5.6.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/46

—

Søgsmålet fremmes til realitetsbehandling og stævningens søgsmålsgrunde om annullation tages til følge.

—

Artikel 1 i den anfægtede beslutning annulleres.

—

Subsidiært: artikel 4 i den anfægtede beslutning annulleres, og

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Det første anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af de berørte parters ret til at blive hørt i forbindelse med sagens behandling samt Kommissionens vedtagelse af den anfægtede beslutning, der — uden at Kommissionen havde genåbnet den formelle procedure og uden at give de berørte parter mulighed for at fremsætte bemærkninger — indeholder fastsættelser, der er diametralt modsatte dem, der er indeholdt i den indledende beslutning.

—

Det andet anbringende foreholder Kommissionen, at den ikke har overholdt mandatet fra dommen i sagen T-146/03, der alene fastslog, at visse dele af den indledende beslutning ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse. I stedet for at rette op på disse punkter, gennemgik Kommissionen elementer i sin beslutning, der ikke var blevet efterprøvet af Retten. Kommissionens handling tilsidesætter principperne om de berørte parters retssikkerhed og berettigede forventning.

—

For det tredje anfægter sagsøgerne betegnelsen af foranstaltningen som statsstøtte, idet det ikke er tilstrækkeligt at gøre gældende, at landbrugskooperativerne, fordi de er underlagt en anden beskatning end selskaber, nyder godt af en »fordel«, hvis de ikke udfører 100 % af deres aktiviteter med andelshaverne (model for gensidige kooperativer), hvorved Kommissionen har overset, at kooperativer og kapitalselskaber ikke er ens, hverken faktisk eller juridisk. Selv om en sådan sammenligning accepteres — quod non — udgør beskatningen af kooperativerne ikke en fordel, men forskelle, der er berettigede på grund af økonomien i og beskaffenheden af det spanske skattesystem, hvilket Kommissionen selv har anerkendt i den indledende beslutning, der ikke blev anfægtet vedrørende dette punkt i dommen af 12. december 2006.

—

I det fjerde anbringende, der gøres gældende subsidiært, lægger sagsøgerne til grund, at Kommissionen ikke har givet en tilstrækkelig begrundelse og har taget fejl i sin analyse af foreneligheden af foranstaltningen med indholdet af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF, og at den nævnte foranstaltning skulle have været erklæret forenelig med denne bestemmelse.

—

Sluttelig bestrider sagsøgerne kravet om tilbagebetaling i den anfægtede beslutning.