—

den franske regering ved D. Colas og F. Gloaguen, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved C. Gheorghiu og M. Owsiany-Hornung, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af punkt 2.1 i bilag III til Kommissionens direktiv 2004/33/EF af 22. marts 2004 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/98/EF med hensyn til visse tekniske krav til blod og blodkomponenter (EUT L 91, s. 25).

2

Anmodningen er indgivet inden for rammerne af en tvist mellem Geoffrey Léger og ministre des Affaires sociales, de la Santé et des Droits des femmes (den franske minister for social- og sundhedsområdet og for kvinders rettigheder) og Établissement français du sang (det franske blodcenter) vedrørende afvisningen af Geoffrey Léger som bloddoner med den begrundelse, at han havde haft et seksuelt forhold med en mand.

3

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/98/EF af 27. januar 2003 om fastsættelse af standarder for kvaliteten og sikkerheden ved tapning, testning, behandling, opbevaring og distribution af humant blod og blodkomponenter og om ændring af direktiv 2001/83/EF (EU L 33, s. 30) har hjemmel i artikel 152, stk. 4, litra a), EF.

4

Følgende fremgår af 1., 2., 24. og 29. betragtning til direktiv 2002/38:

[...]

[...]

5

Det nævnte direktivs artikel 1 fastsætter følgende:

»I dette direktiv fastsættes standarder for kvaliteten og sikkerheden af humant blod og blodkomponenter med henblik på at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau.«

6

Samme direktivs artikel 2, stk. 1, bestemmer følgende:

»Dette direktiv gælder for tapning og testning af humant blod og blodkomponenter uanset anvendelsesformål, og for behandling, opbevaring og distribution heraf, hvis anvendelsesformålet er transfusion.«

7

Artikel 18 i direktiv 2002/98 med overskriften »Donorernes egnethed« er affattet som følger:

»1.   Blodcentrene sikrer, at der findes evalueringsprocedurer, som omfatter alle donorer af blod og blodkomponenter, og at de i artikel 29, litra d), nævnte krav til donation er opfyldt.

2.   Resultaterne af donorevalueringen og testprocedurerne dokumenteres, og donoren underrettes om alle relevante unormale resultater.«

8

Det nævnte direktivs artikel 19 med overskriften »Undersøgelse af donorer« fastsætter følgende:

»Før hver tapning af blod eller blodkomponenter foretages en undersøgelse af donor, der indbefatter en samtale. Navnlig har en kvalificeret person i sundhedssektoren til opgave at give donor og hos denne indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere donors egnethed, og vurderer på dette grundlag, om den pågældende er egnet.«

9

Samme direktivs artikel 20 med overskriften »Frivillig og vederlagsfri afgivelse af blod« bestemmer følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at tilskynde til frivillig og vederlagsfri afgivelse af blod med henblik på at sikre, at blod og blodkomponenter så vidt muligt tilvejebringes ved sådanne afgivelser.«

10

I artikel 21 i direktiv 2002/98 med overskriften »Testning af donorblod« bestemmes følgende:

»Blodcentrene sikrer, at alle afgivne portioner af blod og blodkomponenter testes ifølge kravene i bilag IV.

Medlemsstaterne sikrer, at blod og blodkomponenter, der indføres i Fællesskabet, testes ifølge kravene i bilag IV.«

11

Direktivets artikel 29, stk. 2, litra d), har følgende ordlyd:

»Følgende tekniske krav og tilpasning heraf til den tekniske og videnskabelige udvikling fastlægges efter proceduren i artikel 28, stk. 2:

[...]

12

Følgende fremgår af samme direktivs bilag IV med overskriften »Grundlæggende krav til testning af fuldblod og plasma«:

»Der skal foretages følgende testning af fuldblod og aferesetapninger, herunder prædeponerede tapninger til autotransfusion:

[...]

Der kan kræves yderligere testning af specifikke komponenter eller donorer eller epidemiologiske situationer.«

13

Artikel 3 i direktiv 2004/33 med overskriften »Krævede oplysninger fra donorer« fastsætter følgende:

»Medlemsstaterne sikrer, at donorer efter at have erklæret sig indforstået med at afgive blod eller blodkomponenter giver blodcentret de oplysninger, der er fastsat i bilag II, del B.«

14

Dette direktivs artikel 4 med overskriften »Donorers egnethed« bestemmer følgende:

»Blodcentrene sikrer, at fuldblods- og blodkomponentdonorer opfylder de betingelser for egnethed, som er fastsat i bilag III.«

15

Det nævnte direktivs bilag I, punkt 2 og 4, indeholder følgende definitioner:

[...]

16

Under overskriften »Oplysninger, som blodcentre skal indhente fra donorer ved hver tapning« bestemmer samme direktivs bilag II, del B, stk. 2, at donorer skal afgive følgende oplysninger:

»Oplysninger om helbredstilstand og sygehistorie, indhentet ved hjælp af et spørgeskema og ved en personlig samtale med en uddannet sundhedsmedarbejder, herunder om relevante faktorer, som kan bidrage til at identificere og frasortere personer, hvis afgivelse af blod kunne indebære en sundhedsrisiko for andre, f.eks. ved muligheden for at overføre sygdomme, eller for dem selv.«

17

Bilag III til direktiv 2004/33 med overskriften »Kriterier for egnethed som fuldblods- og blodkomponentdonorer« angiver i punkt 2, kriterierne for udelukkelse af fuldblods- og blodkomponentdonorer.

18

Dette bilags punkt 2.1 har overskriften »Kriterier for permanent udelukkelse af allogene donorer«. Disse kriterier vedrører i det væsentlige følgende fire persongrupper: Personer, der er bærer af visse sygdomme, herunder »HIV 1/2«, eller udviser visse sygdomssymptomer, personer, der har indtaget stoffer intravenøst eller intramuskulært, modtagere af et xenotransplantat, og »personer, som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for stor risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med blodet«.

19

Det nævnte bilags punkt 2.2 med overskriften »Kriterier for midlertidig udelukkelse af allogene donorer« omfatter et punkt 2.2.2, som omhandler eksponering for risiko for at få en infektion, der kan overføres ved transfusion.

20

I dette punkt 2.2.2 i tabellen, hvor det fastsættes, at »[p]ersoner, som på grund af deres adfærd eller aktivitet er udsat for risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med blodet«, findes følgende tekst: »Udelukkelse efter ophør af risikoadfærden i en periode, der afhænger af den pågældende sygdom og eksistensen af relevante test«.

21

La ministre de la Santé et des Sports (den franske minister for sundhed og sport) vedtog den 12. januar 2009 en bekendtgørelse om kriterier for udvælgelse af bloddonerer (JORF af 18.1.2009, s. 1067, herefter »bekendtgørelsen af 12. januar 2009«), som nævner direktiv 2004/33 i sine henvisninger.

22

Denne bekendtgørelses artikel 1, V, fastsætter i stk. 1 vedrørende donorens kliniske karakteristika følgende:

»Under samtalen, der finder sted forud for afgivelse af blod, påhviler det den person, der har beføjelse til at udvælge donorerne, at stille supplerende spørgsmål til det spørgeskema, der skal udfyldes før afgivelse af blod, for at vurdere, om der er mulighed for donation under hensyn til kontraindikationerne og deres varighed, opståen og udvikling.

[...]

Donoren afvises fra at afgive blod-, hvis der foreligger en kontraindikation, som er nævnt i en af tabellerne i denne bekendtgørelses bilag II. [...]

[...]«

23

Nævnte bekendtgørelses bilag II indeholder tabeller over kontraindikationer, herunder tabel B, som vedrører risici for modtageren. Den del af denne tabel, der vedrører risiko for overførsel af en virusinfektion, bestemmer, for så vidt angår risikoen for at donoren er eksponeret for en smitsom agens, som kan overføres seksuelt, at der foreligger en permanent kontraindikation for bloddonation i en situation, hvor en »mand har haft seksuel kontakt med en mand«.

24

Geoffrey Léger henvendte sig til Établissement français du sangs prøvetagningssted i Metz (Frankrig) for at afgive blod.

25

Ved afgørelse af 29. april 2009 afviste den læge, der var ansvarlig for tapningen, bloddonationen med den begrundelse, at Geoffrey Léger havde haft et seksuelt forhold med en mand.

26

Denne læge støttede sig på bekendtgørelsen af 12. januar 2009, hvis tabel B i bilag II, hvad angår risikoen for, at donoren er eksponeret for en smitsom agens, som kan overføres seksuelt, fastsætter en permanent kontraindikation for bloddonation for en mand, der har haft seksuel kontakt med en mand.

27

Geoffrey Léger anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved tribunal administratif de Strasbourg og gjorde bl.a. gældende, at bilag II til bekendtgørelsen af 12. januar 2009 tilsidesatte bestemmelserne i direktiv 2004/33.

28

Den forelæggende ret har anført, at spørgsmålet om, hvorvidt den omstændighed, at der foreligger en permanent kontraindikation for bloddonation for en mand, der har haft seksuelt kontakt med en mand, er i overensstemmelse med det nævnte direktivs bilag III, rejser alvorlige vanskeligheder og er afgørende for løsningen af tvisten i hovedsagen.

29

Under disse omstændigheder har tribunal administratif de Strasbourg besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Udgør den omstændighed, at en mand har haft seksuel kontakt med en anden mand, henset til bilag III til direktiv 2004/33, i sig selv en seksuel adfærd, som medfører risiko for, at han påfører sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med blodet, hvilket berettiger, at personer, der har udvist denne seksuelle adfærd, permanent udelukkes fra at donere blod, eller er det blot en seksuel adfærd, som ud fra omstændighederne i den konkrete sag medfører risiko for, at den pågældende påfører sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med blodet, hvilket berettiger, at denne midlertidigt udelukkes fra at donere blod i en periode, der fastsættes efter risikoadfærdens ophør?«

30

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om punkt 2.1 i bilag III til direktiv 2004/33 skal fortolkes således, at kriteriet for permanent udelukkelse fra at afgive blod, der er omhandlet i denne bestemmelse og vedrører seksuel adfærd, som medfører risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med blodet, er til hinder for, at en medlemsstat fastsætter en permanent kontraindikation for bloddonation for mænd, der har haft seksuel kontakt med mænd.

31

Indledningsvis skal det bemærkes, således som den franske regering og Europa-Kommissionen har gjort gældende, at der er uoverensstemmelser mellem de forskellige sprogversioner af punkt 2.1 og 2.2.2 i det nævnte direktivs bilag III for så vidt angår risikoniveauet omhandlet i disse bestemmelser.

32

I den franske version af disse bestemmelser finder den permanente udelukkelse fra at afgive blod fastsat i punkt 2.1 og den midlertidige udelukkelse fra at afgive blod fastsat i punkt 2.2.2 nemlig begge to anvendelse på personer, som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for »risiko« for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med blodet. I denne sprogversion er det risikoniveau, som berettiger en permanent udelukkelse fra afgivelse af blod, derfor nøjagtig det samme som det, der anvendes for den midlertidige udelukkelse.

33

Hvor den midlertidige udelukkelse forudsætter, at der foreligger en »risiko«, kræver den permanente udelukkelse i visse af disse bestemmelsers sprogversioner derimod en »stor risiko«. Dette er tilfældet bl.a. i den danske (»stor risiko«), den estiske (»kõrgendatud ohtu«), den engelske (»high risk«), den italienske (»alto rischio«), den nederlandske (»groot risico«), den polske (»wysokie ryzyko«) og den portugisiske (»grande risco«) sprogversion af punkt 2.1 i bilaget til direktiv 2004/33.

34

I andre sprogversioner omhandler det nævnte bilags punkt 2.1 og 2.2.2 begge en »stor risiko« som i den spanske (»alto riesgo«) og den tyske (»hohes Risiko«) sprogversion.

35

Det følger af Domstolens faste praksis, at den formulering, der er anvendt i en af sprogversionerne af en EU-retlig bestemmelse, ikke kan tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. EU-bestemmelserne skal nemlig fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der er udfærdiget på alle Den Europæiske Unions sprog. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sproglige versioner af en EU-retlig tekst skal den pågældende bestemmelse fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i (domme Cricket St Thomas, C-372/88, EU:C:1990:140, præmis 18 og 19, Kurcums Metal, C-558/11, EU:C:2012:721, præmis 48, og Ivansson m.fl., C-307/13, EU:C:2014:2058, præmis 40).

36

For så vidt angår den almindelige opbygning af punkt 2.1 og 2.2.2 i bilag III til direktiv 2004/33 bemærkes, at det nævnte bilag sondrer mellem permanent udelukkelse og midlertidig udelukkelse fra at afgive blod, hvorfor de kriterier, der finder anvendelse, logisk set skal være forskellige. Den strengere permanente udelukkelse forudsætter derfor, at der foreligger en større risiko end den, der vedrører midlertidig udelukkelse.

37

Som anført i 24. betragtning til direktiv 2002/98, bør blod og blodkomponenter, der anvendes til behandlingsformål eller i medicinsk udstyr, desuden tappes fra personer, som er i en sådan helbredstilstand, at blodafgivelse ikke giver anledning til skadelige virkninger, og således at risikoen for overførsel af infektionssygdomme begrænses mest muligt. Det følger heraf, at den permanente udelukkelse hvad angår formålet med direktiv 2004/33 skal finde anvendelse, når risikoen for en sådan overførsel er større.

38

Den almindelige opbygning og formålet med dette sidstnævnte direktiv fører følgelig til, at der må anlægges en fortolkning, hvorefter den permanente udelukkelse fra afgivelse af blod i punkt 2.1 i det nævnte direktivs bilag III vedrører de personer, som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for en »stor risiko« for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, som kan overføres med blodet, mens den midlertidige udelukkelse fra afgivelse af blod vedrører en mindre risiko.

39

Hvad angår denne permanente udelukkelse bemærkes, at udtrykket »personer, som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for risiko« for at påføre sig smitsomme sygdomme i punkt 2.1 i bilag III til direktiv 2004/33, ikke klart fastsætter de personer eller kategorier af personer, der er omfattet af den nævnte udelukkelse, hvilket overlader medlemsstaterne et skøn ved anvendelsen af denne bestemmelse.

40

Det skal derfor undersøges, i hvilket omfang den i fransk ret fastsatte permanente kontraindikation i en situation, hvor en »mand har haft seksuel kontakt med en mand«, opfylder kravet om, at der er »stor risiko« som omhandlet i punkt 2.1 i bilag III til direktiv 2004/33 og samtidig overholder de grundlæggende rettigheder, der er anerkendt af Unionens retsorden.

41

Ifølge Domstolens faste praksis er de krav, der må stilles til beskyttelse af de nævnte grundlæggende rettigheder, nemlig bindende for medlemsstaterne, når disse gennemfører EU-lovgivningen, hvorfor det påhviler medlemsstaterne at anvende disse bestemmelser således, at de nævnte krav ikke tilsidesættes (jf. i denne retning dom Parlamentet mod Rådet, C-540/03, EU:C:2006:429, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis). I denne sammenhæng skal medlemsstaterne bl.a. sikre, at de ikke lægger en fortolkning af den afledte ret til grund, som kommer i konflikt med grundlæggende rettigheder (jf. domme Ordre des barreaux francophones et germanophone m.fl., C-305/05, EU:C:2007:383, præmis 28, og O m.fl., C-356/11 og C-357/11, EU:C:2012:776, præmis 78).

42

For det første skal der, for så vidt angår vurderingen af, om der foreligger en stor risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med blodet, tages hensyn til den epidemiologiske situation i Frankrig, som har en særlig karakter ifølge den franske regering og Kommissionen, der henviser til oplysninger fra Institut français de veille sanitaire (det franske overvågningsorgan på sundhedsområdet). Det fremgår af disse oplysninger, at næsten alle HIV-infektioner i perioden fra 2003 til 2008 skyldtes en seksuel kontakt, og at mænd, der har seksuel kontakt med mænd, var den hårdest ramte befolkningsgruppe, svarende til 48% af nye infektioner. I den samme periode, hvor det samlede antal HIV-infektioner faldt, bl.a. for så vidt angår den heteroseksuelle kontakt, er det ikke faldet for mænd, der har seksuelle forhold med mænd. Endvidere var disse mænd i den samme periode den gruppe, der var hårdest ramt af HIV-infektion, med en incidensrate på 1% pr. år, hvilket er 200 gange højere end incidensraten for den franske heteroseksuelle befolkning.

43

Kommissionen henviser ligeledes til en rapport fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, som blev nedsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 851/2004 af 21. april 2004 (EUT L 142, s. 1). Ifølge denne rapport med overskriften »Men who have sex with men (MSM), Monitoring implementation of the Dublin Declaration on Partnership to Fight HIV/AIDS in Europe and Central Asia: 2012 progress«, offentliggjort i oktober 2013, er det i Frankrig, at forekomsten af HIV i gruppen af mænd, der har haft seksuel kontakt med mænd, er højest blandt alle de studerede stater.

44

Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om oplysningerne i denne doms præmis 42 i lyset af den aktuelle medicinske, videnskabelige og epidemiologiske viden er pålidelige, og, hvis dette er tilfældet, om de fortsat er relevante.

45

For det andet skal det, i det tilfælde, hvor den nævnte ret skulle konkludere, bl.a. i betragtning af de nævnte oplysninger, at de nationale myndigheder med føje kunne antage, at der i Frankrig er en stor risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med blodet, som omhandlet i punkt 2.1 i bilag III til direktiv 2004/33, i situationen, hvor en mand har haft seksuel kontakt med en mand, undersøges, om og på hvilke betingelser en permanent kontraindikation for bloddonation som den i hovedsagen omhandlede vil kunne være i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder anerkendt af Unionens retsorden.

46

I denne forbindelse bemærkes, at anvendelsesområdet for Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) for så vidt angår medlemsstaternes virke er defineret i dets artikel 51, stk. 1, hvorefter chartrets bestemmelser kun er rettet til medlemsstaterne, »når de gennemfører EU-retten«.

47

I det foreliggende tilfælde gennemfører bekendtgørelsen af 12. januar 2009, som udtrykkelig henviser til direktiv 2004/33 i sine henvisninger, EU-retten.

48

Følgelig skal den nævnte bekendtgørelse blandt chartrets bestemmelser overholde bl.a. dets artikel 21, stk. 1, hvori bestemmes, at enhver forskelsbehandling på grund af seksuel orientering er forbudt. Denne artikel 21, stk. 1, er et særligt udtryk for det princip om forbud mod forskelsbehandling, som udgør et generelt princip i EU-retten, som er fastsat i chartres artikel 20 (jf. i denne retning domme Römer, C-147/08, EU:C:2011:286, præmis 59, og Glatzel, C-356/12, EU:C:2014:350, præmis 43).

49

I denne henseende fastsætter tabel B i bilag II til bekendtgørelsen af 12. januar 2009, ved at anvende den omstændighed at være en »mand, der har haft et seksuelt forhold med en mand« som kriterium for en permanent kontraindikation for bloddonation, udelukkelsen fra afgivelse af blod på baggrund af den seksuelle orientering hos de mandlige donorer, der, som følge af den omstændighed, at de har haft et seksuelt forhold svarende til denne orientering, behandles mindre gunstigt end mandlige heteroseksuelle personer.

50

Under disse omstændigheder kan bekendtgørelsen af 12. januar 2009 medføre en forskelsbehandling på grund af seksuel orientering af homoseksuelle personer som omhandlet i chartrets artikel 21, stk. 1.

51

Det skal herefter undersøges, om den permanente kontraindikation for bloddonation, der er fastsat i bekendtgørelsen af 12. januar 2009, for en mand, der har haft seksuel kontakt med en mand, ikke desto mindre opfylder de betingelser, der er opstillet i chartrets artikel 52, stk. 1, for at være berettiget.

52

I overensstemmelse med denne bestemmelse skal enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, være fastlagt i lovgivningen og respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Endvidere kan der ifølge denne samme bestemmelse, under overholdelse af proportionalitetsprincippet, kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk opfylder mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

53

Det er i den foreliggende sag ubestridt, at den permanente kontraindikation for afgivelse af blod for en mand, der har haft seksuel kontakt med en mand, som udgør en begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, skal anses for at være fastlagt i lovgivningen som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1, eftersom den følger af bekendtgørelsen af 12. januar 2009.

54

I øvrigt overholder denne begrænsning det væsentligste indhold af princippet om forbud mod forskelsbehandling. Den nævnte begrænsning berører nemlig ikke dette princip som sådan, for så vidt som den kun omhandler spørgsmålet om udelukkelse fra afgivelse af blod med henblik på at beskytte modtagernes sundhed, som er af begrænset rækkevidde.

55

Imidlertid skal det endvidere efterprøves, om samme begrænsning opfylder et mål af almen interesse som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1, og i bekræftende fald om begrænsningen overholder proportionalitetsprincippet som omhandlet i denne bestemmelse.

56

I denne henseende bemærkes, at direktiv 2004/33 gennemfører direktiv 2002/98. Dette sidstnævnte direktiv har i overensstemmelse med dets hjemmel, dvs. artikel 152, stk. 4, litra a), EF, til formål at beskytte folkesundheden.

57

I nærværende sag tilsigter den permanente udelukkelse fra at afgive blod at begrænse risikoen for overførsel af infektionssygdomme til modtagerne mest muligt. Denne udelukkelse bidrager følgelig til det overordnede mål om at sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed, som er et mål, der er anerkendt af Unionen i artikel 152 EF og bl.a. i denne artikels stk. 4, litra a), og stk. 5, samt i chartrets artikel 35, stk. 2, der kræver, at et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed er sikret ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter.

58

Hvad angår proportionalitetsprincippet følger det af Domstolens praksis, at de foranstaltninger, der er tilladt i den nationale lovgivning, ikke må overskride grænserne for, hvad der er passende og nødvendigt for gennemførelsen af de formål, der lovligt tilsigtes med denne lovgivning, hvilket forudsætter, at der, såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal vælges den mindst bebyrdende foranstaltning, og at de byrder, som pålægges, ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede formål (jf. domme ERG m.fl., C-379/08 og C-380/08, EU:C:2010:127, præmis 86, Urbán, C-210/10, EU:C:2012:64, præmis 24, og Texdata Software, C-418/11, EU:C:2013:588, præmis 52).

59

I en sag som den i hovedsagen omhandlede er dette princip kun overholdt, hvis et højt sundhedsbeskyttelsesniveau hos modtagerne ikke kan sikres ved effektive teknologier til påvisning af HIV, som er mindre bebyrdende end et permanent forbud mod afgivelse af blod for hele gruppen bestående af mænd, der har haft seksuel kontakt med mænd.

60

Dels kan det nemlig ikke udelukkes, at der, selv hvor der foreligger en seksuel adfærd, der medfører en stor risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med blodet, som omhandlet i punkt 2.1 i bilag III til direktiv 2004/33, der omhandler risikoen for overførsel af sådanne sygdomme mellem parterne efter en seksuel kontakt, findes effektive teknologier til at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau hos modtagerne.

61

I denne henseende gælder, som det bl.a. fremgår af artikel 21 i direktiv 2002/98, at for at sikre kvaliteten og sikkerheden af blod og blodkomponenter testes alle afgivne portioner af blod og blodkomponenter ifølge kravene i bilag IV til direktivet, idet det forudsættes, at disse krav bliver tilpasset den videnskabelige og tekniske udvikling (dom Humanplasma, C-421/09, EU:C:2010:760, præmis 42). I henhold til dette bilag IV skal der bl.a. foretages testning for HIV I/II hos donorerne.

62

Den franske regering og Kommissionen har ikke desto mindre gjort gældende, at der på videnskabens nuværende udviklingstrin findes en »vinduesperiode«, som er en periode efter en virusinfektion, og hvorunder de biologiske markører, der anvendes i forbindelse med screening af donationer, forbliver negative på trods af, at donoren er smittet. Det er derfor de seneste infektioner, som udgør en risiko for ikke-påvisning ved testning og derfor overførsel af HIV til modtageren.

63

Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om der i en sådan situation og i forbindelse med overholdelse af proportionalitetsprincippet findes effektive teknologier til påvisning af HIV for at undgå overførsel af en sådan virus til modtagere, idet testningen skal udføres efter nyeste videnskabelige og tekniske procedurer i overensstemmelse med 29. betragtning til direktiv 2002/98.

64

Det tilkommer navnlig den forelæggende ret at efterprøve, om den videnskabelige eller sundhedstekniske udvikling – under hensyntagen til bl.a. omkostningen ved en systematisk karantæne af donationer fra mænd, der har haft seksuel kontakt med mænd, eller omkostningen ved en systematisk HIV-påvisning for alle donationer – gør det muligt at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau hos modtagerne, uden at den byrde, som dette ville medføre, øges i forhold til de tilsigtede formål med sundhedsbeskyttelsen.

65

Dels gælder, hvis det antages, at der på videnskabens nuværende udviklingstrin ikke findes teknologier, der opfylder betingelserne i denne doms præmis 63 og 64, at en permanent kontraindikation for afgivelse af blod for hele gruppen bestående af mænd, der har haft seksuel kontakt med mænd, kun er proportionel, hvis der ikke findes mindre bebyrdende metoder for at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau hos modtagerne.

66

I denne henseende tilkommer det bl.a. den forelæggende ret at undersøge, om spørgeskemaet og den personlige samtale med en uddannet sundhedsmedarbejder, der er fastsat i bilag II, del B, punkt 2, til direktiv 2004/33, kan gøre det muligt at identificere den adfærd, der udgør en risiko for modtagernes sundhed, nærmere med henblik på at fastsætte en mindre bebyrdende kontraindikation end en permanent kontraindikation for hele gruppen bestående af mænd, der har haft seksuel kontakt med en mand.

67

I denne henseende skal den forelæggende ret, således som generaladvokaten har anført i punkt 61 i forslaget til afgørelse, bl.a. efterprøve, om målrettede spørgsmål vedrørende den tid, der er gået, siden den sidste seksuelle kontakt i forhold til varigheden af »vinduesperioden«, den stabile karakter af den pågældende persons forhold eller den seksuelle kontakts beskyttede karakter, gør det muligt at vurdere, hvor stor en risiko den enkelte donor udgør som følge af sin seksuelle adfærd.

68

Under disse omstændigheder skal det konkluderes, at i det tilfælde hvor effektive teknologier til påvisning af alvorlige sygdomme, der kan overføres med blodet, eller – i mangel af sådanne teknologier – mindre bebyrdende metoder end et permanent forbud mod afgivelse af blod for hele gruppen bestående af mænd, der har haft seksuel kontakt med mænd, gør det muligt at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau hos modtagerne, vil en sådan permanent kontraindikation ikke overholde proportionalitetsprincippet som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1.

69

Henset til de ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at punkt 2.1 i bilag III til direktiv 2004/33 skal fortolkes således, at kriteriet for permanent udelukkelse fra at afgive blod som omhandlet i denne bestemmelse, og som vedrører seksuel adfærd, dækker den situation, hvor en medlemsstat – henset til den gældende situation i denne medlemsstat – fastsætter en permanent kontraindikation for bloddonation for mænd, der har haft seksuel kontakt med mænd, når det på baggrund af viden og medicinske, videnskabelige og aktuelle epidemiologiske oplysninger er fastslået, at en sådan seksuel adfærd udsætter disse personer for en stor risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med blodet, og at der under overholdelse af proportionalitetsprincippet ikke findes effektive teknologier til påvisning af sådanne smitsomme sygdomme – eller i mangel af sådanne teknologier – mindre bebyrdende metoder end en sådan kontraindikation for at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau hos modtagerne. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt i den pågældende medlemsstat.

70

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Punkt 2.1 i bilag III til Kommissionens direktiv 2004/33/EF af 22. marts 2004 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/98/EF med hensyn til visse tekniske krav til blod og blodkomponenter skal fortolkes således, at kriteriet for permanent udelukkelse fra at afgive blod som omhandlet i denne bestemmelse, og som vedrører seksuel adfærd, dækker den situation, hvor en medlemsstat – henset til den gældende situation i denne medlemsstat – fastsætter en permanent kontraindikation for afgivelse af blod for mænd, der har haft seksuel kontakt med mænd, når det på baggrund af viden og medicinske, videnskabelige og aktuelle epidemiologiske oplysninger er fastslået, at en sådan seksuel adfærd udsætter disse personer for en stor risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med blodet, og at der under overholdelse af proportionalitetsprincippet ikke findes effektive teknologier til påvisning af sådanne smitsomme sygdomme – eller i mangel af sådanne teknologier – mindre bebyrdende metoder end en sådan kontraindikation for at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau hos modtagerne. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt i den pågældende medlemsstat.