Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62011TN0646

    Sag T-646/11: Sag anlagt den 27. juni 2012 — CD mod Rådet

    EUT C 258 af 25.8.2012, p. 21–22 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    25.8.2012   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 258/21


    Sag anlagt den 27. juni 2012 — CD mod Rådet

    (Sag T-646/11)

    2012/C 258/40

    Processprog: fransk

    Parter

    Sagsøger: CD (Minsk, Hviderusland) (ved advokat M. Michalauskas)

    Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

    Sagsøgerens påstande

    Rådets afgørelse 2011/666/FUSP af 10. oktober 2011 om ændring af afgørelse 2010/639/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse embedsmænd i Belarus annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

    Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1000/2011 af 10. oktober 2011 om gennemførelse af artikel 8a, stk. 1, i forordning (EF) nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger over for Belarus annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

    Rådets afgørelse af 11. november 2011 om afslag på at fjerne sagsøgeren fra bilag III A til Rådets afgørelse 2010/639/FUSP af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for visse embedsmænd i Belarus, som ændret ved Rådets afgørelse 2011/69/FUSP af 31. januar 2011, annulleres.

    Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.

    1)

    Første anbringende om en utilstrækkelig begrundelse og en tilsidesættelse af retten til forsvar, idet begrundelsen for de anfægtede retsakter ikke gør det muligt for sagsøgeren at anfægte gyldigheden heraf over for Retten og for Retten at prøve deres lovlighed.

    2)

    Andet anbringende om en tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar, idet de anfægtede retsakter fastlægger et ansvar og pålægger sanktioner uden at præcisere sagsøgerens personlige rolle i de omstændigheder, der begrunder disse sanktioner.

    3)

    Tredje anbringende om manglende retsgrundlag, idet de anfægtede retsakter ikke godtgør, at der foreligger en positiv retsregel, som sagsøgeren har tilsidesat.

    4)

    Fjerde anbringende om en fejlagtig bedømmelse, idet de anfægtede retsakter savner enhver faktisk begrundelse.

    5)

    Femte anbringende om manglende overholdelse af proportionalitetsprincippet, idet sagsøgerens rolle i den kollektive afgørelse, som sagsøgeren er blevet pålagt en sanktion for, ikke stod i et rimeligt forhold til sanktionen.


    Top