1)

Appellanten har gjort gældende, at Personaleretten urigtigt gengav en påstand og undlad at tage stilling til en anden.

2)

Han har ligeledes anfægtet den fortrinsstilling, som Personaleretten indrømmede institutionen, der endnu engang blot hævdede visse fakta, som Personaleretten uden videre anså for bevist.

3)

Appellanten har nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, som han blev meddelt den 11. maj 2010 pr. e-mail, for så vidt som EIB afviste at udpege en tredje læge, afviste at indlede forligsproceduren i personalevedtægtens artikel 41 og afslog at godtgøre ham de 3 000 EUR, som han havde afholdt til laserterapi, som han var blevet ordineret, og som var blevet udført i Italien.

4)

Personaleretten afviste den del af søgsmålet, som vedrørte udpegningen af en tredje læge, idet den lagde til grund, at appellanten burde have anfægtet en ikke-eksisterende afgørelse af 24. marts 2008, uden herved at redegøre for forbindelsen mellem den anfægtede afgørelse og den afgørelse, som retten anså for bebyrdende, og uden at angive i henhold til hvilke bestemmelser den udtalelse, der er tillagt tillidsmanden ved EIB, skulle være blevet til et afgørelse om afslag fra EIB.

5)

Appellanten havde gjort gældende, at udtalelsen blot er en intern forvaltningsakt, der ikke er bebyrdende, og således ikke kan anfægtes selvstændigt.

Personaleretten fraveg derimod tidligere retspraksis og indførte en frist på tre måneder for at anfægte en hvilken som helst intern forvaltningsakt, idet den fastslog, at søgsmålsfristen begyndte at løbe fra den dato den ansatte indgiver en anmodning, uanset hvornår der træffes afgørelse og uden i det mindste at kende begrundelsen herfor.

6)

Appellanten anfægter hele det system af regler, der er dikteret af de offentlige institutioner, og som Personaleretten forsøgte at anvende på EIB, der er organiseret som en privat bank, og hvis personale er ansat på en privatretlig ansættelseskontrakt. Dette bevirker, at de akter, der vedrører dem, ikke er forvaltningsakter, ikke har karakter af udøvelse af offentlig myndighed, ikke er myndighedsakter, og at der ikke er nogen formodning for, at de er lovlige, hvorfor de ansatte ikke kan sammenlignes med tjenestemænd, og det er ufornødent at tillægge organisationsmæssige foranstaltninger, der træffes på samme måde som i en hvilken som helst privat bank, umiddelbar retskraft.

7)

Appellanten anfægter endvidere den ulogiske begrundelse for dommen, for så vidt som den udelukker, at han har begået en undskyldelig fejl, idet den tillægger ham kendskab til en akt, der kun er forkyndt for hans advokat.

8)

Han gør endelig gældende, at i enhver retsorden kan en nullitet til enhver tid anfægtes, og ikke blot inden for den korte frist, der gælder for akter, der kan annulleres.

9)

Med hensyn til forligsproceduren efter personalevedtægtens artikel 41 gør appellanten gældende, at der ikke er tale om en processuel forudsætning, hvorfor Personaleretten retsstridigt forsøgte at sidestille proceduren med den administrative klageadgang, som Unionens tjenestemænd er underlagt. Sidstnævnte er imidlertid obligatorisk, og den markerer grænserne for det efterfølgende sagsanlæg.

10)

Med hensyn til påstandene vedrørende afvisningen af at indlede den omhandlede forligsprocedure er appellanten af den opfattelse, at Personalerettens afgørelse er retsstridig, da banken aldrig kan afvise at indlede en sådan.

Det følger heraf dels, at ingen begrundelse gyldigt kan støtte en sådan afvisning, dels at banken — såfremt den ansattes påstande tages til følge — må anses for at være underlagt et skærpet ansvar og at banken uden videre bør pålægges at betale sagsomkostningerne.

11)

Med hensyn til det stiltiende afslag på at godtgøre udgifterne til laserterapi, gør appellanten gældende, at den manglende begrundelse givetvis er et udtryk for magtfordrejning, eftersom godtgørelse heraf kun gyldigt kan nægtes i tre tilfælde, hvorimod den manglende formelle akt udgør en absolut nullitet, der som sådan kan anfægtes til hver en tid.

12)

Endelig må Personalerettens undladelse af at træffe afgørelse under henvisning til, at den ikke var i besiddelse af de nødvendige oplysninger, uden tvivl karakteriseres som retsstridig.

13)

Personaleretten fastslog, at denne del af påstandene måtte afvises på grund af litispendens, selv om der ikke er fastsat regler om litispendens i procesreglementet. Personaleretten forklarede endvidere ikke, hvorledes der kan være identitet mellem påstandene i en sag, der verserer i første instans, og en sag, der verserer for appelinstansen, ligesom den ikke redegjorde for, hvordan og hvem, der har fremlagt de faktiske beviser, som denne afgørelse bygger på.

14)

Appellanten er endelig af den opfattelse, at tiltrædelsen af appellen og ændringen af den appellerede dom må medføre en ny afgørelse om fordeling af sagsomkostningerne både i førsteinstansen og i appelinstansen.