31. december 2015, sker i en periode på fem kalenderår, således at 20% af deres beløb udbetales hvert år.

2)   Afgiftspligtige personers anmodning om tilbagebetaling som omhandlet i stk. 1, behandles i henhold til bestemmelserne i lovdekret nr. 92/2003 om lov om skatteprocedure, som bekendtgjort på ny, med senere ændringer og tilføjelser, inden for 45 dage fra datoen for deres fremsættelse, og de årlige rater udbetales ifølge det af Administraţia Fondului pentru Mediu (myndigheden for miljøfonden) udarbejdede skema.

3)   Fristen i stk. 1 løber fra tidspunktet for udløbet af fristen i stk. 2.

4)   I løbet af perioden i stk. 1 er enhver tvangsfuldbyrdelsesprocedure lovmæssigt suspenderet.

5)   De i stk. 1 fastsatte beløb, som udbetales i medfør af herværende hastedekret, reguleres efter udviklingen i det af Institutul Naţional de Statistică [(det nationale institut for statistik)] meddelte forbrugerprisindeks.

6)   Proceduren for betaling i kraft af de nævnte fuldbyrdelsesgrundlag fastlægges af ministeren for miljø og klimaændringer i samråd med ministeren for offentlige finanser under hensyntagen til fristen i stk. 1.

7)   De resterende betalinger af beløb i kraft af fuldbyrdelsesgrundlag udstedt inden datoen for ikrafttrædelsen af herværende hastedekret, og for hvilke tvangsfuldbyrdelsesproceduren ikke er blevet indledt, sker i medfør af bestemmelserne i stk. 1-6.«

6.

Gennemførelsesbestemmelserne til OUG nr. 8/2014 blev fastsat ved dekret nr. 365/741/2014 fra finansministeriet og ministeriet for miljø og klimaændringer ( 5 ) (herefter »dekret nr. 365/741/2014«). Bilag I til dette dekret fastsætter proceduren for tilbagebetaling af afgiften. I henhold til oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen bestemmer denne procedure bl.a., at tilbagebetalingen udelukkende sker på den afgiftspligtiges begæring, til hvilken denne bl.a. skal vedlægge en bekræftet kopi af domstolsafgørelsen om tilbagebetaling af afgiften (punkt 1-3, 7 og 8), at begæringen om tilbagebetaling af afgiften behandles inden for en frist på 45 dage, hvilket udgør en undtagelse fra den frist på 30 dage, der sædvanligvis finder anvendelse i lignende sager (punkt 5), at de beløb, der skal tilbagebetales, kan modregnes i den pågældendes bestående afgiftsforpligtelser, men kun op til et beløb svarende til en årlig rate (20%) fastsat i OUG nr. 8/2014 (punkt 19).

7.

I artikel 1, 2 og 3 i dekret nr. 22/2002 af 30. januar 2002 om fuldbyrdelse af offentlige institutioners betalingsforpligtelser, der er erklæret eksigible (Ordonanţa de urgenţă a guvernului privind executarea obligaţiilor de plată ale instituţiilor publice, stabilite prin titluri executorii, som ændret, herefter »OUG nr. 22/2002«) bestemmes:

»Artikel 1

1)   Fordringer, der er erklæret eksigible over for offentlige institutioner og myndigheder, afvikles med de midler, der er afsat hertil i deres budget eller i givet fald de udgiftsafsnit, som omfatter den pågældende betalingsforpligtelse.

2)   Fordringer, der er erklæret eksigible over for offentlige institutioner og myndigheder, kan ikke afvikles med de midler, der i medfør af det godkendte budget er afsat til at dække de organisations- og driftsudgifter, herunder personaleudgifter, hvormed det tilsigtes at gøre det muligt for dem at opfylde de lovlige opgaver og mål, hvortil de er blevet oprettet.

Artikel 2

Når fuldbyrdelsen af de fordringer, der er erklæret eksigible, ikke indledes eller fortsættes som følge af manglende midler, er debitorinstitutionen forpligtet til inden for seks måneder at træffe de nødvendige foranstaltninger for at opfylde sin betalingsforpligtelse. Denne frist løber fra den dato, hvor debitor på fordringshaverens anmodning har modtaget det af det kompetente fuldbyrdelsesorgan meddelte betalingspåkrav.

Artikel 3

I det tilfælde, hvor de offentlige institutioner ikke opfylder deres betalingsforpligtelse som omhandlet i artikel 2, kan fordringshaveren anmode om tvangsfuldbyrdelse i overensstemmelse med retsplejeloven og/eller andre gældende retlige bestemmelser på området.«

8.

Artikel 10a, stk. 1, i finansministeriets dekret nr. 2336 af 19. juli 2011 om vedtagelse af procedurerne til opfyldelse af det eksekutionsgrundlag, på grundlag af hvilket der foretages udlæg i de offentlige myndigheders og institutioners konti i statskassen (Ordinul Ministerului Finanţelor Publice nr. 2336 din 19 iulie 2011 pentru aprobarea Procedurii de punere în aplicare a titlurilor executorii în baza cărora se solicită înfiinţarea popririi conturilor autorităţilor şi instituţiilor publice deschise la nivelul unităţilor Trezoreriei Statului – herefter »dekret nr. 2336/2011«) bestemmer endelig:

»Når domstolen har godkendt udlægget, vedrører fuldbyrdelsen alene de udlagte beløb – der indehaves af debitor, eller som tredjemand skylder debitor – der gør det muligt at afvikle de fordringer, som er erklæret eksigible over for de offentlige institutioner og myndigheder, med forbehold af de grænser, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, i [OUG nr. 22/2002], vedtaget som suppleret ved lov nr. 288/2002, som efterfølgende ændret og suppleret.«

9.

Den 9. december 2011 købte Silvia Georgiana Câmpean, sagsøger i hovedsagen, et brugt motorkøretøj, der var indregistreret for første gang i en anden medlemsstat. Da sagsøgeren indregistrerede bilen i Rumænien, betalte hun en forureningsafgift på 2337 RON.

10.

Den 21. februar 2012 anlagde sagsøgeren sag ved den forelæggende ret med påstand om tilbagebetaling af dette beløb med renter med den begrundelse, at den pågældende afgift var uforenelig med EU-retten.

11.

Den 5. november 2012 forelagde den pågældende ret Domstolen et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt forureningsafgiften var forenelig med EU-retten. Domstolen besvarede spørgsmålet med, at artikel 110 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for anvendelsen af afgifter som den rumænske forureningsafgift ( 6 ).

12.

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om den effektive virkning af dens afgørelse om tilbagebetaling af den pågældende afgift, henset til ikrafttrædelsen af dekret nr. 8/2014. Derfor har den forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, som jeg, for god ordens skyld, betegner som spørgsmål 1:

13.

Forelæggelseskendelsen indgik til Domstolen den 22. april 2014. Efter at have forelagt Domstolen dette spørgsmål har sagsøgeren i hovedsagen anmodet om, at det præjudicielle spørgsmål blev suppleret som følge af ikrafttrædelsen af dekret nr. 365/741/2014, og ligeledes da den var i tvivl om den effektive virkning af retsafgørelsen om tilbagebetaling af afgiften i lyset af andre bestemmelser i rumænsk ret. I lyset af dette har den forelæggende ret suppleret sin anmodning med følgende præjudicielle spørgsmål, som benævnes spørgsmål 2-6:

14.

De supplerende præjudicielle spørgsmål indgik til Domstolen den 18. december 2014.

15.

Silvia Ciup, der er sagsøger i hovedsagen, købte et brugt motorkøretøj, der var indregistreret første gang i en anden medlemsstat. Ved dette køretøjs indregistrering i Rumænien betalte sagsøgeren i hovedsagen en forureningsafgift på 1774 RON.

16.

Den 12. juli 2012 anmodede hun om, at sagsøgte i hovedsagen skulle tilbagebetale den pågældende afgift. Denne anmodning blev afvist, hvorfor sagsøgeren anlagde sag ved den forelæggende ret. Sidstnævnte gav sagsøgeren medhold og traf afgørelse om, at forureningsafgiften skulle tilbagebetales med renter fra udløbet af fristen på 45 dage at regne fra datoen, hvor anmodningen om tilbagebetaling blev indgivet (denne frist udløb den 27.8.2012).

17.

I hovedsagen i den foreliggende sag har sagsøgeren nedlagt påstand om betaling af renter på 485 RON for perioden mellem datoen for betaling af den omtvistede afgift (dvs. den 15.10.2010) og den 27. august 2012. Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om, at disse renter betales umiddelbart og ikke opdeles i rater.

18.

Da bestemmelserne i OUG nr. 8/2014 er til hinder for at imødekomme en sådan anmodning, har den forelæggende ret besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Kan principperne om ækvivalens og effektivitet i forhold til klagemulighederne ved tilsidesættelser af EU-retten, som fastlagt i Domstolens praksis, samt den ved artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder sikrede ejendomsret fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter der indføres afdragsordning over fem år med hensyn til tilbagebetaling af afgifter, der er opkrævet i strid med fællesskabsretten, med tillæg af renter, hvor denne tilbagebetaling fastsættes ved domme, som bliver eksigible inden den 31. december 2015?«

19.

Forelæggelsesafgørelsen indgik til Domstolen den 12. juni 2014.

20.

Der er indgivet skriftlige indlæg af sagsøgeren i hovedsagen i sag C-200/14, den rumænske regering og Europa-Kommissionen. Sagsøgeren i hovedsagen i sag C-200/14 og Kommissionen var repræsenteret på det fælles retsmøde for de to sager, der fandt sted den 22. oktober 2015.

21.

Forpligtelsen til at tilbagebetale en afgift, inklusive renter, der er opkrævet i strid med EU-retten, består som en konsekvens af og i tilslutning til de rettigheder, som borgerne er tillagt ved de EU-retlige forskrifter, der er tilsidesat ( 7 ). Da der ikke er EU-retlige bestemmelser på dette område, skal reglerne og procedurerne for tilbagebetaling fastsættes i national ret. Medlemsstaterne er i den forbindelse bundet af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet. Det er primært i lyset af disse principper, at de bestemmelser i rumænsk ret, der er omfattet af de præjudicielle spørgsmål, skal bedømmes ( 8 ). De forelæggende retter ønsker ligeledes oplyst, om de pågældende bestemmelser er i overensstemmelse med visse bestemmelser i chartret. Jeg vil undersøge dette i den sidste del af forslaget til afgørelse. Indledningsvis skal det imidlertid undersøges, om de præjudicielle spørgsmål i sag C-200/14 kan antages til realitetsbehandling, et spørgsmål, der blev rejst af den rumænske regering.

22.

For det første er det nødvendigt at undersøge den rumænske regerings klagepunkt om, at Domstolen ikke er beføjet til at fortolke retsakter vedtaget af Europarådet, således at de præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som de vedrører disse retsakter ( 9 ).

23.

Jeg er enig i denne opfattelse. Det er korrekt, at Europarådets retsakter ligger uden for Domstolens kompetence, og at denne derfor ikke er beføjet til at træffe afgørelse om deres fortolkning. I den foreliggende sag er Domstolen således ikke beføjet til at besvare de præjudicielle spørgsmål, for så vidt som de vedrører Europarådets retsakter.

24.

Dernæst er det nødvendigt at undersøge den rumænske regerings klagepunkt om, at de præjudicielle spørgsmål ikke samlet set kan antages til realitetsbehandling, eftersom de vedrører problemstillinger tilknyttet fuldbyrdelse af en eventuel afgørelse om forpligtelsen til at tilbagebetale den omtvistede afgift, mens tvisten i hovedsagen kun vedrører konstateringen af, hvorvidt de rumænske myndigheder har en sådan forpligtelse. I lyset af det ovenstående er den rumænske regering af den opfattelse, at sådanne spørgsmål på det nuværende trin i den foreliggende sag er rent hypotetiske.

25.

Ifølge Domstolens faste praksis er der en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge, er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål ( 10 ).

26.

I den foreliggende sag er svaret på spørgsmålet om, hvorvidt den omtvistede afgift er uforenelig med EU-retten, og således forpligtelsen til at tilbagebetale denne, i princippet givet, eftersom det følger af Domstolens svar på den første præjudicielle forelæggelse i hovedsagen ( 11 ). De af den forelæggende ret stillede spørgsmål i denne sag er derfor på ingen måde hverken hypotetiske eller uden sammenhæng med tvisten i hovedsagen. Derimod er spørgsmålet om, i hvilket omfang den forelæggende ret i sin afgørelse kan anvende Domstolens svar, et spørgsmål om fortolkningen af national procesret, der ikke hører under Domstolens kompetence. Det er udelukkende den forelæggende ret, der kan foretage en sådan vurdering. Da denne har fundet det nødvendigt at få svar på sine spørgsmål for at kunne træffe afgørelse, kan Domstolen ikke anfægte dette synspunkt.

27.

Som følge af det ovenfor anførte mener jeg ikke, at der er grund til at anfægte, hvorvidt de præjudicielle spørgsmål i sag C-200/14 kan antages til realitetsbehandling.

28.

Visse af de rumænske retsakter, hvis forenelighed med EU-retten den forelæggende ret er i tvivl om, navnlig OUG nr. 8/2014 og dekret nr. 365/741/2014, blev vedtaget efter Domstolens afgørelser om, at den rumænske afgift på indregistrering af motorkøretøjer er uforenelig med EU-retten ( 12 ). Formålet med disse retsakter er netop at fastsætte regler og procedurer for tilbagebetaling af de nævnte afgifter. Således kan der opstå spørgsmål om, hvorvidt fastsættelsen af bestemmelser om afgiftens tilbagebetaling, efter det er fastslået, at den er i strid med EU-retten, tilsidesætter princippet om loyalt samarbejde mellem Unionen og medlemsstaterne efter artikel 4, stk. 3, TEU.

29.

Selve fastsættelsen af sådanne specifikke regler er efter min opfattelse ikke i sig selv i strid med princippet om loyalt samarbejde. Når en medlemsstat står overfor at skulle foretage omfattende tilbagebetalinger af opkrævet afgift til et stort antal afgiftspligtige, kan fastsættelsen af specifikke bestemmelser om denne tilbagebetaling vise sig ikke kun nødvendig fra den pågældende stats synsvinkel, men ligeledes fordelagtig for de berørte personer. Disse specifikke bestemmelser må imidlertid ikke være mindre gunstige end de almindelige bestemmelser og må ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at få tilbagebetalt afgiften. De skal med andre ord være i overensstemmelse med principperne om ækvivalens og effektivitet.

30.

Domstolen har ganske vist fastslået, at hvad angår den tidligere artikel 10 EF (nu artikel 4, stk. 3, TEU) må en medlemsstat i et sådant tilfælde ikke fastsætte regler, som begrænser muligheden for tilbagesøgning af en afgift, som er opkrævet i strid med EU-retten ( 13 ). Den har imidlertid draget denne konklusion på grundlag af principperne om ækvivalens og effektivitet ( 14 ). Efter min opfattelse må det derfor konkluderes, at princippet om loyalt samarbejde ikke er til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter specifikke bestemmelser om tilbagebetaling af afgifter, der er fundet uforenelige med EU-retten, under forudsætning af, at de pågældende bestemmelser er i overensstemmelse med principperne om ækvivalens og effektivitet.

31.

I henhold til Domstolens faste praksis indebærer ækvivalensprincippet, at de processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for skattepligtige, ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret ( 15 ). Dette princip er særlig vigtigt i forhold til de regler, der er fastsat i en medlemsstats lovgivning specifikt for tilbagebetaling af en afgift, der er fundet i strid med EU-retten, såsom reglerne i OUG nr. 8/2014 og dekret nr. 365/741/2014.

32.

De forelæggende retter har ikke givet oplysninger, der gør det muligt at bedømme, om de bestemmelser i rumænsk ret, der er genstand for de foreliggende sager, er i overensstemmelse med ækvivalensprincippet. Den rumænske regering har imidlertid gjort gældende, at princippet ikke er tilsidesat, med den begrundelse, at lignende bestemmelser, såsom ratebetaling af afgift, som skattemyndighederne skal betale, anvendes i andre situationer, f.eks. i forbindelse med statens forpligtelser som følge af ansættelsesforhold.

33.

Det skal i denne henseende imidlertid understreges, at det ved bedømmelsen af, om de nationale bestemmelser er forenelige med ækvivalensprincippet, kræves, at de sammenlignes med bestemmelser om beskyttelse af rettigheder af lignende art fastsat i national lovgivning. Domstolen har udtrykt dette meget klart i sin retspraksis ved at fastslå, at overholdelsen af dette princip forudsætter, at den omhandlede nationale regel finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af EU-retten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, og hvor sagsgenstanden og søgsmålsgrundlaget er de samme ( 16 ).

34.

For at bedømme om bestemmelserne om tilbagebetaling af en afgift, der er fundet i strid med EU-retten, er i overensstemmelse med det pågældende princip, er det følgelig nødvendigt at sammenligne disse med reglerne i national ret vedrørende tilbagebetaling af en afgift, der – f.eks. i forbindelse med en undersøgelse af en lovs forenelighed med grundloven – er blevet opkrævet i strid med national ret. De nationale bestemmelser vedrørende skattemyndighedernes tilbagebetaling af gæld eller betaling af fordringer af anden beskaffenhed end tilbagebetaling af en afgift, der er uberettiget opkrævet, såsom udestående løn, er således irrelevante og har ingen betydning for, hvorvidt bestemmelserne om tilbagebetaling af en afgift, der er fundet i strid med EU-retten, er forenelig eller uforenelig med ækvivalensprincippet.

35.

For at kunne bedømme dette skal de forelæggende retter således identificere bestemmelserne om tilbagebetaling af afgift, der er opkrævet i strid med national lovgivning, og dernæst sammenligne dem med bestemmelserne om tilbagebetaling af den omtvistede afgift i hovedsagen, der blev fundet at være i strid med EU-retten ( 17 ). Hvis de forelæggende retter finder, at de sidstnævnte bestemmelser er mindre gunstige, skal de afvise at anvende dem, således at de berørte afgiftspligtige kan opnå tilbagebetaling i overensstemmelse med bestemmelser, der ikke er mindre gunstige, end hvis de have søgt tilbagebetaling af afgift, der var opkrævet i strid med national lovgivning.

36.

Svaret på de præjudicielle spørgsmål i de forelæggende sager er således, at princippet om ækvivalens mellem beskyttelsen af de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden, og de rettigheder, der fastsættes i national lovgivning, er til hinder for bestemmelser i national lovgivning i medlemsstaterne, der regulerer tilbagebetaling af en afgift, der er fundet i strid med EU-retten, og som er mindre gunstig end bestemmelser om tilbagebetaling af afgift, der er opkrævet i strid med national ret. Det tilkommer de nationale retter at foretage denne bedømmelse.

37.

Uanset om kravet om ækvivalens er opfyldt, skal de nationale bestemmelser om beskyttelse af rettigheder i henhold til EU-retten opfylde kravet om effektivitet. Denne uafhængighed mellem de to principper har stor betydning, da det medfører, at de heraf følgende krav skal opfyldes kumulativt. Med andre ord er kravene til de nationale bestemmelser ikke opfyldt, hvis rettighederne i henhold til EU-retten ikke er effektivt beskyttet, selv om lignende rettigheder i national ret er beskyttet ved tilsvarende eller lignende foranstaltninger.

38.

I henhold til formuleringen i retspraksis kræver effektivitetsprincippet, at de nationale bestemmelser ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden ( 18 ). Hvad angår tilbagebetaling af en afgift, der er opkrævet i strid med EU-retten, betyder det ikke kun, at den afgiftspligtige har ret til at få det fulde beløb af afgiften med renter, men ligeledes at de bestemmelser, der regulerer den pågældende tilbagebetaling, ikke må gøre adgangen til den pågældende ret uforholdsmæssig vanskelig, dvs. ud over hvad der er nødvendigt.

39.

De forskellige bestemmelser om tilbagebetaling af registreringsafgift på motorkøretøjer, der er nævnt i de forskellige præjudicielle spørgsmål, skal bedømmes i lyset af disse principper.

40.

Opkrævning af en afgift i strid med EU-retten skaber en ulovlig situation. Tilbagebetaling af en sådan afgift har primært til formål at afhjælpe denne ulovlighed. Ulovligheden varer ved, så længe afgiften ikke er blevet tilbagebetalt til den afgiftspligtige. Derfor skal afgiften tilbagebetales umiddelbart, dvs. straks efter at de procedurer, der er nødvendige for at fastslå tilbagebetalingsforpligtelsen og dennes fuldbyrdelse, er gennemført.

41.

Enhver ubegrundet forsinkelse forlænger ulovligheden, der skyldes opkrævning af en ulovlig afgift, og er derfor til hinder for opfyldelsen af det mål, der efterstræbes med forpligtelsen til at tilbagebetale en sådan afgift. Det er navnlig tilfældet, når medlemsstaten fastsætter, at tilbagebetalingen af afgiften skal ske i rater og således bevidst og forsætligt forlænger ulovligheden. Sådanne foranstaltninger er derfor i strid med effektivitetsprincippet.

42.

Det andet mål, der tilstræbes med pligten til at tilbagebetale – med renter – den afgift, der er i strid med EU-retten, er at erstatte den skade, der er sket ved ikke at have rådighed over et pengebeløb som følge af en uretmæssig afgiftsopkrævning ( 19 ). En udskydning eller opdeling i rater af de renter, der skal betales, bevirker, at skaden ikke erstattes i den pågældende periode. Det er derfor i strid med effektivitetsprincippet. Det skal i den forbindelse tilføjes, at skaden sker, så snart afgiften opkræves. For at erstatte denne skal der således betales renter for hele perioden fra den dag, hvor afgiften uretmæssigt blev opkrævet, til den dag, hvor den rent faktisk tilbagebetales til den afgiftspligtige.

43.

En måde, hvorpå tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævet afgift kan ske, er at modregne denne i den afgiftspligtiges anden gæld til skattemyndighederne. I et sådant tilfælde skal principperne nævnt ovenfor (punkt 41 og 42) anvendes. Det er således i strid med effektivitetsprincippet at begrænse muligheden for en sådan modregning til 20% pr. år af det fulde beløb af tilbagebetalingen. En sådan modregning skal kunne ske umiddelbart for hele det uretmæssigt opkrævede afgiftsbeløb, med renter, og såfremt tilbagebetalingsbeløbet overstiger den afgiftspligtiges gæld, skal restbeløbet tilbagebetales straks i form af udbetaling af et pengebeløb.

44.

Bestemmelsen om, at tilbagebetaling af den afgift, der er opkrævet i strid med EU-retten, skal ske på den afgiftspligtiges begæring, tilsidesætter efter min opfattelse ikke effektivitetsprincippet. Det kan efter min opfattelse kræves, at en afgiftspligtig selv aktivt tager skridt til at gøre sine rettigheder gældende. Et sådant krav indebærer ikke, at det bliver hverken uforholdsmæssigt vanskeligt eller umuligt at udøve sine rettigheder. Effektivitetsprincippet kan efter min opfattelse ikke fortolkes således, at det pålægger medlemsstaterne af egen drift at tilbagebetale de afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten.

45.

Ligeledes mener jeg ikke, at kravet om fremlæggelse af dokumenter, der bekræfter ansøgerens identitet og dennes ret til tilbagebetaling af en afgift, kan betegnes som forholdsmæssig.

46.

Hvis derimod den tilsvarende bestemmelse i bilag I til dekret nr. 365/741/2014 skal forstås således, at tilbagebetalingen er betinget af, at den afgiftspligtige på forhånd har fået en domstolsafgørelse om en tilbagebetalingsforpligtelse, synes dette krav efter min opfattelse utvivlsomt at være i strid med effektivitetsprincippet. I Domstolens afgørelser er der foretaget en fortolkning af EU-retten, og helt præcist af artikel 110 TEUF, hvoraf fremgår, at den rumænske afgift, der opkræves ved indregistrering af motorkøretøjer, er uforenelig med denne. De pågældende afgørelser er bindende ikke kun for de retter, der har forelagt de præjudicielle spørgsmål herom, men ligeledes for alle de øvrige rumænske retter samt, som Kommissionen med rette har bemærket i sine indlæg, for de administrative myndigheder. Nødvendigheden af at anlægge en sag, hvis resultat på forhånd er givet, og dernæst gennemgå en separat administrativ procedure gør det derfor uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve retten til tilbagebetaling af afgiften.

47.

En begrænsning af det pengebeløb, der kan anvendes til tilbagebetaling af afgiften, til de beløb, der er hensat til dette formål i den relevante budgetenheds budget, kan i praksis gøre tilbagebetalingen af afgiften umulig, såfremt disse beløb viser sig utilstrækkelige. En sådan begrænsning er efter min opfattelse derfor i åbenlys strid med effektivitetsprincippet, da den betinger tilbagebetalingen af afgiften af et forhold, der alene afhænger af den enhed, der skal foretage tilbagebetalingen, nemlig staten. Dette gør det således kort sagt muligt at undgå tilbagebetaling under påskud af manglende midler i budgettet til denne post. Forpligtelsen til at tilbagebetale den afgift, der er opkrævet i strid med EU-retten, er en forpligtelse til at nå et resultat, som en medlemsstat ikke kan undgå.

48.

Fuldbyrdelsen af forpligtelsen til at tilbagebetale den afgift, der er opkrævet i strid med EU-retten, kan ganske vist ske på foranledning af den berørte part, men den skal være frivillig, dvs. at en afgiftspligtig ikke kan tvinges til at indlede en procedure om tvangsfuldbyrdelse. Hvis medlemsstaten imidlertid ikke helt eller delvist opfylder denne forpligtelse, skal den afgiftspligtige have ret til at anlægge en fuldbyrdelsesprocedure. I et sådant tilfælde, og af de i punkt 47 ovenfor nævnte grunde, kan national lovgivning ikke begrænse de midler, i relation til hvilke fuldbyrdelsen sker, til beløb udtrykkeligt afsat til afgiftstilbagebetaling. I dette tilfælde er debitor statskassen, og fuldbyrdelsen skal ske i overensstemmelse med de almindelige principper om betalingsforpligtelser imod statskassen, som gælder i den pågældende medlemsstat.

49.

Hvad derimod angår det tidspunkt, fra hvilket det er muligt at foretage en tvangsfuldbyrdelse af tilbagebetalingen af den afgift, der er opkrævet i strid med lovgivningen, hindrer effektivitetsprincippet ikke, efter min opfattelse, at den medlemsstat, der har fastsat en særlig procedure for tilbagebetaling af afgift opkrævet i strid med EU-retten, forhindrer fuldbyrdelse af tilbagebetalingen indtil afslutningen af den pågældende procedure. Dette kræver imidlertid, at proceduren er i overensstemmelse med ækvivalens- og effektivitetsprincippet. Såfremt den pågældende procedure tilsidesætter disse principper, f.eks. fordi den ubegrundet forsinker den faktiske og fulde tilbagebetaling af afgiften med renter, skal den afgiftspligtige have mulighed for at træffe foranstaltninger med henblik på tvangsfuldbyrdelse, såfremt denne ikke modtager sin tilbagebetaling inden for en rimelig frist.

50.

I henhold til de nationale bestemmelser, der er genstand for de præjudicielle spørgsmål, skal anmodningerne om tilbagebetaling af den omtvistede afgift behandles inden for en frist på 45 dage. Denne frist synes ikke urimelig lang og holder sig inden for rammerne af, hvad der normalt fastsættes i medlemsstaterne i henseende til behandling af administrative sager, og jeg anser derfor ikke fristen for at være i strid med effektivitetsprincippet.

51.

I henhold til de oplysninger, som de forelæggende retter har fremlagt, er fristen imidlertid længere end den, der i rumænsk lovgivning normalt finder anvendelse i denne type sager, der er på 30 dage. Denne forskel kan derfor være problematisk i henseende til ækvivalensprincippet. Det tilkommer de nationale retter at foretage en bedømmelse heraf.

52.

Sammenfattende og på baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål således:

53.

Ifølge chartrets artikel 51, stk. 1, er bestemmelserne heri udelukkende rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Det fremgår af Domstolens faste praksis vedrørende fortolkningen af den pågældende bestemmelse i chartret, at de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Unionens retsorden – og således primært rettighederne nævnt i chartret – kan anvendes i alle situationer, der reguleres af EU-retten. De grundlæggende rettigheder, som er sikret ved chartret, skal følgelig efterleves, når en national lovgivning falder ind under EU-rettens anvendelsesområde ( 20 ).

54.

De rumænske bestemmelser, der er genstand for analysen i de foreliggende sager, fastsætter bestemmelserne for tilbagebetaling af en afgift, der er opkrævet i strid med EU-retten, og skal således beskytte de rettigheder, der følger af denne. De er derfor utvivlsomt omfattet af EU-rettens anvendelsesområde og således af chartrets anvendelsesområde.

55.

Jeg er imidlertid af den opfattelse, at den ovenfor nævnte fortolkning af ækvivalens- og effektivitetsprincippet giver et tilstrækkeligt grundlag for de forelæggende retter til at fastslå, at visse bestemmelser i rumænsk ret om afgift opkrævet i forbindelse med indregistrering af motorkøretøjer ikke er i overensstemmelse med EU-retten. Bestemmelserne i chartret påvirker bestemt fortolkningen af effektivitetsprincippet i forbindelse med udøvelsen over for de nationale myndigheder af rettigheder, der er udledt af EU-retten. I betragtning af ovenstående betragtninger er det imidlertid unødvendigt at foretage en selvstændig analyse af bestemmelserne i rumænsk lovgivning i lyset af chartret.

56.

Såfremt Domstolen, i modsætning til mit forslag, fastslår, at de rumænske bestemmelser ikke er uforenelige med disse principper, skal de analyseres i lyset af de bestemmelser i chartret, der er nævnt i de præjudicielle spørgsmål. En sådan analyse skal tage hensyn til de grunde, der taler for den opfattelse, hvorefter de rumænske bestemmelser er i overensstemmelse med EU-retten, og navnlig effektivitetsprincippet (da det primært tilkommer de rumænske domstole at analysere bestemmelsernes overensstemmelse med ækvivalensprincippet). Jeg kan imidlertid ikke se sådanne grunde og kan derfor ikke foretage en sådan analyse.

57.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Tribunalul Sibiu og Tribunalul Timiş stillede præjudicielle spørgsmål således: